fredag den 29. april 2011

Folk er fan'me søde!

... altså nogen gange. Andre gange er de svært irriterende, men det er en anden historie. I dag handler det om de søde af slagsen.

For en uges tid siden skrev jeg jo (bl.a.) om, at Øglen havde smadret sin Dyrene på Landet-dvd, og at jeg havde været så letsindig at love hende en ny. Hvilket viste sig at være lettere sagt end gjort, eftersom den er som opslugt af jorden i de MANGE (eller, i hvert fald 3) Tiger-butikker, jeg besøgte.

Men så var det jo, at Pernille (som vist ikke har en blog, og som jeg derfor ikke kan linke til?) var så sød at skrive i en kommentar, at hendes søn ikke rigtig gad deres Dyrene på Landet, så den måtte Øglen godt få. Var det ikke sødt?! Det synes jeg. Og se nu her, hvad der var i postkassen blandt alle de kedelige reklamer, jeg ikke har gidet slæbe op de sidste par dage.

Fin pakke til Øglen

Med dvd og tigerkort indeni

Og en hilsen til Øglen fra Aksel

Arjmen helt ærligt - var det ikke bare pænt gjort? Det synes jeg, og jeg synes, det er fantastisk, at der er mennesker derude i Blogland, der gider gøre sådan noget for folk de slet ikke kender. Tak, Pernille og Aksel!

Øglen er ellevild og har allerede set både fåre- og gede-afsnittet. Og råbt hurra mere end én gang (hvilket også kan hænge sammen med den skål jordbær, der akkompagnerer dvd'en, men hun er under alle omsætndigheder udelt begejstret).

Og nu er det weekend. Og solen skinner. Og dagene er ikke tapetseret med aftaler, som vi ellers er ret slemme til. Eneste minus er, at HDD har arbejdet i ca. 36 timer på nuværende tidspunkt med kun 1 times søvn. Men det indhenter han forhåbentlig på et eller andet tidspunkt...

Rigtig god weekend allesammen!

torsdag den 28. april 2011

Halvvejs

Er 20+0 i dag. Helt præcist halvvejs. Og har bl.a. brugt dagen på at være til scanning. Som kunne afsløre, at alting ser rigtig fint ud, og at Kamæleonen i øvrigt ser ud til at være en dreng.

Wheeeeee!

Det bliver simpelthen så spændende! Men mig? En drengemor? Det ved jeg jo slet ikke, hvordan man er? Og jeg har været fuldstændig overbevist om, at det var en lille pige, jeg render rundt og ruger på. Så det var noget af en overraskelse. For os begge to. Vi er åbenbart så fantasiforladte, at vi kun har evnet at forestille os en mere af sådan en, som vi har i forvejen. Men vi kunne tro nej, kunne vi. Og det er nok meget godt. Det bliver i hvert fald spændende. Og udfordrende (men det var det sq nok også blevet med endnu en pige). Og et eller andet sted lidt dejligt, at Øglen fortsat kan være noget helt specielt ved at være pigen, og Kamæleonen kan være noget helt specielt ved at være drengen.

Arj, det kom til at lyde forkert, men jeg håber, I forstår, hvad jeg mener. Kønnet er jo i virkeligheden underordnet. For hvert eneste barn er jo noget helt specielt i sig selv (især dem, jeg producerer - de er jo noget helt særligt...) Og under alle omstændigheder er jeg ellevild, men sidder bare her, helt alene, og kan slet ikke gå snakke-amok. Eller - det kan jeg godt, men det er bare sådan lidt looney, når nu der ikke er nogen til at svare...

Il Kamæleone

Øglen sover efter vældig begivenhedsrig dag, hvor hun har været med vuggeren på bondegårdstur. Og hun har sovet i lige nøjagtigt 5 minutter, fortalte en af pædagogerne. Hun var nemlig faldet i søvn i bussen 5 minutter før, de ankom til vuggestuen, og da de forsøgte at smugle hende op på en madras, vågnede hun. Og ville ikke sove igen. Det kunne vi godt have fortalt dem - det er nemlig hendes glansnummer: Øglen falder i.k.k.e i søvn igen, hvis hun vågner fra sin middagslur. Uanset hvor kort den så har været.

Så hun var træt her til aften. Gad ikke rigtigt være på legepladsen. Gad ikke rigtigt lege derhjemme. Ville bare sidde hos mig og blive nusset lidt. Og kl. 18.30 var hun grydeklar. Så jeg har en stille aften. HDD er på arbejde til den lyse morgen, så jeg tænker, at jeg skal benytte lejligheden til at fylde hele sofaen, spise mere Nutella, end jeg ville være bekendt, hvis han var hjemme, og måske falde i søvn inde i stuen. Med åben mund.

Græsset trives i bedste velgående, og Øglen siger godmorgen til det hver dag. Og kigger derefter over på mig og siger "Det er SMÅKT, mor!". Nuårrrrh!

Har ellers haft rig mulighed for både at fylde i sofaen, spise Nutella og sove med åben mund i dag uden at skamme mig. Jeg har nemlig haft fri (er en af den slags typer, der åbenbart ikke kan regne antallet af feriedage ud, så jeg har temmelig mange tilbage, som skal afholdes før 1. maj. Det når jeg ikke, men jeg kunne da nappe én - i dag - nu jeg alligevel skulle til scanning midt på dagen). Havde så egentlig planlagt en kop kaffe med en veninde, jeg ikke har set i 10.000 år, men hun aflyste i går, fordi hun stadig har det rigtig dårligt.

En seriøst tiltrængt manøvre med dén neglelak. Kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft/taget mig tid til sådan noget pjank :-) Kan derimod godt huske, hvornår jeg fik Anna & Lotte-fødder i sidste graviditet. Og det var IKKE allerede halvvejs. Grrr.

Så jeg havde lige pludselig en hel formiddag til rådighed. Hvor jeg ikke skulle noget som helst. Ud over at gå ned med skraldespanden. For en gangs skyld var der ikke liiiige et ærinde på posthuset, der skulle klares, en dims, der skulle købes, nogle ingredienser, der skulle handles eller andet uopsætteligt, så jeg havde tid til at dimse. I stor stil. Så bortset fra at bage boller og lægge neglelak på tæerne (altså, tå-neglene, mkay?) har jeg også nået at rydde op i køkkenet, gå på loftet med forskellige ting, læse en masse ulæste blogindlæg i min Google Reader og generelt bare mega-hygge. Hverdags-fridage uden for mange planer holder max!

Værs'go at slå et slag i bolledejen

Mmmm. Lige lidt Nutella på, og så er der ikke et øje tørt. (Skal i øvrigt lige siges, at bollerne er gyldne i virkeligheden og ikke grå. HTC'ens kamera lader noget tilbage at ønske).

tirsdag den 26. april 2011

Jeg tror, der er magi i luften

… eller også er det bare pollen. Altså, jeg kunne lovprise det helt fantastiske vejr i skyhøje toner fra nu af og ud i al evighed, men jeg synes måske godt, at alle træer og planter kunne koordinere lidt og lade være med at springe ud på præCIS samme tidspunkt. Jeg hoster og sprutter og nyser og klør (så meget, faktisk, at jeg tror, jeg er ved at klø skaden på hornhinden op igen), og jeg er ved at blive sindssyg. Og jeg kan betro jer, at jeg ikke blev mere venligt stemt over for planterigets forårstendenser, da jeg ringede til lægen, og han kunne fortælle mig, at man ikke liiiige kan få noget mod pollenallergi, når man er gravid. Man kan få noget, der kan tages "om nødvendigt", og hvor der ikke er "påvist fosterskader", men det var ikke noget, han ville anbefale. Med mindre jeg altså overhovedet ikke kunne være nogen steder for pollen. Det synes jeg jo ikke, jeg kan. Men hvis alternativet hedder dårlig samvittighed med dårlig samvittighed på (den har jeg ligesom rigeligt af i forvejen), så klarer jeg nok nogle dage uger i allergi-helvede. Men hvis nogen har en kløpind til svælget, så sig lige til, ikke?!
 Nå. Men det skal jo ikke være brok og ynk det hele. For selv om pollenen er allestedsnærværende, så er den alligevel blevet overskygget af påskeferien. Som har været vidunderlig, bedårende og helt og aldeles fhantharstisk (som min superlativ-glade Frederiksberg-farmor ville have sagt). Vi har sovet glimrende, siden vi kom hjem fra Sverige (lige bortset fra den ene aften, hvor Øglen nægtede at blive puttet - muligvis pga. de abnorme mængder chokolade-påskeæg, hun havde sat til livs. Når man er to og en sjat og smager chokolade for stort set første gang, er mådehold ikke et af de ord, der kommer i brug).

Øgle-modella i sit es på græsset

Vi har været på besøg hos Mormor og Morfar i 4 dage, og masser af solskin, stor have og et par kusiner til at lege med, er opskriften på rendyrket lykke for en lille Øgle. Nøj, hvor har hun hygget sig. Og hvor har vi andre hygget os. Drukket kaffe i solen, jagtet påskeæg i haven, bygget og malet legehus (arj, ok - det var de andre, der gjorde det. Jeg gik til hånde indendørs i stedet), klappet geder på Naturskolen, spist uforskammede mængder mad, snakket, grinet og alt muligt andet, der hører sig til, når det pludselig er blevet sommer, og alle er glade og i godt humør.

"Hejhejj, lille får"

Det nybyggede og -malede legehus

Det har været en fornøjelse at se, hvor meget Øglen har haft ud af at hænge ud med sin store kusine på hele 4 år. Og lige bortset fra de gange, hvor de gik i clinch over, hvis tur det var til at have bogen / skovlen / påskeæggene / bestemmer-retten, så har de storhygget. Og kusine V's sprog har i den grad smittet af på Øglen. Hun har i en rum tid sagtens kunnet gøre sig forståelig med masser af enkeltstående ord og nogle få, "sammenhængende" sætninger. Men efter besøget hos Mormor og Morfar, har det virkelig taget fart med sætningerne.

Hmmm, det var da underligt. Hvor tror du, de ekstra brædder skal hen, far?

Der gik fx ikke mere end 3 sekunder, før hun kunne sige "Nejjjj! Øglen bange Troldemor"  (Oldemor var på besøg, og hende var Øglen åbenbart bange for denne her gang) og "Gå VÆK, lille bi!" (Øglen var så også bange for ALT det kryb, man måtte finde i en have. Det være sig myrer, fluer, bier, edderkopper, m.fl. Og de blev alle sammen kaldt "lille bi"). Og i går, da vi var kommet hjem, og jeg var ude i køkkenet, mens Øglen så Pingu i stuen, hørte jeg lige pludselig en meget bestemt Øgle kalde: "MOAR! Hvad SKETE der!? Pingu hakker helt VILDT!!!") Ved ikke lige, hvor det der råweri kom fra, men det virkede - ikke mindst, fordi det lød RET sjovt.

Lige pludselig er det dog gået (endnu mere) op for mig, hvor stor hun er blevet. Det var forholdsvist let stadig at putte hende i babykassen (her taler vi metaforisk, mkay?!), mens hun ikke kunne sige så meget, men i takt med, at hun får mere og mere sprog (og at borgmestermaven i øvrigt er på retur, fordi hun er blevet rankere), kan jeg vist godt pakke den kasse væk og finde barnekassen frem i stedet. Lidt vemodigt, men alligevel så hyggeligt. (Og så skal jeg lade være med at tænke på, at jeg er blevet tilsvarende ældre. Det er en lidt deprimerende tanke).

Næh hov - se nu der. Endnu et alfabet-tæppe. Det kan man også nå i en lang, dejlig påske. Men nu stopper alfabet-hækleriet altså også, for jeg orker ikke at bande og svovle så meget en gang til...

Håber, I alle har haft en dejlig ferie (hvis I altså HAR holdt ferie). Glæder mig til at læse op på hele Blogland - må indrømme, at det ikke er blevet til meget computertid i sommervejret...

onsdag den 20. april 2011

Det der med at have fri

- sådan mange dage i træk, iggå?! hvorfor har man ikke det noget oftere? Det holder jo MAX (som de unge ville sige).

Vi er hjemme i civilisationen igen efter at have tilbragt nogle skønne, solbeskinnede dage i Sveriges-land. Vi havde 18 grader, sædvanen tro kun et ganske beskedent mobilsignal, og masser af tid til at læse, hækle (og trævle det hele op igen, fordi jeg er en krea-spade, der bør lade være med at lave noget som helst med garn) og ikke mindst lege med Øglen. Som i øvrigt brillerede ved at være herre-cranky både fredag og lørdag, og så lige nægte at sove om natten. Så vi var pænt brugte, da vi nåede mandag. Hvor Mormor og Morfar heldigvis kom forbi til kaffe (fordi de lige var i området?!) og kunne agere lege-onkler. Og vi kunne læne os lidt tilbage og mærke, hvor trætte vi egentlig var. Og beslutte at tage hjem mandag i stedet for tirsdag. Fordi vi helt ærligt ikke orkede endnu en nat uden søvn.

"Arj, mor. Ikke spise kogle". Præcis, min Øgle. Præcis.

Mormor og Morfar på jagt efter Øglen

Står med Kiks

Virkede som om, Øglen var helt enig. I hvert fald brokkede hun sig ikke det mindste over at skulle køre i varm bil i halvanden time, før vi nåede færgen. Men ok - det kan selvfølgelig også hænge sammen med, at hun havde en iPad som underholdning (har jeg fortalt, at jeg har købt sådan en? Hva' hva' hva'? Godt nok kun en 1'er - man er vel second mover - men alligevel. Den er for sej, og Øglen er nærmest allerede bedre til at betjene den end mig). Og selv om man godt kan blive liiiiiiidt sindssyg af at høre Rasmus Klump-melodien (eller i hvert fald den, de bruger i Rasmus Klump-app'en) ca. 40 gange, men hvis Øglen har det fint med at se den samme stump film 40 gange og dermed ikke brokker sig, så er lidt sindssyge vel værd at tage med?!

Og nu er vi så hjemme igen. For en kort bemærkning, før vi smutter hjem til Mormor og Morfar og bliver der nogle dage. Det var skønt at være i Sverige, søvnmanglen til trods, men det er nu også meget rart at have nogle fridage i byen. HDD har arbejdet i dag, så Øglen og jeg har hængt ud. Cyklet ind til byen for at finde Øglens elskede "Dyrene på landet" (rygtet ville vide, at de havde den i Tiger på Kultorvet) - uden held. Helt super, når nu jeg havde lovet hende den. Men udover, at hun har sagt "Dyrene å æ land (hendes jyske ophav fornægter sig ikke) er i stykker. Mor ikke finde ny" omkring 94 gange i dag, så har hun faktisk taget det meget pænt. Men hvis en af jer lige falder over den famøse dvd, så giv lige et praj, ikke?

Det er denne her dvd, der har fået mig til at tæske rundt i diverse Tiger-butikker. Øglens eksemplar er nemlig blevet så ridset, at det er svært at få meget mening ud af historierne, så optimistiske Øglemor har lovet afkommet en ny dvd. Men så nemt skulle det åbenbart ikke være... Billede lånt her

Nåmmen, bortset fra forgæves cykeltur (som faktisk var rætti hyggelig), så har vi plantet græs (hvem siger, at man ikke kan have en have, selv om man bor på 4. sal?), charmeret gamle damer i den lokale genbrugsbutik (arj, ok - det var Øglen, der charmerede. Jeg snakkede bare) og været et smut på legepladsen. Hygget derhjemme og nydt, at der ikke var noget, vi skulle nå. Og så har jeg begrædt et par gange, at jeg var helt så ivrig med saksen i går, som jeg var, for Øglen har fået totalt grydefrisure. Heldigvis virker det ikke som om, hun har noget imod sit nye look. Og det vokser vel ud igen, tænker jeg. HÅBER jeg.

Projekt Indendørs Have. Nu med græsfrø over det hele. Håber, de gider vokse op og blive til et fint grønt tæppe, for det er altså LIDT sjovere at kigge på end en plantekasse fyldt med jord. 

Den skam-klippede Øgle (men til mit forsvar vil jeg lige sige, at pandehåret ikke er skævt i virkeligheden. Det sad bare lidt mystisk lige her). Ahem.

Nu har jeg netop hevet en kage ud af ovnen, så jeg har tænkt mig at bruge resten af aftenen på at sidde på mine hænder. Må nemlig ikke spise noget af kagen, der er til i morgen hos Momor og Morfar. Øglens yngste kusine fylder 1, og så skal der jo kage på bordet...

Alt i alt har det været en fantastisk fridag herhjemme, og jeg ser frem til flere af samme kaliber de kommende dage. Håber, I får en dejlig påske allesammen.

fredag den 15. april 2011

Kan I høre det?

Påskeferien kalder. Højt og vedvarende. Den står lige uden for døren her på kontoret og råber, og jeg glææææder mig til, at jeg om 3 timer kan lukke computeren ned og galoppere ud i armene på 10 dages frihed.

Der har været tryk på på det seneste. Også for meget tryk. Selv om humøret har holdt skansen, er det gået ud over energien, nærværet og ikke mindst samvittigheden. Jeg har haft en stadigt tilbagevendende følelse af ikke at slå til der, hvor jeg allerhelst ville slå til, og mens det kan gå an i en periode, så kommer der et tidspunkt, hvor man trænger til at trække stikket. Det tidspunkt er kommet nu og falder meget belejligt sammen med overskydende fridage og påske. Jeg kan slet ikke få armene ned. 10 dage, mand. Rigelig tid til at få ladet batterierne op og måske endda også få et i reserve.

Så når Øglen er blevet hentet i vuggeren, er vi en tre stykker (og ½ sparkende en i mavsen), der skrider til Sverige. Til ødegården, hvor der hverken er tv eller radio - eller mobilsignal, for den sags skyld. Så der skal offlines. Spilles Scrabble, gåes ture i granskoven, leges udenfor til den helt store guldmedalje (vi hepper på godt vejr!), hækles og læses. Og fremfor alt skal jeg nyde, at jeg har tid til at lave ingenting. Og være sammen med mine to yndlingspersoner.

Ferie er nu ikke sådan at kimse af. Også selv om jeg holder meget af hverdagen. Engang imellem er det bare meget rart at skifte den ud med mere tid og endnu mere nærvær.

Håber, I allesammen får en skøn påske. Vi blogges ved, når jeg er tilbage i civilisationen.

onsdag den 13. april 2011

Bestillingsindlæg: Det første møde

Her kommer lige et bestillingsindlæg mere. Åbnede jo selv lidt for muligheden forleden, kan man sige, da jeg efterkom Louises ønske om at høre noget om Øglens Steiner-agtige vuggestue. Og GravidGrahvad var ikke sen til at benytte sig af mulighedsvinduet (hvorfor er det lige, at 'mulighedsvindue ikke lyder heeelt så catchy som "window of opportunity"?!)

Hun ønskede sig et indlæg om, hvordan HDD og jeg mødte hinanden. Og jeg erindrer da også svagt et eller andet om, at jeg engang i et kommentarspor var så sløset at skrive noget om, at det kunne være, at jeg kom med historien en dag. Det gjorde jeg så bare aldrig. Fordi jeg glemte det *flov smiley* Men NU er der ingen vej udenom. Og ligesom sidste bestillingsindlæg, så bliver det her langt. Rætti langt. Det er derfor ganske frivilligt, om I vil læse med helt til slutningen (undtagen dig, GG - du er tvangsindlagt).

Billede herfra

Det var i det herrens år 2007. Jeg havde været single i 1½ år, og selv om jeg havde haft en fest, var jeg så småt begyndt at være klar til at møde en sød fyr. Så jeg ikke behøvede at være helt mutters om søndagen. Eller gifte mig med min søde søde veninde, i matchende hvide læderkjoler, som var planen, hvis ingen af os havde mødt en mand, når vi fyldte 35. (Ikke, at det ikke ville være smadderhyggeligt at være gift med min veninde. Bevares).

I single-tiden havde jeg drukket min del af drinks og udstået min del af irriterende, fulde folk, og jeg kunne, uden at tænke alt for meget over det, hurtigt konstatere, at det der med at finde en kæreste i det københavnske natteliv nok ville blive omtrent lige så nemt, som det er at finde Osama bin Laden. Altså måtte jeg lægge hovedet i blød. Hvor f***** møder man ellers søde mænd, hvis man ikke gider gå til obskure fritidsinteresser eller troppe op til samtlige fodboldkampe på den lokale sportsbar? Det tog mig forbavsende lang tid at nå frem til åbenbaringen Netdating™, når man tager i betragtning, hvor meget tid jeg (også dengang) tilbragte ved computeren. Måske fordi jeg, delvist ubevidst, syntes, at det var liiiiidt taber-agtigt sådan at blive nødt til at sætte datingen i system. At det ikke var helt lige så "rigtigt", hvis det foregik på den måde, som hvis man bare lige bumpede ind i verdens sødeste fyr nede i Netto, tabte sin taske, han hjalp med at samle den op, og man så bare - lige dér, midt i Netto - fandt ud af, at man ikke kunne leve uden hinanden.

Men dengang (som nu) levede jeg i den der virkelige verden, hvor sådan noget bare ikke sker. I hvert fald ikke, når man bor på Østerbro, og den Netto, man oftest frekventerer, er en af de travleste i landet. Hvis man taber sin taske derovre, kan man være så sikker som amen i kirken på, at nogen vil vrisse højlydt af en, for derefter at køre taskeindhold - og måske en selv - over med barne- eller indkøbsvogn, og al sød musik vil forstumme, før den overhovedet er opstået.

Netdating™ it was.

Billede herfra (og nej, det er ikke mig på billedet)

Søgte moralsk støtte hos en af verdens tre sjoveste, som var med til at forfatte en vældig morsom og sød og catchy og alt det der profiltekst (syntes vi i hvert fald selv). Men det der med billede nægtede jeg. Selv om jeg selv konsekvent sorterede alle henvendelser fra fyre uden billede væk. Jeg kontaktede naturligvis ikke nogen selv - ventede på, at de kom til mig. For jeg var jo lidt hævet over det der pjat. Men. Det endte faktisk med at blive helt sjovt. Selvfølgelig var der nogle klaphatte, men modsat i nattelivet, hvor klaphattene har en tendens til at svirre som bananfluer, så er det lidt nemmere at give dem et dødbringende klask via Netdating™ - nemlig ved at tie dem ihjel. Easypeasy. Og der var faktisk ret langt mellem de VIRkelig store klaphatte. Der var derimod en masse søde mennesker.

Nogle af dem mødtes jeg med, andre skrev jeg bare lidt sammen med. Men der var ikke rigtig noget, der fængede. Ergo tog jeg min sjove veninde i ed igen. Vi tweakede min profiltekst, så den blev endnu sjovere (det skulle man ellers ikke tro var muligt), og hun truede mig til at hoppe ned fra min høje hest og selv begynde at kontakte nogle fyre. Det måtte jeg jo så indvillige i. Om end modstræbende.

Men. Inden jeg nåede det, så var der jo denne her søde fyr, der kontaktede mig. Han boede på Østerbro, havde pænt hår, kunne skrive, var vild med musik og gik til næsten lige så mange koncerter som mig, og så var han sjov! What's not to like?! Efter tre mails foreslog han, at vi skulle mødes, og selv om jeg syntes, det var pænt hurtigt, slog jeg til. Senere har jeg så fået at vide, at det var fordi, han ikke gad betale for endnu en måneds medlemskab af datingsiden (nærigr*v). 

Bog herfra. Jeg har aldrig læst den. Men det gik jo helt fint alligevel...

Vi udvekslede telefonnumre. Og han foreslog, at jeg jo bare kunne ringe. Ehm. Altså. Nej, helst ikke. For sagen er den, at jeg ikke er voldsomt glad for at tale i telefon med folk, jeg ikke kender. Jeg er blevet bedre til det, men dengang er det vist ikke nogen overdrivelse at sige, at jeg var en lille smule bange for at skulle ringe til næsten fremmede mennesker. Bare sådan noget som vvs'eren og skoleadministrationen kunne få mig til at gå lidt i coma, så tanken om at skulle ringe til HDD, var temmelig angstprovokerende. Jeg fik snoet mig udenom, og vi klarede planlægningen af vores første møde via sms og e-mail (nu udenom datingsiden, fordi NHDD (Nærige HDD) ikke ville betale de 69,- (mener jeg), det kostede pr. måned).
Haribo-kys herfra

Skæbnen ville, at jeg i den periode havde sindssygt travlt. Jeg havde lige fået en fuldtids-praktikplads, min sjove veninde og jeg var lige gået i gang med at skrive speciale, og en af mine meget gode veninder skulle giftes, og jeg var med i polterplanlægningsudvalget. Det levnede ikke mange tomme felter i kalenderen, men vi fandt da ud af at mødes - 14. februar 2007. Valentine's Day, som en af os konkluderede i en mail. Men med en pæn portion distancerende ironi kunne vi sagtens overbevise os selv og hinanden om, at det jo ikke betød noget. Det ER jo en amerikansk ting, som vi i vores kækhed på ingen måde behøvede at tage del i. Og det behøvede vi da heller ikke. Men det behøvede resten af Kbh åbenbart. Så da vi først havde mødtes for at høre lidt jazzzz (og var gået efter første set, fordi man jo sjovt nok ikke kan tale helt vildt meget sammen til en intim-jazzkoncert, hvor man udgør ca. 1/4 af publikum, uden at påkalde sig unødig opmærksomhed), gik vi på Café Sommersko. Hvor der var hjerter over det hele og Lady in Red i højttalerne. Der var sne udenfor, café latte i kopperne og samtaleemner til mere end bare én date, så da vi fulgtes hjem til Østerbro efter en hyggelig aften, blev vi enige om at gentage succesen.

Det gjorde vi så ugen efter, og vi er blevet ved med det i efterhånden lidt mere end 4 år. På trods af, at jeg faktisk var snothamrende forkølet og på penicillin på vores første date. Og i øvrigt havde forsøgt at sno mig udenom ved at udsætte daten, men var blevet blankt afvist af HDD, som mente, at "man vel altid kunne drikke en kop kaffe". Temmelig vedholdende, dér, men senere har han fortalt, at han troede, at min forkølelse bare var et påskud for at droppe daten helt, og det ville han ikke lade mig gøre. (Så kan man jo spørge sig selv, om han fortrød dén disposition en smule, da han så mig ankomme - med et hoved på størrelse med en sækkestol og et års forbrug af Kleenex i tasken).

Men et eller andet må jeg jo have gjort rigtigt, for han gad godt se mig igen. Og igen. Og igen. Også selv om jeg havde så psykotravlt og arbejdede hele tiden - hvadenten det så var på specialet eller på praktikpladsen. Men det hjalp selvfølgelig lidt på det, at vi rent faktisk arbejdede det samme sted (ja, det var et temmelig stort sted, så havde ikke lige spottet hinanden på "jeg tabte lige min taske i kantinen"-måden). Og at vi boede ca. 500 meter fra hinanden. Og brugte den samme Netto. Så i teorien KUNNE mit Netto-scenarie godt have udspillet sig for os. Hvis nu månen havde stået i 7. hus og Jupiter havde ligget på linje med Mars (næh, vent lidt - det er sq da fra The Age of Aquarius).


Billede lånt her. Kunne også være en mulighed for at møde en kæreste, tænker jeg - til en åbningsfest i Netto...

Havde jeg vidst den aften, at jeg her, lidt mere end 4 år senere, ville have en lejlighed, en bil, en 2-årig Øgle og en Kamæleon på vej med ham der den søde fra Elitedaters, ja så ville jeg nok have haft en anelse mere præstationsangst på vej til vores første date. Og have forudset, hvor svært det ville være at få bord på en restaurant på alle vores årsdage fremover. Fordi det er på den der Valentine's Day. Men på den anden side, så er det nok meget godt, at jeg ikke lige havde en krystalkugle. For 2007-mig ville måske have været skræmt fra vid og sans - næsten direkte fra singlehood ind i far, mor og børn. Men engang imellem er det vist bare det bedste at svæve i lykkelig uvidenhed, for jeg har ikke fortrudt et sekund. Hvis jeg skulle gøre noget som helst om i mit og HDD's forhold, er det eneste vist, at jeg en anden gang ville have brugt en flyttemand til at flytte HDD's seng fra hans lejlighed til min, da vi sådan officielt flyttede sammen. Eller i det mindste en bil. Jeg ville ikke længere gide at slæbe den hele vejen. HELLER ikke selv om der kun er 500 meter. 500 meter er for langt, når man slæber på en halvandenmandsseng.

Så det er HDD og mig. Ikke noget, der ikke tåler dagens lys. Men til gengæld en stor stor kærlighed. Som kun er blevet større, efter Øglen er kommet til. Og som det næsten ikke er til at forstå måske vokser proportionelt, når Kamæleonen melder sin ankomst. Ret vildt, hvad internettet kan gøre, ikke?

mandag den 11. april 2011

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget

Der er (stadig) rocker-travlt på job. Det trækker tænder ud, men heldigvis har weekenden været über-skøn med solskin og al tid i hele verden til at tumle, lege og nyde at til stadighed undres over, hvor hurtigt sproget hos en to-årig udvikler sig. Det har ladet batterierne godt op, og jeg er nu klar til en sprint her i den kommende uge - påskeferien står nemlig og vinker lokkende til mig ude i horisonten.

Og når det endelig skal være så travlt på arbejde, så kunne det faktisk være meget værre. For se nu her:

Chokolade-/mint-muffins med blå frosting

Afdelings-burgerfrokost (i fredags, godt nok. Ikke i dag). Fordi det var synd for os

Slikbjerg. Til fri afbenyttelse. Ja tak.

Og klokken 14 er der kage (de der muffins var i fredags. Det er jo ikke fordi, vi spiser kage TO gange på en arbejdsdag. Næh nej...). Er der noget at sige til, at jeg bliver stor som et hus? Kamæleonen vil jo smage det HELE. HDD er begyndt at kalde mig Barbamama. Jeg vælger at tro på, at han tænker på, at Barbapapaerne kan antage en milliard forskellige former, og at han synes, at jeg har antaget høj og slank-formen. Og ikke fordi jeg efterhånden er nemmere at hoppe over end at gå udenom. Jo, det må helt klart være det, han mener...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...