fredag den 15. juli 2011

Onkel-humor

HDD er sjov sådan generelt. Og han synes for det meste også, at jeg er sjov. Af og til synes han dog, at humoren når under lavmålet i min familie og plejer at henvise til mig og mit ophav, når han støder på et særligt dårligt ordspil (helt ærligt - hvor længe skal man straffes for at synes, at ens brors "Hvem ka' - doktor Hauschka!"-vending var (ok - er!) ret sjov?!) Altså, det er da ikke mig, der griner HVER gang, den der Tulip-krokodille-reklame er på tv, vel, så måske nogen lige skulle feje for sin egen dør...

Nå. I det store hele er vi enige om, at hinanden er sjove. Men for HDD's vedkommende er det altså begyndt at gå kraftigt ned ad bakke med humoren i den sidste tid. Jeg ved godt, at Øglen ikke er til sofistikerede (ja - ovenstående humor er enormt sofistikeret, hvis I skulle være i tvivl) ordspil, og at hendes humor stadig er en smule... ... simpel... men jeg begynder efterhånden at blive bekymret for, om hendes humor nogensinde udvikler sig til det bedre med den stimulans, HDD giver hende.

 Gang i den på legeren

Han har nemlig udviklet onkel-humor. ONKEL-humor, I tell you. Den værste humor over dem alle. Tøhø-humoren, hvor alle grinesmiler anstrengt, men ingen i virkeligheden synes, det er sjovt. Ud over onklen, selvfølgelig. Og nu BOR jeg sammen med sådan en onkel-prankster. Som i tide og utide belemrer Øglen med sit nyeste påfund (et af kendetegnene ved onkel-humoren er i øvrigt, at repertoiret er utrolig sparsomt. Der er en meget lille palette af 'sjov' at tage af. Det, der er, bliver til gengæld gentaget ud i evigheden. Så tit faktisk, at selv det anstrengte grinesmil kommer på en alvorlig prøve fra tid til anden).

Det første påfund er den klassiske "nu tager jeg din næse" (og lader som om, at en lille haps af tommelfingeren er næsen, I ved). Til stor stor stor morskab for Øglen gennem flere uger/måneder. Ikke helt så sjovt for mig, men det er ok, når nu Øglen så åbenlyst havde en fest.

Nyeste påfund er så at stjæle Øglens navle. Nogen vil mene, at idéen i dén grad er planket af "nu tager jeg din næse"-tricket, men lad nu den ligge... Øglen er nemlig i den seneste måneds tid eller to blevet meget optaget af sin navle. Går rundt og kigger på den, nynne-synger "kravle-navle-navle-kravle" i tide og utide og skal også liiiige tjekke, at den nu er der, hvis hendes trøje ryger op, eller hun på anden vis får blottet maven. Hun synes også, at det er ret skægt, at både jeg og HDD har en navle, og hun er temmelig overbevist om, at Varanen kommer ud af navlen, når han engang ikke skal være inde i maven længere. (Gad vide, hvor hun har den idé fra?! *uskyldig smiley med et "jeg orkede ikke at tage den noget mere komplicerede forklaring og på den vis af vanvare komme til at lære papegøje-Øglen (papegØglen?) nye, spændende ord og kropsdele, som hun kan dele ud af i Steiner-vuggeren"-udtryk i fjæset*).

Lidt sjov er han nu, ham HDD, hvis man spørger Øglen. Her har han fx lavet en hule til hende. Dét er sjauw!

Men altså. Navlen. Meget spændende dims, synes Øglen. Og derfor kan HDD da heller ikke lade være med at drille hende. Med at stjæle den, selvfølgelig (til interesserede onkler in spe kan jeg berette, at det foregår på NØJAGTIGT samme måde som at stjæle næsen - bare uden tommelfinger-detaljen). Lidt på samme måde, som at Øglen ikke deler sin mad med nogen, synes hun så heller ikke, at det er spor sjovt at få stjålet sin navle. Overhovedet ikke, faktisk. Så hun bliver STIKtosset og råber og skriger "Nejjjjj far - ikke stjæle navløh. Gå VÆK, far. Gi' navløh tilbage. På igen!" og videre i den dur. Mens HDD triller rundt af grin. Og mens jeg trillede med de første par gange, så er vi nu nået forbi det anstrengte grinesmil og direkte til "Giv hende nu bare navlen, HDD. Hun gider jo ikke!" (Hvis jeg havde haft en top ti over sætninger, jeg ikke havde regnet med nogensinde at skulle sige, så må det med navlen have været en af dem). Det preller totalt af. Han stjæler videre. Og morer sig kongeligt hver gang.

Klar, parat, pak! (Umiddelbart inden ferien). Og man behøver slet ikke få stjålet navler for at more sig - det klarer man fint selv.

Nu kunne jeg skrive noget om små hjerner og små fornøjelser og sådan noget. Men det vil jeg lade være med. Og i stedet for bare lade humor-diskussionen hvile her.

onsdag den 13. juli 2011

9 uger...

Undskyld, men hvem slukkede for sommeren? Kom lige tilbage med den, ikke? Vi er nogen, der har en playdate lidt senere, og sådan en er alt andet lige lidt hyggeligere, hvis mødrene kan sidde og hyggesludre på bænk, mens ungerne kan lege i sandkasse, der ikke nødvendigvis ligner Peblinge Dossering alt for meget!

Sidder ude på det der arbejde og synes, det er liiiidt irriterende, at jeg ikke har taget cyklen i dag, men i stedet er kørt med HDD. På den ene side ville en cykeltur i morges have gjort mig temmelig gennemblødt. På den anden side er jeg nu nødt til at vente på, at HDD bliver færdig med at arbejde. Modsat mig har han rent faktisk temmelig travlt - måske fordi han har store planer om at beholde sit job. Dét løb er jo allerede kørt for mit vedkommende, så jeg kan ligeså godt drosle ned først som sidst (that's the spirit!).

Kan godt mærke, at det ikke gør noget, at jeg kun har 2½ uger tilbage på jobbet (håhr - toogenhalvuge. Det er bare LIGE om lidt, ved I godt det?!). Bliver større og større* og må indrømme, at der er dage, hvor jeg allerhelst bare ville blive i sengen. Eller i det mindste bare være derhjemme. Eller et eller andet sted end på en kontorstol i små 8 timer. Har det ellers fint nok, men jeg bliver sjovt nok tungere og tungere (hænger med garanti ikke sammen med den romkugle, jeg spiste i går eller den snegl, jeg lige har spist - så meget for dén frelsthed), og selv om mine fødder ikke er så hævede mere (tak, regn - så duer du da til et eller andet), så har jeg 1500-1600 gram Varan i maven, der jævnligt øver sig i DM i Trampolin på Blære. Jeg skal tisse hele tiden og nogle gange ret akut, faktisk. Mega-mosleren er nemlig ret god til at ramme plet.

Er 31+0 i dag, så 9 uger igen**. Det er bestemt til at overskue, og samtidig er det lidt angstprovokerende. 9 uger til lille ny skabning kommer og vender op og ned på alting. 9 uger til Øglen ikke længere er den eneste navle i vores lille verden. 9 uger til to arme ikke længere slår til. 9 uger til jeg skal have det som om, jeg er blevet kørt over af et godstog. 9 uger til jeg igen skal opleve, hvor meget kærlighed et hjerte lige pludselig kan blive fyldt op af. Osv. 9 uger er snart. Og selv om det af og til føles som lidt for snart, så glæder jeg mig også helt vildt. Ikke mindst til at se Øglens reaktion. Lige nu er det jo sjovt at ae maven, give sutten til Lillebror (ind under trøjen med den) og råbe "hejhejjjj Lillebror" i tide og utide (at hun så bed mig i maven med hele tandsættet forleden, nævner vi ikke med et ord). Men om dén entusiasme varer ved, når Lillebror manifesterer sig som ét stks. skrigeskinke i kølige lilla nuancer, dét må tiden vise. Indtil da er der vist ikke meget andet at gøre end bare at håbe...

*Forleden følte en pædagog fra Øglens vugger sig fx foranlediget til at gjalde ud over hele legepladsen, da jeg hentede Øglen, at jeg da GODT NOK var blevet enorm. Da jeg så nævnte, at der rent faktisk er to måneder til termin, så hun helt himmelfalden ud og sagde et eller andet i retning af, at det måtte være "et KÆMPEbarn", der kom ud af det, og at hun slet ikke kunne forstå, at jeg kunne holde til at slæbe rundt på den kæmpemave. Grrrrrr. HDD er sikker på, at hun mente det godt. I'm not so sure. Men jeg er også hormonella. (Den anden dag begyndte jeg fx at græde en lillebitte smule, da Øglen halvt i søvne kaldte på mig og et glas mælk. Hun var så sød og forpjusket (og tørstig), da hun fik det, og mellem de store slurke fik hun sagt "Tark mor" med lille sovestemme en halv snes gange. Og så kom jeg til at tænke på de børn, der har forældre, som ikke lige gider komme, når deres barn kalder, så de bare kan ligge der helt tørstige og kede af det og ikke forstå, at de ikke bare må få noget mælk, når nu de gerne vil have det. Jeez, altså. Gravide er ikke nødvendigvis lige rationelle, kan jeg nu se...)

**Eller sikkert 11 uger, nu hvor jeg har jinxet det...

mandag den 11. juli 2011

Skrid, regn!

Så sagde vi lige, at det holdt op med at regne, ikke? Bare lige inden for den næste time? Hvorefter skyerne forsvinder og solen titter frem? Vi er nemlig nogen, der skal hente Øglen i vuggeren og cykle hende (og sig selv) ud til Øglens (tr)oldemor på Frederiksberg. Og selv om der ikke er psyko-langt fra vuggestuen, så er der langt nok, hvis det tisser ned.

Man vil nemlig gerne holde Øglen i godt humør, forstår I. Fordi der er noget med, at Øglen var så bange for Troldemor (som i øvrigt ikke har nogen lighed med en trold overhovedet, men hedder sådan fordi min niece, da hun var lille - mindre- konsekvent troede, at det var oldemor, der blev sunget om, når hun hørte "Oppe i Norge"), at hun ikke turde gå forbi en døråbning, hvis hun kunne skimte Troldemor igennem den. Ahem.

Troldemor tog det heldigvis pænt - der skal mere til at slå hende ud - men det ville nu ikke gøre noget, hvis Øglen gad udvise bare en anelse mere pli i dag. Derfor har jeg også taget all time-favoritlegetøjet med i tasken (Padden, of course), og så skal der bestikkes, skal der. Friluftsbrusebad vil imidlertid gøre bestikkelsesarbejdet noget vanskeligt (og hvis Padden drukner i min i øvrigt ikke specielt vandtætte taske, som heller ikke har det alt for godt med regn, kan det jo være det samme), så hvis nogen kan en omvendt regndans, må I gerne lige træde til. Pronto.

fredag den 8. juli 2011

En dag under dynen. Eller noget...

Eih altså - det der prusteri og følen sig stor som et hus, jeg ævlede om i går - det blev siddende, gjorde det. Så jeg besluttede mig for at blive hjemme fra arbejde i dag. Tage en mig-dag, hvor jeg kan ligge ned, når jeg har lyst til det, tage en lur, når jeg er træt og i det hele taget bare lige skrue ned for alle "jeg skal liiiiige"-tingene.

Ehm, ja. Nu er klokken omkring 15, og det eneste jeg sådan rigtigt har fået lavet i dag, er netop "jeg skal liiiiiige"-ting. Det startede i morges, da jeg skulle til jordemoder. På Frederiksberg (selv om jeg skal føde på Rigshospitalet. Tak for dén logik!). Og i øvrigt lige aflevere Øglen på vejen. Nævnte jeg, at det regnede? Nåmn, det gjorde det. Heldigvis ikke så meget, da jeg havde Øglen bagpå, men på vej fra Nørreport til Frederiksberg Hospital blev det ret vådt.

Nå, men jeg kom jo frem (storsvedende og sjask-ucharmerende - what's with the lummerhed?) og fik læst lidt glittede magasiner om børns udvikling i venteværelset efter at have 'stixet min urin' (det lyder også irriterende her i graviditet nr. 2) og sammenlignet farvekoder, som var jeg ansat hos Flügger. Derefter ind til min jordemoders ferieafløser, som var både sød og kompetent, men jeg må tilstå, at jeg stadig er lidt i tvivl om, hvad det nu lige er, jeg skal med de her jordemoderbesøg. Bevares - Ferieafløseren konstaterede, at Varanen ligger med hovedet nedad og vejer 1500-1600 g. Og at det er rimelig gennemsnitligt. Som hun sagde "Ja, han er ikke lillebitte. Men han er heller ikke kæmpestor". Godt så. Hun tjekkede også mit blodtryk, som tilsyneladende er fint. Derudover frarådede hun mig at bruge mange tusinde på en tvillingeklapvogn - en brugt ville også kunne gøre det. Ehhh... Ja, okay. Havde vi også tænkt os, men fint nok. Og jeg slap for at blive vejet. Hun sagde ikke noget om det, og jeg skal i hvert fald ikke være den, der henleder nogens opmærksomhed på vægten...

 Det pæne billede af urinstix er lånt her

Og det var så dét. Jeg ved godt, at blodtryk og urin-halløj er vigtigt, og det er sikkert også fint nok at vide lidt om, hvordan babyen ligger på det her tidspunkt i graviditeten, men hvor jordemoderbesøgene i min første graviditet nærmest blev set frem imod med spænding (ahr, ok - måske ikke lige spænding, men you get my drift), er de ikke omgærdet med helt samme magi denne gang. Og da slet ikke, når det skal foregå helt ude på Frederiksberg.

Efter jordemoderbesøget trillede jeg hjem. I endnu mere regn, end jeg trillede ud i. At jeg så pludselig blev ramt af akut "jeg kan ikke komme hjem uden en Römertopf"-syndrom (meget udbredt omrking uge 30 i en graviditet, bilder jeg mig ind) gjorde ikke cykelturen kortere. Var inde i 3 Aldi'er - som efter sigende skulle have dem på tilbud - men der var ikke flere. Og i Kop & Kande ved Svanemøllen havde de godt nok nogen, men de var blevet temmelig våde i skybruddet, så dem ville de ikke sælge. Kop & Kanden ved Søerne havde til gengæld en. Hos dem var det nemlig kun stavblenderne, der var blevet oversvømmet. Awright. Af sted med mig. Og endelig hjem, en Römertopf rigere. Så havde jeg også kun cyklet 17,5 km, siger ruteplanen.

Hjemme igen blev jeg pludselig ramt af en anden kendt tilstand i denne fase af graviditeten, nemlig "Hold nu KÆFT, hvor vores viktualierum roder"-bakterien. Vi har et rum på bagtrappen, som egentlig skal fungere som udvidet spisekammer og til opbevaring af rengøringsting, men i de sidste måneder har der akkumuleret sig en hel Silvan derude. Værktøj, træ, plader, maling, armaturer og andet gøgl (og en symaskine, men det er vigtigt, at den er inden for rækkevidde, for ellers får jeg den jo aldrig pakket ud!) Bekymringen for, hvordan jeg skulle få plads til Römertopfen derude, vandt over behovet for at ligge på sofaen (hvem kan stave til redebygger?), så før jeg fik set mig om, havde jeg været oppe på loftet en 5-6 gange med førnævnte værktøj, maling og andet gøgl. Træ og plader gider jeg ikke slæbe på, så dén vinder HDD. Derudover fik jeg samlet et par store poser med flasker, så nu er der plads til Römertopfen (og 10-20 af dens venner, hvis det skulle være) derude. Ahhhh.

Kører stadig kødfrit tema. Men kværnede en kanelsnegl fra Emmery's tidligere, så frelstheden er på retur...

SÅ skulle jeg slappe af. Troede jeg. Men nej, for der tikkede en sms ind fra "min" garndame (har taget et vist ejerskab over hende, siden jeg besvimede i hendes butik sidste år). At hun var færdig med en lille vest til Varanen, som jeg kom til at bestille, sidst jeg var nede og købe garn, men at hun tager på ferie i morgen, så om jeg kunne hente den i dag. Jovist. Så mig ned efter vest (og mere garn) og lige omkring Døgnposten og flaskeautomaten på vejen. Og ja - det regnede stadig.

Vesten fra Garndamen. Er den ikke fin? Og lillelillebitte. Er faktisk den første ting overhovedet, jeg har købt til Varanen. Måske jeg skulle se at komme i gang? Der er i hvert fald nok at tage af på min huskeseddel...

Hjem med mig. Igen. Og give Römertopfen sin ilddåb med Jim Laheys no-knead bread. Og præmien udeblev ikke - det var godt, jeg jagede rundt efter lerfad med underligt tysk navn, for brødet er sindssygt lækkert (i øvrigt kan man altså bare bruge støbejernsgryde eller sådan noget i stedet for en Römertopf, men vi ejede ingen af delene, og min bankkonto ville være ret ked af at skulle investere i en Le Creuset-gryde her lige efter en ferie). Lidt mere salt og måske noget spelt eller emmer næste gang; så sidder den lige i skabet!

Lige kommet ud af ovnen - fint sovende i Römertopfen

Og nej - jeg kunne ikke lade det hvile i de to timer, de angiver i opskriften. Blev da nødt til at smage...

Nu har vaskemaskinen lige bippet: den sidste omgang vasketøj fra ferien er kørt til ende, og den der opvaskemaskine tømmer vist desværre heller ikke sig sev. Om en lille halv time er Øglen og HDD på trapperne, så den der dag under dynen - det må blive en anden dag...

torsdag den 7. juli 2011

30+0

- og stor som et hus. Har heldigvis ikke lige noget billede til at dokumentere det, men tro mig på mit ord. Er sq noget prustende i dag, så det kan godt være, at det var skudt lidt over målet, at jeg cyklede 16 km i går og slæbte doven/pirrelig (og tung) Øgle op på 4. sal. Og i øvrigt kun har sovet 6 timer hver nat, siden vi kom hjem fra ferie. Som prikken over i'et har jeg været så kæk at tage et par jeans på i dag, som klemmer alle de forkerte steder, så min bevægelsesfrihed er yderligere indskrænket. Flot - og vist meget godt, at jeg snart har fri.

Heldigvis er jeg så udstyret med en arbejdsplads, hvor der er ved at gå lidt sommerferie i den, så det mest strabadserende, jeg har lavet i dag, er at lammetæve chefen i bordfodbold og besøgt kaffemanden, der højst uventet (og derfor modtaget som en sand helt) har indtaget sin vante plads. Han havde ellers meldt sommerferie hele måneden, og når alternativet er skod skod skod SKOD-"kaffe" fra bedaget automat, bliver man en anelse desperat...

I aften har jeg været så snu at lade være med at lægge nogen planer, så med lidt held kan jeg komme i seng før klokken midnat. Det vil mit korpus have godt af - ikke mindst fordi jeg i morgen skal cykle langt pokker i vold ud på Frederiksberg (arj, ok - kun til Fbr. Hospital, men det føles langt, fordi det er ret meget i den gale retning i forhold til kontoret, hvor jeg skal ud bagefter) for at sige hej til min jordemoders ferieafløser. Mon ikke jeg kan overbevise hende om, at jeg ikke skal vejes?! Det kunne man da håbe...

I øvrigt - apropos absolut ingenting - er der så nogen, der ved, hvor man kan købe en billig stegeso/rømertopf? Eller en støbejernsgryde med låg, der kan gå i ovnen? Gerne på Østerbro, hvis man må være så doven...

onsdag den 6. juli 2011

Frelsthed for en femmer

Ja, hvis nogen skulle være i tvivl, så har vi jo været på ferie. De to uger føltes som dejlig lang tid, mens vi var af sted, men nu - retrospekt - synes jeg måske godt, at de kunne have varet lidt længere. Ah well - sådan er det vel altid… Har dog stadig ferie-rester i kroppen i form af afslappethed, der tangerer zen, og sør'me om jeg ikke også har fået noget, der minder om kulør? Normalt bliver jeg højst mørkehvid (eller krebsefarvet), men denne gang har jeg ramt en eller anden (godt nok lidt fesen, men allywl) honning-tone. Beige, måske? Og det er store sager, når man er skummetmælksfarvet til daglig. Som en af verdens tre sjoveste udbrød i går, da jeg så hende: "Nejjjj, du har fået FARVE? Og du er jo ellers ikke ligefrem den, der stod forrest i køen, da der blev uddelt pigment". So true.

 Ja, ok - dårligt valgt billede, eftersom det er fra den første dag. Præ farve af nogen art. Jeg er jo nærmest selvlysende. Men det her var altså vores daglige vu på gåturen til legepladsen og is-manden. Ikke helt skidt, vel?

Nå, men zen og kulør. Ikke de værste ting at få med sig fra en ferie. (Og så dropper vi at tale om de mange kilo is i maven og væske i fødderne, jeg også har med hjem). Men det stopper ikke her. Der røg nemlig også en pæn portion frelsthed i hjemrejse-kufferten. For når man sådan hænger ud i solen og varmen i et land, der holder siesta i FIRE timer (hvad sker der for det?!) om dagen, og man i øvrigt også har resten af dagen til at tale sammen (når altså snakkechatollet Øglen ikke overdøver ethvert tilløb til tankevirksomhed med sit: "Se mor. En mindvølle. Den drejer. SE. En flyvemaskine! Brrrrmmmbrrr. På vej hjem. Aftensmad? Hurraahh, solen skinner. Ahhhhh, darjlig varmt. Is, mor? Iiiiiiis? NED OG SOPPE. NU!" *gentages i 30 uendeligheder*), så kommer man vidt omkring.

Den lille Øgle og havet

Vi har hver især fået læst en del, og mens litteraturen for mit vedkommende bestod af noget m a j e t læsevenligt af slagsen, læste HDD anderledes oplysende bøger. "Eating animals" af Jonathan Safran Foer, fx. Som jeg egentlig gerne vil læse, men ikke kan få mig selv til at gå i gang med, fordi jeg bare ved, at jeg vil synes, den er klam. Det syntes HDD også, den var. Og nu beHØVER jeg ikke læse den, for han har snakket så meget om den, at jeg bliver mere og mere sikker på, at det ville have været en vældig god idé bare at holde sig fra den. Så jeg kunne blive ved med at spise mine vandpumpede Netto-kyllingefiletter med god samvittighed. På den anden side er det jo aldrig nogen skade til at blive klogere, og det der med at være en oplyst forbruger sætter jeg egentlig en ret stor ære i. (At en af mine kolleger så kalder mig semi-hippie af selvsamme årsag er en anden diskussion).

Øglen i hopla

Men altså, uden at skulle referere hele bogen (eller HDD's udlægning af den), så handler den primært om, at de der dyr, vi (eller i hvert fald amerikanerne) spiser, ikke har det helt top-dollar. Tværtimod. Og jeg har jo hørt noget om nogle programmer på tv, der skildrer en dag i en burhønes liv og sådan noget, så vidste godt, at den nok ikke var helt god. Og den fornemmelse kan mr. Safran Foer så underbygge. Og HDDs udpenslinger af bogen sammenholdt med psykopatvarme (og tilgængeligheden af uanede mængder frisk fisk og skaldyr) gjorde, at jeg ikke havde særlig meget lyst til kød i det der Pastaland. Eller nu, for den sags skyld. Så det er ikke kød, der er blevet spist mest af - om overhovedet - siden vi kom hjem for hele fire dage siden. Har proppet en øko-spegepølse og en ditto leverståhej i kurven hos nemlig.com, og kunne da også godt have brugt lidt bacon, men det kan man af uransagelige årsager ikke købe online mere, og med "Eating animals" i baghovedet kunne jeg ikke få mig selv til at købe den konventionelle. I virkeligheden er økologisk kød vel heller ikke garanti for, at dyrene har haft det markant bedre i deres korte levetid - bare, at de har spist medicin-fri kost, og at det derfor er sundere for mig som forbruger at spise dem? Eller hvad?

Typisk hjemme-frokost i Pastaland. Og ja, der er lidt kød. Er jo ikke blevet helt fanatisk, vel?! 

Kan godt høre, at det lyder frelst, det her. Og er det vel langt hen ad vejen også. Men faktum er, at HDD og jeg ikke har brug for at spise alt det kød, som vi tidligere har gjort. Øko eller ej. HDD er desuden blevet fuldstændig pas på (siger man det mere, eller sidder jeg bare ubehjælpeligt fast i 90'erne?) svinekød. Og finder vegetaropskrifter og what-nots på Indernettet. Det er virkelig nye toner, skal jeg hilse og sige. Vi taler om manden, der kan tylle en dåse cocktailpølser og høvle hakket kød ned, som var det Matadormix. Men jeg nyder det, så længe det varer (som med det meste frelsthed tænker jeg, at this too shall pass) og undrer mig over, hvordan min krop tilsyneladende har det glimrende med at undvære kødet. Det kan selvfølgelig også hænge sammen med varmen (vi kan tales ved, når det bliver koldt igen, eller når jeg craver boller i karry). Indtil det sker vil jeg nyde kød i de mængder, det bliver serveret for mig, men vil i større omfang end tidligere prøve at finde alternative proteinkilder i den daglige husholdning. Øglen får kød i vuggestuen og vil naturligvis også få noget derhjemme (bare rolig - der går ikke Kernesund i den hjemme hos os), så hun skal også nok klare sig.

Ud over kød-retræten, har vi også besluttet at skære bare en ANELSE ned for sukker-indtaget. Sofa, tv, computer og slik/kage af en eller anden herkomst var blevet hverdagskost, når Øglen var blevet lagt i seng, og det lider alle vores sideben altså lidt under (de 12,5 kilo kom jo ikke helt af sig selv, vel?!). Så mindre sukker - faktisk ingen snacks om aftenen, mm. det er noget, der har vokset et eller andet sted engang (rosiner og peanuts tæller også, har jeg bestemt, så der bliver heller ingen raw food-bølge hjemme hos os).


Øglen har helt sikkert fået sine sukkerdepoter fyldt op til randen på ferien. Så en artikel i dag, der hed et eller andet i retning af "Så få is må dit barn få". Den læste jeg ikke. Er sikker på, den ville have gjort mig aldeles deprimeret.

Og mens vi er i gang, har vi nu også opsagt vores tv-pakke. Altså ikke fuldstændigt, vel, vi har stadig en lille pakke, men vi har for tit fjernsynet kørende med for mange ligegyldige ting, som vi alligevel ikke ser, fordi vi laver alt muligt andet, og så er der jo ingen grund til at pøse penge ud til det. Måske aftenerne også kunne bruges lidt mere konstruktivt - har jo fx købt en symaskine i julen engang, som stadig ikke er blevet pakket ud, så det kan være, at fraværet af knald-programmer kan få mig til i det mindste bare at åbne æsken. Så farvel til De Unge Mødre, Playhouse Disney (Øglen aner slet slet ikke, hvad der rammer hende!) og alle de dersens TV1000- og CANAL+ kanaler. Og goddag til mere musik, flere bøger og brætspil. Og måske en symaskine?

Ak ja. Intentioner og idealisme har jeg i hvert fald nok af. Fikse idéer er jeg også leveringsdygtig i. Rygrad - knap så meget. Men lidt har vel også ret? Vil i hvert fald nyde frelstheden så længe, den varer, og gøre alt for ikke at blive lige så røvsyg at hænge ud med, som jeg godt lidt kan høre, jeg er kommet til at lyde…

Nemt nok at blive lidt frelst i de her omgivelser, er I ikke enige?

Jeg er faktisk stadigvæk meget sød og sjov (synes jeg selv). Jeg er bare holdt op med at spise så meget kød i en periode. Jeg er trods alt ikke begyndt at male mit eget korn, bage legetøj af spelt og spinde min egen uld. Endnu. Når jeg begynder på det, er det ok at råbe vagt i gevær. Eller gennemtæve mig med en kotelet. Så den opfordring er hermed videregivet.

Og nu vil jeg gå ud i køkkenet og se, om der er et eller andet nedfaldsfrugt, jeg kan spise. Eller også kunne jeg nyde, at vi har Kanal 4 lidt endnu og se noget House. Pakke føromtalte symaskine ud? Klaske en biga-dej sammen? Tage opvasken fra madklubben har været på besøg? Alle de muligheder - og sjovt nok tror jeg allerede nu, at jeg ved, hvilken en, der vinder...

søndag den 3. juli 2011

Ude godt - hjemme vådt

Altså. Man kan da heller ikke vende ryggen til så meget som et øjeblik, før vejret téer sig fuldstændig tosset. Slap da lige off med det der skybrud! Ikke, at der var så meget tilbage af det, da vi ankom til Østerbronx tidligere i dag - ud over lidt generel jordslåethed og små-vandpytter kunne man jo foranlediges til at tro, at der bare havde været lidt rask vandkamp i gang mellem postnummerets borgere.

 Øglen med sin 'kandevande' på terrassen i Pastaland

Men diverse nyhedstjenester (vi siger tak til ubegrænset dataforbrug i udlandet-mobiler) kunne jo berette noget ganske andet, og så var der jo også liiiige alle de der stakler, der var i gang med at tømme kælderrum og/eller lave stuelejligheder for meget våde ting. Vi følte os rimelig home safe - bor trods alt på fjerde, ing'?! - men da vi kom hjem, blev vi mødt af masser af håndklæder og gryder i vindueskarmene, hvor det havde regnet ind ad vores pilrådne skal-snart-skiftes-vi-har-bare-ikke-lige-fået-det-gjort-endnu vinduer. Takket være forsynet havde vi udstyret vores underbo med ikke bare en nøgle til postkassen, men også en til lejligheden "i tilfælde af, at der skulle springe et vandrør eller gå hul på en gasledning, tøhø" ( indsæt selv yderligere enormt livrem og seler-agtige snusfornuftige kommentarer), så hun havde simpelthen været overskudsagtig nok til at vådrumssikre vores lejlighed på bedste beskub, så vi slap for at komme hjem til et soppebassin. Dét kalder jeg godt naboskab - og det udløste da også fluks en bøtte hjembragt pesto og en flaske rotwein (som hun selvfølgelig havde fået alligevel, menalser...)

 Charter-Øglen parat til endnu en omgang is/legeplads/sight-seeing/juice/you name it

Øglen nyder at være hjemme, lader det til, selv om hun taler meget om at køre i hhv. bil og rødt futtog (har vi jo så også kun brugt de sidste 30 timer på at gøre, så det er nok meget naturligt). Hun har holdt festligt gensyn med det meste af sit legetøj og har set "sommersyn" (som fjernsyn af uransagelige årsager er blevet døbt). Hun har spist hofretten lyst brød med Philadelphia (som stort set også var det eneste, hun spiste i Pastaland, det lille skarn, undtagen når hun kunne få fingrene i pasta med kværnet peber?!). Så i det store hele er Hjemme vist godtaget.

Hun n æ g t e d e dog at sove, og i løbet af den time, vi skulle bruge på at dysse fuldstændig hystella Øgle ned, må jeg da tilstå, at min zen-agtige ferietilstand kom på lidt af en prøve. Men bruger jeg fornuften lidt (og undlader at bruge den del af hjernen, der bare trænger til at smide mig som en selvdød hval på sofaen og tage stilling til lige nøjagtigt ingen andre end mig selv og Varanen), så er det jo forståeligt nok, at hun er ked og forvirret. Der ER sket meget - både i de sidste 14 dage og i de sidste halvandet døgn. I går morges tjekkede vi ud fra hotellet, tilbagelagde en pæn biltur gennem 'Talien og Schweiz, hang ud i sydtysk jernbaneby, hoppede på bil-sove-toget i går aftes, blev transporteret til Hamburg natten over, og i dag har vi så kørt fra Hamburg og hjem. Kan godt være, at det ikke er det mest actionpacked program nogensinde, men er man 2 og snart et halvt år gammel, skal der såmænd nok være oplevelser nok dér at fordøje. Hell - jeg er træt. Og jeg er en del ældre end de 2,5...

I morgen banker hverdagen så højt og insisterende på døren. Jeg har nemlig - modsat HDD - ikke været så smart at tage en ekstra fridag (jeg må jo være dum eller noget - ALLE ved jo, at man har brug for lidt ferie ovenpå en ferie), så jeg skal tilbage til kontormiljø og to do-lister fra morgenstunden. Håber at kunne bibeholde den zen-agtige tilstand længe nok til ikke at begynde at stresse over alle de ting, jeg helst skal nå - for der er jo noget med, at der kun er 4 uger tilbage, før friheden (eller hvad man nu kalder den tilværelse, man går i møde som højgravid med kuglerunde fødder) kalder.

Pastaland? Jamen, det var fantastisk. Har ikke rigtigt lavet noget andet end det, jeg skrev sidst. Antallet af is er steget lidt, og vi har måttet give alvorligt køb på vores syn på Ustyrligt Grimme Ting Til Børn, efter Øglen kastede sin kærlighed på en knaldgul havestol med Woody på ryglænet (den stod på et gelateria, så måske hun forbandt den med noget godt...) Fordi vi er push-overs og elsker at se vores afkom tæt på lykkeligt, købte vi naturligvis en stol magen til, da vi var ude at handle en dag. Og fordi Øglen kan være er så sød, fik hun da også lige en abe-bamse, som hun fik øje på som noget af det første. Den er grim. Den er VIRkelig grim. Og nok sådan cirka så syntetisk, som syntetisk materiale nu engang kan blive. Men barnet er glad. Putter den med sin Yndlings Soveklud i Hele Verden. Går rundt med den på skuldrene. Synger for den. Osv. Så hvad gør det, at HDD og jeg bliver nødt til at vaske vores øjne med ståluld pga. dens blotte tilstedeværelse?!

 Øglen napper lige en grillwurst mit Brot und Ketchup på forsædet, mens vi venter på at kunne gå ombord på toget

Nåmn, derudover tror jeg egentlig ikke, at der er sket så meget. Vi har badet lidt mere, været lidt mere på legeplads, gået lidt flere ture, spist lidt flere is, læst lidt flere bøger (eller, nej - HDD har læst flere bøger - jeg løb tør, så jeg har hæklet i stedet. Det er varmt i den italienske sol, at I ved det) og leget lidt mere. Og virkelig virkelig nydt det. Så jeg vil ikke have, at hverdagen begynder igen, og at jeg ikke længere skal vide alt om, hvad Øglen foretager sig på alle tidspunkter af dagen. Men eftersom Øglen glæder sig som en lille vild til at komme op til 'Bitterne og spise havregrød (!?), så er det nok mutti her, der skal arbejde på sin separationsangst. Og i stedet nyde de vågne timer, jeg så trods alt får sammen med hende. Og kun tænke en lillebitte smule på, hvor drønhyggeligt det var at ligge kilet ind i alt for lille tog-seng sammen med hende i nat med en buttet arm om halsen og en umiskendelig ånde af grillwürstchen mod min kind...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...