torsdag den 29. december 2011

Jule-pip

- jeg er her stadig. Ligger bare og suger de sidste dråber julefreds-marinade i mig. Efter juleaften med svigerfamilien og efterfølgende juleferie hos Mårmor og Mårfar, er jeg temmelig meget nede i gear. Så meget, at jeg har været for magelig til at finde min computer frem for at skrive blogindlæg. Har faktisk kun været online for at tæve nogen i Wordfeud (I ved, hvem I er) og gå lidt amokka på Pomp Deluxe's webshop, der havde seriøst billigt tøj. Øglen vil derfor fremover kunne kendes på at være iført PDL-tøj fra top til tå altid... Nåh jo - og så kom jeg også til at købe 3 par bukser online (damn you, udsalg!) og bestille et startnummer til B.T.'s halvmarathon. Må være julemaden, der havde steget mig til hovedet...

Udover at skeje ud online er julen blevet brugt på at konsumere and og flæskesteg i pinlige mængder og at toppe op med kage og/eller chokolade i alle afskygninger. Og at hygge! Bigtime!

Øglen klarede juleaften til ug og opførte sig så pænt, at vi flere gange lige måtte tjekke, at det var det rigtige barn, vi havde fået med. Hun spiste masser af and, viste sine store fætre en ting eller to på "sin" iPad (selv om de nu nok hellere ville have tjekket noget fodbold-agtigt ud end at lære, hvordan man pynter en kage) og sagde pænt tak til julemanden, da han (hun!) kom med en gave inden aftensmaden. Den 'rigtige' gaveuddeling begyndte først omkring kl. 21, men trods træthed var Øglen totalt i hopla. Ligesom Varanen, der først lod sig slå ud omkring 21.30, men der var heldigvis nok af hænder, der gerne ville holde, ae og dikkedikke.

 
JUUUUULEMAND!!!

Vi havde bestemt, at vi ikke skulle give gaver til alle de voksne - kun til én hver. Der var blevet trukket lod blandt alle de voksne, og jeg skulle fx finde en gave til min svigermor. Og så fik ungerne ellers gaver nok til at ekvipere en hel Fætter BR (kompesation much?!). HDD og jeg gav Øglen et løbehjul, og som en lille ekstra ting, som hun kunne lege med uden at skulle udenfor og finde en stribe fortov, fik hun den fine gevinst, jeg var så heldig at vinde ovre hos Flo for et par uger siden. Eftersom Øglen havde talt om ugler og Thomas Tog hele dagen, regnede jeg ikke just med, at køkkenredskaber ville bringe lykke, men jeg skal da lige love for, at det var et hit. Fra hun pakkede gaven op, til vi tog hjem et par timer senere, rendte hun rundt med forklæde og kokkehue på og smed alt muligt ned i sin skål, som hun kunne røre rundt i. Og den dyne, hun fik af Farmor, blev brugt til at bygge hule med og pølse sig ind i. Så således blev de gaver, som de glade givere havde tænkt som mere nyttige end glædesfrembringende, nogle af aftenens største hits...

Røre røre. Liiiidt træt, men ikke desto mindre meget dedikeret, juleaften.

Hos Mårmor og Mårfar blev der holdt juleaften #2 for Øglen, Varanen og deres to kusiner. Med tilhørende julemand. Øglen var ellevild og tilsyneladende helt upåvirket af, at det er den fjerde julemand, hun møder denne december. Uniformens magt? Eller måske bare pakkerne...

Julemand aka vindueskigger aka Mårfar 

Vi kom hjem fra nogle hyggelige juledage i går. Har fået pakket lidt ud, handlet de mest nødvendige ting og ellers slappet af. Øglen, sovende Varan og jeg var i dag på meget kold og temmelig tom legeplads med N og hans mor. I næsten 2 timer. Øglen ville gerne være blevet længere, men mine fødder var ved at fryse af, så jeg måtte agere Onde Mor og slæbe dybt ulykkelig Øgle hjem. Hvor hun faldt i dyb søvn og nappede en 2,5 timers middagslur. Det er ret meget for en, der faktisk helt er holdt op med at sove om dagen, men julens selskabelighed kan vel også blive for meget af det gode - selv for en lille Øgle.

Nu er HDD ved at putte hende i hendes nye 'Storpige-seng'. Hapsede en brugt halvhøj seng på DBA lige før jul, og den blev hentet i dag. HDD slæbte den op og skruede den sammen, og Øglen er pavestolt over at have så fin en seng. Hun overlod dermed frivilligt sin tremmeseng til Varanen, og den er nu installeret i soveværelset som erstatning for den lift, han vokser ud af lige om lidt. Shit, hvor går det altså bare stærkt...

Varanen prøveligger tremmesengen inden puder, bamser og andet hyggenyg kommer i. Og er svært begejstret for musikuro-monstrummet, som han havde ønsket sig - og fået - i julegave...

Øglen og Varanen hygger i hulen under den halvhøje storpigeseng. Med Hello Kitty-lamper (iiddrk!) fra nissen...

Man er da bare en stor pige nu, så man kan sagtens komme både op og ned af sengen. (Og Varanen bliver der, hvor han bliver lagt. Stakkels immobile barn)

Nu vil jeg smide mig i sofaen og læse lidt i den knaldroman, jeg kom til at låne på biblioteket i går, da Øglen havde fået os overtalt til at gå på "'teket". For "Jeg ellllsker 'teket, far og mor!". Med mindre jeg altså falder i søvn. For selv om jeg har fået gode julegaver - en af dem ovenikøbet i form af yderst artige børn - så lå der desværre ikke en pakke med god nattesøvn til mig og Varanen under træet. Tværtimod, faktisk. Gaaaab. Men det kan være, at ibrugtagelsen af tremmesengen varsler nye og bedre sovetider?

Håber, I alle har haft en skøn jul!

fredag den 23. december 2011

Glædelig juuuul!

Man ved, at julen for alvor er skudt i gang, når man ved afhentning af Øglen bliver hilst med et entusiatisk "Hej mor! Der er lort på mine sutsko!" (Og på hendes undertrøje, trøje, strømpebukser og nederdel, skulle det vise sig, men det lå heldigvis altsammen pakket fint ind i meget ildelugtende pose i garderoben). Og efter et høfligt "Nåda?" fra min side, begynder at forklare, suffleret af yndlingspædagogen, hvordan hun selv tog sin - meget fyldte - af. Og fik smurt sig selv så grundigt ind i bleens indhold, at hun kom i bad. Hun lød helt stolt, da hun sagde det. Men sådan har vi jo heldigvis hver vores spidskompetencer...


Et stk. juleøgle

Nu har alle på matriklen juleferie, og jeg kender en på ca. 95 cm, der glæder sig psykomeget til at skulle danse om juletræ i morgen. Og få pakker. Og i kirke! "Vil du i kirke sammen med mig, mor?" Hvordan kan man sige nej til det?

Rigtig glædelig jul til jer alle!

torsdag den 22. december 2011

KrudtØglen, dag mange

Øglen har været børnehavebarn i 22 dage nu. Og hun er smaddergod til det. Af og til græder hun, når hun bliver afleveret, men de søde pædagoger forsikrer Bekymrede Mor om, at det går over, så snart jeg er ude af døren. Hendes sprog udvikler sig med rekordfart, og sætningens bliver længere, mere sammenhængende og stort set fejlfri. Og københavnske. Hun taler helt vildt københavnsk, mand. Og jaja, jeg ved jo godt, vi bor i København, men alligevel... Jeg er jo jyde, så det skurrer lidt i ørerne. (Må hellere lære hende at sige "træls", "det kommer sig ikke så nøje" og "jowjow" her i juleferien).

Det lader til, at hun så småt er begyndt at lege med andre børn end N - der indgår i hvert fald flere og flere navne i hendes sniksnak om dagen i børnehaven. Men der er ingen tvivl om, at ingen når N til sokkeholderne. I går fik han en kæmpekrammer, inden Øglen ville ud af døren, hvilket gjorde mig endnu blødere om hjertet end normalt. Personalet siger pæne ting om Øglen (og tilføjer så et "hun er godt nok en bestemt dame, hva'?!"), og generelt virker det bare som om, hun er faldet rigtig godt til derovre.

Men intet er jo så godt, at det ikke er skidt for noget. (Eller hvad det nu er, man siger). For der er da også ting ved det nye børnehaveliv, der ikke er så nemme, når man bare er en lille Øgle. Fx at man ikke længere er den ældste, men i stedet den absolut yngste. Og er så stædig / fuld af gåpåmod / dumdristig, at man vil kunne det samme som de store. Med dertilhørende frustrationer. At man fra den ene dag til den anden droppede sin middagslur. At man nogle gange er så udmattet over tempoet i børnehaven, at ord ikke helt rækker til at udtrykke sig, og man derfor tyer til at daske til mor og/eller far, når man får nej til en is til morgenmad eller andre ting, der ikke lige passer en. At der ikke er så mange voksne pr barn i børnehaven, så en lidt tryghedssøgende Øgle bliver ked af det, når hun ikke lige kan få øje på en af dem på legepladsen.

Så det er ikke bare sjov og ballade det hele. Og selv om Øglen har et godt sprog, har hun jo ikke abstraktionsniveau nok til at vide, at hun reagerer, som hun gør, fordi hun er udmattet / frustreret / utryg over alt det nye. Og det er så her, at HDD og jeg kommer ind i billedet. Og skal huske hinanden på, at hun ikke (kun) er fræk, men at det også er en reaktion på alt det nye. Og der er da også blevet slækket en del på nogle principper hjemme os reptil-familien. Sutten har fx fået en renæssance. Nu må man godt få den lilla sut, når man kommer hjem fra børner og ikke har lyst til andet end at se lidt Nissebanden eller Vinden i Piletræerne (som er det nye hit? But why? Det er jo meeeegakedeligt!) og sidde i arm med sin konstant ammende mor. Hvis man da ikke helst vil sidde alene i sofaen, og mor får besked på at gå ud igen. "Men IKKE lukke døren! Gå UD i køkkenet, mor! NU! Så sidder jeg lige her og ser Muldvarper."

Et andet princip, der også er blevet slækket på, er tv-kigningen. Tidligere var der ingen tv efter aftensmaden, og kun et enkelt afsnit et eller andet før. Men nu må jeg tilstå, at der om ikke er fri tv-kigning, så er der i hvert fald mere tv-kigning. For Øglen orker simpelthen ikke andet end bare at sidde og stene, når hun kommer hjem. Og Optimistiske Mor her kan godt pakke sammen med sine "Kommer du ikke ud og hjælper mor med maden?", "I DAG skal vi lave nisser af piberensere og karton!" (godt hun sagde blankt nej til dét, for det ved jeg faktisk ikke, hvordan man gør), "Kom, vi går ind og leger på dit værelse" og forskellige varianter af "Nu finder vi puslespillene frem, og SÅ skal vi hygge".

Hun vil allerhelst være lidt i fred, og det skal hun jo så have lov til. Jeg satser (håber) på, at det bare er en fase (som med alt muligt andet), og at hun, når alt det nye ikke længere er så nyt, får lidt mere energi om eftermiddagen. Men indtil det sker, skal hun have det frirum, hun behøver. Indenfor rimelighedens grænser, altså. For de mængder tv, hun kan rumme, er ikke i småtingsafdelingen. Ligesom hun ikke ville være til at komme i kontakt med, hvis hun fik ubegrænset adgang til iPad'en. Den kommer derfor kun frem ved særlige lejligheder. Og i weekenden, hvis man spørger Øglen. For da yndlingspædagogen til Samling i fredags havde spurgt alle børnene efter tur, hvad de skulle lave i weekenden, havde Øglen glædesstrålende sagt "Lege med min iPad". Ved ikke lige, hvor dét kom fra, eftersom vi jo ikke render rundt hele ugen og siger "I WEEKENDEN må du lege med iPad'en" (der i parentes bemærket er MIN iPad og ikke Øglens, som hun synes at tro). Men så fik hun da lige signaleret til børnehaven, at HDD og jeg er sådan nogen, der parkerer vores unger foran en gadget og aldrig tager dem med ud og opleve noget. Og at vi i øvrigt er sådan nogen, der køber psychodyre gadgets TIL vores unger, for netop at kunne parkere dem. Charming.

... Nå ja, og så er Varanen 3 måneder i dag. Som tiden dog flyver...

Sådan! En velplaceret hånd - mangler bare en dåseøl og en netundertrøje, så er Onslow-looket hjemme...

tirsdag den 20. december 2011

Stik, sagde det

Så blev Varanen næsten 3 måneder. Og det blev fejret med en aftale hos lægen (som jeg næsten glemte, så gæt, hvem der kom hurtigt ud af døren). Han skulle stikkes i de marcipanbløde lårbasser, og fordi jeg havde glemt, at vi skulle af sted, nåede jeg slet ikke at blive ked af det på hans vegne.

Da Øglen skulle have sin 3 mdrs vaccine i sin tid, var jeg jo så pylret på hendes vegne, at jeg nægtede at gå med ind til sygeplejersken, så dén tjans måtte HDD tage. Men denne gang var der ingen HDD med, og desuden havde jeg det slet ikke lige så svært med det som sidst. Måske man bliver lidt mere hård i filten, når man har prøvet det før?

Nu ved jeg jo lizzom, at babyen ikke undergår dramatisk forvandling til det værre af at blive stukket et par gange, og derfor fik jeg heller ikke ondt i hjertet denne gang. Kun en lille smule, da han ved andet stik begyndte at græde helt vildt på sådan en betuttet "hvorfor er damen ond ved mig, mor?"-måde. Han var ikke specielt nem at trøste, og selv lokkemidlet over dem alle - mad! - var svær at få ham til at synes om. Men efter en sand hylekoncert i venteværelset og en del indkasserede bebrejdede blikke fra de øvrige patienter, lykkedes det at få lidt mad i ham. Og efter en sidste gråd-krampetrækning, da han skulle have overtøj på, faldt han i søvn. Lige indtil jeg havde købt en kop kaffe på Ricco's og sat mig med en avis. Så vågnede han. Med et humør, der på ingen måde signalerede "næh, hvor kunne det være hyggeligt lige at tage ham med ind på Ricco's, mens jeg drikker min kaffe færdig", men snarere skreg til himlen, at jeg nok gjorde klogest i at tylle min kaffe (Av. Varm.) og komme ud og trille videre i en allerh**v***s fart. Det gjorde jeg så. Trillede. Rundt og rundt og rundt.

Var ude på de vilde vover i Aldi, hvor jeg konfererede lidt med mig selv om, hvorvidt garn til filtning duer til et halstørklæde, hvis nu man ikke gider at have det filtede look? Og endte med at lægge garnet tilbage og købe en pakke bleer og to poser slik i stedet. Så kom ikke og sige at det ikke er spændende at være på barsel.

Vel hjemme igen vågnede Varanen - stadig i et temmelig dystert humør, der indebar noget med noget skrig og skrål, så jeg pakkede alle mine leg-med-din-baby-intentioner væk og lagde mig i stedet med ham og forsøgte at få ham til at slappe nok af til, at han kunne spise. (I må forstå, at hvis Varanen er så ophidset, at han ikke kan spise, så er den gal. Den baby lever for at spise. Han har ikke lag-delte lår for ingenting, jo...) Det lykkedes efter megen skrig og skrål. Efter en snack faldt han i søvn, og da han vågnede op, var humøret næsten normalt. Nu sover han. Og jeg Wordfeuder og blogger og overvejer at rejse mig op og hente de poser slik, jeg købte i Aldi. Og krydser fingre for, at pylreriet umiddelbart efter lægebesøget var den eneste bivirkning ved vaccinen. Orker nemlig ikke rigtigt en nat med mindre nattesøvn, end jeg plejer at få (hvilket VIRkelig ikke er meget lige for tiden...)

søndag den 18. december 2011

Early birds

Nåh ja - jeg var nede og få vejet Varanen i torsdags. På hans 12-ugers fødselsdag. 7.080 gram, sagde digitalvægten, så det er en vægtøgning på nøjagtigt 2 kg og 828 gram siden han kom ud. Såeh; stramt tungebånd eller ej - han lader til at få temmelig meget mad indenbords.

Det skulle han oså gerne, når nu man tager i betragtning, at han spiser ret præcist hver halvanden time. Det er altså tit. Til gengæld spiser han så også rimelig længe, når han spiser, så gæt lige, om jeg har god tid til at spille Wordfeud?! (Jer, jeg spiller med: I ved, hvem I er, og I får klask! Gnæggnæg) Og knap så god tid til at lave noget som helst andet.

Men ok - ret skal være ret; når han sover, vågner han ikke efter halvanden time for at spise. Jeg er begyndt at se konturerne af en rytme, der hedder lang lur om formiddagen (hvilket indebærer lange, hvileløse traveture og cafébesøg med iPad efter Øglen er blevet afleveret, eftersom jeg har fået mig en Varan, der nægternægternægter at sove indendørs i dagtimerne), pletsoven på mig i løbet af eftermiddagen og så putning ved 18-19-tiden alt efter (hans) humør. Det tager så lige en times tid at amme ham så langt ned, at han dejser om (læs; er for dopet til at brokke sig), når han bliver hældt ned i sin seng, men pyt. For det betyder, at HDD og jeg har børnefri aftener. Ikke, at vi bruger dem på noget spændende. Sidder gerne med hver sin computer. Spiller Wordfeud (også mod hinanden. Trods alt). Sludrer lidt. Stirrer tomt ud i luften. Laver halssmykker af gamle t-shirts (arj, ok - det er kun mig, der gør det). Ser dårligt tv. Rydder op. Rydder lidt mere op. Spiser slik. Sludrer lidt mere. Osv. Get the picture?! Det kan godt være, at det ikke er så actionpacked, men det er sq meget hyggeligt. Og så er det jo virkelig luksus at have et par timer til/for sig selv, før man gerne alt for sent tørner ind.

Se lige de brune chokoladeknapøjne! (Gad vide om psycho-Wordfeud-ordbog godtager dét ord?!) Når de kigger på en, så er det altså svært at være rigtig irriteret. Også selv om det er på et gudsjammerligt tidspunkt

Og det der med at tørne ind, iggå? Det bliver ikke sent i aften for mit vedkommende, skulle jeg lige hilse og sige. For efter Varanens sædvanlige (første) natsnack ved 3-tiden (tror jeg - det er lidt sløret), insisterede Øglen temmelig højlydt på at blive hentet ind i vores seng (hun er stadig spærret inde i tremmesengen efter Sovecirkusset). Jeg var jo alligevel vågen, så jeg hentede hende, hvorefter hun (også højlydt) proklamerede, at hun gerne ville op og have "hårnflex". Øh... nej! Ikke kl. 04, lille Øgle. Derefter lå hun og plaprede - stadig højlydt - om at stå op og nisser og gaver og hårnflex, og til sidst vågnede den mælkedopede Varan. Og ville have mere mad. Og holde fest bagefter. Øglen ville også holde fest. Og HDD?! Han sov den velkendte mandesøvn, hvor selv en atomkrig ikke ville vække ham. Til sidst tog jeg Varanen under armen og fortrak til stuen, mens Øglen lå og plaprede videre inde i soveværelset. Og godt en time senere (kl. 05.51, thank you very much!) faldt han endelig i søvn. Jeg nåede trods alt lige at slumre en times tid, før vækkeuret ringede, og så var det ellers tid til at stå op og gøre klar til brunchgæster. (Gaaaaab!) Varanen sov ufortrødent videre, og den vedholdende plapren fra soveværelset var også stilnet af. Men det er som om, de små kræ først kan sove rigtig godt, når de har vækket deres mor så godt og grundigt, at det er svært at lægge sig til at sove igen.

Håber bare, at det er en fase. Som er MEGET hurtigt overstået. For jeg kan helt klart konstatere, at jeg ikke er bygget til at vågne/stå op kl. 4. Jeg ved godt, at man ikke må brokke sig, når man har en baby, der i mange tilfælde sover fra kl. 19-20 stykker til kl. 03, før den første nattetår. Men jeg siger det bare...

fredag den 16. december 2011

Zzzzzz

Dengang jeg var lille, skete det ofte fra tid til anden, at min mor døsede hen midt i, at hun var ved at læse en historie for mig. Husker bl.a. tydeligt engang, hvor hun læste Ægget der voksede (zzzzzzz) for os børn på bagsædet på en længere køretur. Pludselig blev ordene snøvlende og usammenhængende, og hun begyndte at lyde som en båndoptager, der mangler batteri.

Nå. Men dengang forstod jeg det ikke. Det oversteg i dén grad min godt nok beskedne, men alligevel... fatteevne, at man kunne falde i søvn, når man var i gang med noget så vigtigt som at hygge med sine børn. Ovenikøbet med spændende (der var vist lidt kludder i min definition af "spændende" dengang) lekture. Så fortørnelsen var naturligvis stor, når det skete, og det udløste ret hurtigt enten et håndkantsslag bestemt prik eller et bebrejdende "Mo-aaaar! Du skal ikke sove!".

Well. Jeg er blevet klogere siden dengang og har fået bedre smag i bøger. Og nu forstår jeg meget bedre, hvordan man kan falde i søvn, mens man tilbringer tid med ens børn. Mine øjne bliver fx ganske tunge, når jeg ser Nissebanden umiddelbart efter helvedesafhentning i børneren. Eller læser Barbapapa-bogen for 700. gang. Gerne samtidig med, at jeg ammer.

I går var jeg også virkelig virkelig træt. Varanen havde sovet snotdårligt om natten, og afhentningen i børnehaven trak tænder ud (tænk skrigende Varan, Øgle der ville vaske sine ben (wtf?) med strømpebukser på, Øgle der kylede sine jeans gennem garderoben indtil flere gange, Varan der skreg endnu vildere, Øgle der kastede sig teatralsk på gulvet, osv.). Så da muggen Øgle endelig var placeret hjemme i sofaen med sut (ja, den har sneget sig tilbage om dagen, eftersom Øglens i øjeblikket ultrakorte lunte bliver en anelse længere, når hun må sidde lidt med sutten efter lang dag i børneren), gigantisk Barbapapa og et tæppe, og Varanen var fodret af og lå glad, mæt og pludrende på legetæppet, så var det som om, der kom lidt grus i mine øjne. Og da Øglen ovenikøbet gav mig lov til at ligge ved siden af hende og ae hende på ryggen, kom jeg muligvis til at falde en lillebitte smule i søvn. I omkring et nanosekund, indtil det gik op for Øglen, hvad der foregik (måske fordi jeg ikke straks kunne svare på hendes Nissebande-relaterede spørgsmål). Og så blev jeg ellers prikket på i én uendelighed og fik et temmelig forarget "MOAARRRRH! Du skal ikke sove!" lige i krydderen.

Det er som om, jeg har oplevet det før. Nu er det bare mig, der bliver prikket på og råbt af. Måske det ligger i generne? Eller også har børn bare en universel aversion mod sovende forældre...

Anywhooo - undskyld for alle prikkene og vækningsråbene, mor. Er nu helt og aldeles med på, hvorfor du kunne få lyst til at falde bare lidt i søvn engang imellem. (Og i øvrigt... "Ægget der voksede"?!! But why?)

...


I øvrigt går det der med nattesøvnen sådan nogenlunde. Så det er ikke (kun) derfor, jeg ikke kunne holde mig vågen til Nissebanden. Og Øglen falder pt. i søvn på max 10 minutter. HDD når derfor nærmest ikke at sætte sig i gyngestolen, før der snorkes lystigt inde fra tremmesengen. (Og ja, der er stadig tremmer på - ingen grund til at ødelægge noget, der virker...)

tirsdag den 13. december 2011

Fisk?

Der var engang, hvor fisk var noget, jeg drak. På de lokale diskoteker. I et bette shot-glas. Det smagte ikke særlig godt, og resulterede gerne i slemme tømmermænd dagen derpå, men jeg havde det som regel sjovt på selve fisk-aftenen.

Nutildags er fisk noget, jeg hækler. Halsfisk. I tykt uldgarn, om aftenen i de få uendeligt dyrebare timer, hvor reptilerne sover, og HDD og jeg har tid til at holde i hånd, se tv, Wordfeude eller hækle (bare lige for the record, så hækler HDD altså ikke...), før vi også går til køjs. Indtagelse af shot-fisk er i reglen garant for noget højere grin end halsfisk (det er yderst sjældent - for ikke at sige aldrig - at jeg skraldgriner, mens jeg hækler). Til gengæld får man på ingen måde tømmermænd af halsfiskene. Men derimod en dejlig, lun hals, så man kan holde snuen fra døren.

...

'Kæft, jeg er blevet gammel!

Et stks gul (GUL? Passer overhovedet ikke til min skummetmælksfarvede hud) halsfisk. Og har ovenikøbet freestylet opskriften. Rock on. Eller noget...



LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...