fredag den 19. august 2011

Hej barsel!

Ja, altså - man kunne jo mene, at jeg efterhånden har været på barsel nogle uger efterhånden. Men næh nej - jeg har nemlig været fuldgyldigt medlem af Ledighedsland (besluttede jo efter en del parlamenteren frem og tilbage med A-kasse, Barselsteam og andre muntre instanser, at det var smartere at melde mig ledig end at holde ferie) med alt, hvad dertil hører af breve, pinkoder, indkaldelser til samtaler, og jeg skal komme efter dig.

Men nu! NU er jeg på barsel. Så hej barsel! Og hej-hej Ledighedsland. Vi ses på den anden side, når jeg er helt grålig af søvnmangel og har glemt al faglighed what so ever. Jojo, jeg skal nok blive et aktiv på arbejdsmarkedet.

Fejrede første rigtige barselsdag med at brunche med Husmoderen og hendes lille Skrubbe. Så kunne jeg jo også lige få en forsmag på, hvor små og nuttede sådan nogle babyer egentlig er (for I skal ikke tro, at jeg kan huske noget som helst, fra dengang Øglen var baby).

Og i dag har jeg så været til jordemoder. Stadig helt ude på Frederiksberg. Og stadig lige... omsonst... (må man godt kalde det dét?!). Altså, min jordemoder er rætti flink, men oddsene for, at det lige er hende, der er der, når jeg engang skal føde, er jo lig nul. Desuden - hvis den kommende fødsel ellers på nogen måde kommer til at ligne den foregående (og det gør den jo nok, sådan rent smerte-wise og alt det der), så vil jeg være rystende ligeglad med, om det er min jordemoder, E.T. eller Pia Kjærsgaard, der er tilstede på stuen, bare vedkommende får babyen ud...

Nå, men alt så stadig fint ud; blodtryk fint, urin blank, Varanen vender rigtigt, men står overhovedet ikke fast. Ligger til gengæld direkte på skambenet, kunne jordemoderen fortælle, men det kunne jeg næsten have gættet mig til med de stød, det giver i tide og utide. "Han fylder godt derinde", konstaterede hun og sjussede ham først til 3000 gram, men nedjusterede til 2800. Så rimelig standard, lader det til. Og standard kan vi godt lide, når det kommer til størrelse på sådan nogle smållinger. I hvert fald hvis alternativet er "godt over gennemsnittet". Av av.

Nu er jeg lige kommet hjem, og jeg prøver at tage mig sammen til at lave noget konstruktivt, inden jeg skal ud af døren og hente Øglen. Indtil videre bliver det dog ikke til så meget andet end at spise Nutella-cookies (opskrift ovre fra NYBH - totalt oplagt, når nu jeg fik verdens største glas Nutella som afskedsgave af det der arbejde) og hækle Karen Klarbæks flagranker.

Mmmm... De blev RET gode, de der cookies. Og slet ikke så klamme og "Nutella'ede", som man kunne forestille sig med den temmelig store mængde Nutella, der skal i...

Varan-flag

Indtil videre har jeg færdiggjort én flagranke, men har flag liggende til tre mere. Meget godt billede på, at jeg er mere en igangsætter end en afslutter, men jeg skal nok blive færdig. Blev der sagt. Planen er nemlig, at Varanen skal have to (den, jeg er blevet færdig med + en mere. Identisk) og Øglen skal have en lang eller også to mindre - bare i "pigefarver" (Øglen så overlykkelig ud i går over, at hun måtte få lyserøde flag. "Nøjjj mor! Ser dejligt ud. Så flot. Tak!"). Så er der fast inventar til børnefødselsdagene - med mindre jeg (som sædvanlig) gemmer dem et så sikkert sted, at de forsvinder ud i glemslen for evigt, eller ved et uheld kommer til at smide dem ud...

Senere er der playdate med AC og tvillingerne. Øglen glæder sig helt vildt til at se især 'Juli' igen, så det der plet-regn må godt lige smutte, så mødrene kan sludre i nogenlunde tørvejr. Tak. Og så er det weekend. Hvor det vildeste vi skal, er at spise brunch på Skt. Petri på søndag. Lige til at holde til. Rigtig god weekend til jer!

tirsdag den 16. august 2011

Puslespil på den nye måde

Øglen elsker puslespil. Og har gjort det lige siden, hun var ganske lille. Først dem med knopper, siden de 'rigtige' puslespil. Og, hvis fremskridtet fortsætter, ender hun måske med at sidde og bande over temaet "skovsø med 5000 brikker" engang.

Desværre er det ikke alle steder, det er lige praktisk at have et puslespil med. I bilen, fx. Og så er det jo heldigt, at vi Øglen har Padden. For ikke nok med, at den kan vise film og underholde, til man Øglen segner; den kan også klare et puslespil eller to.

Da vi Øglen fik Padden, gik vi straks på jagt efter apps, som var sjove og samtidig bare en my lærerige. Der er RÆTTI mange apps derude, og mange af dem er også ganske udmærkede - langt størstedelen er bare på engelsk, og hvor ambitiøs jeg end gerne vil være på Øglens vegne, synes jeg alligevel, at det er skudt lidt over målet at lære hende engelsk i en alder af 2,5. Jeg blev lidt irriteret over det ringe danske udvalg, men lod den ligge dér - hvad kan en Øglemor gøre afterall?! Men HDD nøjedes ikke med at blive irriteret - han blev inspireret. Og i og med, at han er lidt af et kode-hoved *host nørd host* satte han sig for, at han ville gøre noget ved det.



Siden er det blevet til mange timer foran (bagved?!) computeren med kryptiske tegn og programmer på skærmen. Og ved I hvad?! Nu er det, der bare var ideer og kryptiske tegn, blevet til en rigtig iPad-app. Sådan en, man kan købe i AppStore, hvis man har 6 kr., man ikke lige ved, hvad man skal bruge til. (Håhr, kan I huske dengang, 6 kr. var en formue, hvis man var på visit i slikbutikken?! Man kunne jo få herremeget slik; især hvis man holdt sig til 10 øres-tingene...) Navnet på den lille ny er (det gode danske) Lift-out puzzles. Og er, som navnet antyder, en elektronisk pendant til de analoge knop-puslespil...

Hvis der er nogen af jer derude, der har en iPad og en tumling, der godt kunne tænke sig at prøve det dersens puslespil, så smid lige en kommentar og/eller en mail - så kan det være, at jeg HDD giver en voucher og sparer jer for hele 6 kr. Så kan I jo se, om det er noget, eller om jeres tumling vender tommelen nedad. Og samtidig kan I høre min sprøde røst, for det er nemlig mig, der helt forkølet og lettere dorsk (som vi ville sige i Jylland) udtaler navnene på alle dyrene / tingene i spillet. Uuuh - dét var lokkemad, der var til at tage og føle på, hva'?! Øglemors stemme direkte hjem i stuen. Waouw...

- Posted using BlogPress from my iPad

søndag den 14. august 2011

Stop mig, en eller anden

Hej, jeg hedder Øglemor. Og jeg hækler. Desværre kan jeg kun hækle ligeud, så det eneste, jeg efterhånden er blevet rimelig ferm til at hækle, er tæpper. Men dem hækler jeg til gengæld også mange af. Nu er det bare sådan, at der er en grænse for, HVOR mange hæklede tæpper, man egentlig kan bruge. Derfor er jeg da også begyndt at dele lidt ud af beholdningen. Sidst belemrede jeg en veninde med et grønt alfabet-tæppe. (Men det syntes jeg blev ret fint, så sådan et skulle Varanen da også have. Så jeg hæklede et sennepsfarvet alfabet-tæppe til Varanen. Ikke ligefrem den rigtige metode til at holde beholdningen af tæpper i skabet på et minimum).

Sennepsfarvet alfabet (genbrugsbillede - har altså kun hæklet ét sennepsfarvet alfabet...)

For hundrede år siden fik en anden veninde et 'bølge-tæppe' i barselsgave, og for endnu flere hundrede år siden, fik min lille niece et vældigt farverigt tæppe. For nylig hæklede jeg så endnu et bølge-tæppe - egentlig til Varanen, men HDD bliver ved med at insistere på, at det er for tøset i farverne, så nu ryger det sq nok snart også af sted som noget barsels-hækleri (stakkels veninder - her gik de sikkert og håbede på noget kært Småfolk-tøj eller en lækker barselskurv, men de fik skæve hæklerier, gjorde de).

Men det stopper jo ikke her. For da vi var i Pastaland i sommer (suuuuk - "i sommer"... så ved man, at det er ved at være efterår), havde jeg jo en milliard garnnøgler med. Når man skal transportere sig så længe i bil og tog, som vi gjorde, skal man i hvert fald ikke gå ned på garn. Så der blev hæklet igennem - i drengefarver (iggå, HDD!) Så Varanen ikke kun skal være svøbt i sennepsgult og/eller tøsefarvet.

Da vi kom hjem fra Pastaland, valsede jeg endnu engang ind i garnbutikken - uden helt at vide, hvad jeg skulle have (skal jeg vist bare til at lade være med) - og sør'me om ikke jeg endte op med garn til endnu et tæppe. Som jeg nu e n d e l i g er blevet færdig med. Så jeg kan gå i gang med at bruge alt det garn, jeg købte, sidst jeg var på raid i garnbutikken. Kan sige så meget, at dét ikke skal bruges til et tæppe. Eller - det er i hvert fald ikke planen, men der er et eller andet, der tyder på, at det alligevel altid er det, jeg ender med, så man skal aldrig sige aldrig. (Men hvis det ender med et tæppe, må vi aldrig fortælle det til garndamen, for hun mener, helt ligesom jeg, at der må være grænser for, hvor mange tæpper, man kan og skal bruge...)

Pastalands-tæppet i drengefarver
 
Det nyeste tæppe-skud på stammen
 
Og NU tror jeg så også, at Varanen har tæpper nok. Der er et til sengen og et til barnevognen - og så endda et ekstra til at glemme i S-toget / mødregruppen / til rytmik (hvis vi skal gå til sådan noget) / andet mystisk sted. 

Kan man mon lide af compulsive hæklet tæppe-disorder? Eller garn-misbrug? Under alle omstændigheder er der godt nogen, der må stoppe mig. Ender jo med, at jeg står og kaster hæklede tæpper i grams fra fjerde sal, mens sagesløse mennesker forsøger at slippe forbi nede på gaden uden at blive ramt.

Må vist hellere gå i seng. Og krydse fingre for ikke at drømme om løbske hæklenåle og andre krea-skrækscenarier. Vil gerne have en rolig nats søvn, for jeg skal nemlig tidligt op og til Fyn i morgen og mødes med skønne skønne damer. Bl.a. hende her. Hurra! Goodnight all!

lørdag den 13. august 2011

Tak for dansen

Er tilbage i din favn
Står ved døren med dit navn
Ånd i ånd og kigger op
Ser forbi stråleglansen
Hvisker.. "Tak for dansen"

HDD og jeg har været ude og være kærester. Bare ham og jeg sammen med først skønne tapas på Adendum, dernæst med en hel del andre mennesker i Den Grå Hal. Blandt andre Søren Huss og Love Shop. Det holder 100 sådan at have tid til at spise lækker mad og lytte til god musik, men håhr mand. Rimelig tough aften. Altså - jeg vidste jo godt, at det ikke ville blive nogen munter koncert. Har jo tidligere lyttet en del til Søren Huss' 'Troen og Ingen' og blev faktisk nødt til at stoppe med at høre det på arbejde, fordi jeg ikke kunne lade være med at græde lidt.

Søren Huss

 Søren Huss

 Love Shop - Copenhagen Dreaming...

Det kunne jeg så heller ikke i går. For nu at sige det mildt. Ud af de 11 numre på albummet (som han spillede fra ende til anden, thank you vewy much!), græd jeg nok til de 8. Eller 9. Og det var ikke noget med en elegant lille tåre ned ad den ene kind. Nænæ - vi taler full-on tudefjæs. Virkelig klædeligt at sidde (for jeg fandt en siddeplads, hæ!) med våde kinder og røde øjne under en hel koncert. Men jeg trøster mig med, at jeg bestemt ikke var den eneste, der havde våde øjne. OG at jeg er gravid. Så jeg må gerne.

Men altså. Fabelagtig koncert med smukkesmukke numre. Troppede gerne op igen, hvis ikke det havde været fordi, gårsdagens koncert var den sidste på turnéen. Og dermed den sidste, hvor 'Troen og Ingen' blev spillet i sin fulde længde. Glad for, at jeg nåede at opleve det.

Love Shop var også gode, men jeg er nok bare mere en Jens Unmack-kinda girl. Forstået på den måde, at jeg bedre kan lide hans solo-numre end Love Shops materiale. Desuden var jeg lidt mærket af dels at være oppe til langt over min sædvnlige sengetid (jep - er blevet endnu mere totalt mormor-agtig her i graviditetens sidste fase), dels af den milliard ekstra kilo jeg render rundt med, så kl. 23.30 kunne jeg og min ryg ikke mere. Så vi fik ikke afslutningen på koncerten med, men hvis I lover ikke at sige det til nogen, kan jeg lige så godt sige, at vi primært var kommet pga. Søren Huss. Og føler, at vi fik fuld valuta for pengene.

Ud over den fulde valuta for pengene, fik jeg også en alkoholfri øl (wohooo!) til mine tapas, OG Varanen fik glæden af dunsten fra en joint indtaget af et par lige foran os. Man er vel ikke på Staden for ingenting....

Mens HDD og jeg holdt i hånd over tapas og melankolsk musik, fik Øglen femstjernet behandling hjemme hos sine små kusiner. Der blev trakteret med kage, tegnefilm og masser af leg, og hun havde efter sigende været sød og medgørlig (gad vide, om nogen ville sige det, hvis nu hun var totalt håbløs at passe?!).

Det er vi jo altid glade for at høre, for så kan det være, at vi kan nå at få endnu en kæresteaften, inden Varanen melder sin ankomst. Men ellers gør det ikke så meget - i går aftes var fuldt gyldig som Den Sidste Aften Uden Børn I Meget Lang Tid!

torsdag den 11. august 2011

Älskling

Jeg er ikke meget for det, men jeg bliver nødt til at indrømme, at vi, ud over Øglen, Øglens rigtige navn, Bølle og omkring et dusin andre lettere imbecile kælenavne, også kalder Øglen for Älskling. Eller; jeg gør i hvert fald. Ved ikke lige, hvad der sker for det svenske islæt (jeg kender ingen, der er dårligere til svensk, end jeg er), men under alle omstændigheder har jeg brugt det en del på det sidste.

Med det resultat, at papegøje-Øglen nu også bruger det. På ret velvalgte tidspunkter. Fx i går, hvor Øglen havde hoppet op og ned fra sin bObles-elefant omkring 80 gange. Og landet med et kæmpe bump, sjovt nok også omkring de 80 gange.

Mig: Skat, stop med det der hopperi og kom og spis i stedet for.
Øglen: *Hopper videre*
Mig: Ska-aaat ... !
Øglen (forurettet): Vil GERNE hoppe, mor!
Mig: Kan godt forstå, det er sjovt, men du skal komme og spise nu.
Øglen: *Hopper videre*
Mig (faretruende): Kom så op og sæt dig!
Øglen: *Hopper videre*
Mig (med hævet stemme): Sæt dig. Nu!
Øglen: *Hopper videre*
Mig: Jamen, så skal du da bare lige se, hvor nemt vi kan fjerne den elefant ... (fjerner elefant)
Øglen: Nejnejj, mor! Vil gerne hoppe!
Mig: Sæt. Dig. Ned!
Øglen (hulkende og liggende på gulvet): Vi-hil ho-ho-hoppe!
Mig: Senere, skat. Men ikke lige nu. (Vores underbos navn) vil også gerne spise i fred.
Øglen: Op til mo-ahhhhhr! Krammer.
Mig: Ja, kom op til mor, skat. Det er ikke noget at blive så ked af.
Øglen (krammer og aer og kigger dybt i øjnene): Awwww. Krammm, moar.
Mig (med smeltende rygrad): Krammm, lille Øgle.
Øglen (med lusket blik og hovedet på skrå): Hejjj, lille moar.
Mig: Hej, prinsesse (hov, der var endnu et imbecilt kælenavn).
Øglen (aer mig på kinden): Kom medddd, lille ven.
Mig: Hvor skal vi hen?
Øglen: Kom NU, lille älsking (bemærk, at der mangler et l, så der ER faktisk nogen, der er dårligere til svensk end mig)
Mig (nu med helt og aldeles smeltet rygrad): Ok, så går vi. (Ind for at hoppe / finde elefanten / lægge puslespil / se Barbapapa / andet, jeg med garanti ikke ville være gået med til før kram og dårligt svensk...)

Jeg er så nem. Og Øglen er så lusket. Men nuåhr, hvor er hun altså kær, når hun charmer med hovedet på skrå og fyrer vores mine kælenavne lige tilbage i synet på mig. Lusket eller ej ...
Published with Blogger-droid v1.7.4

Man skulle jo synes...

... at når det eneste, man havde lavet i dag, var at spise nybagt brød og nyindkøbte kanelsnegle med halvdelen af ens mødregruppe (som enten netop er gået på barsel eller skal til at stoppe med at være på barsel), så liiiige kunne mønstre nok energi til at hoppe i et par gummistøvler og traske over til toget. For at transportere korpus over efter Øglen. (Faktisk skulle man synes, at kanelsnegle-formiddag burde mønstre ekstra energi til ligefrem at cykle - på trods af øsregnvejr - over til vuggestuen, men den diskussion gider jeg ikke engang gå ind i på nuværende tidspunkt).

Man kunne også mene, at der burde være overskud nok til lige at slå et smut omkring perlebutik, boghandler og diverse andre små-indkøbssteder, men nej.

Energien udebliver, jeg sidder limet fast til sofaen og kunnne godt blive en kende irriteret over, at vi kun har Grundpakken, som udelukkende sender crap og har mest af alt lyst til at sove. Bare en times tid. Eller fire. Nogen, der gider hente Øglen for mig? Skal nok give en latte og et håndklæde, når den frivillige får slæbt sig gennem regnen...

35+0 og tunnnng! Billede er taget præ-kanelsnegl, så maven er større nu...

tirsdag den 9. august 2011

Den, som bider

- en ny serie fra TV2. Eller nåwet.

Øglen blev bidt ovre i vuggeren i går. Det var en af pædagogerne, der lige nævnte det, da jeg hentede, "men hun fortæller sikkert selv, hvem der gjorde det, såeh..." Fik dog vristet ud af hende, hvem synderen var - ikke fordi jeg nu vil kaste fordømmende blikke på barnet og dets forældre, men fordi det er blevet sværere og sværere at skelne imellem, hvad der er røverhistorier (eller historier fra en anden dag), og hvad der rent faktisk passer. Øglens fantasi fejler nemlig ingenting...

Pædagogen vidste ikke rigtigt, hvad der var sket, men det var åbenbart en eller anden uoverensstemmelse på badeværelset, der havde fået bedsteveninden til at sætte tænderne i Øglen. Og hun havde da også stadig mærkerne af et ca. 2,5-årigt tandsæt i sin marcipanbløde overarm, da jeg hentede hende, så der var blevet lagt kræfter i, lod det til. Efter pædagogens udsagn havde Øglen dog ikke skreget helt så højt, som hun kunne have gjort under omstændighederne, så hun mente, at bedsteveninden nok havde fået 'heldigt' fat i noget hvalpefedt eller andet. (Eller også kunne man mistænke, at Øglen måske selv bar noget af skylden, men det fik jeg ikke lige sagt).

Jeg ved ikke lige, hvordan det funker, det der med at bide og blive bidt, eftersom vi har været lykkeligt forskånede for det indtil videre. Jeg ved ikke, om der skal råbes vagt i gevær, laves indsatsplaner og sættes elektrisk hegn rundt om de børn, der bider. Umiddelbart tænker jeg nej. Og kan ikke lade være med at tænke, at det vel et eller andet sted er det, der kan ske, når mange børn er sammen på begrænset plads flere timer om dagen. Yderligere ville jeg være mere bekymret, hvis det var Øglen, der var den, der som bed. Altså, hvis det var noget tilbagevendende. Ved jo ikke engang, om pædagogerne siger til 'biderens' forældre, at hun har bidt nogen. Men mon ikke?

Nå, men Øglen virker på ingen måde traumatiseret. Jeg spurgte til biddet et par gange i går, men nedenstående var det meste, jeg kunne få ud af hende:

Mig: Var det en god dag i vuggestuen, skat?
Øglen: JA!
Mig: Legede du med S? (ledende spørgsmål kan være anvendt)
Øglen: JA!
Mig: Er S sød? (jaja, jeg ved det - skal arbejde lidt på min interview-teknik)
Øglen: S er meget sød.
Mig: (pædagogens navn) siger, at S bed?
Øglen (med bekymret panderynke): Ja, S bider Øglen, mor!
Mig: Nåda, det var ikke så godt. Hvad gjorde du så?
Øglen: Øglen siger LA VÆR!
Mig: Ved du, hvorfor S bed?
Øglen: *Stirrer med tomt blik, sikkert pga. langt forhør*
Mig: Var S sur, siden hun bed?
Øglen: Ja.
Mig: Nå for søren (ahhh - det er dér, Øglen har sit "nå for søren" fra). Hvorfor var S sur?
Øglen (med lumsk blik): Fordi Øglen driller...

Det anede mig. Ikke, at det overhovedet er i orden at bide. Men Øglen er vist ikke et lille uskyldigt offerlam i den her sag. Og hun har da overhovedet heller ikke gidet at bruge tid på at tale mere om det, end jeg tvang ansporede hende til. Hun ville til gengæld gerne have plaster på bidemærket. Det hjalp, påstod hun.

Plasteret faldt af i nat, så der var lidt krise i morges. men så var det jo heldigt, at vi havde mere plaster. Som hun gerne ville have på benet i dag. Så hun kunne vise det til S i vuggeren i dag.

Tænk, hvis voksne uvenskaber ikke stak dybere - så ville verden da være et fredeligere sted...

Den forbidte Øgle lægger puslespil i dyyyb koncentration. Og vi kunne konstatere, at hun stadig har begge armes fulde brug til trods for tandmærker... :-)

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...