tirsdag den 14. december 2010

Velkommen. Bienvenue. Welcome.

Hej.

Velkommen til de nye lokaler. Hvor noget af brødet er hjemmebagt, hvor al julepynten (det lidt, der er) er i tvivlsom kvalitet og formentlig lavet af små børn i Peru. Ikke af Øglen. Hvor der ikke findes ladcykler eller hjemmesyede patchworktæpper - mest fordi jeg ikke har råd (ladcykel), og fordi jeg ikke, hvor gerne jeg end ville, er kreativ (patchwork). Som i overhovedet ikke kreativ. I over et år har jeg talt om at købe/låne/på anden vis anskaffe en symaskine. Eller at lave dimser ud af andre dimser. Som jeg indkøber til formålet. Og som så bliver liggende i dimse-skuffen. For som med så meget andet med mig (fx slankekure), så bliver det der krea-noget ved snakken...

Til trods for mangel på spelt, ladcykler og kreativitet, så håber jeg, at I vil føle jer hjemme. Jeg byder i hvert fald på et glas gammelt vin i nye flasker, og et lille stykke med surdej. Og lover at behandle jer rigtig pænt!

Gamle (skarpsindige) læsere vil bemærke, at 'Hverdagens surdej' er ny tag-line. Ikke fordi det her skal være en bageblog (hell no). Men fordi interiøret i de nye lokaler ret beset er samme surdej som det i de gamle lokaler. Så selv om den rette definition af begrebet "samme surdej" iflg. ordnet.dk er nedsættende, så vil jeg gerne slå et slag (i bolledejen, tøhø) for, at surdej ikke er nogen dårlig dej. Faktisk er den jo nærmest fundamentet i de fleste gode brød. Den, der giver smag og struktur. At I ved det. Og jeg har engang været på bagekursus, så jeg burde jo vide det...

Surdej hapset fra rogilds.dk

Jeg bliver glad for alle kommentarer og synes naturligvis, at I allesammen skal melde jer som faste læsere og/eller putte mig på jeres blogrolls. Eller noget. Hvis I ellers synes om, hvad jeg skriver. Desværre er jeg for doven/magelig/indsæt selv lignende adjektiv til at honorere faste læsere med give aways og deslige (har sagt det tidligere og gør det gerne igen - Jeg. Er. Ikke. Krea), så med andre ord: Der er ingen præmier, hvis I bliver faste læsere. Det står helt for egen regning. Måske - men kun måske - udlodder jeg en dag en surdej (ohhhh - dér fangede jeg jeres opmærksomhed, hva'?!). Eller et stykke af det gamle køkken. Så stay tuned! Det bliver hæsblæsende actionpacked, det her!

lørdag den 11. december 2010

Parkinsonhænder?

HDD er jo ved at lave køkken her på matriklen. Det startede egentlig ud med, at det bare var alle fronterne, der skulle skiftes. Men så var der også noget med et 'knæk' på bordpladen, vi var trætte af. Og et underligt lille skuffemodul. Så det skulle væk. Det var nemt nok at få væk. Og smide ned i det magiske storskraldsrum.

Det var rart at få knækket væk, men så duede bordpladen ikke mere - der manglede jo et stykke, og desuden så den gamle bordplade ret cheap-o ud ved siden af alt det nye sorte højglans-halløj. Så vi fik bestilt en ny bordplade. Som ankom i etaper, men som nu ligger fint og glimter i al sin stålhed.

Så var det opvaskemaskinen, der stak i øjnene. Alle de andre fronter var sorte, men opvaskemaskinen var bare hvid. Og gammel. Og muligvis årsag til et ret stort vandforbrug. "Arjmn, skal vi så ikke skifte den til sådan en indbygnings-én?" "Jo, dét er en god idé". Sælge sælge gammel maskine på dba, købekøbe ny maskine på Whiteaway. Smække sort front på. SÅ fint!

Og så skulle man jo tro, at det hellige køkken var velforvaret.

Men.

Så er der nogen, der engang har lavet noget mærkeligt med noget rørføring oppe over vores overskabe. Som de har kapslet ind i noget grimt, træt, hvidt noget. Så det burde næsten males. Bare for at gøre det lidt pænere. Og så er der jo lige et lille udestående, der hvor det lille underlige skuffemodul (med tilhørende overskab) var. Der mangler fx lidt tapet. Som vi har bestilt, men ikke liiiiige fået op endnu.

Og mens vi (HDD) er i gang, kan vi (HDD) jo lige så godt få malet hele køkkenet. Det fik vi jo aldrig gjort, da vi flyttede ind, og der trænger virkelig...

Et hurtigt overblik over alt det, der allerede ER lavet i køkkenet, afslører, at jeg har lavet lige præcis intet af det. Som i overhovedet intet. Med mindre det tæller at bære lidt storskrald ned i ny og næ. Og så var det jo, jeg tænkte, at jeg nok hellere måtte tilbyde at male. (Suk!) Jeg foreslog det sådan rimelig halvhjertet (for jeg gider jo ikke at male, vel?!), og sandelig om HDD ikke sagde nej tak?! Med begrundelsen, at nu havde han jo lavet det hele indtil videre, og så ville han egentlig også gerne gøre det færdigt. Hm? Ikke helt sikker på, at jeg ville have det ligesådan (prøv med "nu har jeg #/("€( lavet det hele, og så kunne du #%€/# godt give bare et LILLE nap med. Capice?!"). Men ingen maling til mig, siger du? Sounds good to me.

Men så blev jeg alligevel lidt mistænksom, iggå? Maling er jo keeedeligt. Og har reelt ikke noget med køkkenet at gøre. Så forleden, da jeg havde en veninde på besøg, og HDD og jeg underholdt hende med køkkentilblivelsens genvordigheder (ja, vi er noget af en fest at være sammen med, kan jeg godt afsløre. Sjove, stimulerende og VILDT interessante), og jeg nåede til delen om, at HDD gerne ville færdiggøre køkkenet selv, blandede han sig i samtalen og sagde, at det måske i virkeligheden havde lidt mindre at gøre med koceptet "jeg har selv lavet det" og noget mere at gøre med, at jeg (åbenbart?) har parkinsonhænder*, når jeg skal male.

Der var også en her, der ikke har haft en helt sikker malerhånd... 
Billede snatchet fra Berlingske. Jeg flytter det, hvis I bliver sure over, at jeg bruger det her.

Nå. Ser man det?! Det er ganske nyt for mig. Synes overhovedet ikke, at jeg ryster på hænderne, når jeg maler, men det kan jo være, at han mener, at mit lille uheld med den sorte maling i vores ellers ganske hvide gang, har dannet præcedens for fremtidige malerseancer? Bare fordi jeg ikke fik tapet HELT nøjagtigt af. Men det er alligevel i garderoben, så der er innnngen, der lægger mærke til det. Bortset fra HDD, altså.

Indrømmet - jeg er ikke så stor en detaljerytter som HDD. Overhovedet ikke, faktisk. Men parkinsonhænder, ligefrem?! Det synes jeg faktisk er lidt strengt. Så det surmulede jeg over. Lige indtil det gik op for mig, hvilke muligheder det vil give mig til fremtidige lejlighedsprojekter.

"Vi skal også have sat en kæmpefotostat op i soveværelset, skat. Og du har jo sagt, at jeg ikke duer til sådan noget...", "Male radiatorer, siger du? Jamn, dét kan jeg ikke. Tænk, hvis jeg maler udenfor radiatoren. Så kommer det til at se farligt ud", "Ska-aaaat?! Gider du ikke hænge den her ny-nørklede adventskrans (bedre sent end aldrig) op? Jeg ryster jo nok lidt for meget på hænderne", osv. Endeløse muligheder, I tell you. Så jeg har lagt surmuleriet på hylden og glæder mig i stedet over (åbenbart) at være megadårlig til at male...

*Det var det, han kaldte det. Han har ikke uddybet yderligere (og jeg har ikke spurgt), men jeg går ud fra, at det henviser til en usikker hånd. Og når det er sagt, har hverken HDD eller jeg noget som helst imod Parkinsonsyge. Så jeg håber ikke, jeg (HDD) har fornærmet nogen.

torsdag den 9. december 2010

Så blev jeg da så klog

- Man bør ikke udsætte sin mobil for frugt (hørte du det, Øgle? Ikke flere bananfingre på mors telefon, tak!), og der findes rent faktisk noget så klamt som bacon-popcorn. "From the makers of baconnaise", som pakken blærer sig med.

Nogle gange hader jeg altså Mac. Prøvede at lave en rød markering rundt om det med, at man skal holde mobilen fri for frugt, men det lykkedes så ikke specielt godt, kan man mene...


  Gæt, hvor godt sådan nogle lugter, når de tilberedes i (storrums)kontorets mikroovn...

Er alene hjemme i aften, så jeg ser De Unge Mødre, hækler en grim og skæv flagranke (hold nu kæft, det er udfordrende for min tålmodighed) og drikker Nespresso med vanillesmag. Mmmm. Og poster jo så altså også blogindlæg om livsnødvendig information. Men jeg pønser også på at lave om på bloggen. På flyttemåden. (For sidste gang - så skal jeg nok lade være med at flytte mere) Det var noget af en cliffhanger, dér, hva'?! Pønsepønse. (Tak til Flo for at genintroducere ordet 'pøns' i mit ordforråd).

mandag den 6. december 2010

Ahem...

... Fik jeg forøvrigt sagt, at jeg skal til koncert med dem her til sommer?

Har tyvstjålet fra bbc's hjemmeside. I. Will. Remove. It. If. You. Want. Me. To.

Det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal sige til, faktisk. Var til deres koncert (uden ham der Wobbie) i 2008. Og det var sjovt. Blev totalt teenage-agtig igen (selv om jeg egentlig ikke var specielt vild med dem, da jeg var teenager). Meeeen - 2 gange på 2½ år. Bliver det ikke for meget af det gode?

Så kan man lære ikke at give et åndsfraværende "jowjow" som svar på venindes telefonforespørgsel, mens man belæsset med gaver, råbende Øgle og al for lidt tid suser af sted gennem byen til børnefødselsdag...

Til gengæld skal jeg til koncert med ham her i marts:

Tyvekoster fra livexs.nl.

Han hedder José Gonzalez, hvis nogen skulle være i tvivl. Og en koncert med ham MÅ simpelthen være balsam for sjælen. Så kan det være, at jeg bedre kan holde til TT nogle måneder senere. Eller også kan jeg sælge min billet...

søndag den 5. december 2010

Ombestemmelse

Havde egentlig tænkt mig at skrive et indlæg om den her vuggestue-polemik. Om barnets tarv, når det bliver afleveret, før det fylder to. Om separationsangst. Og mest af alt om dårlig samvittighed. Med dårlig samvittighed på. Om det rimelige i at fyre sådan en svada af sted i et samfund, der ikke er gearet til to års barsel. Und so weiter.

Men jeg blev ærlig talt træt på forhånd. Så jeg ombestemte mig. Det her indlæg kommer ikke til at handle om børnepsykologer og Megafon-målinger. I stedet kommer det til at handle om verdens bedste søndag med tid, sne, hygge, maling, byggerod og god, gedigen hygge. I billeder. God søndag aften alle mand kvinder.

Snemand in da hood

Ad sti af sted

No penguin left behind

Lille og stor

Picasso?

 Vil vædde med, at Picasso også smagte på maler-vandet engang imellem

Male-male

Det' sjauw, som det halv-jyske barn siger.

Sjov med Ikea-kasse.

fredag den 3. december 2010

Kom an, jul!

Ok, jeg var i rimelig god tid med Øglens pakkekalender, men derudover må jeg tilstå, at det har været lidt småt med juleriet herhjemme. Har godt nok hentet julekassen på loftet (lavede den sidste år og følte mig rimelig voksen. JULEkasse! Hva'ba'?!), men har ikke lige fået brugt den til så meget andet end at bande over, når jeg igen var ved at falde over den.

Forleden smækkede jeg et par julehjerter op hist og pist, satte et par stearinlys i adventskransen og pyntede en aflægger af den temmelig pricey troldhassel med nogle hæklede hjerter, som hende her har lavet en fin DIY til. Men det var også alt. Ikke specielt julet. End ikke et kalenderlys havde jeg fået købt.

Men nu er der sket noget. I dag har vi nemlig fået købt et kalenderlys. Som er megagrimt, men alle de pæne var udsolgt. Pudsigt nok. Og et juletræ. Og en lyskæde til juletræet. Og Øglen og jeg har pyntet træet (eller - jeg pyntede, mens Øglen hærgede. Først julekassen, så træet). Og vi har fået æbleskiver til aftensmad. Så nu kan julen (og de sociale myndigheder) bare komme an, kan den!





Ja, hun kom i bad bagefter...

torsdag den 2. december 2010

Jeg - en stalker

Hvis nu jeg ikke var det, jeg var - så tror jeg sq næsten, jeg skulle have været detektiv. For jeg synes, det er lidt sjovt at stalke folk. Ikke på skæg og blå briller-måden, hvor jeg ligger på lur i en busk og tager kompromitterende billeder / blotter mig / roder i folks skrald for at se, hvad de spiser. Bare på den der 'jeg skal nok finde ud af, hvem du er'-måde.

Det er ikke for ingenting, jeg blev kaldt Google-meister på studiet, og jeg vælger også at tro på, at min barndoms fascination af "Detektivspil", som vi kaldte det i min familie, har spillet ind. (Og så ikke et ord om, at min gymnasiekæreste døde af grin, da han hørte, vi kalder det "Detektivspil". For det hedder (åbenbart) Cluedo. Well, excuuuuuse me!) Jeg har ikke tal på, hvor mange gange Lektor Blomme eller nogle af de andre rødder har begået en forbrydelse. I køkkenet. Med en svensknøgle.

Ikke, at det er den slags krimi-agtig stalking, jeg udfører. Næh, bevares. Det her er den mere fredelige slags. Som udspringer af ubærlig nysgerrighed. Husmoder har prøvet det på egen krop, og hun kan (forhåbentlig) berette, at der ikke skete nogen personskade overhovedet. Og at der ikke var svensknøgler involveret. Tværtimod endte det med en øl, og det så i det mindste ud som om, hun hyggede sig. Selv om hun var blevet stalket.

Og nu har jeg så gjort det igen. (Stalket. Ikke drukket øl). Stadig på den fredelige måde, hvor ingen er kommet til skade. Objektet for stalkingen er end ikke blevet adviseret. Og bliver det nok heller ikke. Men jeg har fået stillet min nysgerrighed.

 Stalker-billede lånt fra sao-nacht.ch. Fjerner det fluks, hvis nogen bliver sure og/eller fornærmede

Det hele kom sig af, at jeg i de sidste par dage har afleveret Øglen samtidig med, at en Anden Vuggestue-Mor netop har afleveret og er på vej videre. Hver gang har hun hilst hjerteligt - ja, nogen ville nok kalde det overstrømmende - på mig, og jeg har naturligvis hilst igen. Muligvis lidt mere forbeholden. Og så har jeg spekuleret over, hvem i al verden hun dog kunne være. Veninde, jeg havde midlertidigt glemt? Nej. Nær kollega? Nej. Familiemedlem? Nej. Osv. Og til sidst er jeg nået frem til, at hun nok bare er en af de Vuggestue-Forældre, der er rigtig gode til det sociale nede i vuggestuen (og som i virkeligheden gør det en LILLE smule svært for os andre, der gerne bare vil hente og bringe og derudover passe os selv...)

Men så rendte jeg ind i hende igen i morges, hvor hun var på vej ud, og jeg var i gang med at wrestle med Øglen, der ikke ville have sine støvler af. Da Øglen så hende, strøg hun ud af mit åbenbart ikke helt så jernagtige greb, stillede sig udfordrende op foran den Anden Vuggestue-Mor og gjaldede "HEJ". Den Anden Vuggestue-Mor kvitterede med et "hej" (intet unormalt dér), men fortsatte så med et "neeeeejjj! Har du fået nye STØVLER, Øgle!? (arj, ok - hun brugte hendes rigtige navn. Men ja - Øglen har fået nye-agtige støvler). Hvor ER de flotte". Osv. osv. Derefter hilste hun overstrømmende på mig, og så var hun væk.

Hm. Hun var altså også sådan en, der kunne huske navne, så. Lidt stress, eftersom jeg allerbedst kan huske børnenes navne, hvis de står henne omkring deres garderobeplads (hvor der er navn på). Men nå. Kunne dog ikke dy mig for at spørge en af pædagogerne om, hvem det nu liiiiiige var, hende, der netop var smuttet, egentlig var mor til (lod som om jeg havde det lige på tungen, men bare havde svedt det ud, see?), da jeg afleverede Øglen. Svaret gjorde mig bare på ingen måde klogere, så jeg kunne gå derfra med uforrettet sag.

Nu kunne jeg jo have stillet mig tilfreds med, at hun bare er en af de Vuggestue-Forældre, der er rigtig gode til det sociale nede i vuggestuen, OG som kan huske børnenes navne, OG hvilke støvler de plejer at have på, men jeg er for nysgerrig. Og da HDD (som holdt i bilen lige udenfor og ventede på mig) kunne berette, at den Anden Vuggestue-Mor havde vinket og hilst og smilet over hele femøren, da hun så ham, blev jeg jo ikke mindre nysgerrig. Så der var ikke andet for end en god portion stalking.

Skæbnen vil det således, at der er et par stykker fra min arbejdsplads, der har børn i Øglens vugger. Men da jeg arbejder et ret stort sted, er det ikke nødvendigvis alle, man kender eller har set før. Så der var jo ikke meget at gå efter. Ud over et navn fra en underskriftindsamling i vuggeren fra noget tid siden. Som jeg syntes, jeg havde set før, men kunne ikke komme i tanker om hvor. Men i dag fandt jeg så ud af, at det navn (og personen bag) arbejder i samme biks som mig. "A-ha!", tænkte jeg. Måske vi har fat i den rigtige.

Jeg kunne imidlertid ikke finde noget billede af hende, så jeg fik fat i en gammel kollega, som kender alle i hele biksen, og fik et signalement af hende, jeg havde på fornemmelsen var den Anden Vuggestue-Mor. Som passede fint. Fik også et billede. Som overhovedet ikke lignede. Men nu havde jeg også gjort min gamle kollega nysgerrig, så hun kontaktede en anden gammel kollega, som hun ved, er venner med den (måske) Anden Vuggestue-Mor på Facebook (nu bliver det tricky, kan I godt se). Så gammel kollega nummer to kunne tjekke, hvad den Anden Vuggestue-Mors barn hedder. Og sør'me om navnene ikke passede sammen. Så nu er jeg 99% sikker på, hvem den Anden Vuggestue-Mor er.

Nu skal jeg så bare lige finde ud af, hvorfor hun kender mig. Om det vitterligt 'bare' er fordi, hun ER den her totalt oveskuds-agtige har styr på det hele-type (ud over at virke sød er hun også pæn. Og tynd), eller om hun selv har udført lidt stalking, så hun (også) ved, at vi arbejder i samme firma. Hmmm. Den kan jeg så tænke lidt over. Og undersøge nærmere, når der igen bliver tid til lidt frisk stalking...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...