søndag den 27. maj 2012

Udendørs

Nåmn, det er da egentlig meget fedt, det der sommer, vejret har gang i. Kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været udenfor så stor en procentdel af mine vågne timer (det skulle da lige være, da jeg var på barsel og traskede rundt med barnevognen i tide og utide for at få ham Varanen til at sove, men da var vejret anderledes, for nu at sige det pænt), og så er det jo bare totalt for najjsss, at det også er lang weekend und alles.

Badenymfe

Varanen var også med på stranden, men han gjorde sig ikke så meget i vand. Til gengæld var han ret glad for sandlegetøjet. Mmmm. Rive. Smager godt.

Fredag var vi på stranden, og Øglens indre naturist sprang ud i fuldt flor. Knap havde man nået at sige "soppe", før det føg en om ørerne med leggings, kjoler og bleer, og verdens blødeste Øgle tonsede splitterravende hansjørgen rundt som en øko-ko på græs.

Lørdag var i i Forstaden hos Farmor hele dagen, og Øglen var kun inden for den tid, det tog hende at klaske en kage sammen med sine fætre. Hendes indre naturist var i øvrigt også med i Forstaden, så det meste foregik uden kluns - selv kagebagningen...

Kloge-Åge læser en bog. Inden han blev sur over at være blevet lagt på maven. Det passer absolut den lille Buddha bedst bare at blive sat ret op og ned, så han kan overskue begivenhedernes gang fra sin bløde marcipanbagdel

'Kæft, jeg gad godt have en vogn i min størrelse - med myggenet og det hele - og så bare blive trillet ind under et æbletræ til en middagslur...

Søde, tøj-løse reptiler

I dag havde vi playdate med S + familie på Tårnlegepladsen, og før vi fik set os om, var der gået 4 timer. Og Øglen havde fået brændt så meget krudt af, at hun ikke kunne lave andet i eftermiddag end at stene til den Baby Einstein-dvd, jeg har været så heldig at vinde ovre hos Therese. Den var godt nok til Varanen, men Øglen lever efter devisen, at hvad der er Varanens, er hendes. Den går så ikke den anden vej rundt, skulle jeg hilse og sige, men jeg har på fornemmeren, at hun bare kan vente sig, når Varanen på et eller andet tidspunkt gider begynde at kravle. Vi har vist en legetøjshapser in the making dér...

Klatrefrans 1 og 2

Skal liiiige overskue, hvordan man kommer videre herfra...

Derudover har jeg været ude at trille med overtræt (og varm) Varan, og derefter var jeg ude og løbe. Intervaltræning, mand. Den, der har fundet på det, skulle have tvunget næsen ned i et par sure løbesko og tage 30 dybe indåndinger. Pyhh, det er hårdt. Og nøjjj, hvor man da ligner en idiot, når man spurter frem og tilbage. (Og jaja, jeg kan selvfølgelig bare lade være med at løbe ét sted, men nu fandt jeg lige et sted, der var den rigtige distance, okay?) Det gør det så selvfølgelig heller ikke bedre, at jeg har investeret i et par løbeshorts, og ud over det åbenlyse, som at der er udsigt til en del mere flæsk i sådan et par, end i hellange tights, så kommer jeg også bare til at ligne en lille vred mand. Eller en linjedommer, som HDD så venligt påpegede forleden. Jeg ved faktisk ikke, hvad det er, men det lyder ikke som noget, jeg gider ligne...

Sommer-Varan, ørkenens sønner-style, har en fest under Farmors golfparaply 

Og nu - nu chiller jeg i sofaen og glæder mig over, at der er endnu en fridag i morgen. Og håber på, at den byder på lige så meget udendørshalløj, reptil-latter og solbeskinnede kinder, som de foregående dage. Pinse holder hundrede! Peace!

torsdag den 24. maj 2012

Just another day at the office...

Det er nu slet ikke så tosset, det her selvstændig-halløj. Hjemmekontoret har jeg i hvert fald ingen klagepunkter til. Det skulle da lige være, at solen skinner liiiiidt for meget. Så hvis der er nogen i nærheden med et solsejl, så kom lige forbi... :-)

 
Det ser sundt ud, ikke? (Og lad venligst være med at kommentere det, hvis I kan se den Chokofant, der ligger ved siden af vindruerne...)

Nye sandaler. Som faktisk har en ret høj (kile)hæl. SÅ fine. Og næææh, hvor skal jeg da lige lære at gå i høje hæle igen. Bemærk i øvrigt, at jeg har neglelak på tæerne. Overskud eller overskud?!?!
  
Gyngefrans. Fordelen ved hjemmekontor er, at man kan tage et break nede i gården for at give totalt søvnig Varan sin gyngedebut, når nu han i dén grad ikke gider sove.

Øglen fandt en mooncar-agtig ...cykel, er det vel... nede i gården. Rock on! 

Resten af dagen byder på rytmik og en løbetur i de nye løbeshorts, jeg kom til at købe i dag. Rimelig kedelige penge at bruge, men på den anden side kan vi jo ikke risikere, at jeg smelter væk, når nu det har besluttet sig at blive tropeklima herhjemme... Og så kunne det være, man skulle give sig selv (og Øglen) en is eller to. Det må man godt, når det er torsdag...

mandag den 21. maj 2012

Farlig farlig tegning

Øglen elsker at tegne. Hun kan sidde længe med farvekridt, kuglepenne eller vandfarve (og så gad man godt, at man aldrig havde vist hende, hvordan man kan male sine håndflader og lave et aftryk på papiret med dem. Det sidder godt fast, det trick, selv om hun kun har fået det vist én gang. Men hun kan ikke huske, at hun ikke må slå. Eller vælte Varanen. Selv om hun har fået det at vide omkring en trilliard gange). Jeg synes, det er herre-hyggeligt. Både at iagttage hende, men også selv at male med. Og det er top swag (jeg er SÅ nede med det der teenage-sprog, mand!), at hun endnu ikke har luret, hvor dårlig jeg er til at begå mig på et stykke papir og stadig synes, at mine ubehjælpsomme streger er de flotteste hhv. blomster, heste, julemænd og huse, hun nogensinde har set.

Hendes tegninger har aldrig rigtig lignet noget, selv om hun i lang tid har forklaret, hvad det var, hun tegnede. En dag gik hun fx helt i selvsving og tegnede tegninger til hele familien. En af dem hed "Skorstene. Og et badeværelse". Ren avantgarde. Og hun tegner jævnligt blomster. Åbenbart. Og robotter. Og alt muligt andet. Hun har sorte perioder (proklamerer i hvert fald stolt, at "jeg har brugt alt det sorte vandfarve, jeg har!") og blå perioder. Perioder med jordfarvede kridt (fra dengang mor var dreng og troede, at jeg var kreativ). Og alle mulige andre farver. Modsat i virkeligheden, hvor alt bare skal være lyserødt. Hele tiden. Senest et par "sandaner", som dødpinemig SKAL være lyserøde. Med røde blomster på. Nogen, der ved, hvor man kan få sådan nogle?

Man skal koncentrere sig, så man ikke maler uden for stregerne... 

Men lige pludselig, iggå. Så finder man ud af, at hun kan tegne indenfor stregerne, hvis hun har nogle rammer at forholde sig til. Og at hun også kan tegne ansigter. Eller i hvert fald noget, som bedre kan gå for at være ansigter, end det krimskrams hun hidtil har tegnet. Og så bliver man helt stolt og 'hvor er hun blevet stor'-agtig (igen! Synes, jeg bliver 'hvor er hun stor'-agtig HELE tiden for tiden!). Og lige om lidt, så er hun bedre til at tegne end mig, hvilket ikke skulle være så svært og synes, at mine skilderier er pinlige. Det er de også. Så må jeg ikke være med til at tegne mere, og lige pludselig flytter hun hjemmefra. Ind til en, der hedder Kim, som har huller i ørerne og en tunet knallert. Og som er droppet ud af folkeskolen, er kendt af politiet og ryger for mange smøger. Jeg ved det bare!

Ansigter en masse. Det kan I godt se, ikke? Den spidseste af dem er en ballon. Det kan I også godt se, ikke?

Såeh. Tegning er farligt, folkens. Det gør jeres børn alt for hurtigt store. Og så flytter de. Det var bare det, jeg ville sige. Hej!

fredag den 18. maj 2012

Løøøøb!

Jeg er blevet sådan en, der løber. Igen. Var engang ret godt i gang, men så blev det isvinter, og jeg blev gravid. Og træt. Og meget meget sulten.

Men nu - nu kører det igen. Og har gjort det en måneds tid. I dag ramte jeg de 10 km, og selv om det var hårdt, var det også skønt. Ikke mindst pga. vejret, der i dén grad har været med os her i Kbh. Så jeg tillader mig at håbe, at jeg endelig - efter 33 års udkig - har fundet en sportsgren, der passer til mig. (Men dermed ikke være sagt, at jeg synes, HDD's forslag om at købe en babyjogger, når Varanen skal til at gå i vugger langt pokker i vold, er helt lige så godt, som han synes...)

Jeg kan godt lide, at jeg kan løbe hvorsomhelst og nårsomhelst. At det ikke kræver voldsomt meget udstyr. Og, vigtigst, at jeg kan gøre det alene. Det skorter lidt på mig-tid i en familie med (to) børn, men når jeg løber, behøver jeg ikke tage stilling til gråd, aftensmad, bleskiftning, osv. Så løber jeg bare. Og er jeg lidt sur, når jeg løber af sted (Martyr-mor bor nemlig nogle gange inden i mig, skal jeg sige jer), er der næsten garanti for, at humøret er blevet bedre ved hjemkomsten.

Lyder jeg lidt frelst? Ja? Bare en lillebitte smule? Jeg ved det godt, men det er egentlig ikke meningen. Jeg er bare lidt oppe og køre over, at det ser ud til, at løb er blevet til et regelmæssigt indslag i min uge. Og at jeg ovenikøbet har tabt mig 1,4 kg på to uger. Selv om jeg stadig æder masser af slik og kage. Med den fart mangler jeg bare 8 uger endnu, før mig og vægten bliver perlevenner.

Men hey. God musik til løb? Lige nu hører jeg Mads & Monopolet podcasts, men for variationens skyld vil jeg gerne have noget musik. Så fortæl - løber du, og hvad lytter du til imens?

- Postet fra mini-Padden

onsdag den 16. maj 2012

Guld på gaden

... i næsten bogstaveligste forstand. For se lige, hvad HDD og jeg fandt i morges, da vi sneg os til en kop Americano med sødmælk (mmmm!) på Mokkariet:

"Værs'go & Ta' - tidl. kasseret fra vuggestue. (Aalto)" Arjmen altså - hvor heldig kan man være! Der var to halvcirkel-borde og to stole, men vi havde desværre kun plads (og bæreapacitet) til et af bordene...

Og nu står det så hjemme hos os. Som reptilernes nye tegnebord inde i stuen. Eller som tag til de huler, Øglen pønser på at bygge. Så et stort tak til den venlige sjæl, der satte det ud til fri afbenyttelse/-hentning. Vi lover at passe godt på det!

Bordet er allerede taget i brug. Og selv om vi har sagt til Øglen, at det er ok at tegne på det uden underlag - det har vist været udsat for lidt af hvert - insisterer det velopdragne barn på at bruge et alligevel. Dejlig indflydelse sådan en børnehave kan have... 

Lækre farver...

Og hey - apropos tegnebord, så vil jeg altså gerne lige anbefale Øglens nye farver på det varmeste. Stabilo Woody 3-in-1 er det mundrette navn. Og de kan fåes mange steder. Men man kan altså spare en del ved at købe dem i det store udland. Bl.a. her. Just saying.

God Himmelfartsferie!

PS: Det går over al forventning med Øglen og sutten. Eller mangel på samme. Ikke en eneste gang har hun spurgt efter den siden i søndags. Hun blev lidt ked af det i nat, men hun spurgte ikke efter sin sut. I stedet forlangte hun vand og noget at spise. Og faldt så i søvn med hovedet på et stykke toastbrød. Jeg er en stolt mor. (Ikke pga. det med toastbrøddet, altså. Pga. det med sutten)

- Postet fra mini-Padden

søndag den 13. maj 2012

Byg En Bjørn og Smid En Sut

Så blev det Mors Dag. Ikke noget vi fejrer herhjemme. Med mindre altså det tæller at få en tur i Build-A-Bear? Iklædt guldpailletblazer, godt nok - det var Øglen, der insisterede - så jeg følte mig måske en kende overdressed for en søndag formiddag. Men så var det jo godt, at det var koldt, så jeg kunne beholde min forårsjakke på...

Men altså. Vi havde jo talt om, at Øglen skulle smide sutten. Og det ville vi nok have talt om endnu, hvis det altså ikke lige havde været fordi, vi var til brånsj hos nogle venner i går, hvis datter netop havde fået taget sutten fra sig. Og hun var rasende. Græd stort set hele tiden, mens vi var der, og forpassede ikke en chance for at gå helt i baglås. Så vi tænkte, at det da også kunne være sjovt at prøve. Eller, nej - vi håber naturligvis, at Øglen tager det pænt, men jeg tror bare, det gik op for os i går, at uanset hvor længe vi venter, vil der være sværdslag, og at tårer - selv om de ikke er sjove - ikke er farlige.

Så eftermiddagen i går blev brugt på at forberede Øglen på, at hun og jeg skulle i Build-A-Bear her til morgen. Hun kunne så udmærket huske butikken, hvor man kun kan betale med sutter, og det første hun spurgte til i morges var, hvornår vi skulle af sted.

Vi hoppede på toget til Hovedbanen (attraktion i sig selv), og da klokken slog 10, valsede vi ind i bamsehelvede. Hvor Øglen selvfølgelig lagde ud med at vælge den eneste bamse, der var udsolgt - en lilla Hello Kitty. Hun lod sig dog ikke kue af udsolgtheden og valgte prompte en (meget) rød i stedet. Og blev umiddelbart derefter ramt af akut generthed og var ikke til at slå et ord af over for den ungersvend, der skulle stoppe fyld i Kitty og storytelle derudad. Så gæt, hvem der i stedet skulle varme det lille stofhjerte, der skulle indeni. Og puste liv i det. Og 'vaske' bamsen. Korrekt - moi.

Da ungersvendens rolle var udspillet, begyndte Øglen så småt at tø op. Og se uanede muligheder i det ocean af forskellige accessories, man kunne tilkøbe. Helt vild blev hun, da hun fandt en meget lyserød dukkeklapvogn, hun kunne trille O'Kitty (som kræet er blevet døbt) rundt i butikken med. Og jeg fornemmede jo godt, hvor det bar hen - klapvognen skulle med hjem. Udtømte arsenalet af argumenter for, hvorfor Grim Klapvogn ikke skulle med hjem, men Øglen var ubøjelig - og jeg havde heldigvis taget ja-hatten, evnen til at sluge en kamel (eller 10), og det store Dankort med. Så principper idéer om økodøko speltagtigt Steiner-legetøj har været forment adgang i dag, og i stedet har vi slået dørene op på vid gab for ikke bare en højrød japansk kat, men også hendes blomstrede lyserøde kjole, hendes glimmersko og en virkelig legetøjsagtig klapvogn. Hvad man dog ikke gør (og betaler) for eventyret om bortskaffelsen af Den Elskede Sut.

O'Kitty i egen højrøde person. I sin klapvogn. Aldrig er en kat blevet elsket så meget - lad os se, om kærligheden er stærk nok til at vare i morgen med. Og forhåbentlig mange mange flere dage...

Øglen var ret fascineret af hele det der med at betale med sutten, selv om hun ikke selv ville give den til 'damen' (som måske var 20 år gammel. Max). Så det fik jeg også lov til, men der var ingen problemer med at gå derfra og vinke til den. Heldigvis. Og heldigvis takkede hun også nej til at få puttet sutten ind i bamsen sammen med fyldet - jeg kunne levende se et scenarie for mig, der lynhurtigt ville give Øglen indianernavnet Sidder Med Saks, når savnet til sutten blev for stort...

Derefter gik turen - med O'Kitty i klapperen - til Hovedbanen, hvor det blev fejret med en is (Øglen) og en kaffe (mig), at Øglen nu er en stor pige, der ikke længere bruger sut. Ingen melankoli at spore hos pigebarnet overhovedet, for som hun sagde: "Hvis jeg græder for sutten, så krammer jeg bare O'Kitty rigtig meget. Så bliver jeg slet ikke ked af det mere!" Klogt barn.

Og ikke et kny har der været hele dagen. Heller ikke ved sovetid - det eneste var lidt 'fidgeting', der gik over, da jeg tilbød hende at holde i hånden. Nu ligger hun så og sover sødt med sin nye rødeste  bedste ven inde i sengen. Og ser pludselig lidt ældre ud, synes jeg...

Er I søde at krydse fingre for, at hun ikke vågner med et vræl i nat og vil have sin sut nu nu NU og pludselig synes, at O'Kitty er dum og stor og grim og rød? Og at hun ikke lægger sig alt for mange gange på O'Kittys hånd i nat, eftersom den har fået indopereret en temmelig gennemtrængende grinelyd? Kan nemlig ikke lige umiddelbart se det attraktive i at stå med to vågne, gnavne børn klokken Midt I Nat...

- Postet fra mini-Padden

fredag den 11. maj 2012

Vuggestue vs. dagpleje - afgørelsen

Først rigtig mange tak for alle jeres gode kommentarer om vores kvaler omkring pasning af Varanen. De er blevet læst mere end én gang og er bestemt blevet taget med i vores overvejelser.

Vi har besluttet os for at takke nej til det private pasningstilbud, der pludselig dumpede ned i skødet på os. Der var mange gode ting ved det, men der var flere udfordringer, så idéen blev droppet. Forinden ringede jeg til Pladsanvisningen for at høre, om det var helt håbløst at få plads i vores to ønskeinstitutioner. Det var det. Sagde yndlings-Pladsanvisnings-Mette, og hvis hun siger det, så passer det! Ikke noget udenomssnak dér - hvis vi fik plads til foråret, skulle vi være glade. Vi har behovsdato i august, så foråret er lige længe nok at vente, syntes vi nok.

Således opløftet (not!) gik vi i tænkeboks mht., hvad vi så kunne gøre. Googlede lidt rundt og fandt så en dagpleje her på Østerbro, som lød virkelig god. Ringeringe til Dagplejekontoret. Som ikke havde noget med det at gøre. (Hvad laver de egentlig så?). Ringeringe til Pladsanvisningen. Som HAVDE noget med det at gøre, og som i øvrigt vist også havde haft den person, jeg talte med, på et kækhedskursus. Eller også serverer de bare alkohol i rå mængder i kantinen. I hvert fald var vores dialog temmelig absurd, men det jeg fik ud af det var, at Varanen ville kunne få plads i den pågældende dagpleje omkring det tidspunkt, han skal i hæren. Og at det i øvrigt ville være den rene galskab ikke at ændre vores vuggestueønsker. Til nogle, der dels ligger ret langt væk hjemmefra, dels har et om ikke blakket ry, så heller ikke scorer allerhøjest på min interne popularitetsliste.

Begyndte at blive jævnt træt af al den her ringen rundt og fåen totalt nederen beskeder, så HDD og jeg satte os ned og undersøgte, hvad det ville kræve, at jeg passede Varanen hjemme, indtil vi kunne få en plads. Det ville blive dyrt, men med hiv og sving ville vi måske godt kunne få det til at løbe rundt. Straks værre står det til med mit mentale helbred - hvor får man et nyt af dem, hvis man beskadiger det, man har? Og planerne om at være selvstændig ville også blive udsat i længere tid. Så det var en mulighed, men... ja... Altså, jeg ved godt, at det lyder strengt at sige, at man næsten ikke lige kan overskue det, og at man er så egoistisk, at man gerne vil have ført sine planer ud i livet, men... Shoot me!

Altså, personligt forstår jeg jo ikke, hvorfor folk ikke står i kø for at tilbyde denne her lækkermås cremen af cremen inden for pasning. Jeg mener - SE dog på ham! Såeh... ved nærmere eftertanke skulle jeg måske bare passe ham selv... :-)

Så vi lagde hovedet i blød endnu engang og kom uvilkårligt til at tale om Øglens dejlige, rolige vuggestue, som jo desværre ligger lidt langt væk, og at det da også er forbistret. Men at man selvfølgelig kunne få Varanen ind der til at starte ned og så flytte ham, når der er en plads her i postnummeret. Forudsat, at der var en plads i Øglens vugger, altså. Og hey, det VAR der, sagde den søde søde pladsanvisningsdame (som tilsyneladende ikke havde deltaget i hendes kollegas kækhedskursus). Eller "det ser overhovedet ikke håbløst ud", sagde hun faktisk. "Det ser endda meget sandsynligt ud". Og så opremsede hin antallet af børn på ventelisten og antallet af pladser, der bliver ledige over sommeren, og selv om jeg er meget sproglig, kunne jeg godt regne ud, at der helt sikkert bliver en plads til Varanen.

Så det er det, vi gør. Putter ham i Øglens vuggestue, hvor vi kender både omgivelser og personale og den overhængende fare for spydige kommentarer til os som de onde, arbejdende forældre. Og ved, at de rystende konklusioner fra diverse Ph.D.-afhandlinger (fingerede eller ej; vi er enige om, at der er plads til forbedring!) ikke stammer derfra. Derefter krydser vi fingre for, at det ikke tager for evigt at få ham i en god, integreret institution på Østerbronx, og hey presto - vores (og forhåbentlig også Varanens) pasningslykke er gjort. Og så glæder vi os i øvrigt over, at jeg indtil videre har nogle temmelig fleksible hverdage og forhåbentlig også bliver ved med at have det i lang tid fremover. Så begge reptilerne kan få nogle kortere dage og måske endda holde fri fra tid til anden...


- Postet fra mini-Padden

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...