Morpral

Jeg bliver dagligt stolt af reptilerne. Fordi de gør et eller andet, der bare er så fantastisk - og jeg er naturligvis helt objektiv - at moderhjertet vokser til uanede størrelser.

Og når så overpædagogen i Den Nye Institution lige syntes, hun ville sige til mig i morges, at hun "synes, det er så skide fedt, at Øglen ikke er så meget en tøs" (tilsæt selv udlandsk klingende accent og lad af samme grund være med at tillægge ederne helt så meget betydning, som jeg måske ville gøre, hvis jeg bare havde læst det), fordi hun bare er helt sin egen, så kan jeg ikke lade være med at blive lidt mere stolt.

Pædagogen nævnte det i forlængelse af, at Øglen og jeg fortalte hende, at Øglen gerne vil have pigerne fra stuen hjem, når hun har fødselsdag, og at hun rigtig gerne vil holde en pirat-fest. Ikke en prinsesse-fest eller noget andet lyserødt, men en piratfest, simpelthen. (Hvilket undertegnede personligt synes er topfedt, og jeg er allerede gået lidt amok i piratting til dagen. Muligvis også lidt for meget amok, men det kan I jo selv vurdere, når dagen oprinder, og jeg helt 100 tager en masse billeder). I samme moment kunne pædagogen fortælle om en Øgle, der i fredags til fastelavn (hvor hun i øvrigt var Pippi - som den eneste) ikke kunne være mere ligeglad med de 15 (!) prinsesser og deres slåskamp om at få de lyserøde fastelavnsboller, men i stedet bare gerne ville have en blå. Og at det undrede - og glædede - pædagogen, at "hun hviler så meget i sig selv og sine egne beslutninger".

*Svulme svulme*

Det kan godt være, at det kommer, det der med, at hun begynder at tvivle på sine egne beslutninger, og at hun bare allerhelst vil ligne de andre. Det gør det sikkert. Men jeg er glad på hendes vegne for, at det ikke er kommet endnu. For det er benhårdt hele tiden at skulle leve op til den udefinérbare størrelse, der er "de andre". Jeg var ikke specielt selvsikker som barn, men er heldigvis kommet nogenlunde efter det som voksen. Og det er ikke sådan, at jeg er traumatiseret eller noget, men jeg kunne bare godt tænke mig, at Øglen går igennem barndommen med en større tiltro til sig selv, end jeg gjorde.

Og vi ved det jo godt, det der med, at hun er mere eller mindre ligeglad med, hvad alle andre gør. Men det er rart at høre, at hendes børnehave-persona tilsyneladende er ganske lig den, vi ser herhjemme.

I øvrigt er hende Øglen vist også ved at få sig en "ny N" nede i børneren. Her i Forstaden hedder han så bare T, og vi hører utrolig meget om ham. Og efterhånden dukker der flere og flere navne op, når vi spørger, hvem/hvad hun har leget med, eller når vi ved puttetid taler om "Øglens Dag". Hun trives. Det er jeg sikker på. Og det gør Varanen også, men både HDD og jeg synes altså, at der er nogle ting, der ikke fungerer i vuggestuedelen. For nu at sige det diplomatisk. Nu har vi endda set det an i 1,5 måned, men det ser ikke ud til at blive bedre. Tværtimod. Så nu er der lige nogle snakke, der skal tages, og så må vi se, om det mon giver stof nok til et separat indlæg på et tidspunkt ...

Nå. Det var et sidespring. Og det er det også at fortælle, at jeg fik post i dag. Fordi jeg vandt lækker lækker give away hos Camsen for nylig. Virkelig lækkert ur, siger jeg bare. Det bliver fantastisk på væggen, når den engang er blevet spartlet. Og fået lovlig el. I omvendt rækkefølge.


Og nu. House of Cards. Er I ikke hoppet på den allerede, kan det kun gå for langsomt. Go. See. Now!

Den syngende Varan

Er det ikke ved at være rimelig længe siden, vi har fået en status på ham den lille lækkerhaps Varan? Jo, det tror jeg nok, det er. Så den kommer her.

• Han er MEGAsød. Som i av-mit-hjerte-sød. Og bliver faktisk kun sødere og sødere. Det vidste vi jo godt, men det er meget rart lige at gentage det. Igen. Og igen. Og så lige igen.

• Han har 12 tænder. Hvilket åbenbart er meget for hans alder, sagde tandlægen, som vi havde en aftale med i fredags. Hvilket gik fint, ud over lidt bebrejdende gråd fra Varanen, da tandlægen tog hans sut. Han blev dog god igen, da han fik en meget fin bold i bite-size. Som han nu overhovedet ikke vil af med, så jeg render rundt efter ham, hver gang han leger med den, af frygt for, at han æder den.

• Og apropos æder, så spiser han stadig godt, ham Varanen. Vuggestuen melder også om god appetit derovre, så jeg er ret sikker på, at han får, hvad han skal bruge. Men den lille borgmestermave kommer jo heller ikke af sig selv, vel?

• Han går stadig ikke. Eller, jo - han går 10-12 skridt engang i mellem og synes tilsyneladende, at det er en fest (måske fordi vi hujer og klapper som tåber, hver gang det sker), men mere end det gider han ikke. Dovenfrans. For han kan jo godt - det er det vist bare nemmere at kravle. Jeg er åbenbart bare doomed til at få børn, der går sent. Denne gang er jeg dog sluppet for henvisninger til fysioterapeuter på den baggrund. Tak for det. Men det skal da ikke være nogen hemmelighed, at det vil gøre det liiiidt nemmere at have ham med ud i det neverending snevejr, når han kan stavre rundt, Walking Dead-style, i stedet for at flippe over, at det er koldt og vådt at sidde på sneen i sin flyverdragt.

• Han siger ikke så meget. Som vi kan forstå, altså. Han taler uafbrudt, men det er en dialekt af kantonesisk, tror jeg, for vi fatter ikke et klap. Ud over altså "MIAAAAARRR!" (mere), "A deeeeeet?" (hvad er det?) og "BAHR!" (mor eller far, alt efter, hvem der lige er der). Koen siger "Buuuuh", og hunden siger - nogle gange - "wauw-wauw". Men derudover ... kantonesisk, I tell you. (Med mindre det bare er mig, der ikke lige kan forstå, hvad "Buh-daahr, buhdahr, budaaaaaahr!", "Mi-narm, minarm, mi-prrrrrrrrr" og andet i dén dur betyder).

• Yndlingsbeskæftigelserne lige nu er at puste på ting; Alt fra stearinlys til kaffe (og i en snæver vending: lyskæden) kan bruges. Og så at synge. Han ELSKER at synge på kantonesisk, og det er efterhånden muligt at identificere melodier som "Hjulene på bussen" og "Et barn er født i Betlehem". Jeg takker en syngeglad Øgle og vores to æsker fra Shufflebook for at være med til at videreudvikle den interesse.

• Det er sikkert dumt at skrive, fordi lorteNemesis overvåger Blogland som en høg, men Varanen sover ret godt for tiden. Vi hører stort set ikke fra ham fra 19-06.30, så det er jo den rene luksus. (At Øglen så er begyndt at være lidt en natteravn i den forstand, at hun kommer dappende ind i vores seng hver nat, det er så en anden sag. Og kan muligvis have noget at gøre med, at hendes værelse faktisk er pænt koldt pga. temmelig skævt og utæt vindue).

• Pusle-seancen er begyndt at gå godt igen og har faktisk gjort det en måneds tid eller to. Ved ikke, om jeg nogensinde fik skrevet om, at det ikke gik godt, men vi har haft vores kampe (for nu at sige det pænt) på puslebordet, mig og Varanen. IKKE, om han ville skiftes af mig i en lang lang periode. Skrig, skrål, drejen sig totalt af led og væren ved at dratte ned mere end en enkelt gang. Pænt frustrerende, for jeg synes jo, at pusleriet er (kan være!) så hyggeligt. Og har egentlig altid betragtet det som lidt et 'helle', hvor jeg har haft 100 % opmærksomhed på ham. Noget, der ellers kan være svært at finde tid til i en hverdag, hvor der er tryk på med to smållinger. Men nu - nu kører det. Og det er smadderhyggeligt.

• Ang. mål og vægt på Varanen, så må jeg blive svar skyldig. 12,5-13 kg skyder jeg på. Og nogle-og-80-cm. Har netop smidt en (ny) trøje, str. 86 i bunken af børnetøj, jeg skal have sat til salg, når jeg gider får tid, så han vokser støt og roligt. (Måske jeg bare har voldvasket trøjen, for flere af hans trøjer, som han passer fint, er altså 'kun' str. 80. Men måske han bare er blevet kæmpe. Under alle omstændigheder skal jeg vist til at kigge efter tøj i str. 92 nu).

• Han er blevet pænt hooked på konceptet iPad. Ikke, at han har for fem øre tålmodighed, når det kommer til film, spil eller andet, selv om interessen trods alt kan holdes en anelse ved Lift-Out Puzzle og så ved Teletubbies på Youtube. Men iPad'en i sig selv er et hit. Noget, man kan trykke på, dimse med og - ikke mindst - kaste med.
  
• Yndlingslegetøjet er pt. en garage fra Fischer Price, biler og bolde. Og så førnævnte Shufflebook-sangkort. De kan spredes over et ret stort areal, der kan puttes ting ned i de tomme æsker, man kan glide rundt med kortene på de glatte gulve, osv. Plus naturligvis storesøster. De leger enormt godt sammen og side om side, og noget af det skønneste er, når jeg hører dem skraldgrine inde på et af værelserne. Og så er det bare om at nyde det, før en af dem bliver megasur over et eller andet, så der lyder et hyl fra en anden verden. 

Og så videre, og så videre. Essensen er, at Varanen er skøn. Hvis nu I skulle være i tvivl. Og her skulle så være et lige så skønt billede af ham, men jeg har af uransagelige årsager ikke fået taget nogle billeder af ungerne de sidste par dage. Måske fordi jeg har haft for travlt med at fotografere juice fra min nye, gamle saftpresser?

God torsdag til jer.

Noget om (lad)cykler

Det sner her i Forstaden. Eller - lige nu gør det ikke, men det gjorde det i nat. Og meget af dagen i dag. Så meget, at der var rigeligt til at lave en snemand (eller 10). Hvilket var meget heldigt, for så kunne jeg og Øglen hygge os med det, eftersom hun har været hjemme pga. øjenbetændelse. Som i parantes bemærket ikke generer hende - siger hun - og som hun er i behandling for, men der var vist nogen, der trængte til en hjemmedag...

Men der var så meget sne i morges, at den ellers relativt terrængående ladcykel måtte opgive ævred flere steder (eller også var det mine lårmuskler), da jeg skulle fragte Varanen i vuggestue, så jeg måtte stå af og gå. Og så var det, at jeg kom i tanker om, at jeg - ud over en ny kaleche til dyret - godt kunne bruge et eller andet sne-udstyr til ladcyklen. Pigdæk, elmotor, opvarmet lad eller bare nogle snekæder.

Så meget sne var der i Forstaden i morges. Så vi skulle skovle. Igen. Øglen hjalp, det kære væsen

Snemanden. Som fik lov at stå i rundt regnet et kvarter, før Øglen hakkede ham i stumper og stykker med en orange børnerive. Nu er der kun snesmulder tilbage ...

Da jeg er i den situation, at nogle flinke cykel-typer gerne ville have mig til at skrive et par ord om dem og deres webshop, tænkte jeg, at DE måske havde den hellige gral ang. udstyr til ladcyklen. Men nej. De har faktisk slet ikke ladcykler, så jeg. Dammit.

Men så har de til gengæld alt muligt andet. Som pudsigt nok har noget med cykler at gøre. Og jeg skal da ikke sige mig fri fra lige pludselig at blive fristet til at kassere Batavussen ude i indkørslen med noget nyere og temmelig meget mere fancy. Men eftersom jeg ikke er fancy, så kan det jo alligevel ikke betale sig. (Hell, jeg er sådan en, der er begyndt at tage en mulepose med, når jeg en sjælden gang er så heldig at få lov til at cykle i Netto alene. En MULEPOSE! Fra en velgørende organisation, oven i købet). Og det er alligevel temmelig begrænset, hvor tit jeg bruger min almindelige cykel, nu vi er flyttet til Forstaden (se forrige parantes). Så fancy mor-cykel er ude.

Til gengæld har de en ret så fin løbecykel. Som er på tilbud lige nu. Og så pyt med, at de kalder den et Løbehjul. Jeg er bare temmelig pernitten med ord. De har også nogle fine cykelanhængere, jeg godt gad gramse lidt på. Selv om jeg har været ned ad Anhænger-vejen og svoret, at dén skulle vi aldrig tilbage til. Alligevel synes jeg naivt?, at det der med, at man kan bruge den som klapvogn og måske endda løbevogn er vældig smart. Også selv om jeg ikke har været ude at løbe i over en måned, og Forstaden er så kuperet som ... som ... som noget meget kuperet. Og nu har vi endda en våd garage, den kan stå og hygge sig i, i modsætning til tidligere, hvor en perfid bestyrelse i dén grad skulle stryges med hårene, hvis man overskred den allernådigst fastsatte barnetransport-kvota på ÉT STK. i barnevognsrummet. Som i øvrigt ellers kun blev brugt til grimme cykler, der lige så godt kunne stå i det der-til ind-ret-te-de cy-kel-sta-tiv ude på gaden. Hvis man altså spurgte mig. Men det gjorde man ikke. Bitter? Moi?

Nå. Cykelanhænger. Også ude. Men så et nyt barnesæde til Batavussen, da? Dét ville faktisk ikke være tosset. Jeg ved godt, at BoBike skulle lave såeh gode barnesæder (og det er da også derfor, vi har et), men jeg synes faktisk, at de er lidt crappy. Så jeg vil have et nyt. Har jeg bestemt. Må lige se, om HDD er med på den. Han vil nok mene, at jeg bruger min cykel forsvindende lidt (se ovenfor), og at behovet for et barnesæde således er virkelig småt. Og det kan han på sin vis have ret i. Især fordi vi har ladcyklen, jo. Men den er kold og skimlet og dårlig til sne. Og det bliver tilsyneladende a l d r i g forår. Såeh...

Aaaanyhow. Tag et kig på bikester, hvis I (også) står og mangler (eller tror, I gør) noget cykelrelateret. Der er mange fine sager.

Og nu. Arbejde. Man kommer pænt meget bagud af at have en øjenbetændt lille Øgle rendende rundt hele dagen ...

Hvis nogen skulle være i tvivl, er dette indlæg sponsoreret. Men sør'me om meningerne ikke er mine egne alligevel ...

Mandag

Det kan godt være, at Familieslæden stadig er til reparation, at det pisøsregner (#pardonmyfrench), og at de der vinduestyper, der skulle komme med et tilbud på at udskifte totalt vinde og skæve vinduer på østsiden af hytten, er vendt tilbage med et virkelig dårligt tilbud. Og at de, som et lille aber dabei, først kunne komme og fikse det om 7-8 uger.

Men efter en virkelig dejlig weekend, som har været lang på den rigtig gode måde, så strammer jahatten ikke længere overhovedet og sidder i stedet som støbt.

Det er ikke, fordi der skal gå totalt glædesblog i den - jeg er et notorisk brokkehoved, og det vil jeg altid være - men det handler jo lidt om indstilling, ikke, og lige nu har jeg for alvor brug for at se på de lyse sider.

Og nu er det jo heldigt, at de søde venner, vi skulle have besøgt i weekenden, men blev nødt til at aflyse pga. Familieslædens rekreative ophold hos lokal autodealer, jamen de kom da bare på besøg hos os i stedet for. Og så fik vi både sagt hej til deres lillebitte nye(-agtige) baby, og de fik sagt hej til vores nye(-agtige) hus. Og ungerne legede og boltrede sig i brunch og opmærksomhed, og solen brød gennem skyerne, og ikke et øje var tørt.

Senere på lørdagen blev der oven i købet tid til endnu et gæstebud i form af mødregruppeveninde plus familie, der var i det spontane hjørne og i øvrigt gerne ville lufte deres nys indkøbte bil (som IKKE er brudt sammen. Jeg SIGER det bare, Familieslæde!). Så de kom til hjemmelavede pizzaer, som de store unger hjalp med at pynte, og bortset fra enkelte skærmydsler de store piger imellem, ville idyllen ingen ende tage.

Reptilerne var mere end grydeklare, da gæstebud 2 tog af sted, men HDD havde lovet, at Øglen måtte se "Børnene, Der Synger", og det kom hun heldigvis i tanker om, inden hun faldt i søvn. Hun lå ellers klar med pyjamas og nybørstede tænder, og jeg havde læst en godnathistorie, da hun lige pludselig udbrød "men MOR! S (hun kalder ham konsekvent ved fornavn nu, I'm afraid) lovede jo i går, at jeg måtte se Børnene, Der Synger". Så op med Øgle, pyjamas, nybørstede tænder og dyne og så ellers ind foran flimmeren. Instant lykke for både mor og datter - shit, hvor var det hyggeligt. Og Øglen var så stor og så lille på samme tid og kunne slet ikke forstå, at der var så mange sange, men hun syntes godt nok, at Kristian var sød. Så begejstringen ville jo ingen ende tage, da det var ham der vandt. (Og hun blev i øvrigt også rimelig glad, da han vandt "IGEN?!" dagen efter i genudsendelsen). Totalt hygge og kun en lille smule underligt, da Øglen undervejs lige skulle stille et par spørgsmål om mine bryster (meget apropos?!) og blev nærmest sur over, at jeg tilsyneladende ikke bruger mine bryster til NOGETSOMHELST!

Søndag lavede vi ingenting ud over at spise pandekager og frugt til morgenmad, lege i haven til formiddag, hente Pippi-kostume i BR til frokost (nej, vi er ikke sådan nogle, der lige flikker et kostume sammen selv hjemme hos os), tumle i sengen til eftermiddag (og arbejde plus gøre badeværelse rent, hvis man var moaren) og få et par nedsmeltninger (hvis man var reptilerne) til aften. Skønt med totalt hjemmehyggedag - primært afstedkommet af det ulovlige el i køkkenet, der jo gør, at vi (HDD) ikke kan komme videre i projektet og derfor har tid til at lege med os. Så der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget ...

Og nu. Nu er jeg i København. Hvor jeg har slået mig ned på en café (ahhhh! En café! Som ikke ligger i et center!) og fået arbejdet lidt. Lige om lidt skal jeg se en sød veninde, og så skal jeg arbejde igen. Ganske fin work-life balance, hvis man spørger mig. Og eftersom nogen havde forbyttet reptilerne i morges med nogle børn, der tilsyneladende ikke opfatter mandag som afleveringens Groundhog Day, har jeg også helt og aldeles ro i maven på institutionsmåden. Man ved bare, at det hele er ved at gå i orden, når Varanen selv kravler ind på stuen, kaster sig over skriggult plasticorgel og dårligt nok ænser en, når man siger farvel. Og når Øglen ikke lige gider med ud og vinke, fordi hun laver puslespil. "Så du kan bare sige farvel her, mor".

Det bliver en god uge, det her. Blev der sagt.

- Posted using BlogPress from my iPad

Murphy's lov

Det er som om, den der jahat strammer lidt i dag. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at vi var med i et virkelig dårligt tv-program, der handlede om ham der Murphy med loven. For jeg må da nok sige, at alt hvad der kan gå galt, går galt lige i øjeblikket.

Således er det ikke længere 'kun' et træt tag og nogle ulovlige el-installationer, vi skal have fikset, men også en bil, der besluttede sig for at tage røven på os i dag ved at vise sig at være så sløj, at den skal repareres for intet mindre end 20.000 kr.

SUK!

Så ikke et ondt ord om outdoorsy sponsorer her på bloggen, men nu tror jeg, vi skal have Danske Spil ind i sponsorkampen, for at det rigtigt batter. Eller en gavmild bank, der synes, det kunne være sjovt at se, hvordan en given blogger (mig!) ville forvalte ... Hm ... Lad os sige 100.000 bobs? Var det ikke en god idé?!

...

Nå, ikke? Bankerne fattes også penge, siger I?

On a happier note kan vi selvfølgelig glæde os over, at blæsevejret i dag ikke har væltet nogen træer eller andet spændende ned i vores hus. Og at ingen af os er blæst væk eller spontant selvantændt. Og man skal jo huske at finde glæde i de små ting, ikke?!

- Posted using BlogPress from my iPad

Om outdoorsy-hed

Guderne må vide, at der findes mere outdoorsy mennesker end mig. For nu at sige det pænt. Alligevel er jeg blevet spurgt af Campz.dk (der om nogen er outdoorsy), om ikke jeg ville fortælle lidt om deres site. Og jojo, det vil jeg da.

I må selv gætte, hvor jeg har lånt billedet fra ...


For der var jo engang, hvor jeg troede, jeg var outdoorsy (skal vi se, HVOR mange gange jeg kan skrive 'outdoorsy' i ét indlæg?!). Det var en kort, men intens, flirt med Spejdersport, khakifarvede bukser, der kunne lynes af ved knæet, Teva-sandaler, smarte praktiske rygsække og en seriøs overvejelse omkring, om jeg mon burde anskaffe mig et primusapparat. Primusært fordi jeg outbackede den i Sydafrika på noget safari og i utrolig korte sekvenser havde held til at bilde mig selv ind, at jeg var totalt nede med at sove i telt, bade med biller så store som tekopper og gå på nattejagt efter noget, vi heldigvis ikke fandt, men som hed 'bavianedderkopper'. Og i øvrigt skrive under på et eller andet obskurt dokument om, at jeg på forhånd frifandt safariselskabet for eventuel medvirken i min (og safariens andre deltageres, altså) død, umiddelbart inden vi begav os ind i særligt dystert floddelta.

Men nå. Det var dengang. Flirten med Spejdersport (og den sydafrikanske ækvivalent) var kort. Men det er jo egentlig en skam, kan jeg se ovre i den der biks, for man kan jo få ret meget lækkert outdoorsy (der var den igen!) udstyr. Og man behøver jo ikke bruge det altsammen på cykel- telt- og/eller trekking-ferie. Formoder jeg. Har ikke lige nærlæst betingelserne, men jeg går ud fra, at man ikke sælger sin sjæl til OverSpejderen ved at handle derinde.

Fx ville jeg på ingen måde klage, hvis nogen (hint hint) gav mig sådan en svend her. Eller en sovepose. Som jeg måske bruger en gang om året, men som ikke desto mindre er meget rar at have. Eller et par varme ski-agtige handsker. Til næste sæson, that is, for vi er jo enige om, at foråret er her nu, 'ing?! Skulle det være, kunne jeg da også godt tænke mig en comfy hoodie. Men den er HDD vist ikke med på. Han er lidt bange for, at der kommer til at gå hjemmetøj i den, nu hvor jeg skal selvstændige den på fuld tid. Tsk tsk. ... Hoodie, anyone?

Såeh. Er der nogen af jer, der huser en indre campist, storvildtsjæger eller bare natur-entusiast, hav et kig på denne onlineshop. Lige nu har de 70 % på en del, og alene det kunne friste mig til at købe noget, jeg overhovedet ikke har brug for. Men I ved, hvad man siger - hellere jer end mig, så off you go!

Hvis nogen skulle være i tvivl, er dette indlæg sponsoreret. Men sør'me om meningerne ikke er mine egne alligevel ...

Det skal jo ikke være brok det hele

... så selv om vores el stadig er ulovlig, og vi stadig skal have nogen til at kigge på taget, så er der da også lyspunkter.

Fx købte jeg en iPad Mini i går. Som jeg ikke helt ved, hvad jeg skal bruge til endnu, men den er knageme sød. En lillebitte iPad - eller en kæmpestor iPhone. Nååååhr! Og det bedste af det hele - den er min. Mine ALONE, I tell you! Jeg har forment reptilerne adgang til den (som om, Varanen fatter noget som helst af dét - han vil tage en bid af den ved enhver given lejlighed), og jeg har absolut ingen planer om at installere Matemaslik, Rasmus Klump, noget som helst fra Toca Boca eller generelt bare spil af nogen art, der ikke er til mig. Så jeg forudser en iPad, der har installeret WordFeud og nicht's weiter.

My precious. Og jaja - jeg ved godt, at der er mange billedgengangere fra Instagram. Rundstykke. Men det ER jo ikke alle, der er på IG, vel? Jeg ved fx, at min mor ikke er. (Og hun er jo overdrevet interesseret i at se et billede af min nye iPad. Eller ...(!) )

Jeg købte også en læbepomade i går. En lyserød Labello-sag, der formentlig er proppet med parabener, parfume, asbest og sars (den lugter i hvert fald ret syntetisk). Til Øglen. 20 kr., mand, og så var hun bare én stor omvandrende taknemmelighedspakke hele dagen. "Er den til MIG, mor? Mange mange mange tak! Sådan en har jeg LIGE ønsket mig! Hvor ER den flot! Må jeg godt sove med den? Må jeg vise den til T ovre i børnehaven? Vil du prøve den, mor? Nejjjjj, hvor ER den flot!" (x uendeligt) Can't buy me love og alt det der, men nogle gange lykkes det nu meget godt alligevel... (og nej - jeg tror ikke, begejstringen havde været helt lige så stor, hvis jeg var kommet hjem med en læbepomade lavet af hør og spelt i en eller anden ubestemmelig brun farve).

Derudover er der optræk til spændende ting og sager i den der lille kommunikationsbiks, jeg har. Det var som om, at der for alvor kom skred i tingene, da jeg besluttede mig for at droppe dagpenge-sikkerhedsnettet og satse 100 % på det selvstændige. Ganske sikkert tilfældigt, men ikke desto mindre dejligt! Lige så stille begynder jeg at tro på, at det måske godt kan løbe rundt. Jeg bliver aldrig millionær, men til gengæld bliver (og er) jeg fleksibel. Og det er uvurderligt lige nu, hvor ungerne er små. At kunne aflevere halv ni-ni og hente igen klokken 15 - så kan jeg næsten ikke ønske mig det bedre. Særligt ikke, når jeg forhåbentlig kommer til at lave noget, jeg synes, er rigtig sjovt, mens de er af sted. Så kryds lige fingre, ikke?! (Og giv mig et los i r*ven, så jeg kan komme ud over rampen med den præstationsangstfremkaldende opgave, jeg burde sidde og lave lige nu!)

 

Et billede, der ikke har noget med noget som helst at gøre. Og så alligevel. Stilleben fra trashet køkken med vægge, der står og venter på først en elektriker, så en mørtel-mutti. 

Er der i øvrigt ikke også noget forår i luften? Eller i det mindste bare så tilpas mange plusgrader, at fingrene ikke rasler af, hvis man formaster sig til at tage vanterne af i et nanosekund? Så pyt med, at det øsregner.

I bund og grund går det jo så faktisk meget godt. Bortset lige fra huset. Men det bliver vel godt engang ... (Kan I høre, at jeg har taget Ja-hatten på?)