fredag den 28. august 2015

Keep on trucking

Hverdagen trucker derudad, og jeg trucker med. På en eller anden måde er der gået en uge, siden jeg sidst tjekkede ind her på bloggen, og det betyder, at der er en uge mindre i pendlerland. Jeg begynder så småt at forstå al den snak, der er om Kystbanen og dens utidige kørsel - det er ikke sjældent, jeg har oplevet forsinkede, forkortede og endda helt aflyste tog. Nu er jeg jo heldigvis i den situation, at mine ærinder ikke haster mere, end de jawer (som vi ville sige hjemme i Jylland), men har man en chef, man skal stå til regnskab for, kan jeg dæleme godt se det ekstrabelastende i tog, der ikke kommer. Særligt ham, der var mere end tre kvarter forsinket på sin første arbejdsdag på en ny arbejdsplads, på trods af at han var taget af sted i ekstra god tid (ja, jeg kom så til at lytte lidt til hans telefonopkald - det er svært at lade være, når man står som sild i en tønde i kupéerne), kunne man godt få lidt ondt af.

Det kan godt være, at Kystbanen er utidig, men den kører pænt, om man så må sige

Nå. Men det går. Og jeg forsøger at få arbejdet så meget, som tiden tillader det. Og blogget. Ahem. Og rakker-tilværelsen med en computer under armen og en greenie i tasken (ja, jeg er begyndt at drikke min frokost. Hver dag. Undtagen når jeg ikke lige kan overskue det - så snupper jeg som regel en proteinshake i stedet. Det er ikke spændende, men det er dæleme nemt, og Bibliotekspolitiet har ikke brokket sig over min shaker endnu. Og så har det haft den dejlige sideeffekt, at jeg pludselig kan passe meget af mit tøj igen efter et par år, der har været mere end almindelig meget laissez-faire på mad-måden) bliver alt andet lige lidt mere spændende, når søde mennesker tilbyder husly og hyggeligt hjemmekontor den ene dag, og man skal mødes med en af verdens tre sjoveste mennesker til frokost en anden dag. Og i øvrigt har andre, fine aftaler på spring i den kommende uge.

På vej til gårsdagens hjemmearbejds-aftale. I silende sommerregn. Slet ikke dårligt

Desværre betyder rakker-tilværelsen også, at det er nemt at overspringshandle pænt meget. For det er jo synd for mig, at jeg sådan rakker rundt, eggå, og desuden er Bibliotekspolitiet ikke helt så large, hvad angår telefoninterviews, som de er med proteinshakes. Så arbejdsopgaverne bliver af og til trumfet af lidt seriøs webshopping, der rækker noget ud over den daglige kop kaffe fra 7-Eleven, som jeg fanger i det sekund, jeg stiger af toget. Shoppingen har indtil videre resulteret i en bog (arbejdsrelateret, så den er ok. Faktisk), en hel del nyt tøj til den ældste - hej skolegarderobe! - og, hov!, også en sjat til mig. Kan vi ikke også kalde dén for skolegarderobe? Jeg henter jo i skolen hver dag, såeh ... Nej? Nå. Derudover er der også blevet indkøbt gear til husstandens kommende 4 års-fødselsdag, hvor hovedpersonen har insisteret på at få hele børnehavestuen hjem. Til minions-fest. Intet mindre. Ved ikke lige, hvordan jeg skal greje menuen (for jeg tænker, at det ikke er i orden udelukkende at servere bananer? Eller ting, der smager af banan?), men jeg finder forhåbentlig på noget. Snart.

Madpakke. Version #25. Sådan cirka. Og ja - jeg synes stadig, det er hyggeligt at lave dem 

Så dagene går. Med en blanding af arbejde, shopping, kaffe og transport. Og alle er stadig trætte, når vi kommer hjem - selv Varanen, der i virkeligheden er den, der bliver mindst påvirket af hele den nye logistik. Han kan stadig sove længe, blive afleveret omkring kl. 9 og hentet igen til sædvanlig tid omkring kl. 15. Men alle er til gengæld også glade og kører på en slags Nyhedens Interesse-energi både mht. transport og skole. Glad er godt, og apropos glæde, så kommer iPad'en hjem fra 1,5 måneders ferie i dag. Og kommer til at lave en ugentlig gæsteoptræden i ungernes tilværelse fremover. Så i dag bliver mediemekka for de yngste - iPad'en kommer hjem, der er Disney Sjov, og så - *fanfare* - er Versus jo begyndt igen. Til stor begejstring for den 6,5-årige. Jeg forudser firkantede øjne (og sukkerchok) i aften. Men hey - det er weekend, og så kan man klare det meste!

God weekend, allihop - håber, den bliver fyldt med godhed. Det er i hvert fald, hvad jeg har planlagt at fylde i min.

fredag den 21. august 2015

New normal


Vi er godt i gang med hverdagen, og selv om jeg godt vidste, at den ville komme til at se temmelig meget anderledes ud for os alle sammen efter sommerferien, tror jeg ikke, jeg havde gjort mig helt klart, hvor anderledes.

Hyggelig skyggeplet i haven fra en minipicnic med ungerne i sidste uge

Fra at have en hverdag, hvor det var sådan lidt lige meget, hvornår jeg og ungerne stod op (”Er I trætte? Jamen, så sover I bare, til I vågner”), fordi jeg jo arbejder hjemme, og det derfor var om ikke hip som hap, men i hvert fald temmelig fleksibelt, hvornår jeg skal sidde på min pind, har vi nu lige pludselig ét stk. skolebarn, der død og pine skal stille i skolen kl. 8. Det er der jo ikke noget odiøst i – her deler vi skæbne med stort set alle øvrige skolebørnsforældre – men når man så krydrer med, at hun skal stille kl. 8 i en skole, der ligger 45 minutters kørsel væk*, så bliver det pludselig … interessant.

Det betyder, at vi er gået fra at dalre ud af døren, som det passede os, til et sandt militært regime, hvor Øglens absolut seneste vågnetidspunkt hedder 06.35. Hvilket giver hende nøjagtigt 20 minutter til at spise morgenmad, få tøj på og rede hår. Det forudsætter naturligvis, at madpakken står klar, så jeg forsøger at vænne mig til at stå op ca.0 6.15 for at fikse dén del (fordi jeg af uransagelige årsager er bedre til at klare madpakker kl. meget tidligt om morgenen end den foregående aften) – og for ikke at stresse alt for meget rundt, når Øglen står op. 

06.55 vinker jeg farvel til Øgle og HDD (hvis Varanen er stået op, vinker han med), og så begynder næste etape hverdag. Som regel snyder Varanen og jeg os lige til et kvarters tid under dynen med en bog og et par krammere, før den står på morgenmad, endnu en madpakketilberedning med Varanen som kompetent hjælper (denne gang til mig – af en ganske anden karakter end Øglens, hvilket betyder, at der ikke er noget vundet ved at forsøge at samkøre de to processer), bad og tøj. Jeg forsøger at få afleveret Varanen mellem 8.30 og 9, hvorefter jeg tager toget til skolen og finder en café eller et bibliotek i nærheden, så jeg kan få arbejdet, inden Øglen får fri 13.40, og vi skal med tog og bus hjem.

Flydende frokost i det grønne

Farmor har (letsindigt) tilbudt at hente Varanen nogle dage, og de dage får Øglen selv lov at bestemme, om hun har lyst til at blive i SFO’en og lege, eller om hun vil med hjem med det samme. De dage, hvor hun og jeg skal hente Varanen, bliver vi nødt til at tage af sted med det samme, hun har fri. Eller næsten med det samme. Så passer det med, at vi er i børnehaven omkring kl. 15. Eftermiddagene går på samme måde, som de altid har gjort – nu med en kende trættere børn – og puttetiden ligger i øjeblikket væsentligt nærmere kl. 19, end den har gjort i et godt stykke tid. Alle er simpelthen så trætte, og det er der egentlig ikke noget at sige til.

En af de ting, jeg har sværest ved at vænne mig til i denne, vores nye hverdag, er, at huset ser ud på nøjagtig samme måde, som da jeg forlod det om morgenen, når jeg kommer hjem. Det skulle da lige være, at den havregryn, nogen spildte (og nogen andre ikke lige fik tørret op) nu er tørret til en cementlignende substans, det kræver en vinkelsliber at få af.  ”D’uh”, vil den inkarnerede udearbejdende sige. Selvfølgelig gør det dét! Men sagen er jo bare den, at jeg i 3 år har været vant til, at selv om der lignede Jerusalems ødelæggelse, når jeg tog af sted med ungerne, så var jeg hjemme igen efter 20 minutter og kunne lige tage det værste. Og så kunne jeg ellers små-rydde op i løbet af dagen. Det betød, at der altid så i det mindste nogenlunde hæderligt ud, når det var tid til at hente – eller at der som minimum var sat en vask over. Nu? Nada. Alt flyder. Og pludselig skal jeg til at vaske tøj om aftenen?! Pfffft, siger jeg bare. Det gider jeg sqda ikke. Der vil jeg se Netflix fra en komatøs position på sofaen. Eller læse bøger og spise slik. Nå. Den udfordring løser jeg nok på et tidspunkt – fx ved at købe mere tøj, så jeg ikke behøver vaske så tit?

Aftensæt. Til at opveje den sunde frokost.  (der er i det mindste LIDT grønt i ...)

Nåja. Og så er der også lige det der med arbejdsmængden. For som den kvikke læser sikkert kan regne ud, så levner pendlertilværelsen ikke uanede timer til dén slags trivialiteter. Så det skal jeg OGSÅ lave om aftenen. Sammen med tøjvasken. Jamen altså! Godt, der kun er 2 måneder, til logistikken bliver lidt sjovere at danse med. Indtil da nyder jeg, at Øglen stadig stortrives i skolen (om end hun er blevet fældet af en omgang opkast og var sat ud i spille en enkelt dag. Men så har jeg da også prøvet at bruge besked-funktionen på det både berømte og berygtede ForældreIntra. Og fundet ud af, at jeg i stedet burde have brugt Kontaktbogen. Og i øvrigt glemte at advisere SFO'en), og at vejret indtil videre har været helt og aldeles fantastisk. Hvilket gør rakker-tilværelsen med computer og frokost under armen væsentlig mere spændende …


*Det er ikke nogen permanent ting, det med de 45 minutter. Det er bare means to an end i et par måneder …

fredag den 14. august 2015

Om perfektion – eller noget, der kommer tæt på


Hverdagen er en sjov en. Lige så rugbrøds- og hamsterhjulsagtig den kan være, lige så fantastisk kan den vise sig. I de små ting som det at have god tid til at gå hjem fra børnehaven, i lange morgener, højtlæsning, syngende børn, solskin og andre hverdagsting, der er lige til en reklame for Rynkeby.

Ud i det blå 

Og hverdagene er jo, på godt og ondt, dem, der er flest af. I hvert fald i vores familie. Det er ikke dem alle, der tåler at se dagens lys, og visse af dem er mere leverpostejsagtige end andre, men jeg tror godt, jeg tør vove at påstå, at der aldrig går en dag, hvor der ikke er glæde i et eller andet format. Hvor ungerne får et kys og et kram, hvor vi smiler og griner sammen, hygge-driller og/eller får en god snak om dette eller hint. Men træerne vokser jo heller ikke ind i himlen, og alle de små, idylliske lyspunkter er som regel blandet med lidt tilfældig vrissen, generel træthed, sukken over, hvorfor det mon var nødvendigt at vælte koppen med vand hele TO gange. På tæppet. Inden for 3 minutter. Og så fremdeles.

Altså lige bortset fra i går. Som var så tæt på perfekt, som det kommer. Og det er faktisk meget heldigt, for det var nemlig Øglens første skoledag – en dag hun forhåbentlig kommer til at huske (for noget godt, altså) i rigtig rigtig lang tid. Og hvis det ikke er tilfældet, er hermed et blogindlæg til at agere hukommelse for hende ...

Spændt (selv om forældrene muligvis var endnu mere spændte. For "jeg har jo været derovre mange dage i SFO, mor" ...

Den første skoledag varede kun to timer. HDD havde taget fri, og efter en rolig morgen med hygge og masser af tid til leg, blev Varanen afleveret i børnehaven. Øglen, HDD og jeg fik en forfriskning på vejen til skolen, for Øglen havde ondt i maven. Jeg gætter på, at det var de famøse sommerfugle, der var på spil.

Vel ankommet på skolen tog vi plads sammen med de andre nye forældre i gymnastiksalen og lyttede til en fin velkomsttale fra rektor og en sang fra 3.-4.-klasserne, der i dén grad gav mig lyst til at vande høns. Selv om jeg i virkeligheden ikke er alt for vild med børn, der synger i flok, så var de bare så søde, og det hele var så højtideligt, og Øglen var helt tryllebundet, og … *tuuuud* (Jeg holdt mig i skindet. Modsat en del andre mødre, så jeg bagefter. Så kunne jeg jo godt bare have givet los ...)

Bagefter skulle nulte-klasserne ringes ind. Øglens skole er en gammel en af slagsen med mange fine traditioner, og en af dem er altså, at alle nye elever skal ringe sig ind på skolen. Og ud igen efter niende. Jeg synes, det er en rigtig fin tradition, og det var hyggeligt at overvære børnene, der blev kaldt op ved navn, få klokken til at bimle og bamle på skift. Forældrene fik lov til at gå med op i klassen for at få nogle informationer (bl.a. om skolefotografering. I dag. Tal om at blive kastet ud i den dybe ende. Så skulle vi jo huske at udfylde alt muligt), før vi blev smidt ned i gården. Her kunne vi sludre med de andre forældre, drikke kaffe, gufle croissanter og udfylde de påkrævede sedler – og sør’me om vi ikke også nåede at gå en lille tur, få afsluttet et par hængepartier over telefonen og mærke solen skinne på os – i både bogstavelig og overført betydning.

Tilbage igen fik vi en glad, men træt Øgle i favnen. Hun var helt klar på frokost på Joe & the Juice (hvor vi i parentes bemærket også var umiddelbart efter hendes besøgsdag på skolen for nogle måneder siden. Så det er efterhånden også en tradition – om end lidt mere verdslig end den med klokken) og efter shakes, sandwich og sludren om skoledagen var vi parate til at hente den søde Varan, som lod sig lokke med hjem efter løfter om besøg på den lokale badestrand i det strålende vejr. Af uransagelige årsager har vi ikke været der før, hvilket må siges at være en stor fejl, for den er helt fantastisk! 

Det meste får selvfølgelig et positivt skær, når temperaturen nærmer sig de 25 grader, men selv på en køligere dag ville man ikke kunne komme uden om, at sandbunden var blød som en barnenumse, og at man kunne gå langt langt ud, uden at det blev dybt. I looove. Selv Varanen, der normalt er kendt som Barnet, Der Hader Vand, elskede det. (Lige indtil han snublede i det lave vand og fik hovedet under. To gange. Men han kom sig heldigvis hurtigt igen). Faktisk elskede vi det så meget, at vi også har været på stranden i dag. I mega-blæsevejr. Men det havde også sin charme.

Kom an, hav! 

Før Faldene

Efter en times plasken blev det nærmest for varmt at være der (totalt luksusproblem), så nogen fik en is, og så gik turen hjemad. Eller – i Netto for mit vedkommende, og da jeg kom hjem med poserne fyldt med grøntsager (hej sunde livsstil, der skal kompensere for de 1,9 kg slik, jeg kom til at købe i Arlanda forleden), var ungerne fordybet i mit gamle Fabuland. De legede, indtil det blev spisetid, og drengene hentede den sushi, Øglen havde efterspurgt forleden og fået bevilget i går. Hvis der er en dag, man skal have sushi, er det på første skoledag, synes jeg. Øglen og jeg fik 15 minutter i arm foran flimmeren imens, og da drengene kom hjem, blev sushien fortæret på terrassen i de sidste solstråler, før det begyndte at blive køligt.


Ingen billeder af sushien. Den blev spist hurtigere, end nogen kunne nå at fotografere ...


Putningen foregik i god ro og orden – og ungerne var oven i købet enige om, at de hellere ville have én lang bog end to korte. Store sager! Aftenen blev tilbragt i fred og fordragelighed foran flimmeren, hvor HDD og jeg skiftedes til glæde os over, hvor godt dagen gik. Og hvor godt det der skole nok skal blive. Efter vi var færdige med at panikke over, at vi nu er forældre til et skolebarn og dermed for alvor voksne!

Efter sådan en dag ville det være forventeligt – ja, oven i købet en form for acceptabelt – hvis i dag havde været helt gak, men nu, hvor klokken nærmer sig midnat, er det ikke sket endnu. Så jeg tillader mig at blive grådig og håbe på, at den perfekte hverdagsstemning fortsætter weekenden med. Og i hele næste uge. Og – hvis det ikke er for meget forlangt – 10-12 år. Eller endnu længere …

onsdag den 12. august 2015

Øhm ... Hej?

Jaøh ... Så gik der lige et par måneder. Det ved jeg sq ikke lige, hvordan skete, men eftersom sommerferien både er kommet og gået, og hverdagen er gået i gang igen, så er det jo nok rigtigt nok.

Bloggen plejer at agere hukommelse for mig, og da jeg ikke engang har et halvslattent kladdeindlæg at fremvise fra de forgangne måneder, står det sløjt til med at huske, hvad tiden i grunden er gået med. Men overskrifterne kan jeg da klare:

Først var der noget med en ferie. Som for Øglens (og dermed mit) vedkommende har varet 5 uger. Varanen nøjedes med 4 uger, og HDD er bundscorer med 3 uger. Men vi har hygget os! I en grad, hvor computeren kun er blevet åbnet for at arbejde en lillebitte mikrosmule (5 ugers ferie som selvstændig er ikke godt for forretningen, hvis man ikke som minimum forsøger at holde gryderne om ikke kogende, så simrende). End ikke Instagram har jeg formået at kunne opdatere - primært af den simple grund, at jeg har glemt det. Og ikke kunne bekvemme mig til at gøre det, når jeg af og til kom i tanker om det. Men nu kører vi igen!

Huset i den svenske skov, hvor noget af ferien er blevet brugt

Det ville være herresejt at sidde og spille hellig og helt "jeg er bare SÅ digital detox-agtig og opslugt af min familie i vores sommerferie, at jeg har glemt koden til min iPhone", men det er slet ikke der, vi er. Jeg havde bare brug for et break, og når man har det og derfor ikke opprioriterer sociale medier - sammenholdt med, at man holder ferie med to børn med krudt i bagdelen, jamen så giver det nærmest sig selv, at opdateringer er ikke-eksisterende.

Hvor mine egne digitale vaner måske lidt tilfældigt er blevet vendt en del på hovedet, så er ungernes blevet det samme - dog med fuldt overlæg. Der gik slet og ret alt for meget iPad i den - eller, jeg skulle måske i stedet sige efterspørgsel efter iPad i den. Særligt fra Varanen. Så da vi kom hjem fra vores Sveriges-ferie midt i juli (og vi voksne var alvorligt trætte af at høre om iPads i tide og utide og derfor havde rationeret den kraftigt - også i netværksløse Småland), tog iPad'en af sted på sin egen ferie. Der er gået til et unavngivet sted i huset, hvor den får lov til at feriere, indtil Varanen holder op med at spørge efter den. Efter alt at dømme sker det ikke foreløbig. Han synes, det er voldsomt uretfærdigt, at vi sådan har snuppet den, men sådan må det være - og pausen har givet ungerne SÅ meget sjov sammen. De leger som aldrig før, de finder på sindssyge ting og kan gemme sig væk sammen på værelset i timer. (Arj, ok. Ikke timer i flertal. Måske en enkelt på en god dag. Men det har bestemt også noget at sige!). Det giver flere konflikter end tidligere. Det kræver forældreinvolvering på højt plan. Det afføder hidtil ukendte mængder kortspil og højtlæsningsbøger. Men det er virkelig hyggeligt! Så iPad'en holder ferie et stykke tid endnu. Fjernsynet er straks lidt sværere at gemme helt væk, men det har kun DR's kanaler (og vist også et par svenske, der ikke er indlæst) - og af og til Viaplay, hvis ungerne er helt maste og trænger til at koble af med SvampeBob, eller vi skal se en film sammen. (Disclaimer: Det her er altså mens ungerne er vågne. Når de sover, går der totalt Netflix i den for de voksne).

Nå, men vi har jo også lavet andet end at læse højt og spille kort (er blevet præsenteret for sådan ca. verdens mest geniale - og simple - spil fra Djeco af min søde svigerinde, og begge reptiler er vilde med det. Og det er til at holde ud for voksne også*) i løbet af de 3/4/5 uger. Det meste af ferien er blevet brugt herhjemme med en masse praktiske gøremål, men det blev som nævnt også til hele 9 dage i det svenske sammen med ungernes kusiner og deres forældre. Uij, det var hyggeligt! Ungerne legede, som var de blevet betalt for det, og det var en fornøjelse hele vejen igennem. Selv vejret artede sig, og blåbærrene og kantarellerne piblede frem over alt og forsynede os med mere, end vi kunne spise - selv om jeg egentlig synes, vi var ret kreative og både fik kantarelpizza, kantarelpasta, kantarelgarniture, blåbæris, blåbær til morgenmad og blåbær til troldene. Der er faktisk - efter min ydmyge mening - ikke meget, der slår den luksusfølelse, det er selv at kunne gå ud og plukke de lækreste ting og sager i naturen lige uden for døren. Mmmm.

Resultatet fra en af de mange kantarelture

Lagkage de luxe kreeret af Svigerinden. Med selvplukkede blåbær og selvkøbte jordbær

Ud over at vælte os i selvpluk badede vi i nærliggende skovsø, spiste uendelige mængder lösgodis, drak god rødvin, gik ture og snakkede en masse. Og spillede spil, självklart. Og selv om jeg naturligvis kun kan tale for mig selv, nåede jeg faktisk at få en fornemmelse af at holde ferie, selv om der var fire børn, der skulle holdes styr på. Men det skyldes jo nok det faktum, at vi også var fire voksne - et feriekoncept, der i dén grad holder!

Mandag i sidste uge blev hverdagen så skudt i gang igen - og i stedet for at aflevere begge unger i børnehaven som vanligt, er det nu kun Varanen, der skal derover. For Øglen er nemlig begyndt i skole *indsæt selv gispen og målløst ansigtsudtryk* Eller, altså - skolen begynder først sådan for realz i morgen, men sidste mandag begyndte SFO'en for de nye nulte klasser, så ungerne kunne blive fortrolige med både stedet, lærerne og hinanden, før det går løs i morgen *indsæt selv gispen og målløst ansigtsudtryk. Igen* Jeg havde jo, som I ved, overvejet, om hun overhovedet skulle gå i SFO, men ekspertpanelet talte, og så må jeg jo lytte. Og ved I hvad - det virker bare som en HELT rigtig beslutning! Hun har fået en blid start med korte dage - samling er først 9.30 her i begyndelsen, og fra at være der hele dagen med hende den første dag, og fra 11.30 den næste dag, er jeg stille og roligt trappet lidt op, så jeg fx "først" kom 13.30 i fredags. Det, at jeg kommer, betyder imidlertid ikke, at hun så vil med hjem, og fredag fik jeg lov at vente helt til kl. på, at hun fik leget færdig. Men jeg venter gerne, eftersom jeg tænker, det betyder, at hun hygger sig. Og tiden ser ud til at være givet ret godt ud, for fra at trisse lidt genert rundt i begyndelsen af ugen og egentlig helst holde sig til mig, jernede hun rundt og legede fangeleg med 4-5 drenge i en time i fredags. Og syntes i øvrigt, jeg kom alt for tidligt!

Skovsø og skyporno

Det, at jeg får lov at vente på Øglen i skolen, betyder også, at jeg selv bliver mere fortrolig med lærerne og stedet. Og de andre børns navne, for den sags skyld. Det er dejligt og bekræfter mig kun yderligere i, at vi valgte helt rigtigt, da vi valgte lige netop dén skole til Øglen (altså lærerne og stedet. Børnenes navne har ikke rigtig noget at sige i den sammenhæng). Jeg ved godt, at det lige nu "kun" er nulte klasserne, der er der, og at meget kan ændre sig, når resten af skolen er retur fra ferie i dag *indsæt selv passende grimasse*, men lige nu virker det som om, der er et enormt overskud hos personalet. Og så er stedet simpelthen så skønt. Gammelt og slidt, men med sjæl - og så elsker jeg, at der er mulighed for at lave alt lige fra flagstænger i træ til perleplader og tegninger - hvis man da ikke vil spille spil, bygge med LEGO, eller lege og løbe rundt i skolegården (men sådan er SFO'er måske bare. I dunno). De andre børn virker desuden også rigtig søde - og forældrene med. Så jeg er fortrøstningsfuld, hvad angår de næste 10 år *indsæt selv ...* 

Paraglider ved Frederiksdal Søbad

Muuuuh!

De første par dage i denne uge har jeg været i Stockholm på arbejde, så HDD, der normalt hverken henter eller bringer (af logistisk nødvendighed snarere end ond vilje), fik en forsmag på hverdagslogistikken. For ikke nok med, at Varanen skulle afleveres som vanligt - Øglen skulle være på plads kl. 9.30. På skolen, der ligger et godt stykke fra, hvor vi bor lige nu. Det skal nok blive spændende, når den fra på fredag hedder kl. 8 - så har jeg hørt noget om, at vi deler os op.

Men NU har jeg vist også rablet længe nok. Ordene må have ophobet sig ganske uden mit vidende, så måske bloggerfrekvensen skal øges en smule fremadrettet. Det synes jeg i hvert fald kunne være ret så hyggeligt. Håber, der stadig er nogen, der læser med derude bag skærmene - og at I har haft en dejlig sommer.
*Vores spil er med dyrefamilier i stedet for eventyrfamilier, eftersom det var det eneste vores lokale legetøjsbiks havde. Men dyre-versionen fungerer også fint, omend ungerne craver eventyrversionen. Ender jo nok med at bukke under.

fredag den 26. juni 2015

Farvel børnehave!

I januar 2013 havde vi ikke boet i DNP ret længe. Vi havde pendlet et par måneder til og fra institutionerne i Kbh, og endelig havde ungerne fået en plads i hhv. børnehave og vuggestue. Det havde kostet store overvejelser og masser af research at finde frem til den rigtige institution, og bekymringen var til at tage og føle på - kunne det nu blive lige så godt, som det vi kom fra?

Nu - 2,5 år senere (eller noget, der minder om 5 minutter) - kan vi konstatere, at ja, det kunne det. Også i dén grad. (Vi udelader lige vuggestue-mellemregningen og en Varan, der blev flyttet - nu er det børnehaven, vi taler om).

I dag har det været Øglens sidste dag i børnehaven. For evigt. Og altid. (Og nutid og datid. Tak til MGP). Ikke om jeg fatter det. Ikke om jeg kan holde det ud. Heller ikke selv om anledningen - sommerferie og skolestart - overhovedet ikke er sørgelig. Men alligevel. Hun bliver så stor. Og det er selvfølgelig heller ikke sørgeligt, det er bare lidt vemodigt.

I går sad jeg og trawlede institutionens billeder af Øglen igennem og gemte dem på computeren for eftertiden, og så faldt jeg over et billede, der var blevet taget af hende, kort efter hun begyndte. Hun var lige fyldt fire og - syntes jeg dengang - kæmpestor. Men det var hun jo slet ikke. Hun var lillebitte. Og nuttet. Og havde mærkeligt hår og runde kinder. Og passede noget af det samme tøj, som Varanen render rundt i nu. NU er hun til gengæld kæmpestor. Vokser, som havde nogen givet hende Substral. Har solbrune kinder, en håndfuld voksentænder, der tilsyneladende også har fået vækstfremmer, og lange, lyse lokker. Elsker at klatre, løbe, gå på armgang (hun er stærk som en okse, mand. En ting hun HELT sikkert ikke har fra mig), tegne, danse, hulahoppe (nogen har erstattet hendes hofter med kuglelejer, mens jeg kiggede væk et øjeblik), fnise og lege - og meget meget mere. Hun er videbegærlig og spørger om alt mellem himmel og jord - og mere endnu - og er generelt bare SÅ klar til at komme i skole.

Pigen med det lange hår klar til at tage i børnehave for sidste gang. Hun havde selv bestilt frisuren, men forestillede sig formentlig, at min eksekvering var noget bedre, end tilfældet var

Det er bare mig, der ikke er klar. Til at forlade de trygge rammer, de velkendte ansigter og det sted, der bød os velkomne med åbne arme, da vi som helt nyslåede forstadsbeboere kom trissende med det dyrebareste vi har. Men det skal nok gå. Det var i hvert fald det, jeg sagde til Øglen i går, da det hen under aften gik op for hende, at i dag var sidste dag sådan for alvor, og hun græd de modiges tårer. (Hun har tilsyneladende arvet sin mors tendens til melodramatik og håndtering af 'så er det sidste gang, at ...') Og så skal jeg huske på, at Varanen fortsætter i børneren lidt endnu. Og i øvrigt skal derover igen allerede på mandag. Så mere sørgeligt er det jo altså heller ikke.

Jeg skal vist generelt tage mig selv lidt i nakken og huske på, at sidste børnehavedag ikke er en sorgens dag. Tværtimod er den begyndelsen på noget nyt og spændende, nemlig en skole, der virker intet mindre end perfekt. Og så kan jeg da i det mindste trøste mig med, at der er 9-10 år til, jeg skal sige farvel til dén institution.

Der var i øvrigt ikke spor af gårsdagens melankoli at spore hos Øglen i morges, da vi satte kursen mod børnehaven (for sidste gang. HULK!) med is i lange baner til stuen og cava, flødeboller, tegninger og et brev til pædagogerne. Og ved afhentningen var hun mere interesseret i at vise mig alle de ting, hun nu skulle have med hjem fra børnehaven, end i at dvæle ved, at hendes plads i garderoben var helt tømt. Hun fik krammet alle sine pædagoger helt flade, og så var hun videre med et nonchalent "Hejhej, god weekend!". Så det er vitterligt bare mutti, der skal tage sig sammen. Det gør jeg hermed. Fraaaa NU af!

onsdag den 24. juni 2015

Den vigtige søvn

For et par måneder siden blev jeg tilbudt at teste Futura Baldrian fra ... ja, Futura. Det er et naturligt kosttilskud, der skulle gøre det lettere at falde i søvn og sove roligt natten igennem. For et par måneder siden virkede det meget besnærende at få lidt hjælp til at falde i søvn, og jeg havde hemmeligt forhåbninger til, at der hoppede en au pair eller en Mary Poppins-agtig type op af et af pilleglassene, så vedkommende kunne være den, der stod for at lulle søvndrukne - men dog vågne - børn tilbage i søvn midt om natten. Det gjorde der sjovt nok ikke, men til gengæld er glassene fyldt med ren naturlighed - baldrian omtales af og til som 'naturens eget godnatkys' (hvilket egentlig lyder lidt ildevarslende, men jeg tænker, det er godt nok ment), fordi urten har så højt et indhold af valerensyre, der virker søvndyssende. Altså ingen hokuspokus, og det kan vi jo godt lide!

Nå, men det var dengang. Siden da - og faktisk i lang tid - er det gået rigtig godt med det der søvn. Jovist, Varanen vågner hver nat og kommer ind i dobbeltsengen, men han falder forholdsvist nemt i søvn om aftenen, og når han vågner om natten, er der ingen problemer med at få ham til at sove videre. Og dermed har jeg heller ingen problemer med at sove.



Altså har jeg faktisk aldrig fået testet tabletterne. Pinligt nok. Men jeg har hørt fra flere, at de virker, og de enkelte aftener jeg har svært ved at sove, vil jeg til at tage et par tabletter. Som det er lige nu, tager jeg imidlertid så mange kosttilskud (herunder magnesium, der også virker afslappende), at jeg ikke vil fylde på med flere.

Men hvem ved - det kunne jo være, at tabletterne hjalp på lysten til at gå i seng. Det har jeg nemlig store problemer med. Muligvis fordi jeg ser så mange serier. Læser bøger. Og en masse andet, der åbenbart tager så meget af min tid, at klokken altid bliver omkring midnat, før jeg tørner ind. Det er da et forsøg værd. Og så må jeg prøve at lokke HDD til at tage tabletterne på mere jævnlig basis. Han ligger nemlig ofte og vender og drejer sig, før han falder i søvn, så han kunne i dén grad have brug for det.

Hvis du har lyst til at få en gratis prøve på Futura Baldrian, kan du få det lige her. Selv tak - og sov godt!

Produktet er modtaget til test, men ord og holdninger er mine helt egne. Som altid.

tirsdag den 16. juni 2015

Mandags-mandag

I går startede bare fint. Og sluttede heldigvis også dejligt. Men på et eller andet tidspunkt mellem start og slut lykkedes det både Varanen at få næseblod (vildfaren øgle-albue lige i krydderen) og klemme venstre hånds lillefinger i Øglens dør i en grad, så jeg troede, at den var brækket. Både at dømme ud fra dens skæve, meget klemte udseende, og volumen på hans gråd. Naboen (der er sygeplejerske og heldigvis var hjemme) mente, at den skulle kigges på, så vi ringede til Akuttelefonen. Sidst, jeg Varanen havde behov for en vagtlæge, var der ikke noget, der hed 1813, så det var en ny oplevelse. Og selv om sygeplejersken i den anden ende var både sød og kompetent, var jeg ikke helt glad for at skulle vente i kø i 15 minutter. Men sådan er det jo nok bare. Vi fik en tid 2 (!) timer efter på det nærmeste hospital, så alle kneb måtte i brug for at aflede en meget ulykkelig Varan. Som skiftevis hikstede "Min finger vokser aldrig ud igen!", "SE! AL MIN HUD LØBER VÆK!" (nasty hudafskrabning, red.) og "Det gør så oo-hooondt, mor!"

End ikke en is hjalp på humøret, og den skål med koldt vand, jeg fik ham til at sidde og plaske i, gavnede kun i de 3 sekunder, den ikke væltede og gjorde ham helt våd. Gode råd var dyre, så jeg besluttede, at bestikkelse var den eneste vej frem. Første reaktion på spørgsmålet om, hvad han godt kunne tænke sig, var et grædende "Jeg ved jo ikke, hvad jeg må få!", men da det gik op for ham, at der var frit valg på alle hylder - også dem med slik - stilnede gråden lidt af. Og en håndfuld Matadormix senere i selskab med bildyne, kæleskildpadde og Dora the Explorer var humøret mærkbart bedre. Vi snakkede om, at han skulle til lægen, og da HDD kom styrtende hjem (hidkaldt fra reception), var humøret nærmest højt. Og det blev kun endnu højere af, at vi lovede en tur på "Makkedånners" efter visit hos lægen.

På skadestuen var der lidt ventetid, men begge unger klarede det fint, og Varanen var helt stoppet med at græde. Nu var det jo nærmest spændende. Han syntes i øvrigt også, at "det var heldigt, at jeg klemte min finger, mor, for så fik jeg jo slik, selv om det ikke er freeeeedag" (indsæt selv kluklatter).

Da lægen kom for at hente os, rendte han efter hende med et "Læge. Læææægø! Vil du se min finger?!", og inde til selve konsultationen fik jeg nærmest ikke et ord indført, fordi han selv fortalte hele sin lidelseshistorie: "Jeg klemte min finger i døren til Øglens rum! Og ved du, hvad så, læge? Så SKREG jeg!" Det gjorde ikke ondt på ham at blive trykket på - kun der, hvor han havde en hudafskrabning - så lægen konstaterede, at der ikke var noget brækket. Heldigvis. Til gengæld syntes hun, at Varanen var rimelig sød (det er han også, men i går var han nærmest sødere end normalt), og hun kunne ikke lade være med at grine, da han helt fortroligt hviskede til hende: "Læge ... Når vi er færdige her, så skal vi på ... *kunstpause* ... MAKKEDÅNNERS!" Han fik en pose Lego som tak for besøget, og der var oven i købet også en til Øglen, så konceptet skadestue er i dén grad accepteret hos Varanen.

McD var jo - som altid - en succes omend en udfordring for mit aktuelle kostregime, og da vi lagde os til at sove (alt for sent), mente han, at det ikke gjorde noget, at han havde klemt sin finger, fordi det havde været sådan en hyggelig aften. Jeg fik mumlet noget om, at det syntes jeg også - det med en hyggelig aften - men at man jo ikke behøver at klemme fingre for at komme på McD. Næste gang vi skal derhen, skal det helst være uden nogen sårede. Bare for lige at sikre mig, at det ikke bliver et eller andet kamikaze-trick for at lokke os på den gyldne måge. Begge unger grinede og sagde "Arrrrj, det gør vi da ikke", men man ved aldrig med de to små baryler.

I dag ser fingeren fin ud igen, og Varanen fortæller om i går på samme måde, som hvis han var krigsveteran fra 'Nam. Men han var sq også både sød og sej, så han fortæller bare løs. Og jeg forsøger at glemme, hvor forskrækket jeg blev - hans gråd i går bragte nemlig i dén grad mindelser fra sidste sommer, hvor det lød på ca. samme måde, da han brækkede kravebenet midt ude i de svenske skove ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...