fredag den 13. august 2010

Ikke spor underligt

Nu er jeg jo efterhånden ved at være lidt af en connaiseur, når det kommer til legepladser i mit hood. Forstået på den måde, at Øglen har prøve-gravet en hel del sandkasser (pt. den absolut eneste legeplads-aktivitet, der har vundet indpas hos frøkenen) på og omkring Østerbro. Særligt én legeplads har fundet nåde for hendes kritiske sans, og det er - meget belejligt, og måske også grundet en del favoriseren fra mødrene side - den, der ligger tættest på der, hvor vi bor.

Så den har vi frekventeret en del. Derfor faldt det mig heller ikke særlig svært at genkende den, da Ann-Christine postede billeder af sine skønne tvillinger for nylig. På bedste cyber-stalker-manér fik jeg smidt en lummer "kommer I her tit"-kommentar, men det blev hun ikke skræmt af, så pludselig havde Øglen og tvillingerne en halv playdate på den lokale. Den blev ført ud i livet i går, og det (hvis jeg må bestemme egenrådigt, altså) bliver ikke den sidste. For det var da bare rætti hyggeligt. Og slet ikke underligt (syntes jeg). Og alligevel underligt, at det ikke er underligt, nu når man ikke kender hinanden. Men det gør man jo lidt alligevel. Synes altså, at konceptet Blogland holder.

...

Øh ja. Og Øglen hyggede sig forresten også. Tror jeg. Var generelt noget betuttet. Åd en del sand og sendte tvillingerne skeptiske blikke. Gav Ann-Christine en af tvillingernes sand-lege-ting. (Meget gavmildt barn, jeg har (!)) Skubbede lidt rundt med en plastic-bil og forsøgte at bryde ud af legepladsen. (Længe leve indhegninger). Mens hendes moar bare sad og sludrede. Hen mod slutningen tøede hun dog så meget op, at hun råbte "hejhejjjåh" (ved ikke lige, hvorfor hun er begyndt at putte et "jåh" bagpå "hejhejj"). Så jeg vurderer, at hun hyggede sig. Det gjorde jeg i hvert fald ...

tirsdag den 10. august 2010

onsdag den 4. august 2010

Nedsmeltning

Jeg burde måske nok have ofret bare én tanke mere, end jeg gjorde i går, på muligheden for, at Øglen gik bersærk, når hun skulle transporteres hjem fra vuggeren i sin Croozer. Hvis jeg havde gjort det, så havde jeg nemlig nok haft taske og lommer fyldte med sutter, kiks, rosiner og andet godt til at pacificere med. Men. Jeg havde IKKE tænkt mig om, så derfor var en banan alt, hvad jeg kunne svinge det op til. Desværre havde jeg (også) lige glemt at tænke på, at Øglen, aka Makulatoren, kan fræse sig igennem sådan en på 1½ minut. Max. Så den rakte sådan ca. 20 meter. Og når der nu er 3-3,5 km hjem, så manglede der brændstof til en hel del af turen, for nu at sige det pænt.

Til at begynde med kunne jeg godt ignorere råberiet bagi. Kender man ikke Øglen, ville man måske foranlediges til at tro, at hun bare sad og snakkede lidt (højt). Men da vi så drejede ud på Øster Søgade og begyndte at trille derudaf, så skulle man altså have været mere end almindeligt døv for ikke at identificere skrigeriet som arrigskab og let hysteri. Da lydniveauet lå på omtrentlig højde med luftsignalerne 1. maj, tænkte jeg, at det nok var smart at bikse cykel + trailer ind på fortovet. Det tog lidt tid, eftersom det var min første tur med cykeltraileren bagpå, og vi ikke sådan er helt dus endnu, og det passede IKKE Øgle-poltergeisten i vognen.

Forsøgte at trøste en nu rødbedefarvet Øgle, men det blev der ikke sat pris på. Som i Overhovedet. Ikke. De første spæde tegn på stress-sved (hos mig) begyndte at vise sig, og jeg gennemrodede febrilsk min taske op til flere gange i forsøget på at finde en sut eller noget spiseligt. No such luck, så jeg ledte videre i cykelvognen, som heller ikke indeholdt noget brugbart. Til gengæld fandt jeg en pegebog, der var ved at gå i opløsning af regnvand, en muggen pakke rosiner og en smattet kiks, men det gad Øglen sjovt nok ikke have noget med at gøre (og fik i øvrigt heller ikke buddet). Hun skreg videre, og stress-niveauet hos mig antog helt nye højder. Ergo ringede jeg hele tre gange til HDD, og da jeg endelig fik fat i ham, fik jeg omdirigeret ham fra sin sædvanlige hjem fra arbejde-rute til Øster Søgade. (Tror, at den besked, jeg fik lagt til ham, hvor Øglen skreg som en, der var ved at blive savet over med en sløv kædesav, var rimelig udslagsgivende). Mens vi ventede på redningsmanden, fik jeg pillet Øglen op af vognen og trøstet hende en smule, mens jeg vekslede mellem at have lyst til at kyle hende i Søerne, tude i afmagt og have lyst til at knuge og kramme hende, fordi jeg inderst inde godt vidste (ved), at hun jo ikke gør det for at genere mig. Men holddddd nu kæft, hvor var jeg presset.

Humøret hos Øglen blev kun bedre meget kortvarigt, da hun så HDD, og det ændrede i øvrigt ikke på, at hun nægtede at sidde i vognen. Så jeg måtte slæbe Øglen hjem, mens HDD trak begge cykler. Og som om det ikke var nok, så havde jeg sko på, der gnavede, så jeg var ikke i godt lune, da vi kom hjem. Heldigvis havde jeg flyttet fokus for min arrigskab fra Øglen til Croozeren, så jeg kunne dramatisk love (og holde), at jeg ikke vil have noget at gøre med den "f*cking l*rtevogn" på daglig basis. (Det ville straks have været sværere at love, hvis det var Øglen, jeg havde været sur på). Så alle vores planer om at bruge Croozeren som transport til og fra vuggestue, så jeg kunne slippe for at have barnesæde bagpå min nye cykel, og så HDD kunne bruge sin racercykel uden barnesæde, har jeg nu lagt endegyldigt i graven. Og as we speak er der en cykel-Åge, der er ved at spænde et vældig fint, nyt barnesæde på min vældig fine, nye cykel. Har jeg fortalt, at jeg har fået ny cykel? Nåmn, det har jeg. Den er grøn. Og fin. Og nu har den også et barnesæde lige om lidt…

Det tog mig et stykke tid at falde ned. Og en økologisk Rasmus Klump-speltkiks (?!). Øglen var glad nok (selv om hun havde fået endnu et flip på en villavej, fordi hun ikke måtte løbe ud foran en bil), og jeg tror ikke, at hun har nogen holdning til, hvorvidt det bliver Croozeren eller barnesædet, der bliver hendes primære transportmiddel fremover. Sålænge jeg bare husker at have en sut eller 30, masser af mad og en lille gøglertrup i tasken, går det nok alt sammen.

I dag ser alting lidt lysere ud, og selv om jeg stadig nægter at bruge Croozeren som primært transportmiddel, så har det ikke længere helt så meget med gårsdagens nedsmeltning at gøre, som med det faktum, at den er lidt bøvlet at få ind og ud af gården og endnu mere bøvlet at parkere ved vuggeren. Så den er indtil videre degraderet til tur- og (måske) løbevogn...





















Et mørkt billede af Øglen (nej, det er ikke Elton John). Kan godt være, hun ser sød ud, men lad jer ikke narre - inden i det lille væsen gemmer der sig en stemmepragt fra en anden verden...

tirsdag den 3. august 2010

Hverdag på godt og ondt

Så er ferien slut. 3 uger gik der lige med dagdriveriet. Og nu er det da i sandhed slut med Smålands-idyl, café-slabberads og legen sig selv i smadder. Sidder på pinden med udsigt over et meget trafikeret kryds i en af Københavns mindst charmerende bydele og drømmer om blåbær, solskin og all the time in the world.

Men Det Virkelige Liv, der jo, som vi alle ved, er en insisterende personage, kan som regel kun holdes stangen i et begrænset tidsrum. Og det er måske meget godt, eftersom man så sætter så meget desto mere pris på det, når han skrider igen (og så prøver vi lige at lade være med at spekulere på, hvor lang tid, der er til dén glædelige begivenhed). Lige i øjeblikket har jeg dog en særlig god grund til at ønske Hr. DVL hen, hvor peberet gror (siger man overhovedet det mere, eller er det en long lost frase fra et gammelt Anders And-blad?), eftersom han er kommet tilbage med en barsk besked om alvorlig sygdom i den nærmeste familie. Beskeden har været et stykke tid undervejs, og vi håbede, at den var mere positiv, end den viste sig at være. Men hvis man skal se på de lyse sider (og det skal man), så kunne beskeden have været endnu værre, og jeg trøster mig med, at lægekundskaben i dag er så langt fremme i bussen, at de nok skal få styr på det. Det er der heldigvis udbredt tro på - også hos patienten - så det skal nok gå alt sammen. Eller som min mormor, som jeg desværre aldrig nåede at lære rigtigt at kende, sagde: Det lægger sig til rette. Hun var en klog dame!

Til trods for positive tanker og troen på, at det hele nok skal gå, kan nyhederne dog ikke helt undgås at påvirke humøret. Men når man selv har en lille familie, der skal passes, så er det af og til så som så med muligheden for at tænke alt for meget. Og det er nok både godt og skidt. Langt hen ad vejen tror jeg på den der med, at man bliver gladere af at plastre et smil på sit ansigt (og dermed ikke på nogen måde være sagt, at Latterklubben har nogen eksistensberettigelse overhovedet), men det er lidt af en balancegang. Man skal passe på med ikke at undertrykke de triste følelser, for de er jo ikke farlige. De er bare… triste...

Men det er jo desværre hverdagen på godt og ondt. Der er gode ting, og der er dårlige ting. Der er sjove ting, og der er hårde ting. Og langt hen ad vejen er det vel de hårde ting, der får os til at værdsætte de gode ting. Selv om det ikke er alting, der virker lige meningsfuldt, så er jeg sikker på, at min mormor havde ret - det lægger sig til rette. Videre ad den tangent kan jeg så citere min svigerinde, som for nylig sagde til mig (og hun ved, hvad hun snakker om), at vi ikke får større opgaver eller udfordringer her i livet, end vi kan overkomme. Hun er også en klog dame.

Og nu vil jeg - med tanker i hovedet, der spænder lige fra sygdom til, hvorvidt Øglen flipper over at blive spændt i sin Croozer, når jeg henter hende (selv om de i virkeligheden nok burde handle om arbejde) - se, om jeg kan komme til bunds i min indbakke. Min lille arbejdsverden ligner nemlig sig selv, og således er den ganske upåvirket af, at jeg vader rundt i post-ferie tilstand og overhovedet ikke kan komme op i gear. Min chef købte i øvrigt ikke min undskyldning om, at jeg desværre ikke kan lave noget, eftersom jeg har været offline så længe, at jeg nærmest ikke ved, hvordan man betjener en computer. Hun er sikker på, at den viden nok skal komme tilbage til mig snarest. Og det har hun jo nok ret i...

tirsdag den 27. juli 2010

Honey, I'm hooooome!

Så er jeg hjemme fra det der Sverige. Landet, der flyder med elge, blåbær, uforudsigelige mobilsignaler (hvis overhovedet nogen) og solskin en masse. Og muligvis også en skoldkop eller 50, efter vi har været der - kan ikke love, at Øglen ikke tabte et par stykker i Lund, da vi pitstoppede på vej hjem.















Ørj mand, hvor har det bare været fedt. Eller fedddd, som vi siger, os der er fra Jylland. Det gør altså et eller andet ved sjælen at være så langt væk fra alting og bare have tid til at nyde hinanden og være sammen på en måde, som hverdagen sjældent levner tid til i samme grad.

Selv om det er to år siden, vi sidst var i ødegården, var der ikke meget, der havde ændret sig, sådan rent facilitetsmæssigt. Altså, der var kommet indendørs toilet. Men med en lidt fesen størrelse brønd, så bliver man lidt nærig med vandet, og når man ved, at et skyl 'koster' 7 liter, så kunne man jo bruge muld-dasset engang imellem. Og da brønden så løb tør et par dage, før vi skulle hjem, blev 'engang imellem' ændret til 'hele tiden'.

Nå. Der var også blevet bygget en indendørs bruser. Uden vand i, indtil videre, så udendørs-bruseren blev brugt, så længe der var vand til dén slags pjank. Meget kan man sige, men det har altså sin charme at tage bad udenfor med en aldeles pragtfuld udsigt over eng og skov og alt det jazz. Og når gennemsnitstemperaturen de fleste dage lå på omkring de 90 grader, så var der ikke noget med at fryse heller. Dejligt, for en på ingen måde outdoorsy type som jeg.






















Men ud over toilettet og den defekte bruser, var der ikke sket de store ændringer. Der er stadig ingen tv. Eller internet. Eller mobildækning. Undtagen på en lille bakke ude i haven - dér var der fuldt signal. Mærkeligt. Min ellers så smarte telefon, der kan gå på nettet og opdatere mig om ting, jeg ikke anede, jeg gerne ville være opdateret på, måtte give op - selv i områder med mere signal end signal-pletten på bakken i haven (*nynner: signalet på pletten, pletten på bakken, bakken i haven - huset ligger laaaaaangt ud' i skoven*) kunne den ikke komme på nettet. Så jeg er ganz unopdatiert, og verden er blevet forskånet for overskudsagtige, røvirriterende statusser fra mig, som "A laver syltetøj af vilde blåbær", "A har løbet en tur blandt traner og blåbær og badet i udendørsbruseren med udsigt over engen", og så videre.















Til gengæld var der indkøbt et spil Scrabble (sidste gang havde vi vores eget med), og det blev spillet flittigt. 20 spil, tror jeg, vi nåede at spille. (Jeg vandt mere end halvdelen. Jeg SIGER det bare...) Og jeg fik læst en bog. Havets Katedral af Ildefonso Falcones. (Helt ærligt - det MÅ være et købenavn. Der er da ingen, der seriøst hedder Ildefonso, er der? Hvar?) Goddd bog. Ret Jordens Søjler-agtig. Ved ikke, hvad det er med mig og langelange bøger om katedral-byggeri. Som udganspunkt lyder det jo pret-ty lame, men prøvvvv det!

Så man kan ikke prale af, at der var sket epokegørende forandringer i de smålandske skove. Og alligevel var ferien helt anderledes, end nogen anden ferie, jeg har været på. For vi havde nemlig en Epokegørende Forandring med os hjemmefra. Fastspændt i sin Römer-stol (der nu er dækket af et lag kiksekrummer på tykkelse med Eyjafjallajokulls aske-spytteri) ankom den Epokegørende Forandring i fin stil til ødemarken. Og jeg skal da lige love for, at sådan en kan gøre op med ens hidtidige måde at holde ferie på. Farvel til timelange seancer med bøger/spil/gåture/blåbærplukkeri/middagslure/videre i samme dur. Og goddag til timelange seancer med lege/made/bade/underholde/nyde/grine/frustreres/putte/videre i samme dur. Man er godt nok meget 'på', med sådan en 10-kilos Epokegørende Forandring. Som ikke er stor nok til at få noget ud af forlystelsesparker mv., men som er FOR stor til bare at underholde sig selv. Så legekasketten er blevet brugt flittigt. Og det har været fedt! (Og til tider lidt af en prøvelse. Af og til legede vi lidt med tanken om at sende hende ud og lege med elgene i en dags tid eller to, men så blev vi s*u også lidt nervøse for, om vi kunne finde hende igen, og om det så endte med at blive helt Nell-agtigt, Jodie Foster-style)
















Øglen elskede at være på ferie. Og hun var god til det. Lagde ud med at være totalt bybarn, der ikke ville træde på græsset med bare tæer, men det krævede bare et par dage (og et helv*des hyr med at finde et par sandaler i str. 19), så jernede hun rundt i haven, som havde hun aldrig lavet andet. Hun kastede i dén grad sin kærlighed på skovens blå- og hindbær (og den stormende forelskelse fik vi så glæde af i bilen på vej hjem (og et par gange inden da), hvor hun leverede en meget... kreativ... ble), var vild med blomsterne, som alle fik et 'hej' med på vejen og elskede tydeligvis sin nye tilværelse som nøgenbaby. Før hun blev fortrolig med det kuperede underlag, der var beklædt med den anstødelige gevækst græs, krabbede hun sig hen over det på hænder og fødder, så hun havde en foruroligende lighed med Gollum. Men det aftog heldigvis i løbet af ferien. Den var blevet svær at forklare i vuggestuen, hvis de fik et gråligt, let slimet barn tilbage, som kravlede underligt og konstant hvæsede "my precious"...

Hjemme igen er hun ikke helt vild med at have tøj på (det arbejder vi lige på inden vuggestuestart på mandag), og hun synes at mene, at vi skal stå på pinde for hende konstant. Hun har udviklet noget af et ferie-temperament, den lille dame, men det kan muligvis også hænge sammen med de skoldkopper, hun ragede til sig, lige inden vi tog hjem. Det vil tiden vise.

Under alle omstændigheder er det luksus at have ferie en lille uge endnu. Den skal bruges på (mere) afslapning, (mere) sam- og nærvær og besøg hos mormor og morfar. Så selv om jeg er tilbage i civilisationen er jeg ikke helt tilbage i cyberspace endnu. Men om ikke før, så på mandag. Og så skal jeg læse op på alle bloglands genvordigheder. (Er der ikke noget med, at man ikke kan/skal/må lave noget seriøst på første arbejdsdag efter ferien?)

onsdag den 7. juli 2010

I de store skove nær ved SiiiiiljanSØen!!!

2½ dage. Så er jeg den, der er smuttet på ferie! Øglen, HDD og jeg skrider til Småland, hvor vi i hele to uger skal nyde skovens dybe stille ro *nynner* i og omkring ét stk. ødegård.

Og når jeg skriver ødegård, så mener jeg virkelig ødegård. Ok, der er godt nok elektricitet og rindende vand, og rygtet vil vide, at der er installeret bruser og et 'rigtigt' toilet, siden vi var der sidst*. Hvis det bare var mig og HDD, der skulle af sted, ville jeg godt kunne overleve med friluftsbad (selv om jeg er så lidt outdoorsy, som man bliver), men når Øglen nu er med, orrrrker jeg ikke at skulle udenfor, hver gang der er noget, der skal vaskes eller en nødtørft, der skal forrettes.

Men ja. Rindende vand. Træk og slip. Elektricitet. Og så stopper de moderne bekvemmeligheder også helt og aldeles. Selv om der er en radio, er det så som så med signalet (hvem gider i øvrigt også høre svensk radio?!). Tv er der overhovedet ikke, ligesom internetforbindelse er en by i Rusland. Måske de faktisk aldrig rigtig har hørt om internet, helt derude midt i de store skove (nær ved SiiiiljanSØEN *nynner igen*. Også selv om ødegården overhovedet ikke ligger i NÆRheden af Siljansøen. (Den ligger iflg. Google i Dalarne). Det er bare en god sang. På den sørgelige måde). Hvis man står på ét ben (meget vigtigt!) og drejer sig hid og did på det højeste punkt omkring huset, er der til nøds telefonforbindelse, men så stopper det teknologiske fremskridt også.

Altså er der meget elektronisk underholdning (tidsfordriv?), som jeg ikke kommer til at kunne benytte mig af i mange mange dage. Til gengæld er der så kvadratkilometer efter kvadratkilometer spækket med blåbærbuske, små krat fyldt med vilde hindbær (eller "himba", som min fransklærer i gymnasiet altid sagde) og en skøn skøn skovsø (ikke Siljansøen!) 10 minutters kørsel fra ødegården. Der er også en pejs, der er knaldhyggelig at tænde op i - også selv om det forhåbentlig er dejlig lunt - masser af kryds og tværs'er og et nyt spil Scrabble. Og måske noget Yatzy. (Hvis jeg selv skal sige det, er jeg riiiimelig hardcore til begge spil, så der er lammetæv i vente til ham HDD). Og så er der ro og fred til at kunne nyde Øglen (og HDD) i 14 dejlige dage, uden liiiiige at skulle ordne et eller andet praktisk, tjekke noget på nettet eller ringe til alle mulige og umulige. Jeg glæder mig som en lille dreng, og selv om de første dage sikkert byder på voldsomme informations-abstinenser, ved jeg af erfaring, at det hurtigt går over, og at jeg relativt hurtigt kommer ned i et m a j e t lavt gear.





















Hov, så sneg der sig sør'me lige en overbelyst sommer-Øgle med i indlægget...

Så fredagen kan faktisk ikke komme hurtigt nok! Samtidig må den dog ikke komme ALT for hurtigt, for der er lige en trilliard ting, der skal pakkes ned i tasker, som LilleBitte-Bilen skal fores med. Og inden tingene skal pakkes i tasker, skal vaskemaskinen på seriøst overarbejde. Jeg er slet ikke begyndt at tænke i detaljer omkring, hvor mange ting, vi skal have med til 14 dage - Øglen er kendt for at forbruge rent tøj, som vi andre forbruger… hm… ilt… Hun bruger i hvert fald MEGET. Og legetøj. Er nemlig ikke helt sikker på, at Øglen sætter pris på naturskønhed i helt samme grad, som sin mor og far. Og badetøj. Og spisegrejer. Og dyner, puder og bamser. Og… Argh, nu kom jeg til at tænke på det alligevel.

Nå, men der er en del, der skal nås inden fredag, og der er også en 1.456 småopgaver på arbejdet, der skal lukkes, og så lige et vennepar, der skal ses, inden de deler sig og bliver til tre. Hun har termin i dag, så hun er bogstaveligt talt bristefærdig. Spændende! Og syret, at når vi kommer hjem fra ferie, så har de en lillebitte baby. Det er så vildt, altså, og jeg kan stadig huske - hell, jeg bliver af og til stadig ramt af - den surreelle følelse af, at det her nu er ens barn, som man gerne må tage med hjem fra hospitalet/ferie/café mv., og at kræet er kommet for at blive. Wow.

Der bliver i sagens natur ret stille her på bloggen i de næste par uger, men jeg vender stærkt tilbage, når jeg igen ramler ind i civilisationen. Indtil da må I have en fantastisk sommer - glæder mig til at læse med hos mange af jer og se/høre/læse, hvad I skal bruge sommeren på.

*Når jeg sådan skriver det ned, kan jeg godt se, hvordan nogen kunne få det indtryk, at der faktisk overHOVEDET ikke er tale om ødegård i gængs forstand, men der ER altså rimelig primitivo. Nå.

søndag den 4. juli 2010

Så slapper du heeeeelt af...

Efter en skøn weekend hos Øglens mormor og morfar, er jeg nu hjemme igen. Med en hvilepuls på omkring de 10, en vægt på (ca.) 10.000 kg og en afslappethedsfaktor på en milliard. Mindst.

HDD har holdt drenge-weekend, så derfor var det bare Øglen og jeg, der drog mod Vestsjælland. Hjem til min moar og faar og blive forkælet, som kun de kan. Og som man sjovt nok aldrig bliver for gammel til... Og Øglen er blevet forkælet. Med læssevis af frisk frugt, en enkelt SunLolly (undskyld, hvis der er nogle klid-agtige øko-spelt-mødre, der læser med) og frem for alt opmærksomhed for fuld skrue. Hun har svælget i det, været ét stort smil fra morgen til aften og pludret så meget, at radioen fuldstændig kunne undværes. Sådan da. For selv om vi er ved at være ude i flere forståelige ord, er der stadig en gevaldig overvægt af Klingon. Fatter ikke en krone, men det lyder meget sødt.

Det har været så skønt ikke liiiiiige at skulle noget. Ikke liiiige at skulle sætte en vask over, støvsuge, rydde op, se en veninde, handle et eller andet livsnødvendigt, eller lignende. Bare at have tid til at slappe af, nyde og ikke mindst være. Ultimativ luksus i en ellers travl hverdag. I en grad, så Øglen er gået helt omkuld her til aften. Kl. 17.45 kunne hun ikke mere - det er vist rekord. Men hun har også fået en på opleveren her i weekenden. Med mormor og morfar, vandpjaskeri på terrassen, fri leg med verdens mest godmodige labrador - og med at gå. For jeg skal da lige love for, at hun er kommet i gang med at gå nu. Selv om hun tog sine første skridt for nogle uger siden efterhånden, så har hun ikke lige gidet at bruge dén evne det store. Men nu kommer vi vist ikke udenom, at vi har en gående Øgle. Det var bare et visit hos mormor og morfar, der skulle til - så bliver der jernet rundt som aldrig før. Mega-hyggeligt, men samtidig mega-underligt; ikke mindst for HDD; der kyssede en kravlende Øgle farvel i fredags og fik en gående Øgle hjem i dag. Wild.

Nå. Nu vil jeg nyde den dejlige sommeraften ved at hente noget take-away (kan jo ikke bryde zen-følelsen med at skulle lave mad, vel?!), lægge mig i sofaen og håbe, at fjernsynet sender noget, man gider at se. Og hvis det ikke er tilfældet, kunne det være, at man skulle gøre Øglen kunsten efter og gå tidligt i seng...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...