fredag den 14. januar 2011

Om livet med en gøgler

Jeg er ikke helt sikker på, om jeg skal synes, det er sødt, sjovt eller skræmmende, at Øglen nu har lært at sige 'gøgler'. Jeg hælder mest til det sidste (men jeg er jo også bange for gøglere - blandt andre ting). Især fordi hun siger det uopfordret. Fx, når hun finder et par af HDD's sokker, trækker dem helt op til lårene og løber gennem gangen, mens hun skiftevis råber "låhlåååååh" (fodboldfan?) og "GØGLER".

Eller når hun hælder parmesanost ud over sin stol og sig selv, mens hun griner manisk og siger - ja, godt gættet - "GØJJJJJJLÅR" (bare lige for at få det på det rene; dén slags gøgl er jeg ikke bange for. Den er ikke skræmmende. Bare irriterende).

Billede nuppet hos rokokoposten.dk (som udgør ret underholdende læsning, faktisk)

HDD synes, det er herresjovt, at hun siger det. Også selv om han er lige så lidt begejstret for gøglere, som jeg er. Og det betyder, at han opfordrer hende til at sige det. Tit. Hun ender på Gøglerskolen. Jeg ved det bare.

Man kunne selvfølgelig håbe, at det var en talefejl af en art. At det betyder noget helt andet. Ligesom 'æbler' i øjeblikket betyder 'hjælp'.

Kom an, sne

Nå. Så læste man jo lige i avisen den anden dag, at vinteren var slut for denne gang. Det viste sig, at "for denne gang" åbenbart kun var i to dage, for det, der faldt ned fra himlen i går, da jeg cyklede hjem fra Haché, var umiskendeligt sne.

Og den lå der stadig, da jeg skulle af sted i morges, og den ligger der endnu, at dømme efter udsigten fra mit vindue på job. Altså. Det er jo meget pænt. Hvidt og så'n. Og der er da noget hyggeligt over det særlige skær, sneen giver, og den tysthed, der sænker sig, fordi sneen agerer 'stødpude. Det er nu bare en kende upraktisk at cykle i. Og så er det også koldt.

Men. Nu kan sneen bare komme an, kan den. For jeg har fået det, der vist bedst kan beskrives som verdens bedste vanter. Normalt hader jeg at cykle om vinteren (sne eller ej), fordi jeg kommer til at fryse om hænderne. Jeg har prøvet skindhandsker, stofhandsker, syntetiske vanter, strikkede luffer, you name it, men de har allesammen været enten for utætte, for upraktiske og alt alt for kolde. Og så var det, at HDD gav mig dem her*:

Verdens bedste vanter (på verdens vel nok værste billede), menalser - det er sæl-vanter med pels-kant, og mine hænder havde det så varmt på cykelturen, at jeg simpelthen blev nødt til at tage dem af. En aldrig tidligere hændt begivenhed for mig og mine hænder. Har i øvrigt ikke taget stilling til det etiske i sælskind, men de er købt et ordentligt sted, og jeg lader som om, at de er lavet af en gammel kæle-sæl, der er død af alderdom og kærlighed. Basta.

Ælllsker dem. Og selv om de er en kende uraktiske (de er for store til at stikke i lommen, fx), så er de tilgivet, fordi de er så varme. Tak sæl (og HDD). Og kom så an, sne!


Øglen er totalt med fremme på vante-fronten. Her med HDD's vanter. "Faar. Vante", som hun sagde, lige før hun tog dem på og spankulerede rundt i lejligheden og klappede på alting med sine nyfundne Anna og Lotte-hænder.

*I julegave. Sammen med cd'en.

onsdag den 12. januar 2011

Når musikken spiller

Ligesom så mange andre kan jeg rigtig godt lide musik. Som barn blev kasettebåndoptageren brugt flittigt til at afspille de bånd med Roxette (af temmelig tvivlsom kvalitet), som jeg havde erhvervet mig for en mønt eller to på en ferie i Jugoslavien. (Håhr - hele TO ord i en sætning, som næppe bliver en naturlig del af Øglens ordforråd: kasettebåndoptager og Jugoslavien...)

Denne her ligner SÅ meget den båndoptager, jeg havde, at det megel vel kan have været den. Undskyld for alle de gange, du har måttet spille Roxette, lille båndoptager...
Billede hapset fra steampunk.dk

Efter kasettebåndene (og Roxette) kom cd'erne, iPod'en, koncerterne. Og nu. Stort set ingenting. Det bliver til alt alt for få koncerter. Og jeg var lige ved at give helt op musik-mæssigt, da jeg i går opdagede, at begge matriklens internetradioer var indstillet på DR Oline. (Især fordi der ikke rigtig var noget musik, men i stedet for et særdeles jysk barn, der blev "interviewet" om at bo på en gård med en masse grise).


HDD er - mindst - ligeså glad for musik, som jeg er, og det var faktisk en af de allerstørste fællesnævnere, da vi lærte hinanden at kende for snart 4 år siden. (Men jeg skal vist lige plukke en Oline-høne med ham snarest). Vores allerførste date var faktisk en jazz-koncert (at vi så gik, fordi vi ikke kunne tale sammen i tonerne fra saxofoner og andet godt, er sagen uvedkommende). Vi har været til Dave Matthews-koncerter (bemærk flertals-endelsen), Take That, Joan as Police Woman, Thomas Dybdahl (x 2), Tina Dickow (x 2), Trentemøller, og og og. Valfartet til SPOT-festival og Vesterbro-festival. Besøgt Lades Kælder til mystifystiske underground bands (nogle bedre end andre). Og. Så. Videre.

Det var altsammen Præ Øgle. Det var ligesom nemmere lige at hive et par timer ud af en hverdagsaften for at cykle ud til obskur koncert og drikke et par øl, når der ikke ligger 85 cm (eller hvor høj hun nu er) Øgle hjemme i tremmesengen. Vi har dog en regel om, at vi skal ud - uden Øgle - én gang om måneden. Og det har vi holdt. Mere eller mindre. Nogle af gangene er 'blevet brugt' på bryllupper, middage og fester generelt, men mange af gangene har vi rent faktisk være til koncerter (den første af slagsen, da Øglen ikke engang var 3 mdr. gammel. Moar var ikke stolt af situationen). Så lidt musik bliver det da til. Trods alt.

Det hjalp også på musik-tørken, at en af de ting, jeg fik ud af den hjemmelavede jul, var den mest fantastiske cd fra HDD. Med musik af alle de kunstnere, vi har været til koncerter med i vores tid sammen.

A Tribute to Love & Music - komplet med oversigt over kunstnere og tid og sted for koncerten. <3

Den cd har kickstartet mit hensygnende forhold til musik, så i de sidste mange dage har jeg på det groveste gjort brug af, at vi i storrumskontoret har hver vores hørebøffer og derfor kan høre så meget musik, som vi overhovedet orker. Jeg tager en kunstner ad gangen (det kan godt gå hen og blive et langvarigt projekt), men mit seneste crush er på John Grant og hans album Queen of Denmark. Hør det. Nu!

John Grant med Where Dreams Go To Die. Med Midlake som backing.
Så bliver det simpelthen ikke smukkere (eller mere melankolsk).

søndag den 9. januar 2011

Det her bliver vi nødt til at tale om...

Jeg har været til fest. Uden HDD og uden Øglen. Hjemme hos Malene (som jeg ikke kan finde ud af at linke til via det hersens Bloggerdroid, men det er hende fra maleneshverdage.blogspot.com).

Malene bor i min hjemby, hvor jeg kommer megetmeget sjældent, så udover en fest, så har jeg også været en tur nede ad Memory Lane. Alle mine (og Malenes) hjemmepiger var der, og det var simpelthen så skønt at se dem igen, drikke rødvin, ae gravide maver og generelt bare have en aften fyldt med voksne mennesker. Sov hjemme hos ældstevenindens mor, som jeg har gjort utallige gange, da jeg var ung (mimremimre) og vågnede op til friskbrygget kaffe og overdådigt morgenbord. Har en ide om, at jeg aldrig kommer til at forkæle Øglens veninder ligeså meget...

Og nu er jeg så på vej hjem. I X-bus (ikke som i 'forhenværende bus', men som i 'ekstrabus'. Tror jeg), som skal fragte mig til jysk stationsby, hvorfra jeg - forhåbentlig - kan borde et tog, der kan fragte mig hjem til 210Ø. Hvis jeg er heldig, og det hele går ligeså glat som på udturen, så tager det 'kun' 4 timer. Men hvor tit er det lige, at man har 8 timer for sig selv i en weekend nutildags?

Det giver i hvertfald god tid til at læse. Og tænke. Og jeg bruger så min tankekapacitet på at fundere over sæderne i bussen. Altså det stof, de er betrukket med.

Hvad sker der?! Hvem er det, der i al sin visdom har besluttet sig for at 'designe' det? Og hvem er det, der efterfølgende har bestemt, at det da kunne være kaNON at bruge som betræk i ikke bare een (min telefon kan ikke lave accenter over e?!), men stort set ALLE busser i landet (eller i hvert fald i Jylland. Min bus-empiri på Sjælland er ikke så stor). Prøver de bevidst at gøre folk køresyge? Vil de gerne jage folk ud af bussen med grimhed? Fik de et godt tilbud på 3.000 km grimt stof? Eller er der nogen, der rent faktisk synes, at det er - gys - pænt?

Find selv på flere spørgsmål. Jeg er vist løbet tør. Nu undres jeg bare. Så det vil jeg nok fortsætte med, indtil bussen når frem. Hvorefter jeg kan hvile øjnene (sådan da) i det der dsb. God søndag til jer alle. Håber i sandhed, at I har noget pænere at kigge på end jeg.
Published with Blogger-droid v1.6.5

torsdag den 6. januar 2011

Pyyyh!

Håhr, mand. Så skal jeg da lige love for, at der var nogen, der trak bundproppen ud af feriebadekarret. Her havde jeg lige regnet med et par stille og rolige opstartsdage på jobbet - ferie-blues, og alt det der - men ud over i mandags, hvor jeg (stadig) var syg, synes jeg ikke, jeg har mærket meget til hverken Stille eller Roligt.

Tværtimod, faktisk. Min kalender blipper og bimler og husker mig hele tiden på ting, jeg skal gøre, mennesker, jeg skal snakke med og møder, jeg skal gå til. Og et hurtigt sneak-peak på næste uges kalender viser, at jeg åbenbart skal nyde 'freden' i denne uge.

Øglen med en "is" bestående af vaffel, flødeskum og æblemos. 
Hun var noget nær lykkelig for kombinationen.

Heldigvis er der sket et eller andet med min HTC Legend, efter jeg opdaterede styresystemet, der gør, at synkroniseringen med mailboksen på arbejde og kalenderen fra samme sted på ingen måde virker efter hensigten. Det betyder, at jeg da i det mindste om aftenen kan slippe væk fra møder og gøremål, og det passer mig sådan set udmærket.

Det passer mig egentlig også glimrende, at Øglen gik omkuld kl. 18.15 (sandsynligvis fordi hun kun havde sovet en halv time i vuggeren?!) - også selv om det kun har givet mig et par timers vågentid med hende efter arbejde. De timer har vi til gengæld brugt på at spise, synge, bade og hoppe på madrasser, så lidt kvali-tid har vi da haft, og det var bestemt også rigtig sjovt og hyggeligt. Men engang imellem, iggå. Engang imellem trænger man jeg bare til en aften, hvor der ikke skal leges med Duplo, ryddes op (HDD ryddede lige op i hele hytten, mens jeg havde Øglen i bad - love it!), synges 'Oppe i Norge' mere end tre gange (vidste I godt, at det er samme molodi som 'Marken er majet', hva'?! Fandt ud af det i julen. Ikke, at det betyder noget - den er irriterende alligevel - men det er da lidt sjovt. På jeg har ingen liv-måden), bygges med klodser og fræse rundt og lede efter Vudde og Båss, osv. osv.

"Ganternes fald" af "Ken Ollett", chokolade med chokolade omkring og en latte fra Nespressoen. Yum.

Så nu har jeg tændt nogle stearinlys, sat mig til rette med min bog (og min computer - ahem...), en kop kaffe og noget chokolade, jeg tilfæææældigvis fandt i skabet. Host host. Lidt senere kommer der Dexter, og hvis jeg får et pludseligt anfald af energi, vil jeg hækle lidt. Men det er ikke sikkert, jeg kan mønstre energien til at løfte begge hænder samtidigt. Vil nyde freden og roen* og prøve at lade være med at tænke på, hvor meget jeg skal nå på det der arbejde, før det bliver weekend, og jeg skal over og besøge hende her. Dét glæder jeg mig til!

*HDD er egentlig hjemme, så der burde jo egentlig ikke være helt så roligt. Men han har netop fundet ud af, at man kan få Angry Birds til Macbooken (= stoooore fugle og stooore grise), så jeg regner ikke med at høre noget fra ham i i hvert fald en time eller mere...

tirsdag den 4. januar 2011

Gode intentioner

Det der med nytårsforsætter, ing'? Det er som om, man burde have nogen. Fordi de hører sig til. Frisk start og alt det der. Men de fungerer bare ikke rigtigt for mig. Mens klokken slår 12, champagnepropperne springer, og kransekagen køres ned i takt med Kong Kristian, virker det som regel som en fantastisk idé at a) smide et par fem kilo (for det er jo så nemt som at klø sig i nakken?), b) blive et bedre menneske, c) aldrig mere vrisse ad nogen, d) osv.

Den sikre vej til IKKE at tabe 5 kg. Varm kakao med skumfiduser. Og appelsin. 
Det må man jeg godt, når man jeg vader rundt og rundt med en Øgle, der ikke gad sove nytårsdag.

Men det er som om, at forsætterne forsvinder i takt med, at januars grågrumsede lys trænger ind ad vinduerne nytårsdag, og ens krop bare craver en halv ørn i rede. Så jeg er, ligesom Therese, færdig med forsætterne. I stedet har jeg nytårsintentioner. Det er ganske vist kun simpel retorik, der adskiller forsætterne og intentionerne, men lad nu det ligge. I mit hoved ligger forskellen nemlig også i, at jeg vil gøre mine intentioner lige til at gå til. For det gør dem alt andet lige nemmere at indkorporere i hverdagen. Mine forsætter har altid være vældig resultatorienterede, om man vil - fokus på de fem tabte kilo og ikke så meget fokus på, hvordan jeg ville opnå vægttabet. Så - needless to say - jeg har ikke haft så meget succes med forsætterne.

Det håber jeg, at jeg får med mine intentioner. For de er mere fokuserede på midlet end på målet. Faktisk har jeg ikke opstillet et mål. Fordi midlet - for nu, i hvert fald - er fint. Det kan lyde banalt, men nytårsintentionerne er som følger: spise flere grøntsager, spise mere spændende mad (synes sq altid, at vi ender med de samme - kedelige - retter) og komme ordentligt i gang med løberiet igen (det var som om, det døde lidt, da al sneen kom valsende). Og sidst, men ikke mindst, skal jeg øve mig i at være mere nærværende. Mindfulness, hedder det vist, hvis man er smart og hip, men jeg er ingen af delene, så jeg kalder det bare nærvær. Kunne også kalde det at være "tilstede i nuet", som Birgitte gør. Jeg begyndte allerede at øve mig i tyveti, og jeg er klart blevet bedre, men jeg skal blive ved med at øve mig. Det skulle efter sigende gøre mester.

Status på intentionerne, her, hvor det nye år kun er fire dage nyt, er, at jeg netop har pjækket fra dagens løbetræning. Fordi jeg stadig er #/#&"/!§ forkølet (blev nødt til at blive hjemme fra arbejde i går), og fordi jeg simpelthen ikke gad. Den første arbejdsdag efter lang ferie har virkelig trukket veksler, og jeg er træt som et alderdomshjem. Så løbetur i slud tabte mod hygge med stearinlys i køkkenet (som stadig ikke er færdigt, tak fordi I spurgte).

Grøntsagerne går det fint med (og det er faktisk helt rart, at marcipanen er blevet udskiftet med noget mindre sødt), og den spændende mad (som i virkeligheden ikke er vildt spændende, bare mindre kedelig) går også slag i slag. Altså efter den halve ørn i rede lørdag. Og andet junk søndag. Men penne arrabiata og pariserbøf rørt med sennep, rødløg og æg er det da blevet til. Ikke samtidig, men på to forskellige dage, altså. Og de gode takter fortsætter - nemlig.com-manden har nemlig lige været her med en masse varer; bl.a. til burgere til madklubben i morgen og pollo sorpresa torsdag. (Og ja, jeg har fået en Spise med Price-bog i julegave...)

Der er varer i poserne. Ikke skrald.
 
Mht. nærværet, så øver jeg mig, som sagt. Både i at være nærværende hjemme - over for HDD og Øglen - og i at være nærværende, når jeg taler med mine veninder. Og endda også når jeg er på kontoret (dén kan jeg så nok arbejde lidt på, for der er blevet overspringshandlet en del i dag, må jeg indrømme). Der er dog ét sted, hvor nærværet bliver lidt tricky. Jeg har nemlig en skøn veninde, som desværre har det lidt hårdt for tiden. Hun er stresset og trist, og hun reagerer fysisk på at se og tale med folk (altså, hun bliver dårlig af det; det er ikke sådan, at hun slår eller noget...). Det betyder, at jeg ikke har set hende længe efterhånden og kun talt med hende en håndfuld gange. Af og til kan hun overkomme en mail eller en sms, men i det store hele holder hun sig for sig selv. Det er svært at stå på sidelinjen, og det er svært at acceptere, at hun har så stor brug for at være alene, når det, man jeg har allermest lyst til, er at give hende et kæmpekram.

Så hvad gør en klog, der har besluttet sig for at forpeste sine omgivelser med nærvær? Sender hende et kram, naturligvis. I form af en lille få det bedre-pakke indeholdende Kushmi-te, Skipperpiber og et hjemmenørklet tæppe.

Det er skævt - både billedet og tæppet - men det er lavet med kærlighed. Og blod, sved og tårer. Bogstaveligt talt.

Hun fik pakken i dag. Og sendte mig en lang sms, hvor hun skrev, at hun var blevet så glad, at hun græd. Så selv om det selvfølgelig aldrig er godt at få nogen til at græde, så ser det ud til, at mit nærvær på afstand blev taget godt imod. (At HDD så mener, at min lille gave til veninden ikke så meget er et udtryk for nærvær, som det er et udtryk for, at jeg er totalt med på beatet, fordi uventede gaver angiveligt er det nye sort, er så en anden sag. Men det er jo aldrig af vejen at være med på beatet, jo).

Summasumarum - de gode intentioner er der. Og bliver også ført ud i livet. Lad os se, hvor længe dét holder... :-)

lørdag den 1. januar 2011

Vudde og Båss

Det er gået giga-hurtigt med Øglens sprog de sidste par måneder. Det er som om, hun har milliondoblet (ahhhhr, ok så) hendes ordforråd, siden vi var på Bornholm, og jeg undres dagligt over, hvem det er, der har nappet min lille baby og efterladt en lille pige i stedet.
Ord som "kaffe", "juhuuuu" (ytret på puslebordet i morges, da jeg fortalte hende, at HDD var ude i køkkenet?!), "male", "trøje" m.fl. er blot få af de ord, der er kommet til bare i dag, og der dukker flere op for hver dag. I dag har vi fået introduceret et par ord fra Disney Pixar (på tide, at vi fik noget kommercielt merchandise på ord-listen), så hvad kan man ønske sig mere?! Et par sammenstykkede sætninger, måske?! Lige nu kører hun hårdt på med enkeltstående ord, telegrafist-style, men det kan jo være, at telegrafist-tjansen står overfor et comeback. Man kan aldrig vide...

En af Øglens julegaver var et Duplotog med et par Toy Story-figurer. (Ikke, at jeg erindrer, at der er et tog i en ørken med kaktusser i nogle af Toy Story-filmene, men lad nu det ligge). Det er hun riiiiimelig vild med. Kører af sted med togvognene, mens hun siger "fut fut fut" og slæber de der Woody, Buzz Lightyear og Jessie (!?), der fulgte med, rundt i hele lejligheden, når hun ikke lige putter dem under de elskede putteklude.

Den formastelige Vuddi, lige ved siden af sin æske (og sin kaktus). Båss er blevet væk igen i skrivende stund. 
Ved ikke, hvordan hun bærer sig ad med at smide så meget væk så tit, hende Øglen.

I dag var Woody og Buzz blevet væk (oh gru), og jeg var hele lejligheden igennem for at finde dem. Vi skulle nemlig på besøg hos Øglens (tr)Oldemor, og toget inkl. indhold garanterer Øglefred i en kop kaffes tid eller to. Spurgte Øglen (optimistisk), om hun mon vidste, hvor de var blevet af, hvortil hun gik hen til Duplo-kassen, pegede på Woody og Buzz og sagde "Havarti". (Det betyder så "der var de" herhjemme, bare lige så'n for the record). Det kunne hun selvfølgelig have ret i, men jeg manglede jo fi-gu-rer-ne, eggå, så jeg ledte videre, og før jeg så mig om, drønede Øglen rundt i hele hytten og råbte "Vuddeeee?" og "Båssss?" ind i skabe, skuffer og værelser. Det synes jeg egentlig var ret sødt, men det hjalp desværre ikke, så vi blev nødt til at tage af sted uden figurerne. Besøget gik heldigvis glimrende alligevel - måske fordi jeg havde et par figenstænger med til at bestikke damen med, og fordi Oldemor placerede en lille skål pebernødder på niveau med Øglens næse. Hapshapshaps, og så var der ro en stund. Hvis man altså betragter gumle- og knaselyde som ro.

I øvrigt er jeg stadig forkølet, men hovedet føles ikke længere, som om det er på størrelse med sækkestol (bare, hvis nu du sidder derude og er bekymret...). Så med brandhyggelig familie-nytårsaften i går, kransekage til morgenmad og fantastisk vejr hele dagen, så tegner 2011 egentlig meget godt. Tænker dog, at ejerne af de to - 2! - biler nede på gaden, der har fået smadret hhv. forrude og tag pga. faldende istapper, ikke er heeeelt så begejstrede for solskinnet og tø-vejret, som jeg er... 

Håber, I alle kom godt og sikkert ind i det nye år, og at tømmermændende ikke er alt for slemme. Her er de ikke-eksisterende *pudser lige glorien*, men derfor har grillkylling med fritter og remoulade jo aldrig gjort nogen noget, vel?!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...