søndag den 29. maj 2011

Brok og brunch

I går havde HDD fået udgangstilladelse. Han skulle drikke kaffe med en veninde, og så skulle han til drengeaften med pølser på grillen og Champions League på storskærm. Ikke, at han overhovedet interesserer sig for fodbold, men grillpølser og mandehørm kan han godt lide, så af sted med ham.

Jeg var så hjemme med Øglen. Som var MEGAsur. Måske fordi jeg havde nappet hendes sut. (Projekt Sutten er kun til at sove med har desværre lidt et knæk på det seneste, og der er nogen, der ikke har været så hurtige til at konfiskere sutten, som man kunne have været. Ahem). Nå, men der blev skreget en del. Smidt med nogle ting. Pylret godt og grundigt igennem. Og totalt og aldeles nægtet at sove (selv om sutten - og dermed Øglens gode humør - blev tryllet frem ved puttetid). Så jeg brugte alt for lang tid på at putte. Og min tålmodighed blev sat på en alvorlig prøve, eftersom både massiv graviditetstræthed (hvad sker der for, at den bare kan komme akut?!) og halsbrand valgte at komme på besøg samtidig. Blev så heller ikke bedre af, at HDD ringede hjem, LIGE da Øglen var døset hen, og jeg var listet hen til døren for at kigge til hende. Og hun vågnede ved, at min telefon ringede. Grrr.

Men. Hun faldt i søvn. Og det er de gode ting, man skal hænge sig i, 'ing? Så jeg havde en dejlig aften i selskab med en pakke Oreos (de tolvethalvtkilo gled lige ud af erindringen for en stund), virkelig dårlig film i tv og en hæklenål. I et anfald af panik over, at Varanen nok ikke har brug for flere tæpper, end dem jeg allerede har hæklet, kastede jeg mig over Karens kugler (det lød forkert, men klik på linket) og forsøgte at omdanne dem til noget uro-noget (også til Varanen, som kommer til at leve sit liv i eller omkring et eller andet hæklet). Så - I give you det første spæde forsøg på et par Kuglefugle:

Det er så meningen, at de skal hænge på noget uro-halløj, mkay? Og stirre den stakkels Varan lige ned i krydderen. I øvrigt er jeg med på, at den hvide mangler et næb. Og at maskerne er blevet lidt forstrakte. Men jeg har heller aldrig kaldt mig selv for krea...

Men det, det her indlæg egentlig skulle handle om var, at det i dag var min tur til at være ude og føjte lidt. Så efter en noget blæsende omgang på legepladsen, stak jeg af ind til Kbh K for at spise brånsj med kollega, der havde været så sød at foreslå forleden, at vi hang lidt ud. Gerne for mig. Hun havde spottet noget af det der tilbuds-noget (Downtown eller Spotdeal eller Dagens Bedste eller hvad dælen de allesammen hedder) og købt 2xbrunch på Skt. Petri. Ja tak! 
 
Altså, efterhånden er jeg blevet lidt småtræt af brunch. Ikke konceptet, som jeg holder meget af, men maden! Synes i dén grad, at den er den samme, uanset hvor man kommer hen, og så synes jeg, at caféerne er blevet lige lovlig friske med priserne. De hapser rask væk 150 kroner af ens surt sammensparede penge, og så er der i øvrigt ikke drikkevarer med. Men jeg kommer tydeligvis bare de forkerte steder, for jeg skal da lige love for, at jeg blev glædeligt overrasket i dag. Magen til brunch skal man altså lede længe efter (og nej - jeg har ingen aktier overhovedet i Skt. Petri, som jeg i øvrigt synes er et temmelig uinteressant sted med både hotelværelser og drinks til overpris). Der var alt, hvad hjertet maven kunne begære, og der var et helt bord kun med kage. Jeg siger det bare. Og ja - tanken om de tolvethalvtkilo smuttede lige endnu engang for en kort bemærkning.

Vi fik spist en hel del. Og sludret. Og spist lidt mere. Og jeg strøg direkte hjem og købte et par værdibeviser mere, for de kan bruges hele sommeren, og jeg synes da egentlig ikke, at HDD skal snydes for sådan en overdådighed. Hvis I bor i eller omkring Kbh, kan I også nå det - frem til midnat - det er virkelig alle 149,- værd.

Øglen og hendes nyeste allerbedste ven

Det var dejligt med en børnefri brunch (altså for mit vedkommende - der var masser af andre børn derinde, men ingen af dem i min varetægt, så jeg kunne koncentrere mig om at spise), og da jeg kom hjem, var jeg ladet op til en dosis Øgle, der var lidt befippet efter at have været en tur på Bakken med HDD, farmor, faster og sine fætre (forstår hende egentlig godt - ville selv have haft det nogenlunde ligesådan, tror jeg). Hun havde hygget sig, men ikke turdet forlade sin klapvogn, fortalte HDD, og hun havde ikke været imponeret over det store opbud af mennesker. Den softice hun fik, havde dog hjulpet lidt, og dagens helt store hit var den ballon, hun fik charmet ud af sin farmor. Hun har holdt den i hånden snoren hele eftermiddagen, og nu svæver den gigantiske Barbablå inde ved Øglens seng og passer på hende, mens hun sover. Det er som om, at de 85 kr. sådan en svend (femogFIRS?! Godt, jyde-mor her ikke var med) koster, føles som knap så meget, når glæden er så stor...

fredag den 27. maj 2011

Virkelighedsfjern?

Mon man handler for meget på nettet og for lidt i rigtige supermarkeder, når Øglen med spænding i stemmen udbrød "Det er AFTENSmad, moar!", da det ringede på døren for lidt siden?!

Det var nu ikke aftensmad, men svigerinden. Som kom på besøg med en gigantisk buket blomster, der nu står på vores sofabord. Dikteret af Øglen. "IKKE stå i vinduet, mor. Stå dér. Nu! Tak, mor".

Det er ret hyggeligt, at hun ævler løs. Men det var nu lidt nemmere, før hun fik en mening om alting (eller i det mindste bare ikke kunne udtrykke den)...

Rigtig god weekend til jer alle!
"Dén er lilla, og dén er lilla, og dén er oss' lilla, mor"

torsdag den 26. maj 2011

Tykke mor

Nå, så er det officielt. Nu er det ikke længere kun en joke mellem HDD og jeg (mest HDD), at jeg er for tyk til at gynge, for jeg er  nemlig blevet vejet som et andet kreatur hos min læge. Til den der 24 ugers-undersøgelse man skal til "hos egen læge". Overvejede et splitsekund at sige "ORK ja, og jeg har kun taget 37 gram på", da lægen spurgte mig, om jeg havde vejet mig derhjemme, men efter at have opsparet små 33 års livserfaring ved jeg jo godt, at det ikke er lægen, jeg snyder, men mig selv. Så jeg krøb til korset og sagde i stedet for noget i retning af "absolut nej - holder mig helst så langt væk fra vægte som overhovedet muligt". Kan være, at jeg skal lære middelvejens kunst; lad være med at lyve, men lad også være med at være hudløst ærligt omkring sådan noget som vejning, for min myndeslanke læge spidsede jo straks ører, og jeg er ret sikker på, at jeg - hvis jeg havde kigget rigtig godt efter - kunne have set et par røde alarmer blinke på hende.

Min læge er skøn, men der er ikke meget kære mor over hende - således er hun kvinden, der til selvsamme 2. graviditetsundersøgelse, da jeg ventede Øglen, tørt konstaterede, at jeg egentlig godt måtte stoppe med at spise sådan i al almindelighed, da jeg havde været på vægten. Så jeg kastede mig ikke ligefrem jublende over hendes lille skrøbelige glasvægt i dag.

Det positive ved vejeseancen var, at mit gravide korpus ikke splintrede og ødelagde hendes vægt.

Det knap så positive var, at jeg på nuværende tidspunkt har taget ligeså meget på som ved føromtalte graviditetsundersøgelse - den der udløste den let spydige kommentar. Eller - jeg har taget 0,5 kg. mindre på. Og når vi er oppe i den størrelsesorden, så tæller selv de mindste marginaler med. Således vejer jeg nu 12,5 kg mere, end jeg gjorde, da jeg blev gravid.

Den lader vi lige stå et øjeblik.

12,5 kg. Tolv komma fem kilo. TOLVKOMMAFEMKILO! 12500 gram. 62,5 plader Marabou. 125 poser Haribo. 8,3 halvandenliters colaer. Ogsåvidere.

24+0 - nu officielt way wayyyy over før-graviditetsvægt. Havde det jo godt nok på fornemmelsen, men håbet har man jo lov at have. Beklager lille snip af pose (som - til bonusinfo - indeholder en brugt ble). Skal nok rydde op.

Armen, hvad sker der, mand? No wonder, at jeg føler mig som en hval. Men overraskende nok havde min læge ingen spydige kommentarer denne gang. Hun spurgte bare, om jeg tilfædigvis sidder og spiser flødekager hele tiden, og det kunne jeg svare benægtende på. Og tilføje, at flødekager er en af de eneste typer kage, jeg ikke kan lide, og at det muligvis kan have noget med dét at gøre. Herefter fik jeg en lille lektion i, at hun jo egentlig er ligeglad med, hvor meget jeg tager på, men at retningslinjerne jo er sat for den gravides egen skyld (tænkte jeg det ikke nok!) - og at det kan være farligt at føde, hvis man vejer alt for meget.

Jaja. Jeg ved det jo godt. Hun sagde det også sidste gang, og så længe siden er det jo heller ikke. Men når nu kage bare smager så godt?!? Lægen trøstede mig (måske hun i virkeligheden ikke er min rigtige læge - hun gør sig nemlig ikke rigtigt i trøst - men bare en empatisk klon?) med, at vægtstigningen hos gravide også kan hænge sammen med genetik (joh, meeeeen...), men at jeg naturligvis kan rykke på de helt åbenlyse ting. Som at lade være med at kædespise sukkerholdige ting (moi?!) og ellers bare have som målsætning, at jeg ikke tager mere på i hele graviditeten, end jeg gjorde, da jeg ventede Øglen - 16-17 kg i alt endte jeg vist på. Og hun nikkede (omend lidt fraværende), da jeg håbefuldt spurgte, om jeg mon ikke bare kunne være en af de der typer, der tager det hele på i starten af graviditeten og så 'flader ud'.

Da jeg skulle lige til at gå, sagde hun noget, jeg vist aldrig har fået at vide af nogen før; at hun ikke ville anbefale mig at dyrke mere motion, end jeg gør nu. Huh? troede nærmest ikke, at man kunne dyrke for meget motion. Og jeg laver jo reelt ikke andet end at cykle frem og tilbage til job og at futte rundt med Øglen. Men det er åbenbart rigeligt. Jamen SÅ vil jeg da bare læne mig tilbage og nappe en kage gulerod...

Men bortset fra vægtens himmelflugt gik lægebesøget rigtig fint uden de meget seriøse løftede pegefingre. Maven blev målt, og jeg hørte tydelig hjertelyd. Det er nu så hyggeligt. Og så roste lægesekretæren min urinprøve. Now that's a first.

Lægesekretær (med undren i stemmen): "Den var helt blank. Jeg tror aldrig, jeg har set så blank en prøve hos en andengangs gravid. Den var HELT blank og fin".

Mig (med flakkende blik over at høre ordet 'blank' så mange gange i en sætning, der havde noget med mig at gøre): "Ehm... Ok... Fint nok. Tror jeg nok... Hejhejjjjjj..."

Femkorns-/havregrød med kanel (og lidt sukker - shoot me!), latte, kiwi, mini-banan og appelsinjuice. Og min elskede trafikske...

Og nu er jeg så hjemme. Længe leve hjemmearbejdspladser. Har lige spist sen morgenmad - som egentlig var planlagt til at være en kanelsnegl fra Emmery's (Mille lokkede totalt meget med Emmerys ovre hos sig selv i går), men med sætninger som "12,5 kg mere end din før-graviditetsvægt" og "farligt at føde" rungende i ørerne, undlod jeg dén lille sukkersnas og tog i stedet hjem og lavede sund(ere) morgenmad. Som nu også smagte glimrende. Men det VAR jo ikke ligefrem en kanelsnegl...

onsdag den 25. maj 2011

HR? Borgerservice? A-kassen? Julemanden?

Det er så småt ved at gå op for mig, at jeg snart skal på barsel (eller, altså - til august, ikke? Så ikke snart-snart. Men alligevel lidt snart). Ikke kun fordi min lænd er begyndt at gøre ondt på den der psykopat-agtige måde, som den også gjorde, da jeg ventede Øglen. Heller ikke kun fordi Varanen danser jitterbug indeni maven. Lidt - men ikke kun - fordi jeg efterhånden er på størrelse med en sækkestol (og har cirka samme facon). Men primært fordi mine arbejdsopgaver så småt bliver færre og færre.

Jeg er jo ansat i et barselsvikariat. Og hende, jeg vikarierede for, er lige kommet tilbage. Nu overlapper vi så et par måneder (fordi min chef er sød og forlængede mig et par måneder, da hun hørte, at jeg var gravid og IKKE lige følte for at skulle melde mig ledig som højgravid), og det betyder, at der er god tid til at få min kollega sat ind i tingene igen og lige så god tid for mig til at komme ud af dem.

Efter en sindssyg periode på jobbet, hvor jeg nærmest ikke kunne huske, hvad jeg selv hed pga. travlhed, er det slet ikke så tosset at være to om at dele tjansen. Men omvendt er det lidt mystisk ikke at se sin to do-liste blive fyldt hurtigere end en ble fra et barn med rotavirus, når der grundet afsluttede opgaver bliver lidt plads. Derfor sidder jeg nu med en liste, der nok er lang, men ikke specielt omfattende. Og har den der 'gad vide, hvad jeg nu skal lave'-følelse (at det så er blevet til bordfodbold med kollegerne og lidt snusen rundt i Blogland, lader jeg være med at tale alt for højt om).

Og dén følelse har fået mig til at tænke på, hvor kort tid, der egentlig er til 1. august. Hvor min kontrakt stopper, og jeg er on my own efter 4 år i biksen. Godt nok kun 1½ år i min nuværende afdeling, men SÅ stor er virksomheden heller ikke, så jeg kender efterhånden folk ret godt. Det bliver mærkeligt at stoppe. Lidt vemodigt, men også lidt spændende. Både fordi jeg skal på barsel og lære et lillebitte væsen at kende, og også fordi 4 år i den samme virksomhed er en hel del, når man kun har været færdiguddannet i 4 år. Derfor kunne det måske være meget sjovt at prøve kræfter med noget nyt *trygheds-agtig smiley, der griner hysterisk*

Menaltså. Farvel-talen kan jeg skrive senere. Når jeg stopper, fx. Indtil da er der RIGEligt at se til med forskellige offentlige instanser. Fordi jeg jo pludselig er 'sådan en', der ikke har andre end staten til at betale min barsel. Det skal jeg lige vænne mig til, kan jeg godt mærke. Det generer mig lidt (og ikke kun fordi jeg har et unaturligt forhold til shopping). Også selv om det ikke har været nogen overilet beslutning, det her med, at jeg blev gravid igen. Og at vi vidste, at jeg udelukkende skulle leve af dagpenge på min barsel. Nooooo problems. I hvert fald ikke, da der var længe til jeg skulle på barsel. Nu er der ikke så længe til, og praktiske spørgsmål som "hvordan får man overhovedet dagpenge?" begynder at presse sig på.

Derfor har jeg i de sidste par dage snakket med og mailet med hhv. a-kassen, borgerservice, jobcenteret og noget, der hedder 'Barselsteamet'. Og vores interne HR-dame. Er blevet lidt klogere på nogle punkter, men temmelig meget mere forvirret på andre.

Vidste I fx godt, at man først kan gå på barsel(sdagpenge) præCIS 4 uger før sin barsel? Hvilket betyder, at jeg får nogle temmelig fattige dage fra 1.-18. august, fordi jeg ikke længere har noget arbejde, og fordi jeg ikke kan gå på barsel? Jeg kan så vælge at melde mig ledig i de 17 dage, fortalte a-kasse-damen (som i øvrigt var rigtig sød og relativt nem at forstå), "men det kan jo nærmest ikke betale sig". Fandt aldrig lige ud af hvorfor, det ikke kan betale sig, men måden jeg skulle melde mig ledig på, lød alligevel som noget, der krævede en Ph.D., og sådan en har jeg ikke, såeh...

Alternativt kan jeg holde ferie. Ja tak. Ferie vil vi gerne have! Det kræver så bare et feriekort fra mit arbejde - som jeg tidligst kan få sendt 10. august, sagde HR-damen, da jeg havde trykket mig gennem voice-responses absurd mange valgmuligheder. Så jeg har hørt noget om, at jeg nok ikke lige skal shoppe det store i DE to uger...

Derudover ved jeg nu, at jeg ikke kan melde barsel på forhånd hos kommunen. Fordi jeg skal være i opsagt stilling, før de kan gøre noget. Og at jeg i øvrigt skal være opmærksom på, at de nok forlanger en blanket fra a-kassen, så hvis de vil have den, skal jeg bare ringe igen. Adspurgt, om jeg ikke bare kunne anskaffe den med det samme, fik jeg svaret, at det jo ikke var sikkert, at de ville have den - fordi det, den der blanket DP-97436259K kan, åbenbart er noget, som kommunen selv burde kunne klare, når nu jeg ikke melder mig ledig. "Men de vil nok gerne have den alligevel". Nå. Jeg synes allerede, at de der Kommunen lyder som nogle rigtige skrappeduller, så jeg er lidt bange på forhånd.

Men altså - man kan godt nok bruge meget tid på først at finde ud af, hvem man skal ringe til, og dernæst på rent faktisk at begynde at ringe rundt. Det er jo en JUNGLE, og den er på ingen måde indrettet sådan, at den skal være bare sådan nogenlunde ligetil at finde ud af. På nuværende tidspunkt ved jeg ikke rigtigt mere, end at jeg ikke kan/skal gøre noget endnu. Men omvendt venter jeg stadig på at høre fra 'Barselsteamet', og det kan jo være, at de er af en anden mening...

Og for at det ikke skal være løgn, så skal jeg snart have fat i Pladsanvisningen. For at høre, om man mon kan skrive Øglen op til børnehavedelen af en bestemt integreret insitution (og rent faktisk have et håb i helvede om at få en plads til hende), eller om jeg bare skal droppe den idé straks med det samme. De har tidligere slået mine små, spæde håb i jorden, så jeg nærer ikke de store forhåbninger. Heldigvis er klokken blevet for mange til, at jeg kan nå at ringe til dem i dag, så det må blive i morgen. Eller i overmorgen. Kan næsten ikke vente på at foretage endnu Et Spændende Opkald, kan I nok høre. Måske jeg bare skulle skrive et brev til julemanden i stedet. Tror faktisk, at oddsene er bedre dér...

mandag den 23. maj 2011

Sssschhhh!

HDD vandt puttetjansen i dag, mens jeg handlede (nemlig.com, I ved) og vaskede op. Gnæggede lidt i skægget over dén arbejdsfordeling, eftersom jeg i går brugte den bedste del af en time på at synge samtlige børnesange fra Øglens Shufflebook, læse historier og forsikre hende om, at "mor står lige uden for døren" sådan ca. 58.000 gange.

Og fordi jeg er et dårligt menneske, så synes jeg, at det er mest rimeligt, hvis Øglen så giver HDD samme behandling, når det er ham, der putter. Men der gik lige nøjagtigt 4 minutter (arj, ok - det kan også være, der gik 5), og så var HDD tilbage. Gæt selv, hvor meget af opvasken jeg havde nået at tage på dét tidspunkt. Ikke én sang havde han fået lov at synge. Til gengæld havde Øglen overtalt ham til at få sit elskede (temmelig u-steinerske) klaver med i seng. Så nu - tre kvarter efter puttetid - er der et sandt potpourri af buttede barnehænders klaverklimpren, dyrelyde (oh yes - det kan det nemlig også sige) og Bjældeklang-medleys.

Det er sådan en svend, vi snakker om. Køn, ikke? Hapset herfra.

Altså, det er da selvfølgelig dejligt for både HDD og jeg, at vi ikke behøver at rende ind og ud af hendes værelse hele tiden, fordi hun kalder (i går "tabte" hun meget belejligt alle sine Shufflebook-kort ud af sengen omkring 4.900 gange, og fordi hun ikke er så kvik er så umanerligt godt opdraget, stod hun ikke ud af sin seng og hentede dem selv. Men så kaldte hun jo bare på mig i stedet. Suuuuk).

Nu kalder hun overhovedet ikke. Hun klimprer bare. I stor stil. Og hver gang, der så småt er ved at blive ro derinde, så gør klaveret lige opmærksom på, at det jo altså ligger lige dér og er tændt (skod-funktion - opfinderen har tydeligvis ikke børn selv). Og SÅ går det løs igen.

Egentlig er det ret sjovt. Og temmelig gakket. Men der kommer et tidspunkt i enhver mors liv, hvor man bare ikke KAN holde til at høre mere Bjældeklang. Jeg tror, det tidspunkt er ved at være oprandt for mit vedkommende.

søndag den 22. maj 2011

Mig-tid

I formiddags cyklede jeg et smut til Vesterbronx for at mødes med sød veninde, som jeg ikke har set alt alt for længe. Vi drak kaffe, heppede på marathonløbere (tænk, at jeg rent faktisk havde et startnummer til Cph Marathon... Gad vide, om det rent faktisk var endt med, at jeg stillede op, hvis jeg ikke var blevet gravid?) og fik hyggesnakket en masse.

Så hjem igen (lang omvej - tak, marathon-rute-planlægger-typer) til en tom lejlighed. HDD og Øglen er taget på tur til farmor, så dér bød lejligheden sig (desværre) lige til, at jeg kunne gå i gang med rengøringen. Vi har lige opsagt vores ikke så effektive rengøringshjælp, så nu skal vi jo til at gøre det selv. Daaaaamn, det er kedeligt. Det havde jeg lige glemt. Men to timers skrubben, skuren og tørren af hjalp kraftigt på lejlighedens lidt nussede tilstand. At det så medførte lændesmerter fra en anden verden, må vel være noget, man skal tage med. Eller se det som et tegn på, at det er HDD, der bliver nødt til at tage rengøringstjansen frem til engang efter fødslen... Hm. Et eller andet sted tvivler jeg på, at han køber dén, men man kan jo have lov at håbe...

Frokost på taget. Er det bare mig, eller smager rugbrødsmadder bedre, når man spiser dem under åben himmel?

Efter rengøringen syntes jeg, at jeg havde fortjent at sidde lidt ned, så jeg har netop brugt en lille time på tagterrassen med næste bog til Bogklubben og lidt sen frokost. Det er første gang i år, jeg har brugt tagterrassen, da den først lige er blevet 'åbnet' (noget med nogle møbler, der lige skulle olieres og samles og så'n), men det er helt sikkert ikke den sidste. Blev dog drevet ned af en dystert udseende regnsky og en hel del blæst, så nu sidder jeg solidt plantet i sofaen. Og bliver losset i mellemgulvet af Varanen, der tilsyneladende øver sig i karatespark. Eller også prøver han bare at give udtryk for, at Thomas Dybdahl ikke er his kind of music.

Øglen og uglen på legeren

Hm. Hvorom alting er, så har det været skønt med venindehygge, marathonhepning, rengøring (eller i hvert fald, at rengøringen er overstået) og alene-tid på taget, men nu må HDD og Øglen egentlig godt komme hjem. Jeg mener; klokken er næsten 17, og jeg har haft mig-tid siden klokken 11. Og nok synes jeg, at jeg er vældig interessant at hænge ud med, men man kan jo også få for meget af det gode...

fredag den 20. maj 2011

Shoppe-trang!

Nå, men siden jeg nu ikke må købe noget til Krummen (som jeg vist lige så godt kan omdøbe Kamæleonen til - HDD kalder ham det konsekvent, og jeg staver alligevel Kamæleon forkert hele tiden), så kan jeg vel gå på udkig efter noget til mig selv?! For jeg craver at bruge penge. Som jeg godt nok ikke har, men altså - det er en craving, og jeg er gravid, så jeg må godt. Basta.

Udfordringen er bare, at jeg tilsyneladende ikke kan begrænse mig. Jeg har netop brugt en h***** masse penge hos Hø&Møg - toppe, barselsbukser og andet mave-venligt tøj (og sikkert også noget mave-uvenligt tøj - glemmer stadig dunken engang imellem. Utroligt nok). Jeg har bare ikke modtaget noget af det endnu, så det er ret nemt at bilde mig selv ind, at jeg overhovedet ikke har shoppet. Så jeg har kigget lidt mere på nettet og har fundet nogle ting, som jeg jo helt sikkert ikke kan leve uden:

*Klassiske sølv-hoops fra Julie Sandlau, fx. Det er jo ikke muligt at blive ved med at eksistere, hvis jeg ikke får sådan et par. Vel? Især ikke fordi jeg kun har ét par sølv-øreringe, og det er jo sletter ikke nok. Vel? Så det eneste, der adskiller mig og øreringene udover en slunken konto er spørgsmålet om, hvorvidt det skal være de små eller de store hoops. (Jep, jeg har store problemer...)
 Billede lånt her

*Underskøn Diane von Fürstenberg-kjole, som jeg tilfældigvis faldt over på Trendsales. Jeg har et eller andet med hende DvF og har meget svært ved at lade en smuk kjole glide mig af hænde. Også selv om den i virkeligheden er for dyr og for elegant i forhold til, hvad jeg har brug for lige nu. Står nemlig desværre ikke liiiige og skal til en fest, hvor så elegant beklædningsgenstand er påkrævet (det er så her, en af jer lige smider en invitation til et eller andet min vej - om ikke andet, så bare proforma, så jeg kan overbevise mig selv (og HDD, selvfølgelig) om, at købet er helt berettiget). Så selv om man godt kan være gravid i kjolen (siger sælger), så nytter det jo ikke noget, hvis den ikke bliver brugt. Og det der med at sige, at det jo bare er den kjole, jeg skal bruge til Krummens barnedåb, det ved vi jo godt allesammen ikke holder en meter. For når den barnedåb engang kommer, er jeg enten for tyk, for ammende (selv om den faktisk ser ok ammevenlig ud på måske-falder-brysterne-alligevel-ud-af-sig-selv-måden) eller for jeg-craver-nyt-tøj-agtig til overhovedet at gide at kigge i skabet efter noget, jeg har i forvejen.


Billede lånt hos thisnext.com

*Ny pusletaske. Fordi jeg ikke rigtig orker at se mere på den Gaia & Ko jeg havde sidst. Desuden er den blevet temmelig træt i betrækket efter flittig brug, så farvel med den. Har længe cirklet om en Storksak Elizabeth - det gjorde jeg allerede, da jeg ventede Øglen, og min lyst til at eje tasken er ikke blevet mindre af, at jeg har set Ann-Christine flashe den på legepladsen fra tid til anden. Men nu er det bare sådan, at HDD skal have en hel del barsel i denne ombæring. Det havde han ikke med Øglen, så derfor havde jeg mere eller mindre frit slag til at vælge pusletaske (og så valgte jeg en sort Gaia & Ko?! Vorherre bevares!), men denne gang vil han gerne have noget, han magter at blive set med igen og igen og igen. Så jeg har lagt hovedet i blød. Og faldt egentlig først for en lækker sag fra Liebeskind, som Cecilie viste for et stykke tid siden. HDD var dog ikke overbevist (nok egentlig med rette), så nu har jeg bestemt mig for, at sidste nye fund skal overbevise ham helt og aldeles. Har nemlig lige fået øjnene op for Ally Cappelino, og mere unisex bliver det altså ikke. Vel, HDD?!

Billede lånt herfra 
Skal så bare lige overbevise mig selv om, at det er ok at give det samme for en taske i noget oilskin-lignende halløj med ca. 5 kvadratcentimeter læder på, som for en taske lavet nærmest udelukkende i kernelæder. Men man kan vel vænne sig til meget...

Og så er der alle småtingene. Alle de der nice to have-ting (fordi ovenstående, som tidligere beskrevet, jo er intet mindre end livsnødvendige). Måske man skulle spørge TDC, om ikke de er søde at kappe internetforbindelsen herhjemme. Så kan jeg nemlig ikke netshoppe, og det ville hjælpe en hel del, eftersom jeg nærmest aldrig shopper i fysiske butikker. Alternativt kunne jeg ringe til Nye Bankrådgiver og spørge, om hun ikke kan inddrage mit Dankort. Eller bare spærre det (kan nemlig kortnummer og udløbsdato og alt det jazz udenad). For noget bliver der nødt til at ske.

Og oveni alle de der livsnødvendigheder skal der så også være penge tilovers til Krummen. Som måske/måske ikke må tage på sin kappe, at vi skal have en søskendevogn. Hvad har I andre af erfaringer med sådan en svend? Er det nødvendigt, når der er 2,5 år mellem poderne? Nogle veninder siger nej. Andre kigger på mig, som om jeg er gal, når jeg end ikke havde overvejet det. Men når der er 3 km til vuggestuen, og det nok bliver mig (og baby), der skal hente Øglen hver dag, så er det måske meget rart. Eller hvad? Argh!

Nu er jeg forvirret. Men forvirret er godt. For jeg shopper sjældent, når jeg er forvirret. Og nu er jeg også blevet i tvivl om, hvorvidt DvF-kjolen i virkeligheden er for udringet (selv med en top under), når man som jeg render rundt og ligner hende her. Argh. Tror bare, jeg går i seng. Godnat. Blev der sagt.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...