mandag den 11. oktober 2010

Søndags-snaps

Altså. "Snaps" som i snapshots. Ikke som i spirituøs drik, der som regel indtages til sild - gerne i overdreven grad omkring jul og påske...

Ahhh. Øglen og jeg har været på forlænget weekend. Mormor fyldte rundt, og det er blevet fejret efter alle kunstens regler. Med familiemiddag, dame-frokost (hvor HDD også var inviteret, men udelukkende for at agere anstandsdamemand for Øglen) og rendyrket hygge. Øglen har boltret sig i opmærksomhed og leg med sine små kusiner, og det hele har været skønt. Lige bortset fra torsdag aften, hvor Øglen pure nægtede at lægge sig til at sove, og jeg pure nægtede at bruge hele min mors fødselsdagsmiddag på at tvinge hende, så klokken blev 22.15, før hun gik omkuld. Det var jo så også kun 3½ time senere, end hun plejer, såeh...

Fredag sov hun helt til kl. 9.15, men kvitterede til gengæld med ikke at ville sove til middag. Som i overhovedet ikke. Til trods for gentagne forsøg på at trille hende i søvn i klapperen. Nix bix - der skulle ikke soves. Der skulle leges. Og det blev der (selv om mutti skulle arbejde, men så var der jo heldigvis en mormor, en tante og to kusiner, der kunne aflede hende lidt). Og om aftenen var hun så smadret, at hun blev lagt til sædvanlig tid - næsten uden brok.

I går havde vi så en stille dag. Bare Øglen, HDD og jeg. Som skulle foregå helt på Øglens præmisser. Vi tog på Statens Museum for Kunst for at se, om de havde nogle udstillinger for smållinger. Det havde de ikke, men de havde (og har garantrisser stadig) uendeligt meget plads, hvor man kan løbe lykkelig frem og tilbage, når man er 1½ år og synes, at løb er det fedeste i verden. Og bagefter kunne man løbe lykkelig rundt i Fælledparken, lege med visne, våde blade og drikke sødmælk af den samme slags kop, som mor og far drak kaffe af. Man kunne fodre fugle, råbe "vov vov" efter alt, der bevægede sig og grine manisk af alting. Mens mor og far kunne nyde det skønne skønne vejr, vi har haft i weekenden (og tilsyneladende har igen i dag) og blive enige om, hvor fantastisk Øglen er. (Det er sjovt nok altid ret nemt at blive enige om, synes jeg).

Det var ikke actionpacked, men det var et mentalt pusterum. Og dem burde man have mange mange flere af.

Øglen - lettere betuttet over antallet af trin på Statens Museum for Kunst

Øglen hænger ud

 
Lettere utilfreds

Så bunder vi

Ej, er det RIGTIGT, mor?! 

Efterskrift: Øglen siger stadig Norge. Rigtig meget. Og hun har ikke udvidet til andre lande (endnu). Tror nok, jeg hørte hende sige Nørrebro forleden, men det var vist en engangsting. Nu bor vi jo også på Østerbro, så deeeeet...

onsdag den 6. oktober 2010

Norge?

Øglen snakker helt vildt. Det har hun gjort længe. Desværre forstår vi bare ingenting af det, hun siger - heller ikke selv om hun er meget insisterende ud, når hun ytrer sig og også gerne gentager sig selv. Flere gange. Og øger lydstyrken i takt med antallet af gentagelser. (Lidt ligesom nogle ældre mennesker gør, når de taler dansk til en udlænding, der ikke forstår et kvæk dansk. De begynder bare at tale højere. Meget mærkeligt fænomen).

Problemet er, at Øglen taler klingon. Eller kantonesisk. Ikke dansk, i hvert fald. Kun nogle få ord. Tak, fx. Og MIR! Sove, op, hej, hva' deeet, nej (stor fan af ordet nej!) og andre småord er også på tapetet. Og nu er hun så begyndt at sige Norge. Ret tit, faktisk.

Mig: Hvad laver du, Øgle?
Øglen: Norge
Mig: Nåda, dét lyder spændende. Hvad er det for noget?
Øglen: Norge
Mig: Er det RIGtigt?
Øglen: Norge-norge. *vader ud af rummet, mens hun nynner norgenorgenorgenorge*

eller

Mig: Vil du have mælk på havregrynene?
Øglen: Nejjjj (mener tydeligvis ja) - Norge.
Mig: Okay? Så flyt lige ansigtet fra skålen.
Øglen: Norge

Get the drift? Aner ikke, hvad det betyder. Ud over at Norge er et land, altså. Men det kan selvfølgelig være, at hun synes, at jeg skal skride til Norge lidt. Eller stikke af med Thomas Dybdahl.

...

Tror da faktisk, at det er det, hun mener. Det vil jeg spørge hende om, når jeg kommer hjem. Forestiller mig, at samtalen kommer til at forløbe nogenlunde sådan her:

Mig: Hvad siger du til det, Øgle - synes du, at mor skal tage på ferie?
Øglen: Norge
Mig: Hvor synes du så, mor skal tage hen?
Øglen: Norge
Mig: Det var da en god idé. Thomas Dybdahl er jo i øvrigt fra Bergen. Ved du, hvor Bergen ligger, Øgle?
Øglen: Norge
Mig: Korrekt! Synes du, jeg skal tage af sted, så?
Øglen: Norge

Sådan skal den ged barberes. Norge it is. Nu skal jeg bare lære hende at sige Sydfrankrig. Eller et andet lunt sted.

tirsdag den 5. oktober 2010

Po, Dipsy, Tinky-Winky, Laa-Laa*

Øglen gider ikke at se tv. Hvis nu hun var teenager og kunne underholde sig selv, ville det ikke genere mig det fjerneste. Men nu er hun jo kun halvandet-og-en-sjat, og det der med at underholde sig selv, er ikke noget, hun gør sindssygt meget i. Særligt længe ad gangen altså.

Så Onde Mor synes, at Øglen gerne må begynde at interessere sig bare lidt for mediet. Er s*u da det mindste hun kan gøre, når både mor og far er i branchen. Helt early. Så jeg har prøvet en hel del.

Pingu. Bondegårdsdyr. Vilde dyr. Svampebob Firkant. Ramasjang. Overvejede CSI i et kort sekund, men blev enig med mig selv om, at det nok var for hård kost. Magnus & Myggen. Every-f*cking-thing. Undtagen Teletubbies. Jeg har en eller anden indre modstand mod Teletubbies. Jeg synes, de er grimme, latterlige, irriterende og opfører sig lidt på coke-agtigt (undskyld, børn!).


Arjmen SE dem lige. De er jo mega-uhyggelige...

Men så var det, at en kollega i går fortalte mig, at hendes søn begyndte at blive hooked på tv'et allerede som et-årig. Og han ser Teletubbies. "Hmmmm", tænkte jeg (jeg tænker kloge ting, kan I nok høre). Og strøg af sted til Fona efter arbejde. Og købte en Teletubbies-boks, en Sigurd Barrett-boks og en Pingu-boks. Man skal aldrig gå ned på udstyr, jo, så selv om Øglen på ingen måde har vist interesse for Pingu, planlægger jeg at tvængsindlægge hende til at se det på et eller andet tidspunkt. Om ikke andet fordi jeg synes, det er meget hyggeligt.

Og nu har vi så prøvekørt både Pingu (couldn't care less) og Teletubbies. Det er meget muligt, at jeg synes, at Telebæsterne er noget af det mest idiotiske, verden har set, og det kan godt være, at producenterne har røget lige så meget pot som dem, der har fundet på 'Bamse på Månen', men børn er tilsyneladende ligeglade og labber det i sig. Eller - Øglen gør, i hvert fald. Efter hun havde dimset lidt med dvd-kassetterne og så'n, satte hun sig ned (det i sig selv er ret vildt) og kiggede intenst på skærmen. I et par minutter i hvert fald. Og i stedet for at behandle tv'et som kold kold luft eller alternativt et mærkeligt væsen fra det ydre rum (hendes sædvanlige tilgang til det) grinede og vinkede hun til skærmen. Indtil hun begyndte at stå helt paralyseret. Og bare stirre. Indtil jeg slukkede, fordi vi skulle spise.


Verdens sejeste børne-udsendelse. Og sikkert også den mest mærkelige...

Jeg tror godt, vi kan konkludere, at det var en succes. Og nu ved jeg ikke helt, om jeg skal grine eller græde, for jeg ville jo gerne have hende til at kunne se lidt tv. Bare engang imellem**. Men jeg ville jo helst ikke have hende til at se Teletubbies. Hellere noget sejere. Som Pingu (han er af modellervoks, mand. Dét er sejt). Eller noget med dyr. Men det gider hun jo ikke.

Så nu må jeg vist bare gøre op med mig selv, om jeg ønsker lidt fred omkring madlavningstid så meget, at jeg vil lade afkommet se på hypnotiserende små latterligheder med tv i maven, eller om jeg hellere vil sidde på gulvet i timevis og lægge stemmer til alle Scleich-dyrene. Udfordringen er bare, at jeg - nærmest lige siden Øglen blev født - har glædet mig til at kunne smide mig på sofaen med Øgle, dyne og snacks og så bare kunne hygge igennem. Og det er som om, det er rykket lidt tættere på, efter Teletubbiernes er rykket ind på matriklen.

Ja, der er ingen, der siger, det skal være nemt at være mor.

*Eller hvad de nu hedder

**Nej, jeg har ikke planer om at sætte hende foran tv'et og så gå ned og handle / gå ind og sove / drikke mig i hegnet / på anden måde være fraværende. Kunne bare godt tænke mig en måde at time-out'e på engang imellem. I et afsnits tid, oder so... Så ingen behøver at ringe til Børneværnet. Endnu.

søndag den 3. oktober 2010

Sagde du svin?!

Hængebugsvin, altså? Hvis du gjorde, er det vældig pudsigt, for sådan et har jeg set i dag. Og næsten klappet. Men det gad Øglen overhovedet ikke være med til, så jeg nøjedes med at tage et billede af det.


Det var naturligvis ikke på 2100 Østerbro, vi lige vadede ind i hængebugsvinet. Selv om det ellers ville have været vældig hyggeligt. Næh, familien Øgle var taget på besøgsbondegård. Her. Sammen med resten af Østerbro og en pæn del af Nordsjælland generelt. Men hold nu k*ft, hvor var det hyggeligt! (Også selv om min bror tørt bemærkede, at Nordsjælland da må være det eneste sted i landet, hvor man gider betale for at besøge en bondegård. Og det strider da bestemt også lidt mod de jyske rødder, men what to do, når man IKKE lige er i Jylland og kan crashe bondegårde gratis?!)

Ud over hængebugsvinet var der gæs i massevis, heste, køer (man kunne prøve at malke en af dem, hvis man ville, men det ville man ikke, når man er Øglen og en kende bange for dyr, der er større end en labrador), får, katte og hunde. Og så var der æbler, der blev mostet (er det et verbum?), en legeplads, masser af kastanjer (underligt nok - når nu klientellet primært så ud til at bestå af Østerbro-borgere, så skulle man tro, at de ville kaste sig over dem og tage dem med hjem. Men de har selvfølgelig nok allerede lommerne fyldte efter at have raidet strækningen langs Søerne).


Oveni hatten var der så også hjemmebagt brød en masse med hjemmeslynget honning (oh, så autentisk!) og syltetøj, kaffe, saft og æblemost. Og gårdens helt private orgel-Allan. Som i øvrigt også spillede på harmonika. Bim-bam-busse, Se min kjole og alle mulige andre børnesange, som alle i laden skrålede med på i et anfald af kollektivt vanvid.

Øglen havde en fest, men var også noget betuttet. Tror, hun primært glædede sig over, at der var syltetøj ad libitum. Og så var gruset på gårdspladsen også Helt. Vildt. Sjovt.


Kastanjerne var også sjove. Især da vi kom hjem. I de 10 minutter, hun nåede at have dem, inden Onde Mor konfiskerede dem. De var nemlig primært sjove at proppe i munden, lod det til. Og det holder mine nerver simpelthen ikke til. Så nu ligger de helt udenfor synsvidde for smållinger på et par og firs centimeter... Måske kommer de frem igen, når der er tid til konstant overvågning, men måske vi bare må vente til næste år. (Og så skal jeg prøve på at sørge for, at vi kommer ned til Søerne før kastanje-mafiaen)... 

  ## 
Her skulle have været et kastanje-billede, 
men blogspot har tilsyneladende noget imod kastanjer, så I må undvære...
##


Når man nu er lidt bange for de der store dyr, så er det jo dejligt trygt at komme hjem og herske hårdt over de små Schleich-dyr. Der er så'n lidt Gulliver i Lilliput-land over hende, synes jeg...

Men altså. Summasummarum. En lang historie kort. Og alt det der. Besøgsbondegårde holder. Rætti god weekend-underholdning. Bare lidt ærgerligt, at lige netop denne her lukker for vinteren nu. Men så må vi bare finde på noget andet. Naturcenter Amager skulle være meget godt, hm? Og hvis alt andet glipper, så er der jo altid Zoologisk Have. Vi er jo nogen, der har årskort...

torsdag den 30. september 2010

Leg!

Det der med at lege, ik'å'? Det er jeg godt nok ikke særlig god til. For nu at sige det pænt. Jeg mangler fantasi, jeg mangler gejst og jeg mangler gode idéer.

Og det er så her, min nyerhvervelse kommer ind i billedet.

Denne her gamle sag er lige dumpet ind i min postkasse. Børnenes legebog af Jørgen Clevin. Så bliver det næppe mere old-school. Den har både fantasi, gejst og - fremfor alt - gode idéer i overflod. Se selv:


Alene det, at der er en opskrift på, hvordan man laver en 'rumsterstang' (jeg ved ikke, hvad det er, men ordet er fanTAStisk), gør, at jeg glæder mig monster-meget til Øglen bliver bare lidt større, så hun ikke krøller alting sammen, æder farvekridtene eller - som hun gjorde i dag, da bogen kom ud af sin kuvert - hev fat i den, vadede rundt med den slæbende mellem fødderne og rev til sidst en side halvt over. Som HDD siger, så er der dem, der bygger op, og dem, der bryder ned. Gæt selv, hvilken type Øglen er...

Nå. Men legebogen. Skøn bog fra dengang mor var dreng. Men børn skal nok som sagt være lidt større end Øglen. Der er 'opskrifter' på sporlege og skattelege. Sang- og musiklege. Hemmelig skrift. Dramatiklege, cykellege og 'tal og tændstikker' (huh?). Og. Så. Videre.

Glæder mig helt vildt til at lege, nu. Og med lidt held når jeg rent faktisk at få kigget lidt i bogen, før Øglen bliver stor nok til at få glæde af den. Og får nogle gode idéer til, hvad vi kan lege, så jeg ikke bliver hende den r*vsyge mor, der ikke kan finde på andet end at sætte Schleich-dyr op ved siden af hinanden og forklare Øglen, at de allesammen siger Waaaaah, Muh eller Vov...

Lykken er...*

at have tid, lyst og overskud til at gå hjem fra vuggeren med Øglen. Bruge 5 kvarter på at gå 3,5 km, samle kastanjer langs Søerne (eller - de sørgelige rester, nok nærmere; der må være en kastanje-mafia, der har ribbet strækningen for kastanjer), fodre svaner til de begynder at hvæse og nyde en smuk smuk efterårsdag.

Lykken er også at dele en banan (Øglen var så ikke enig - hun ville have det hele selv), snakke om dagen i vuggestuen (mest mig) og blæse på, om klapvognsselen er spændt, så Øglen kunne vride og vende sig, som hun lystede. (Hvis der er nogle sikkerheds-typer derude, så må I ikke slå mig ihjel - jeg havde nogenlunde styr på det, og Øglen og jeg havde slået en handel af, der hed, at hvis hun skulle have lov til at være u-spændt, så skulle hun også love ikke at kaste sig ud af klapvognen. Og det overholdt hun næsten).


Kloge hoveder vil muligvis foreslå mig at vende klapvogns-kassen om, så Øglen automatisk kommer til at sidde forlæns-vendt, men metoden ER afprøvet. Uden succes. Må vist bare erkende, at min datter er en rigtig lille Rasmus Modsat.

Og når vi er ved det der med lykke, så er det egentlig heller ikke så tosset med en hjemmearbejdsdag, hvor der er tid til at drikke masser af latte med mig selv, sætte vaske over (meget tiltrængt - bemærk flertals-endelsen), vade rundt og være grim og - nåh ja - arbejde, sæføli.

Så er det som om, det ikke betyder heeelt så meget (men alligevel lidt), at Øglen vågnede storgrædende kl. 03.52 (!!!) og først ville falde tilnærmelsesvist til ro, da hun kom ind i smørhullet. Og med "falde til ro" menes her utallige spark i hhv. mave (min), ansigt (mit) og skulderparti (mit), flåen dynen af mig omtrent en trilliard gange og så - selvfølgelig - dødlignende søvn i det sekund vækkeuret ringede, og jeg skulle op... 

*Kan I huske de der Lykken er-plakater? Fra InWear var det vist. Sådan nogle sort-hvide nogen med smukke mennesker og cheesy citater? Jeg havde en del af dem oppe og hænge på mit værelse... ahem...

mandag den 27. september 2010

Tillykke med mig!

Veeeerden ku' bli' så smaddersjov, hvis du vil - der er jo NOK af ting at glæde sig til! ALLE FØDSELSDAGE, DET ER GLADE DAGE - tralalalalaaah *mumlemumle* og et TILLYKKE MED MIG!

(Er jeg den eneste, der kan huske det helt igennem fantastiske tv-program fra 80'erne engang, som handlede om børnefødselsdage? Man kunne få en idé-bog til, hvad man kunne lave til fødselsdage, og der var også et sanghæfte med. Ovenstående brudstykke af sang er desværre det eneste, jeg kan huske sådan næsten helt i detaljen; melodien er up-tempo og temmelig kæk, og så skal den helst råbe-synges).

Nå. Fødselsdag. Min. I lørdags. Jeg blev 25. Eller noget. *Fløjter uskyldigt*

Men age is just a number, don't you STOP having fåååååån, som New Kids on the Block sang engang i 90'erne. Så hvor gammel jeg blev i weekenden, er ikke det vigtige. Det vigtige er, at ham her flyttede ind!


Helloouwww, siger jeg bare! Længe leve verdens sødeste kæreste, der i stedet for at håne en for at skrive fuldstændigt ublu ønske på ønskesedlen, går ned og køber det. I like!

Hillier Hobo flyttede ind sammen med en masse andre lækre sager, og jeg kan slet ikke vente med at tage det hele i brug (faktisk har jeg et nyt, skønt tørklæde på i dag - curtesy of min mor (og far. Men jeg tvivler på, at han har valgt det). Og en Essie-neglelak i en fin gråbrun. Læææænge siden, jeg har haft tid til at tage neglelak på). Nu skal jeg bare forvisse mig om, at nyankomne Hillier og de to gamle kendinge Sophie og Bayswater kan enes. Men mon ikke. Også selv om de jo er vidt forskellige. Den ene sort, den anden lys og den tredje midt i mellem. Så bliver det vist ikke mere politisk korrekt.

I øvrigt vil jeg gerne plædere for, at man har fødselsdag noget oftere. Ikke kun fordi man får stakke af gode gaver, men fordi man får lov til at tilbringe time- og dagevis i selskab med familie og gode venner. Og spise kage. Masser af kage! Bagte en særligt uartig en af slagsen til begivenheden, og jeg kan kun sige, at det burde alle unde sig selv - fødselsdag eller ej.

Håber, I alle har haft en dejlig weekend!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...