torsdag den 31. marts 2011

Heldig tudeprinsesse

Ha. Jeg har ikke fået en piratklap. Selv om øjenlægen sagde, at jeg havde fået en "afskrabning" på hornhinden (dér begyndte det lige at gøre endnu mere ondt), nøjedes han med at ordinere øjendråber (øgledråber?) i 5 dage og en god nats søvn. Han mente dog, at det var en god idé at hvile øjnene lidt i løbet af i dag, så det har jeg gjort ved at hente Øglen og dimse lidt rundt inde i Indre By. Hvor jeg nærmest aldrig er, men nu ved jeg da, at der ligger en Lagkagehuset-bager. Som kaldte så højt på mig (eller - på Kamæleonen, natürlich), at der nu ligger to Direktørsnegle på køkkenbordet og venter på, at Øglen er gået i seng. Muhaha.

Da jeg kom hjem, lå der en kærlig hilsen fra SKAT i postkassen - et lille brev, som nonchalant fortalte mig, at jeg da forresten i øvrigt skylder dem henved 20 af de store. Og om det var ok med mig? Øhm... NEJ. Men det kan man jo ikke sige til Skattefar, vel? For han stillede jo i virkeligheden ikke et spørgsmål - han konstaterede bare. Spade.

Men! Der lå også noget andet i postkassen, som kunne få mig i godt humør. Jeg har nemlig været en heldig kartoffel og vundet en give away ovre hos Lene. Som der var omkring en trilliard mennesker, der havde deltaget i. Men jeg var en af de to vindere, og i dag ankom min præmie. Det fineste hækle-etui - helt perfekt til lige at stikke i tasken med hæklenåle, mønster og sådan noget. Aldrig mere skal jeg fedte rundt med fryseposer med hæklenåle i, som jeg af og til gør - nu kan jeg hækle med stil, når jeg er på farten. Og det er meget heldigt, for jeg er i gang med et evighedsprojekt, og hvis det nogensinde skal blive færdigt, må jeg vist hellere til at tage min transporttid i brug også...

Fin indpakning
 
Hækle-etuiet, når det er lukket

Hækle-etuiet, når det er åbent

Lene har selv lavet det, og hun er alt for sej til det der krea-gøgl. Normalt følger jeg jo ellers ikke med så'n rigtigt hos krea-bloggere, men Lene kan altså noget helt særligt. Og så kender jeg hende også lidt (noget med nogle familierelationer) og ved, at hun ikke bare er dygtig, men også rigtig sød. Så tak for etuiet, Lene!

Og det var så det der hvil af øjnene (øjet!), jeg kom fra. Og den pizza, HDD lige er trådt ind ad døren med. Har ikke engang specielt meget lyst til den, men Kamæleonen vil have pizza, og så må man hellere føje den. Ahem...

Tudeprinsesse

... det er mig. Og denne gang skyldes det hverken Holger, Jason Mraz eller hormoner. Næh - det er Øglens skyld, er det. Ikke fordi, hun er faldet eller blevet væk eller været særlig sød, men simpelthen fordi hun i et anfald af øgleri i går kom til at svinge en sylespids øgle-negl direkte ind i mit øje. Ikke ovenpå øjet, ved siden af øjet eller lige omkring øjet. Nejnej. I øjet. Av for s*tan da. Hold nu kæft, det gjorde ondt. Og gør det så stadigvæk.

Om noget er det faktisk lidt værre i dag. Så jeg ringede til lægen (og kom igennem efter kun at have ringet omkring 23 gange. Det er vel nærmest rekord). Hvor sekretæren, efter hendes tonefald at dømme, sjældent havde hørt om en mere ligegyldig årsag til at ringe. Akuttider var der "i hvert fald ingen af", og der var faktisk ikke lige nogen ledige tider på denne side af weekenden, så vidt hun kunne se. Og hun kunne selvfølgelig ikke sige det med sikkerhed, men hun mente bestemt ikke, at det ville kunne gøre det værre, hvis det ikke blev kigget på. Som i overhovedet. "For vi kan jo stort set ikke gøre noget herinde hos os alligevel".

Lagde røret på med en følelse af at være ualmindelig pylret og overreagerende, så besluttede mig for at tage på arbejde. Bortset fra, at jeg jo ikke lige kunne se noget på venstre øje. Og at det føltes (og stadig føles), som om, der sidder en tjørnebusk indeni det. Og at det løber så meget i vand, at jeg burde samle det i et lille glas og genvinde det. Nåh ja - og så det, at jeg ligner en, der har tudet hele natten. Så - i teorien en udmærket idé med jobbet, men i praksis; not so much. Så jeg blev hjemme. Hvilket jeg overhovedet ikke har tid til. Så jeg forsøger at arbejde lidt. (Og blogge lidt, ahem...) Det kan godt lade sig gøre, men det går gånnåk langsomt. Og så er det sjovt, som det der prikkeri i øjet bare generer Helt. Vildt. Meget.

Billede lånt her

Endte jo så også med, at jeg bypassede lægen og ringede direkte til en øjenklinik. Som tog det noget mere alvorligt og mente, at det altid er en god idé at komme til et tjek. Og det er ovenikøbet en offentlig øjenklinik uden brugerbetaling, så de mente ikke bare, at det var en god idé at komme, så de kunne tjene nogle penge - jeg tror faktisk, at de mente det. Så om et par timer må jeg begive mig enøjet ud i verden og håbe, at jeg ikke falder på trapper og andet sjovt. Og så håber jeg VIRkelig på, at de har nogle drugs, de kan give mig. Eller et nyt øje. Måske i blåt? Så kunne jeg blive lidt David Bowie-agtig. Sejt.

At de måske også kunne overveje at give mig en piratklap, vil jeg forsøge at lade være med at tænke over. Vil nemlig hellere være David Bowie-agtig end sørøver-agtig. Og så er det i øvrigt mega-træls med en klap (ved, hvad jeg taler om, for jeg har forsøgt mig med en hjemmelavet af garn og vatrondeller her til morgen). Men kunne være, at min mor har nogle tips til at bære sådan en med stil. Hun prøvede nemlig præcis det samme, da min bror som lillebitte stak en finger i øjet på hende. Historien gentager sig...

onsdag den 30. marts 2011

Hormonella

Man ved (eller burde i hvert fald få en stærk mistanke om), at man er gravid, når man begynder at græde til Jason Mraz' "I'm Yours" i bilen på vej til arbejde om morgenen. Helt ærligt. Jason Mraz. Og når man, dage efter, at ham der Holger ER blevet fundet i god behold (og samtlige medier i øvrigt går FULDstændig amokka over det og kalder ham den nye Knut*), alligevel lige bliver nødt til at knibe en lille tåre ved tanken om, at han har vandret rundt i en mørk skov hele natten.



Bliver jo nødt til helt at stoppe med at høre radio og læse nyheder, hvis det skal fortsætte på denne her måde...

I øvrigt tog Øglen endnu et skridt på vejen mod evig sundhed i går. Havde veninder på besøg og havde lavet en ordentlig portion boller i karry (det er der nogen, der har sagt, at børn godt kan lide?), men ikke om Øglen ville røre det. Hun ville til gengæld rigtig gerne ind i stuen og se Postmand Per og have nogle kiks med. Det sagde Onde Mor blankt nej til, men foreslog optimistisk, at hun jo kunne få en lille kop med kogt broccoli-buketter med (det syntes vi selv var vældig morsomt foreslået, os veninder). Det var dog som om, de smørrede grin stivnede lidt, da Øglen lykkeligt hapsede koppen, fortærede indholdet på 1½ sekund og kom drønende fire (4!) gange mere for at få "mere båkåli". Jowjow - det varer ikke længe, før hun bliver medlem af Kostpolitiet og kommer og støvsuger vores skuffer og skabe for usunde ting...

*Måske er jeg bare sippet, men hvis jeg var Holgers mor, ville jeg blive pænt gnaven over at se min søn blive sammenlignet med en nyligt afdød epileptisk isbjørn, der måske/måske ikke var temmelig indavlet.

tirsdag den 29. marts 2011

Gooooood morning, Østerbro

Økologisk speltfras (wtf?) - så bliver det vist ikke mere østerbrosk. Og Øglen har her til morgen vist sig som en vaskeægte indbygger i 2100 Spelt - sjældent er morgenmaden blevet indtaget med mere begejstring. (Noget måtte der jo gøres, siden både havregryn og yoghurt er dømt ude af smagsdommer-Øglen. Og spelt fras er åbenbart the shizzle blandt de små nutildags).

My preeeecious!

Spelt fras, min spelt fras

mandag den 28. marts 2011

Hej hverdag!

Vrooummmmm! Så strøg dén weekend da bare lige forbi med 180 i timen, og SMASK ramte hverdagen mig lige i fjæset. Farvel lange solfyldte dage med masser af tid til Øglen, til gåture i (ved? på?) Naturcenter Amager, Øgle-hygge med mine niecer, koncert med José Gonzalez i Koncerthuset, fødselsdag med søde mennesker og kage ad libitum. Og goddag modvind (seriøst, der var modvind alle 16 km ud og hjem fra arbejde i dag, og når man efterhånden er på størrelse med en treværelses lejlighed og har lungekapacitet som en 467-årig, så er det sq lidt op ad bakke), arbejdsbunker så høje som Himmelbjerget og en tolerancetærskel (min egen, trods alt) under gulvniveau.

Øglen på vej ud over stepperne

Naturvejlederen Øglen i sin fine nye jakke, som Mette (eller rettere Carla) gjorde mig opmærksom på

Man ved bare, at man godt lige kunne bruge en weekend mere, når man efter "jeg blander mig lige, selv om det overhovedet ikke er mit område"-mail nr. 39 i dag udbryder et spontant "For helvede - nu STOPPER det her lort" (især når man faktisk til daglig taler ganske pænt). Heldigvis har jeg søde og overbærende kolleger, og en af dem tog mig under armen og spadserede mig ud til en god omgang brok i lidt mere private omgivelser end storrumskontoret, og så kunne jeg lidt igen.

Jeg vil have mere weekend, hvor jeg kan sove lidt mere (damn you, sommertid!) og lege lidt mere med Øglen. Og bruge lidt længere tid på at komme overens med, at min søde lillebitte datter under leg med sin to år ældre kusine konstaterede (med bekymringen lysende ud af øjnene) "Øglen duer ikke", da kusinen havde skældt hende ud. Der var lige et moderhjerte, der bristede - og som stadig bløder lidt, selv om Øglen sekundet efter hoppede glad rundt og legede med en Schleich-ko og tilsyneladende havde glemt alt om det. Fik mig til at tænke mere på det, Astrid skrev så fint om forleden - om hvor gerne jeg vil skåne Øglen for den slags skuffelser. Altid. Men om, hvor magtesløs man i virkeligheden er som mor. Fordi de der kræ jo skal lære at begå sig på egen hånd. Og lære de sociale spilleregler at kende, som HDD tålmodigt forklarede mig (igen), da jeg i koncertpausen lige valgte at bringe det op (igen). Selv om vi også havde talt om det på vej til koncerten. (Det er som om, jeg mistede lidt af min situationsfornemmelse, da jeg blev mor. Normalerweise ville jeg tale om noget lidt mere muntert til en koncert. Bare så I ved det, hvis nogen nu skulle finde på at invitere...)

Amager Fælled - jamen, er det ikke fantastisk, at man slet ikke kan se nogen huse eller noget?! 

Sitdown strike - nu gider man ikke lige at gå mere

Nå. Men der er kun 4 dage endnu, før det er weekend igen. Håber på lidt højere tolerancetærskel fra undertegnede på jobbet i morgen - ikke mindst for kollegernes skyld. Men jeg kan jo starte med at tanke op med noget CSI i fjerneren, chokoladeknapper + HDD inden for rækkevidde og en syngende Øgle i tremmesengen (hun har stadig ikke helt fanget, at hun kan gå ud af sengen, efter vi har fjernet siden, men jeg bliver ikke den, der lærer hende det). Så når alt kommer til alt, er det jo slet ik' så ringe endda, som Minna og Gunnar ville have sagt.

fredag den 25. marts 2011

Bulet Øgle

Nåmn, så fik vi da solgt den der Croozer i går. 2200 bananer blev det til, og det er da en meget god start på den regning, vi formentlig får fra Christiania-cykelmanden, som kunne fortælle, at der manglede en hel del af indmaden på det ene forhjul. Og at det så var derfor, vi bare kunne hive hjulet af, just like that. Tænkte jo nok, at det ikke var meningen... Vi kunne også bruge pengene på noget så spændende som en ny tandrem (Zzzzzzzz) til Familie-slæden, som åbenbart helst skal skiftes, inden vi skal ud og køre en trilliard kilometer til sommer.

Så der er nok at fyre Croozer-pengene af på. Måske derfor, mit forslag om, at jeg bare tog pengene og omsatte dem til noget tøj til mig, ikke faldt i supergod jord. Nånå.

Vi fik gjort Croozeren klar til salg i går efter hhv. arbejde og vuggestue, og mens HDD skruede og samlede og slæbte, underholdt jeg Øglen og dimsede rundt nede i gården. Det skulle man synes var en arbejdsfordeling i min favør, men jeg vil sige, at jeg ikke klarede det ret godt. For i et øjebliks uopmærksomhed drønede Øglen direkte ud over en lille trappe og røg nogle trin ned - med scooter og det hele - i en dejlig blød måtte af beton. Ahem. NØJ, hun blev ked af det. Og nøj, jeg blev ked af det. Og fik hende skrabet op og trøstet og kigget efter i sømmene. Lidt blod på overlæben, lillebitte afskrabning på næsen og KÆMPE bule i panden. Dååååårlig mor!!!

Heldigvis lod det ikke til, at der var sket noget værre end buler og skrammer, og gråden hørte da også hurtigt op. Og så skulle vi snakke om det, der var sket. Øglen er pt. meget optaget af gråd og børn/dyr/barbapapa'er, der er kede af det - hun har en bog, hvor der er et billede af en abe, der græder meget, og det vil hun se hele tiden. Også selv om hun selv bliver helt ked af det og "åhhh nej"-agtig. Simpelthen så sødt. I går måtte hun jo også fortælle sin uopmærksomme mor, hvad der var sket:


BB (Bulet Barn): Øgle falder NEØD. Trappe. Av.
DM (Dårlig Mor): Ja, du faldt ned, skat. Det gjorde ondt.
BB: Øgle ked AF det. GRÆDER lidt.
DM: Ja, jeg kan godt forstå, at du blev ked af det og græd lidt, skat.
BB: Cykel DRILLER. Falder trappe NED! Av.
DM (overvejer, om vi ikke bare skal give cyklen skylden): Ja, cyklen driller lidt. Men cykler og trapper er også en lidt dårlig kombi.
BB: Øgle ser far. Hvad LAVER far? Falder NED! Av. Græder lidt.
DM (med virkelig dårlig samvittighed, kysser Øgle og ssch-scchh'er og stryger over håret): Ja, det gjorde ondt. Du har også fået en stor bule. Gør det meget ondt nu?
BB: NED mor. Ned og lege! Per. Kiks. Cykel. Lege.

Well... Jeg tror, hun overlever. Ændrer ikke på den dårlige samvittighed, dog. Selv om HDD forsikrede mig om, at børn altså FÅR buler. I knååååw. Men buler på fald på betontrappe-måden; dét ville jeg alligevel gerne skåne hende for.

Øglen og æggene - aftenen før Faldet. Se, hvor fin og u-bulet hun er

Efter Faldet. Nu med uTROlig stor bule og let forstørret overlæbe

"Moar læse Barbar?" Jeps, honey - om det så skal koste mig 80 gennempløjninger af temmelig irriterende Barbapapa-bog, så skal jeg gøre det. Særligt, hvis det køber mig lidt aflad...

Evnen til at tage futter på er stadig i behold til trods for nærkontakt med beton

 
Tæl til ti. Rækkefølgen af tallene er noget tilfældig, men det var den også før Faldet, sådeeeet...

Nå, og nu sidder jeg så her. Og har en hjemmemorgen, fordi jeg skal til jordemoder. For første gang i denne her graviditet. Gad vide, hvad vi egentlig skal lave? 15+1 er vel næsten for tidligt til at høre hjertelyd? Så måske vi bare skal snakke. Om, hvorvidt jeg ryger, drikker og tager narko (den snak stryger jeg lige igennem med UG kryds og slange)? Og om jeg spiser sundt (den snak bliver så lidt mere ulden...)? Og så skal jeg vel også tisse på et eller andet, tænker jeg? Hm. Egentlig lyder det ikke så spændende, sådan som det lige bliver ridset op. Men det kan jo være, at jeg bliver overrasket.

God weekend til jer alle. Håber, I går den i møde med u-bulede børn og højt humør.

onsdag den 23. marts 2011

Opmærksomhed

I de sidste par dage har jeg - ud over at være på arbejde, selvfølgelig - hængt ud med skønne veninder fra gamle dage, den enes store mave og den andens lille datter. Anledningen til det fine besøg var lidt tung, men alle er heldigvis ok, så vi tror på, at alt nok skal ordne sig. Andet er ligesom ikke en mulighed. I går sov veninde og lille baby inde i vores stue, og Øglen kunne slet ikke finde ud af, at der pludselig var en baby i huset. Faktisk var hun lidt bange for babyen, tror jeg (jaja, der er jo aldrig nogen, der har sagt, at det er en modig lille Øgle, vi har), så jeg er da egentlig lidt spændt på, hvordan hun klarer det, når der fra og med september er en i huset 24-7.

Nå, men jeg må jo med skam indrømme, at veninderne har haft et lidt større fokus de sidste par dage end Øglen. Og HDD var der jo, så han vandt tjansen med at holde øje med hende, lave mad og generelt gå til hånde, mens vi tre tanter forsøgte at få styr på verdenssituationen. Umiddelbart efter aftensmaden syntes jeg, at der spredte sig en liflig lugt af brugt ble i køkkenet, men adspurgt om der var noget i bleen, sagde Øglen bare 'nej nejjjj' og valsede ind i stuen. Det er sådan lidt fifty-fifty, om hun lyver eller siger sandheden, når hun får stillet lige netop dét spørgsmål, og hånden på hjertet så vidste jeg jo nok godt, at hun løj lige dér.

Kaldte lidt halvhjertet på hende, men hun var optaget af hypnose-kanalen Playhouse Disney inde i stuen, og HDD forsikrede mig om, at det var ok - at hun nok skulle komme, når hun gerne ville have en ny ble på.

M-hm.

Så siger vi det.

Altså, lad mig bare sige det sådan, at det ikke var det, der skete. Forestil jer i stedet for en raspende lyd inde fra de tilstødende gemakker (sådan lidt som tape, der bliver revet af papir. Eller SNIPPER, DER BLIVER FLÅET AF BLE), efterfulgt af et "houvvvvvv! Hva' deeeeeeet?!". Og forestil jer så en Øgle, der kommer spankulerende ud i køkkenet med opknappet body og bar r*v med en temmelig overfyldt ble i hånden og undrende kigger fra ble til os, mens hun stolt gjalder et "Seeeeeeeeee!" ud i rummet.

Der var instant action, må jeg sige. Veninderne måtte lige klare sig selv (de var alligevel i gang med at grine sig selv ihjel), og HDD og jeg delte med militaristisk præcision opgaverne imellem os: "Du tager stuen - jeg tager Øglen" (gad godt jeg havde brugt bare lige ét sekund på at overveje dén arbejdsfordeling).

Men ok - jeg tog Øglen. Som ikke gad i bad. Men som til gengæld gerne ville sætte sig ned (med mildest talt ikke-ren bagdel) så mange steder på badeværelset som muligt. Hun var heller ikke ligefrem vild med den vaskeklud, jeg insisterede på at skrubbe hende med, så derfor rendte hun ud og ind af badeværelset (ser nu - i bagklogskabens halogenbelysning - at jeg nok skulle have lukket døren bag os). Og satte et fint punktum ved at tisse på puslepuden. Hvorefter hun stillede sig op - nu med tis under fødderne - pegede anklagende på den lille pøl og råbte "pruuuuUUUUT?"

...

Jamen, altså. Der er da ikke noget at sige til, at vi vil have en Øgle mere, vel?! For hvis der er noget, der er noget, der er sjovt at beskæftige sig med, så er det da afføring. Eller noget.

Men det skal hun have, Øglen. Det var en effektiv måde at få opmærksomhed på. Og så kan jeg lære det: Jeg skal ikke tro, at det går an at flytte fokus fra verdens omdrejningspunkt i så meget som et enkelt sekund. For hvis hun ikke får opmærksomhed, tager hun den da bare selv.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...