tirsdag den 30. oktober 2012

Farvel, Kbh

Det sidste punktum er så småt ved at blive sat på mit københavner-eksil for denne gang. 12 år, blev det til. Fire lejligheder. Og et par reptiler.

Nuirj, det har været hyl, som vi sagde på min efterskole i 90'erne. Virkelig gode - lærerige - år, og det er måske nok frivilligt, men absolut ikke uden vemod, at jeg siger farvel.

Pt er vi på stop-over hos Farmor og Bedstefar i Forstaden tæt på Den Nye By Nordpå. Vi har sovet vores sidste nat i Tændstikæsken, og HDD og jeg har netop tømt den trailer, vi har lejet, for et assorteret udvalg af cykler og et bjerg af vasketøj. I morgen følger så resten af habenguttet fra 2100 Spelt, og torsdag er vi så sådan nogle, der er husejere. Med nøgler og det hele.


Som HDD og jeg stod der på parkeringspladsen for lidt siden omgivet af ladcykler (arj, der er kun en), bedstemorcykler og børnecykler i benzinstanken (wtf?) fra låne-traileren, fik jeg på en og samme tid den vildeste noia og den vildeste optur over stilheden, mørket og frosten i luften (er sikker på, det er koldere i Forstaden end inde i byen. Det føles i hvertfald sådan). Blev lidt koldsvedsagtig ved tanken om den akutte mangel på coolnessfaktor i Forstaden, men blev lidt zen-agtig ved tanken om, at jeg jo ikke ligefrem er firstmover hipstertype, så den del klarer vi nok. Fik hjertebanken på den dårlige måde over stilheden og manglen på 'liv i gaden', men blev helt glad over, at der nu (forhåbentlig) ikke er nogen, der kommer til at holde os (eller reptilerne, nok nærmere) vågne ved at spille høj høj 90'er-musik på den anden side af papirtynd væg. Og så videre.



... ... Kaos ... ...

Og det er nok bare sådan det er, det der med at flytte fra et sted (eller en bydel, i hvert fald - nærer ikke særlig varme følelser for Tændstikæsken), man et glad for at bo: Det er ambivalent. Og jeg ved, hvad jeg har/havde, men har ikke den fjerneste anelse om, hvad jeg får. Spændende og angstprovokerende på en og samme tid.

Reptilerne er søde og gode og følger jo bare med. De elsker at være hos Farmor, og Øglen syntes, at det var for sejt at være ude, efter det var blevet mørkt (vi kom lidt sent af sted). Nu sover de begge, og jeg sidder og lytter til deres små sove-prust og glæder mig til at kunne flytte ind i huset og sige, at NU flytter vi ikke mere foreløbig.

Øglen ved godt, at det er slut med Tændstikæsken. Hun ved også, at hun skal have en ny børnehave på et tidspunkt. Og hun har allerede bestemt, at hun vil dele små vingummiposer ud til alle, når hun stopper. "Også til de andre stuer, mor! De skal allesammen have vingummi, når jeg stopper. Og kærlighed" Selvfølgelig skal de det. Og selvfølgelig vil jeg altid give Øglen kærlighed, som hun bekymret spurgte mig om tidligere i dag. Fordi L og F fra børneren åbenbart havde fortalt hende, at man ikke skulle kysse "moarer og faarer og børn", og at kærlighed er dumt. Jaså.

Og kort efter, vi havde bedyret hinanden evig kærlighed, Øglen og jeg, sparkede hun Varanen, og da jeg så tillod mig at tage den skrappe mine på, lavede hun en Maude og strøg ind i stuen, mens hun vrælede "Du har ødelagt mit liv!" Hvis der ellers havde været nogle døre, er jeg sikker på, hun ville have smækket dem godt og grundigt. Så kærlighed er ikke helt ligetil. Hverken til byer eller mødre, lader det til...

- Postet fra mini-Padden

søndag den 28. oktober 2012

Normaltid min bare...

Så blev det vintertid, hva'?! Eller normaltid som det nu åbenbart hedder. Og jeg skal da lige love for, at Nemesis stod parat ved de tilbagestillede ure til at give en armlammer af de store, hvad angår folk, der ikke tidligere har haft det store bøvl med reptiler, der reagerer på det dersens ur-gøgl. 'Folk' havde så bare lige glemt at tænke på, at de, sidst der var nogle ure, der skulle stilles tilbage, havde en Varan, der kun var en måned gammel. Og som derfor sov igennem stort set alting. Og hvis han vågnede, så var det kun for lige at sige hej, spise, blive lullet og slå en ordentlig bøvs. Og så sov han ellers igen.

Denne gang er han så blevet lidt større, og når han først vågner, så er det sket. Alverdens samlede vuggeviser kan ikke få ham til at sove igen, så jeg må da indrømme, at jeg blev lidt træt i betrækket, da jeg vågnede ved et særdeles friskt "DADADAHHH" efterfulgt af højlydte klask på kommoden inde i børneværelset, og så, at der stod 05.15 på vækkeuret. Og jeg blev markant trættere af at opdage, at vækkeuret ikke lige havde nået at stille sig selv, så klokken var rent faktisk 04.15 i stedet. NulFIREfemten, I tell you! Hvad sker der lige for dét?!

Ja, der står 04.41 her og ikke 04.15. Men det her screenshot er også først taget efter de fejlagtige flaske-, nusse-, pusse-, og lulle-scenarier

I går vågnede Varanen klokken 05.06, og det var rigelig tidligt, hvis man spørger mig. Så lige knap en time FØR det - dét er nederen, som de unge ville have sagt.

Jeg prøvede naturligvis mere eller mindre alt i nat morges for at få ham Varanen til at sove videre. Ikke tænde lys, ikke tage ham op, nusse, tysse, ae, stryge, berolige. Jeg gav ham oven i købet en flaske, selv om man for længst er holdt op med at spise om natten, men intet virkede, og repertoiret af lyd gik stille og roligt fra begejstring til arrigskab. Så eftersom vi bor i en Tændstikæske uden døre, tænkte jeg, at jeg nok hellere måtte forsøge at lade Øglen sove. På bekostning af HDD, godt nok, men så havde jeg da i det mindste en lidelsesfælle.

Klokken 05.30 kapitulerede vi jeg og stod op og lavede havregrød. Til en Varan, der efterhånden var blevet nærmest rødglødende af hidsighed. Humøret blev dog væsentligt bedre, efter han havde ædt en portion, der ville have været en murerarbejdsmand værdig. Med smør, mælk og en smule kanelsukker. Luksus for en lille sur Varan.

Reptilerne på 'den store gynge' på en af de lokale legere

Øglen vågnede omkring 06.30 (hvilket er tidligt for hende), og siden er dagen gået slag i slag. Med en formiddag spenderet hos Farmor med en 2,5 timers lur til Varanen (ja tak!) og en eftermiddag tilbragt med gode venner i Forstaden. Jeg gik med Varanen i vognen over til vennerne, da han var klar til lur nr. to, og tænkte på, at der er meget meget kort tid, til vi er sådan nogen, der selv bor i Forstaden. (Godt nok ikke den helt samme forstad, men you know). Og fik faktisk ikke fnidder af det. Greb mig selv i at tænke, at det da egentlig så meget hyggeligt ud, sådan som de yngre par stod og hhv. hjalp hinanden med at bygge garage, feje visne blade sammen, kitte vinduer og andet virkelig virkelig villa-agtigt. Det er kun et spørgsmål om tid, før jeg også synes, at træningsdragter fra Dansk Supermarked er helt ok at have på til købmanden, og at havearbejde bliver min nye hobby. #gisp

Æbler fra Farmors have

Rønnebær og blå himmel i Forstaden

 Baby, barnevogn og blade

Så jeg tror, jeg er ved at være klar til at flytte. Hvilket er meget heldigt, eftersom vi kun skal sove to gange mere (Øgle-terminologi), før vi skal flytte fra Tændstikæsken. Og fordi vi jo lissom har købt et hus (påtorsdagpåtorsdagpåtorsdag), så det der med at fortryde, er ikke noget, vi arbejder med. Det bliver rocker-underligt at flytte fra 2100 Spelt. Og jeg skal ikke afvise, at jeg kommer til at fælde en tåre eller ti. Eller kommer til at skrive et indlæg om det. Så stay tuned...

Til gengæld ("til genkend", som Øglen siger), så har vi haft en dejlig Sidste Weekend Som Byboere. Selv om hele dagen i dag er blevet spenderet i Forstaden, så stod i går på besøg på legeplads, tilfældigt møde med tilhørende kaffe med mødregruppeveninde og familie i går, gåtur i solen, vinterstøvleindkøb til Øglen, shopping til det nye hus, og tøsesludren i Torvehallerne med sød veninde, jeg desværre ser alt for sjældent. Og slik og Matador til aften. Not bad. Not bad at all, Østerbro! Håber, I også har haft en dejlig weekend.

onsdag den 24. oktober 2012

Så' der give away, så' der give away!

(Hvor mange af jer har Teletubbies på hjernen efter dén overskrift?)

Jeg overvejede at skrive et indlæg om min dag i dag. Om 'hjemmearbejde' på Kaffeplantagen på Nørrebro (hipster-heaven) og kaffe med dejlig veninde. Og en opringning fra vuggeren. Noget om en Varan med seriøs dårlig mave (igen nu!), som gerne måtte blive hentet. Jeg kunne også skrive noget om besøg hos lægen, der grundet noget henvisning fra Sundhedsstyrelsen gerne vil kigge nærmere på mavesyge småbørn (VTEC, you bugger you!) og som sendte os hjem med tre kuverter og opsamlingsdimser til 'fæces', som der står på dem.

Men det gider jeg ikke. Jeg vil hellere skrive om noget sjovt. Nemlig et forsøg, Philips har gang i for øjeblikket. Og så selvfølgelig en give away. Yay.

Nåmn, sagen er den, at Philips har så'n en kombineret lampe slash vækkeur. Wake Up Light, hedder den. Jeg har faktisk overvejet at købe den på et tidspunkt, men 1.300 bobs er også en slags penge, så de blev brugt på noget andet. Kager, sikkert. Eller børnetøj. Men idéen er, at Wake Up Light simulerer en solopgang og i løbet af 30 minutter skifter lys fra bløde røde nuancer over varm orange til klart gult lys. Det skulle være en vældig behagelig måde at vågne på, og man skulle få mere energi og alt muligt, man godt gider. Om ikke andet, så tænker jeg, at det altid vil være rarere at vågne til en simuleret solopgang end til lyden af et reptil, der kaster op i sin seng, selv om sidstnævnte nok vil, brugerundersøgelser og kliniske tests af Wake Up Light til trods, få mig hurtigere ud af sengen...

Sådan ser den, ud, dimsen fra Philips. Billede hapset herfra

Nu har Philips så besluttet sig for at lave noget sjåv i gaden. Så de har lavet en slags jobopslag, hvor de leder efter en syvsover, der over et forløb på 30 dage bliver vækket med 30 "ekstreme vækningsmetoder". Og som i øvrigt ikke har noget imod at blive filmet imens. De kalder det Wake Up Experiment, og du kan læse mere om det herovre. Ansøgningsfrist er på fredag 26/10, hvis nogle af jer skulle være interesseret? Den udvalgte scorer 13.000 gode danske kroner og en (et?) Wake Up Light. Anyone? Jeg blev også spurgt, om jeg mon havde lyst til at ansøge, men det blev et nej. Synes, reptilerne gør sit til at vække mig på ekstreme måder (og vi har rundet de 30 forskellige metoder forlængst).

Dump af eksperimentets website. Ret fint. Men som ord-afficionado må jeg nu græmmes lidt over den sørgelige oversættelse af selve testmodulet. Det kan godt være, at "korrektur" lyder kedeligt, men det er temmelig vigtigt. Just saying

Men nu kan det jo godt være, at nogen kunne tænke sig en (et?) Wake Up Light uden nødvendigvis at lægge krop til et vækningseksperiment, og det er så her, min give away kommer ind i billedet. For Philips har sagt ja til at sponsorere en (argh! Et?) Wake Up Light til en heldig læser. Og på deres hjemmeside lover de (næsten), at lampen giver en blid vækning, mere energi og et bedre humør. Det tænker jeg, vi er nogle småbørnsmødre (og andre), der godt kunne være interesserede i, ja?

Og hvordan deltager I så, tænker I nu, mens I står forvirrede og kigger efter en tromle, I kan kyle millioner og atter millioner af virtuelle tombolalodder ned i? Jo, nu skal I høre. Godt efter, for det er kompliceret stof, det her.
  • Først rykker I tættere på hhv. computer eller smartphone
  • Så klikker I på Skriv en kommentar nederst i indlægget
  • Derpå skriver I en variant af beskeden "Jeg vil gerne deltage". Eventuelt også hvorfor det netop er dig, der fortjener at vinde (men det scorer ingen ekstra points at gøre det - det er udelukkende til underholdning for mig og andre) Husk også at skrive din mailadresse
  • Klik på Udgiv
Og vupti! Sådan optjente du lige 1341 lodder i give away'en om ent Wake Up Light. Ogøh... hvis der er nogen, der skulle finde på at sende mig en kage eller chokolade med posten, så skader det ikke ligefrem jeres vinderchancer. Det forbedrer dem heller ikke, men karma kigger med og alt det der, ved I nok...

Jeg trækker lod blandt de indsendte kommentarer om... hm... en måned? 24. november, altså. Så er der lidt tid at løbe på, og det dersens Wake Up Experiment er i gang. Og så kan det da lige få et ord med på vejen, når den heldige vinder kåres.

En. To. Tre. Til tasterne - der er lys forude! (Tøhø)

søndag den 21. oktober 2012

Efterårsweekend

Weekenden er snart forbi, og på trods af, at vi ikke har haft de store planer, synes jeg nu, vi har nået en del alligevel. Og skal man dømme efter, hvornår reptilerne knaldede brikker her til aften, har de vist også fået, så hatten passer mht. oplevelser. Varanen sov, før klokken blev 18, og Øglen bad selv om at komme i seng 18.30. At hun så kom i tanker om efterfølgende, at hun hellere ville male med vandfarver, er en anden sag, og flippet, der opstod efter et nej, en tredje sag, men kl. 19 sov hun sødt, så lidt træt har hun nok været...

Øglen havde ønsket sig en dag i går, hvor vi læste bøger, legede i stuen, legede på værelset (og det var så de værelser i Tændstikæsken), spiste mad i løbet af dagen (for det plejer vi jo ikke?!), tog tøj på (igen; for det plejer vi jo ikke?!), slappede af, gik på legeplads og fik burgere til aftensmad, og det syntes jeg egentlig var ganske beskedne ønsker, så de blev allesammen efterkommet. Besøget på legepladsen blev kombineret med playdate med lille veninde, og de (og vi) holdt ud i to timer, før vi var maste i hovedet af at holde styr på ungerne på den nye giga-legeplads i Fælledparken. Den er superfed, men på en dag som i går, hvor hele bydelen beslutter sig for at lufte ungerne derovre, kan man godt få liiiidt sved på panden over at skulle holde øje med et par hyperaktive unger hele tiden. Særligt, når der er en Varan, der er fuldstændig frygtløs og turbokravler hen over sten og grus og kaster sig hovedkuls ud foran større børn og over klatrestativer. Men alle havde det sjovt, og det er jo som bekendt det, der tæller, nicht wahr?

Varanen på legeren. Den tiltede baby i baggrunden hører også med til selskabet

To veninder, der har kendt hinanden, siden de var hhv. 5 og 4 uger gamle (eller noget i dén dur). Længe leve mødregrupper

Vi nåede også i Remisen til noget loppis (Øglen indkasserede både en svampelampe og en ny bedste ven i form af en mølædt tøjgiraf, mens jeg scorede en lækker sweaterkjole - og kom af med under 200 bobs for det hele. Loppis holder!), Varanen fik et par lure, jeg nåede ud og løbe en lille tur (første tur siden Berlin, tsktsk) og generelt fik vi nydt det smukke psykovarme efterårsvejr i fulde drag.

I dag har stået på leg inden døre, og et smut i teatret for mig og Øglen. Rosa i Rytmeskoven på Nørrebro Teater. Jeg var så glimrende underholdt, og det siger Øglen også, at hun var, men faktum er, at første gang hun smilede overhovedet under forestillingen var omkring 40 minutter inde i den. Ud af 55 minutter vil jeg sige, at det var pænt sent, men hun var vist bare pænt duperet - og en kende overrasket over, at Rosa, som hun havde set bage kage i fjerneren tidligere på dagen, pludselig hoppede, sprang, sang og dansede oppe på scenen. Lige foran hende. Men vi hyggede os - tog bussen frem og tilbage og var et smut på Joe & The Juice, hvor Øglen bestemt godt kunne se idéen i deres juice, men til gengæld ikke var så vild med deres høje musik. Så var vi to, men jeg er jo også gammel. I hvert fald for gammel til det ingefær-shot, jeg investerede i, som svitsede samtlige mine smagsløg. Håber, den også svitsede lidt af den forkølelse, der muligvis er under opsejling.

Venter spændt på Rosa. Sammen med den nye bedste ven fra loppis, der af uransagelige årsager er blevet døbt Oliver. Og som har afstedkommet, at Øglen nu er begyndt at spørge, om vi ikke snart skal have nogle flere børn, for hun vil så gerne have to babyer, der hedder Oliver og Martin... ?!

Dans dans dans med Rosa, Hund, Kat og Rastafanti

Øglen og Oliver på Joe & the Juice før forestillingen

Resten af dagen er gået slag i slag med leg, damage control af Varan, der viiiirkelig gerne vil have sine sylespidse negle i Øglens Rosa i Rytmeskoven-ballon, Øglen, der viiiirkelig gerne vil lege med alt det legetøj, Varanen beslutter sig for at lege med, Varanen, der pludselig er begyndt at klatre, via skamler, op på hhv. spise- og køkkenbord, Øglen, der leger Bestemmerfrans i al almindelighed, overtræt Varan, hvis verden vælter, fordi der falder en pastaskrue af hans gaffel, osv. osv. Ganske almindelig ulvetime, altså. Som dog blev noget kortere end vanligt, fordi begge unger var trætte.

Nu sidder jeg og overvejer, om jeg gider bekvemme mig ned efter en shawarma, eller om jeg skal spise et stykke rugbrød. Om jeg skal se De Unge Mødre på Netflix, eller om jeg burde se lave noget andet. Om det tæppe, jeg har købt garn til, skal ligne alle de andre tæpper, jeg har lavet, eller om jeg burde gøre verden en tjeneste og variere det lidt? Det er de store spørgsmål, der trænger sig på denne søndag aften, kan I nok høre...

fredag den 19. oktober 2012

Favoritter fra Lekmer

Nogen ovre fra nabolandet har spurgt, om jeg mon ville være sød at fremhæve de ting, jeg synes bedst om inde fra Lekmer. Normalt ville jeg svare nej til den slags forespørgsler, men mine principper må være ved at skride lidt i svinget, eller også er det bare fordi, jeg er i totalt indretningsmode, for jeg har svaret, at 'det kan jeg da godt'.

Så hvis der var nogen, der kom og forærede mig en stor pose penge (hinthint, Lekmer - eller andre), var det blandt meget andet følgende ting, der skulle hjem til mig os og bo:

Lyserød Lumilove Barbapapa til Øglen, nu hvor vi skal ud til Forstaden, hvor det bliver pænt mørkt om aftenen og natten

Et par Blafre-pyntepuder til Varanens værelse (men slap da lige af med prisen, Blafre. Det er PUDER, for crying out loud!)

Den fineste robotwallsticker til Varanens værelse. Ligeledes fra Blafre. Og ligeledes til en absurd pris, hvis man spørger mig. Men den er jo pææææn!

Og så lige det her til stuen, så der kommer styr på togkørslen: legesæt fra Brio. Som heller ikke ligefrem henvender sig til dagpengemodtagere. Men fint er det.

Jeg kunne blive ved. Men jeg stopper her, for jeg må ikke købe noget. Fordi jeg ingen penge har. Men primært fordi vi ingen plads har. Endnu. Så HDD har forbudt mig at købe mere, før vi flytter, og han har jo en pointe - alt det, vi køber nu, skal pakkes ned 31/10 og fragtes til Den Nye By Nordpå. Så jeg holder mig i skindet et par uger endnu. Men SÅ skal der også gives gas. Vores nye postbud kan ligeså godt lære mig og mine shoppevaner at kende først som sidst...

torsdag den 18. oktober 2012

En gave til Varanen

Ja hej igen. Resten af Varanens og min hyggedag gik så fint, og nu hvor begge unger sover, vil jeg prøve at pleje min eskalerende forkølelse. Men inden da ville jeg lige flashe fin gave til Varanen, som jeg fik besked om i dag, at de søde mennesker hos Normann Copenhagen har været så søde at donere. Helt ud af det blå, og helt uden at bede om omtale på bloggen eller noget. Det behøver de formentlig heller ikke - deres lækre sager sælger givetvis sig selv - men nu får de det altså alligevel. For jeg synes da klart, at noget skal omtales, når det har gjort et godt indtryk.

Gave afhentet i butikken på Østerbrogade. Varanen bobler i vognen

Sagen er den, at jeg har været lidt af en linselus. Jeg (eller bloggen, nok nærmere) er i noget bladværk i denne måned, og sammen med artiklen er der nogle billeder fra livet i reptilfamilien. Blandt andet et, hvor Varanen sidder i en Normann Copenhagen-pose. Det faldt de opmærksomme Normann Copenhagen-mennesker for i en grad, så de bloggede om det ovre hos sig selv (hvor der i øvrigt står, hvad reptilerne hedder, så hvis I ikke vil vide det, så lad være med at klikke :-)). Og derudover havde de stillet en gave til side til afhentning nede i deres biks. Da mailen tikkede ind, var jeg ude og trille med Varanen, og eftersom vi bor tæt på Normanns flagship store, kunne vi jo passende gøre vejen derforbi.

LBS-bamse og fine sokker 

Varanen blev begavet med de dejligste bløde sokker (som er så lange, at de formentlig ikke ryger af ligesom samtlige andre sokker, vi har til ham) og en skøn bamse fra LuckyBoySunday. Den vil helt klart pynte på hans nye værelse. Måske jeg skulle undersøge, om LBS laver fine bamser, der er så store, at de kan dække de virkelig plastic'ede ting, han har fået i fødselsdagsgave?! Selv om han elsker dem (og det er mig, der har ønsket ham dem), så vinder de altså ikke på udseende... Tak, Normann Copenhagen. I er søde!

Fridag

Altså endnu en. Det selvstændige liv er privilegeret på den måde. Og så pyt med, at menuen står på vandgrød resten af måneden, fordi en fridag også er ren tilsætning.

I dag er det en fridag sammen med Varanen. Og indrømmet - fridagen falder primært, fordi han skulle til lægen og have sin etårs-vaccine, men det ændrer ikke på, at det er hyggeligt at hænge ud, bare ham og jeg. Han er fx lige blevet gynget så længe på gårdens gynge, at han selv sagde stop. (Eller altså - han sagde ikke "stop", men I ved...) Det er ikke sket før, for Øglen er ret hurtig til at kræve en tur også. Særligt, hvis der er noget, Varanen er meget begejstret for. Men i dag er der altså tid, og det er dejligt.



Lægeaftalen var kl. 9, og vi gik hjemmefra i god tid, så vi kunne nå at kigge på biler, busser, træer og fugle nede ved og i Søerne. Østerbro tog sig ekstra godt ud i efterårsmorgenens gyldne sollys, og modsat i går, hvor jeg havde forvildet mig ind på Strøget i et ærinde (i uge 42?! Jeg har jo VIRkelig ikke tænkt mig om! Der var mennesker overALT!) og var ved at dø over, at der er hele 14 dage til vi skal flytte, tænker jeg, at de sidste dage alligevel ikke behøver at flyve af sted. Jeg vil gerne nå at have det hele med - og lidt til.


Lægebesøget gik godt. Varanen charmede lægen og vice versa, og ifølge den seddel jeg kom der fra med er "alt vel - trives rigtig fint". Varanen er dertil "kvik, interesseret og alderssvarende", så det er jo glædeligt. Vaccinen tog han i stiv arm - var lidt muggen over, at han skulle holdes fast, så han ikke kunne feje alting på gulvet, men ellers var der ikke noget. Jo, et indigneret hyl over, at den onde læge kunne finde på at stikke ham med vaccine 2 - den, der efter sigende svier - men det var ikke noget, en sut ikke kunne klare.

Og endelig blev spændingen omkring Varanens højde og drøjde udløst. Sidst, han blev målt og vejet, var til otte måneders-besøget af Sunderen i juni. Da var han 75 cm lang (høj?) og vejede 10,9 kg. Og han er i hvert fald ikke blevet lettere, skulle jeg hilse fra min ryg og sige.

Jeg havde troet, at han ville have rundet de 13 kg nu, men så tung er han trods alt ikke. 11,7 kg inkl. ble sagde vægten. Og 80 cm lang. Det betyder, at han er faldet en kurve i både vægt og længde, men da han før lå to kurver over gennemsnittet, er det ikke noget problem, sagde lægen. Og til trods for kun en lille vægtøgning siden sidste vejning kunne hun godt forstå, hvis ham Varanen var ved at være tung at slæbe rundt på. Angiveligt er det ikke så mange børn, der har ramt de 10 kg ved etårs-undersøgelsen, men det memo har Varanen så aldrig fået.



Efter lægen gik vi i Remisen og sagde hej til den indendørs legeplads. Hvorfor har jeg aldrig være der før? Stort hit med indendørs-halløj, når ens afkom ikke går endnu. Kunne dog godt savne lidt mere for de helt små, men det er der måske, når der ikke er efterårsferie og derfor fri leg for de 0-12 årige. Når der ikke er skoleferie, praler de med noget legestue for de mindste hver tirsdag og torsdag. Måske man skulle prøve det, hvis man da kan nå det, inden man flytter...



Da vi havde leget færdig, spiste vi babybites fra 7-Eleven (HDD gjorde Varanen hooked på både babybites og kanelsnegle, da han var på barsel) og fodrede duer med resterne. Derefter legede vi i gården (deraf den førnævnte lange gyngetur), og så var der nogen, der var trætte og gik omkuld i barnevognen, så snart man fik sin sut.



Nu sidder jeg så i en solstråle med en kop "gratis" kaffe (længe leve kaffeklippekort, der skaber illusionen af, at den 10. kop er gratis og får en til rent at glemme, at de 9 andre kopper har kostet overpris) og 40 kroner rigere. Kørte over en håndfuld klingende mønt på Strandboulevarden, og på trods af et ret ihærdigt forsøg på at lokalisere den retmæssige indehaver, måtte jeg give op. Og putte pengene i lommen. Hm, måske jeg skulle købe endnu en kop kaffe? Eller fordele mønterne i reptilernes Nordea-sparegrise?(Som i øvrigt er fusking grimme. Må få dem ekspederet (uden indhold, naturligvis) i flytningen. Øglen er meget interesseret i at få fyldt sin op hurtigt (like that's gonna happen - de er nemlig ikke bare grimme, de er også store) og spørger jævnligt, om jeg mon har husket at købe penge til sparegrisen.

Når Varanen vågner, går turen hjemad til noget frokost, der indeholder lidt flere grøntsager end en babybite uden ketter. Og til noget leg i Tændstikæsken. Indtil det er tid til at hente Øglen, og dén alenedag er ovre. Knap så actionpacked som Øglens dag forleden, men når man kun er et enkelt år, er man vel i virkeligheden også ret ligeglad...

- Postet fra mini-Padden

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...