Type 2-dårlig samvittighed

Ligesom der er noget, der hedder Type 2-diabetes, er jeg blevet af den faste overbevisning, at der er noget, der hedder Type 2-dårlig samvittighed. Og jeg er ret sikker på, at jeg lider af den. Type 1 har jeg været igennem - det er alt det der med Det Virkelige Liv, logistik-puslespil fra helvede og konstant underskud på overskudskontoen. Har endnu ikke fundet en kur mod den, men de værste symptomer kan holdes nede med fleks-tid på arbejde, rengøringshjælp og udbringning fra SuperBest (især sidstnævnte har vist sig at være helt alvorligt tidsbesparende).

Type 2-dårlig samvittighed er så den onde tvilling, der er kommet snigende, ligesom jeg troede mig sikker i mit forhold til Type 1. Da den er meget ny i mit liv, har jeg ikke fundet ud af, hvad jeg skal stille op med den, men hvis en af jer kloge damer har et råd, må I meget gerne smide det min vej.

Type 2-dårlig samvittighed er kendetegnet ved, at den dukker op, når man har det godt på arbejde. Når man har travlt med inspirerende opgaver og viljen til at yde noget ekstra. Når klokken nærmer sig 15.30, og man ved, at man bliver nødt til at gå NU for at kunne hente Øglen i tide, men at man altså virkelig godt lige kunne tænke sig at blive en time ekstra, så man kunne færdiggøre dette og hint. WHAM! (ikke bandet med George Michael ...) Så slår den til! Den svælger i to overordnede - konfliktende - tanker; at man ikke er en særlig god mor, når man ikke styrter ud af døren i det sekund ens kontraktmæssige 7 timer og 24 minutter er oprundne, og at man ikke er en særlig  god medarbejder, når man ikke liiige kan vente lidt på at smutte ud af døren, for så kan man nå en deadline (mere), og Øglen dør jo heller ikke af at blive i vuggeren en halv time ekstra?! Og den trives ved, at man farer mere og mere vild i krydsfeltet mellem tjenstvillighed over for ens chef og kolleger, og forpligtelsen og lysten til at være sammen med ens barn.

Øglen vinder tanke-tovtrækningen til hver en tid. Det skal der ikke herske tvivl om. Men der skal heller ikke herske tvivl om, at den dårlige samvittighed lusker rundt som en såret ulv - knurrende og snappende - lige uden for fyraftenens porte. For kunne jeg ikke lige have nået opgave X? Eller omprioriteret opgave Y og Z, så jeg også kunne være gået i gang med opgave Æ? Telefonen gør ikke samvittigheden bedre, for den er nemlig meget dygtig til at pushe mails. Smart, men voldsomt upraktisk. For den minder jo bare konstant en om, at arbejdet ikke stopper med at eksistere, bare fordi man næsten, i hvert fald har stemplet mentalt ud. Kommer der så en vigtig mail, så begynder tankerne at rotere, og så holder jeg jo reelt ikke længere helt fri. Og når jeg ikke holder helt fri 'after hours', så får jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke er 140% til stede sammen med Øglen.

Argh.

Det er jo fantastisk, at jeg er blevet glad for mit job. Det er også fantastisk (eller - 'rart' kan måske dække det), at jeg har lyst til at gå den ekstra mil (elsker at hade fordanskede udtryk) for at gøre det godt. Men det er hverken rart eller fantastisk, at det giver mig dårlig samvittighed. Jeg håber, at det bare er en fase. Indtil jeg vænner mig til at have et job, jeg er glad for, så jeg forhåbentlig bliver bedre til at jonglere arbejde og privatliv, uden at de to skal karambolere alt for mere.

Og i mellemtiden vil jeg nyde, at det er weekend. Og forsøge at undlade at tænke på, hvor meget min Type 2-dårlige samvittighed kommer til at gå amok i næste uge, hvor vuggestuen sådan lige henkastet har spurgt, om vi ikke kan komme og hente Øglen inden hendes middagslur - hele ugen, tak. Fordi der er noget med noget facade på nabobygningen, der skal pudses, og det kommer til at larme og dermed genere børnene - især, når de skal sove, og det er jo synd, så hvis vi kunne være så venlige. For BØRNENES skyld, forstås. Sagde jeg, at det var hele ugen?! Helt ærligt; hvad har de tænkt sig?! Der er da ingen (!!!), som kan gå fra arbejde kl. 11.15. Og så i en hel uge. Eller hvad? Enlighten me.

Nå, men det sagde jeg jo så (pænt) til en af pædagogerne i dag. Og det kunne han sagtens forstå. "Vi fortæller det bare, som det er", sagde han. "Og det er jo også bare fordi, vi tænker på, at det bliver så højt og ubehageligt for de små ører". Men vi skulle jo bare aflevere og hente hende som normalt, når vi nu ikke har mulighed for at holde hende hjemme.

Cue: Dårlig samvittighed! På forhånd! Tilsat kniv i hjertet med salt og citron.

Den dårlige samvittighed er primært over for Øglen. Men også over for jobbet, der jo nok ikke kan undgå at komme til at lide lidt under det, hvis jeg skal gå hjem kl. 11.15 hver dag. Heller ikke, selv om jeg kan arbejde hjemme. For det får man jo alligevel ikke rigtig gjort, når man har ét stk. 16 mdr. reptil fræsende rundt om fødderne, vel?!

Nå, det var weekenden, jeg kom fra. Have a good one, alle mand (kvinder). Og husk nu at sige til, hvis der er nogen, der har en idé til at komme den dårlige samvittighed til livs, ikke? (Jeg har fundet ud af, at det hjælper kortvarigt at spise enorme mængder chokolade, men jeg kunne godt tænke mig et middel, der ikke nødvendigvis får mig til at tage mere på).

Gåååååå!

Det sidste indlæg handlede om løb. Og det her kommer til at handle om gang. For Øglen har lige taget sine første, stavrende skridt i dag. (På strømpefødder, så jeg kan ikke give de nye sko æren).

Var et smut hjemme hos farmor, og Øglen dimsede rundt som hun plejer. Kravler op på sofabordet, snatcher to fjernbetjeninger, kravler ned igen, tager en i hver hånd, rejser sig op - og går ud i køkkenet.

?!?!

What the what!?! Hvor kom dét lige fra? 10-15 skridt, som om det ikke var noget særligt. Så havde Gravidgrahvad alligevel fat i noget, da hun foreslog her, at vi bare skulle give Øglen en farveblyant i hver hånd ...

Nu må vi jo se, om det var en one-off, eller om det bare kommer til at gå ud over stepperne fra nu af. Det har jeg lidt på fornemmelsen, at det gør, for hun havde egentlig meget godt styr på teknikken. Men uanset hvad, kan emsige mødre i hvert fald godt flette næbbet fremover, hvad angår mindre gode råd til øgler, der ikke går endnu...

Løøøøb!

Fordi det her er min blog, vil jeg godt have lov til at blære mig lidt. Så det gør jeg hermed: I går løb jeg det der Alt for Damerne-løb, jeg har fablet om siden januar. Var lidt loren ved at skulle løbe 10K, fordi jeg ikke har været så flittig på løbefronten i de sidste par uger. Men det gik, og jeg prustede mig over målstregen på en tid på 55,43 minutter. Havde et beskedent håb om at komme under en time, og det lykkedes jo så.

Det var noget hårdere, end jeg lige havde regnet med, synes jeg nu nok. Men samtidig var det også fedt. Selv opvarmningsdelen med über-friske Fitness DK-piger, der dansede rundt til Skub til taget, bidrog til den gode stemning. Og der ER da et eller andet fascinerende ved, at 6.500 mennesker, i et anfald af kollektivt vanvid, har besluttet sig for at løbe så langt, at man er ved at vende vrangen ud på sig selv af anstrengelse. OG hopper rundt til Skub til taget uden så meget som at overveje, hvor dum (men alligevel ret sjov) den sang er.



I dag har jeg så en hjemmearbejdsdag. Det var egentlig meningen, at jeg skulle have været til et Nestlé-seminar om børn og kost, som nogen har været så søde at invitere mig til, men mine bunker og atter bunker af arbejde mente ikke, at det var nogen god idé, at jeg rev en formiddag ud af kalenderen for at lave noget ikke-arbejdsrelateret. Altså arbejder jeg. (Og blærer mig på bloggen) Og så tror jeg i øvrigt også, at mine ben er ok glade for, at de ikke skal ud og cykle hele vejen til kontoret og tilbage igen i dag...

De første sko

Øglen har fået sine første rigtige sko. Et par fiiiine, brune Bisgaard sko med en bette stjerne på. I str. 19 (mini-fod; tror da pokker, at hun ikke kan gå, når der kun er sådan en lille stump at støtte på).

 Har lånt billedet fra migogmolly.dk. Sig til, hvis jeg skal fjerne det!

Ville egentlig have ventet til hun kan gå rigtigt med at købe de der sko. For det er jo det, alle de kloge anbefaler. Så man ikke uforvarende kommer til at berige afkommet med klumpfod, indgroede tånegle, platfodethed og eventuel spedalskhed. Og fnat. Arj, spøg til side. Jeg ved godt, at man skal vente. Egentlig er der jo heller ikke nogen grund til sko med hårde såler, før de såler bliver anvendt til andet end at gnave på. Men. Det var om ikke en ordre, så en kraftig henstilling fra vuggestuen. Fordi "Øglen er så glad for at gå rundt hernede. Men det er ikke rart for hende ude i sandkassen, hvis hun får fugtige tæer. Så hun har ikke været ude i dag. Eller i går. Eller...". (Undskyld, men sagde du rent faktisk lige dér, at hun ikke kommer med udenfor, før hun får et par rigtige sko, eller er det bare mig, der hører syner ...)*

Har ellers både hjemmesko, kravlesko (med let forstærket bund) og sådan nogle vandtætte overtræksfutter nede i vuggeren, og jeg har forsikret samtlige pædagoger (og sikkert også et par af de andre børns forældre - de ligner jo allesammen hinanden) om, at de må tage alle de sko med udenfor, som de orker - det gør ikke noget, at de bliver våde eller tilsandede eller går i stykker. Men lige lidt har det hjulpet. "Hård bund" er det nye sort dernede, lader det til, og efter at have holdt stand i en lille måned, har jeg nu givet efter.

Og de ER fine, de små begyndersko. Bunden er så blød, som det kan lade sig gøre, når nu den skal være hård (øh?!), og Øglen er glad. Hun går også fint i dem. Og bliver bedre til det for hver dag. I dag var hun ovenikøbet så optaget af at holde fast på sin farveblyant, at hun ikke opdagede, at jeg kun holdt ved én hånd, og derefter vadede hun gennem hele lejligheden med mig ved hånden. Nååhr! (Hun havde godt nok ikke skoene på, da hun gjorde det, men lad os da bare give dem æren for fremskridtet alligevel ...)

Nu mangler vi så bare, at hun rent faktisk har skoene på, når vi kommer og henter hende i vuggeren. I stedet for de lilla fløjls-futter (med verdens blødeste bund), som har været dernede hele tiden - og som hun har haft på i alle de to dage, hun har haft de nye sko. Men nu HAR hun skoene. Og det må vel være det vigtigste? For man må aldrig gå ned på udstyr, jo ...

*Det VAR heldigvis bare mig, der hørte syner. Øglen bliver også luftet af og til nede i vuggeren. På trods af hidtil manglende sko. Bare ikke så tit (hvilket efter sigende ikke skulle skyldes mangel på sko, men derimod mangel på passende vejr for kravle-baby at være ude i...

Ny ride

Har lige købt sådan en fætter her på dba.

Altså uden (new zealandske) børn (i Schweiz?!) (har lånt billedet fra http://ch.twoseven.co.nz/2008/06 - I'll remove it if you want to. And/or buy you a bar of chocolate?) Bare vognen, ik'å? Som man kan cykle med, trille med og løbe med (as if...)

Ville egentlig hellere have en ladcykel, men den eneste rigtig gode grund, jeg kunne komme på for at få sådan en, var, at det simpelthen ser så hyggeligt ud, når økologiske speltmødre kører tur med øndige klidbørn, biodynamiske picnickurve og hjemme-quiltede tæpper i kassen. Og selv om det egentlig er argument nok for mig, så mente Ham Den Dejlige ikke, at det var dækkende. Slet ikke fordi "sådan en nærmest koster det samme som en brugt bil", siger han. Så hvis vi skulle have en ladcykel, skulle jeg også love at bruge den i hverdagene - bare engang imellem. Og når jeg tænkte sådan rigtigt efter, ved jeg jo godt, at det aaaaldrig kommer til at ske. 16 km dagligt på 50 kg jern? Pør-liize! Både fordi jeg ikke har en ekstra time til transport, fordi jeg ikke har råd til at skifte garderobe, når mine lår bliver (endnu) større af al den trampen rundt, og så simpelthen fordi jeg ikke gider.

Så ingen ladcykel til mig. En cykelanhænger kunne det derimod godt blive til. Fordi den både er lettere og billigere - og noget mere egnet til vores behov, faktisk (Hvilket jeg jo godt kan se, når jeg ser bort fra det idylliske billede af NoaNoa-klædte ladvogns-chauffører og de hjemmequiltede børn). Og fordi den godt kan opbevares nede i vuggeren sammen med Øglen, mens undertegnede og/eller HDD spurter til arbejde på almindelige cykler.

Så det bliver spændende, når den ankommer til 2100 Øbro. Glæder mig til at prøvekøre den og krydser alt, hvad krydses kan, for at Øglen ikke går fuldstændig bersærk over at sidde i sin nye ride. Det kunne lige ligne hende. Krydser også fingre for, at jeg rent faktisk godt tør køre med den og kan gøre det i et nogenlunde normalt tempo uden nødvendigvis at skulle kigge mig over skulderen konstant for at sikre mig, at Øgle og vogn stadig er der - ukæntret og i god behold. Er der nogen af jer, der har sådan en anhænger-ting? Og tør man godt at køre med den inde i byen? (Og burde jeg egentlig have spurgt om sådan noget, INDEN jeg overførte en hulens masse penge (men trods alt ikke så mange penge som en ladcykel ville koste) til jysk dame?)

Anywho, så skulle det grønne lyn gerne være her om et par dage. Med mindre den jyske dame har snydt mig og stikker de overførte penge i lommen og bruger dem allesammen i Legoland. Eller noget andet. Men på den anden side. Jeg er også jyde. Og sådan er vi ikke. Vi er tværtimod bundhæderlige. Så jeg satser på, at vognen er her om et par dage. Og SÅ skal der transporteres Øgle, skal der.

Mandag!

Håhr. Så kom Vejret tilbage fra weekend, hva'?! Og opdagede, at automat-piloten ikke stod på "almindelig kedeligt grå-agtigt vejr", men i stedet var landet på "skyfrit, solskin og sommer over hele linjen". Og det kan vi jo ikke have, her et stykke inde i juni. Nej fy da føj. Sol? Bwadr. Så hvad gør Vejret? Skruer knappen helt i bund - til det røde område, der i fagsprog hedder "psykopat-latterligt megadårligt røv-vejr". Og nu sidder Vejret så og gnægger og godter sig og har ingen planer om at holde fri igen foreløbig, hvis man skal dømme efter vejrudsigten.

Jeg ville ikke have haft så meget imod vejret, hvis nu min chef havde haft ringet i morges og sagt "Ved du hvad, A - det regner så meget i dag, at jeg synes, vi skal holde regnfri". Men det skete sjovt nok ikke, så derfor skulle jeg jo ud. På lang cykeltur, som dog blev konverteret til togtur med cykel i stedet. Sammen med 18.000 andre, der havde fået samme idé. Synes egentlig, at det er en god idé, at man kan tage sin cykel med toget, og at det ovenikøbet er gratis, men man står jo seriøst på nakken af hinanden. Og får viklet pedaler, styr, cykelkurve og tasker ind i sig selv og hinanden. Ikke nogen god start på mandag morgen, og jeg var da også lige ved at blive pissy på Østerport Station (hvor jeg blev nødt til at gå ud af toget med min cykel, for at 900 andre cykler kunne komme ud - totalt cykel-tetris in action), da to nyankomne cyklister mente, at jeg ikke skulle på igen, fordi de var der før mig (!?!). Besindede mig dog og havde endda overskud nok til at tilbyde en af emsighederne at tage med verdens langsomste elevator før mig, da det viste sig, at vi skulle af samme sted. "Jeg fornemmer, at du har travlt, så kør du bare", sagde jeg (selvfølgelig uden den mindste antydning af spydighed i stemmen). Det afslog hun dog...

Nå, men jeg kom da på arbejde, og jeg har alle intentioner om at cykle hjem. Hvis Vejret ellers lige gider tage en kaffepause. For jeg skal hente Øglen, og jeg forudser, at hun godt kunne synes, at det var rimelig nederen at skulle sidde bagpå cyklen i det her vejr. Også selv om jeg har et stort regnslag til hende.

Og nu vil jeg stoppe med at brokke mig. Og i stedet for tænke tilbage på verdens bedste weekend med sol over hele linjen, mad og drinks med mødregruppen, gåture, masser af Øgle-tid, loppemarkeder, fars dag, take away, tagterrasse og kanelsnegle i lange baner. Det kan jeg (trods alt) leve højt på et stykke tid.

Grænser - eller mangel på samme

Nøj, hvor er der travlt omme på det der arbejde. Det' helt vildt, altså. Men det ER jo nok fordi, jeg skal køres i stilling til barselsvikariatet. Som virker til at være åndssvagt travlt. Men også sjovt. Og det er ret vigtigt i min bog.

Matriklen har haft besøg af mormor i et par dage, så hun lige kunne få lidt Øgle-tid, og så mutti og HDD kunne komme på en kærkommen get-away. Helt til Indre By på restaurant og tilbage igen. Bearnaisesauce, der kunne stå selv, steak frites og créme brulée - ja tak!

Nå. Men mormor kom i onsdags. På ca. det tidspunkt, hvor jeg plejer at gå fra arbejde. Så jeg havde liiidt travlt med at cykle de 8 km hjem - med pitstop i vuggeren - for, at et stykke slægt ikke skulle sidde alt for længe på trappen og blomstre. Øglen blev forsvarligt spændt og fik hjelm på, og ad sti af sted gik det så det sidste stykke hjem. Grundet det gode vejr havde jeg ikke lige givet Øglen en hue på, og det betød - og gør det i øvrigt stadig - at cykelhjelmen er en kende stor til det bette hoved. Så den rutsjede (staveplade?) lidt rundt på hovedet af hende. (Fyyyyyyy!) Det er ikke godt. I know! Og når det blev lidt for rutsjende, stoppede jeg, efterspændte og gjorde ved. Men hjelmen blev ved med at glide, og på slutspurten - vi taler de sidste 200 meter - må jeg så tilstå, at jeg glemte at tjekke, om hjelmen sad ordentligt. (Fyyyyyyy!)

Men. Så er det jo heldigt, at der findes mennesker, der anser det for deres borgerpligt at fortælle dårlige mødre som jeg, at den er gal med dette og hint. Således hørte jeg pludselig en stemme gjalde

"NAJMMEN ALTSÅ!!! HAN HAR JO HJELMEN HELT FULDSTÆNDIG NEDE I HOVEDET. STAKKELS LILLE DRENG!!!!"

Erhm... Pinligt. Og ikke helt i overensstemmelse med sandheden. Dels er Øglen ikke en lille dreng, dels havde hun ikke hjelmen "fuldstændig nede i hovedet". Den sad dårligt, ja. Men ikke kriminelt dårligt. Ikke desto mindre bød min mor-samvittighed at gøre noget ved det Med. Det. Samme, for nu var det jo blevet påtalt. Så af cyklen med mig, rette på hjelmen (vel vidende, at den ville sidde lige så dårligt igen efter 3 meter) og så ellers den sidste strækning hjem til mormor på trappestenen.

Og nu sidder jeg så her. Og ved ikke helt, hvad jeg skal mene om gjalde-damen. For hun havde jo ret i, at hjelmen sad dårligt. Men hun var en tilfældig forbipasserende, som jeg bestemt ikke havde ringet op for et godt råd, så hvad sker der for gjalderiet? 

Generelt synes jeg faktisk, at folk blander sig RET meget, når man sådan har et lille barn med sig her og der. (Og her taler jeg om fremmede, for familie blander sig jo bare pr. definition, og venner ved (som regel) bedre end at kloge sig alt for meget). For et par uger siden var HDD, Øglen og jeg på Den Franske Café, og mens HDD var inde og bestille, kæmpede jeg lidt med ét stk. Øgle, der hverken gad sidde hos mig eller i sin klapvogn, men som allerhelst bare ville kravle rundt på cykelstien og/eller nede ved svanerne i Sortedams Dosseringen. 

Ud af det blå kommer der så en mor med et par piger, kigger mønstrende på Øglen og jeg og spørger så, om Øglen ikke går endnu. Det kan jeg jo kun svare benægtende på, men tilføjer så (hvorfor?!?), at hun jo trods alt kun er 15 mdr., så der er jo lidt tid til at lære det endnu. Hvortil über-mor fortæller, at hendes ældste også (også?) var ret sen motorisk - "men hun gik trods alt i 10. måned. Ja, det gjorde de faktisk begge to". Meget intelligent får jeg udstødt et paf "aha/nå/okay" og overvejer, hvordan jeg kan få afsluttet den her samtale. Inden jeg får overvejet færdig, føler über-mor trang til at dele med mig, at ældstebarnet på grund af denne her åbenbart uhyrligt dårlige motorik (?) havde været hos en kiropraktor-slash-fysioterapeut-slash-zoneterapeut-slash-altmuligkvinde, som havde gjort et eller andet, jeg har glemt, "og dagen efter rejste hun (barnet, ikke behandler-typen) sig bare op og gik".

Endnu engang fik jeg ytret noget intelligent - denne gang var det vist bare et "mm-hmmm", og så fortsætter damen g*dhjælpemig med et "jeg har vist nummeret med, hvis du vil have det? Eller også kan du slå hende op på Krak. Det er da værd at overveje". Grrrrrrrr. Nu er jeg en ret høflig person af natur, så da jeg endelig fik tænkt til ende, hvordan jeg skulle lukke den (nu) groteske samtale, endte det med at blive med et "tak for tilbuddet, men jeg er nu ikke urolig over, at Øglen ikke går endnu. Jeg er sikker på, at det kommer lige pludselig. Du skal bare lige turde at give slip, ikkeogså lille skat?" *overdrevet fokus på Øglen, dikkedikke Øglens borgmester-vom, fortabe sig i Øgle-univers og lukke über-mor helt ude*. Hvis jeg IKKE havde været en høflig person, har jeg en idé om, hvordan det også kunne have været muligt at afrunde, men det blev jo heldigvis ikke aktuelt. Grrrrrr. HDD var lykkeligt uvidende om hele råds-udvekslingen, men han kom så til gengæld ud med en stor kop sort kaffe til mig, lige da låget var blevet lagt på den 'hyggelige' snak. Den var tiltrængt.

Selv, hvis Øglen havde været 3 år gammel og stadig ikke kunne gå, ville jeg synes, det var grænseoverskridende at få sådan et råd med på vejen (af en jeg aldrig har set før). Cykelhjelms-misèren kan jeg til nøds forstå (selv om jeg stadig synes, det er lige kækt nok, men gjalde-damen kunne selvfølgelig heller ikke vide, at jeg kun skulle cykle et par hundrede meter mere). Men altså. Hvis der var tale om vanrøgt eller uvidenhed (fx hvis nu jeg fejlagtigt troede, at Toblerone var viiildt sundt og udelukkende fodrede Øglen med dét og intet andet - måske lige et skud snaps i ny og næ - så kunne jeg tilskrive deres indblanding, at de bare ville Øglen det bedste. Men at henvise mig, som (håber jeg da) virker rimelig fattet omkring, at Øglen ikke går selv, til en kiropraktor-slash-fysioterapeut-slash-zoneterapeut-slash-altmuligkvinde, det kan jeg ikke få til at passe ind under "til Øglens bedste"-hatten.

Hvad er det med grænser, der bliver brudt noget så eftertrykkeligt ned, når man får et barn? Hvad er det, der får nogle mennesker til at synes, at det er helt ok at kommentere, påpege og råde allerhelst vildfremmede? Er det fordi deres eget bagland har slået hånden af dem, hvad angår 'gode' råd, og/eller tror de i ramme alvor, at deres adfærd er kærkommen hos de 'heldige' vindere af rådene? Eller er det i virkeligheden bare mig, der er sart?