onsdag den 20. april 2011

Det der med at have fri

- sådan mange dage i træk, iggå?! hvorfor har man ikke det noget oftere? Det holder jo MAX (som de unge ville sige).

Vi er hjemme i civilisationen igen efter at have tilbragt nogle skønne, solbeskinnede dage i Sveriges-land. Vi havde 18 grader, sædvanen tro kun et ganske beskedent mobilsignal, og masser af tid til at læse, hækle (og trævle det hele op igen, fordi jeg er en krea-spade, der bør lade være med at lave noget som helst med garn) og ikke mindst lege med Øglen. Som i øvrigt brillerede ved at være herre-cranky både fredag og lørdag, og så lige nægte at sove om natten. Så vi var pænt brugte, da vi nåede mandag. Hvor Mormor og Morfar heldigvis kom forbi til kaffe (fordi de lige var i området?!) og kunne agere lege-onkler. Og vi kunne læne os lidt tilbage og mærke, hvor trætte vi egentlig var. Og beslutte at tage hjem mandag i stedet for tirsdag. Fordi vi helt ærligt ikke orkede endnu en nat uden søvn.

"Arj, mor. Ikke spise kogle". Præcis, min Øgle. Præcis.

Mormor og Morfar på jagt efter Øglen

Står med Kiks

Virkede som om, Øglen var helt enig. I hvert fald brokkede hun sig ikke det mindste over at skulle køre i varm bil i halvanden time, før vi nåede færgen. Men ok - det kan selvfølgelig også hænge sammen med, at hun havde en iPad som underholdning (har jeg fortalt, at jeg har købt sådan en? Hva' hva' hva'? Godt nok kun en 1'er - man er vel second mover - men alligevel. Den er for sej, og Øglen er nærmest allerede bedre til at betjene den end mig). Og selv om man godt kan blive liiiiiiidt sindssyg af at høre Rasmus Klump-melodien (eller i hvert fald den, de bruger i Rasmus Klump-app'en) ca. 40 gange, men hvis Øglen har det fint med at se den samme stump film 40 gange og dermed ikke brokker sig, så er lidt sindssyge vel værd at tage med?!

Og nu er vi så hjemme igen. For en kort bemærkning, før vi smutter hjem til Mormor og Morfar og bliver der nogle dage. Det var skønt at være i Sverige, søvnmanglen til trods, men det er nu også meget rart at have nogle fridage i byen. HDD har arbejdet i dag, så Øglen og jeg har hængt ud. Cyklet ind til byen for at finde Øglens elskede "Dyrene på landet" (rygtet ville vide, at de havde den i Tiger på Kultorvet) - uden held. Helt super, når nu jeg havde lovet hende den. Men udover, at hun har sagt "Dyrene å æ land (hendes jyske ophav fornægter sig ikke) er i stykker. Mor ikke finde ny" omkring 94 gange i dag, så har hun faktisk taget det meget pænt. Men hvis en af jer lige falder over den famøse dvd, så giv lige et praj, ikke?

Det er denne her dvd, der har fået mig til at tæske rundt i diverse Tiger-butikker. Øglens eksemplar er nemlig blevet så ridset, at det er svært at få meget mening ud af historierne, så optimistiske Øglemor har lovet afkommet en ny dvd. Men så nemt skulle det åbenbart ikke være... Billede lånt her

Nåmmen, bortset fra forgæves cykeltur (som faktisk var rætti hyggelig), så har vi plantet græs (hvem siger, at man ikke kan have en have, selv om man bor på 4. sal?), charmeret gamle damer i den lokale genbrugsbutik (arj, ok - det var Øglen, der charmerede. Jeg snakkede bare) og været et smut på legepladsen. Hygget derhjemme og nydt, at der ikke var noget, vi skulle nå. Og så har jeg begrædt et par gange, at jeg var helt så ivrig med saksen i går, som jeg var, for Øglen har fået totalt grydefrisure. Heldigvis virker det ikke som om, hun har noget imod sit nye look. Og det vokser vel ud igen, tænker jeg. HÅBER jeg.

Projekt Indendørs Have. Nu med græsfrø over det hele. Håber, de gider vokse op og blive til et fint grønt tæppe, for det er altså LIDT sjovere at kigge på end en plantekasse fyldt med jord. 

Den skam-klippede Øgle (men til mit forsvar vil jeg lige sige, at pandehåret ikke er skævt i virkeligheden. Det sad bare lidt mystisk lige her). Ahem.

Nu har jeg netop hevet en kage ud af ovnen, så jeg har tænkt mig at bruge resten af aftenen på at sidde på mine hænder. Må nemlig ikke spise noget af kagen, der er til i morgen hos Momor og Morfar. Øglens yngste kusine fylder 1, og så skal der jo kage på bordet...

Alt i alt har det været en fantastisk fridag herhjemme, og jeg ser frem til flere af samme kaliber de kommende dage. Håber, I får en dejlig påske allesammen.

fredag den 15. april 2011

Kan I høre det?

Påskeferien kalder. Højt og vedvarende. Den står lige uden for døren her på kontoret og råber, og jeg glææææder mig til, at jeg om 3 timer kan lukke computeren ned og galoppere ud i armene på 10 dages frihed.

Der har været tryk på på det seneste. Også for meget tryk. Selv om humøret har holdt skansen, er det gået ud over energien, nærværet og ikke mindst samvittigheden. Jeg har haft en stadigt tilbagevendende følelse af ikke at slå til der, hvor jeg allerhelst ville slå til, og mens det kan gå an i en periode, så kommer der et tidspunkt, hvor man trænger til at trække stikket. Det tidspunkt er kommet nu og falder meget belejligt sammen med overskydende fridage og påske. Jeg kan slet ikke få armene ned. 10 dage, mand. Rigelig tid til at få ladet batterierne op og måske endda også få et i reserve.

Så når Øglen er blevet hentet i vuggeren, er vi en tre stykker (og ½ sparkende en i mavsen), der skrider til Sverige. Til ødegården, hvor der hverken er tv eller radio - eller mobilsignal, for den sags skyld. Så der skal offlines. Spilles Scrabble, gåes ture i granskoven, leges udenfor til den helt store guldmedalje (vi hepper på godt vejr!), hækles og læses. Og fremfor alt skal jeg nyde, at jeg har tid til at lave ingenting. Og være sammen med mine to yndlingspersoner.

Ferie er nu ikke sådan at kimse af. Også selv om jeg holder meget af hverdagen. Engang imellem er det bare meget rart at skifte den ud med mere tid og endnu mere nærvær.

Håber, I allesammen får en skøn påske. Vi blogges ved, når jeg er tilbage i civilisationen.

onsdag den 13. april 2011

Bestillingsindlæg: Det første møde

Her kommer lige et bestillingsindlæg mere. Åbnede jo selv lidt for muligheden forleden, kan man sige, da jeg efterkom Louises ønske om at høre noget om Øglens Steiner-agtige vuggestue. Og GravidGrahvad var ikke sen til at benytte sig af mulighedsvinduet (hvorfor er det lige, at 'mulighedsvindue ikke lyder heeelt så catchy som "window of opportunity"?!)

Hun ønskede sig et indlæg om, hvordan HDD og jeg mødte hinanden. Og jeg erindrer da også svagt et eller andet om, at jeg engang i et kommentarspor var så sløset at skrive noget om, at det kunne være, at jeg kom med historien en dag. Det gjorde jeg så bare aldrig. Fordi jeg glemte det *flov smiley* Men NU er der ingen vej udenom. Og ligesom sidste bestillingsindlæg, så bliver det her langt. Rætti langt. Det er derfor ganske frivilligt, om I vil læse med helt til slutningen (undtagen dig, GG - du er tvangsindlagt).

Billede herfra

Det var i det herrens år 2007. Jeg havde været single i 1½ år, og selv om jeg havde haft en fest, var jeg så småt begyndt at være klar til at møde en sød fyr. Så jeg ikke behøvede at være helt mutters om søndagen. Eller gifte mig med min søde søde veninde, i matchende hvide læderkjoler, som var planen, hvis ingen af os havde mødt en mand, når vi fyldte 35. (Ikke, at det ikke ville være smadderhyggeligt at være gift med min veninde. Bevares).

I single-tiden havde jeg drukket min del af drinks og udstået min del af irriterende, fulde folk, og jeg kunne, uden at tænke alt for meget over det, hurtigt konstatere, at det der med at finde en kæreste i det københavnske natteliv nok ville blive omtrent lige så nemt, som det er at finde Osama bin Laden. Altså måtte jeg lægge hovedet i blød. Hvor f***** møder man ellers søde mænd, hvis man ikke gider gå til obskure fritidsinteresser eller troppe op til samtlige fodboldkampe på den lokale sportsbar? Det tog mig forbavsende lang tid at nå frem til åbenbaringen Netdating™, når man tager i betragtning, hvor meget tid jeg (også dengang) tilbragte ved computeren. Måske fordi jeg, delvist ubevidst, syntes, at det var liiiiidt taber-agtigt sådan at blive nødt til at sætte datingen i system. At det ikke var helt lige så "rigtigt", hvis det foregik på den måde, som hvis man bare lige bumpede ind i verdens sødeste fyr nede i Netto, tabte sin taske, han hjalp med at samle den op, og man så bare - lige dér, midt i Netto - fandt ud af, at man ikke kunne leve uden hinanden.

Men dengang (som nu) levede jeg i den der virkelige verden, hvor sådan noget bare ikke sker. I hvert fald ikke, når man bor på Østerbro, og den Netto, man oftest frekventerer, er en af de travleste i landet. Hvis man taber sin taske derovre, kan man være så sikker som amen i kirken på, at nogen vil vrisse højlydt af en, for derefter at køre taskeindhold - og måske en selv - over med barne- eller indkøbsvogn, og al sød musik vil forstumme, før den overhovedet er opstået.

Netdating™ it was.

Billede herfra (og nej, det er ikke mig på billedet)

Søgte moralsk støtte hos en af verdens tre sjoveste, som var med til at forfatte en vældig morsom og sød og catchy og alt det der profiltekst (syntes vi i hvert fald selv). Men det der med billede nægtede jeg. Selv om jeg selv konsekvent sorterede alle henvendelser fra fyre uden billede væk. Jeg kontaktede naturligvis ikke nogen selv - ventede på, at de kom til mig. For jeg var jo lidt hævet over det der pjat. Men. Det endte faktisk med at blive helt sjovt. Selvfølgelig var der nogle klaphatte, men modsat i nattelivet, hvor klaphattene har en tendens til at svirre som bananfluer, så er det lidt nemmere at give dem et dødbringende klask via Netdating™ - nemlig ved at tie dem ihjel. Easypeasy. Og der var faktisk ret langt mellem de VIRkelig store klaphatte. Der var derimod en masse søde mennesker.

Nogle af dem mødtes jeg med, andre skrev jeg bare lidt sammen med. Men der var ikke rigtig noget, der fængede. Ergo tog jeg min sjove veninde i ed igen. Vi tweakede min profiltekst, så den blev endnu sjovere (det skulle man ellers ikke tro var muligt), og hun truede mig til at hoppe ned fra min høje hest og selv begynde at kontakte nogle fyre. Det måtte jeg jo så indvillige i. Om end modstræbende.

Men. Inden jeg nåede det, så var der jo denne her søde fyr, der kontaktede mig. Han boede på Østerbro, havde pænt hår, kunne skrive, var vild med musik og gik til næsten lige så mange koncerter som mig, og så var han sjov! What's not to like?! Efter tre mails foreslog han, at vi skulle mødes, og selv om jeg syntes, det var pænt hurtigt, slog jeg til. Senere har jeg så fået at vide, at det var fordi, han ikke gad betale for endnu en måneds medlemskab af datingsiden (nærigr*v). 

Bog herfra. Jeg har aldrig læst den. Men det gik jo helt fint alligevel...

Vi udvekslede telefonnumre. Og han foreslog, at jeg jo bare kunne ringe. Ehm. Altså. Nej, helst ikke. For sagen er den, at jeg ikke er voldsomt glad for at tale i telefon med folk, jeg ikke kender. Jeg er blevet bedre til det, men dengang er det vist ikke nogen overdrivelse at sige, at jeg var en lille smule bange for at skulle ringe til næsten fremmede mennesker. Bare sådan noget som vvs'eren og skoleadministrationen kunne få mig til at gå lidt i coma, så tanken om at skulle ringe til HDD, var temmelig angstprovokerende. Jeg fik snoet mig udenom, og vi klarede planlægningen af vores første møde via sms og e-mail (nu udenom datingsiden, fordi NHDD (Nærige HDD) ikke ville betale de 69,- (mener jeg), det kostede pr. måned).
Haribo-kys herfra

Skæbnen ville, at jeg i den periode havde sindssygt travlt. Jeg havde lige fået en fuldtids-praktikplads, min sjove veninde og jeg var lige gået i gang med at skrive speciale, og en af mine meget gode veninder skulle giftes, og jeg var med i polterplanlægningsudvalget. Det levnede ikke mange tomme felter i kalenderen, men vi fandt da ud af at mødes - 14. februar 2007. Valentine's Day, som en af os konkluderede i en mail. Men med en pæn portion distancerende ironi kunne vi sagtens overbevise os selv og hinanden om, at det jo ikke betød noget. Det ER jo en amerikansk ting, som vi i vores kækhed på ingen måde behøvede at tage del i. Og det behøvede vi da heller ikke. Men det behøvede resten af Kbh åbenbart. Så da vi først havde mødtes for at høre lidt jazzzz (og var gået efter første set, fordi man jo sjovt nok ikke kan tale helt vildt meget sammen til en intim-jazzkoncert, hvor man udgør ca. 1/4 af publikum, uden at påkalde sig unødig opmærksomhed), gik vi på Café Sommersko. Hvor der var hjerter over det hele og Lady in Red i højttalerne. Der var sne udenfor, café latte i kopperne og samtaleemner til mere end bare én date, så da vi fulgtes hjem til Østerbro efter en hyggelig aften, blev vi enige om at gentage succesen.

Det gjorde vi så ugen efter, og vi er blevet ved med det i efterhånden lidt mere end 4 år. På trods af, at jeg faktisk var snothamrende forkølet og på penicillin på vores første date. Og i øvrigt havde forsøgt at sno mig udenom ved at udsætte daten, men var blevet blankt afvist af HDD, som mente, at "man vel altid kunne drikke en kop kaffe". Temmelig vedholdende, dér, men senere har han fortalt, at han troede, at min forkølelse bare var et påskud for at droppe daten helt, og det ville han ikke lade mig gøre. (Så kan man jo spørge sig selv, om han fortrød dén disposition en smule, da han så mig ankomme - med et hoved på størrelse med en sækkestol og et års forbrug af Kleenex i tasken).

Men et eller andet må jeg jo have gjort rigtigt, for han gad godt se mig igen. Og igen. Og igen. Også selv om jeg havde så psykotravlt og arbejdede hele tiden - hvadenten det så var på specialet eller på praktikpladsen. Men det hjalp selvfølgelig lidt på det, at vi rent faktisk arbejdede det samme sted (ja, det var et temmelig stort sted, så havde ikke lige spottet hinanden på "jeg tabte lige min taske i kantinen"-måden). Og at vi boede ca. 500 meter fra hinanden. Og brugte den samme Netto. Så i teorien KUNNE mit Netto-scenarie godt have udspillet sig for os. Hvis nu månen havde stået i 7. hus og Jupiter havde ligget på linje med Mars (næh, vent lidt - det er sq da fra The Age of Aquarius).


Billede lånt her. Kunne også være en mulighed for at møde en kæreste, tænker jeg - til en åbningsfest i Netto...

Havde jeg vidst den aften, at jeg her, lidt mere end 4 år senere, ville have en lejlighed, en bil, en 2-årig Øgle og en Kamæleon på vej med ham der den søde fra Elitedaters, ja så ville jeg nok have haft en anelse mere præstationsangst på vej til vores første date. Og have forudset, hvor svært det ville være at få bord på en restaurant på alle vores årsdage fremover. Fordi det er på den der Valentine's Day. Men på den anden side, så er det nok meget godt, at jeg ikke lige havde en krystalkugle. For 2007-mig ville måske have været skræmt fra vid og sans - næsten direkte fra singlehood ind i far, mor og børn. Men engang imellem er det vist bare det bedste at svæve i lykkelig uvidenhed, for jeg har ikke fortrudt et sekund. Hvis jeg skulle gøre noget som helst om i mit og HDD's forhold, er det eneste vist, at jeg en anden gang ville have brugt en flyttemand til at flytte HDD's seng fra hans lejlighed til min, da vi sådan officielt flyttede sammen. Eller i det mindste en bil. Jeg ville ikke længere gide at slæbe den hele vejen. HELLER ikke selv om der kun er 500 meter. 500 meter er for langt, når man slæber på en halvandenmandsseng.

Så det er HDD og mig. Ikke noget, der ikke tåler dagens lys. Men til gengæld en stor stor kærlighed. Som kun er blevet større, efter Øglen er kommet til. Og som det næsten ikke er til at forstå måske vokser proportionelt, når Kamæleonen melder sin ankomst. Ret vildt, hvad internettet kan gøre, ikke?

mandag den 11. april 2011

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget

Der er (stadig) rocker-travlt på job. Det trækker tænder ud, men heldigvis har weekenden været über-skøn med solskin og al tid i hele verden til at tumle, lege og nyde at til stadighed undres over, hvor hurtigt sproget hos en to-årig udvikler sig. Det har ladet batterierne godt op, og jeg er nu klar til en sprint her i den kommende uge - påskeferien står nemlig og vinker lokkende til mig ude i horisonten.

Og når det endelig skal være så travlt på arbejde, så kunne det faktisk være meget værre. For se nu her:

Chokolade-/mint-muffins med blå frosting

Afdelings-burgerfrokost (i fredags, godt nok. Ikke i dag). Fordi det var synd for os

Slikbjerg. Til fri afbenyttelse. Ja tak.

Og klokken 14 er der kage (de der muffins var i fredags. Det er jo ikke fordi, vi spiser kage TO gange på en arbejdsdag. Næh nej...). Er der noget at sige til, at jeg bliver stor som et hus? Kamæleonen vil jo smage det HELE. HDD er begyndt at kalde mig Barbamama. Jeg vælger at tro på, at han tænker på, at Barbapapaerne kan antage en milliard forskellige former, og at han synes, at jeg har antaget høj og slank-formen. Og ikke fordi jeg efterhånden er nemmere at hoppe over end at gå udenom. Jo, det må helt klart være det, han mener...

lørdag den 9. april 2011

I heart weekend

Samvittigheden har det heldigvis bedre. Vi har godt af at have weekend. Der er tid til at tumle, lege, gøgle og være sammen. Spise AC's pandekager til morgenmad, være på legepladsen, gå lange ture i Fælledparken og svinge forbi nyåbnede Ben & Jerry's på Trianglen og spise is. Sidde arm i arm og se Mickey's Klubhus (vidste I godt, at det er Anders Bircow, der lægger stemme til Mickey Mouse? Det synes jeg ikke umiddelbart, stemmen bliver mindre irriterende af...) og blive en lille smule rørstrømsk, når Øglen aer ens kind og siger "Øglen glad! Moar er sø-ed". Der burde helt klart være mere weekend til hverdag...

På vej ud og købe nye gummistøvler. "Med striber på", som den lille dame befalede.

I morgen har vi (heller) ikke nogen planer. HDD rumsterer og regerer i køkkenet, efter at have frekventeret hans nye yndlingssted Silvan. Sådan slapper han af. Jeg slapper fint af med at hænge ud i sofaen. Evt. med noget hæklehalløj. Og faktisk har jeg fået færdiggjort hele to hækleprojekter her i 2011 (det lyder ikke af så meget, men det er altså en bedrift i sig selv, at jeg overhovedet har fået noget gjort færdigt. Jeg er nemlig en helt habil begynder, men en virkelig dårlig afslutter). Derfor: Øglemor proudly presents - hæklerier anno 2011:

Temmelig skævt multifarvet tæppe i grannystripes. Bor nu i Christianiacyklen, hvor det yder en heroisk indsats for at modvirke ømme numser og ridsede lædertasker

Nyeste projekt på stammen. Har kun været færdigt en lille håndfuld dage, så det venter stadig spændt på sin skæbne. Som er at blive gylpet på af lille juli-baby, der pt. bor i sin mors mave

Blev lidt overmodig med det der alfabet-tæppe-projekt, så nu har jeg købt ind til et nyt. Evt. til Kamæleonen. Men så skal jeg vist til at i gang. For når man ikke hækler samme dag, som man slår masker op (eller noget), så er der pludselig ikke så længe til september... Hm. Kender jeg mig selv ret, kommer den nye ladning garn til at henslæbe sit liv i posen, det blev båret fra garnbutikken i. Uden anden funktion end at ligge i vejen. Eller også bliver det hækleprojekt år 2012. Eller 2013. Godt, at garn ikke kan blive for gammelt...

torsdag den 7. april 2011

Den konstante følgesvend

... Jeg ved ikke, hvad der er med den der samvittighed, altså. Har vist egentlig altid haft den som fast makker igennem min opvækst. Og af og til også i en grad, hvor jeg har tænkt, om jeg mon var forbyttet katolik. For nogle gange går jeg totalt i 'Catholic guilt'-mode.

Menmen. Eftersom jeg har haft det sådan, så længe jeg kan huske, så har jeg jo også lært at leve med det. Det overrasker mig dog til stadighed, hvor meget sådan et 'samvittigheds-anfald' kan fylde. (Ja, for den dårlige samvittighed er jo sjovt nok ikke kommet til at fylde mindre, efter jeg har fået Øglen...)

Tag nu i morges, fx. Som sædvanlig var jeg først oppe, gik i bad og forsøgte at gøre mig klar til dagens dont (irriterende ord, egentlig. Og bruger man det nogensinde alene? Altså uden "dagens" foran?). Hørte Øglen rumstere lidt på sit værelse, så jeg listede ind og kiggede til hende, og så hende sidde på kanten af sin seng - helt pjusket og søvndrukken, men alligevel med spilopper malet i hele ansigtet. (Hun har nemlig STADIG ikke helt forstået, at man - når man er kommet i juniorseng - godt selv kan/må stå op, så når hun en sjælden gang drister sig til at gøre det, tror hun, at hun er seriøst på afveje).

Hun blev ellevild, da hun så mig - måske fordi jeg ikke var der, da hun skulle puttes i går (var til über-spændende (!) generalforsamling) - og skulle straks op og sidde hos mig, putte lidt med dynen og have læst Barbapapa. Fordi vi for en gangs skyld havde god tid, fik vi bare verdens bedste morgen. Med gak og gøgl og tid til ikke at blive irriteret over, at Øglen inisterede på at få "båmble" og flippede, fordi Dumme Mor ikke forstod, at det selvfølgelig (!) betyder blomme. Og tid til ikke at blive irriteret over, at der skulle løbes rundt omkring 15 gange, før hun til sidst syntes, det alligevel var ok at få tøj på. Og tid til at snakke, lege og ikke mindst lytte. Altså - en rigtig god morgen, hvor vi bare manglede Rynkeby-juicen, en solstråle ind ad vinduet og klassisk musik i baggrunden, for at vi kunne bruges i en reklame for overskud.

Det overskud stoppede så brat, da vi ankom til vuggeren. Hvor Øglen ikke ville have sine støvler af. Hvor vi 'jagtede' hinanden i sjov (her var overskuddet stadig til stede). Og hvor jeg så hapser Øglen for at tage støvlerne af hende, med det resultat, at hun vælter og hamrer hovedet ned i en kant på garderoben. Dér stoppede overskuddet for Øglens vedkommende. Og mit overskud blev brat afløst af Den Dårlige Samvittighed™.

Fik trøstet Øglen, kysset den kommende bule og troede egentlig også, at hun var blevet i godt humør igen, men da jeg forsøgte at overlevere hende til Overpædagogen, fandt jeg ud af, at det ikke lige var tilfældet. Hun skreg og græd og hagede sig fast i mig, mens tårerne sprøjtede ud af hovedet på hende, og hun hulkede "mo-ahr-hahr-hahrrrr". Jeg forsøgte lige så stille at pille hende af, lokke med æble, lokke med legekammerater, lokke med ALT - og intet hjalp. Så til sidst måtte jeg gå fra stuen, mens tårerne stadig sprøjtede, og Øglen strakte sine små, buttede hænder frem mod mig og så ud som om, jeg havde overladt hende i Gaddafis varetægt.

Det blev Den Dårlige Samvittighed ikke bedre af, skal jeg lige hilse og sige. Og det var kun på et hængende hår, at jeg selv kunne holde tårerne tilbage. Heldigvis kunne jeg konstatere - efter at have ventet i rundt regnet 1½ sekund uden for døren - at gråden stilnede af, og roen på stuen blev genoprettet. Men for f**** da. Hele dagen har billedet af min grådkvalte Øgle forfulgt mig - hånd i hånd med Den Dårlige Samvittighed™.

Jeg ved godt, at det ikke er et usædvanligt scenarie, at børn græder, når de bliver afleveret i institutionen. Men jeg er bare ikke vant til det. Fordi Øglen elsker sin vugger og pædagogerne derovre. Hun har måske grædt sammenlagt 10 gange, når vi har afleveret - og hun har altså gået der i næsten 1½ år. Så dagens oplevelse er ikke sædvane. Og måske netop også derfor slog den mig så meget ud.

Desværre (elelr måske heldigvis) er der hverken plads eller tid til alt for mange samvittighedskvaler på jobbet, så jeg må tvinge tankerne ind i andre baner. Og bare glæde mig til om nogle timer, hvor jeg har fri og kan hente den lille Øgle (som formentlig har glemt alt om morgenens drama). Så vil jeg kysse den bule, der nok er blomstret frem på hendes tinding og glæde mig til weekenden, der nu er lige om hjørnet. Og vinke venligt, men bestemt, til Den Dårlige Samvittighed™, som bare har at holde sig væk. I hvert fald ind til næste gang...

lørdag den 2. april 2011

Steiner- pædagohvaffornoget?

Ok - det her bliver langt. Så er I advaret. Men det er bestilt arbejde, og så må man jo lægge sig i selen. Selv om kvantitet selvfølgelig aldrig har borget for kvaliteten. Hm. Lad nu det ligge...

Louise spurgte i går (i kommentarsporet til hendes spændende indlæg om bl.a. dårlig samvittighed), om jeg ikke kunne fortælle lidt om, hvorfor Øglen egentlig går i Steiner-vugger, og hvad vi synes, det giver hende.

Og jo, det kan jeg da, så her kommer et ganske uvidenskabeligt Steiner-indlæg. Hardcore tilhængere af / afstandstagere fra Waldorf-pædagogikken vil sandsynligvis korse sig og have henved en billion rettelser til fakta, men jeg giver det et skud alligevel, mkay?!

Rudolf himself. Hapset herfra. Han ser da egentlig ret rar ud. Og ikke spor Steiner-agtig? Eller... Hvordan ser man forresten Steiner-agtig ud?

Først vil jeg gerne lige slå fast, at Øglens vugger ikke er en Steiner-Steiner vuggestue. Det er nok nærmere Steiner Light, tænker jeg. Den fremgår fx ikke på listen herinde, og det må vel næsten være et must, hvis man vil være noget inden for Steiner-musikken?

Steiner-pædagogikken (også kendt som Waldorf-pædagogikken) blev grundlagt af - tadaaah - Rudolf Steiner, østrigsk filosof, okkultist (!?), Goetheforsker, pædagog, arkitekt og dramatiker (han har haft travlt?), engang i begyndelsen af det 20. århundrede. Pædagogikken bygger på "antroposofien", som bedst (og nok også mest langhåret) kan beskrives som en "erkendelsesvej for det åndeligt søgende menneske".

Som udgangspunkt er Steiner-pædagogikken areligiøs (og det er så her, der virkelig kan gives anledning til ballade, for der har i tidens løb været en del polemik omkring, hvorvidt pædagogikken i virkeligheden er så areligiøs, som den påstås) - der fejres således ikke højtider som jul, påske, mm. I Øglens vuggestue har de dog både påske- og julefrokost, ligesom de til jul har en stor adventskrans, som de sidder omkring og synger sange og hører historier. Men jeg har ikke indtryk af, at de hører om højtiderne som sådan.


Rytme - både den, der er i musik og den, der er i struktur - vægtes højt i Øglens vugger. Dagsrytmen er således fuldstændig ens fra uge til uge - hver mandag laver de dit og dat. Hver tirsdag laver de dut og dåt. Osv. Forleden undskyldte en af pædagogerne faktisk, at de havde brudt rytmen og lagt rytmik om torsdagen i stedet for onsdag, for det havde været så dejligt vejr onsdag, at de altså havde taget ungerne med ud i stedet. Øhm... Ok så. Men lad det ikke ske igen (!?!)

Øglens dukker. Et stk. Rubens Maria (den til højre), og et stk. hjemmelavet (ja, altså - ikke af mig, vel) Waldorf-agtig dukke

I stedet for højtider, lægger de meget vægt på årstider. Både ved at være ude, ved at høre historier og ved at synge sange. De holder årstidsfester - fx lanternefesten, hvor lyset fejres. Med til lanternefesten hører en historie (og sange) om Morten Vægter og hans kone, som har bagt dejlige sol-, måne- og stjernekager til alle. Og videre i den dur. Morten Vægter er vel i virkeligheden en inkarnation af Skt. Martin (den fromme præst, der i år 371 e. kr. gemte sig i en gåsesti, fordi han ikke ville være biskop (ham, der er "skyld" i Mortensaften) - og det er så bl.a. her, man kan argumentere for/imod religiøsiteten). Derudover bruger de i vuggeren rigtig meget tid på at lege, tegne, male, synge, lege sanglege, lave bordspil og fortælle eventyr.

Især eventyrdelen er stor i vuggestuen, og man kan endda se den med det blotte øje. Selve opgangen (vuggestuen ligger i en gammel lejlighedsbygning og spreder sig over 3 etager) er pyntet med troldegrene, hvor pynten bliver udskiftet efter årstiden, og der er malet store eventyr-billeder på væggene. På stuerne er lyset dæmpet, der er tyl, lyskæder og troldegrene i loftet, og så er der en helt særlig ro. Der er tyst uden at være stille, og det er som om, tempoet er helt anderledes end lige udenfor i travle Kbh K. "Harmoni" er måske i virkeligheden det ord, jeg leder efter.

Troldegren med lyskæde, filtkugler og små engle på Øglens værelse. Idé tyvstjålet fra vuggeren (som dog næppe ville billige wallstickeren i kras grøn)

Jeg tror godt, jeg tør lægge hovedet på blokken (bloggen, tøhø) og sige, at det ikke er til at opdrive et eneste stykke plasticlegetøj derovre. Alt er i stof eller træ - der er masser af Rubens-dukker, Waldorf-dukker, træting fra Ostheimer (gad vide, om de opdager det, hvis jeg negler hele deres julekrybbe - den er simpelthen så fin), Glückskäfer og alt det der andet bæredygtige, 'udviklende' trælegetøj, og Øglen elsker det. Især er hun vild med et lille hus i organiske former, hvor man kan vippe taget og stoppe troldefar og troldemor og lille olle-bolle ned i. Og jeg har ledt og ledt og ledt efter det, men det ser ud til at være en udgået model. Måske heldigvis, for de der Solspejlet ved godt nok godt, hvad de vil have for tingene...

Men humlen ved alt det dersens herlige legetøj er, at det i mange tilfælde ikke syner af så meget. Dukkerne har temmelig neutrale ansigtsudtryk, og trælegetøjet er i dæmpede farver (hvis overhovedet nogen). Tanken er så, at barnet skal bruge sin fantasi for selv at skabe legen - uden, at alt er givet på forhånd, som det kan være tilfældet med meget af det 'nymodens' legetøj, der måske nok kan dytte og båtte, men som i virkeligheden måske heller ikke kan bruges til ret meget andet end det. Således kan Øglen være fuldstændig opslugt af at putte "mor og far" (2 Waldorf-dukker, vi gav hende i fødselsdagsgave, hvor den ene ligner noget Amish-halløj, og den anden ligner David Hasselhoff) i en gammel skoæske med nogle hhv. hæklede og broderede lyseduge, jeg fandt i den lokale genner.

En af Øglens fødselsdagsgaver, som hun er svært begejstret for

Og i vuggeren er hun gerne optaget af deres fugletræ med tilhørende (svinedyre) fugle. Jeg er ikke helt med på, hvad det er, der kan være så fascinerende ved fugletræet - i mine øjne (øje - tak til ridse på hornhinden) ser det noget kedeligt ud. Men jeg er selvfølgelig også helt spoleret af verdens ondskab og kynisme, så...

Billede lånt herfra - jeg fjerner det naturligvis, om det ønskes

Jeg kunne blive ved med at fortælle om vuggestuens lyksaligheder (og kunne da også godt lige nævne en ting eller to, der er pænt irriterende, men jeg har bestemt mig for, at det jo trods alt er vigtigst, hvordan Øglen har det - så må undertegnedes hungren efter mere... pædagogisk korrekt... kommunikation til forældrene lide lidt), men jeg tror, jeg har understreget min pointe en gang eller to: Vi er meget glade for vuggeren.

Det var faktisk ikke et bevidst valg, at Øglen kom i Steiner-esque vuggestue. Altså, jeg ville da gerne have hende i en Steiner-vugger, fordi jeg har hørt så meget godt om dem fra Øglens kusine (som går i en af vuggestuerne fra listen), men det der med at have specifikke vuggestueønsker OG bo i Københavns Kommune - det rimer ikke rigtigt. Desuden var vi jo  på vores Forstadseventyr, da Øglen skulle begynde i vugger, så vi havde været en anelse... lemfældige... med at skrive hende op til vuggestuer i Kbh. En af dem hun var skrevet op til, var så denne vuggestue. Som er så snedigt indrettet, at børn af folk, der arbejder der, hvor jeg arbejder, har fortrinsret. Så da vi fik plads en måned før behovsdato (og i øvrigt havde glemt at tage højde for tid til indkøring, da vi valgte behovsdato), slog vi til. Efter lige at have været inde og hilse på og finde ud af, at det virkede som et trygt sted, hvor vi godt turde overlade vores dyrebareste eje i alt for mange timer om dagen. Og vi har ikke fortrudt et sekund. Faktisk overvejer vi nu også at skrive Kamæleonen op til en plads derinde, for selv om det ligger et stykke fra, hvor vi bor, så kan vi godt lide tanken om, at den skal et sted hen, hvor vi ved, der bliver passet godt på den. Og der er jo pænt langt mellem vuggestuepladserne på Østerbro, siger de kloge, såeh... Nå, den tid, den glæde. Og der er jo lææænge til.

Herhjemme er vi ikke så Steiner-agtige. Vi har som nævnt forskellige Steiner-agtige ting til hende, men vi har også Postmand Per og Handy Manny i lange baner (og selv om jeg ikke har dobbelttjekket det, så tvivler jeg sq lidt på, at tv er en del af Waldorf-pædagogikken). Og Duplo, som både er plastic og VIRKELIG klare farver. To helt klare no-go's i vuggeren. Vi har heller ikke heeeelt samme grad af rytmik, eventyrfortælling og strikkede katte (faktisk har vi ingen af delene), men så vidt muligt forsøger vi at have den samme rytme hver dag. (Det tror jeg så ikke er en specielt Steiner-agtig ting - er det ikke rimelig alment kendt, at små børn har godt af rytme og rutine?) Osv.

Handy Manny - Øglens store kærlighed. Kun overgået af Chapper, Barbapapa, Postmand Per, Mickey Mouse's Klubhus og andet knap så steinersk... Billede fundet her

For os fungerer det ret godt, synes jeg, med den blanding af Steiner-pædagogik og 'almindelig' pædagogik (hvad det så end er). Det kan være tilfælde, det kan være sindelag, det kan være noget helt tredje - men det kan også være hendes daglige gang i vuggestuen, der gør Øglen til det (relativt) rolige gemyt hun er. Der skal temmelig meget til at slå hende ud, hun er dygtig til at lege selv og finde på, og hun virker for det meste til at have et åbent sind (lige bortset fra, når det kommer til cykelanhængere - der er der så intet åbent sind over hende). Det er ikke til at sige, om hun ville have været anderledes, hvis hun havde gået i en anden vuggestue, men jeg tror da, at stedet, hun tilbringer små 8 timer dagligt, spiller en rolle i, hvordan hun er.

Og her stopper Steiner-sagaen så. Hvis du hang på så langt, så tillykke. Du fortjener næsten en præmie. Burde gøre alvor af at lave den surdejs-give away, jeg har fablet om (tænker, at surdej også er lidt Steinersk). Håber, I blev bare en anelse klogere på, hvad Steiner er for noget. Det gjorde jeg i hvert fald...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...