søndag den 22. august 2010

Thank you for the music

Var til bryllup i går. Hos min skønne skønne veninde. Der blev danset og grinet, sunget, skålet og grædt. Der var gensyn med dejlige veninder, som jeg ser alt for sjældent, og der var dikkedikken af lille ny baby, som jeg har glædet mig til at se, fra hun kom til verden for små to måneder siden.

Bruden var smuk! En drøm i tyl på den moderne måde og så lykkelig, at det fik tårerne frem allerede i kirken. Og hvis man ikke snøftede lidt i kirken, så gjorde man det i hvert fald, da hun sang 'I'm yours' til sin mand til festen om aftenen.

Kunne heller ikke holde bevægelsen ude af stemmen, da jeg skulle holde min tale til bruden, men det gik så fint alligevel, og hvis man ikke må være bevæget til bryllupper, så ved jeg snart ikke. (Og trods alt blev jeg ikke lige så bevæget som en af min brors venners kæreste, der græder så meget til bryllupper, at hun ofte må eskorteres udenfor og trøstes af nogle af de forsamlede...)

Nu sidder jeg i sofaen - træt (og stadig lidt tudevorn) - og venter på, at HDD kommer retur fra farmor med ét stk. Øgle. Som skal have så meget opmærksomhed, hun orker. Synes, det strider lidt mod alting sådan at få hende passet en stor bid af weekenden - der jo burde være det tidspunkt, hvor vi for alvor har tid til at lege og være sammen som familie - men nogen gange er det bare nødvendigt at få hende passet. Og jeg synes egentlig, at brylluppet i går var en rigtig god grund.

 Nu med kjole-outfit, specielt til dig, Louise :-)

Til daglig har jeg både hoved og fødder, men hovedet har jeg beskåret af (længe leve semi-anonymiteten), og fødderne kom af en eller anden grund ikke med på billedet. Kan berette, at jeg havde karamel-farvede Gardenia-stilletter på, selv om jeg egentlig havde indkøbt et par Pedro Garcia-satinstilletter specielt til lejligheden. Nænnede dog ikke at udsætte dem for et havebryllup, da jeg så vejrudsigten, så de må komme på en anden gang.


fredag den 20. august 2010

Efter stormens pisken kommer solen frem

... Det sang Anne Linnet engang, og selv om hun måske ikke er indehaver af de vises sten, så har hun alligevel fat i noget dér.

Det har været en stormfuld tid på det sidste. Mest i overført betydning. Efter vi fik meldingen om, at min mor (for det er hende, det er), havde fået konstateret kræft (l*rtesygdom!) med spredning, har der været følelsesmæssigt stormvejr hos alle 'implicerede'. Det har været et forløb med lange ventetider (eller i hvert fald ventetider, der har føltes lange), og hele tiden har vi pejlet frem mod den dag, hvor lægerne skulle beslutte, om der skulle gives den ene eller den anden piv-giftige behandling. I går blev hun scannet (igen), og i dag skulle hun have foretaget en biopsi, og SÅ skulle der være klar besked.

Og nu har min mor lige haft ringet. Hun har snakket med lægen, og hun skal ikke have foretaget nogen biopsi, sagde han. Eller havde den kemo, som de havde hat oppe og vende. For de nye scanningsbilleder viste, at canceren er (blevet?) inaktiv. Så nu kan hun egentlig bare tage hjem. Og smutte på den ferie, min far og hende har været nødt til at udskyde så længe.

Hvis ikke dét er en solskinshistorie, så ved jeg snart ikke. En raskmelding ville naturligvis være det allerbedste, men nu skal man jo heller ikke blive grådig, og en 2. plads er absolut heller ikke at foragte.

Har netop siddet på tagterrassen med en kop kaffe (ja, jeg er hjemme i dag) og nydt solen - i både direkte og overført betydning. Og jeg tænker, at der skal en hel del til for at gøre i dag til en dårlig dag...


 




















The druuuugs! Enhver burde unde sig selv sådan en Nespresso-dims. Laver god kaffe og er så nem at betjene, at jeg tror, at selv Øglen ville kunne finde ud af det...

mandag den 16. august 2010

Tredje person

Jeg er lidt en detaljerytter, når det kommer til sprog og grammatik og så'n. Der skal ikke frygteligt meget til, for at det skurrer i mine ører, og derfor bliver jeg vældig irriteret på mig selv, når jeg får en ny sproglig 'grille'. Som at sætte "fætter" bag på alting, fx (det var rent faktisk smart i 90'erne), at sige "ik'å'?" hele tiden (godt, jeg er stoppet med det, for jeg ville sikkert blive skudt for at sige dét i Kbh. Her siger man "ik'åss?", hvis man siger noget, har jeg fundet ud af), eller at krydre alting med engelske ord (noget jeg tilsyneladende ikke kan gøre noget ved - de bliver VED med at snige sig ind, men jeg skyder skylden på mit studium og bøjer ellers nakken; man skal vælge sine kampe med omhu og alt det dér).

Jeg har haft mange sproglige griller gennem tiden og har dem stadig - nogle mindre graverende end andre. Én husker jeg dog i særdeleshed, selv om det (også) var i mine unge teenage-år. Det var den med, at jeg omtalte mig selv i tredje person. Hele tiden. "Ja, ok - szå szagde hende her ogzå lige, at...", "Prøliåhør, hvad A sagde den anden dag..." og videre i dén dur. Det har sikkert været smart (for jeg tvivler på, at jeg var den eneste, der gjorde det - eller havde fundet på det, for den sags skyld), men det er altså PÆNT irriterende. Og grunden til, at jeg harcelerer over det nu, er, at jeg har bemærket, at det er kommet tilbage!

Cirka 14.576 gange dagligt hører jeg mig selv sige "Kom ud til mor, lille skat", "Hørte du ikke, hvad mor sagde?!", "Mor sagde nej, lille Øgle" og 14.573 andre varianter af samme budskab. Og cirka 14.576 gange dagligt tænker jeg "Så hold dog OP med at omtale dig selv i tredje person!".

Jeg ved godt, at jeg ikke er den eneste, der gør det. Og fred være med alle andre, der gør det. Men hvorfor kan jeg tilsyneladende ikke stoppe med det? Er det fordi, Øglen ikke forstår mig, hvis jeg erstatter samtlige "mor" med "jeg"? Er det fordi, jeg tror, at Øglen ikke forstår mig, hvis jeg erstatter samtlige "mor" med "jeg"? Er det fordi, jeg er blevet invaderet af et særligt tredje persons-hormon, der har taget bolig i min krop og først forsvinder, når Øglen bliver 18? Eller hvad? Hvis der er nogen, der har nogle råd til, hvordan jeg holder op med det, så modtager jeg dem gerne.

Hvor irriterende det end er, er det dog som om, det har virket, det der med at sige "mor" hele tiden. Øglen er nemlig begyndt at sige det klart og tydeligt. Tit. Det er sødt. Og (også) lidt irriterende. For det gør det væsentligt sværere at ignorere, synes jeg. "Nåhrrrr, kaldte du på mor, lille skat?! Hvor er du dygtig!", "Mor kommer nu, Øgle", "Mor er på vej". Argh - here we go again...

fredag den 13. august 2010

Ikke spor underligt

Nu er jeg jo efterhånden ved at være lidt af en connaiseur, når det kommer til legepladser i mit hood. Forstået på den måde, at Øglen har prøve-gravet en hel del sandkasser (pt. den absolut eneste legeplads-aktivitet, der har vundet indpas hos frøkenen) på og omkring Østerbro. Særligt én legeplads har fundet nåde for hendes kritiske sans, og det er - meget belejligt, og måske også grundet en del favoriseren fra mødrene side - den, der ligger tættest på der, hvor vi bor.

Så den har vi frekventeret en del. Derfor faldt det mig heller ikke særlig svært at genkende den, da Ann-Christine postede billeder af sine skønne tvillinger for nylig. På bedste cyber-stalker-manér fik jeg smidt en lummer "kommer I her tit"-kommentar, men det blev hun ikke skræmt af, så pludselig havde Øglen og tvillingerne en halv playdate på den lokale. Den blev ført ud i livet i går, og det (hvis jeg må bestemme egenrådigt, altså) bliver ikke den sidste. For det var da bare rætti hyggeligt. Og slet ikke underligt (syntes jeg). Og alligevel underligt, at det ikke er underligt, nu når man ikke kender hinanden. Men det gør man jo lidt alligevel. Synes altså, at konceptet Blogland holder.

...

Øh ja. Og Øglen hyggede sig forresten også. Tror jeg. Var generelt noget betuttet. Åd en del sand og sendte tvillingerne skeptiske blikke. Gav Ann-Christine en af tvillingernes sand-lege-ting. (Meget gavmildt barn, jeg har (!)) Skubbede lidt rundt med en plastic-bil og forsøgte at bryde ud af legepladsen. (Længe leve indhegninger). Mens hendes moar bare sad og sludrede. Hen mod slutningen tøede hun dog så meget op, at hun råbte "hejhejjjåh" (ved ikke lige, hvorfor hun er begyndt at putte et "jåh" bagpå "hejhejj"). Så jeg vurderer, at hun hyggede sig. Det gjorde jeg i hvert fald ...

onsdag den 4. august 2010

Nedsmeltning

Jeg burde måske nok have ofret bare én tanke mere, end jeg gjorde i går, på muligheden for, at Øglen gik bersærk, når hun skulle transporteres hjem fra vuggeren i sin Croozer. Hvis jeg havde gjort det, så havde jeg nemlig nok haft taske og lommer fyldte med sutter, kiks, rosiner og andet godt til at pacificere med. Men. Jeg havde IKKE tænkt mig om, så derfor var en banan alt, hvad jeg kunne svinge det op til. Desværre havde jeg (også) lige glemt at tænke på, at Øglen, aka Makulatoren, kan fræse sig igennem sådan en på 1½ minut. Max. Så den rakte sådan ca. 20 meter. Og når der nu er 3-3,5 km hjem, så manglede der brændstof til en hel del af turen, for nu at sige det pænt.

Til at begynde med kunne jeg godt ignorere råberiet bagi. Kender man ikke Øglen, ville man måske foranlediges til at tro, at hun bare sad og snakkede lidt (højt). Men da vi så drejede ud på Øster Søgade og begyndte at trille derudaf, så skulle man altså have været mere end almindeligt døv for ikke at identificere skrigeriet som arrigskab og let hysteri. Da lydniveauet lå på omtrentlig højde med luftsignalerne 1. maj, tænkte jeg, at det nok var smart at bikse cykel + trailer ind på fortovet. Det tog lidt tid, eftersom det var min første tur med cykeltraileren bagpå, og vi ikke sådan er helt dus endnu, og det passede IKKE Øgle-poltergeisten i vognen.

Forsøgte at trøste en nu rødbedefarvet Øgle, men det blev der ikke sat pris på. Som i Overhovedet. Ikke. De første spæde tegn på stress-sved (hos mig) begyndte at vise sig, og jeg gennemrodede febrilsk min taske op til flere gange i forsøget på at finde en sut eller noget spiseligt. No such luck, så jeg ledte videre i cykelvognen, som heller ikke indeholdt noget brugbart. Til gengæld fandt jeg en pegebog, der var ved at gå i opløsning af regnvand, en muggen pakke rosiner og en smattet kiks, men det gad Øglen sjovt nok ikke have noget med at gøre (og fik i øvrigt heller ikke buddet). Hun skreg videre, og stress-niveauet hos mig antog helt nye højder. Ergo ringede jeg hele tre gange til HDD, og da jeg endelig fik fat i ham, fik jeg omdirigeret ham fra sin sædvanlige hjem fra arbejde-rute til Øster Søgade. (Tror, at den besked, jeg fik lagt til ham, hvor Øglen skreg som en, der var ved at blive savet over med en sløv kædesav, var rimelig udslagsgivende). Mens vi ventede på redningsmanden, fik jeg pillet Øglen op af vognen og trøstet hende en smule, mens jeg vekslede mellem at have lyst til at kyle hende i Søerne, tude i afmagt og have lyst til at knuge og kramme hende, fordi jeg inderst inde godt vidste (ved), at hun jo ikke gør det for at genere mig. Men holddddd nu kæft, hvor var jeg presset.

Humøret hos Øglen blev kun bedre meget kortvarigt, da hun så HDD, og det ændrede i øvrigt ikke på, at hun nægtede at sidde i vognen. Så jeg måtte slæbe Øglen hjem, mens HDD trak begge cykler. Og som om det ikke var nok, så havde jeg sko på, der gnavede, så jeg var ikke i godt lune, da vi kom hjem. Heldigvis havde jeg flyttet fokus for min arrigskab fra Øglen til Croozeren, så jeg kunne dramatisk love (og holde), at jeg ikke vil have noget at gøre med den "f*cking l*rtevogn" på daglig basis. (Det ville straks have været sværere at love, hvis det var Øglen, jeg havde været sur på). Så alle vores planer om at bruge Croozeren som transport til og fra vuggestue, så jeg kunne slippe for at have barnesæde bagpå min nye cykel, og så HDD kunne bruge sin racercykel uden barnesæde, har jeg nu lagt endegyldigt i graven. Og as we speak er der en cykel-Åge, der er ved at spænde et vældig fint, nyt barnesæde på min vældig fine, nye cykel. Har jeg fortalt, at jeg har fået ny cykel? Nåmn, det har jeg. Den er grøn. Og fin. Og nu har den også et barnesæde lige om lidt…

Det tog mig et stykke tid at falde ned. Og en økologisk Rasmus Klump-speltkiks (?!). Øglen var glad nok (selv om hun havde fået endnu et flip på en villavej, fordi hun ikke måtte løbe ud foran en bil), og jeg tror ikke, at hun har nogen holdning til, hvorvidt det bliver Croozeren eller barnesædet, der bliver hendes primære transportmiddel fremover. Sålænge jeg bare husker at have en sut eller 30, masser af mad og en lille gøglertrup i tasken, går det nok alt sammen.

I dag ser alting lidt lysere ud, og selv om jeg stadig nægter at bruge Croozeren som primært transportmiddel, så har det ikke længere helt så meget med gårsdagens nedsmeltning at gøre, som med det faktum, at den er lidt bøvlet at få ind og ud af gården og endnu mere bøvlet at parkere ved vuggeren. Så den er indtil videre degraderet til tur- og (måske) løbevogn...





















Et mørkt billede af Øglen (nej, det er ikke Elton John). Kan godt være, hun ser sød ud, men lad jer ikke narre - inden i det lille væsen gemmer der sig en stemmepragt fra en anden verden...

tirsdag den 3. august 2010

Hverdag på godt og ondt

Så er ferien slut. 3 uger gik der lige med dagdriveriet. Og nu er det da i sandhed slut med Smålands-idyl, café-slabberads og legen sig selv i smadder. Sidder på pinden med udsigt over et meget trafikeret kryds i en af Københavns mindst charmerende bydele og drømmer om blåbær, solskin og all the time in the world.

Men Det Virkelige Liv, der jo, som vi alle ved, er en insisterende personage, kan som regel kun holdes stangen i et begrænset tidsrum. Og det er måske meget godt, eftersom man så sætter så meget desto mere pris på det, når han skrider igen (og så prøver vi lige at lade være med at spekulere på, hvor lang tid, der er til dén glædelige begivenhed). Lige i øjeblikket har jeg dog en særlig god grund til at ønske Hr. DVL hen, hvor peberet gror (siger man overhovedet det mere, eller er det en long lost frase fra et gammelt Anders And-blad?), eftersom han er kommet tilbage med en barsk besked om alvorlig sygdom i den nærmeste familie. Beskeden har været et stykke tid undervejs, og vi håbede, at den var mere positiv, end den viste sig at være. Men hvis man skal se på de lyse sider (og det skal man), så kunne beskeden have været endnu værre, og jeg trøster mig med, at lægekundskaben i dag er så langt fremme i bussen, at de nok skal få styr på det. Det er der heldigvis udbredt tro på - også hos patienten - så det skal nok gå alt sammen. Eller som min mormor, som jeg desværre aldrig nåede at lære rigtigt at kende, sagde: Det lægger sig til rette. Hun var en klog dame!

Til trods for positive tanker og troen på, at det hele nok skal gå, kan nyhederne dog ikke helt undgås at påvirke humøret. Men når man selv har en lille familie, der skal passes, så er det af og til så som så med muligheden for at tænke alt for meget. Og det er nok både godt og skidt. Langt hen ad vejen tror jeg på den der med, at man bliver gladere af at plastre et smil på sit ansigt (og dermed ikke på nogen måde være sagt, at Latterklubben har nogen eksistensberettigelse overhovedet), men det er lidt af en balancegang. Man skal passe på med ikke at undertrykke de triste følelser, for de er jo ikke farlige. De er bare… triste...

Men det er jo desværre hverdagen på godt og ondt. Der er gode ting, og der er dårlige ting. Der er sjove ting, og der er hårde ting. Og langt hen ad vejen er det vel de hårde ting, der får os til at værdsætte de gode ting. Selv om det ikke er alting, der virker lige meningsfuldt, så er jeg sikker på, at min mormor havde ret - det lægger sig til rette. Videre ad den tangent kan jeg så citere min svigerinde, som for nylig sagde til mig (og hun ved, hvad hun snakker om), at vi ikke får større opgaver eller udfordringer her i livet, end vi kan overkomme. Hun er også en klog dame.

Og nu vil jeg - med tanker i hovedet, der spænder lige fra sygdom til, hvorvidt Øglen flipper over at blive spændt i sin Croozer, når jeg henter hende (selv om de i virkeligheden nok burde handle om arbejde) - se, om jeg kan komme til bunds i min indbakke. Min lille arbejdsverden ligner nemlig sig selv, og således er den ganske upåvirket af, at jeg vader rundt i post-ferie tilstand og overhovedet ikke kan komme op i gear. Min chef købte i øvrigt ikke min undskyldning om, at jeg desværre ikke kan lave noget, eftersom jeg har været offline så længe, at jeg nærmest ikke ved, hvordan man betjener en computer. Hun er sikker på, at den viden nok skal komme tilbage til mig snarest. Og det har hun jo nok ret i...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...