tirsdag den 23. juli 2013

Koden, der knak

Varanen har knækket koden! Tale-koden, that is. Fra kun at kunne sige nogle relativt få (men dog velvalgte) ord, er der nu fuld fart frem på den sproglige udvikling. Alene i den forgangne weekend er der kommet 15-20 ord* til, vil jeg skyde på, og det er helt fantastisk så stor en forskel, det gør. At han pludselig kan gøre sig forståelig, og at vi (til en vis udstrækning) lystrer, har gjort ham mærkbart mildere. Ikke, at han ikke stadig bliver frustreret og vred, men der er skruet en anelse ned for intensiteten.

Weekenden blev brugt hos "Måååhrmmår" og "Måååhrmmår" (ordforrådet omfatter endnu ikke ordet "morfar"), så de har også fået glæde af den heftige sprogudvikling. Og et par reptiler, der har stornydt både morforældre og det helt fantastiske sommervejr, vi har været så heldige at have.

 
Høstanemoner på terrassen

Måååhrmmår og Varanen i en lille skyggeplet

Vi har leget i haven, badet og kastet med sted ved stranden, klappet hunden, spist lækker mad og nydt sommeren og samværet i fulde drag. Varanen ævlede løs nonstop og var i et forrygende humør, og Øglen havde også en fest. De fik masser af opmærksomhed fra Mår-forældrene og HDD og jeg nød, at der var tid til at smække benene op og dase lidt. Ikke mindst fordi Mårmor viste sig at kunne hapse Varanens opmærksomhed helt og aldeles. Noget, der ellers er sjældent i disse dage, hvor han er usædvanligt morglad.

Og så hjælper det altså også en del, at Varanen pludselig er blevet så stor, at han er blevet om ikke fornuftig, så en anelse mere koordineret i sin måde at begå sig på. Huset i det vestsjællandske er skønt, og haven ligeså, men for en tumling indeholder det visse udfordringer. Eller for tumlingens forældre, nok nærmere. Det har stengulv og er bygget i mange forskellige niveauer, så der er trin og trapper over det hele. Det gælder derfor om at være på stikkerne, når man har en vraltende tumling on the loose.

"Hvad mon der sker, hvis jeg vender spanden på hovedet ...?"

S(tr)andløver

Nu kan Varanen imidlertid komme rundt i hele huset, uden man (jeg) skal stå neglebidende og se til eller fise efter ham og sørge for, at han ikke dratter med hovedet først ned i en eller anden arkitektonisk spidsfindighed. Dermed ikke være sagt, at han bare får lov at tonse ubevogtet rundt, men det hjælper betragteligt på afslapningsgraden, at det kan lade sig gøre at vende hovedet væk i bare halvandet sekund.

Så faktisk er det jo hele to koder, han har knækket, ham Varanen. Tale-koden og stengulvs-koden. Og fra nu af kommer det til at gå stærkt. Jeg synes nu også, det er gået stærkt indtil nu, men jeg kan huske fra Øglen, at da hun først knækkede koden til sproget, så var det fuld fart frem. Og hun stormer stadig derudad. Min store, søde, stærke pige. Der er så sød ved sin lillebror (som i øjeblikket kvitterer med at give hende et gok med et eller andet forhåndenværende legetøj). Og som for tiden er mindst lige så morglad som Varanen, hvilket med stor sandsynlighed hænger sammen, men ikke desto mindre harmonerer rimelig dårligt med, at jeg kun har to arme og kun kan putte ét reptil ad gangen.

Fordi Varanen er den, der skriger højest og længst - og den, der ikke kan tales til fornuft - er det ofte sådan, at det er ham, der 'vinder' puttekampen. Men vi er opmærksomme på, at han ikke altid skal have forrang - selv om Øglen er stor, er hun også bare en lille pige, der har brug for sin mor fra tid til anden. Uden sin lillebrors indblanding. Så vi/jeg gør, hvad vi/jeg kan for at dele sol og vind lige. Og håber, at det lykkes bare sådan nogenlunde.

Nu er der kun kort tid tilbage, før vi har ferie. Og vi skal faktisk ikke nå alverden, inden vi når dertil. Pakke bilen (ny bil, i øvrigt. Hentede den i går. Farvel til Familieslæden, der ikke lavede andet end at gå i stykker. Goddag mindre bil, der er ny, og som ikke går i stykker nogensinde. Blev der sagt!), underholde reptilerne, lige få fikset nogle løse ender i forbindelse med det der arbejde, der jo ikke stopper med at eksistere, selv om det lige pludselig blev suverænt sommervejr. Og drukket lidt vin med naboerne. Det er da til at overskue ... Jeg ved ikke, hvor meget internet byder på, så bloggen bliver nok lidt stille. Men så kan det være, at vi ses på Instagram? (@astridsf)


*Jeg nævner i flæng: "Fywwer" (flyver), "Tom", "Høner" (høns), "Ahhr-ner" (and), "Krawwer" (kravler. Og/eller "Lille Peter Edderkop), "Seng. Sove!", "Far-veeeehl", "O'nat" (godnat), og så videre.

søndag den 21. juli 2013

Fint, nyt legetøj

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er vild med kvalitetslegetøj af træ. Jeg så gerne, at samtlige plasticlegetøjsrædsler hjemme på matriklen blev udskiftet med fine træsager, der er rare at røre ved og ikke mindst pæne at kigge på. Jeg er dog temmelig sikker på, at hverken Varanen eller Øglen ville være enig i dén disposition - heller ikke selv om Øglen som lille var meget begejstret for Steiner-agtigt legetøj (i mangel af bedre betegnelse - I ved, hvad jeg mener).

Varanen synes, trælegetøj egner sig allerbedst til at tæve nogen eller noget med, og det er jo ligesom ikke meningen. Og det kan slå pænt hårdt. Men jeg opgiver ikke de fine træsager uden kamp, så da Purebaby tilbød at sende en fin, lille træting, var jeg ikke den, der sagde nej tak (så må jeg bare holde ekstra godt øje med Varanen, når han leger med det).

Det nye legetøj ankom med posten forleden, og spændingen var stor hos både Varan og Øgle, da de spottede pakken. Hele fire små, fedtede hænder var derfor med til at pakke ud og flå det fine indpaknings-silkepapir i stumper og stykker.


 
Der var ikke helt enighed om, hvem der skulle lege med huset først, men med lidt moderlig diplomati lykkedes det faktisk at komme til at lege med det i fællesskab. I en rum tid, endda. Vi har i forvejen et hus og en ridderborg i samme 3D-agtige stil fra Glückskäfer (mener jeg), som er et ret stort hit. Der er dog for mange småting, der skal passe sammen, til, at Varanen kan finde ud af det (endnu), men huset her lader til at være overkommeligt. Dog er det vigtigt, at buerne vender rigtigt, for at man kan samle det, og det kan godt volde lidt kvaler for en knap 2-årig. Men så er der heldigvis så meget andet, man kan bruge det til.



 
Et rigtig fint og alsidigt stykke legetøj, som er så pænt, at det sagtens både kan og må stå fremme. Prisen er også overkommelig, og det er slet ikke utænkeligt, at jeg kunne finde på at bruge det til gave (altså ikke lige det her, vel, men et magen til), når der er en smålling i omgangskredsen, der fylder år. Alternativt ville det gøre sig godt som en flot dåbsgave. Noget, jeg i øvrigt har brugt et lignende stykke legetøj til - og det blev taget rigtig godt imod.
 
---
I kender rummelen, men nævner det gerne alligevel; Jeg har fået legetøjet forærende af Purebaby, men meninger og holdninger er helt mine egne. (Hvis skulle de i øvrigt ellers være? Genboens? ;-)

onsdag den 17. juli 2013

Jeg kan jo lige så godt lade være

... med at lade som om, jeg ikke har ferie. For selv om jeg ikke officielt har ferie før på onsdag, så kan jeg betro jer, at det er foruroligende lidt arbejde, man får lavet, når Varanen i dén grad har ferie og er i fuldt vigør herhjemme.

To sekunders stilstand, før han var videre. (Og før han forsøgte at mase en bi med de bare næver) 

Så jeg er gået i feriemode. Har fået sendt et par fakturaer og svarer på de få mails, der tikker ind, men derudover hygger jeg bare. Og hentede Øglen og hendes playdate-veninde klokken 12.15 i dag. Hvilket var så tidligt, at begge piger - til trods for, at Øglen ellers ikke kan blive hentet tidligt nok - slet ikke kunne forstå, at jeg kom SÅ tidligt. De ville dog hellere end gerne med hjem, så de blev cyklet hjem i ladcyklen, og så gik legen ellers i gang. Jeg ved godt, at jeg tidligere har udtrykt om ikke skepsis, så i hvert fald undren, over legeaftaler, men den i dag fejlede i hvert fald ingenting. Pigerne hyggede sig, og Varanen syntes, det var et hit at have nogen at lege rundt omkring med.

Varanen sov, da jeg hentede pigerne, så vores søde naboer holdt øje med ham, det kvarter jeg var væk. Virkelig et hit, altså, at jeg ikke behøvede at vente med at hente, til han vågnede, eller alternativt trille ham over til børnehaven og regne med, at pigerne gad gå hjem. Det er meget muligt, at det bare er sådan at bo i hus - at der sådan automatisk følger nogle søde naboer med, som man svinger godt med - men jeg havde næsten ikke turdet håbe på det. Og når jeg så oven i købet kan sige (helt uden at lyve, endda), at selvsamme naboer lige smed to store isvafler fra den lokale ispusher ind på terrassen i går efter puttetid - bare fordi - så er der da ikke et øje tørt.

Efter halvanden times lur gad Varanen ikke sove mere, og da han spottede ikke bare "Gi-Ga!", som han kalder Øglen nu, men også en veninde, råbte han "PIIIGER!", og så var dén lur ovre. De store var heldigvis søde ved ham, og så længe han fik lov til at prøve det, de lavede - male med vandfarver (primært i ansigtet, hvis man er Varanen), gynge og sidde inde på Øglens værelse (som nu er blevet ensuite med gangen pga. nedrivning af noget indbygningsskab - og noget fugtig væg, som vi lige skal have kigget nærmere på #arrrrrgggghhhhh), så var alt godt.

I et anfald af über-feriemode havde jeg besluttet mig for, at jeg ville transmogriffe køleskabets vandmelon om til et melonmonster inspireret af Marinas frugthaj. Så som tænkt, så gjort - på utrolig kort tid blev melonen til et farligt monster parat til at overraske pigerne, når de skulle have frugt her til eftermiddag.

Og de blev pænt overraskede. Måske primært foranlediget af den overraskelse jeg foregav, da jeg åbnede køleskabet for at hente lidt forskelligt frugt. Pigerne drønede ud i køkkenet for at se, hvad der skete, og de troede nærmest ikke deres egne øjne, da de så melonen. Og da jeg så fortalte dem, at melonen havde været helt almindelig og rund, da den kom ind i køleskabet, men nu åbenbart havde spist de andre frugter derinde med sin skarpe tænder, var deres øjne ved at trille ud af hovedet (og jeg var ved at dø af grin og kunne næsten ikke tro, at de hoppede på den #4årigeersånemme).

Farligt melonmonster

De syntes, melonen så lidt farlig ud til at begynde med, men de blev hurtigt optaget af at diskutere, hvordan i al verden den havde båret sig ad med at spise de andre frugter, når nu den ikke havde nogle hænder. "For så kan den jo ikke skære bananen i stykker med en kniv, mor!" De var omkring mange scenarier - at den i virkeligheden havde haft tænder hele tiden; også nede i butikken, men at man først kunne se dem nu. At den var hoppet ud af køleskabet i morges, da vi hentede mælk, og så havde hentet en banan på køkkenbordet. At der var kommet nogle fugle og hakket i den, så den kom til at ligne et monster. Osv.

De kom lidt til kort i forhold til, hvorfor den havde skrabet al vandmelonkødet ud ("Hvorfor har den spist sig selv? Det er da lidt dumt"), men dvælede ikke ved det. Og til sidst blev de - vi - enige om, at det nok var drillenissen, der - igenigen - havde lavet numre med os.

Gabet

Farmor synes, at vi driller Øglen for meget. At det er lidt noget pjat sådan noget med at bilde ind. Jeg burde måske også have fortalt Øglen og veninden, at det bare var mig, der havde været på spil. Og at der i øvrigt ikke findes nogen drillenisse. Men jeg elsker den slags uskyldige historier. Og jeg elsker at se, hvordan Øglens fantasi kører på højtryk. Ligesom med historien om de svenske skovtrolde, der spiser blåbær om natten. Som jeg fortalte sidste år, og hun taler stadig om troldene, blåbærsporene på trappen og troldehøjene med fryd i stemmen. Og det er altså et år siden. Så længe hun ikke bliver bange, og så længe hun virker som om, hun nyder historierne, fantasien og spændingen, så har vi (for HDD fortæller - heldigvis - også historier) tænkt os at blive ved. (Og så håber vi ikke, at hun nu er blevet bange for vandmeloner).

Varanen kiggede i øvrigt bare overlegent på melonmonsteret og råbte "'NNAAAN!" og "'SINER". Han er ikke sådan at imponere. Endnu ...

mandag den 15. juli 2013

Nedtælling til ferie

NU varer det ikke længe! 1,5 uger - så er vi en hel reptilfamilie, der har ferie. Gæt, hvem der glæder sig!

Varanen har taget forskud på glæderne og havde sin første feriedag i dag. Fordi weekenden har været hård for alle parter (se nedenfor), og fordi hun bare sov så godt i morges, at jeg ikke nænnede at vække hende. Og fordi jeg tænkte, at det kunne være hyggeligt med en fridag for os alle.

Champagne og udsigt over Øresund. Jatak!

Der skulle jeg så nok bare have erkendt, at jeg stadig er træt oven på en fantastisk weekend, der bød på 90 års fødselsdag, hotelophold, lækker mad og artige børn - altså lige indtil om natten, hvor Varanen besluttede sig for, at hotellets barneseng var verdens mest nederen sted at opholde sig, og derfor nægtede at lukke så meget som et enkelt øje på klem. Uanset, om der blev holdt nok så meget i hånd, ligget nok så meget i arm eller lullet, til man blev helt bims. Ikke, at han var utilfreds. Næh nej. Der blev bare holdt fest. Kravlet og moslet. Prikket i øjnene. Råbt og hevet i hår. Og eftersom hotelværelset var rimelig nemt at komme ud af for en smålling (børnesikring.dk, s'il vous plaît!), kunne man ikke bare lige lukke øjnene og lade som om, der ikke rendte en hærgende Varan rundt på værelset. Ikke, at lukkede øjne ville hjælpe på råweri som "LAJ LAJJJJJ?" (lege) og en hjemmebrygget, meget høj, version af Lille Peter Edderkop sunget udelukkende på ordet "KRAAAWWER" (kravler). En version, der faktisk er ret nuttet i dagslys, men en anelse belastende på hotelværelse med papirtynde vægge klokken sent.

Smukke blomster på bordene 

Den yndige Øgle til middagen. Med hyldeblomst i glasset. Ikke hvidvin

Så løsningen blev, at HDD tog Varanen under armen og kørte en tur op ad Strandvejen og retur til hotellets parkeringsplads. Hvor Varanen sov sødt, mens HDD og hans lamme arm lå elendigt på forsædet i tre timer, før vi byttede. Så meget for lækker, blød hotelseng og fluffy hovedpuder ...

Søvnmanglen havde desværre ikke helt forladt kroppen i dag, så beslutningen om at skyde Varanens ferie i gang med en fælles fridag, var ikke helt velovervejet. Derfor må jeg da også erkende, at Overskudsmor var svær at hive frem, mens Sure Mor til gengæld var ret fremme i skoene. Så på trods af alle intentioner om det modsatte, gik dagen op i hat og briller. Hvor vi har hygget, bevares, men primært i haven og på stuegulvet. Når jeg ikke lige har jagtet megasur Varan (som helt sikkert også stadig har et søvnunderskud), der som en regulær Houdini har brudt ud af ladcykel og hoveddør, og som i øvrigt ikke har været bleg for at tyre Gåkke i hovedet på undertegnede og Øglen. Så turen på biblioteket, den stille stund ved spisebordet med tegning og puslespil (ok, det nåede jeg med Øglen, mens Varanen sov) og det muntre køkken med barnehænder i bolledej; de planer må blive udført en anden dag. Når vi allesammen har ferie, for eksempel.

Reptilerne i kassecyklen i dag. I et roligt øjeblik. Have juice, will be silent. Eller noget

Det er der reelt ingen andre end Varanen, der har endnu, hjemme hos os, så Øglen ryger i børnehave i morgen. Selv om jeg er hjemme med Varanen. Shoot me. Til gengæld får hun korte dage, en veninde med hjem onsdag og med far på arbejde fredag. Og så 4 ugers ferie. Så jeg tænker, at hun ikke lider nogen nød. Selv om ivrige debattører i den evigt tilbagevendende "Skal dit barn i institution, selv om du holder ferie"-diskussion nok vil være uenige (til trods for, at jeg ikke holder ferie-ferie). Dem om det.

Men søvnmangel eller ej, så glæder jeg mig til ferien. Altså, den fælles af slagsen. Som bliver indledt med et visit hos Mårmor og Mårfar, og derefter flyder over i et sandt overflødighedshorn af andre familiebesøg, sommerhusture, Legolandsvisit og blåbærplukning hinsidan. Og endda også tid til at lave et par projekter derhjemme - om armen ellers vil. Ahhhh.

Og nu: Sove. Forhåbentlig så længe, at Sure Mor ikke får et ben til jorden i morgen ...

fredag den 12. juli 2013

Siden sidst

... Ja, siden sidst, såehm ... Såehm ... Så ved jeg sgu' egentlig ikke lige, hvad der er sket. Ud over, at jeg har arbejdet på at få nedbragt arbejdsbunkerne, så jeg ikke er fuldstændig stress-rallende, når nu Varanen skal være hjemme i næste uge pga. vuggestue-sommerferie. Og så jeg desuden er klar til at holde ferie ved udgangen af næste uge. Fire uger, Mulle. Jeg siger det bare!

Nåh ja, det - og så, at HDD har lammet sin ene hånd delvist. Sådan i bogstaveligste forstand. Med det resultat, at han er helt alvorligt løs i det ene håndled, render rundt med en skinne og ikke kan gribe om noget som helst. Det har den kedelige effekt (for ham), at han har lidt svært ved at arbejde sådan 100 procent igennem på job, ligesom de allestedsnærværende huslige projekter må udsættes på ubestemt tid. Og for mig betyder det, at det der med hjælp til opvask, læggen tøj sammen og deslige også har lange udsigter. For ikke at tale om, hvem det er, der bliver nødt til at klapse myg (småsataner.dk) og hvad man nu ellers har brug for to hænder til (alt, kan jeg betro jer).

Så vi er begge lidt trætte af den delvise lammelse. Selv om jeg - fordi jeg er så sød og rummelig, ahem - trods alt har givet HDD lov til at være mest træt af den. Det har stået på siden mandag aften, og endnu er vi på det stadie, hvor vi griner lidt af det. Fordi det er så absurd. Hvis der ikke er bedring om en uge eller to, kan det godt være, at de fjollede grin så småt begynder at falme, men indtil da holder vi os muntre.

Et stk. hånd i moderigtig sort skinne

Hvordan det skete, spørger I? Det var så her, jeg (og måske i særdeleshed HDD) rigtig gerne ville give jer en sej "Dengang jeg var i 'Nam"-historie, men ligesom med Jarlen, der kradsede af på bowlingbanen, så er den her historie ikke specielt street. For HDD præsterede simpelthen at lamme sin hånd ved at putte Varanen.

Vi kører stadig groundhog-putninger, så for at dulme Varanens råweri (og vores ører), satte HDD sig ind ved siden af tremmesengen og stak Varanen en hånd (den nu delvist lammede), han kunne holde i. Ved at holde en arm hen over tremmerne, mens man selv sidder i den tilstødende gyngestol, går der ikke ret lang tid, før ens arm begynder at sove (jeg taler af erfaring). Det er ubehageligt, så jeg holder det som regel ikke ud i mere end et par minutter. Men HDD udstod det i en hel halv time, hvor han sad stille som en ninja med snurrende arm og hånd. Og det var så dét, der udløste det. For den akavede stilling fik klemt en af de to store nerver til hånden af, og det udløser tilsyneladende noget lamhed. Indtil nerven har groet sig selv stor og stærk igen. Hvilket kan tage op til EN MÅNED! Eller - som ergoterapeuten på skadestuen, hvor HDD blev sendt hen efter en skinne (!), sagde: "Det er ikke alle, der kommer sig overhovedet". (Tak for opmuntringen, ergo-type!)

Indtil det modsatte er bevist, satser vi dog på, at HDD snart er i fuldt vigør med begge hænder igen. Og skal man udlede noget som helst positivt af historien, er det, at Varanen faldt i søvn ...

Nu lurer weekenden lige om hjørnet, og HDD har allerede taget forskud på glæderne ved at købe en ny bil. Det har han lige ringet hjem og fortalt. For man kan nemlig godt køre bil - og købe en ny - med lidelsen "Saturday night palsy". Åbenbart. Så Familieslæden er snart en saga blot. Spændende-schmændende. Personligt interesserer jeg mig ikke så meget for biler og er bare glad for at have noget, der ikke tilhører Movia, som kan fragte mig fra A til B, men det bliver da meget rart med en bil, der ikke konstant spiller russisk reparationsroulette. Og måske - men kun måske - kan der blive råd til en lillebitte bil til mig, som jeg kan bruge, når jeg skal ud til kunder og dermed slipper for at bruge alt for lang tid i busser og - hvad vigtigere er - undgår at få ekstraordinært højt blodtryk over det såååååøh smarte Rejsekort. #pffffffft

Men inden den nye bil kommer hjem, og inden vi eventuelt og måske og engang skal have en lillebitte ekstrabil, så var det den der weekend, vi kom fra. Hvor den står på 90 års fødselsdag (en rigtig en af slagsen - ikke den der i sort-hvid fra nytårsaften), der skal tilbringes i smukke omgivelser med skønne mennesker. Like!

God weekend til jer alle. Med eller uden fuld førlighed, så skinner solen, og det bliver den ved med hele weekenden. Blev der sagt.

mandag den 8. juli 2013

Potpourri

Weekenden er kommet og gået, og der er sket så meget - og samtidig så lidt - at det her beklageligvis bliver endnu et af den slags indlæg, der vil det hele. Bær over med mig.

Den afslappede weekend-stemning indfandt sig fredag aften, hvor jeg havde børnefri og derfor drog til storbyen for at mødes med søde AC. Vejret viste sig også i fredags fra den sommerlige side, så vi lagde ud med en øl på en fortovscafé og fortsatte til nyåbnede Manzel, hvor den stod på mex mez (tapas) og cocktails. Og hvilke cocktails! Nu ved jeg godt, at der går lang tid imellem, jeg kommer ud, men jeg siger jer, de var gode. Særligt den mojito-lignende med granatæble fik en stor stjerne i min bog.

Granatæble-cocktail. Nammenam

Mez mez. Nammenam igen

Restauranten ligger i en kælder og er indrettet varmt, hyggeligt og hjemligt. Blandet med über-chikt, naturligvis. Jeg skulle lige abstrahere fra, at den ligger i de selvsamme lokaler, hvor jeg i sin tid har spist min del af kedelige kantinesalater som studentermedhjælper i Undervisningsministeriet, men eftersom der ikke var lilla plexiglas for vinduerne dengang, endsige tunge velourgardiner og bløde sofaer, så gik det nemt nok endda.

Maden var dejlig, og betjeningen meget opmærksom. Ejeren selv var henne og hilse på, og man fik vitterligt fornemmelsen af, at man var på besøg i nogens meget store hjem. Der var lige lidt meget forvirring ang. nogle ekstra ting, vi forsøgte at bestille (faktisk viste det sig så vanskeligt, at vi endte med at droppe det), men det var småting i det store billede. Og eftersom restauranten kun har været åben en uges tid, er der håb om, at de kommer efter det, de søde og forvirrede tjenere.

AC og jeg sluttede en hyggeligt aften af med en kaffe på Kultorvet, og personligt nød jeg at være tilbage i Kbh for en stund. Selv om jeg ikke havde det fjerneste imod at skulle hjem til forstaden igen. Det ville da være dejligt, om Den Nye By lå lidt tættere på, så det var nemmere at komme til og fra, men det kan da i det mindste lade sig gøre at komme dertil direkte med bus. Så længere væk ligger den heller ikke.

Lørdag stod den på Cirkus Summarum for Øglen. Den oprindelige plan var, at vi alle fire skulle tage ud på 10-øren, og så skulle enten HDD eller jeg blive ude på pladsen med Varanen og lege, indtil han skulle sove. Men eftersom det havde været endnu en groundhog-putning for Varanen fredag (aldrigALDRIG sms hjem for en update, når du er ude, og din bedre halvdel ikke føler nogen synderlig trang til at sende usande "Alt er godt"-beskeder retur. Jeg siger det bare), besluttede jeg, at han (og jeg) ikke skulle med lørdag. For der sker tilsyneladende rigtig meget med ham rent udviklingsmæssigt lige nu, og når han har så svært ved at falde ned efter en almindelig dag i vuggestue, syntes jeg ikke, han behøvede at blive udsat for gak og gøgl (og en masse køren i bil) oven i hatten. Så HDD og Øglen tog af sted og fik så en ordentlig portion far-/datter-tid.

Kampen mod ærten

De var væk i næsten seks timer, og i den tid nåede Varanen og jeg både et bad, en gåtur med den nye klapvogn (som er fin, men jeg savner nu stadig at kunne bruge Emmaljungaen!), en cykeltur ned efter bleer (og en detour ind i et område af byen, hvor jeg ikke har været før, men hvor jeg helt klart skal til at hænge noget mere ud. Skov, marker, et bette slot og mere skov - what's not to like?!) og leg i haven. Og så verdens længste skraber til Varanen, hvor jeg nåede at ligge på havesofaen, læse chicklit, rydde op i køkkenet, ordne og sortere alt Varanens tøj, ligge lidt mere på sofaen og generelt bare dase.

Øglen var intet mindre end lykkelig, da hun og HDD kom retur, og resten af dagen stod munden jo ikke stille på hende. Jeg er blevet indviet i alle facetter af Cirkus Summarum, og hun var så begejstret, at hun næsten ikke kunne stå stille. Jeg elsker den der barnlige begejstring! Øglen havde en pruttepude med hjem, og apropos barnlig begejstring, så er det da også fascinerende, hvor meget sjov sådan en kan lave. Øglen og Varanen havde i hvert fald viel spass ud af den resten af dagen. Pudsigt, som pruttelyde åbenbart bare er sjove. Særligt, hvis man er børn på 4 og 1,5. Og en mand på 34.

"Se os, mor! Vi sidder og er søde!"

Nabobørnene kom ind og legede efter aftensmaden, og deres far fulgte efter med en flaske rosé. Det skal ingen høre noget for. Og da nabomor kom hjem, fik hun lige et glas med, inden det var sengetid for småfolkene. Ren idyl i forstaden.

Spritny legeplads. Som er meget pæn, men ikke særlig sjov. Overhovedet, faktisk

Søndag stod på løbetur, mere afslapning, en tur på loppemarked for mit og Varanens vedkommende, og en rengøring af bilen for Øglens og HDDs vedkommende. Desuden lidt fri leg på Den Nye Bys nye legepladser, og ellers bare dasen i haven. Gæster til aftensmad, som selv havde maden med #win, og så var weekenden efterhånden også brugt helt og aldeles op. Nu er den sidste uge inden Varanens ferie så skudt i gang, og om to uger følger Øglen, HDD og jeg efter rent ferie-wise. (Og jaja, vi skal nok finde noget pasning til Varanen næste uge - han skal ikke holde ferie alene). Det er lige til at overskue, og jeg må indrømme, at jeg glæder mig som en lille dreng. Ferie, mand! Sweeeeet!

fredag den 5. juli 2013

Mywwer!

Som opfølger på Groundhog day i går (som jeg ikke kan linke til via telefonen), kan jeg berette, at det var en meget munter (omend lidt groggy) Varan, der vågnede ved 7.30-tiden her til morgen. Søvn gør underværker!

Og så skylder jeg også at sige, at "lor(t)!" ikke var Varanens eneste nye ord i går. For da han så en myre i badeværelset, råbte han lykkeligt "MYWWER!", før han kvaste den med sine små, nysgerrige fingre. Et ord, han vil finde rig anvendelse for weekenden over, er der noget, der kunne tyde på, eftersom hele myrens slægt er kommet rejsende hen over natten for at hævne Mywwer. (Suuuuuk - nogle tips til effektiv udrydning af sådan nogle?)

Nu: Ud og se med Movia. Så DSB. Og SÅ arbejde. Og drikke kaffe ...


- Postet fra mini-Padden

Follow my blog with Bloglovin

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...