torsdag den 29. september 2011

Happy dance!

Prø' li' å gæt, hvad posten havde med i dag (ud over lokalavisen og et takkekort fra et bryllup, altså)?! Min vandrejournal! Og scanningsbillederne af Varanen! Og den der seddel om, hvordan fødslen forløb! ALT det, som jeg opdagede forleden, var blevet væk, og som jeg tudede øjnene ud over. (Arj, ok - der mangler sådan et lille tillykke-kort fra Rigshospitalet med stempel på, men det overlever jeg nok)

Juhuuu - hej, papirer (som jeg ikke helt ved, hvad jeg skal bruge til, men som jeg ikke desto mindre har planer om at gemme for evigt)

Der var simpelthen sket det, at jeg havde glemt papirerne på det dersens barselsambulatorium, hvor vi var til hælprøve og hørescreening i lørdags. Og så havde de sendt papirerne til en, der hed noget, der i mistænkelig grad kunne minde om mit navn. Som også havde født d. 22. september. Og som nu har været så sød at eftersende papirerne til mig. Hurra, altså - nogle mennesker er bare enormt søde! (Og så har man måske en fornemmelse af, hvor meget sådan nogle papirer kan betyde, hvis man selv lige har født og er fyldt med hormoner).

Så jeg har danset happy dance i dag (efter jeg havde hormon-tudet lidt af glæde). Lige altså indtil HDD stak af for at reparere familieslæden og jeg dermed fik min debut som "alenemor" til begge reptiler. Så var der ikke tid til at danse mere. Men jeg er stadig glad!

(Og nu skal jeg så finde på en anden undskyldning (med mindre "hormoner" er undskyldning nok) for at tude i tide og utide)

onsdag den 28. september 2011

Sundhedstjek

'Min' sundhedsplejerske har været forbi i dag. For at sige hej og tillykke, måle/veje Varanen og generelt bare høre, hvordan det går, og om jeg havde nogle spørgsmål.

Varanen var mildest talt ikke begejstret for at blive klædt af og proppet ind i en stofble for derefter at blive hængt op i en vakkelvornt udseende vægt, men det kan jeg egentlig ikke bebrejde ham. Det der med at ligge på maven syntes han heller ikke var the shizzle, men han bliver jo nok glad for at kunne det i længden, tænker jeg. Og alt i alt tog de dele, han ikke brød sig om, ikke særlig lang tid. Resten af seancen - den, hvor Sunderen og jeg drak kaffe og sludrede, mens Varanen fik mad - syntes han sjovt nok noget bedre om.

Varan-puppen

Det var et hyggeligt besøg, og min Sunder virker vældig sød og kompetent. På ingen måde ligeså "ekstrem", som min sidste Sunder (og det var altså en af hendes kolleger, der kaldte hende det; selv ville jeg måske bare have anvendt ordene 'emsig' og 'lidt uhyggelig'), men derimod meget menneskelig og nede på jorden. Det kan selvfølgelig også skyldes, at Varanen er barn nr. 2, og jeg derfor ikke på samme måde har haft en fornemmelse af at skulle 'eksamineres', som jeg havde med Øglen, men anywhooooo, så var det en god oplevelse.

Varanen vejer nu 4300g og har dermed opnået sin fødselsvægt +50g (eller 48g, hvis man er Varanens mor og går op i den slags petitesser). Og så er han 55cm lang (mod 52cm ved fødslen, så jeg tænker, at nogen har målt bare en my forkert), så der er ikke noget at sige til, at han ligner Sidney Lee lidt (tænk dyb t-shirt-udskæring fremfor underlig brun-orange farve), når han har sine str. 50 body'er på. Dommen var, at han trives og virker enormt vågen og opmærksom af sin alder, og som kirsebærret på toppen kunne han da lige levere en kæmpe remoulade-ble, mens Sunderen kiggede på, så hun kunne konstatere, at han i dén grad får mad indenbords. Jowjow.

Varanens sutte-debut lidt tidligere i dag

Udover vejningen og målingen havde jeg ikke voldsomt mange spørgsmål (erindrer noget om, at jeg til første sundhedsplejerske-besøg med Øglen havde en hel post-it fyldt med spørgsmål til hende). Ikke til Varanen, i hvert fald. Til gengæld spurgte jeg en hel del til Øglen. Altså til hendes opførsel i disse dage og til, hvordan vi kan gøre overgangen til søster-heden lettere for hende. Og - vigtigst lige nu - hvordan vi kan mindske hendes gener ved den blist, der har bosat sig på hendes tunge og er omtrent samme størrelse som Angola. Hun havde en række gode råd, som vi skal have afprøvet (nogen, der ved, hvordan man nemmest får fyret et skud Aftamed i munden på genstridig 2,5-årig?) og mht. det der med søster-heden, så sagde hun - ligesom alle I kloge læsere - at det bliver bedre hen ad vejen. Men indtil da, så foreslog hun rimelig enkle, men alligevel viise (synes jeg) ting, vi kunne gøre. Fx lade hende have de samme grænser som før. Her har HDD og jeg nok været liiige kompenserende nok, siden vi kom hjem med Varanen, men det skaber tilsyneladende mere utryghed end det modsatte, hvis vi lige pludselig bare er helt "jaja, lille skat, du må gerne ødelægge X, male på Y og spise Z", hvis hun normalt ikke må.

Lille store Øgle

Derudover er det åbenbart vigtigt ikke at udstråle nogen form for "det er synd for Øglen"-hed. For som Sunderen sagde, så kunne vi være helt sikre på, at hvis det er den tilgang, vi havde til det, så vil Øglen opsnappe det på et splitsekund og synes, at det er endnu mere synd for hende. Og sidst, men ikke mindst, så skal vi holde igen med valgmulighederne. Ikke noget "vil du have X, Y, Z, Æ, Ø eller Å til aftensmad, nu du har ondt i munden, lille Øgle?". Allerhøjst et "vil du have X eller Y?" eller - helst - et "nu får du X til aftensmad - det gør ikke ondt i munden. Værsågod".

Måske ikke ligefrem raketvidenskab, men er der ikke også noget med, at det ofte er det simple, der virker? Under alle omstændigheder skal det have en chance. For hende Øglen fortjener altså også snart at få sin kendte hverdag tilbage (hun har været hjemme fra vugger igen i dag).

Sunderen kommer igen om en måned, og så må vi se, om bøtten er vendt og jeg til den tid har flere spørgsmål om Varanen end om Øglen. Nu må vi se. Under alle omstændigheder synes jeg, det er dejligt at have fået en sød og forstående Sunder, som ikke havde noget imod, at jeg plaprede løs. Og som i øvrigt syntes, at Varanen var fin og sød. Men det er han jo også, såeh...

tirsdag den 27. september 2011

Min lille store Øgle

Det har været nogle begivenhedsrige dage for Øglen på det sidste. Ud over at være blevet storesøster, har der været masser af besøg, masser af gaver og så også lige en klat feber oveni. Dertil kan vi så tilføje en kæmpe blist på hendes tunge, så hver gang hun indtager noget, der ikke er is og chokolademælk, så græder hun og fortæller, hvor ondt det gør.

Og så - for at føje spot til skade - så er hun jo bare 2,5 år på godt og ondt og synes bestemt ikke altid (læs: aldrig), at vi skal have vores vilje. Ting skal allerhelst gå efter hendes hoved, og i de sidste par dage har vi set resultatet af ligningen nybagt storesøster + (feber x blist) : 2,5-årig².

Slatten storesøster

Oh dear, siger jeg bare. Altså, hun er stadig ellevild med Varanen, men det er tydeligt, at det ikke passer hende, når han tager tid fra hende med fx amning, bleskift eller nussepusning. Det passer hende heller ikke så godt, når hun får nej til at se "samsyn" i 9 timer i rap, og det er tilsyneladende også totalt ufedt ikke bare selv at måtte "kigge i skuffarna og se, om der er noget spændende" (= noget med et sukkerindhold på over 90%). I det hele taget er der en del, der ikke passer det lille store reptil i disse dage, så det er lidt af en balanceakt at opretholde god ro og orden altid. Især når søvnen er så usammenhængende, som den nødvendigvis er med baby-Varan in da house. Så min lunte er heller ikke lige så lang, som jeg gerne så den, og det er svært at forstå, når man bare er en lille Øgle. Og svært at acceptere, når man er mig.

Øglen og Varanen

I dag er vi så overgået til en form for hverdag. Hvilket vil sige, at Øglen har været feberfri og ovre hos sine elskede 'Bitter. Og HDD og jeg har været hjemme i babyboblen. Med tid til at mulme Varanen, lade ham sove på os i stedet for i liften og i det hele taget give ham al den opmærksomhed, som efter vuggestuens fyraften skal deles ud på to (her har Varanen så været så diplomatisk at sove non-stop i dag, men dén bliver nok ikke ved med at gå). Det er på én gang dejligt og lidt trist - dejligt, fordi en lillebitte ny har krav på udelt opmærksomhed, trist fordi det unægteligt pirker til min latente dårlige samvittighed, der irriterende nok har vist sig at kunne vokse lige så proportionalt som kærligheden.

For at bruge en god gammel kliché, så bløder mit hjerte for Øglen, når hun med store øjne står og ser på, at jeg ikke kan dette eller hint, fordi jeg lige skal made eller skifte Varanen. Eller når hun ikke kan ligge præcis, som hun gerne vil, når hun kommer trissende ind i dobbeltsengen midt om natten, fordi hun så kan risikere at lægge sig på Varanen. Eller eller eller. Og jeg ved godt, at hun ikke tager skade af at dele lidt. At hun måske i virkeligheden er bedst tjent med at finde ud af fra en tidlig alder, at alting ikke kun kan dreje sig om hendes behov. Men hun er bare så lille. Og samtidig så stor. Vi gør, hvad vi kan for ikke at gøre hende større, end hun er, og stadig anerkende hendes behov (måske endda i overdreven grad), men som HDD sagde forleden, så kan hun jo godt mærke, at hun er gået fra en 100% situation til en 50% situation. Derudover synes jeg også, at det er lidt synd for Varanen, at der ikke er 4000% fokus på ham, som der var med Øglen, da hun var bittelille. Det der med at valse rundt til Åh Abe-musik (selv om han muligvis helst er fri?!) og sidde og stirre forelsket ind i de dybblå øjne - det er der bare ikke samme tid til denne gang.

Og det hele har hormonella-mutti her ret svært ved at kapere. Jeg ville så gerne kunne være der 150% for hvert reptil (lige indtil jeg altså brækker mig af enten træthed eller kedsomhed), men jeg ved jo godt, rent fornuftsmæssigt, at det ikke er praktisk ladesiggørligt.

Arjmen altså - jeg siger jer; han er SÅ sød, den lille Varan

Men jeg skal nu ikke brokke mig. Varanen sover som en drøm om dagen (indtil videre), spiser godt og fylder indtil flere bleer. Amningen kører, og ud over at jeg ligner en (godt nok temmelig træt og udslidt) pornostjerne med mine gigantiske mælkekasser, er der ingenting at klage over dér. Mælken løb for alvor til lørdag/søndag, og i går clashede mælkehormoner på vej ind og gravid-hormoner på vej ud så i et gigantisk slag, hvor jeg tudbrølede. Over alting og ingenting, men en katalysator skal man jo have, så den blev, at jeg tilsyneladende har smidt min vandrejournal - sammen med scanningsbilleder, tillykkekort fra hospitalet, brochurer om hælprøve og alle mulige andre memorabilia - væk. Jeg aner simpelthen ikke, hvor den kan være blevet af, og efter at have endevendt hele lejligheden gjorde jeg, hvad enhver anden nybagt mor med galopperende søvnunderskud og hormoner i hele kroppen (forhåbentlig) ville have gjort: jeg satte mig ned og tudede. Til mine øjne næsten faldt ud. (Ikke, at papirerne dukkede op af den grund). Nogle (HDD, fx) ville måske mene, at den reaktion trods alt var en kende overdrevet, men man kan desværre ikke ræsonnere med hormoner, har jeg måttet erkende.

Øglen forstod selvfølgelig ingenting af, hvorfor jeg græd, men hun kunne godt se, at jeg var ked af det. Så hun blev også mere ked af det. Og græd og græd og græd til hendes øjne næsten faldt ud. Jowjow - vi var et yndigt par, men heldigvis faldt vi begge ned igen efter tudeturen.

Og når alt kommer til alt, så er det måske ikke så underligt, at der lige er en form for indkøringsproces. Vi skal jo allesammen øve os i det her flerbørns-familienoget, og tudeture og obsternasighed til trods, så er jeg ret fortrøstningsfuld. Det skal sq nok gå - vi skal bare lige allesammen finde vores nye ben at stå på. (Og så må hormonerne gerne lægge sig lidt, så jeg ikke er helt så tudevorn og dårlig samvittigheds-agtig. Måske lidt chokolade kan hjælpe på dén sag?!)

lørdag den 24. september 2011

Gæt et reptil

Varanen er 2,5 dage gammel nu. Og (selvfølgelig) skøn skøn, skøn! Han knirker som en gammel, hyggelig dør (eller 'Han virker lidt, mor!', som Øglen siger), når han er tilfreds, skriger som en måge, når han er sulten og sover så'n nogenlunde hæderligt (og hermed har jeg sikkert jinxet det totalt, så han fremover kun sover i 7 minutters intervaller). Derudover er jeg sikker på, at han har smilet til mig op til flere gange, så han er altså også ganske fremmelig (hvilket ikke kan undre med de forældre. Tøhø).

Han har stadig masser af mørkt hår (så vi burde måske have holdt fast i, at han skulle hedde Elvis), og han har HDD's øjne og mine ører. Lige nu, i hvert fald. Øglen ligner han til gengæld ikke så meget, blev HDD og jeg hurtigt enige om - altså lige indtil vi smuttede en tur ned ad den visuelle Memory Lane, som billedfilerne på min computer udgør. Vi kunne konstatere, at vores hukommelse ikke er knivskarp, for se lige her (ovenikøbet i samme tøj und alles):

Øglen eller Varanen?

Varanen eller Øglen?

Og apropos Øglen, så er jeg virkelig imponeret over, hvordan hun har taget imod Lillebror (og den styrtregn af storesøstergaver, der har været i hans kølvand). Lige fra hun kom ind ad døren fra "ferie hos farmor" og så Varanen i sin lift, har hun været totalt forelsket. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, hun har sagt "Awwww, hvor ER han SØD, mor og far!" og været ovre og ae og klappe. Hun har sunget improviserede godnatsange for ham og vil gerne dele sine nusseklude med ham. (At hun så også strækker sin gavmildhed til at omfatte tvangsfodring med hhv. rejechips og frosne majs, er en biting...) Dog skal der ikke helt så meget til, før filmen knækker for hende, men indtil videre har det ikke været alarmerende. Og kan, for så vidt, også skyldes, at hun skranter lidt med snot og hæshed.

Ehm... undskyld mig, men hvad er det her for en kørepose-ting? Og klæder huen mig overhovedet?!

Vi gør, hvad vi kan, for at hun ikke skal føle sig overset, og indtil videre har hun og jeg haft 'alene-tid' ved at være ovre og handle (ja, det elsker hun altså), nede og lege i gården og hygge os over aftenbadet. Og i dag hyggede hende og HDD, mens Varanen og jeg var til hørescreening og hælprøve (Varanens debut i (dobbelt-)klapvognen gik i øvrigt fortræffeligt - han sov begge veje og brokkede sig kun over at skulle have skiftet tøj ovre hos jordemoderen. Jeg har stadig ikke heeelt styr på, hvordan man tæmmer én cm tissetrold, som gerne vil tisse alle andre steder end indenfor bleens grænser).

Ae-aeeee

Desuden nyder hun i fulde drag, at familien kommer væltende. I torsdags var det Farmor og Faster. I går var det Mårmor og Mårfar. I dag var det Farfar, og i morgen kommer de så allesammen på samme tid (plus dem, der ikke har været her endnu), fordi undertegnede bliver et helt år ældre. Så det skorter i hvert fald ikke på opmærksomhed. Og måske er det i virkeligheden meget godt, at hverdagen begynder igen med vuggestue og sædvanlig rytme (og måske knap så mange chokoladekiks) på mandag, så hun kan pejle efter sine kendte holdepunkter.

Men det jeg egentlig bare ville sige (med utrolig mange ord), er, at livet som familie på 4 indtil videre holder max! Og i øvrigt tusind tak for alle jeres dejlige kommentarer på mit seneste indlæg. De varmer og er blevet læst mere end en enkelt gang!

torsdag den 22. september 2011

Hej Varan!

Jeg ved ikke, om det var Lykkes Faxe Kondi-og-hindbærsnitte-kombo, der virkede. Eller om det var den Half-baked (bemærk ironien i at æde noget, der hedder half-baked, når man er gået 5 dage over tid) Ben & Jerry's HDD hentede i 7-Eleven. Eller om det bare var de højere magter, der a) syntes, det var synd for mig, b) ikke længere gad høre på mit utålmodighedsbrok.

Lige meget - så længe, der bare var en af delene, der virkede. Og det var der. For her har vi Varanen i egen lave person. 52 cm, 4252 gram og født kl. 06.51 i morges.

Varanen i løvedragt og folkevognsdyne - 6 timer gammel

Han er helt helt perfekt - har masser af mørkt hår (også på ryggen - det må være fra HDD's familie), de sødeste ører, en lille fin mund og en god portvinsnæse (igen - det må være fra HDD's familie). Elastikker på arme og ben er der også et par stykker af allerede, og generelt er han bare lige til at spise!

Vi fik lov til at blive var på Rigshospitalet til omkring 10.30, hvor jeg var blevet trykket på maven et irriterende antal gange af forskellige jordemødre, været i bad, haft Varanen lagt til, undret mig over, hvordan i al verden det nu lige kan gå til, at man kan gå rundt og være tyk i 9 måneder (plus det løse bagefter, 'ing?!) og så pludselig have produceret en baby, igen hilst på fornemmelsen af, hvordan det må føles, når der har kørt et IC3-tog direkte igennem ens skræv, beundret vidunderet sammen med HDD, spist fødselsdagsbordet (eller det, der var på det), osv. osv. Kort sagt; været så hyper, som man faktisk kun kan være, når adrenalinen suser gennem årerne, og man til trods for massiv søvnmangel ved, at man ikke kan sove foreløbig!

Nu er vi hjemme, og Øglen er lige på trapperne. Glæder mig SÅ meget til at introducere hende for Lillebror (og er kun lettere bekymret over - indtil videre - hvor længe hun mon bliver ved med at tale til min mave, som på ingen måde er blevet mindre til trods for, at Varanen nu ligger i liften). Storesøstergaverne er linet op, og HDD har været i Netto for at købe en familiekasse med is til at formilde eventuelle opkørte gemytter. Men mon dog, at vi må ty til bestikkelse... Varanen snorksover - er blevet totalt mælkedopet af de halvanden dråbe råmælk, han tilsyneladende kunne suge ud af mig.

Måske jeg skulle benytte freden og roen til at få en lille lur, men jeg er stadig lidt hyper (og prøver i øvrigt at tackle alle efterveers moder - hvorfor er der ikke nogen, der sådan rigtigt har fortalt, hvor nas det gør med efterveer som flergangsfødende?!), så det bliver næppe lige med det første. Men jeg ville bare lige give jer et heads up på, at Varanen nu er in da house. Og tak for al jeres hepperi - kan jo også være, at det er det, der virkede!

Vevika - du fik ret. Han kom ud til os torsdag. Hvis du nogensinde kommer i bekneb for job, burde du starte sådan en spåkone-gesjæft...

tirsdag den 20. september 2011

Drastiske midler

... Ja, når han ikke kommer frivilligt, ham Varanen, så må man jo tage de drastiske midler i brug. Derfor var jeg forbi 7-Eleven på vej hjem fra Øgle-afhentning for at købe Faxe Kondi og en hindbærsnitte. Det virkede for Lykke, så nu skal det stå sin prøve hos mig også. (Og når det endelig skal være, så er det jo ikke det allerværste, man kunne indtage).

 

Det er dog ved at være en del timer siden, at kombo'en blev indtaget, og der er ikke tegn på noget som helst endnu. Måske fordi jeg ikke har drukket al Faxe Kondi'en? Måske fordi jeg delte snitten med Øglen? Det må være derfor - jeg har simpelthen ikke fået sukker nok! Så nu er HDD sendt i kiosken efter Ben & Jerry's. Absurde mængder sukker må være lige det, der skal til, for at lokke Los Varanos frem...

Og ja - Øglen er naturligvis blevet puttet. Det skal jo ikke gå ud over hende, at jeg i ren og skær desperation vælger at svælge i sukker, vel?! *Ahem*

mandag den 19. september 2011

Mens vi venter, #2

Om jeg føder? Om jeg har født? Om jeg har veer? Om... Næh nej - han lader vente på sig, ham Varanen.

I stedet har jeg så haft mulighed for at deltage i familie-fødselsdagsbrunch i går (gæt selv, hvor mange gange, der blev spurgt, om jeg ikke snart skulle føde), bage brød, hækle Varan-vesten færdig sammen med nogle virkelig skæve paddehatte, spise frokost med veninde på Pixie, handle, cykle ind til Vuggeren efter Øglen (og i øvrigt konstatere, at det er vanskeligt, men ikke umuligt, at komme frem i cykel-VM-land på ladcykel) og lege i gården med Øglen (ok, mit bidrag til legen bestod primært i at fodre Øglen med chokoladekiks, men vi hyggede).

Ingen af tingene har imidlertid været spændende nok til, at Varanen gad komme ud og være med, så jeg må finde på noget andet i morgen. Med mindre, det altså bliver i aften/nat, der sker noget. Der er jo nok ikke så meget andet for end at vente i gru spænding.


Øglen og Kastanjerne (i posen). Tvunget i en af de hjemmehæklede...

I øvrigt er den zen-agtige ro så småt ved at være på retræte. Gider snart ikke det her slæberi / plukkeve-halløj / leven i limbo / find selv på flere mere. Og vi skriver altså 40+4 i dag. Ikke, at jeg tæller. Eller nåwet...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...