søndag den 10. maj 2015

Chokoladeøjne og ditto blomster

Det er ingen hemmelighed, at mine unger er glade for mad. Den yngste især (det har han muligvis fra sin mor. Ahem). Faktisk har vi voksne længe haft det sjovt med at tale om mad for at vække ham, hvis han fx er faldet i søvn i bilen på vej til Mårmor og Mårfar eller en anden destination, hvor mad er selvskrevet. Hvis vi bare taler lidt overordnet om, hvad vi mon skal have til aftensmad, er der ikke den store reaktion at spore, men så snart man bliver mere specifik a la "Jeg tror, vi skal have burgere. Med en lækker bøf, ketchup og lune sesamboller", så begynder næseborene at vibrere, og inden længe vågner han og siger ting som "Jeg vil ikke have løg på, så!" eller "Det kunne også være lækkert, hvis vi skulle have pasta". Ak ja - man har kun den sjov, man selv laver.

Nå. Det var et sidespring. For ligesom at understreget madglæden. Men det er ikke kun burgere og aftensmad som sådan, der kan vække begejstring hos yngstebarnet. Søde sager - af enhver slags - er også særdeles populære, og kunne han slippe af sted med det, ville han formentlig kun spise slik og chokolade. Og is. (På vej til og fra børnehave ligger der en Paradis-biks, og hver evig eneste dag, spørger den unge mand håbefuldt, om vi skal have en is i dag. Det skal vi stort set aldrig).

Det kom da derfor heller ikke som nogen kæmpeoverraskelse, da vi skulle vælge planter til den netop overstående kombidag i børnehaven - bedsteforældreplantedag - at Varanen valgte en ... chokoladeblomst som sin plante. Jeg kunne bare pakke sammen med mine hortensiaer og syringaer (tror jeg, de hed. VIRkelig fine) - så snart jeg havde sagt ordet "chokoladeblomst", havde den lille slikelsker valgt. Og da han fandt ud af, at blomsterne rent faktisk også dufter af chokolade, ville begejstringen ingen ende tage. Øglen valgte, til sammenligning, en fin, rød havenellike.

Min egen lille chokolade-indianer

Børnehaven var ikke overrasket over valg af plante - de ved om nogen, hvor glad Varanen er for mad i almindelighed og søde sager i særdeleshed - ikke mindst efter et par måneders indianertema, hvor børnene selv måtte vælge indianernavne, og Varanen insisterede på at hedde Chokoladeblinkende Øjne - både fordi hans øjne ligner chokoladeknapper, og fordi "jeg kan så godt lide chokolade, mor". At pædagogerne betvivlede indianernes forhold til chokolade slog ham ikke ud. De andre børn hed noget i stil med Kloge Bjørn, Modige Ulv og Hoppende Fjer (Øglen), men Varanen ville altså gerne hedde noget med chokolade.

Og nu er børnehaven så en chokoladeblomst rigere - plantet af en stolt Varan sammen med Mårmor og Mårfar, der heldigvis havde mulighed for at komme med og hygge om ungerne. Og han proklamerede stolt, at han slet ikke havde spist nogen af blomsterne - muligvis fordi jeg havde nævnt et par gange eller syv, at han ikke skulle spise sin plante. Ikke, at jeg tror, han kunne finde på det, men når det er noget, der dufter af chokolade, ved man aldrig ...

onsdag den 6. maj 2015

Om små piger og store jakkesæt

For et lille stykke tid siden var jeg til et møde. Ikke, at det i sig selv er så usædvanligt, men det her var et af den slags møder, jeg var blevet inviteret til, fordi der er nogle mennesker (eller - et, om ikke andet), der mener, at jeg har noget relativt fornuftigt at bidrage med inden for den branche, jeg nu engang er i. Så det skulle jeg altså gøre. Sige noget om det, jeg laver. Til andre, der rent faktisk var mødt frivilligt op for at lytte.

Jeg har været med en enkelt gang før, men det er ved at være længe siden, og dengang føltes det en smule mere uformelt. Måske fordi det var en råkold vinteraften, hvor alle havde været på arbejde hele dagen, og det ikke gjorde noget, at man så lidt pjusket ud. Måske fordi det er længe siden, og jeg har glemt, hvordan det var.

Denne gang var det midt på dagen i krystalklart, forårslignende solskin (men tag ikke fejl - det var pivkoldt!), ingen var pjuskede, og alle rådgiverne (som vi vel dybest set er) var iklædt skarpe jakkesæt. Altså lige bortset fra mig. Der både var pjusket (men det er jeg altid, sådan lidt i hvert fald) og ganske jakkesætløs. Desuden var jeg den eneste kvinde, hvilket normalt ikke generer mig, men som jeg stod der uden jakkesæt i en grå leo-kjole og lilla sneakers (det var pænere i praksis, end det umiddelbart kan lyde), følte jeg mig temmelig alene. Og som en ret så lille pige.


I det mindste havde jeg ladet min kasket blive hjemme, men fordi det var så koldt, havde jeg taget både hue og handsker på. Bare indtil vi var kommet indenfor, forstås. Det resulterede i, at et af jakkesættene lavede en Karen Walker (se ovenstående .gif, hvis du ikke aner, hvad jeg taler om) og skulle høre, hvad i al verden der lige skete for dét, og et øjeblik blev jeg helt i tvivl om, hvorvidt overdreven brug af overtøj mon var diskvalificerende for at få lov til at komme ind. Før jeg kom i tanker om, at jeg faktisk var blevet inviteret. Men jeg fik lov til at komme ind. På trods af anstødeligt overtøj. Må huske aldrig mere at bære både hue og handsker i marts, uanset hvor koldt det er, hvis jeg skal mødes med en masse voksne.

For bare få år siden ville jeg ikke ane, hvor jeg skulle gøre af mig selv i en forsamling af lutter voksne mænd i jakkesæt og en påklædning, der tilsyneladende var helt forkert. Gennem årene har jeg imidlertid lært at være helt og aldeles ligeglad med sådan noget, så i stedet for at stresse rundt og bevise mit værd, valgte jeg at sludre med arrangøren og drikke en hulens masse kaffe. Det lykkedes mig oven i købet at sige semikloge ting til de fremmødte, og folk virkede ganske tilfredse.

I pausen skete der så det, der næsten altid sker, når jeg er til arrangementer med 'voksne'. Mænd især. Jeg inspirerer tilsyneladende - alene ved min blotte tilstedeværelse - til en særlig type konversation. Som i virkeligheden mest af alt minder om en monolog. Let patroniserende. Let beskytter-agtig. Denne gang ville jakkesættene høre, hvor længe jeg havde været selvstændig. Hvilket er et helt rimeligt spørgsmål - hvis det altså ikke a l t i d blev efterfulgt af et overrasket blik og et overbærende smil. Vi afveg dog en anelse fra manuskriptet denne gang, da et af jakkesættene ville høre, om det "var sådan en ting, jeg havde valgt at gøre lige efter skolen". Det var helt tydeligt ikke en kompliment, men hvis min mangel på jakkesæt trækker dekader fra min alder, skal jeg ikke klage. Så jeg betragtede det som en sådan, mens jeg forklarede, at det er meeeeget længe siden, jeg gik i skole, så nej, det var ikke tilfældet.

Det overraskede tilsyneladende, men desværre ikke nok til, at monologen ikke fortsatte. Det kan nemlig være fint nok (synes jakkesættene) at forsøge sig med at være selvstændig i min branche (aha), men at jeg ikke må blive alt for skuffet, hvis der går lang tid, før jeg får opbygget mig en kundeportefølje - hvis den da overhovedet kommer (tak for tippet, men jeg har været i gang i 3 år, så I know the drill). Det kan være "heeeelt ok, hvis det ikke kan være anderledes" (det mente de ikke, red.) at forhøre sig hos de små, lokale virksomheder, om de skal have hjælp til kommunikationen (igen: 3 år. Men tak for tippet. Og velsignelsen, i øvrigt), og det er meget vigtigt, at jeg husker at forberede min familie på de lange lange lange perioder, hvor jeg ikke har nogen indtægt. (Med fare for at gentage mig selv: 3 år. Mit arbejde er blevet drøftet med familien, tak).

På det her tidspunkt i enetalen var jeg blevet lidt træt. Havde nået at drikke to kopper kaffe mere. Og nikket høfligt, hver gang jakkesættene havde nævnt, hvor trætte de var af at optræde i medierne. Hvor hårdt det var. Men jeg er fra Jylland, så jeg siger ikke noget. Som regel. Det var først, da et af jakkesættene begyndte med sin "Nu er det ikke for at være fræk, men ... Hvad er det, du kan, som andre ikke kan? For der findes jo en milliard af sådan nogen som dig"-tale (seriøst. Det sagde han), at jeg hev den beskedne hat af. Og fortalte ham - med stemmen dryppende af sukker, naturligvis - at jeg ikke havde brug for nye modeller for min forretning nu, for det går fint, tak. At gode råd var velkomne, såfremt jeg selv bad om dem. Og at mine kunder er en god blanding af både store og små, hvor sidstnævnte i øvrigt er mindst lige så gode kunder som de store. Så dem skal der ikke grines af. Det virkede, og jakkesættet holdt op med at være patroniserende. Og gav mig i stedet sit kort med noget, der lød som en oprigtig opfordring til at give lyd på et tidspunkt, hvis vi skulle sparre. Ha. Tænkte den lille pige i de lilla sneaks.

Normalt er jeg væsentlig mere høflig. Jeg er ret ydmyg omkring det, jeg laver, og jeg er helt klar over, at det sikkert kan gøres anderledes/bedre/mere professionelt/i et jakkesæt. Men som det er nu, fungerer fint for både mig og mine kunder, og det må være det, der tæller. Derfor bliver jeg også en smule ... lad os kalde det pissy ... når nogle - der i øvrigt aldrig har mødt mig og ikke har gjort sig den ulejlighed at spørge ind til, hvordan jeg egentlig driver min forretning - føler det magtpåliggende at give mig gode råd og vejledning. Især fordi vi var inviteret på lige fod til det samme møde. Hvis jeg vil have hjælp, skal jeg nok spørge. Hvilket jeg faktisk gjorde kort efter mødet. I en anden sammenhæng. Her havde en anden selvstændig og jeg en lang snak om nogle ting, der forvirrer mig. Men ham kendte jeg så selvfølgelig også i forvejen. Og han havde hverken jakkesæt eller stakkels lille uvidende pige-attituden på. Måske det hjalp?

lørdag den 2. maj 2015

Nu med diller

Da Øglen og jeg var i Paris, havde HDD bl.a. Varanen med på Den Blå Planet. Ud over trifli, fiskefrikadeller og teater med Hammerhajen Hik (stor succes, åbenbart), fik den 3-årige en højt ønsket bamse med sig hjem - en temmelig lyserød skildpadde med glimmerøjne, som han har talt om i noget, der minder om et halvt år. (Siden en af pigerne i børnehaven havde en, der ligner ret meget, havde sin med i børnehave. For læææænge siden).

Skildpadden blev lynhurtigt navngivet - den hedder det samme som mig (!?) - og er stadig, her et par uger efter anskaffelsen, meget elsket. Den er med til mere eller mindre alt, og hver aften skal den puttes fint ved siden af Varanen. "Men den må ikke få dynen over hovedet, mor - så kan den jo ikke se noget, hvis den vågner". Nårhhh!

Skildpadden in question

Navnet giver af og til anledning til let forvirring (fx når Varanen drøner rundt og råber "HVOR ER A?!", og jeg står lige ved siden af og siger "Øhm ... Lige her?"), men ikke noget, vi ikke kan klare. Og når alt kommer til alt, er det jo ret rock 'n roll at hedde det samme som en lyserød glimmerskildpadde. Ikke?

Indtil i dag, altså. Hvor Varanen, med skildpadden i hånden og på vej ud at handle med HDD, syntes, han skulle diskutere med Øglen, hvorvidt skildpadden har en diller eller ej. Varanen var på ja-holdet, mens Øglen mente, at det ikke kunne lade sig gøre, når nu det er en pige-skildpadde. Det blev en ret ophedet diskussion, og den sluttede med, at Varanen råbte: "JO! A HAR EN DILLER!" og stormede ud ad døren.

Nu mangler vi bare, at han deler det med hele byen. Eller bare børnehaven. Og i øvrigt undlader at nævne, at den A, han henviser til, er lavet af lyserød plys ...

onsdag den 29. april 2015

Tøj med karakter

Sponsoreret indlæg

I marts måned var jeg inviteret til arrangement hos yndlings-Lahme. Temaet var tøj. Fra Føtex og Bilka. Jeg er ikke nogen tøjsnob overhovedet, og jeg har da ofte købt tøj til ungerne i lige netop Bilka og Føtex, men når det gælder tøj til mig selv, plejer jeg at vende mig andre steder hen. Hvilket i virkeligheden er noget pjat, for kvaliteten er jo endog rigtig god, men sådan er det altså bare blevet.

Nå. Men det, der er sket nu, er, at Bilka og Føtex har gang i et generationsskifte af deres tøj. Således, at det kendte Mads & Mette-mærke til børn nu kommer til at hedde VRS - lige som voksentøjet også kommer til at hedde VRS. Nemmere bliver det næsten ikke.

Kongstanken hos VRS er, at alle skal have råd til kvalitetstøj med karakter. Der findes masser af basistøj, men også en masse med sæsonens it-tendenser, som man kan hoppe med på uden at blive ruineret.

Ja, det blev lidt skævt. Men der var lækker mad og pæne blomster

Ud over lækker brunch og fint selskab til arrangementet (havde det vældig sjovt inde i hovedet med, at jeg var havnet blandt en masse modebloggere. Jeg er nemlig ikke just det, man vil kalde moderigtig, men det var måske netop derfor, jeg var blevet inviteret? Hmm ...) var der også interessante oplæg fra nogle af folkene bag VRS, og så var der ellers fri gramsning på en lang række lækre styles. Der var noget til både piger, drenge og kvinder, og eftersom jeg var af sted uden børn, må jeg tilstå, at jeg om ikke ignorerede, så i hvert fald nøjedes med at skimme, stativerne med børnetøj. I stedet gik jeg målrettet efter noget, jeg kunne pifte min egen, kummerlige garderobe op med.

Der var mange ting, jeg gerne ville have gået derfra med, men jeg har hørt noget om, at det er dårlig stil at nole kollektionsprøverne (eller noget som helst andet, for den sags skyld), så jeg skrev en mental ønskeseddel og satte mig for at vente tålmodigt på, at de forskellige styles ramte butikkerne.

Det, der imidlertid sker, når man primært arbejder hjemmefra (som mig) i en søvnig forstadsagtigby (sør'me også som mig) og i øvrigt ikke har en krone (hej, mig!), så er tøjbudgettet et af de nemme steder at skære ned. Nu har jeg aldrig brugt sindssygt mange penge på tøj, men jeg vil vove at påstå, at jeg ville bruge flere penge (eller føle, jeg blev nødt til at bruge flere penge, om ikke andet), hvis jeg rent faktisk kom ud blandt mennesker, som på en helt normal arbejdsplads. Misforstå mig ikke - jeg er både badet og påklædt, når jeg sætter mig ved computeren derhjemme, klar til dagens dont, men eftersom jeg kun er mig, er jeg en kende ligeglad med, om mine bukser er de samme, som dem jeg havde på i går. (Eller i forgårs, eller dagen før det). Naturligvis sker det også, at jeg skal på kontoret (og det kommer jeg i øvrigt til at skulle noget mere om et stykke tid. Hurra), og så gør jeg mig alt andet lige lidt mere umage, men generelt er tøjbudgettet blevet slanket noget.

Lækkert indhold i goodybag. Tørklædet har jeg voldbrugt, siden jeg fik det

Glæden var da også så meget desto større forleden, da posten kom med en pakke fra VRS. Med en kjole, en nederdel, en fin jaket og et par sandaler. Sooooh fine. (Og nej, I får ikke et billede med det på. Jeg er som sagt ikke modeblogger, og mine hofter kan i øvrigt efterhånden heller ikke være på et billede. En lang vinter fyldt med chokolade har sat sine spor).

Fint tøj

Close-up af fint tøj

Jeg har allerede taget kjolen og jakken i brug. Kjolen er lidt til den store side, selv om jeg valgte en størrelse mindre end normalt, så jeg synes, den bliver pænest med et bælte i taljen. Jakken er fantastisk og kan bruges til både jeans og en nederdel. Jeg er helt klart fan. Og som et resultat har jeg fået ryddet ud i garderoben og fundet en kæmpe stak tøj, jeg ikke længere bruger (eller vil komme til at bruge). Det er røget videre i systemet, og selv om man så skulle tro, at jeg pludselig havde god plads i skabet, er det desværre ikke tilfældet. Alligevel synes jeg aldrig, jeg har noget at tage på - bortset altså lige det nye fra VRS ...

fredag den 24. april 2015

Paris i børnehøjde

Som den opmærksomme læser eller måske bare den læser, der også følger med på Instagram vil have opdaget, har Øglen og jeg været ude at rejse. Vi har været en smuttur i Paris; en tur, der blev lovet for ret præcist et år siden, da jeg netop var hjemkommet fra 'pigetur' med svigerinde og svigermor, og Øglen fortørnet bemærkede, at hun da sådan set også var en pige - så hvorfor skulle hun blive hjemme ved drengene?! "Barnet har en pointe", tænkte jeg, så jeg lovede hende en tur til Paris til "næste år - inden du skal i skole, lille skat". Det føltes ret gratis at love - et år er lang tid - men tiden har det jo med at gå. Og eftersom Øglens hukommelse kun er marginalt dårligere end en elefants, har hun jo ikke et sekund glemt, at vi skulle af sted. (Ikke, at jeg ville have hende til at glemme det. Bevares! En tur til Paris - oven i købet med indlagt alenetid med ældstebarnet - er bestemt ikke at kimse af).

Halløj, dit lange skur! 

Jeg bestilte billetter og hotel i januar og havde håbet på at finde nogle fede (læs: billige) deals, men det gik ikke helt efter planen. Heller ikke selv om vi fløj med EasyJet - deres billetter var stort set på niveau med dem fra SAS, sådan rent prismæssigt. Til gengæld var afrejsetidspunkterne bedre. Hotellet blev valgt udelukkende med tanke på beliggenhed. Komforten er naturligvis også vigtig, men eftersom jeg skulle være af sted med en 6-årig i et begrænset antal dage, vægtede jeg altså en central placering højere. Jeg overvejede Air B'n B et kort øjeblik, men gik væk fra det igen - primært fordi jeg er doven og ikke gad bruge tiden på selv at lave mad. Hvilket jeg ville føle mig mere 'forpligtet' til, hvis der var et køkken at lave det i.

Men altså. Hotel it was. Et 2-stjernet et af slagsen, som - opdagede jeg aftenen inden afrejse - havde fået horrible anmeldelser på nettet. Så jeg nåede lige at blive svedt, men dem, der har skrevet anmeldelserne, må enten have været i et ondt lune eller særdeles uheldige, for jeg (og Øglen) var yderst tilfredse. Det lå et stenkast (et rigtigt et. Selv med vatarm. Ikke sådan et ejendomsmæglerne bruger) fra Notre Dame, og det kunne ikke have været nemmere at komme dertil fra lufthavnen: Ombord på et TGV, af på St. Michel/Notre Dame, og ca. ét minuts gang. No kidding. Hvilket var alletiders, for selv om Jarl (som vores kuffert af uransagelige årsager blev døbt af Øglen tidligt på turen) er forholdsvis handy, vejede han alligevel godt til.

Ok. HELT så tæt på var hotellet heller ikke. Men det var lige ved ... 

Vi tog af sted tirsdag morgen og var hjemme igen fredag eftermiddag, og det var faktisk meget rart at komme hjem til en weekend, så vi alle fire kunne hænge en masse ud og fortælle om hver vores oplevelser, inden hverdagen begyndte igen. Hvor arbejdseffektivt det var at være væk i fire hverdage, kan vi så tale om i et andet indlæg. Når arbejdsbunkerne er skrevet i bund, og der er tid til fritidsskribleri igen. (Dette indlæg er en undtagelse, mkay?!)

Jeg havde med vilje ikke haft så store ambitioner i forhold til at se hele Paris, og to do-listen var derfor ikke så lang. Eiffeltårnet (but of course), Champs Elysée (primært pga. Disney-butikken), en gåtur i Marais og masser af is. Det var det, vi skulle nå. Jeg valgte at gemme Montmartre til en anden gang - der er grænser for, hvor meget man magter, når man er 6 år og 'kun' har 2,5 dage til rådighed.

Når nu man ikke har været på Bisbebjerg Kirkegård og fotografere de temmelig populære sakura-træer, der holder til der, så må den her fætter fra Tuilerierne træde i stedet for. Helt uden filter og beskæring og hashtags

Vi nåede alle punkterne på listen, og derudover fik vi også betragtet Louvre udefra (tak til dem, der har lagt en legeplads tæt på, hvor 6-årige kan drøne omkring og have en fest, mens mutti beundrer arkitektur, pomp og pragt. Og sveder), slappet or'nlig sygt af i Tuilerierne (idyllen var komplet med læsning (moi) og tegning (Øglen) under et blomstrende kirsebærtræ), talt hængelåse på Pont des Arts (Øglen stoppede med at tælle ved 147, da hun havde nået sådan cirka 2 kvadratcentimeter), hængt ud på Place des Vosges, slentret rundt i latinerkvarteret og selvfølgelig besøgt naboen, Notre Dame (hvor vi oplevede en lille bid af en messe. Meget meget fint). Vi nåede også at spise crêpes (med Nutella. Ahem) ved Seinen til aftensmad en dag, smugle chips med op på hotelværelset, selv om man ikke måtte spise deroppe, være lidt street-agtige til noget skater-halløj, se Anders And på Youtube, shoppe (primært til Øglen - hun syntes pudsigt nok, at det var kedeligt at se på noget, der ikke var til børn), være på indtil flere legepladser, og meget meget mere. Vi havde 25 grader alle dage, så vi fik hurtigt købt et par sandaler til den unge dame.

Yderst vellykket selfie. Eller noget. I øvrigt turens eneste Starbucks-kaffe, hvis man ser bort fra den, jeg spenderede mine absolut sidste euro på, da vi landede i Kastrup ...

På skrift kunne det måske godt lyde som om, vi har haft travlt. Men det var faktisk ikke tilfældet. Vi tog det hele i adstadigt tempo, omend vi var noget trætte særligt onsdag aften, hvor vi havde gået fra Eiffeltårnet til Champs Elysée, hele vejen ned til Tuilerierne, forbi Louvre, ned til Palais Royal (fordi jeg blev momentært højre-/venstreblind og guidede os den forkerte vej), over Pont des Arts og tilbage til hotellet - en tur på godt og vel 10 km, hvis jeg skal give et slag på tasken. Ikke uden pauser (eller is), naturligvis, men stadig en lang tur for små ben. Hvis ejer tog det i stiv arm det meste af vejen, selv om hun ikke var imponeret, da vi gik forkert. Men det var jeg sådan set heller ikke, så deeet ...

Smukke Place des Vosges

Det er bestemt ikke sidste gang, jeg har været alene på storbyferie med ældste afkom. Det gik over al forventning, og yngste skud på stammen havde haft en fest med HDD og ikke savnet os så meget som et sekund. Når han ikke var i børnehave, boltrede han sig i Den Blå Planet, til dronningens fødselsdag og i det lokale legeland, så han havde også fået et skud ferie-feel. Det hjalp lidt på mit savn til ham at vide, at han havde det skønt (og at han levede i bedste velgående uden min hjælp :-))

Én af de ca. 1.800 karusseller, Øglen prøvede, mens vi vadede Paris tynd. Og denne her var særlig populær, eftersom karussel-chaufføren (eller hvad han nu hedder, ham, der styrer) gav en slikkepind ...

Jeg er imidlertid blevet klogere på nogle ting, så næste gang den står på storbyferie med en 6-årig (eller 7-årig. Som nok er det mest realistiske. Vi har pænt meget på tapetet for det næste halve år, og en storbyferie indgår hverken i tids- eller budgetplaner) vil jeg helt klart have et sammenklappeligt løbehjul med. Faktisk var vi ude at købe et af slagsen til hver af ungerne dagen efter, vi kom hjem - lidt på bagkant, men det kan jo heldigvis også bruges i en dansk forstad. Afstandene i Paris er så store for små ben, at det ville have været rart med et par hjul under dem i ny og næ.

Jeg vil også sørge for at planlægge måltiderne bare en anelse bedre. På vores tur glemte vi af og til, at vi var sultne, indtil vi var så sultne, at det ikke var sjovt. Så derfor stod den ofte på hurtige løsninger, hvilket kan være fint nok, men med lidt planlægning kunne det være afhjulpet.

Selv om jeg var glad for vores hotel, vil jeg måske overveje Air B'n'B en anden gang. Et lille køkken ville faktisk have været udmærket ud fra et økonomisk synspunkt, så vi kunne have forberedt en lidt mere nærende morgenmad, end et boulangerie kunne give. Eller en snack-pack til dagen. Man behøver jo ikke lave aftensmad, bare fordi der er et køkken.

Der er sikkert en masse, jeg har glemt, men pointen er, at vi havde en dejlig tur. Humøret var højt hele vejen igennem, og flyveturen (som var første gang for Øglen) blev taget i stiv arm. Og hvis man var blevet en kende mat i betrækket efter strabadserende fredag efter syv timer på farten, blev det lynhurtigt glemt, da verdens flinkeste dame i Kystbanen gav Øglen en gigantisk Dumle-karamel i pap - fyldt med rigtige Dumle-karameller. Damen foreslog, at Øglen kunne dele med børnehaven, men da de kører en slikfri politik, er der blevet delt ud til børnene på vejen i stedet. Og der er stadig masser af karameller tilbage.
Det ER svært at konkurrere med så stor en karamel. Især når den så godt som kommer ud af den blå luft. God karma på Kystbanen - tak for det! 

Nu, hvis man spørger Øglen, om hun havde en god tur til Paris, er det første, hun fortæller, at hun fik en kæmpe-karamel. Lidt ligesom begge reptiler i december fortalte børnehaven, at det sjoveste, de havde lavet på vores weekend i Berlin, var at se en rotte. Jowjow. Jeg vælger dog at tro på, at vores tur ikke har været forgæves - selv om Dumle bliver fremhævet frem for Eiffeltårnet ... :-)

Tips til andre, der overvejer en storby-sviptur med barn/børn:
  • Lad være med at planlægge for meget. Ungerne (eller. Min unge, om ikke andet) kan alligevel ikke rumme så meget info. Og havde det lige så hyggeligt med en skitsebog og en kuglepen under et blomstrende kirsebærtræ, som hun havde i Eiffeltårnet. Og var i øvrigt noget mere begejstret for udsigten til frokost på McD (shoot me!) en af dagene end den faktiske udsigt til Triumfbuen.
  • Husk noget, I kan lave sammen. Ventetiden i lufthavnen (og i flyveren, for den sags skyld) kan godt føles lang. Jeg havde pakket vendespil, Otto Er Et Næsehorn til højtlæsning, en masse Pixibøger og male-/aktivitetsbøger. Og indkøbte både malebog, farver og skak (ja. Skak. Efter Øglens udtrykte ønske. Elsker hun er blevet stor nok til at spille spil, jeg også synes er sjove) i Paris. iPaden var også med, og den blev brugt om aftenen, når vi begge var trætte. Men i løbet af dagen hyggede vi os med at lave ting sammen i stedet.
  • Bo centralt.
  • Lad være med at tro, at der er masser af tid (eller tålmodighed, nok nærmere) til at snuse i små, listige butikker. Heldigvis (eller skulle man sige desværre?) havde jeg ikke sat næsen op efter at komme hjem med Jarl fuld af shopping, og det var ret rart ikke at have en masse must go to-butikker at rende rundt efter.
  • Overvej at tage et løbehjul med (se ovenstående)

onsdag den 22. april 2015

Om kollektiv trafik


Alle – måske lige med undtagelse af dem, der sælger biler – vil gerne have os til at bruge den kollektive trafik noget mere. Fint med mig. Jeg kører sjældent i bil selv (er til gengæld en flittig passager), og skal jeg noget, tager jeg typisk toget eller bussen. Som nu i dag. Hvor jeg var med først ét tog, så et andet og til sidst en bus. Og hjem igen samme tur, bare i modsat rækkefølge. Jeg skal ikke komme nærmere ind på, hvad jeg skulle spendere på dét (ok, så. 585 bobs), men der var også et bælt, der skulle krydses to gange, så helt urimeligt er det vel ikke. Eller hvad?

Anyways. Det var ikke de horrible priser på offentlig transport, vi skulle snakke om. Vi skulle snakke om, at det i grunden er en ganske glimrende form for transport (selv om toget trumfer bussen til enhver tid, hvis man spørger mig). Alligevel er der plads til forbedring. I dag alene tillader jeg mig at uddele mentale lammere til:


-       Damen (ja. Damen. Et godt stykke over de 40), der facetimede i bussen. Uden høretelefoner. Og havde en lang snak om tunge ting som ægteskabelige udfordringer og andet godt. Det er synd for dig. Men der er ingen grund til at tage samtlige af dine medpassagerer som gidsler ved at tale så højt, at ingen kan undgå at lytte.

-       Manden (ja. Manden. Et godt stykke over de 40), der spiste hele sit McD-måltid i IC3-toget. Inkl. McFlurry. Jeg er sikker på, at du var sulten. Og at det smagte godt. Men der var mad über alles. (Og jeg var megamisundelig. I virkeligheden var din brøde sikkert ikke så stor, men når man er sulten, tager man de fleste ting mere nært).

-       Tog, der er fuldstændig overproppede, så man må stå op det meste af vejen. Når det, man i virkeligheden havde brug for efter en lang dag var et bord, man kunne hvile sig bare lidt ved. OK. Strengt taget kan det her punkt helt undgås ved at købe en pladsbillet. Sådan en havde jeg ikke, fordi jeg ikke vidste, hvornår jeg skulle hjem. Lesson learned – herefter bliver der planlagt nøje.

-       Buschauffører, der nægter ungersvend at komme med bybus (ja. Bybus), fordi den billet, han troede, var en heldagsbillet, åbenbart ikke var det alligevel. Jeg ved det godt – regler er til for at blive overholdt, og billetter er til for at blive købt. Men når nu staklen ikke havde nogle kontanter, og bybussen (!) kun kører hver halve time, så synes jeg måske godt, man måtte have været lidt lempelig. Desværre havde jeg selv nul kontanter; Ellers havde jeg sq købt ham en billet, så han slap for at lede efter kontanter (good luck) på herrens mark.

-       Internet i tog. Eller rettere: Manglen på internet i tog. Det virker jo seriøst aldrig! Kom. Nu. Ind. I. Kampen.


Dagens lammere, mine damer og herrer. I virkeligheden slet ikke så mange, som man kunne frygte efter 12 timer på farten, hvoraf 7-8 af dem blev tilbragt i den kollektive trafiks varetægt. Og det meste blev heldigvis opvejet af det fantastiske vejr , de søde fynboer, nye samarbejdspartnere, kaffe med savnet veninde og bare et lille indhug i bjerget af arbejdsopgaver. Nu er jeg hjemme igen. Og i gang med mere arbejde. Det er straffen for at dandere den i Paris med Øglen i 4 dage, hvor jeg ellers burde havde været flittig. Mere om dén tur i et andet indlæg.

mandag den 6. april 2015

Punktformspåske

Antal:
  • Feriedage i alt: 10
  • Feriedage brugt hjemme: 5
  • Feriedage brugt vestpå: 5
  • Måltider indtaget: 80.000 
  • Påskeæg konsumeret (børn): 12 milliarder
  • Koleriske sukkerchok: 1 (Varanen. Og det var vist i virkeligheden 'bare' træthed) 
  • Legeaftaler: 4 (gæt, hvad vi har brugt vores hjemmedage på) 
  • Timer tilbragt i solen med bog og kaffe: 4
  • Bøger læst: 1 (en hel bog. Sgu!) 
  • Nætter med latterlig dårlig søvn: 9 (børn, der roterer i dobbeltsengen borger for virkelig sløj søvn) 
  • Aha-oplevelser: 1. Men den var til gengæld også stor. Efter mange års kommen og gåen på Louisiana, er det gået op for mig, at Børnehuset ikke kun begrænser sig til én etage, men rent faktisk spreder sig over hele tre. Og de to andre er meget sjovere end den øverste. Der kan man bare se 
  • Propper i ørene, der ikke vil gå væk: 1 (shit, det er irriterende) 
  • Kilo taget på: 54. Mindst
  • Gange, vi har gjort rent: 2 (på 10 dage. Det er vildt og cwazy!) 
  • Omgange vasketøj kørt i maskinen: 9.014
  • Oldgamle Pixi-bøger fundet på Mår-forældres loft: 45
  • Virkelig scary dukker fundet på Mår-forældres loft: 8 (og nogle af dem havde fået gnavet ansigtet af. Gjorde dem ikke mindre scary) 
  • Kasser med virkelig gamle, meget ubrugelige ting fundet på Mår-forældres loft: 4 
  • iPads benyttet: 0. Sprængte popularitetsskalaen for forældre nedad, da det gik op for reptilerne, at deres iPads ikke var kommet med til Mårmor og Mårfar. Og at det var helt bevidst. Men det var sjovt, som de glemte det i en fart og i stedet legede sammen i nogenlunde fred og fordragelighed. I hele fem dage. Og i øvrigt blev ved, efter vi kom hjem
  • Kopper kaffe indtaget: 9.114 
Ikke, om jeg fatter, at vi lige har brugt 10 fridage. Seriøst - hvor blev de af? Og hvad skete der med alle mine intentioner om at få gang i bloggen igen? "Når jeg har fri, SÅ melder inspirationen sig. Og lysten til at skrive. Med garanti." Øhm nej. Åbenbart ikke. Jeg er stadig uinspireret, og derfor bliver I spist af med en omgang punktformspåske. Som har været både sød (i ordets bogstaveligste forstand. Sukker-overload i lange baner) og god. Og afslappende på alle måder. Der har været legeaftaler en masse, hele 5 dage hos Mårmor og Mårfar (hvor der oven i købet var tid til at stene i solen. Helt uden børn, fordi de var på verdens længste gåtur med Mårfar. Uden at brokke sig et sekund?!), påskebrunch og gåtur i skoven hos Farmor og fri leg i haven. Beskidte børn, der var alt for længe oppe og afslappede (dovne?) forældre, der syntes, det var ok.

Nu kalder hverdagen igen. Ungerne glæder sig til at se deres venner i børneren, men gad godt have mere ferie. Det gad jeg også godt. Heldigvis er denne uge et skridt nærmere weekenden allerede fra start, så helt slemt er det ikke. Og i næsten uge sniger Øglen og jeg os i øvrigt til endnu en ferie, så mon ikke vi lige klarer en uge med hverdag ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...