Foråret kommer

- blev der sagt! Nu må det være nok med al den sne. Næh tak, smelt med sig, så vi kan få sol i vores blege ansigter og lægge polarudstyret i garagen indtil næste vinter.

Jeg glæder mig som et lille barn, til man kan have havedøren åben, uden der med det samme dannes isblomster, igloer og pingviner i stuen, og så er jeg desuden ved at være så træt af min vinterjakke og dertilhørende støvler, at jeg har lyst til at kyle det hele ud.

Og reptilernes vintertøj! Ahrrrmen, don't get me started. Selv om det er smart med flyverdragter, så tøjet ikke bliver beskidt, så er jeg ved at være alvorligt træt af at wrestle med Varanen morgen efter morgen, fordi han nægter at blive proppet i dragten. Øglen er der ingen problemer med på den front - hun hopper glad og gerne i dragten selv - men med hendes 103 cm i højden, begynder hendes str. 92-Reima at stumpe lidt. Og jeg må nægte at indkøbe ny flyverdragt i marts.

Hendes vinterstøvler er desuden ved at være slidt op, og de er jo forøvrigt også for varme til foråret (håber jeg da), så jeg tjekkede lige hendes kummerlige skosamling forleden. Og kunne konstatere, at der er plads til forbedring. Hun har et par Nike-sneakers og et par Adidas-sneakers, men derudover er der ikke meget at komme efter på skofronten. Og lur mig i øvrigt ikke også, om de der sneaks er blevet for små. Så der skal investeres.

Jeg har derfor været på skojagt online. For hvad skal man have på fødderne, når man er 4 år gammel og en sej pige? Sidste år havde hun et par New Balance-sneakers, som hun gerne måtte få igen, men hun gad ikke at have dem på, fordi det angiveligt er "drengesko" (så meget for sej pige).

De her er ikke spor drengede, så måske de vil finde nåde for hendes blik? 

Jeg har endnu ikke lagt mig helt fast på et par sko, men jeg har fundet en masse flotte børnesko på nettet. Jeg ved godt, at jeg formentlig burde slæbe afkommet ned i Søstjernen på Østerbrogade (I ved - den butik, man ifølge en eller anden usynlig mor-manual SKAL købe sko i til børnene, hvis man bor/boede på Østerbro og ikke vil være en dårlig mor), men det bliver altså en online-løsning denne gang. (OGSÅ denne gang).

Hvor seje er de?! Birckenstocks i børnestørrelse. Cute! Upraktisk, men cute!

Og er det i øvrigt nok 'kun' at købe ét par sko og ét par sandaler? Hvad med lidt 'pænere' sko - det skal man vel også have? Åhhh, beslutninger, beslutninger, og de bliver bestemt ikke nemmere af, at der er en milliard forskellige sko at vælge imellem inde på Zalando.

Hvad Varanen angår, så skal han også have nogle forårssko, tænker jeg. Men dels skal han lige begynde at gå igen (har forstuvet sin ankel og har nægtet at støtte på foden i en uge nu), dels skal vi lige prøve nogle af alle de sko, som var med i kæmpetøjposen fra Louise. For er der nogle der, som passer, bruger vi Varanens skopenge på noget andet. Kage, fx. Eller nyt tøj. Til mig, selvfølgelig.

Arjmen, hvor er de søde. Ikke så sandalede, som jo nok i virkeligheden er det, han har brug for, det lille, halte kræ, men hva' - mode over komfort, ikke sandt?! #not

Hvilke sko skal dine unger have til forår/sommer?
---
Dette indlæg er skrevet i samarbejde med Zalando.dk, hvor alle billederne også er lånt. Der er en mindre økonomisk gevinst i det for mig, men ingen sko (øv!), og alle ord og holdninger er helt mine egne.

Helt ærligt

For et par uger siden var jeg på besøg hos reptilernes (Tr)oldemor. Hun bor på Frederiksberg, og ud over at det er dejligt at have en anledning til at komme til Kbh fra tid til anden, er det også altid hyggeligt at besøge hende.

Jeg har vist skrevet om hende før, men jeg er for doven til at lede efter indlægget, så hvis den meget dedikerede læser oplever nogle gentagelser, beklager jeg meget.

Troldemor er lidt af en personlighed. Hun er en meget spændende dame, der har haft et vældig spændende liv, så der er ikke noget kedeligt over at aflægge hende et visit. Tværtimod.

I en alder af 84 skranter kroppen lidt, men pæren er stadig knivskarp. Og tungen med. Hun er mester i subtile svinere - faktisk er hun så god til dem, at der nogle gange går temmelig lang tid, før man fanger, at hun lige fornærmede en på det groveste. Hun er dog også ganske glimrende til helt almindelige (og ganske eksplicitte) svinere, men jeg er ret overbevist om, at hun ikke fornærmer en med vilje - hun er bare ærlig. Som i hudløst ærlig. Og det er faktisk ikke så tit, man støder på det, nu jeg tænker over det. Hvilket i grunden er rart nok - en verden kun befolket af Troldemødre ville måske være lige i overkanten for mit diplomatiske sind.

Til frokost hos Troldemor

Noget af det, jeg husker om Troldemor fra min barndom (ud over, at hun gav mig en bog om giftslanger i julegave, da jeg var 5, som var lige dele fantastisk og mareridtsfremkaldende), er, at hun engang var på besøg, og jeg ville vise hende mit nye værelse. Hun var der ikke så tit (lang historie), så når hun kom, skulle hun jo have den store tour, når det gjaldt nye ting på børneværelset. Jeg var vist omkring 11-12 år, og en af mine kæreste skatte var en eller anden MUM-deodorant, der duftede af ferskner og andet sødt. Jeg var vild med den - følte mig jo ret stor, når jeg sådan havde en deodorant med duft - så den skulle Troldemor også se. Og dufte til. Den positive reaktion udeblev dog totalt og i stedet indtrådte et: "Den lugter jo skrækkeligt, A. SKRÆKKELIGT! Pyyyyh-ha, NEJ, den er fæl!"

Altså. Det havde hun jo nok fuldstændig ret i. Men mit 11-12-årige jeg syntes måske, hun var LIGE ærlig nok. Jeg kan faktisk ikke huske, hvordan jeg reagerede, men kender jeg mit barnlige jeg ret, blev jeg formentlig ret ked af det.

Jeg er ikke 11-12 år mere (og bruger heller ikke længere parfume, der dufter af dessert), og med tiden har jeg vænnet mig til Troldemors ærlighed. Ja, jeg forventer den ligefrem. Og giver oven i købet igen fra tid til anden.

Da jeg besøgte hende for nylig, havde jeg en mørkeblå kjole på tilsat et par karryfarvede strømpebukser og mørkeblå sneakers. (Man skulle nok have set det - det var faktisk meget pænt). Jeg ringede på hos Troldemor og blev modtaget i døren til hendes smukke hjem, fik et knus og blev så på det nærmeste holdt ud i strakt arm med et inkvisitorisk "Hvad er det, du har på benene?"

Nåede dårligt nok at sige "et par strømper", før Troldemor holdt begge hænder op foran munden, mens hun himlede "GUUUUUUUUD, hvor er det en forfærdelig farve! NejnejNEJ, hvor er de grimme - jeg tror nærmest, jeg får kvalme!" og nærmest døde lidt af grin (og gru) henne ved entrédøren. Og da hun opdagede mine sneakers, så hun decideret forfærdet ud og spurgte, hvad jeg plejer at have på, når jeg skal ud "for det er da vel forhåbentlig ikke de sko dér?! De er MEGET grimme, A!".

I de to timer, jeg var der, blev der talt en del om mine strømper. Uden jeg selv sagde ret meget andet, end at de faktisk var ved at gå i stykker, og når de gjorde det, ville jeg gemme dem og lave små gaver af dem, som jeg ville sende til hende med posten. Hårbånd, armvarmere og the likes. Og Troldemor sagde så et eller andet i stil med, at hun hellere ville have miltbrand. Og så fremdeles. (Vi talte altså også om andet end mine strømper. Bare rolig. Der er intet som at dissekere forskellige forfatteres skrivestil, bitche over degenereringen af det danske sprog, diskutere hvorvidt Troldemor har brug for en fladskærm - og så selvfølgelig indtage den kantarelsuppe, hun havde lavet til frokost. Som, meget a propos var nøjagtig samme farve som mine strømper. Jeg siger det bare!).

Ny bluse. Som altså ER karryfarvet, selv om det er lidt svært at se på billede

 

Skæbnen ville det så således, at strømperne gik i stykker samme aften (og nej, jeg har ikke gemt dem), hvilket ærgrer mig temmelig meget. Dels fordi jeg faktisk godt kunne lide dem, dels fordi jeg havde planer om at gøre dem til mine Besøg Troldemor-strømper. Så jeg har tænkt lidt over, hvad jeg SÅ kan tage på, når jeg skal se hende igen.

I dag fandt jeg svaret i form af meget fin udsalgsbluse i - tadaaaah - karryfarvet. Den er pæn (ja, for jeg synes jo rent faktisk godt om farven), den var billig - og så kan den bruges til at genere Troldemor med. For hun er i grunden ret sjov, når hun er ærlig. Måske jeg faktisk skal gå tilbage til butikken i morgen og se, om der ikke er en bluse magen til i hendes størrelse ...

Der kom en pakke ...

Pakkeposten er kommet på arbejde, efter Reptilfamilien er flyttet til Forstaden. Jeg siger det bare. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvordan det står til med postudbringningen i den her forstadskommune så'n generelt, så det er bare en formodning, eggå, men eftersom gennemsnitsalderen er omkring de 400 år, gætter jeg på, at det ikke er online-shopping - og dermed pakkeudbringning - postbudene gør sig mest i.

Men jeg gør mit bedste for, at de kommer til at øve deres færdigheder udi pakkeudbringning! I sidste uge (eller var det forrige?) modtog jeg nemlig en stor pakke fra Asos, fordi jeg var kommet til at bestille nogle kjoler. Selv om jeg arbejder hjemme og nærmest ikke ser andre voksne end HDD og nogle forældre fra Den Nye Institution, prøver jeg at gøre bare lidt ud af min påklædning. Med mindre altså det var i går, og Varanen havde holdt fest fra kl. 23-03.30. Da var det faktisk et under, at jeg huskede at tage tøj på overhovedet, så træt var jeg.

Dagen efter kom postbuddet så med en pakke igen. Godt nok til HDD, men allywl. Og - waaait for it! - et par dage senere kom hun så igen. Med en GIGApakke. Til mig! Den var fra Urtekram (og Lahme Kommunikation), og jeg vidste jo godt, at den ville komme, men jeg vidste ikke, hvor stor den var. Og det vidste postdamen tilsyneladende heller ikke, for hendes smil var noget stift, da hun rakte mig kassen og bad mig skrive under. Og hendes "det gør ikke noget", da jeg sagde, at jeg nok skulle holde en pause med at få sendt ting nu, lød også ret hult. Men hvad - de tager sig jo godt betalt, de der Post DK, så mon ikke de klarer den?!

Morgenmad en masse

Men. Kassen! Hvad var der i? Jo, der var morgenmad i lange baner! Og til sådan en som mig, der er virkelig dårlig til at få spist morgenmad, fordi der altid lige er et barn, der nyser snotkaskader ud over sine havregryn, hælder mælk ned ad blusen, kommer op og slås om perlepladerne eller andet forstyrrende, så kommer lidt morgen-variation jo som kaldet. Om ikke andet så til når ungerne er afleveret, og jeg kan gå hjem og spise i fred og ro.

 

Kaffe og Blåbærgrød efter en nat med roterende Varan i dobbeltsengen og kun 3 timers søvn inden for vesten. Suk 

Reptilerne var også virkelig begejstrede for især kassen. Varanen fattede vist ikke, at der var noget i den ud over den trilliard stykker fyld, som han til gengæld så også syntes var VIRKELIG sjove at sprede ud over hele hytten. Øglen syntes dog, at det var hittet, at der også var mad i kassen, selv om hun ikke helt kunne forstå, at det kom med posten og ikke med "madmændene" (fra nemlig.com). Men hun bestiller dagligt noget nyt fra den nu meget velassorterede morgenmadsbuffet, og indtil videre er hendes favorit de Glutenfri flakes samt Quinoa flakes. Varanen er svært begejstret for Blåbærgrøden. Muligvis fordi den bliver serveret med Ahornsirup, men det kan jo også bare være fordi, den smager ret godt. Jeg er selv en fan! De dersens flakes er fine uden mælk som snacks, synes jeg, men jeg er generelt ikke så meget til corn-, quinoa- eller nogetsomhelstandet-flakes, når der er mælk på, så dem er jeg nok ikke den rette til at bedømme.

Reptilerne undersøger kassens indhold

"Det var ikke mig!" 

Hele familien er i øvrigt enige om, at Hindbærmarmeladen er intet mindre end fremragende. Normalt har vi marmelade stående i køleskabet i månedsvis, fordi vi aldrig kommer til bunds i krukken, men på blot en uge har vi præsteret at spise hele hindbærmarmeladen. Abrikosmarmeladen er også god, synes jeg, men både HDD og Øglen er skeptiske over for marmelade, der ikke er rød, så Varanen og jeg er kommet på arbejde. Vi skal dog nok komme igennem den.

Der var også Smoothiefrø i kassen, og selv om min indre jyde synes, det er lige smart nok med en pose blandede frø som man reelt lige så godt selv kan blande, så er de nu meget lækre. Også selv om jeg har opgivet at bruge dem i smoothies, da min stavblender bare pisker dem rundt og rundt og rundt frem for at smadre dem i atomer. De smagte nu fint i en smoothie alligevel, men jeg syntes, at det blev lidt underligt med hele kerner. Så nu bruger jeg frøene til at bage med i stedet, og det egner de sig fortrinligt til!

Har faktisk bagt temmelig meget på det seneste, og hver gang jeg klasker en dej sammen, glemmer jeg, at der også var en brødblanding i kassen. Den vil jeg prøve snart - den er med rødbede og gulerod og skulle efter sigende gøre brødet lyserødt. Det vil reptilerne elske; De har nemlig begge lyserød som yndlingsfarve.

Bolle med ris og smoothiefrø. God!

Jeg har stadig til gode at smage Godmorgen myslien og Fairtrade spelt- og dadelmysli, men de ser lækre ud. Og er garanteret også gode at bare med. Så kan man jo passende spise et stykke myslibrød med lidt af den Vildblomsthonning, der udgjorde rosinen i morgenmadskasse-pølseenden.

Jeg kunne helt sikkert godt finde på at købe mange af de her produkter, når vi har spist promokassen. Hindbærmarmeladen især. Dog kommer jeg næppe til at købe Smoothiefrøene, med mindre jeg en dag køber en ikke-stavblender, hvor de følger med. Det er meget rart at få pimpet sin morgenmad lidt i stedet for de sædvanlige havregryn, og Blåbærgrøden er et værdigt alternativ. Både til børn og deres trætte mor. (HDD har ikke smagt den - han er stadig på straight up havregryn-vognen. Jeg arbejder på sagen ...)

Tabt for omverdenen

- det er mig. Jeg har opbygget et meget usundt forhold til Gossip Girl på Netflix, og da der pt er 87 afsnit at gøre kål på (før jeg skal til at stresse over, hvordan jeg skal få fat på sæson 5 og 6), har jeg nok at se til.

Så jeg har faktisk overhovedet ikke tid til at blogge for tiden. Selv om jeg ellers er en nogenlunde habil overspringshandler, bliver jeg jo nødt til at give Blair, Serena, Dan og alle intrigerne fra Upper East Side min fulde opmærksomhed, når det endelig bliver aften, og jeg kan strande i sofaen med min mini-padde.

Men HVIS nu jeg havde haft tid til at blogge, så ville jeg have fortalt om den mest effektive (og parcella-agtige) weekend evah! Hvor en masse (flere) hasseltræer måtte lade livet, hvor træ i rå mængder er blevet afgrenet, sorteret, stablet og gjort håndterbart. Hvor der er blevet fikset en sandkasse (så mangler vi bare sandet!) og - tadaaah! - samlet et legehus!



Stort hit - ikke mindst fordi der er rutschebane på huset, som er på stolper. Noget sjov skal der jo være ved at have en grund, der er vind og skæv. Øglen er begejstret, nabodrengen er begejstret, og Varanen er høfligt interesseret. Men jeg forudser mange timers leg derude, når han bliver lidt ældre.

En anden bonus ved legehuset er i øvrigt også, at det er så højt, at det dækker for genboens eneste vindue, der stirrer lige ned i vores stue. Før var det haslernes job, men efter de er skåret ned i knæhøjde, gør de det ikke så godt længere. Nåja - og så er det heller ikke så dårligt, at legehuset er placeret, så ungerne kan lege amok i det, mens man selv sidder i stuen med en kop kaff'. Ahhh!



Havde jeg haft mere tid kunne jeg også have fortalt om en dejlig eftermiddag i dag med min bror og hans skønne piger, der også var ret begejstret for legehuset. Eller om en ret så putteglad Varan, der faldt i søvn på sin far i sofaen (#nååårrhhh). Men jeg skal tilbage til Gossip Girl. Den ser jo ikke sig selv.


Vi skrives ved. Og indtil da - you know you love me. XOXO Øglemor

- Postet fra mini-Padden

Og gå så, og gå så, og gå så din vej

- og kom så, og kom så, og dans lidt med mig. TralaLAlalaleeej, tralaLAlalaLEEEEJ, traLALALALALAlaLALALALEEEEEJ! (og værsgo' til jer alle - må I overtage sangen fra min hjernebark og beholde den rigtig rigtig længe).

Det her indlæg skal handle om at gå. For Hjerteforeningen og Becel har nemlig i fællesskab lanceret en app, der hedder Gå for hjertet. Eller, det vil sige, at de har lanceret den for en uge siden, hvor jeg fik en mail om det meget sympatiske tiltag, men på grund af arbejdsmængder fra helvede har jeg så glemt alt om den. Flot. Lige indtil jeg læste med ovre hos Louise lidt tidligere i dag (tak for implicit reminder).

Nå, men appen er ret nem at gå til. Den fungerer via GPS, og så kan du registrere de kilometer, du går eller løber. (En anden sympatisk ting ved appen er i øvrigt, at den lige minder om, at du skal huske at slå den fra, når du er færdig med at bruge den. For GPS'er æder strøm, som jeg æder chokolade. Det kunne andre GPS-baserede apps godt lære noget af, for jeg glemmer konSTANT at slå Endomondo fra. Og selv om det selvfølgelig ikke er deres skyld, at jeg er dement, er det irriterende alligevel). Du kan logge ind via Facebook eller udenom; så skal du bare oprette en konto. Det har jeg lige gjort, og det tog ikke mange sekunder.

Og hvorfor skal du registrere dine kilometer, tænker du nu? Jo, det skal du, fordi Becel for hver km, du går (og registrerer), donerer 1 kr til Hjerteforeningens kampagne Elsk Hjertet, der samler ind til forskning i kvinders hjerter.

Og det er ret vigtigt, faktisk. Ikke mindst med alle de livsstilssygdomme, vi render rundt og får os. Ca. 7.000 kvinder dør i øvrigt af hjerteproblemer årligt. Det er temmelig mange, men alligevel drejer 70 % af al forskning på området sig omkring mænds hjerter. Med flere forskningskroner til brug på kvindehjertet ville færre kvinder dø. Og det er da en sag, man kun kan støtte op om.

Hvis du er lidt nørdet (eller bare nysgerrig), kan du på Becels FB-side se, hvor mange kilometer, der er gået indtil videre. Jeg selv skal helt sikkert til at bidrage om ikke kraftigt, så i hvert fald noget. Heldigt, at jeg så småt er kommet i gang med at løbe lidt igen. Ture på 6k næppe giver penge nok til meget mere end et stykke blankt A4-papir, men mange bække små, ikke sandt ...

Så fat jeres iPhone eller Android-mobilos, og hent appen. Det koster ganske gratis, så der er ingen undskyldning! Og en gåtur kan man jo altid bruge. Også selv om det blæser koldt derude i dag. Foråret er lige om hjørnet, så ad sti af sted!

Havegal

En af de ting jeg har sagt helt. vildt. mange gange i al den tid, HDD og jeg troede, at vi skulle blive i byen og aldrigaldrigaldrig i villa er noget i retning af "Arj, jamen en HAVE, mand! Så skal man være derude og holde den ved lige hver weekend. Og det gider man jo ikke".

Men ved I hvad - det gider man faktisk godt!

Særligt nu, hvor forårssolen er kommet frem og har svitset mine kinder (must. buy. sunscreen) og kalder insisterende på en. Jeg synes, det er tophyggeligt at rende rundt og klippe vildfarne grene, nippe tørre blomster og rive beskyttende vinterbladlag af jorden, mens ungerne slås plasker med vand i nedløbsbassinet eller forsøger at æde 7 m2 perlegrus boltrer sig i mosset. Også selv om jeg ved nul og niks om havebrug og sikkert har smadret de stakkels rhododendronbuske totalt med min grensaks. (Og så er det jo bare ren win, at man lige møder naboerne ude i haven, og at Øglen og nabodrengen leger så godt sammen allerede, at hun forsvandt gennem hækken og ind i naboens hus på et splitsekund i går. Og at Varanen fulgte efter, hvorefter jeg måtte hente dem. Efter at have fået en god sludder. Jojo, jeg har helt klart den vildeste parcelhusejer gemt i maven).

Gang i trækvognen - jeg forudser halsbrækkende stunts Steen & Stoffer-style, når reptilerne mener, at bakken i baggrunden skal betvinges med vognen  

Og selv om vi havde både en fødselsdag og en date med den gamle mødregruppe (m e g a hyggeligt, i øvrigt!) i weekenden, har vi også haft tid i haven. Den er blandt andet blevet brugt på at tage livtag med de crazy høje hasselbuske (træer!), der har fået lov at vokse amok i de sidste mange år og nu strækker sig så langt ind i himlen, at det er ret svært at se meget andet end strittende grene og svingende rakler. Deres primære formål - at dække for genboens hus - opfylder de på ingen måde, så de måtte væk. Og det er vi så i gang med nu. Med håndkraft, eftersom vi ikke er gået så all in på havelivet, at vi har en motorsav. Endnu. Men det er selvfølgelig også meget rart at konstatere, at jeg rent faktisk har muskler i armene. Derudover har jeg massakreret et træ i et bed over mod naboerne (jeg kan tydeligvis ikke administrere at have en sav i hånden), og jeg har fundet en trilliard små forårsblomster under det metertykke lag vissent bunddække, der hænger ud omkring rhododendronerne.

Vores nye kæledyr: Varan-hunden!

Vi har mange planer for haven, og jeg kan ikke vente til det hele springer ud, så jeg kan se, hvad der er hvad, hvad der lever, og hvad der ligeså godt kan blive fældet med det samme. Mange af vores planer er desværre bare ikke helt gratis, så mange af dem er helt automatisk blevet sat på hold.

Men så var det, at jeg fik en let bebrejdende mail fra Feriekonto forleden. Som gerne lige ville minde mig om, at jeg altså havde en portion feriepenge stående, og at jeg skulle huske at hæve dem, for ellers ville de forsvinde ud i den blå luft. Dem havde jeg helt svedt ud, men det tog mig rundt regnet 2 sekunder at sige HAPS, og selv om jeg ikke ser skyggen af dem før om nogle uger, er de allerede blevet brugt. På to projekter og en enkelt hyggeting.


Så nu er der et legehus på vej med posten til os. Og et drivhus. Og et sæt fine havemøbler. (Og så er der heller ikke så meget som en rød reje tilbage af feriepengene).

Det bliver fint ude i haven. Og så nævner vi ikke et ord om, at jeg ikke har skyggen af grønne fingre og derfor ikke aner, hvad jeg skal stille op med drivhuset. Havemøblerne, derimod - dem ved jeg godt, hvad jeg skal gøre med. Sidde i den ene stol, fødderne op på den anden og så en kop kaffe på bordet. Jojo - det skal nok blive godt!

***

Og mens jeg nu er i gang med det virkelig utrendy overforbrug, så kan jeg da også lige berette, at jeg forleden fik fem kjoler hjem til migmigmig fra Asos. Fordi jeg ikke har købt tøj i hundrede år og tilsyneladende ikke kan begrænse mig og bliver nødt til at gøre en indsats, nu jeg er sådan en, der arbejder hjemme det meste af tiden. Havde jeg ikke HDD (og forældrene i Den Nye Institution) at tage hensyn til, ville jeg nok forfalde til en joggingbuksen og badetøflen. Men det går ikke. Blev der sagt. 

Og i dag kom HDD så hjem med verdens største (I kid you not) tøj til Varanen, som jeg havde bestilt hos Flødebollernes mor (og tvunget HDD til at hente). Han er vokset ud af stort set alt sit tøj, så nyt måtte der til. Og jeg skal love for, at han er ekviperet nu. I en grad, så jeg ikke behøver tænde vaskemaskinen i de næste mange uger. Det er SÅ fedt (og tøjet er kjämpefint!) Tak igen, Louise!

Tøjbjerget!

... men jeg huskede i det mindste hovedet

Ovre i Den Nye Institution har de noget, de kalder 'fredagshygge'. Som sjovt nok finder sted om fredagen og har noget med hygge at gøre. Fredagshygge-tjansen går på skift mellem forældrene, der selv skriver sig på en seddel over, hvornår de vil have fredagshygge med. For i bedste, danske ånd, handler fredagshygge nemlig om at få noget i skrutten. Der henstilles til, at man ikke tager kage med, men siden januar har jeg set boller gradbøjet i en grad, så det kun er med en endog meget god vilje, at man ikke kan kalde dem kage.

Det samme gjorde sig gældende for reptilernes fredagshygge. For det var nemlig dem, der skulle have fredagshygge med i dag. (Og jeg havde været smart og skrevet mig selv på listen til både vuggestuen og børnehaven i dag, så jeg ikke behøver svede i køkkenet flere dage end højst nødvendigt). Så i går bagte Øglen og jeg (er nogen venlig at minde mig om, næste gang jeg skal bage i omegnen af 35 boller, at det ikke er hensigtsmæssigt at gøre en eftermiddag, hvor Øglen er surere end en citronplantage, og hvor Varanen egentlig bare helst vil sidde på armen?) en ordentlig omgang frugtboller med lavt sukkerindhold, så vi rigtigt kunne give den gas med glasuren.

Fredagshygge. Nu med glasur.

I morges dekorerede jeg dem så efter stramme dessiner fra Øglen ("edderkoppespind til drengene, mor, og glasur med krømmler til pigerne"), mens hun stadig sov. Og mens Varanen kravlede op på alting og smurte sig selv totalt ind i glasur, mens han råbte "MIH-AAAHRRR, MII-AAAHHRRRR!" ("mere, mere!") og skreg som en stukket gris, da jeg slæbte bar ham væk fra glasur-heaven.

Nå, men det lykkedes på magisk vis at få bollerne dekoreret færdig, få fodret reptilerne af, få skiftet tøj på Varanen, fordi han havde smurt glasur og havregryn ud på det rene sæt tøj, han lige havde fået på og få pakket bollerne nogenlunde forsvarligt til en tur i Christianiacyklen. Det lykkedes også at få Øglen til at være nøglebærer, så jeg kunne balancere fad med boller i én hånd og Varanen på den anden arm (gå nu, dit dovne barn!) og få alting hældt ned i cyklen. Yay.

Men al den koordinering har nok været mere, end min hjerne har kunnet klare, for da vi kom over i Den Nye Institution, og jeg var ved at pille flyverdragten af Varanen, kunne jeg konstatere, at jeg manglede min totalt mor-agtige mulepose indeholdende Øglens hue og vanter, mine egne luffer og min pung. Jeg vidste, at jeg havde haft den med, men den var ingen steder at finde. Heller ikke ude i cykelladet. Jeg ved ikke med jer, men jeg bliver en anelse stram i betrækket, hvis jeg tror, at min pung er blevet væk, så aflevering af reptiler plus køren i stilling til fredagshygge senere gik lidt stærkt. For jeg skulle jo ud og lede efter muleposen.

Solstrejf i køkkenet i morges. På alle krukkerne (og den meget ufærdige mur. Kom nu, ejerskifteforsikring, så vi kan komme videre i køkkenprojektet)

Jeg behøvede heldigvis ikke at lede ret længe, for den var ude ved cyklen. Bagved laddet, hængende på ringeklokken. Hvor jeg selv havde hængt den. Ah well. Ind med Øglens vanter og hue, og så ellers af sted. Indtil jeg kom i tanker om, at jeg ikke havde fået fadet (bradepanden) med bollerne i med tilbage som planlagt. Faktisk kunne jeg overhovedet ikke huske, hvor jeg havde stillet fadet, men jeg vidste, at jeg i hvert fald havde tænkt på at stille det i garderoben. Hvor det måske ikke er allermest hensigtsmæssigt at have en bradepande stående en hel dag. Ergo måtte jeg jo ringe og undskylde for mit sjuskeri og høre, om de måske gad at flytte den. Fik fat i yndlings-pædagogen, som kunne fortælle mig, at der ikke stod en bradepande i garderoben, men at bollerne stadig lå fint på en bradepande ude i køkkenet. Om det mon var den? (Og tænk engang - han fik spurgt på en høflig måde. Helt uden at grine af Forvirrede Mor, der ringede og snakkede om bradepander) Ja. Det var det jo nok.

Så ringede jeg af, og SÅ var det vist også på tide at få en kop kaffe, inden jeg glemte mere.

Lige om lidt skal jeg hente reptilerne, og så må jeg forsøge at snige mig uden om pædagogerne. Eller i hvert fald opføre mig normalt og u-forvirret, når jeg ser dem.

Godt, det er weekend lige om lidt. Det tror jeg, jeg trænger til ...