torsdag den 10. februar 2011

Det er måske bare mig, der er sippet

…Men jeg bliver sq lidt muggen, når over-pædagogen i Øglens vugger leverer beskeden "Nu er det vist ved at være på tide, at Øglen får en lillebror eller lillesøster. Det ændrer magtbalancen i hjemmet, ved du nok". Afstedkommet af, at Øglen sagde ret klart og tydeligt NEJ til to små 'kolleger', der tævede hinanden med noget legetøj. (Ok, hun sagde så også nej rimelige mange gange, og hun ER lidt af en bestemmerfrans, men derfra og så til, at JEG får råd om at reproducere mig, synes jeg måske, der er et stykke vej. Men det er måske bare mig, der er sippet…*)



Hvad havde hun egentlig regnet med, at jeg svarede? "ARJ, et godt råd! Ved du hvad - jeg tror sq, jeg dropper arbejdet i dag, og så smutter vi hjem og knalder?" Eller "Det havde vi ikke tænkt på. Som i overhovedet ikke. Så tak fordi du er til og kan sætte sådan nogle tanker i gang". Eller hvad med den tarvelige: "Der er ikke noget, vi hellere ville, men efter jeg har fået Øglen har jeg udviklet en sjælden - livstruende - allergi overfor børn. Så ikke flere til os. Men tak fordi du mindede mig om det". Alternativt kunne man jo altid prøve med "Nu er det vist ved at være på tide, at du fletter næbbet!"

Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede. Intet af ovenstående, i hvert fald. Men jeg ville elske at kunne sige, at jeg havde brugt den sidste.

*Og de er ellers så søde ovre i den der vugger. I går sagde en af pædagogerne fx "Tak for hende - det er så hyggeligt at have hende tilbage", da hun så Øglen for første gang efter hendes syge-uge. Dét er da sødt. Også selv om de sikkert siger det til alle, der har haft et sygt barn. Men engang imellem, iggå - så siger de bare nogle rimelig mærkelige ting...

tirsdag den 8. februar 2011

Med fare for at jinxe det

... så sov Øglen hele natten fra i går til i dag. Jeg mener; hun vågnede slet ikke?! (Det gjorde jeg så, men det var fordi, jeg skulle tisse og uanset, hvordan jeg vender og drejer den, kan jeg ikke få det til at være Øglens skyld). Og hun tog kun sin ble af én gang (inden jeg gik i seng - tak, Øgle), og jeg nåede at få den på hende igen, før hun tissede nogen steder. Endte med at vågne før vækkeuret i morges, fordi jeg var så udhvilet. Ny, spændende fornemmelse. Som jeg sagtens kunne vænne mig til.

Så er spørgsmålet bare, om søvnen skyldtes den overdrevet store portion yoghurt med havregryn, Øglen nedsvælgede 10 minutter i sovetid, at hun havde været i vugger for første gang i 10 dage og derfor i dén grad var blevet stimuleret, eller om det slet og ret skyldtes godt gammeldags held. Krydser i hvert fald fingre for, at de gode takter fortsætter.

I øvrigt er jeg ikke alenemor i disse dage alligevel. HDD er nemlig blevet syg*, så han blev nødt til at aflyse sit kursus. Surt for ham (og liiiiiidt rart for mig, for så står jeg ikke helt selv med alt Øgle-relateret, men det må man ikke sige. For det er jo synd for ham, at han er blevet syg, iggå!!!). Nu hepper vi bare på sol og varme, så alle bacillerne kan forsvinde. Snart, tak.

*Synes da også helt klart, at vi mangler mere sygdom. For det har vi jo næsten ikke været ramt af i den sidste uge. Eller nåwet.

mandag den 7. februar 2011

Søvn. Eller mangel på samme

Nu er jeg lige så godt i gang med at brokke mig over sygdom, så jeg fortsætter da den sure stil lidt endnu. Denne gang skal det dog ikke handle om sygdom, men om søvn. Eller mangel på samme.

Jeg er helt med på, at man sover væsentlig dårligere end normalt, når man er syg. Man vender og drejer sig, man vågner og er tørstig, man skal tisse, man bliver viklet ind i dynen. Og så videre. Derfor har jeg da også taget det med relativt ophøjet ro, når Øglen igen og igen og igen (og så lige IGEN) er vågnet og har krævet vand, har viklet sig ind i dynen, har viklet sig ud af dynen, har tabt sin sut, har lagt sig på sin putteklud og andre mystiske ting, der er helt forfærdelige i en knap to-årigs søvndrukne univers.

Men NU stopper festen, altså. Feberen er væk og Øglen er i fuld vigør, så nu synes jeg altså, at hun må værs'go at bruge natten til at sove i. Og vigtigst; lade sine hårdtprøvede forældre sove. Hun vågner hele tiden, altså. En gang i timen i snit, vil jeg skyde på. Nogle gange skal hun bare have en sut eller en sang. Andre gange vil hun bare lige gøre opmærksom på, at hun har taget sin ble af, kylet den ud mellem tremmerne og i øvrigt tisset i sengen, så lagen og sengetøj (og Øgle) er blevet helt vådt. Andre gange igen vil hun ikke rigtig noget - hun ligger bare og klynker (hun lyder faktisk lidt ligesom de der maskiner, man stemplede bøger med på biblioteket i gamle dage (= dengang jeg var barn)) og sørger lige for at gøre det højt nok til at vække mig (og nogle gange HDD. Som jo sover den velkendte mandesøvn), hvilket betyder, at det er temmelig højt.

What to do? Én ting er, at hun bliver ved med at smide bleen. Det er r*virriterende, men forhåbentlig bare en fase. (Og hvis det bliver ved, tyer vi til gaffertape, som Husmoder foreslog). En anden ting er, at hun vækker os hele tiden. Den er straks værre. Kan prøve at fifle lidt på sengetiden. Det må være første skridt. Hun bliver trods alt puttet allerede 18.30, men hun er bare så træt på det tidspunkt. Hvis det ikke virker, må vi sørge for at fodre og vande hende (endnu mere), inden hun bliver puttet. Tredje skridt må være at tvinge hende til at bruge nattøj (som hun hader), så hun ikke vågner af at fryse, når hun taber dynen. Fjerde skridt må være… æggebakker på væggene og lydtætte døre? Eller en salgsannonce på DBA? Sig, at det bare er en fase. Jeg savner min nattesøvn…

(Og ja - jeg er tilbage på arbejde. En sand lise at komme tilbage til voksensnak, bugnende mailboks og mulighed for at gå på toilettet alene. Og væk fra SF Børns samlede dvd-værker, plagen om "kiiiiiiks" og brokken sig over, at man skal have ble på, ikke mindst. Men alligevel lidt trist ikke at have en lille levende varmedunk slænget et vilkårligt sted på kroppen, store blå øjne, der kigger på en, som var man det bedste i hele verden og små, klistrede hænder, der (forhåbentlig i bedste mening) lige synes, at man skal smage en smattet rosin dyppet i juice (arj, ok - det savner jeg faktisk ikke). Godt, at det snart er fyraften. Og så ikke et ord om, at jeg skal være alene med Øglen de næste tre dage og nok kommer til at ønske både mig selv og Øglen hen, hvor peberet gror. På forskellige tidspunkter, naturligvis).

søndag den 6. februar 2011

Frisk og frejdig

Så er vi friske igen. Og med 'vi' mener jeg Øglen. Som jo er den, der sætter dagsordenen herhjemme. Feberen forsvandt i løbet af fredagen, og i løbet af weekenden er hun bare blevet friskere og friskere. Det er skønt at se, at de feberblege kinder nu er afløst af lidt mere farve, og det er også dejligt, at hun har energi til lidt mere end bare at splatte foran fjernsynet.

Det er så bare ikke helt så fedt, at hun nåede at trække både mig og HDD med ind i feberfælden, før hun selv vågnede op til dåd. Jeg klarer den til nøds; mit lavpunkt var i torsdags, men HDD er gånnåk slatten (nu ER han selvfølgelig også en mand, og alle ved, at sygdom hos mænd er farligere - og rammer hårdere - end hos kvinder).

'Slatten' eksisterer imidlertid ikke i Øglens ordforråd - og da slet ikke efter, hun er blevet frisk igen - så der har været knald på oplevelserne i denne her weekend. I hvert fald set i forhold til den forgangne uge, hvor hun (og jeg, for den sags skyld) dårligt nok har set dagslys.

I dag har vi været i Zoologisk Have. Og klappet geder, rutschet på rutschebaner (mest Øglen - de er sq så smalle de rutschebaner i Zoo. Og det ville påkalde unødigt megen opmærksomhed, hvis nu jeg sad fast i rutschebanen og skulle fragtes væk med legetårn og det hele), spist kiks (mest hønsene - Øglen er lige i nå-højde for de fritgående fjerkræ i børne-zoo) og løbet rundt.

Og så har Øglen fået en ny bedsteven i hele verden - en zebra fra Zoo (altså, ikke en rigtig en, vel?), som nu er døbt noget så begavet som "Hest". Hvilket egentlig kommer sig af en tur på biblioteket i går, hvor hun forelskede sig hovedkuls i en glemt Pippihest og græd noget så utrøsteligt, da det gik op for hende, at hun ikke bare kunne tage den med hjem. Det kunne de blødhjertede forældre ikke klare ("Nååååh, det er også synd, og hun har været SYG og alt muligt, så selvfølgelig skal hun have en hest"), så jagten gik ind på en hest. Zoo havde ingen tøj-heste, men en zebra ligner til nøds, og Øglen håndplukkede den selv fra det enorme bamse-udvalg foran den der Zoo-biks, så nu har hun altså en zebrahest.

 Øglen foran Handy Manny sammen med Hest. Bemærk sutten - hun har åbenbart taget de lilla til nåde. Damn it; havde ellers lige håbet, det var ved at være slut med sut. Sådan helt uden problemer og alt muligt.

Efter Zoo nappede Øglen lige en bette lur på to timer (måske er hun alligevel ikke heeeelt rask endnu - 1 time er som regel max i weekenderne), mens de slatne forældre forkælede sig selv med brånsj på Østerbronx. Mmmm. Pandekager med chokolademousse er ikke noget dårligt dyr, skulle jeg lige hilse og sige. Får næsten en til at glemme slattenheden.

Og nu er vi så hjemme igen. Gassen er gået lidt af Øgle-ballonen. Hun vil bare gerne se Handy Manny (igen og igen og igen og igen). Og Postmand Per. Og Pingu. Og HDD og jeg er for trætte til at sige nej. Så jeg blogger og bager pølsehorn (!?!), HDD stener, og Øglen får sin vilje. Og så vender vi stærkt tilbage til hverdagens normalitet - inkl tv-restriktion - i morgen.

Håber, I alle har haft en god weekend. Forhåbentlig uden influenza og andet 'sjovt'...

fredag den 4. februar 2011

Grrrrr

Øglen er stadig syg. Og nu har hun så også smittet mig. Grrrr. Det er vist ikke nogen overdrivelse, når jeg tørt konstaterer, at jeg ikke har været nogen god forretning for arbejdspladsen i denne her uge.

Så i stedet for (kun) at melde barns 100. sygedag i denne her uge, kunne jeg så trumfe med en egen sygedag også. Great (!) Chefen kunne dog godt se, at den var gal i går, og hun endte faktisk med at fritage mig fra temmelig vigtigt møde og sende mig hjem, "fordi jeg lignede lort". Tak. Tror jeg nok.

Brugte da også hele eftermiddagen og aftenen i går på at være rullet ind i et tæppe og ligge og ryste. I dag har jeg 'bare' knaldende hovedpine og lidt feber, så det går da fremad.

Øglen er naturligvis ligeglad. Hun vil bare serviceres, som hun plejer. Men hun var da så sød at lade mig sove til 8.30. Og så er hun faktisk vældig rolig so far*.

Og nu ser vi Handy Manny. Igen. Og igen. Og igen. Når jeg altså ikke henter kiks og mælk til undermåleren. Eller tørrer kaskader (og jeg mener virkelig kaSKAder) af snot væk efter hendes eksplosionsagtige nys. Tænk, at der kan være så meget snot indeni så lille et væsen.

 Slatten (sutte-løs) Øgle

Synes, det er lige i overkanten, at Øglen har været syg i en hel uge. Så nu har jeg aftalt (mest med mig selv og med HDD - kan være, at vi lige skal have Universet ind over også), at det går over i dag eller i morgen. Også selv om lægen (ja, Pylremor her ringede til lægen i går) siger, at det kan tage rigtig lang tid (og at det i øvrigt er helt normalt med høj feber i mange dage). Men at vi var heldige med, at Øglen er i højt humør og spiser og drikker, for det er der rigtig mange andre, der ikke gør. Ok, så. Point taken. Men stadigvæk. En uge er 'rigtig lang tid' i min optik, så synes klart, at det skal stoppe nu. Deal?

Og så stopper sygdomssnakken forhåbentlig herfra. Det er jo ved at udvikle sig til den rene ynk. Skrid nu, vinter - vi vil have sol og varme, tak.

*Priser mig lykkelig for, at det var HDD, der måtte tage turen med hende i går, da hun fandt ud af, at hendes røde yndlingssutter (faktisk de eneste, hun rigtig gider) ikke findes mere, eftersom hun har tygget dem helt i stykker. Vi har så nogen helt magen til - bare i lilla og orange - men de duer åbenbart ikke? I dag har hun accepteret (håber jeg), at sutterne er væk, så nu gider hun slet ikke have en sut. Fint med mig. Tænk, hvis man kunne afvænne hende på den måde? Nå, det er nok rimelig utopisk, men nu nyder vi det, så længe det varer.

onsdag den 2. februar 2011

Gå så VÆK, sygdom!

Øglen er stadig syg. Hun er hjemme på tredje dag fra vuggeren, og jeg har vundet sygepasser-tjansen i dag igen*. Meget kan man sige, men sjovt er det ikke. Tv'et kører i dvd-sløjfe med Handy Manny (jeg bliver SINDSSYG), Postmand Per og Pingu, Øglen ligner og lyder som en reumatisk gammel mand med rindende øjne, der har røget for mange Cecil. Men humøret fejler bestemt ingenting. Eller energien, for den sags skyld.

Jeg har ikke det mindste held med at putte hende indendørs (det er HDD's gebet - jeg kan slet ikke knække koden), og jeg vil helst ikke proppe hende i barnevognen, når det er både koldt og fugtigt udenfor. Håber, hun går kold af sig selv. Er stoppet med den intensive nu skal du sove-putning og har overladt scenen til Ragnarok - kunne mærke, at min temperament ikke havde godt af en Øgle, der gang på gang tog bukser og sokker af, hvorefter hun med lille, febersyg stemme klynkede "æbele æbele" (det betyder stadig "hjælp"), fordi hun ville have det på igen. Det stoppede med at være sødt, efter hun havde gjort det 2 gange. De resterende 900 gange var bare irriterende. Så nu tuller hun rundt og leger lidt hist og pist og har netop,  kan jeg høre, tændt for DR Jazz. Måske det kan lulle hende i søvn.

Billede lånt her - sig til, hvis jeg skal fjerne det, så gør jeg det fluks

Jeg kunne godt selv bruge en morfar efter en nat, hvor Øglen har været vågen omkring 14.000 gange. Efter at have sunget, givet ble på (hun er begyndt at tage den af hele tiden, og det er til at blive bims af. Nogen fifs?), sovet lidt, givet sut, givet ble på IGEN, og derefter konstateret, at hun havde nået at tisse i sengen, inden jeg opdagede, at bleen var røget af, gav jeg op og slæbte hende med ind i smørhullet. Hvor hun lå og sparkede og rumsterede i halvanden time (HALVANDEN TIME!), før hun sov. Grrrrr. HDD snorkede derudad og reagerede kun, da han fik et los i ansigtet (af Øglen, skal det lige siges, selv om andre måske godt kunne have været fristede...) 'Kæft jeg gad godt have bare en brøkdel af det der mande-sovehjerte. De kan jo sove fra alt?!


Nå, jeg skal vist genfinde min overskudshat og erkende, at Øglen næppe bliver rask af, at jeg spyer galde ud i cyberspace. Eller vrisser af hende. For hun er jo ikke så stor. Og så er hun jo egentlig også syg, skal jeg lige huske. 39,8 sagde termometeret i går. I dag har jeg ikke fået lov at tage hendes temperatur (endnu), men hun føles ikke nær så varm.

Så ved nærmere eftertanke triller jeg hende lige en tur. Så hun kan få den søvn, hun med al tydelighed trænger til. Flyverdragt, hue, støvler, vanter og stor dyne. Så må feberbarnet vel være dækket ind. Og jeg kan trille ned på en café, som forhåbentlig sælger tålmodighed og overskud som supplement til kaffen...

*Thank g** for en overenskomst, der gør, at man i teorien har barns ubegrænsede sygdom. Inden for rimelighedens grænser, altså. At det i praksis så er sin sag at skulle melde barnet sygt igen-igen, er en anden historie. Som jeg pt prøver at sætte mig lidt ud over. For der er ligesom ikke noget at gøre. Heller ikke selv om det hele brænder lidt på lige netop i dag (typisk). Kender en, der skal være længe på arbejde i morgen... Eller i aften... Hm.

tirsdag den 1. februar 2011

Om guddommelighed

Da Øglen fyldte 1 år, fik hun sådan en puttekasse-dims formet som Noahs ark. (Hedder det så en putte-ark?) Med en masse dyr - to af hver, natürlich - Noah og Noahs kone (hvis navn tilsyneladende er og bliver ukendt iflg. teologiske diskussioner på det der internet).


Billede nappet hos gladeunger.dk. Lover at fjerne det i det sekund, I bliver sure...

Interessen for putte-arken har været varierende - ikke mindst, fordi Øglen også har en putte-bus med safaridyr, så man kan mene, at de to putte-dimser har været noget ens, lige bortset fra, at den ene er på hjul og den anden ikke er.

Nu er der imidlertid øget interesse for arken igen. Eller i hvert fald for arkens styrmand og hans kone. Som bliver slæbt rundt i hele lejligheden, puttet under klude, brugt som mundskænke før hvert måltid, som død og pine mig SKAL med i seng, og som skal findes som det første, før Øglen allernådigst lader sig pille op fra tremmesengen om morgenen.

Noah og konen er nemlig mor og far, forstår I nok (!?!?). Mor og far krammer, mor og far spiser, mor og far sover, mor og far løber, osv. osv. Og hun kan sidde 20 cm fra HDD og alligevel panikke fuldstændig: "Hvor er faar?! Farrr? FAAAAHHRR!", og hun helmer ikke, før lille-far (aka Noah) er fundet.

I morges fandt jeg lille-mor kilet ned mellem tremmesengen og væggen, men lille-far var væk. Krise! Lige indtil HDD fandt sit alter-ego (kleiner-ego?) viklet ind i noget dyne og noget bamse. Pyhhh. Krise afværget.

Altså, det er jo ikke fordi, jeg ikke mener, at HDD (og jeg selv, for den sags skyld) er noget særligt. For det er vi jo. *Ahem*. Men guddommelige, ligefrem. Som får opgaver, der tjener til at sikre arternes overlevelse. Det er måske lige at stramme den. Selv om Øglen sandt at sige ER en art for sig selv. Så måske hun alligevel har fat i den lange ende...

Øglen er i øvrigt syg i dag. Og er hjemme sammen med både lille-far og store-far. Mens det var mutti her, der havde tjansen i går. Er det bare mig, eller er der noget med noget feber og noget snot i omløb? Hele tiden? Det må egentlig gerne stoppe nu!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...