søndag den 31. juli 2011

Ledighed er roden til alt godt

... eller... altså... på dag 2 i Ledighedsland er det i hvert fald stadig ret så hyggeligt! Forudser, at de næste 16 dage også bliver ret hyggelige, og hey - så skal jeg jo officielt på barsel. Det tror jeg også bliver ret hyggeligt. (Og så ikke et ord om smertefulde fødsler, søvnløse nætter og lejlighedsvis sindssyge).

Uofficielt er jeg jo gået på barsel. Tvivler på, at der er ret mange, der gider ansætte mig nu (men hvis der er, og I samtidig gider betale min barsel, så sig frem - jeg lover at knokle mig selv halvt fordærvet de næste 16 dage, så. Ja?), så rent mentalt er jeg altså på barsel, selv om jeg har en ledighedserklæring og et CV ude at flyve hos den der a-kasse.

Sidste dag på jobbet gik fint. Jeg både fik og uddelte tæv i bordfodbold, spiste psykopat-meget kage og fik snakket en masse med de kolleger, der ikke var på ferie. Og, nåh ja, jeg fik også afsluttet de sidste opgaver, ryddet op på min computer og afleveret id-kort og alt muligt andet, der knyttede mig til biksen. Oveni det hele fik jeg et fint 'farvel-brev' fra kollegerne, en bog med Nutella-opskrifter OG 5 kg Nutella! (De kender mig for godt!) Mmmm...

Rimelig seriøs størrelse Nutella. Som iflg. datomærkningen skal spises inden for et år. Easy-peasy. Eller...

Havde frygtet lidt, at hormonerne ville spille mig et puds og få mig til at kamp-tude, da jeg gik ud af døren for sidste gang, men jeg nøjedes med lidt fugtige øjenkroge og hagede mig fast i "vi ses, når jeg kommer ind og viser afkommet frem". For det gør jeg jo. Kommer ind og viser Varanen frem. Det slipper de ikke for. Men i virkeligheden er det vel lidt underligt, for jeg arbejder der jo ikke længere. Hm. Dem om det. Jeg viser glad og gerne Varanen frem til alle, der gider kigge på ham, såeh... Og der skal da bestemt ikke herske nogen tvivl om, at jeg kommer til at savne mine kolleger. Rigtig meget endda. Dem har jeg været heldig med, og jeg kan da godt blive bekymret for, om jeg finder lige så meget fælles fodslag med nye kolleger på en ny arbejdsplads. Engang. Men det er der længe til, og lige nu må det hedde én ting ad gangen...

Sovende Øgle med 'låg' på sengen...

Nåmn, indtil videre har barslen Ledighedsland budt på middag med gode venner, Louisiana i solskin, frisk fisk fra Sletten Havn og en hyggelig søndag formiddag på legepladsen i H.C Ørstedsparken. Altså - hvis I bor i nærheden og ikke har været der (og har børn i legepladsstørrelse, that is), så go play! Det er en super-legeplads!

Nu sover Øglen, helt udmattet af leg, i sin interimistiske hule-seng, og jeg drikker latte og har lige kværnet et stykke friskbagt surdejsbrød med... nåja... Nutella. HDD dimser på computeren (det gør jeg så også), og resten af søndagen er uden planer. Perfekt afrunding på Øglens ferie fra vuggestuen. I morgen er det tilbage til hendes elskede Hobbitter, og jeg skal i gang med at planlægge (og købe ind til?) Varanens ankomst. På nuværende tidspunkt har jeg købt fire ting - strikket vest, babyindsats til ErgoBaby'en, et par poser drengetøj i str. alt for stort og et puslebord. Men det er også det hele. Så mangler omkring 18.000 ting, tror jeg. Vist meget godt, at jeg er stoppet på arbejde, for det lader til at blive et fuldtidsjob at få styr på resten...

torsdag den 28. juli 2011

Mini-Magritte?

Ceci n'est pas une pipe:

 
Ogøhm... Ceci n'est pas une lommelærke...

 
Øglen fik lige fat i HDD's 'herre-sæt' i går aftes. Vist meget heldigt, at hverken pibe eller lommelærke nogensinde har været i brug. 

Og hey... på det her tidspunkt i morgen er jeg sådan en, der har været på barsel (arj, ok - teknisk set skal jeg lige være ledig i 2 uger før, jeg kan gå på barsel, men jeg tvivler på, at jeg kommer til at bestride specielt mange vikarjob i den periode) i 4 timer. Mmmm.
 
Så kan jeg blive liggende i sengen om morgenen og putte med Øglen, når hun igen-igen er kommet dappende ind kl. lidt-i-vækkeuret-ringer og giver en krammer. Og klapper på sengen, når jeg er på vej ud ad døren, og siger "Der er plads her, mor. Kom!" Mmmm igen. Det bliver nu slet ikke så tosset. 

At der så også lige er en uvis fremtid uden job-planer forude, lader vi lige fare for en stund. Det er, når alt kommer til alt, først engang næste år, det bliver aktuelt. Og indtil da er det en tanke, snarere end en realitet. Såeh... Ceci n'est pas une udfordring. Det er bare tanken om en udfordring. N'est-ce pas?

tirsdag den 26. juli 2011

Slut med sut

- i hvert fald om dagen. Igen, kunne man fristes til at sige, for vi har jo været i gang med den der sutteafvænning før. Med moderat succes og gigantisk tilbagefald forårsaget af lige dele balstyrisk Øgle og vatnissede forældre.

Men NU er det alvor. Vi gider ikke rigtigt at se på den der sut længere - hun er jo stor nok til at klare sig uden i vuggestuen hele dagen, og så kan hun også herhjemme. (Dog er vi ikke hårdere, end at hun stadig gerne må have den, når hun sover middagslur og så om natten, selvfølgelig. Og hvis vi skal køre længe i bil). Og ved I hvad?! Det går over al forventning. Hun er begyndt selv at komme med sutten, når hun står op. giver den til mig eller lægger den ind i sengen. Nogle gange sutter hun lidt på den, men spytter den så ud og trækker op i min trøje, så Lillebror kan få sutten. Og ikke et øje er tørt.

Selvfølgelig er der små uoverensstemmelser. Tidspunkter, hvor jeg bestemt ikke synes, Øglen sover, og hvor hun helt klart er af en anden opfattelse. Tidspunkter, hvor hun synes, det er mere ok at skulle aflevere sin sut inde i sin seng end andre. Og tidspunkter, hvor jeg ikke er helt hurtig nok til at få gemt sutten, så hun stryger ind i sengen og snyde-sutter en lille smule. Men det er i det store hele småting. Og vi har stadig Det Helt Store Flip tilgode (ja, Nemesis - jeg ved godt, at du læser med, men det kunne være fint, hvis du for en gangs skyld gad springe os over). Som regel kan vi afværge tilløb til ked-af-det-hed ved at handle (eller "halge", som det hedder på øglsk) lidt. "Hvis du lægger sutten ind i sengen, må du beholde kluden og aben", fx. Og det virker rent faktisk. Endnu.

Jeg er spændt på, om de gode takter varer ved. Om der bliver seriøst tilbagefald, når Varanen ankommer. Eller om vi bare er velsignede med en let og smertefri sutte-afvænning. (Jeg sagde skrid, Nemesis!). Indtil videre har Øglen været sutte-løs, siden vi kom hjem fra ferie. Så tre uger nu, and counting. Sq da egentlig meget godt gået af Øglen, synes jeg. Ovenikøbet har hendes sprog virkelig taget fart på det seneste, og selv om det ikke behøver at hænge sammen med sutten (eller mangel på samme), tænker jeg, at det da i hvert fald ikke kan skade sprog-udviklingen at komme af med den. Kryds lige fingre for, at det fortsætter, ikke?! Og at Nemesis har andet at lave end at læse med her...

I øvrigt er jeg stadig mega-snottet, thanks for asking. Men har været på arbejde alligevel. 3 dage endnu. Tæller SÅ meget ned... Jeg er også sur. Det har ingenting med hormoner at gøre, er jeg sikker på. Fordi, HDD ikke vil betale så meget, som den søskendevogn, jeg savler over, koster. Og nu er den væk fra dba. Fordi der sikkert er nogle andre, der synes, at det er en ganske rimelig pris. Begynder så småt at stresse over alle de ting, vi ikke har endnu til den der Varan. Og når der ligefrem bliver nedlagt veto, får jeg da aldrig styr på det. Grrr. Nu har jeg lige ædt en kæmpepose slik (jeg må være i bedring) - lad blodsukkeret stige til uanede højder og snyde mig til at tro, at jeg ikke er sur! (Men det er jeg. Grrr igen).

mandag den 25. juli 2011

Se, hvad jeg kan

♫♪ se, hvad jeg kan - kom nu og se det alle mand. Jeg kan hækle veste nu - det plejer jeg ellers aldrig å ku'! ♫♪ (Håhr, det var i øvrigt ret skod, det der børnetime, hvor de sang dén sang. Men nu har jeg den på hjernen - formentlig resten af dagen. Fedt...)

Jeg er syg. Mega-sølle, men I blame the rain. Og det faktum, at det pludselig blev oktober. Selvom der stadig står juli i kalenderen. Har brugt hele weekenden hos Mormor og Morfar på at hoste, nyse og sprutte, og i morges føltes mit hoved stadig på størrelse med en sækkestol. Så jeg blev hjemme fra arbejde - ikke godvilligt, for det er min sidste uge, inden jeg går på barsel, og jeg vil jo gerne nå at få så meget som muligt fra hånden. På den anden side er arbejdspladsen jo ikke tjent med, at jeg fælder samtlige af mine kolleger med forkølelse, så jeg tror, at dagen under dynen er givet godt ud.


Mmm... Tartine med surdej. Mmmm...

Jeg drikker spandevis af te. Det hjælper, også selv om Varanen losser rundt som en sindssyg derinde. Måske heller ikke så rart at få hældt massive mængder skoldhed te lige ned i fjæset, men på den anden side er det vel heller ikke specielt behageligt at blive hostet herfra og til månen. Såeh... Jeg er også sikker på, at de par stykker, jeg har spist af det nybagte tartine også har en helbredende virkning. Har overvejet, hvorvidt kage og chips eventuelt også kunne hjælpe, men - og det her siger jeg sjældent! - jeg har overhovedet ikke lyst til kage og chips. Meget god indikator for, at jeg vitterligt ikke er på toppen.

Øglens vugger har jo smækket dørene i i disse uger, og HDD har taget ferie for at passe hende i hele denne uge. Så de er begge to hjemme, men er heldigvis søde til at lade moar hvile sig. Lidt leg kan jeg dog godt overkomme, og således har jeg futte-futtet rundt i hele stuen med ny-indkøbt (gammelt) Brio-tog og faktisk virkelig hygget mig. HDD og Øglen har været ude og hoppe i vandpytter (efter det lille skærmede inde-barn blev tvunget i sit regntøj under højlydte protester - hun ville hellere se Handy Manny...), og jeg er vist nok kommet til at love noget om pandekager, så det må jeg hellere holde senere. Fx når Øglen står op fra den lur, som har varet næsten 2 timer indtil videre. Gråvejr er åbenbart ikke så skidt, at det ikke er godt for noget... (Og så hjælper det nok også lidt på sagerne, at HDD har bygget den sejeste hule til Øglen inde i hendes seng, hvor hun kan ligge og sove, synge og spise 'hækbrø').

Brio. Nu med KingKong og Lille Abe-hjælper. Og kokeshi-dukker. Jowjow. (Bemærk også de formastelige maxi-perler, der har fået lov at være med i legen)
  
Gråvejr og forkølelse er også godt for indendørs sysler. Som fx hækling. Og ved I hvad?! Jeg kan nu hækle andet end ligeud. Totalt optur. Så pyt være med, at jeg vist ikke har læst diagrammet (dia-hvaffornorget?!) helt rigtigt, at jeg ikke er en ørn til at tælle, og at jeg overhovedet ikke forstod noget om nogle fastmasker i en eller anden forkant. Det, der tæller er, at jeg har hæklet en vest. Som rent faktisk ligner en vest! Og som Øglen godt gider have på. Eller - det gad hun i hvert fald, før den var helt færdig, så vi satser på, at hun også godt gider den nu. Fik ovenikøbet et "øjjjj - den er FLOT mor. Og lilla!" med på vejen. Der er ikke noget som ego-afpudsning af 2,5-årig undermåler, der lige ved, hvad hun skal sige, når mutti står med daggammel mascara ned ad kinderne, Kleenex i (morgenkåbe)lommen og skæv vest dinglende fra hæklenål nr. 4.


Muligvis den mest hæklede vest i hele Blogland. Og så oven i købet fra Familie Journalen. Men den er ret sød og lige til at gå til. Jeg bandede fx næsten ikke, mens jeg hæklede den, og det er ret store sager.

Så selv om det såååcks at være syg, så er det nu egentlig ok hyggeligt i dag. Nyder i hvert fald at slippe for de 2 x 8 km cyklen i øs-pøs regnvejr. At det så er lidt synd for HDD, at han skal trækkes med stor-snøftende charmetrold, der end ikke har været i bad endnu, er en anden sag. Vigtigere at bruge kræfterne på at blive rask end at være charmerende. (Eller ren?!) Eller... Arj, stopper her. Te-vandet koger, så I'm off!

lørdag den 23. juli 2011

Gør et kup

- køb en Øgle. Til spotpris! Hun har været billigt til salg i formiddags og formåede kun at undgå loppemarked-skæbnen, fordi hun undergik overordentlig positiv personlighedsændring på vej hjem til Mormor og Morfar (meget heldigt for både hende og os, for 1½ time i bil med über-øglet Øgle kunne godt have været en tand mere, end Tykke Mor kunne kapere).

Sådan så stuen ud omkring et nanosekund efter, at HDD havde sagt "Jeg går lige i bad - bare bliv ude i køkkenet. Øglen sidder og stener tv". M-hm. Så siger vi dét...

Nogen vil måske mene, at man selv beder om destruktion ved at give afkommet adgang til maxi-perler. Og det kan der muligvis være noget om, ved jeg nu. I ånden havde jeg ellers set Øglen sidde og dimse fredfyldt med dem. Men det må have været et andet barn, jeg så derinde i ånden. For havde jeg tænkt efter, ville jeg vide, at 'Øglen' og 'dimse fredfyldt' sjældent kan bruges i samme sætning.

Efter perlespredningen i stuen, rykkede hun sin hærgen til køkkenet. Hvor det var en stakkels vandmelon og nogle køleskabs-magneter, der stod for tur...

Destroooy!
(Min computer er mærkelig, så jeg ved ikke, om der er lyd på. Hvis der er, og I undrer jer over snotfyldt stemme, så er det bare mig. Der af uransagelige årsager er blevet snotforkølet. Eller har fået allergi over for et eller andet. Snøfter i hvert fald helt vildt...)

Hjemme hos Mormor og Morfar har der imidlertid ingen problemer været overhovedet. Ud over lidt smiden med majs og servietter (!?) (Kunne godt komme i tanker om værre ting, hun kunne smide med, men det kunne Øglen tilsyneladende ikke, så det glædes jeg lidt over).Ved ikke, hvad det er med de der bedsteforældre. Men de får åbenbart det bedste frem i småkravl. Øglen har været totalt "mange tak, mormor", "uhhh, hvor lækkert" og "sidder hos mormor og læser bog, mor" hele dagen. Og som prikken over i'et ville hun ovenikøbet gerne have børstet tænder (wtf?!) og sagde selv "op og sove nu, mor". Verden er af lave!

Hun gik omkuld uden så meget som at brokke sig én gang, og det betyder tid til at slappe af, sludre og pleje mit gravide korpus med sofa-slængning. Som i øvrigt ikke synes, det er specielt sjovt at skovle maxi-perler op fra en hel stue (synes jeg så egentlig heller ikke, nu jeg tænker over det). Og det er jo slet ikke så tosset. Så bliver det bare spændende, hvilken Øgle det er, der står op i morgen - Dydsmønsteret eller Destroyeren. Ah, well; den tid, den glæde...

fredag den 22. juli 2011

Mmmm... ftalater smager godt!

Øglens sprog udvikler sig med lynets hast herhjemme. Synes, der kommer nye ord til dagligt, og på det seneste er hun også begyndt at sætte sætninger sammen. Ikke voldsomt lange og komplicerede konstruktioner, men ikke desto mindre nogenlunde forståelige sætninger. Det er ret hyggeligt - som nu til aften, hvor HDD kom hjem med pizza-mad (jep - vi er sådan nogle mennesker, der til trods for min sprogfascisme fornedrer sproget og siger 'pizza-mad', 'zebra-hest' og 'futtog'), og Øglen lykkeligt begyndte at flå i pizzaæsken og udbrød "Uhhh, hvor lækkert, far!" (hvorefter hun hoppede ned fra sin stol, tog en lille kuffert fra Søstrene Grenes og gjaldede "hejhejjjj - går lige på arbejd". Gad vide, hvor hun har hørt dét...)

Nogle gange går det bedre med udtalen end andre. 'Hækbrø' skal man nok være rimelig nært beslægtet med Øglen for at vide, at det betyder knækbrød. Ligesom man måske skal tænke en ekstra gang over, hvad hun mon kan mene med 'mindvølle'. Og den dag hun kom rendende og råbte 'TAMMENAM' i en lind strøm, var jeg ret taknemmelig over, at hun havde en træ-champignon i hånden, for ellers kunne jeg sidde og gætte på endnu, hvad hun mon mente.

Mary Poppins i klapvogn

Og så er der de ord, hvor det bare er et enkelt bogstav eller tre, der glipper. Som hendes nye bedste ven 'paraflyen'. Og ftalaterne*. Der tilsyneladende smager rigtig godt...


Mmmm... ftalater smager godt! (Se venligst bort fra gulvspand og moppe, der blev brugt på i al hast at vaske sporene fra eksploderet Cola-dåse op i går. Lige inden jeg skulle på arbejde. Puuurfect timing... (!) )

*Hvis nogen skulle være i tvivl, kan 'ftalater' oversættes så'n rimelig direkte til 'salat'

onsdag den 20. juli 2011

History repeating...

Var til sidste tjek hos lægen i dag. I ved - hende den onde, der bestemt synes, at jeg skal vejes, hver gang jeg er der. Af samme grund sprang jeg en ellers meget cravet Cola over i går aftes (det skal nok hjælpe!), og jeg undlod at tage imod en kollegas udfordring om at spise 5 knytnævestore romkugler på en halv time (havde jeg så nok også takket nej til, selv om jeg ikke skulle vejes) og nøjedes i stedet for at more mig over staklen, der rent faktisk hoppede på udfordringen. Man kommer til at se ret sjov ud i hovedet, når man har spist 3 store romkugler på et kvarter, kan jeg berette. Og jeg er næsten villig til at vædde på, at jeg kunne se ham begynde at svede rom-essens...

Men nå. Lægen. 32-ugers tjek (som, sidst jeg var gravid, hed 35-ugers tjek, men tiderne skifter jo så hurtigt nutildags *mimremimre*). Overvejede, mens jeg oksede hjem fra arbejde på cykel (i modvind og sværme af tordenfluer, som blev VED med at splatte ud på mine gravide lår, adr!), hvilke spydigheder min læge mon havde i ærmet til mig i dag. Og så genkaldte jeg mig sidst, jeg var til sidste lægetjek (efter 'stop med at spise'-besøget i uge 24). Dengang frygtede jeg det nemlig også, og så tog hun totalt r*ven på mig ved at himle op om, hvor godt jeg så ud. "Så det siger hun sikkert også i dag", tænkte jeg fiffigt, mens jeg svedte tran og trampede i pedalerne.

Guess what! Det gjorde hun! Smiger åbner jo som bekendt alle døre, men hvad er det for en taktik?! Pille folk helt fra hinanden ved at slå dem oveni hovedet med uendeligt høje vægttal til det ene lægebesøg og så bare lade som om, der aldrig er blevet løftet et øjenbryn til det næste? No comprende. Og da jeg skulle betræde den skånselsløse glasplade, bedre kendt som Vægten, nævnede hun heller ikke min (begrænsede, thank you very much!) vægtøgning med så meget som ét ord. Det gjorde jeg til gengæld. Syntes ikke rigtigt, jeg kunne gå derfra uden at have gjort opmærksom på, at dagens vægttjek nok engang cementerer, at jeg åbenbart bare er sådan en, der tager psyko-meget på i starten af graviditeten - og så stagnerer (-agtigt...). Er ret sikker på, at min læge er ligeglad, men skulle bare lige ud med det.

Mavemålet var lige efter bogen på den utrolig gennemsnitlige (min vægt taget i betragtning) måde, så jeg gentager: Den næste, der spørger mig, om jeg er sikker på, at der kun er én inde i maven, kommer til at lide en stille død forårsaget af uTROLIG kedelig beretning fra lægen om kurver og symfyse-fundus-mål.

Og nu er jeg så hjemme. Helt træt (godt, at der kun er et begrænset antal cykelture til og fra arbejde tilbage, for det gør mig tilsyneladende vældig søvnig) og glad for, at vægten ikke sagde dobbelt-op på sidste tal. Så det har jeg fejret med den Cola, jeg sprang over i går. Og nogle af de der karameller, jeg lavede i går, som endte med at blive ganske gode. For nu er vægt-eksamenen bestået. Og som vi alle ved, er det jo ikke mig selv, men lægen, jeg narrer, ved at spise en masse efter vejningen. Eller noget...

I får lige et billede mere af Øglen og Krabbe fra playdaten i går. Fordi de er så søde...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...