onsdag den 31. august 2011

Av (for fanden)!

Ja, pardon my French, men prøliåhør - det er ikke mig, der siger sådan. Det er Øglen. Wtf?!

Jeg bander næsten ikke. Har faktisk aldrig gjort det. Af og til - når noget VIRkelig irriterer mig / gør ondt / andet i samme boldgade - kan jeg lade et kraftudtryk slippe ud, men generelt prøver jeg at tale nogenlunde pænt. Jeg skal ikke kunne afvise, at jeg engang i Øglens påhør har ytret et "Av for fanden" over et eller andet (formentlig noget, der har gjort ondt), men det er altså ikke hverdagskost. Overhovedet.

Og så var det, at jeg kom til at klemme Øglens fingre i guf-skuffen forleden (ehm... hov...). Godt nok opdagede hun ikke, at det var mig, der kom til at lukke skuffen lige hurtigt nok, og større traume var det vist heller ikke, for der var ikke skyggen af tårer. Men til gengæld kiggede hun overrasket på sin klemte hånd, skulede til skuffen og sagde så med høj, klar barnerøst: "Av. For fann"

Mig: Ehm... Hvad sagde du, lille skat?
Øglen: Av!
Mig: Ja, det hørte jeg, men hvad sagde du mere?
Øglen: Gjorde ondt på hånden. Hånden nede i skuffarna (vi kører med noget nasal a-lyd i substantivers bestemte form. Åbenbart).
Mig: Ja, men hvad var det, du sagde lige før.
Øglen: Mig siger AV, mor!

Jaså. Besluttede at blive enig med mig selv om, at jeg nok havde hørt forkert, så jeg glemte det lidt igen - lige indtil jeg skulle skifte Øglens ble (nogen idéer til pottetræning af tumling, som kun har foragt tilovers for både potte og toilet?) senere. Mens hun stod og gøglede rundt, væltede hun. Ikke, at der skete den store skade, eftersom vi skifter hende på gulvet, men hun mente åbenbart, at hun slog sig. Sprang op, kiggede anklagende på både mig og gulvet og råbte "AV. For fann!"

Og da jeg efterfølgende spurgte hende, hvad det var hun sagde, trykkede jeg åbenbart på en eller anden gentag-knap, for pludselig havde jeg en Duracell-Øgle spankulerende rundt, mens hun råbe-sang "for fann, for fann, for fann".

Suk, altså! Hvor lærer de det, de små krapyl? Og - vigtigst - hvordan afprogrammerer man dem?

---
PS: HDD bander heller ikke særlig meget. Og efter, Øglen er begyndt at gentage stort set ALT, vi siger, passer vi særligt på med ikke at tale grimt. Så det er altså heller ikke HDD, der er synderen...

tirsdag den 30. august 2011

Er det mon nu? Eller nu? Eller NU?

Eller skal jeg mon bare acceptere, at der er 16 dage, til jeg har termin? (I øvrigt et stort tak til Lille-Lars for at have udskrevet valg på min terminsdato - så kan jeg bare gå ind på fx politiken.dk, hvis jeg bliver i tvivl om, hvor længe der er til termin. De har nemlig været så søde at sætte en nedtælling til valget (og min termin) øverst).

Egentlig har jeg ikke travlt med, at Varanen kommer ud. Jeg har det meget godt (bortset fra, at jeg bliver større og større, og jeg pruster som en flodhest, når jeg får forvildet mig ned på gulvet for at lægge puslespil med Øglen), og jeg må tilstå, at jeg nyder at have så meget tid til Øglen (og mig selv), som jeg har lige nu. Jeg bliver godt nok temmelig hurtigt træt - fx skulle der ikke mere end en tur til byen med tilhørende børnehavefremvisning og oseri på Købmagergade i går til at slå mig ud resten af dagen. Sørgeligt. Bliver lidt bekymret for, om jeg nogensinde kommer i gang med at løbe igen, når nu jeg ikke engang kan gå et par kilometer. Men ok - planen er selvfølgelig at smide langt størsteparten (og gerne lidt mere) end de vel omkring 18 kg (argh!), jeg er ved at have akkumuleret på nuværende tidspunkt. Og som en mental start på løberiet tror jeg, at jeg vil slæbe Øglen med i Fælledparken i aften for at se HDD løbe til DHL-halløj. Der er ikke noget som at se andre svede...

 37+1. Færdigbagt Varan, der må ligge på yderst underlig måde. Så spids synes jeg nemlig ikke min mave ellers er...

Har i øvrigt en naiv forestilling om, at jeg måske bliver lidt mindre træt, når Varanen først er her, men når jeg rigtig husker efter, ved jeg jo godt, at masser af søvn til moar er lidt af en illusion, når man kyler et spædbarn ind i ligningen. Og Øglens nye fimmel (som min mor ville sige) med at komme stolprende ind i 'Mors og Fars Seng' kl. ret præcist 03 om natten, bidrager ikke ligefrem til den uafbrudte nattesøvn. Bortset fra det, så er det meeega-hyggeligt med sådan en lille blød varmedunk, der slår de buttede arme om min hals, aer mig på hovedet og hvisker "såså, lille skat. Bare sov". For derefter at sparke mig i maven, på lårene eller hive mig i håret, når hun selv er faldet i søvn...

Øglen, der vist også selv kunne trænge til uafbrudt nattesøvn, chiller - Mary Poppins-style - i klapvognen med en "parafly"

Og her i undertegnedes jakke. Fordi "Det blæser og er majet koldt, mor!" Nånå, lille inde-Øgle

Men altså. Lang historie. For at fortælle, at jeg egentlig ikke har travlt med, at Varanen kommer ud. Det betyder imidlertid ikke, at jeg ikke gerne ville vide, hvornår han har tænkt sig at komme. Bliver det om dagen? Om aftenen? Midt i opvasken? Mens Øglen er i vugger? Mens jeg er i Netto? I S-toget? På cyklen? Går vandet, ligesom sidst? Bliver det en lynfødsel? En marathon-fødsel? Hvem skal se efter Øglen, mens jeg er på hospitalet? Hvornår er det nu lige, jeg skal ringe til hospitalet? Var dét en ve? Eller eller eller, og og og...

Spørgsmål er der altså nok af. Desværre er det eneste spørgsmål, der med sikkerhed kan besvares sandfærdigt, nok "Kommer det til at gøre ondt?". Affirmative! Det klarer jeg dog nok - det er trods alt (forhåbentlig) bare en afgrænset periode. Det er mere alle de ubekendte, jeg ikke har det så godt med. Sidste gang var jeg også nysgerrig omkring alt det ovenstående. Men kodeordet var netop 'nysgerrig'. Og 'spændt'. Denne gang er der også et pænt drys 'bekymret' inde over. For denne gang er Øglen der jo. Og skal passes af en eller anden - det være sig underbo, Farmor, mødregruppe-veninde eller tilfældig forbipasserende. HDD har lovet, at han nok skal tage sig af Øgle-overlevering, og at jeg bare skal lade være med at spekulere, men jeg har ikke rigtig held med at finde tankespinds-sluk-knappen. Så måske det i virkeligheden er meget godt, hvis Varanen kommer snart.

Flagranker en masse. Endnu engang tak til Karen Klarbæk for opskriften

(N)øglesnor. Som husets yngste beboer nu betragter helt og holdent som sin ejendom. Og gemmer alle mulige og især umlige steder. MED mine nøgler i. Suuuper...

Jeg skal bare liiiiiige have styr på de sidste ting. Købe de absolutte must-haves, uden hvilke en baby jo, som vi alle ved, ikke kan få en gelinde start på tilværelsen(!) En ugle-bamse, fx. En rangle i træ. Og zinksalve. Og så skal jeg også lige have afsluttet alle mine halve kreastive projekter. Flagrankerne er endelig blevet helt færdige, ligesom Fru Madsens fine nøglekæde, så det er da et par ting mindre, der ligger og flyder. Så skal jeg bare lige have gjort noget ved den hæklede bold, der i virkeligheden kun er hæklede femkanter på nuværende tidspunkt. Og de pulsvarmere, jeg er i gang med. Derudover måtte pakkeposten egentlig godt begynde at overveje at dukke op. Så jeg kan få flyttet ordentligt ind i vores nye (brugte) væghængte puslebord. Og få ro i sjælen.

Redebygger? Moi?!


(Og hey - kan det være tegn på snarlig fødsel, at man lige pludselig synes, at den der sang 'Sjus' med Kato egentlig er ok? Når man vel og mærke afskyer den slags musik til daglig?!)

fredag den 26. august 2011

Man kan tage Øglemor ud af Jylland

... men man kan ikke tage Jylland ud af Øglemor. Jeg er jyde, og selv om jeg har boet over ti år (10 år, mand!) i Kbh, så tror jeg aldrig, at jeg slipper af med min indre krejler. Og det er egentlig meget rart, for den indre krejler kan man faktisk tjene penge på i ny og næ.

Kan I huske, at HDD og jeg var mega-dårlige forældre i starten af august og sendte Øglen i institution, mens vi selv var effektive derhjemme? Vi fik bl.a. ryddet op og ud på loftet, og vi fandt RET mange mærkelige ting, som vi ikke liiiige kunne huske, hvorfor vi havde gemt, endsige hvad vi skulle bruge til fremover. Så vi satte meget af det til salg på dba.dk. Vi er langt fra i bund (der står stadig to flyttekasser med underlige ting inde i soveværelset, og det bliver jeg snart en lille smule vanvittig over), men nogle af tingene er om ikke gået som varmt brød, så i hvert fald blevet solgt. Og derfor har vi nu en lille plasticbøtte i et af  skabene med små 3000 kr i. Som vi har tjent på at rydde op på loftet, kan man vel godt sige. Det er da ikke helt skidt.

Nogle af tingene har selvsagt været dyrere end andre. Min gamle pusletaske (jeg har købt en ny. Hurra!) kostede fx en brøkdel af, hvad vi tog for den fine skænk fra IKEA. Og Le Klint-lamperne. Men et eller andet sted, så betyder prisen ikke alverden - jovist er det rart at have sparet lidt op til ny vaskemaskine (booooring!), nyt køkkengrej (også lidt kedeligt, men trods alt sjovere end vaskemaskine) eller ting til Varanen (now we're talking), men jeg synes egentlig bare, det er fedt at kunne give fuldt funktionsdygtige ting et hjem i stedet for at kyle dem til storskrald. Og jeg er sikker på, at ham, der var gået i stå i sin bil et sted på Østerbro i går, også var glad for, at vi havde et sæt startkabler billigt til salg (og var hjemme), så han slap for at betale 400 kr. for de samme på en tankstation. Så genbrug / gensalg holder begge veje...

Ny pusletaske. Som ikke er købt brugt, og hvis pris ikke er specielt krejler-agtig, men lad nu det ligge...

Min indre jyde var i øvrigt også en kende træt af, at den (og jeg) igen ikke havde fået spist alle vores bananer (sådan går det, når man tager en pause fra hverdagen - uden bananer), så jeg fik brugt de meget brune stakler til et bananbrød. Som jeg genopdagede ovre hos Frk. Struds forleden. Havde fuldstændig glemt, at det eksisterede, men jeg dykkede ned i mine håndskrevne opskrifter (ved nærmere eftertanke kunne jeg jo så bare have brugt opskriften ovre hos Frk. Struds, men altså...) og fandt den gamle glemte kending frem. Og vupti, var de trætte bananer omdannet til noget, der vist bedst kan beskrives som kage, men som hedder noget med brød, og sådan noget er jo sundt, som vi alle ved...

Noget af opskriften. Skrevet med ung, håbefuld hånskrift i meget gammel opskriftbog, som er utrolig grim, men vældig nyttig.

Det færdige bananbrød. Nu med mørk chokolade, à la Frk. Struds. Og det kan godt være, at det ikke ser så spændende ud, men det smager fortrinligt...

Så det er altså det, jeg har fået min barsels-fredag til at gå med; lege krejler (i dag til/med/for nogen, som akut manglede lys (?!) i deres lejlighed), bage (og spise) bananbrød og skrive blogindlæg. Og nå ja - drikke kaffe med ligeledes højgravid mødregruppe-kollega. Så det kan godt være, at jeg er tilbage i byen efter min hverdags-pause, men det er nu også lige til at holde til...

onsdag den 24. august 2011

Pause-Poul

Mig og Øglen holder pause. Fra den der hverdag (som i virkeligheden ikke er så hård, hvis man er mig og på barsel, men som straks er lidt mere actionpacked, hvis man er Øglen og går på stue med 12 andre hårdkogte Hobbitter). I går morges pakkede vi Familie-slæden (som jeg kører alt alt for lidt i, og som jeg derfor er ved at udvikle en bil-fobi overfor) og drog vestover til Mormor og Morfar (Øglens, altså).

Selv om jeg næppe nogensinde bliver perlevenner med morgentrafikken og vejarbejdet i København, så gik turen glimrende, og Øglen brillerede ved at sidde på bagsædet og synge 'Lille Peter Edderkop', kommentere landskabet og bekymre sig over, hvorvidt 'mindvøllerne' mon var i stykker, når de ikke drejede rundt. Når hun altså ikke kom med små besserwisser-udbrud som "Du kører ALT for hurtigt, mor". Hvilket jeg faktisk ikke gjorde *pudse-pudse glorie*, men jeg blev nødt til at smække bremserne i, fordi ham, der kørte foran mig, lavede en ualmindeligt underlig manøvre.

Øglen havde glædet sig som en lille dreng til at komme over til Mårmor og Mårfar, så hun har faktisk ikke været synderligt øglet, siden vi ankom. Tværtimod. Hun snakker, griner, uddeler krammere, som stillede hun op til valg på det, og har spurtet Mårfar i møde, når han er kommet hjem fra arbejde, sprunget op på skødet af ham og krammet til på "Awwww-måden". Lutter idyl, og vi mangler sådan set bare underlægningsmusikken til Det Lille Hus På Prærien (eller måske endda 7th Heaven?) for at gøre idyllen komplet. Det er meget muligt, at vi ikke ses til dagligt, men det bliver tilknytningsforholdet generationerne imellem tydeligvis ikke mindre af, og det synes jeg egentlig er temmelig priviligeret.

My preciousssss... Brombær-rov med Mårfar

Jeg får lov til at crashe på sofaen, læse dameblade og spise kage. Masser af kage. Bl.a. min mors f a n t a s t i s k e cheesecake. Med brombær plukket af Øglen og Mårfar, da de var ude at gå i går. Uden klapvogn, men på de buttede Øgle-ben, skam. Den var ikke gået (tøhø) hjemme i Kbh, men når man hænger ud med Mårfar, er man åbenbart lidt mere street, end man er sammen med mor og far. Jeg fik da også strenge formaninger om ikke at komme med: "NEJ, mor. Dig skal ikke med. Øglen og MÅRfar går tur!" Nånå. Bevares. Og skål i kage og sofa-crashning!

Nu er Øglen og Mårfar ude at plukke flere bær. Mårmor har tålmodigt forsøgt at forklare mig strikkekunstens mysterier, og jeg tror nok, at jeg kan strikke retstrik nu. Måske ikke noget, der vinder mig nogle krea-præmier, men man skal jo starte et sted. Og alene det, at jeg kan jonglere med to pinde ad gangen uden at stikke nogen ned, er succes nok for mig.

Cheesecaken før...

Det er altså ikke aktivitetsniveauet, der udmatter mig, her i Pauseland. Selv om jeg da må indrømme, at jeg er en anelse stolt af mig selv over i dag at have ringet og lavet aftaler med ikke bare en eller to, men hele TRE børnehaver, jeg skal ud og inspicere i næste uge. Så må vi se, hvor fresh jeg er, når jeg rent faktisk skal dukke op til aftalerne og rende rundt og stille spørgsmål til frokostordninger, pædagogiske visioner og lukkedage. Velvidende, at chancen for, at Øglen får en plads i en af de pågældende børnehaver, er cirka lige så stor, som at jeg smider alle mine graviditetskilo 10 minutter efter fødslen og bliver tyndere end nogensinde.

Cheesecaken efter...

Men som en af børnehave-damerne var så opmuntrende at sige til mig, da jeg ringede i formiddags: "Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Vi har allertidligst pladser til sommer igen, men det er jo selvfølgelig ikke forbudt at håbe på mirakler". Nix. Det er det nemlig ikke. Så det vil jeg gøre. Og mens jeg gør det, tror jeg da lige, at jeg lægger mig på sofaen sammen med cheesecaken et dameblad...

mandag den 22. august 2011

Hvad er barnets navn?

På nuværende tidspunkt i min sidste graviditet var vi ved at have nogenlunde styr på, hvad Øglen skulle hedde. Vi havde været vidt omkring i diverse navnestammer, men var altså endt op med to muligheder (som i øvrigt var temmelig forskellige). Så der var ok ro på, hvad navn angik.

Denne gang er historien lidt anderledes. Altså, vi har naturligvis talt navne mere eller mindre lige siden, vi fandt ud af, at den tykke mave gemmer på en dreng (og faktisk også før, så derfor ved vi godt, hvad Varanen skal hedde, hvis det bliver en pige), men vi kan simpelthen ikke finde det helt rigtige navn.

Vi har haft rætti rætti mange navne-kandidater og har naturligvis indsnævret feltet en anelse, men det helt rigtige navn, dét, der giver en "ja, han kan da ikke hedde andet"-fornemmelse i maven, lader vente på sig. Tænker jeg virkelig godt efter, så havde vi vist heller ikke den fornemmelse i maven, da vi besluttede os for Øglens navn, og jeg kan da huske, at det længe efter fødslen føltes underligt at kalde hende ved navn. Så det er måske bare sådan, det er - lidt underligt at skulle bestemme, hvad et andet menneske skal hedde. For det der med navn er jo temmelig vigtigt. Det er som regel, det første, folk får at forholde sig til, når man mødes (eller inden man mødes, for den sags skyld), så derfor er det nødvendigvis en ret stor del af ens personlighed.

Yndlingsmennesker

Normalt taler vi navne så'n lidt "on the fly"; i bilen, på trilletur med barnevognen, over en kop kaffe, osv., men i går satte vi os simpelthen ned og snakkede navne lidt mere systematisk. Og endte op med at være præcis lige så kloge, som da vi startede. Så status er, at vi har to navne på bedding (og nej, mor - vi siger ikke, hvad det er for nogle :-)), men er samtidig lidt i tvivl om, der skal lukkes flere navne ind i det fine selskab, så der er lidt mere at vælge imellem. Jeg kan dog afsløre så meget, at ingen af dem er på nogen top 10-lister (eller top-20 for den sags skyld) og formentlig ikke kommer det foreløbig. Til gengæld er det ene et mørkt hårs-navn, og det andet et lyst hårs-navn. Bare for at gøre det vanskeligt for os selv. Øglen var nemlig mørk, da hun blev født og endte op med at blive helt gennemsigtig lys (som sin mor). Så det er lidt svært at sige, hvad Varanen bliver...

Det blege barn i ZOO. Med øko-agtig, bæredygtig is, lavet af spelt. Eller noget...

Øglen er - modsat hvad mange måske tror - ikke opkaldt efter nogen, selv om hun tilfældigvis hedder det samme som HDD's bedstemor. Indrømmet; vi var nok ikke kommet på navnet, hvis ikke bedstemoderen havde heddet det, men ligefrem 'opkaldt' vil jeg ikke sige. Alligevel ville det jo være oplagt at blive i bedsteforældregenerationen, når vi nu skal finde et navn til Varanen. For navnene må jo gerne passe sammen. Omvendt gider jeg heller ikke vælge et navn fra en relativt lille palette, hvis det ikke føles rigtigt - bare fordi en af vores bedsteforældre tilfældigvis hed det. Så bedsteforældrenavnene er indtil videre dømt ude.

Men måske er det bare sådan, det er - at det er sværere at finde på et navn til barn nr. 2? Fordi det umiddelbart virker som en håbløs opgave at finde et navn, der er lige så 'spot on', som det navn, den førstefødte render rundt med? Eller også ER det bare sværere at finde på et drengenavn? Hm... Nå, der er heldigvis nogle uger til termin, så der er masser af tid til at finde på et navn. Så inspiration, kom hid!

Og så kunne indlægget jo egentlig godt stoppe her, men da jeg har problemer med at fatte mig i korthed, tænkte jeg da lige, at jeg ville dele mine navnetanker med jer. Så:

I øvrigt er jeg ret fascineret af, hvor stor interesse, der er fra omverdenen, for at finde ud af, hvad Varanen - og alle mulige andre kommende babyer - skal hedde. Bevares, som skrevet ovenfor, så er et navn da en ret vigtig ting i en persons liv, men så længe forældrene ved, hvad afkommet skal hedde (og det skal de nok finde ud af. På et tidspunkt), så må det da være godt nok. Eller hvad?

Lille hjælper

Hvis man rent faktisk vover sig ud i at vende navneforslag med (nogle, langtfra alle!) folk, er det som om, at al pli forsvinder fra jordens overflade. Oplevede det et hav af gange, da jeg ventede Øglen, og konsekvensen er blevet, at vi ikke gider afsløre vores foretrukne navne længere. For hvis folk får at vide, at "det her skal afkommet hedde", så træder plien i kraft igen, og selv om de ikke er enige, tør de ikke at være helt så bramfri. Misforstå mig ikke - folk må meget gerne have en mening om det/de navne vi vælger, og det er helt ok, at de ikke kan lide det/dem. Men man overvejer jo gerne et navn, fordi man selv godt kan lide det, og så kan det godt føles en anelse... overrumplende... at have følgende samtale (for eksemplets skyld bruger jeg Varanen som case):

Ven/familie/kollega/andet: Nå, har I så et navn parat til den lille?
Mig: Njahh. Ikke rigtigt. Men vi overvejer da lidt.
Ven/familie/kollega/andet: Hvad for eksempel?
Mig: Tjah, vi har snakket lidt om Melvin (det har vi faktisk, men det bliver ikke til noget).
Ven/familie/kollega/andet: ... Altså. Som i MELVIN?
Mig: Ja.
Ven/familie/kollega/andet: Arrrjjjj! Det MENER du ikke.
Mig: Joeh, det gør jeg faktisk.
Ven/familie/kollega/andet: Jamen, det kan man da ikke HEDDE!
Mig: ...
Ven/familie/kollega/andet: Det bryder jeg mig VIRKELIG ikke om. Ja, det er faktisk nærmest SYND for barnet. LOV mig, at I ikke kalder ham dét.
Mig: ...

Osv. Lad os nu sige, bare for eksperimentets skyld, at vi vælger at kalde Varanen Melvin alligevel. Så vil vi - og ven/familie/kollega/andet - stadig godt kunne huske foregående samtale. Ven/familie/kollega/andet vil formentlig stadig synes, at det er det rene børneplageri, at vi har kaldt et barn for Melvin. Og vil måske endda være en anelse fornærmet over, at vi ikke lyttede til ven/familie/kollega/andets velmenende råd.

Havde ven/familie/kollega/andet ikke fået lov til at give sit besyv med, fordi vi ikke havde nævnt nogen mulige navne, ville vedkommende sikkert stadig synes, at det var et rædselsfuldt navn, men efterhånden som personen kom til at lære Varan-Melvin at kende, ville han jo pludselig ikke kunne hedde andet. Win-win, hvis man spørger mig.

Jeg tænker nok for meget over det. Eller. Jeg tænker HELT sikkert for meget over det. Men det er bare min kæphest, det her med navne. Og bare rolig - vi skal nok finde på et fint navn til Varanen. Skal bare liiiige indsnævre lidt mere. Er fx kommet i tanker om to fine navne, mens jeg har skrevet det her indlæg. Så med den fart er der jo masssser af navne at vælge imellem, når vi når frem til termin...

lørdag den 20. august 2011

... og øndig ser hun ud

Inspireret af gårsdagens indlæg hos Camp Chaos, kom jeg til at tænke på dengang, jeg var gravid med Øglen, og HDD og jeg ikke anede, hvad vi gik ind til mht. børn. Ligesom Rikke skriver, så var vi også ude i alt sådan noget med, at "så meget behøver vi jo heller ikke ændre vores vaner", "vores barn skal være sådan et, der kan sove hvorsomhelst", "man behøver jo heller ikke overholde spise- og sovetider hver dag - det er, hvad man gør det til", osv.
Hihi. Fnis. Sådan gik det så ikke. Men det er en anden historie.

Ud over ovennævnte utopiske forestillinger om Livet Med Børn, talte vi (selvfølgelig) også om, hvordan mon det lille kræ ville se ud. Og jeg kan huske, at jeg tænkte en del over, om vi ikke selv ville kunne se det, hvis nu vi fik et barn, der ikke var så kønt. Og i stedet insistere på, at vi havde produceret en Miss Universe-kandidat. Til trods for snot-ellevetaller, grød i hele hovedet og ubestemmelige røde knopper. For det syndrom er jo set hos forældre, hvis afkom måske ikke ligefrem er klassiske skønheder. Jeg aftalte endda med en af mine veninder (omend hun vist aldrig samtykkede helt, men trods alt var klog nok til at gå med på en gravid kvindes luner), at hun skulle sige det, hvis nu Øglen så lidt sjov ud. Så jeg i det mindste vidste det og kunne forvalte den viden efter bedste evne.

Men det blev heldigvis aldrig relevant. For Øglen viste sig jo selvfølgelig at være det smukkeste barn i hele verden (med de forældre ville det have været et under andet. Tøhø). Slet ikke trykket, alien-agtig, med Gary Sinise-agtige puffede øjne eller andre ting, man af og til ser hos nyfødte. Syntes jeg og min tydeligt endorfin-ramte hjerne. Men billederne fra de spæde dage/uger fortæller noget lidt andet. Altså, ingen tvivl om, at jeg stadig synes, at hun både er og var smuk. Men HELT så lydefri (må man godt bruge det ord, når man er yngre end 367 år gammel?!), som jeg/vi først syntes, var hun altså ikke.

Det er hun derimod nu, hvor hun er vokset fra det trykkede, har fået hår i stedet for skimmel, øjnene er blevet mindre puffede og alt muligt andet. Faktisk kan jeg slet ikke komme i tanker om nogen børn, der er ligeså yndige som Øglen. Indtil jeg lige gennemgik et par snapshots fra i går. Og nok engang må erkende, at min hjerne stadig er fyldt med endorfiner, og jeg dermed er faldet direkte i "forælder, der er blind over for afkoms... udfordringer..."-fælden. Og min veninde har ikke sagt noget. Shame on her! Se her - og bedøm selv...

Det begyndte ellers meget godt - Kilkenny-style - da Øglen nægtede at stå ud af ladcyklen, fordi det blæste meget. Stadig yndig. Synes moderen.

Og så gik det ellers ned ad bakke derfra...

Og endnu længere ned.

Hele vejen til rock bottom...

Bliver spændende at se, om Varanen slægter sin søster på, hvad angår udseende. I givet fald håber vi, at han får en vindende personlighed. Helt ligesom Øglen. Og under alle omstændigheder vil HDD og jeg i hvert fald næsten altid synes, at han er smukkere end smuk...

(Og ret skal være ret - har taget nogle ret fine billeder af Øglen i ZOO i dag. Eller. De var i hvert fald fine, da jeg tog dem. Kan være, at det ser helt anderledes ud, når de kommer over på computeren. Man ved aldrig med sådan noget...)

fredag den 19. august 2011

Hej barsel!

Ja, altså - man kunne jo mene, at jeg efterhånden har været på barsel nogle uger efterhånden. Men næh nej - jeg har nemlig været fuldgyldigt medlem af Ledighedsland (besluttede jo efter en del parlamenteren frem og tilbage med A-kasse, Barselsteam og andre muntre instanser, at det var smartere at melde mig ledig end at holde ferie) med alt, hvad dertil hører af breve, pinkoder, indkaldelser til samtaler, og jeg skal komme efter dig.

Men nu! NU er jeg på barsel. Så hej barsel! Og hej-hej Ledighedsland. Vi ses på den anden side, når jeg er helt grålig af søvnmangel og har glemt al faglighed what so ever. Jojo, jeg skal nok blive et aktiv på arbejdsmarkedet.

Fejrede første rigtige barselsdag med at brunche med Husmoderen og hendes lille Skrubbe. Så kunne jeg jo også lige få en forsmag på, hvor små og nuttede sådan nogle babyer egentlig er (for I skal ikke tro, at jeg kan huske noget som helst, fra dengang Øglen var baby).

Og i dag har jeg så været til jordemoder. Stadig helt ude på Frederiksberg. Og stadig lige... omsonst... (må man godt kalde det dét?!). Altså, min jordemoder er rætti flink, men oddsene for, at det lige er hende, der er der, når jeg engang skal føde, er jo lig nul. Desuden - hvis den kommende fødsel ellers på nogen måde kommer til at ligne den foregående (og det gør den jo nok, sådan rent smerte-wise og alt det der), så vil jeg være rystende ligeglad med, om det er min jordemoder, E.T. eller Pia Kjærsgaard, der er tilstede på stuen, bare vedkommende får babyen ud...

Nå, men alt så stadig fint ud; blodtryk fint, urin blank, Varanen vender rigtigt, men står overhovedet ikke fast. Ligger til gengæld direkte på skambenet, kunne jordemoderen fortælle, men det kunne jeg næsten have gættet mig til med de stød, det giver i tide og utide. "Han fylder godt derinde", konstaterede hun og sjussede ham først til 3000 gram, men nedjusterede til 2800. Så rimelig standard, lader det til. Og standard kan vi godt lide, når det kommer til størrelse på sådan nogle smållinger. I hvert fald hvis alternativet er "godt over gennemsnittet". Av av.

Nu er jeg lige kommet hjem, og jeg prøver at tage mig sammen til at lave noget konstruktivt, inden jeg skal ud af døren og hente Øglen. Indtil videre bliver det dog ikke til så meget andet end at spise Nutella-cookies (opskrift ovre fra NYBH - totalt oplagt, når nu jeg fik verdens største glas Nutella som afskedsgave af det der arbejde) og hækle Karen Klarbæks flagranker.

Mmmm... De blev RET gode, de der cookies. Og slet ikke så klamme og "Nutella'ede", som man kunne forestille sig med den temmelig store mængde Nutella, der skal i...

Varan-flag

Indtil videre har jeg færdiggjort én flagranke, men har flag liggende til tre mere. Meget godt billede på, at jeg er mere en igangsætter end en afslutter, men jeg skal nok blive færdig. Blev der sagt. Planen er nemlig, at Varanen skal have to (den, jeg er blevet færdig med + en mere. Identisk) og Øglen skal have en lang eller også to mindre - bare i "pigefarver" (Øglen så overlykkelig ud i går over, at hun måtte få lyserøde flag. "Nøjjj mor! Ser dejligt ud. Så flot. Tak!"). Så er der fast inventar til børnefødselsdagene - med mindre jeg (som sædvanlig) gemmer dem et så sikkert sted, at de forsvinder ud i glemslen for evigt, eller ved et uheld kommer til at smide dem ud...

Senere er der playdate med AC og tvillingerne. Øglen glæder sig helt vildt til at se især 'Juli' igen, så det der plet-regn må godt lige smutte, så mødrene kan sludre i nogenlunde tørvejr. Tak. Og så er det weekend. Hvor det vildeste vi skal, er at spise brunch på Skt. Petri på søndag. Lige til at holde til. Rigtig god weekend til jer!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...