lørdag den 29. januar 2011

ÆLSgår!

Ligesom så mange andre har vi et rimelig fast putteritual (af Øglen, iggå?) derhjemme. Når hun er ved at være klar til at komme i seng, siger hun "hej hejjjj" til hhv. stue, køkken, legetøjet og den forælder, der ikke har puttetjansen, og så går hun ind på sit værelse. Hvor hun først slukker det 'store' lys (troldegrenen i loftet) og derefter den lille lampe, mens hun siger "hej hejjjj, lys!" Så bliver hun løftet op i sin seng (nopes, vi har ikke pillet tremmerne af endnu, og hvis jeg fik lov at bestemme, ville vi først gøre det, når hun fylder 15), får sine putteklude, yndlingsbamser of the moment og forlanger at få sin dyne på.

Hun bliver kysset godnat, og derefter stiller putte-forælderen sig over i døren og synger 'Se min kjole', indtil Øglediktatoren befaler, at det nu er tid til at synge 'Trolde'. Og når hun ikke gider høre mere (alt mellem 1 og 18 gentagelser), får man et rimelig bestemt "godNAT" inde fra tremmesengen. Og vips - så er Øglen puttet.

Det er ret hyggeligt, synes jeg. Måske fordi det går så hurtigt. Og fordi jeg stadig har de dage frisk i erindringen, hvor det tog timer at putte. TIMER, I tell you. Men det er (heldigvis) en helt anden historie.

Lige så længe, vi har haft Øglen, har jeg, når jeg har haft puttetjansen, kysset hende på panden og sagt "mor elsker Øglen" (eller - jeg har brugt hendes rigtige navn, ing'?!). Uden nogen som helst form for respons fra Øglens side andet end stilhed, øgleri eller andet. Og sunget en bestemt sang for hende (som hun overHOVEDET ikke gider høre nu, hvor "Se min kjole" er blevet the shizzle, men lad nu det ligge).

Men så den anden dag. Da jeg havde sunget 'Se min kjole', til jeg var ved at blive blå (som havet) i hovedet, havde sunget 'Trolde', modtaget diktatorens sædvanlige "godNAT", og jeg begav mig gennem den mørke gang ud i køkkenet, hørte jeg pludselig Øglens spæde (raspende) røst: "ÆLSgår". "Moar ÆLSgår". "Øglen". "Moar ÆLSGÅR Øglen".

Smelte smelte smelte.

Og storke tilbage gennem gangen og forsikre Øglebarnet om, at moar ganske rigtigt elsker hende meget meget højt. Cue: Tilfreds brummen fra tremmesengen, et bestemt "godNAT" igen, og så kunne jeg ellers værsgo' at skrubbe ud tilbage mod køkkenet.

Så mangler vi bare, at hun vender den om. Til et "Øglen ÆLSgår moar". Hvis hun altså gør det (det har hun bare at gøre, det lille krapyl). Men synes helt klart, at "Moar ÆLSgår Øglen" er et skridt i den rigtige retning...

fredag den 28. januar 2011

Mama dot dk dot

Halløj. Så blev man sådan en, der skal være gæsteblogger (håhr, det lyder rockstar-agtigt) ovre på mama.dk (og dér røg rockstar-følelsen igen)*. I februar. Spændende schmændende. I er velkomne til at komme derover og sige hej, men hvis I ikke gider flytte jer, skal I ikke høre for det. Regner nemlig med, at der bliver en del genbrug på kryds og tværs, så hvis jeg poster noget spændende (eller noget ikke-spændende) som gæstestjerne, poster jeg det formentlig også her. Ville ellers elske at være original og tjekket nok til at jonglere to blogs med forskelligt - topaktuelt og drønspændende - indhold, men min chef er ret skrap omkring, at jeg også skal passe mit arbejde, og HDD + Øglen (og mig selv, i øvrigt) er ret skrappe omkring, at jeg ikke skal sidde ved computeren altid, så I må nøjes med én...

Men nu ved I det. Bare så I ikke undrer jer, hvis I også er sådan nogen, der er ovre på mama.dk og pludselig synes, at der er noget, I har læst før.

Tyvstjålet (eller genbrugt, om man vil) fra kp-design.dk

*Jeg kender ikke noget særligt til mama.dk, udover at jeg af og til modtager nogle udmærkede nyhedsbreve derfra. Jeg blogger ikke derovre for egen vindings skyld - bloggeriet er ganske brødløst, så jeg er ikke i lommen på nogen. Bare så I ve' 'et ;-)

onsdag den 26. januar 2011

Familie-slæden

Jeg har ikke stor erfaring inden for bilbranchen. Den første bil, jeg ejede, var en slidt Ford Escort stationcar med tonede ruder på gule plader. Den kørte jeg nærmest aldrig i. Var måske faktisk lidt bange for den. Fordi den var så stor. Og grim. Så den var ikke nogen god investering.

Egentlig har jeg altid klaret mig glimrende med min cykel. Bevares - jeg har da udgydt min del eder og forbandelser over vejret, når jeg har kæmpet mig vej gennem alskens vejrlig til skole, arbejde, sociale sammenkomster, osv. Og var det rigtig slemt - eller rigtig langt - så tyede jeg til det offentlige.

Så mødte jeg HDD. Som havde en lille, hvid bil. Der var højt elsket. Og blev kørt i i tide og utide. Jeg kunne selvfølgelig ikke sige mig fri for at blive draget ind i bil-fælden; det var nu meget rart at kunne sætte sig ind i en bil og blive transporteret direkte fra dør til dør, når regnen stod ned i stænger, eller når vi skulle på familiebesøg. Alligevel plæderede jeg for cyklens og det offentliges fordele, men det prellede helt og aldeles af.

Dagen kom, hvor Lille Hvide drog sit sidste suk midt på motorvejen hjem fra familiebesøg (hvor vi i øvrigt havde min 80-årige bedstemor med, som jo ligesom skulle gennes ud i nødsporet, men det er en anden - længere - historie). Falck kom og slæbte resterne væk, og mekanikeren lod de hårde ord falde: Den kommer ikke til at køre igen. HDD var bøjet, men ikke knækket, og han begyndte straks at argumentere for, at vi skulle købe en ny bil. Sammen. Som ikke gik i stykker midt på motorvejen, mens den var fyldt med bedstemødre. Jeg erkendte, at slaget var tabt på forhånd, så jeg gav mig - på den ene betingelse, at det blev en lille bil (så jeg turde køre i den inde i byen), og at den havde automatgear (så jeg ikke behøvede at tænke særlig meget, når jeg kørte inde i byen). Deal!

Vi fik os så en lille Aygo. Som jeg efterhånden lærte at holde af. Men da Øglen kom til, kunne jeg godt se, at hvor det før var smart at have en fiks, lille bil, der kunne parkere allevegne, så blev det lidt et issue, at bagagerummet var proppet til randen, når klapvognen var der. Men man kan jo, hvad man vil, så når vi var på familiebesøg og ferier, lignede vi et omrejsende tivoli med tasker, legetøj og håndklæder proppet ind i selv de mindste sprækker ledig plads. Det har været ret irriterende, faktisk. Også fordi man jo ikke bare lige kunne åbne døren for at fiske noget ud, uden at alt det andet også røg med. Og så er jeg slet ikke begyndt at snakke om sikkerheden. Eller mangel på samme…


Så lang er den nye stationcar. Mindst! (Billede lånt hos perthomsen.dk)

Men nu har vi altså solgt Aygoen. Ikke så meget fordi vi står og skal bruge en større bil nu nu nu! Men fordi vi fik et godt tilbud. Og fordi vi kalkulerer med, at Øglen får længere ben en dag. Hvilket der ikke var plads til at få i Aygoen. Fordi HDD er HDD, gik der jo ikke længe fra salget af Aygoen til købet af en ny (brugt) bil, som kom hjem til os forleden. Så nu er vi blevet de heldige indehavere af en Ford Focus. Stationcar. Eller familie-slæden, som jeg kalder den. Jeg havde givet HDD carte blanche til at købe en bil i et vist prisleje - mit eneste krav var bare, at den ikke måtte være blå (ja, jeg er sær). Altså er den ikke blå. Den er sort. Og ligner en bil. Og den er da garanteret rigtig god. Den er bare enorm! Aygo'en kunne til hver en tid være parkeret indeni den. Sammen med en Aygo-ven. Og den har ikke automatgear. Hvilket jeg nok godt kan vænne mig til, men størrelsen, iggå!? Det ved jeg altså ikke helt, om jeg synes er sjovt, når jeg skal bugsere den gennem byens små gader. Eller når jeg - gys! - skal parallelparkere den. Hvis der da overhovedet findes parkeringspladser til så store biler?!

Jeg har en idé om, at det vist mest er HDD, der kommer til at køre i den. Og mig, der cykler. Men så kan det også være, jeg bliver lidt smækker. Og når vi skal på familiebesøg, kan jeg lade mig transportere og sidde og hækle, sove, læse eller spise. Uhm… spise… Jowjow. Den skal vi nok blive glade for...

søndag den 23. januar 2011

Heja Sverige!

Vi har været i Sverige i weekenden. Bare sådan en lynhurtig fredag-søndag ting. Sammen med verdens sødeste venner og deres lillebitte reje i maven. Nuijr, det var hyggeligt, mand. Vi har lavet lige nøjagtigt ingenting. Slappet af, gået et par ture (Øglen ville så helst bæres, det dovne kræ), krøbet sammen omkring pejsen, SPIST, spillet røghul (lyder pænere end den version, hvor det er stavet med 'v'), sovet, leget og grinet. Fantastisk. Eneste tidspunkt, hvor idyllen var noget hårdt prøvet, var på vej til ødegården, hvor Øglen skreg og råbte fra bagsædet, og det eneste, der hjalp, var at synge "Se min kjole" og "Oppe i Norge". Omkring 5.431 gange. Uden pis. Og egentlig var det heller ikke specielt dyller lige at skulle slå en time ihjel på McDonald's Helsingør pga. nogle logistiske udfordringer. Slet ikke, da Øglen med 10.000 km i timen fræsede ind i fritureområdet, og jeg kun lige nåede at flå hende tilbage, før hun kolliderede med ternet medarbejder med jordens største bestilling i armene. Som sjovt nok ikke kunne se det søde i Øglen. Men ellers var det en drønhyggelig weekend. Og afslappende. Faktisk.

Det er i øvrigt ikke et tilfælde, at jeg har fremhævet ordet "spist" med versaler ovenfor. For vi har VIRkelig spist meget. Så meget, at HDD så sig nødsaget til at forsvare vores indtag af madvarer med guldkornet "i de svenske skove kan ingen høre dig spise". Det håber jeg, han har ret i, for ellers bliver jeg helt flov. Ville jo gerne kunne sige, at det var gulerødder, rugbrød og soja-/hørfrø-smoothies vi har gjort os mest i, men næh nej - vi taler slik i lange baner. For man kan faktisk nå at købe en DEL slik i bordershoppen, selv om sejlturen Hensingør-Helsingborg kun tager 20 minutter. Og så taler vi mad med visp grädde (som så "kun" er 36% i Sverigesland mod de 38% herhjemme, sådeeeet...), polarbrød, mere slik, Og. Så. Videre. Jeg spiste dog ikke Kærgården direkte fra bøtten, men det kune jeg lige så godt have gjort. Har alligevel sprængt kaloriebudgettet flere måneder frem i tid.


Der er ikke lige nogen, der har ringet til Sverige og sagt, at det er soooo over med sne. Så der ligger stadig en pæn sjat

Øglen kigger længselsfuldt mod huset - og varmen. Er sq også lidt op ad bakke med al den sne, når man er for forsigtigfrans til at prøve en kælk

Jamen, er'et ik' kjønt?!

Det var klart nemmest at hente brændet i en kælk. Og når Øglen nu ikke gad bruge den, så kunne brændet jo lige så godt

Solopgang i de svenske skove

Stemningsbillede af Øglens Sveriges-yndlingslegetøj

Og nu sidder jeg så her og lugter lidt af bål (noget med skorstenen, der ikke trak heeeelt som den skulle). Og blævrer efter det vilde sukkerindtag. Men har da alligevel plads til nogle Djunglevrål, der var tilovers fra forleden. Godt, at det er mandag i morgen. For som alle ved, så bliver det, man har spist i weekenden, annulleret om mandagen, hvis man begynder at leve lidt sundt. Phew. 

torsdag den 20. januar 2011

Kom og se giraffen!

Ja, vi tager så lidt forskud på det der fastelavn herhjemme.

Øglen i vældig brandbart kostume - med en æske tændstikker i hånden. 
Hverken dyr eller børn kom til skade under foto-sessionen.

Kort fortalt går det ud på, at en kollega lige pludselig havde en giraf billigt til salg. En lidt stor giraf, gånnåk, men giraffer med løs hud skal der jo også være plads til. Så nu er den ikke længere kollegaens, men min! (Eller Øglens, selvfølgelig. Ahem...)

Øglen er helt med på, at den giraf dér - den er fed! "DRAGT", råbte hun, da hun så den første gang. "ZEBRA! PÅ! ØGLE!" (ja, altså - hun sagde så sit navn i stedet for Øgle, ing'?!) Og nu vil hun have den på hele tiden. Men jeg satte alligevel grænsen, da hun forlangte at få "zebraen" på i vugger. Det kan hun få om en måned, når de holder fastelavn, kan hun. (Og ja; jeg ved godt, at jeg burde lave et kostume selv - af spelt, café latte og økogarn, helst - men jeg kan ikke sige det tit nok; Jeg Er Ikke Krea. Jeg kan kun hækle ligeud. Og man kan jo ikke klæde børn ud som hæklede tæpper. Kan man? Ja?)

Altså, dem her kan Øglen godt artsbestemme. Det er "raffer". Men giraf-dragten - det er en zebra. Skøre unge.

onsdag den 19. januar 2011

Begrænsningens kunst

- er tydeligvis ikke en, jeg mestrer. Gik i kiosken, battlede lidt med mit vægelsind og kom hjem med det her:

Eucalyptus-vingummierne (yuk!) er ikke til mig. De er bestillingsarbejde. 
Og før nogen opdager prinsessebogen i baggrunden og klandrer mig for at fylde Øglen med e-numre ogsukker, så bør I slå koldt vand i blodet. Øglen er nemlig gået i seng og får ikke så meget som et eneste stykke af det (måske også lige tidligt nok med Djunglevrål til hende). Jeg er nemlig sådan en mor, der spiser slik i smug. Når Øglen ikke ser det. Sympatisk, ikke!?

Og nu er der snart Dexter. Så op med fødderne og op med slikposerne. Det må man godt, når det er onsdag...

Når musikken spiller #2

Ikke fordi, der skal gå totalt anmelder i den, men dagens kunstner i mine ørebøffer på jobbet er Søren Huss. Ham fra det der Saybia. Ham, der mistede sin kone, da hun og deres lille datter var ude for en højresvingsulykke for et par år siden. Han har begået et soloalbum (ja, det er så ved at være ½ år siden, men jeg er heller aldrig blevet beskyldt for at være hurtig), og det er altså RET godt.

Fik øjnene (og ørerne) op for albummet, da Søren Huss optrådte til P3 Guld i fredags. Bl.a. sammen med De Eneste To, hvor han sang et vers af 'Jeg har ikke lyst til at dø'. Det gik direkte i tårekanalerne på mig, at han så'n stod der og sang om, at det der med at have børn er det, der tæller, og at alle de ting, vi normalt opfatter som vigtige, ligesom træder lidt ud af kraft, når man står overfor døden. Og nu har jeg lige forsøgt at læse et interview med ham i forbindelse med album-udgivelsen i oktober, men blev nødt til at stoppe, fordi det der med at sidde og vande høns i et storrumskontor ikke umiddelbart virker så appellerende. Så jeg kan vist roligt konstatere, at jeg er noget følsom omkring historien Søren Huss.

Er generelt blevet noget grådlabil, efter Øglen er kommet til verden, og når det er noget, der har med børn at gøre, og når det ovenikøbet er sket i et kryds, jeg kommer forbi stort set dagligt, jamen så går det da helt galt. Især fordi det hele bare er så SØRGEligt! Men albummet er virkelig smukt. Sørgeligt, men smukt.

Hatten af for den evne til at sorgbearbejde og så ovenikøbet kunne kanalisere det ud på en måde, så hårene rejser sig og tårerne triller.

Søren Huss med 'Du er' fra solo-albummet Troen og Ingen

De Eneste To featuring Søren Huss til P3 Guld (ca. 2:40)

Og det må så være tuderi nok for i dag. Men lyt, for saddan. Lyt! (Og læs også lige interviewet. Og giv evt. mig et resumé)...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...