tirsdag den 26. november 2013

Noget om jul, mad, weekend og spons, eller Den weekend, jeg blev voksen

I weekenden var vi hjemme hos Mårmor og Mårfar. Igen-igen. Men denne gang var HDD også med, OG min bror og hans lille familie var der. Anledningen var, udover selvfølgelig, at vi 'bare' skulle hygge os, den årlige bage-/knase-weekend.

Ikke, at jeg fik hverken bagt eller knaset særlig meget. Ud over altså de par stænger brunkagedej med pistacienødder og lakrids, som Øglen og jeg fik æltet sammen i torsdags, da den slatne Varan tog sig en maratonlur. (4,5 timer. Crazy!) Marcipanen nåede vi aldrig rigtig til, og Luciabrødene blev bagt søndag, efter vi var draget af sted for at få fragtet Øglen af sted til et andet bage-/knasearrangement.

Skæreskære brunkager - og forsøge at holde små, interesserede reptilfingre fra den. Dejen var næsten bedre end kagerne, syntes de

Mårfars hjemmebagte "æbleskiber", som Varanen kaldte dem

Til gengæld fik vi klippeklistret lidt - engle, flere engle og små nisser blev det til fra min og Øglens hånd. Ikke ligefrem et overvældende udkomme af en hel weekend, men vi skulle jo nå så meget andet. At spise, for eksempel (#vigtigt).

Tyl-engel à la Filihunkat, hånd-, fod- og mundengle og nisser à la Filihunkats søster, som tilfældigvis er min svigerinde

Det kræver sit køleskab at bespise 10 sultne personer, hvorfor jeg havde taget forsyninger med, så Mårmor og Mårfar ikke behøvede at stå for det altsammen (som de plejer). Ikke mindst fordi jeg jo var så heldig at modtage hele to lækre spons-kasser i sidste uge - en fra Kohberg* og en fra Kokkens Favorit. Så vi kom godt omkring hele madpyramiden, og det skulle familien selvfølgelig nyde godt af.

Kød-kassen

Brød-kassen

Således havde jeg medbragt rugbrød med hhv. græskar og majs (førstnævnte var desværre muggent, men det er jo det, der sker med rugbrød fra tid til anden. Det andet var lækkert), æblecider-marmelade fra Kivik Mosteri, Urtekrams sandwich spread med basilikum, grøn tomatrelish, Kåsaberg sild (som jeg spiste sammen med Mårmors killer-æble-karrysalat. Mums!), leverpostej og sylte**. Personligt bryder jeg mig ikke om sylte, men de øvrige i selskabet spiste den med velbehag. Den anden (der var nemlig hele to i kassen) blev doneret til naboernes julefrokost sammen med et rugbrød og faldt i god jord.

Derudover var der en masse lækre sager fra Mårforældrenes køleskab, så weekendens frokoster har været ganske overdådige. Og det skal man jo ikke klage over. Overhovedet.

Reptilerne var ellevilde over endnu engang at være på besøg hos Mårmor og Mårfar, og at kusinerne også var der, var bare en bonus. I hvert fald for Øglen, der legede amok med dem begge to. Kusinerne er hhv. 2 år ældre og 1 år yngre end Øglen, så det er lidt forskelligt, hvem der leger bedst med hvem. Men denne gang var det ret ligeligt fordelt, omend Øglen og den yngste kusine i særdeleshed havde en fest. Blandt andet med at synge temmelig meget (og temmelig højt) for hunden. Før jeg fik børn, var barnesang (på den falske, skingre måde) noget af det værste, jeg kunne komme i tanker om. Nu er det - for det meste - SÅ hyggeligt ...

To Dracula-kusiner

Varanen er også vild med sine kusiner, men han er allermest vild med sin Mårmor. Så der var ikke nogen tvivl hos ham om, hvem han helst ville hænge ud med. Særligt ikke fordi han var temmelig snottet og hostende og ikke helt gearet til trioens vilde lege. (Selv om han nu virkede RET frisk på mig de 2,5 timer, han var vågen natten mellem fredag og lørdag. Hvor han ville "OPPPP!", "SE SARSYN!", "LE-JØ LE-GO, MO-AR!", "LÆ-SØ BÅW, MOAR" og snakke med Mårfar, da det omkring klokken 05 lykkedes ham at råbe Mårfar vågen. Så slattenheden gemte han til om dagen, og så kunne han og undertegnede jo passende være slatne sammen, selv om min slattenhed 'kun' skyldtes uendelig træthed ...)

Yndlings-Mårmor

Yndlings-Mårfar

Men hvis vi havde troet, at weekenden udelukkende skulle handle om at bage, knase, klippe-klistre og spise, så kunne vi godt tro om igen. Mårmor og Mårfar er gået i gang med det helt store rydde-op-og-rydde-ud-frenzy, og nu var turen nået til de seks bedrollers, der var fyldt med Lego. De kan jo have en pointe i, at det er lige i overkanten i forhold til, hvad deres børnebørn når at lege med, når de er på besøg (særligt fordi tre af bedrollerne er placeret på loftet og derfor aldrig ser dagens lys), men sådan har det været en menneskealder nu, så vi havde alle accepteret tingenes tilstand. Indtil nu, altså.

Bittelille togbane (i forhold til, hvor mange skinner, der er)

Mårfar havde imidlertid besluttet, at det resterende Lego også skulle om ikke sorteres, så deles. Mellem min bror og jeg. Så midt mellem alle julerierne og spiserierne, gennemgik vi kasse efter kasse. I guder, hvor har vi haft meget Lego som børn. Det er jo faktisk næsten helt pinligt. Men dengang havde vi naturligvis også en hel kælder til rådighed, som vi kunne bygge i - og lade kreationerne stå i, ikke mindst. Det er så ikke helt tilfældet nu. Alligevel er jeg nu den glade indehaver af tre bedrollers fyldt med Lego - primært tog med et uendeligt antal skinner, skiftespor, lysledninger og transformatorer (arj, ok - der er kun en enkelt transformator). Og skidtet virker! Brormand og HDD byggede en lille bane "bare for at prøve" (yeah, right - bare indrøm, at I blev 12 år igen for en stund), og togene futtede lystigt derudad. (Nåja - og så alt mit Fabuland, som jeg nolede med hjem for nogle måneder siden).

Et par af Lego-bedrollerne
 
Varanen bliver en lykkelig dreng, når han om et par år bliver stor nok til at lade være med at smadre togene (han nåede at skille tre ad på de få timer, togkassen var åben. Lømmel!). Og når vi har vundet i Lotto og enten fået et større hus med integreret legerum, eller fået bygget til vores eksisterende hytte. Så kan vi nemlig bygge togbaner, der vil blive kendt vidt og bredt i kvarteret.

Brormand scorede en lufthavn med et hav af shuttlebusser, -minitog, lastbiler, kontroltårn, mv. Og så var der jo selvfølgelig alle de 'ukurante' klodser, som vi delte sådan nogenlunde fifty-fifty. Bortset fra den halve bedroller med klodser, der fik lov at stå, til når der er småfolk på besøg.

Så nu er vi sådan nogle med ustyrligt meget Lego. Godt nok næppe så meget som Konen, men jeg tør godt vove det ene øje og sige, at vi har flere tog (ellers bliver jeg bange). Og jeg er for alvor blevet voksen. Hidtil har jeg ikke helt vidst, hvad definitionen på at blive voksen egentlig var. Og havde man spurgt mig før, ville jeg nok have sagt noget i retning af, at "Man er voksen, når man har fået et barn" eller "Man er voksen, når man er flyttet i hus" eller sådan noget. Nu siger jeg imidlertid "Man er voksen, når ens forældre rydder loftet for ens gamle legetøj, og man får det med hjem. Til sine egne børn".

-----

*Egentlig var rugbrødet en del af en 'madpakke-kasse', men da begge reptiler har madordning i institutionerne, smører jeg ikke så ofte madpakker længere. Det ændrer imidlertid ikke på, at jeg synes, det er enormt vigtigt at smøre lækre, alsidige madpakker, når behovet opstår, og derfor er jeg da også utroligt glad for den inspirationsbog, der fulgte med (Madpakkebogen af Louisa Lorang) samt en superpraktisk madkasse fra Sistema. Madkassen havde jeg i øvrigt hele to af i forvejen, da det var den, jeg sværgede til, da Øglen havde madpakke med dagligt. Jeg har faktisk ikke lovord nok i mit vokabularium om den - den er VIRKELIG god!

**Der er stadig lækre, koldpressede olier samt masser af pølser tilovers fra kødkassen. De skal nydes på grillen til vores næste Spis & Skrid-arrangement med gode venner.

fredag den 22. november 2013

Jeg skovler ind ...

Jeg har været en heldig kartoffel på det seneste. I sidste måned vandt jeg en lækker forkælelseskasse ovre hos Camilla. Der var tyggegummi i lange baner og fire stk. Alt for Damerne. (Eller - der var faktisk kun tre blade i kassen, men det sidste blev eftersendt. Hvor god service er dét lige?!). Og et stort V6-badelagen, som måske nok ikke er så kønt, men til gengæld er jävla-praktisk til ungerne, når vi er i svømmehallen, fx. Jeg er generelt for dårlig til at tage en time out på sofaen med et blad (damn you, smartphone!), men når bladene ligefrem bliver fragtet til en, så er der ingen vej udenom. Og selv om jeg ikke har en krone til at købe de lækre sager, der vises, så er det nu alligevel slet ikke så tosset at ligge og bladre i et blad (eller fire).

Se lige en lækker pakke!

Derudover var jeg så heldig at vinde en fotobog på Karinas fine blog. Fantastisk, eftersom Varan er blevet meget opmærksom på, at det kun er Øglen, der har en fotobog fra sommerferien, og at han ikke må røre den med en ildtang. Så han skulle også have en, syntes moderen. Det syntes bankkontoen bare ikke - men så var det jo heldigt, at jeg vandt en. Når barnet er så vild med at se billeder, er det jo oplagt.

Varanens billedbog. I sygeligt gult lys - beklager billedkvaliteten

Jeg vil ikke gå i detaljer med, hvor bøvlet det var at bestille fotobogen. En god blanding af sløj service og akut 'jeg fatter ingenting' hos mig selv gjorde, at det blev mere bøvlet, end det var strengt nødvendigt. Det gjorde også, at det første udkast, jeg møjsommeligt (det tager ret lang tid at lave sådan en bog, faktisk) havde lavet, blev arkiveret lodret af softwaresystemet grundet en eller anden uforudset fejl. Det udfordrede mig lidt på min ikke-eksisterende tålmodighed og gjorde, at det endelige resultat blev lidt sjusket. Men det er jo min egen skyld. Sådan da. Varanen lader dog til at være pænt ligeglad, og det er det, der tæller ...

Mmmmmm - mit hår kommer til at takke mig (og Anette!) så snart, jeg tager godterne i brug

Og så skulle man jo tro, at det var gjort med dét. Men nej! For sør'me om jeg ikke også var så heldig at vinde lækre John Masters-sager til håret ovre hos den skønne Anette. De kom forleden og dufter himmelsk, så jeg kan slet ikke vente, til badeværelset er færdigt (any day now!), så de kan komme derind og pynte. (Ikke tale om, at de skal besudles af bad- og toiletvognen).

To bodyer med hhv. lange og korte ærmer, et par leggings/lange underbukser og en hjelm. Lige, hvad en snottet Varan behøver

Sidst, men ikke mindst, landede der (i bogstaveligste forstand. Den blev fragtet af en tømrer - en af de mange håndværkere, det vrimler med i hytten i øjeblikket - gennem den vidtåbne dør og lige i armene på mig) en lækker, blød pakke. Det var så godt nok ikke noget, jeg havde vundet, men i stedet noget, jeg havde fået - et sæt af Bilkas nye uldtøj til småbørn; Små Rollinger. Jeg må med skam indrømme, at jeg ikke har så meget uldtøj til ungerne, men det her kom som kaldet. Varanen er frisk igen (det hjalp at ignorere sygdommen i går på bloggen, tror jeg), men stadig lidt snøvset, så han er blevet iklædt en fin - og blød! - uldbody i dag under sin tynde striktrøje. Og den passede perfekt, selv om jeg syntes, at den så gigantisk ud, da den lå på bordet. Men Varanen hører jo heller ikke til de mindste, såeh ...

Og SÅ var der ikke mere held i posen i denne omgang. Det kan jo heller ikke bare fortsætte ud i det uendelige - selv om det da selvfølgelig er meget sympatisk af Universet at forsøge at retfærdiggøre, at vi har måttet leve med bad- og toiletvognen i tre. måneder. Men der skal mere til, før jeg lader dén lille detalje fare, Univers. Bare så du ved det!

torsdag den 21. november 2013

Mig og Kristian Thulesen Dahl

Jeg var på besøg hos (Tr)oldemor i går. (Og spiste frokost med Husmoder, købte gave i Thereses biks (den bragte i øvrigt lykke, Therese) og var til middag med verdens sjoveste veninder. Så jeg nåede da lidt). En fantastisk hyggelig dag (som godt nok blev afsluttet med at ligge i ske med opkastende Varan, men det springer vi lige let og elegant henover i dette indlæg) med lutter gode ting. Bortset lige fra en lille detalje hos Troldemor. Hvor jeg kun lige var nået inden for døren og var i færd med at smide overtøjet:

Troldemor: Må jeg lige SE dit hår? Hvornår er du blevet klippet så kort?

Mig: For en uges tid siden.

Troldemor: Du ligner ... Hvad er det nu, han hedder ...

Mig: Han?! Du behøver ikke sige mere nu.

Troldemor: Hvad ER det nu, han hedder? Jeg har lige set ham i tv. Han er sådan en flot mand. Bare ærgerligt, at alt, hvad han siger, er sådan noget forbandet sludder. Men det er jo nok fordi, han er fra Dansk Folkeparti.

Mig: Kristian Thulesen Dahl????

Troldemor: LIGE præcis!

Mig: Tak. Eller noget.

Så nu er jeg åbenbart blevet sådan en, der ligner ikke bare en fra Dansk Folkeparti, men oven i købet en MAND fra Dansk Folkeparti. Bekymrende. (Og det hjalp i øvrigt ikke, at hun senere ændrede holdning til, at det var Karen Blixen, jeg angiveligt ligner. Den første indskydelse er altid den rigtige. Er det ikke sådan man siger?). Resten af eftermiddagen foregik dog sådan nogenlunde uden fornærmelser, og vi hyggede os som sædvanligt rigtig meget. Så jeg overlever nok. Korthårsfrisure eller ej. Det eneste, der ærgrer mig, er, at jeg ikke fik sagt, at hun, hvis hun anlagde sig overskæg, ville ligne Hercule Poirot lidt. Men det siger jeg bare næste gang. Gnæggnæg.

mandag den 18. november 2013

Det beskidte barn - og noget om en forlænget weekend

Øglen, Varanen og jeg har holdt lang weekend. Hos Mårmor og Mårfar, der har taget sig godt af os fra onsdag aften til søndag middag. Jeg havde forsøgt at arbejde så meget 'forud', som det nu kunne lade sig gøre, og derfor var der ikke specielt mange opgaver, der skulle passes. Derfor havde jeg regnet med rigelige mængder tid til at blogge og fjolle rundt på computeren, men jeg havde tilsyneladende lige overset det lille faktum, at jeg jo var a l e n e af sted med reptilerne (HDD var blevet overladt til sig selv for at arbejde og lægge tag på garagen). Og selv om Mårmor og Mårfar aflastede det bedste, de havde lært - og reptilerne i øvrigt opførte sig upåklageligt - så er der alligevel en hel del at se til med sådan to småkravl.

Både Øglen og Varanen syntes vist, at det var den bedste idé, jeg havde fået længe, at vi sådan tog på forlænget weekend i det vestsjællandske. Uendelige mængder opmærksomhed, tålmodighed og god mad. En hund, der finder sig i at blive klappet, aet og løbet efter, og en kæmpehave, der er perfekt til at lege gemmeleg i. Eller at løbe om kap i. Som var tilfældet lørdag, da Øglen bestemte, at hende, Mårmor og Mårfar skulle løbe. På den organiserede måde med medaljer, pokal og piedestal, naturligvis. Og dommere. Mindre kunne simpelthen ikke gøre det. I må selv gætte, hvem der vandt, men jeg kan afsløre så meget, at det ikke var Mårmor. Eller Mårfar.

Vinderen med medalje og pokal

Efter løbet. Varanen, som ikke deltog, var heldig at måtte låne tredjepladsens medalje

Det er ret fantastisk, at begge reptiler nu har en alder, hvor jeg ikke længere får akut stress ved tanken om at tage dem begge to med på overnatning(er) som den eneste forælder. Man kan tydeligt mærke på især Varanen (sådan har Øglen haft det længe), at han får rigtig meget ud af at være med på besøg nu, og mundtøjet står jo ikke stille på ham. Han ELSKER sin Mårmor og Mårfar, og hvis han kunne, ville han vist gerne flytte ind i Mårmors lomme. Og "LÆ-sø båw, Mårmor!" Hele tiden. Men de hygger sig, gør de, og det er skønt at være vidne til.

Den smukkeste udsigt, og de sødeste reptiler

Øglen har brugt timevis på at arbejde med Mårfar i 'skoven', der ligger nedenfor huset. De har slæbt grene, trampet dem på plads i "twaileren" og kørt på lossepladsen med hele molevitten. Og så har hun været den trofaste hundelufter-makker. Der har været kage på bordet dagligt, og generelt har de bare haft det som blommen i et æg. Og det har jeg egentlig også. Ikke mindst fordi jeg fik lov til at sove til klokken 9 - KLOKKEN NI! - en af dagene. Fordi Varanen lige valgte at sove psykolænge. Han vågnede op i højt humør, hvilket jeg også gjorde - kan man andet, når klokken er 9, og baggrundsstøjen er ivrig pludren og sommerfugle-sangen fra vuggestuen?! Øglen trumfede i øvrigt med at sove til klokken 10, så det var en af de formiddage, der går over i historien. Og bliver trukket frem som "Du kan jo godt, Varan!"-eksempel, næste gang han finder på, at det er morgen ved 05-tiden.

"MIN bar-ne-wåuwn!" (som manglede overdelen, der var blevet ret så våd)

Mens vi var i det vestsjællandske, var reptilerne i bad. Det burde der jo egentlig ikke være noget odiøst i, og det er der da sådan set heller ikke. For Øglens vedkommende, i hvert fald. Med Varanen er det en lidt anden sag.

Tingen er (som jeg sagde frygtelig meget i slut-halvfemserne. Undskyld, danske sprog!), at vi jo ikke længere har et badekar. Det har vandskaden (og en hærskare af håndværkere) sørget for. Nu har vi i stedet en bad- og toiletvogn med et brusebad, som I ved. Øglen holder meget af brusebadet - Varanen hader det som pesten. Og i virkeligheden hader han også badekar. Det er kommet gradvist. Til at begynde med elskede han vores blå badekar højt, men det ophørte pludseligt, og i den sidste tid, vi havde karret, foregik badet med skrig og skrål.

Brusebad i en underlig, linoleumsbeklædt vogn blev ikke modtaget med mere varme end de sidste ture i badekarret. Tværtimod. Og da jeg et par gange havde forsøgt mig, kun med skrigeri af den hysteriske "hun slår mig ihjel"-slags bare for at sikre os, at HELE vejen kunne høre det, må jeg tilstå, at jeg gav op.

Vi er ikke udprægede svømmehalsmennesker (og i øvrigt hadede Varanen hvert sekund af det kvarter han nåede at opholde sig i en svømmehal i sommer), så vi har ikke brugt dén mulighed til at give ham et bad. Og pludselig var der bare gået rigtig lang tid, uden han har været i bad (skrigeri-brusebadene, der har varet omkring et nanosekund, tæller ikke rigtigt). Ifølge Instagram (og kalenderen) er det nu 11 uger siden, vi fik bad- og toiletvognen. Altså er det 11 uger siden, han har fået et rigtigt bad. Og det er jo HELT. VILDT. PINLIGT. Tænk, at jeg er blevet sådan en mor, der ikke lige har fået badet sit barn i fusking tre måneder! Og ja, jeg ved godt, at debatten kører mht. hvor tit man bader sin baby. Men som jeg har forstået det, bliver der talt i dage i dén debat. Ikke i måneder.

Altså, det er jo ikke fordi, han ikke er blevet vasket. Ud over at få en god rengøring i de nedre regioner hver gang, han bliver skiftet, bliver han jævnligt vasket i ansigtet, bag ørerne, under armene, på fødder og ben og sådan. Og af og til får han så gjort håret vådt og får det redt ud. Så han er fin og ren, og det er hans tøj naturligvis også. Han lugter, som en to-årig nu engang lugter - sådan en god blanding af baby og fims - og så vidt jeg ved, er der ingen, der har indberettet mig for vanrøgt. Endnu. Men altså, alligevel. Tre måneder er lang tid. Så jeg besluttede, at han skulle skrubbes hos Mårmor og Mårfar.

I guder, hvor var det svært at lokke ham op i badekarret. Og det lykkedes da også kun ved fælles indsats fra Øglen (som sad i karret), virkelig meget sæbeskum, mig, Mårmor, Mårfar og en mærkelig and, som Mårmor af uransagelige årsager havde i køkkenskuffen. Og som Varanen gik med til skulle vaskes. Af ham. Nede i karret. *indsæt fanfare*

Der blev badet. Og plasket og pjasket og hujet og grinet. Anden blev vasket, og Varanen blev skrubbet - og blev renere end aldrig før. Og dagen efter kom han i "skumbadddd" igen. Frivilligt, i øvrigt. Fordi vi nu arbejder på at slå fast med syvtommersøm, at det er DEJLIGT at være i bad.

I næste weekend skal vi hjem til Mårmor og Mårfar igen. Hvor der er endnu et bad i vente. Mindst. Og så håber jeg, at vores eget badeværelse er ved at være klar. Godt nok uden badekar, men så må vi jo anskaffe os en sej Varan-balje. For en ting er sikkert - der skal ikke gå tre måneder igen ...

onsdag den 13. november 2013

Mikle, mullarp og pik-on

Ja. Altså. Det her indlæg skal handle om rytmik. Som hedder 'Mikle' herhjemme, hvis man spørger Varanen. De to andre ord i overskriften har egentlig ikke noget med noget at gøre. Bortset fra, at jeg synes, de er sjove. 'Mullarp' er en muldvarp. Og efter jeg er gået i gang med at læse Pixi-alfabetet (i noget u-kronologisk rækkefølge) som marenmadsbåw, er det et ord, der bliver brugt en del herhjemme lige i øjeblikket, hvor vi er nået til - og tilsyneladende sidder fast ved - bogstavet M. 'Pik-on' er blot Varanens måde at sige bacon på. Og jeg burde muligvis rette det, men lige i øjeblikket griner jeg lidt af det i stedet. Fordi jeg er 12 år indeni. *Fniiiis*

Nå, men det var rytmikken, vi kom fra. Nogen kan måske huske, at jeg gik til 'lumikki' med Øglen back in the days på Østerbro. Hun og jeg gik også til rytmik, da hun var spæd, men med Varanen er det aldrig rigtig blevet til noget. Han var ganske vist med en enkelt gang til noget rytmik i kirken, da han var baby, men det lå på et virkelig dårligt tidspunkt i forhold til hans lure, så det blev droppet igen. Og lige pludselig blev han 2 år uden at have gået til noget som helst. #dårligmordotdk

Jeg er sikker på, at han har haft en glimrende tid indtil nu uden at gå til noget, og jeg er også overbevist om, at han ikke ville blive traumatiseret, hvis han ikke kom til at gå til rytmik nogensinde. Men ikke desto mindre er han nu begyndt på et hold. Sammen med HDD. I en anden nordlig provinsby, fordi alt børnerelateret i vores nordlige provinsby enten er ikke-eksisterende eller koster en pose diamanter og ens førstefødte. Han går til det sammen med HDD.

Tilmeldingen kommer sig egentlig mest af, at Varanen frygtelig gerne vil med, når Øglen skal til dans. Og det kan jeg egentlig ikke fortænke ham i - det lyder også meget sjovt, når hun fortæller om det, og han elsker at danse. Desværre er der bare ikke lige nogle dansehold for 2-årige, så vi tyede til det næstbedste og meldte ham til rytmik. På samme tid, som jeg er til dans med Øglen. Så det måtte altså blive HDD, der tog sig af Varanen og rytmikken.

...

Fik jeg nævnt, at det er HDD, der tager Varanen med til rytmik? Jeg skal bare lige være sikker, for det er nemlig ret store sager i vores lille familie. Hvor HDD hidtil hellere har villet gnave begge arme af end at deltage i kollektivt vanvid featuring babyer og bongotrommer. Men jeg må have bearbejdet ham rigtigt, for ikke nok med, at jeg fik ham til at sige ja til at deltage - han har også været af sted to gange nu. Ud af to. Også selv om første gang ikke umiddelbart var nogen succes (sætningen "Hun havde en UKULELE!" føg sammenbidt gennem rummet som det første, da Øglen og jeg vendte retur fra dans, hvor min rolle i parantes bemærket bare er at sidde og hygge mig i mit eget (og de 50 andre forældres) selskab), og Varanen havde stået og råbt "hjeeeeem" henne ved døren det meste af timen. Så jeg havde ikke regnet med, at han ville tage af sted i går.

Men de kom af sted, og det havde været en marginalt større succes denne gang. Ifølge HDD skal der dog noget mere til at imponere Varanen, end at hans far buldrer rundt og leger farlig løve blandt "7 nordsjællandske mødre, A. Jeg siger det bare!", men han havde da i det mindste ikke forsøgt at rømme stedet i går. Spørger man Varanen til hans 'mikle', er der smil over hele linjen, og munden står ikke stille på ham. Der bliver fortalt om en klovn, der napper, bolde, der blæser, farlige løver (så det har altså gjort indtryk) og meget andet. Så som jeg stædigt holdt på efter første gang, og som HDD efterhånden er ved at give mig ret i, så handler Varanens opførsel on site formentlig mest om, at det er en uvant situation, og at han endnu ikke er helt tryg ved det. Det skal nok komme. På et eller andet tidspunkt før de syv gange, vi har betalt for (og ikke de fem, som jeg kom til at fortælle HDD, det var), er overstået.

Jeg tvivler på, at HDD vil insistere på, at jeg melder ham og Varanen til forårs-mikle-holdet også. Men jeg tror ikke, at der er helt lukket land for, at de kunne melde sig til noget andet. HDD sagde nemlig i går, at han godt kunne forestille sig, bare sådan rent hypotetisk, at Varanen ville synes, at noget med musik og sang var sjovt. Det kunne jeg også forestille mig. Så måske vi kunne finde noget af det efter jul. Tirsdag eftermiddag ...

tirsdag den 12. november 2013

Er det bare mig ... (noget om vinterbeklædning og spons i lange baner)

... Eller er det ved at blive sådan rigtig koldt udenfor? Jeg ved godt, at lave temperaturer typisk føles ekstra lave, når man vralter direkte fra de varme dyner og direkte udenfor ved 6-tiden om morgenen, men hjemme hos os er det altså nødvendigt, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at komme i bad eller på toilettet. Vores badeværelse er nemlig ikke færdigt endnu, selv om vi nærmer os, og jeg er ellevild. Tror så rent faktisk, at Øglen kommer til at savne bad- og toiletvognen, men sådan må det være. Selv om den har tjent os godt, kommer jeg ikke til at begræde dens fravær. Overhovedet.

Reptilerne har for længst fået termotøjet med i institution, og det er de færreste dage, de ikke har haft det i brug. Der er også begyndt at snige sig et par flyverdragter ind i institutionernes garderobe, kan jeg se, og så sent som i sidste uge har jeg støvet Varanens gamle Reima-dragt af og givet ham den med. Det er ikke hver dag, han har den på, når jeg kommer og henter, men jeg lider af et eller andet Pakke Mine Børn Overdrevet Ind-syndrom, og således henslæbte Øglen sine to første år med en hue på mere eller mindre konstant. Har været noget lidt mere laissez-faire med Varanen, men det skal jo nødigt hedde sig, så nu sender jeg ham af sted med et nyt par handsker, og huer i en lind strøm, nærmest dagligt. (Tak til Louise for at sælge Flødebollernes lækre - og virkelig store - udvalg af vinter-accessories til Varanen, så han altid er klædt fint på).

Øglen ville allerhelst springe rundt i shorts og korte ærmer, hvis hun ellers fik lov. Men så var det jo, at jeg gjorde hende opmærksom på den fine flyverdragt, hun valgte mellem alt muligt tøj fra LEGO. Den ligger fint ude i bryggerset og venter på, at det bliver koldt nok til at tage den i brug, og pludselig kunne hun godt se idéen med at klæde sig varmt på. Faktisk valgte hun at tage den på på en af de luneste efterårseftermiddage, vi havde, og gøglede rundt i den i haven. Men så vænner hun sig da til den.

Gynger i Flyverdragt

Pasformen er rigtig fin, og størrelsen (vi valgte 110) er perfekt. Jeg havde overvejet at tage den i str. 104, da Øglen ret beset 'kun' er 104-105 cm høj, men jeg er glad for, at jeg valgte den anden størrelse. For selv om jeg havde læst, at Legos flyverdragter er noget store i størrelsen, gælder det altså ikke lige netop denne model - som helt sikkert vil være for lille, når vi når efteråret 2014. Men så er jeg overbevist om, at en anden lille pige, der har lilla som yndlingsfarve, vil blive glad for den. Sammenholdt med de (lilla) vinterstøvler, jeg endte med at købe til hende (tak for input, allesammen), bliver hun lilla varm fra top til tå.

Hvad Varanen angår, så har det der vinterstøvle-cirkus vist sig at være sværere end som så. Jeg fandt aldrig Dille-støvlerne fra Føtex, som mange anbefalede, så i stedet vaklede jeg lidt mellem Rugged Gear og Kamik. Og besluttede, at de virkede for tunge til en lille dreng. Så jeg endte med ikke at købe nogen, og derfor render han stadig rundt i gummistøvler. Med foer, godt nok, men alligevel.

Men så var det, at lykken tilsmilede os her i vores vandskaderamte og deraf efterhånden noget økonomisk trængte husholdning (ja, okay - alt er relativt. Vi mangler ikke noget, men har heller ikke lige uanede midler til vinterbeklædning). ByKier spurgte nemlig, om vi ikke kunne tænke os at teste og anmelde et par støvler. Efter eget valg. Og da deres vinterstøvler ser rigtig dejlige og Varan-passende ud, slog jeg til, hurtigere end man kan nå at sige "vinterstøvle-nedsmeltning".

Lækre, varme Terkel-støvler 

Øglen har tidligere haft et par ByKier-støvler, som vi var rigtig glade for. Husker dog, at de var noget store i størrelsen, så jeg brugte deres fodmåler-teknik (som dog ikke blev taget ligeså udførligt som den ellers meget brugbare video viser. Rundstykke, men så længe kan jeg man altså ikke få en 2-årig til at stå stille) for at være på den helt sikre side. Og endte med et par Terkel-støvler i størrelse 24. Iflg. målene passede det med 2 cm voksetillæg, men da støvlerne kom - lynhurtigt, i øvrigt - var de desværre for små. Jeg tror, det er det tykke, vamsede foer, der snyder og optager mere plads, end jeg lige troede. Så støvlerne måtte retur, og nu har vi lige fået et par str. 25 ind ad døren. Som passer perfekt. Støvlerne er både bløde og lækre og ser rigtig varme ud. Vinteren vil formentlig vise os, hvor varme. Under alle omstændigheder er de helt sikkert varmere end gummistøvler (foer eller ej), så allerede dér er vi kommet et godt stykke vej. Og så er det jo bare bonus, at Varanen er meget glad for sine "Døuvler".

Så mangler vi bare vinterbeklædningen til mig. HDD fik en ny vinterfrakke sidste år, så pyt med ham. Vinterstøvlerne har jeg - planlægger at bo i mine yndlings-Pajar-støvler - men min frakke er blevet lidt træt. Nu har det lokale renseri givet den kunstigt åndedræt, så jeg håber, den kan bære mig gennem vinteren. Og ellers hidkalder jeg jer, oh frakkefirmaer! Jeg er totalt til fals for varm påklædning og betaler i pæne ord! (Hvis altså I giver noget pænt. Er det grimt, er der kontant afregning med grimme ord. Så ved I dét ... ;-))

mandag den 11. november 2013

På tur

Weekenden, der netop er forbi, var vores sidste 'fri-weekend' inden jul. Bliver helt stresset af bare at skrive det - også selv om det udelukkende er hyggelige ting som julehygge, mere julehygge, spa-brunch, fødselsdag, og. så. videre, vi skal til. Men sådan er julemåneden (og måneden før, åbenbart) nok bare. Og hvad gør man så, når man har en fri-weekend? Man lægger flere planer. Således har vi været vidt omkring i weekenden. Eller, altså - alt er relativt, og det længste vi har været væk, er Roskilde, men altså ...

I Roskilde er der søde søde venner, som vi ser alt for lidt. Ligesom os har de små børn og et byggeprojekt (og deres får, i parantes bemærket, vores til at ligne det rene vand. Også selv om de ikke har nogen bad- og toiletvogn), så de kender alt til det der med, at tiden flyver, og at der pludselig lige er gået et par måneder, mellem vi ser hinanden. Men vi har aftalt, at sådan er det bare, og så må vi nyde det, når vi ses. Og holde fast i tanken om, at en dag er ungerne større, og så bliver det lidt nemmere at stikke hovederne sammen, end når bleer, middagslur og amning skal gå op i en højere enhed.

Det er hårdt - eller afslappende - at køre i bil

Men i lørdags skulle vi ses. Vi kom om formiddagen og blev til sidst på eftermiddagen, hvor Varanen ikke kunne mere. Han havde kun fået 15 minutters middagslur (han faldt i søvn i bilen på vejen og var så slet ikke til at slå ned senere), og da den energi, han havde fået af nyt, spændende legetøj, pølsemadder og gammeldaws æwlekage, var brugt, begyndte han at blive halvpirrelig. Så af sted med os. Inden da havde vi dog haft masser af tid til at snakke, spise og ikke mindst grine. Ungerne - 4 i alt - legede forbløffende godt sammen, taget i betragtning, at sidst ungerne sås, var i januar. Hvilket Øglen var den eneste af dem, der kunne huske, eftersom de andre børn på nuværende tidspunkt kun er hhv. 2 år og 11 måneder.

Søndag traskede Øglen og jeg af sted i silende regn ved 8.30-tiden. Udstyret med hver vores paraply satte vi kursen mod bussen, for vi skulle på tur til storbyen. På vejen til bussen talte vi om kommunalpolitik. Øglen ville jo vide, hvad alle de der mennesker laver oppe i lygtepælene. Min forklaring lød meget ligesom Sandras - at dem, der hænger der, gerne vil være borgmester, og når man er borgmester, så kan man bestemme, hvad der skal ske i byen. Læste så Liberal Alliances "Færre forbud - mere frihed"-payoff højt for hende, og da jeg havde forklaret, hvad dét betød, sagde hun, at det da lød meget godt. At man sådan kunne få lov til en masse ting. Det kunne jeg jo kun være enig i, men måtte jo så indskyde, at det desværre ikke var altid, at politikerne holdt, hvad de lovede. Hvortil hun knastørt opsummerede: "Altså... Så det der kommunalpolitik er sådan lidt ... øhm ... sådan lidt blablabla?" Præcis, min pige. Præcis! ;-)

Alt ånder fred og ro ved tegnebordet 

Nå, men vi kom med bussen, og efter en lille time stod vi inde på dejlige, velkendte Østerbro. Vi havde en legeaftale med bedstevennen N, som vi ikke har set i flere måneder, men det blev gensynsglæden ikke mindre af. Og i de timer, vi var der, var der ikke optræk til så meget som én eneste konflikt. De nåede både at se lidt tv, tegne, være på skattejagt (tror jeg nok - de voksne måtte ikke kigge) og være superhelte. Nåja - og lege med togbane en halv times tid bag lukket dør. Meget meget stille, fredeligt og hyggeligt. Og en fornøjelse at se, at de bare leger, som om de stadig ses hver eneste dag.


Øglen og N forsvandt på et tidspunkt og efterlod os alene med Batman og Spiderman

På vej til toget efterfølgende gik Øglen og jeg forbi vores gamle lejlighed. Øglen kunne ikke huske, hvor den ligger, men "jeg kan huske, der var mange trapper, mor". Og så ville hun høre, om vi ikke kunne flytte tilbage til Østerbro, "for her er så dejligt, mor. Den Nordlige Provinsby er også dejlig, men her er mere dejligt!" Nåhr, lille pus, da. Jeg ved jo godt, at det ikke stikker dybere end som så, men det kan nu ikke undgå at give et bette prik i hjertet. Selv om jeg er overbevist om, at beslutningen om at rykke ud af byen var den rigtige for vores lille familie.

Vi kørte med toget nordpå, blev hentet af HDD på stationen og fragtet hjem til Farmor, hvor HDD og Varanen havde tilbragt formiddagen. Og så blev vi ellers hængende - primært med en kop kaffe og avisen foran pejsen - indtil efter aftensmaden. Reptilerne havde en fest - opmærksomhed i lange baner, og vi forældre slappede af. Skønt og tiltrængt (er det ikke altid tiltrængt at slappe af?!).

Smuk solnedgang over særdeles regnvåd søndag 

I dag er hverdagen så begyndt igen. Med et møde, der, hvis den anden partner i biksen er frisk, godt kunne give rætti meget business (kryds venligst fingre), forberedelser til et andet møde (Langt Pokker I Vold) i morgen og en frisøraftale (kææææft, jeg er blevet korthåret). En mandag, der er til at holde til. Trods alt. Ikke mindst fordi mureren nynner på badeværelset, mens han sætter fliser op, og maleren har været her hele formiddagen og proppet filt på væggene. Det begynder at ligne noget ...!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...