Det er jo efterhånden almen viden, at man er sprængfyldt med hormoner, når man er gravid, når man har født, og ikke mindst når mælken løber til. Man tuder
lidt en hel del, snuser lidt ekstra til sin baby, og pludselig en dag er man helt normal igen. Så normal man ellers kan blive, efter skønling har holdt sit indtog i familien og hjertekulen.
End of hormonstory. Troede jeg. Måske er det bare mig, der er uvidende, men jeg har aldrig tænkt på, at de der mælkehormoner ikke nødvendigvis bare forsvinder ud med amningen. Størstedelen gør måske, men der er vist en stædig rest tilbage, der først er på vej ud nu. Her et par uger efter endt amning.
Eller. Jeg VED jo ikke, om det er hormoner, vel?! Er ikke fysiker eller biolog eller noget. Men jeg TROR det. For ellers er jeg ved at blive helt gak, og det orker jeg ærligt talt ikke rigtigt.
Lille hånd og stor hånd. Når man nu glemmer at tage sådan et klassisk billede, når babyen er bittelille, så må man jo gøre det, når han nærmer sig de 7 måneder...
Sagen er den, at jeg tuder. Tit. Over de underligste hormonella-agtige ting. At tiden går så stærkt, og Varanen bliver så stor. At jeg er bange for, at jeg ikke har nydt min barsel og tiden med baby-Varanen nok. At jeg ikke har sunget nok for Varanen ift. Øglen. At Varanens fødsel var hårdere end Øglens
(jaja, jeg skylder en fødselsberetning), og at jeg faktisk hellere ville have haft endnu en Øgle-fødsel, hvis jeg selv kunne have bestemt. (
Hvilket min tudevorne hjerne så får vendt til, at Varanen ikke er blevet budt velkommen med helt samme maniske postive overskud som Øglen. Og glemmer at tænke over, at det manglende (overdrevne?) behov for at tale om fødslen måske også kan hænge sammen med, at det trods alt var anden gang, og at jeg desuden fortalte så meget om Øglens fødsel i sin tid, at min taletid er opbrugt). At jeg ikke kan huske og fastholde, hvordan Varanen så ud som helt spæd. At det ikke er det samme at se det på billeder, og at det, at jeg ikke kan huske det, må betyde, at jeg ikke har været ordentligt tilstede, og at jeg i øvrigt er en forfærdelig mor. Og. Så. Videre.
Den forfærdelige mor med reptilerne på skødet en tidlig morgenstund. Hvor Øglen er helt parat til børnehave med tylskørt og karnevalsmaske
Det er pænt belastende. Især fordi jeg ikke har skyggen af chance for at ændre de fleste af de ting, jeg tuder over. Så jeg kan ikke engang vende de triste følelser til noget konstruktivt. Jeg kan bare forsøge at nyde her og nu'et og lade være med at tænke for meget generelt. Men som mange (nybagte) mødre måske vil medgive mig, så er man ikke altid lige rationel i sine moderfølelser.
HDD er - berettiget - rimelig forvirret i forhold til, hvordan han skal tackle det. Det er jeg også. Skal bare have ro, tror jeg. Og en, der gider at lytte og lader være med at skælde for meget ud, når jeg bliver urimelig. Var pænt sur i lørdags, i øvrigt. Over et eller andet jeg allerede har glemt. Med det resultat, at HDD også blev sur. Og så gik vi derude i haven og var gnavne. I smug, troede vi - Øglen behøver jo ikke få glæde af den dårlige stemning. Men hun er en stor pige nu og opfatter alting og lidt til, så pludselig, mens hun sad og skovlede lidt i jorden, kiggede hun op og sagde skrapt: " Mor og far! I skal opføre jer ordentligt!" Ok så. Point taken.
Sqda også dårlig stil, altså.
Den lattermilde Varan på vej på tur. (Skal jeg mon tage det som et vink med en vognstang, at han skraldgriner, hver gang han ser min iPhone gøre sig klar til at tage et billede?!) Hvordan kan barslen slutte, når der er sådan en skønling at tage sig af?!
Men jeg skyder skylden på hormonerne. Som godt må være så venlige at smutte snarest. For der skal virkelig ikke meget til at få mig til at vande høns. (
Og nej - jeg er ikke gravid) Så vi skal ikke snakke om, at der kun er to uger tilbage af min barsel, for så tuder jeg igen. Også selv om jeg egentlig glæder mig til at prøve kræfter med min
nye, omend ukendte, hverdag.
