torsdag den 19. november 2015

Nogen er blevet 4


Midt i al sorgen - for efterhånden to måneder siden - var der jo en Varan, der havde fødselsdag. Hvilket han som tidligere nævnt har glædet sig pænt meget til, så det kunne ikke udsættes. Pga. noget miskommunikation med børnehaven blev det imidlertid til, at hans stue skulle hjem til os dagen efter den egentlige fødselsdag, så selve dagen blev fejret af reptil-familien alene – først med morgenbord klokken meget tidligt om morgenen, kager efter eget valg fra bageren på vej hjem fra børnehaven (medaljer og hindbærsnitter. Intet mindre) og middag på hyggelig café i Vedbæk til aften. Efterfulgt af is på ParadIs bagefter – og det var så ca. årets sukkerkvote, der blev brugt dér.

Mørk morgen 

Børnehaven kom og gik onsdag – 19 børn og 2 pædagoger – og alt forløb så fint. HDD havde lavet minions-briller til alle børnene i de lange aftener, hvor jeg ikke var hjemme, og hvor meldingerne fra hospitalet blev værre og værre. Brillerne blev delt ud til de begejstrede børn, der også fik lidt tid til at gå med at spotte minions, som var placeret over hele stuen – sådan er det jo, når man er blevet befalet at holde en minions-fest. Ud over briller havde HDD også købt ind til muffins og boller med pålæg, så jeg bagte tirsdag aften og onsdag morgen. Det blev den lette løsning med færdigblandinger i æsker, men set i bakspejlet fatter jeg faktisk ikke, at jeg fik bagt noget overhovedet – mit hoved var (og er) alle mulige andre steder, og det var også udelukkende udsigten til verdens mest skuffede 4-årige, der gjorde, at jeg ikke aflyste fødselsdagen. Det var jo ikke hans skyld, at Mårmor døde to dage før hans store dag, og at min verden pludselig var gået helt i stykker.

HDD gør klar til kamp - og de hjemmelavede minions-briller ses i forgrunden

Minion!
 
Minions-kager. Med 'banana', naturligvis

Familiefødselsdagen derimod. Den tillod jeg mig om ikke at aflyse, så at udskyde en uge. Kunne ikke rigtig bære at have huset fyldt med gæster dagen efter min mors begravelse – og selv om Varanens forslag om, at vi bare kunne holde festen om aftenen efter begravelsen, fordi ”nu er de der jo alle sammen alligevel”, var udmærket, valgte vi at springe over.

Men med en uges forsinkelse kom the usual familie-suspects til fejring – minus Mårmor altså. Varanen var glad, og jeg måtte knibe et par tårer; dels fordi jeg savnede (og savner!) min mor noget så frygteligt, dels fordi der var noget både fint og frygteligt over, at både gaver og kagemand var orkestreret af Mårmor fra sygesengen. ”Jeg har sagt til far, at han skal sørge for at bestille en kagemand til Varanens fødselsdag”, sagde min mor et par dage, før hun døde. Jeg mente, at jeg godt selv kunne bage – for det skal jo være den helt rigtige brunsviger, spøgte jeg. Hvorefter min far fik en modereret befaling: ”Du skal bestille en kagemand til Varanen, og det SKAL være brunsviger”. Lige som han også blev beordret til dels at købe en lille gave til Øglen – ”for ellers bliver hun skuffet” – dels at dukke op til Varanens fødselsdag, uanset hvad der end skete. ”Han kommer til at mangle sin Mårmor på sin fødselsdag. Han skal ikke også mangle sin Mårfar!”, som hun sagde. Ikke, om jeg fatter, hvordan hun kunne mønstre så stort et overskud over for andre, når hun var så syg, som hun var. Hun sikrede sig også, at jeg havde styr på gave fra dem begge – ”for jeg når jo nok ikke ud og købe noget, og det tror jeg heller ikke, far han gør”, mente hun.

Det slap bageren nu helt hæderligt fra. Points for marcipan. Og remoncen indeni. Omend kagen blev noget tung i det.  

Der var gaver i massevis til Varanen - den famøse træblender fra HDD og jeg sammen med noget superhelte-lego. Et burger-sæt (ligeledes i træ) fra Mårmor og Mårfar. Fodboldtøj og en fodbold fra Farmor. Minion-dims fra Faster Fest. Pixibøger, lege-kasseapparat og en bluse fra Familien på Bryggen. Biler fra Troldemor. Og så videre. Så selv om der lå en dyne af savn over hele selskabet, blev den lille fødselar fejret med manér. Og det endte med at blive en rigtig hyggelig dag, hvor prærievognene rykkede endnu tættere sammen. Lige nu har jeg det faktisk allerbedst med at være så tæt på hele familien som muligt, når nu hverdag, fødselsdag og livet i al almindelighed fortsætter ufortrødent til trods for vores tab.

Efterårsferien kom og gik med jeg og ungerne på en miniferie hos Mårfar, mens HDD knoklede med onde deadlines på jobbet. Og nu er hverdagen i fuld sving igen - med ny bolig, ny børnehave og travlt på job. Mit overskud er ikke det største, men der er trods alt mere af det nu end bare for en måned siden. Jeg kan dog godt mærke, at der sker (og er sket) lige rigeligt i mit liv for tiden - så der er dømt lidt mere skærmtid til ungerne, end jeg normalt ville synes, var acceptabelt. Men desperate times call for desperate measures – er det ikke sådan, man siger? Og ungerne klager bestemt ikke.

torsdag den 12. november 2015

Noget om fridage

Yngstebarnet havde en velfortjent fridag forleden. Velfortjent, fordi det sådan cirka må være lige så hårdt - hvis ikke værre - at begynde i en ny børnehave som at begynde på et nyt job. Han skulle til (sin nye) læge (pænt meget nyt at forholde sig til, når man kun er 4) og have sin 4 års-vaccination, og eftersom det, sidst jeg tjekkede, ikke var helt forsvarligt at sende en 4-årig af sted alene, holdt jeg fri sammen med ham. Og var med hos lægen. Hvor det viste sig, at pragteksemplaret af et barn er 109 cm høj og vejer 21,5 kg. Så tror da pokker, at jeg synes, han er så'n lidt halvtung at slæbe rundt på.

Lægen blev charmet af den søde udgave af Varanen, mens sygeplejersken, der fik lov at forestå selve vaccinationen, fik den temperamentsfulde udgave af ham at føle. Han var blevet advaret om, at det ville gøre lidt ondt, og det var han helt ok med. I teorien, om ikke andet. I praksis var det ganske fascinerende at se, hvor hurtigt et udtryk af først smerte, så vantro og siden harmdirrende vrede passerede hans smukke ansigt. Et splitsekund tog det, før han begyndte at græde hjerteskærende. Og yderst bebrejdende. Lille skat!

Heldigvis gik det hurtigt over, og han lod sig delvist formilde af det faktum, at sygeplejersken havde et Batman-plaster til ham. OG gav ham et ekstra plaster med løver på med hjem i lommen. Ud over det psykedelisk-blå armbånd, han scorede fra gavebøtten. Dog lod han hende med skulende mine og en ordknaphed, der bestemt ikke ligner ham, vide, at han mildest talt ikke var tilfreds med hendes måde at håndtere en nål på.

Ad sti af sted. Godt nok er det her billede ikke lige fra forleden, og godt nok sidder Varanen ikke så tit bag på 'blæsecyklen', som han kalder den, men altså ... Noget af det, jeg er allermest glad for i forhold til at være flyttet tilbage til byen, er, at jeg kan cykle til stort set alting. Yay!  

Resten af fridagen blev tilbragt hjemme i den nye og rodede lejlighed, før vi hentede Skolebarnet tidligt. Lige da hun fik fri, faktisk, hvilket er usædvanlig tidligt for hende. Som regel nægter hun at komme med hjem før kl. 16, men i går morges var hun træt og sprang til med det samme, da jeg foreslog at samle hende op tidligt. Dejligt, når lyst og mulighed falder sammen.

Efter skoleafhentning cyklede vi, tre mand høj, i silende regn i hhv. kassecykel (Varanen. Som sad i helt og aldeles tørvejr og tilsyneladende var så komfortabel, at han faldt i søvn) og ny cykel med gear (Øglen). En ny cykel, der blev udfaldet af en weekendudflugt for et par uger siden, fordi hun var blevet alt for stor til sin gamle cykel. Varanen fik også en cykel og lærte at cykle på den på bare et par dage, men det er en historie til en anden god gang ...

Nå. Silende regn. Fridag. Jo, vi cyklede til Creative Space. Som jeg har hørt en masse godt om og derfor blev nødt til at prøve. Ungerne syntes, det var en glimrende idé og valgte hver deres dims at male på. Jeg sprang malingen over og valgte kaffe i stedet. Så var der også bedre tid til at agere tjenende, malingshentende og penseltørrende ånd, og ungerne kunne koncentrere sig om deres mesterværker. Øglens bliver en julegave til HDD, mens Varanens formentlig går til en af Øglens veninder. Med mindre han ombestemmer sig - det er set før. Ever the gentleman.

Buttede fingre og pastelfarver. Accident waiting to happen ...

Efter maleriet satte jeg egentlig kursen hjemad, men Øglen havde sat næsen op efter kage, så vi tog en detour omkring en café, før vi tog hjem. Elsker at bo i cykelafstand til alting! Resten af eftermiddagen bestod af leg med papkasser (børnene), arbejde (mig. Helt fri kunne jeg altså ikke holde) og rydden op (også mig). Og forsøgen at rede trådene ud i de uendeligt mange skænderier, der kan opstå i og over en papkasse. Ikke, om jeg forstår, hvor børnene har deres temperament fra. Det kan i hvert fald ikke være fra mig. Ahem.

I dag er der så atter en hverdag. Hvor arbejdsbunkerne skal angribes, og børnene er i hhv. skole og børnehave. Og selv om jeg helst vil have dem begge tæt på og være sammen med dem hele tiden, så er jeg så taknemmelig over, at de tilbringer deres dage på steder, de holder af at være, og hvor der er mange, der holder af dem.

Det her er hjem nu. Udsigten over vandet og byens lys. Det er dejligt, men meget anderledes fra villahaven, så der er ikke noget at sige til, at familiens yngste lige skal vænne sig til det.

Varanens begyndelse i den nye gamle børnehave (Øglens gamle) har med pædagogernes ord været 'verdens nemmeste indkøring', og han taler allerede om alle dem, han gerne vil have legeaftaler med. Det gør godt i moderhjertet - og er særligt vigtigt at huske på på en dag som forleden, hvor begge børn på skift savnede DNP og vores forhenværende lille gule hus. Det gør lidt ondt i selvsamme moderhjerte, når de ønsker sig haven og hindbærbuskene tilbage, men samtidig er jeg overbevist om, at det ikke stikker så dybt. Det hele er bare stadig nyt - både for dem og for os - og vi skal alle finde vores ben at stå på her, hvor vi bor nu.

Generelt er der dog konsensus om, at her er godt at være, og jeg kan med stor overbevisning sige, at jeg ikke savner DNP det mindste. Min mor - hele tiden. DNP - så godt som aldrig. Kloge hoveder ville måske mene, at savnet til DNP er der et sted, men bliver overskygget af savnet til min mor. Og det er da meget muligt. Men som det er nu, oplever jeg intet savn til hverken forstadsbyen, huset eller haven. Lad os tales ved omkring det, når det bliver forår og vejr til at være udenfor igen. Så kan det være, at det har ændret sig. Men jeg tillader mig faktisk at tvivle ...

onsdag den 21. oktober 2015

Afsked på afsked – og noget om IKEA

Der har været rigtig megen afsked på det sidste. For megen afsked. Jeg havde faktisk ikke rigtig tænkt på det som sådan, før HDD gjorde mig opmærksom på det. Fordi jeg ikke kunne forstå, at jeg er i dårligt humør for tiden. For selv om det er hårdt at miste sin mor, sker der heldigvis også gode ting i mit liv. En længe ventet flytning, for eksempel.

Humøret for tiden: Skyet med regn i horisonten 

Men en flytning er jo også en form for afsked. Med huset, hvor vi har boet i tre år. Hvor vores børn er blevet store. Det er en afsked med Varanens børnehave og de gode voksne, der har passet på ham der i lidt mere end et år. Og derudover det også benhårdt arbejde, der trækker veksler på både følelser og kræfter.

Sat helt firkantet op har jeg i løbet af en måned sagt farvel til min mor, til Varanens børnehave og vores lille fladtagede hus i DNP. Og DNP, i øvrigt. (Hvilket dog ikke var det største offer). Flytningen har selvfølgelig også betydet et goddag til en ny bolig, men når noget er så rodet og fyldt med flyttekasser, som tilfældet er lige nu, er det svært at få sagt ordentligt goddag. Så det rigtige, solide håndtryk har vi til gode endnu.

Flytningen er spændende og har som nævnt været længe undervejs, men jeg må indrømme, at jeg har svært ved at mønstre den rette mængde energi og entusiasme. Hvad ’den rette mængde’ så end er. Jeg har glædet mig i noget, der minder om halvandet år til at skifte forstad ud med by, men begejstringen er endt med at blive slugt i et afgrundsdybt savn til min mor. Som ramte mig som en mavepuster den første aften i den nye lejlighed, da jeg helt træt efter afsked i børnehaven og orkestrering af flyttelæs i DNP så lejligheden for aller-allerførste gang – fyldt med flyttekasser og rod fra gulv til loft. Min første tanke var, at den var dum. Og mørk (nu var det selvfølgelig også aften, og vi havde ikke nogen lamper). Og at jeg ville skynde mig at putte ungerne, så jeg kunne ringe og brokke mig til min mor, som ville fortælle mig, at det hele nok skulle blive godt. Før erkendelsen af, at det kan jeg ikke, sprang som en lille granat. At det kommer jeg ikke til at kunne. Og at hun ikke kommer til at se lejligheden – hverken som mørk og dum, eller når den er blevet transformeret til vores nye hjem og er blevet lys og indrettet.

Hverken dumt eller mørkt. Overhovedet

Jeg har jo vidst det, siden hun gik bort. At hun ikke ville komme til at se vores nye hjem. Jeg talte endda med hende om det på hospitalet. Men én ting er at vide det i teorien. En anden ting er at stå midt i det og for alvor opleve implikationerne af, at hun a l d r i g kommer til at se vores nye hjem eller mere kan forsikre mig om, at ’det lægger sig til rette’. Aldrig kommer til at dele den begejstring for stedet, som nok skal indfinde sig (og i øvrigt så småt er i gang med at indfinde sig allerede), når indholdet af firs milliarder flyttekasser har fundet nye faste pladser. Og dét slog sgu hårdt lige dér i oktobermørket.

 
Lidt mørkt. Men på ingen måde dumt

I dag titter solen frem. Varanen er i sin nye børnehave for tredje gang og føler sig allerede hjemme. Øglen er i skole og elsker det højere for hver dag. Jeg skal klippes, fordi mit hår er blevet umanérlig underligt. HDD tager tidligt fri efter to 70-timers uger på arbejdet. Og vi skal i IKEA, så vi kan få noget til at flytte indholdet af kasserne over i og på. Så det er ikke slemt det hele. På mange måder kan man endda foranlediges til at sige, at vi er rigtig heldige. Og har det godt. Der mangler bare noget. Og det vil der altid gøre. Altid. Det er længe. Forhåbentlig bliver det nemmere, men lige nu – en måned og en dag, efter min mor døde – er der ingenting, der føles nemt. Heller ikke en tur i IKEA.

fredag den 2. oktober 2015

...


Sidste jul skrev jeg et indlæg på bloggen om, at jeg var blevet voksen sådan for alvor, fordi jeg havde købt en dug og i øvrigt skulle holde jul. Det føltes også ret voksent, men jeg må sige, at jeg slet ikke har anet, hvad det ville sige, at være voksen. Før nu, altså. For nu er min mor blevet syg. Sådan rigtig syg. På ”Vi kan desværre ikke gøre mere”-måden. Det har jeg umanérligt svært ved dels at forstå, dels at acceptere. For der må da altid være noget mere at gøre, tænker jeg. Men nej. Hendes hjerte er træt og pumper ikke nok, hvilket giver væskeophobninger i hele kroppen, nedsat nyrefunktion og en nærmest invaliderende åndenød. I løbet af de sidste fire måneder, har hun været hjemme fra hospitalet i sammenlagt 2-3 uger, men nu er hun så dårlig, at hun skal blive på hospitalet. Vi vidste godt, at indlæggelsen ikke var for sjov – det er det jo sjældent, når man er på hospitalet så længe – men vi har hele tiden tænkt – håbet! – at det bare var et spørgsmål om tid, før de fandt ud af, hvad der var galt med hende, så de kunne fikse det, og vi kunne få hende hjem.
 

Nu ved vi, hvad der er galt med hende. Og det kan ikke fikses. Og derfor kan vi ikke få hende hjem. Som i nogensinde igen. Det er en hård besked at få på en solbeskinnet september-mandag – hvor vejret dog trods alt slog om i mol og det styrtregnede resten af dagen. Fordi det ligesom var mere passende.

Jeg ved godt, at ingen lever evigt, men der burde være en lov om, at ens forældre gør. For hvad skal jeg gøre uden min mor? Hvem skal jeg ringe til, når jeg er glad, ked af det, sur eller slet og ret bare har lyst til at snakke? Hvem skal holde sammen på stumperne af min lillebitte familie, og hvem skal insistere på at holde bage-knase weekend hver eneste december? Og og og. Jeg er fuldstændig lost, og jeg aner ikke, hvordan jeg finder hoved og hale i det hele. Jeg ved bare, at arbejde, første forældremøde i skolen og forestående flytning ryger helt og aldeles ud af prioriteringslisten. Fødselsdagsfejring for den snart 4-årige kan imidlertid ikke slettes; the show must go on, og jeg må holde gode miner til slet spil. Forhåbentlig det kan blive en kærkommen distraktion, til trods for, at Mårmor ikke er med og har bagt brunsvigerkagemanden, som hun plejer. Endnu et punkt til ”Hvem skal nu”-listen.

Jeg holder fast i, at hun er her endnu. Lever og trækker vejret. Om end besværet. Meget besværet. I morgen tager jeg på hospitalet og besøger hende. Måske bliver det sidste gang?

Mor, for fa’n. Det her var jo ikke planen!


------

Ovenstående skrev jeg for helt præcist 17 dage siden. Ikke engang en uge senere gik min mor bort, og i lørdags - en af de hidtil smukkeste septemberdage, og dagen efter min 37 års fødselsdag - blev hun begravet. Til tonerne af salmer, hun selv havde været med til at vælge, og et postludium af Händel, der også blev spillet til mine forældres bryllup for 42 år siden. I en kirke fyldt med blomster og gode mennesker og en prædiken, der sjældent er hørt mere vedkommende. Alting var så perfekt, som det bliver - bortset altså fra, at det var min mor, der lå i kisten. Eller hendes krop gjorde i hvert fald - jeg har nemlig hende selv mistænkt for at have været med i form af den sommerfugl, der majestætisk fløj rundt i kirken under ceremonien, nysgerrigt holdt sig til ved graven og desuden var at finde til mindesamværet bagefter.

Den smukkeste solnedgang over Røsnæs aftenen inden, min mor gik bort

Børnene var med til begravelsen og har begge forstået, at Mårmor ikke kommer tilbage. Men alligevel insisterer Skolebarnet på, at vi stadig skal sige "hjemme hos Mårmor og Mårfar". For som hun så klogt bemærker, så er Mårmor der endnu - i vinden omkring huset, som en stjerne om natten og en fugl om dagen. Det var Mårmor selv, der sagde, hun kom tilbage og se til os som en fugl - hun vidste blot ikke, hvilken fugl det ville blive. Efter i lørdags er jeg tilbøjelig til at tro, det blev en sommerfugl.

Familien har tilbragt meget tid sammen i det stormvejr af følelser, de sidste par uger har budt på. Prærievognene har slået rundkreds, som HDD kærligt siger, og midt i al sorgen har det været en stor glæde og styrke at have hinanden at støtte os til. Stormvejret raser stadig, men vi står i orkanens øje sammen, og det er med til at mildne vinden en smule, omend den stadig suser i både hoved og hjerte. Jeg er sikker på, at den kraftige vind en dag kommer til at føles som en brise, men der er lang vej igen ...

Mor, for fa'n. Det her var ikke planen!

Jeg savner dig.

onsdag den 9. september 2015

Endelig efterår

Eller ... altså. Misforstå mig nu ikke. Jeg kan godt lide sommer. Jeg elsker at gå i bare tæer, sidde i en solstråle og få sommerfregner på næsen. De lyse aftener og danske jordbær ligger også højt på elsker-listen. Men der ER altså ikke noget som september. Starten på efteråret med de sprøde, køligtlune dage med høj sol og en lille skarphed i luften. Blade, der lige så stille bliver gyldne, kastanjer, der er på nippet til at falde ned (arrrrrh - der går nok lige et par uger endnu), og aftener, hvor det ikke er helt uhørt at trække i et par uldne sokker, brygge en kande te og lægge sig godt til rette på sofaen. (Sidstnævnte punkt er blevet lidt besværliggjort af, at vi kom til at give vores sofa væk i forgårs. Til en sød dame, der skulle bruge den til sin datters klasse. Nu bruger vi så vores havesofa som midlertidig løsning, indtil vi får en ny, 'rigtig' en, men selv om den er ok, er den altså ikke tilnærmelsesvis så comfy som den gamle). Jeg elsker, at det er blevet køligt nok til at hoppe i sine støvler (hej andefødder - jeg har savnet jer) og pakke sig ind i strik, dun, flannel og andre varme sager. Kort og godt: Jeg elsker efteråret. Selv weekendens styrtregn kan jeg tilgive i septembers navn.

Der var de jo, andefødderne! 

Dagene går derudad uden megen slinger i valsen. Dog med to afbræk, da Øglen har haft hele to legeaftaler med nye skolekammerater. Det har betydet, at HDD har kunnet tage hende med hjem på vej fra arbejde, og at jeg kunne blive i DNP i løbet af dagen. Det har nærmest føltes som fridage ikke at skulle lege fangeleg med Kystbanen og kun at skulle hente Varanen, og vi har nydt roen med stille morgener og eftermiddage med masser af leg og højtlæsning (og en enkelt nedsmeltning i børneren forleden, inden nogen kommer og anklager mig for at begå skønmalerier af hverdagen. Så stor en nedsmeltning, faktisk, at den nu optræder i Varanens historieportefølje som "Kan du huske den dag, hvor jeg blev meget vred her ved lågen, mor?" Og ja, det kan mor godt. Selv om det står sløjt til med hukommelsen generelt, har jeg nemt nok ved at huske to dage tilbage. Trods alt).

Bemærk kaffen. Og de lange ben. Proportionerne er desværre byttet om i skyggen - kaffen var væsentlig større, mens benene var (er!) væsentlig kortere 
 
  
Æbler og pærer, de vokser på træer. Når de bli'r modne, så falder de ned. (Eller bliver plukket, nok nærmere. Af ivrige barnehænder, hvis indehavere insisterer på, at vi laver is af rovet) 

Efteråret har også den ekstra dejlige krølle, at Varanen har fødselsdag (og jeg selv med, men Varanen og jeg har fødselsdag så tæt på hinanden, at hans dag nærmest overtager min. Og det er faktisk helt ok). Han ser umådeligt frem til det (og har jo allerede, som nævnt, insisteret på at holde minions-fest), og gennem hele sommeren har han spurgt, hvornår han har fødselsdag. Det nemme svar har været "til efteråret", og den information har han så lagret i hjernen. Hvorfor han blev noget fortørnet over, at efterårets komme d. 1. september ikke automatisk udløste flag, gaver og balloner. Vi har nu forklaret ham, at der er fødselsdag om "x antal tirsdage", men eneste information, der er blevet lagret i dét svar, er "tirsdag". Så i går blev der insisteret ihærdigt på, at NU var det fødselsdag. Det lod ikke til at genere ham, at der hverken var pynt eller gaver (eller andre hjemme end mig), men han accepterede nogenlunde godvilligt (da han fik en dadel), at der lige er et par tirsdage endnu. Har på fornemmeren, at vi har nogle fødselsdagsfantasier at leve op til.

Første skridt må være at købe en gave. Absolut højeste ønske lige nu er en træblender til legekøkkenet, som jeg hjertens gerne under ham, men han har så psykomeget udstyr til det køkken, at det virker lidt som spild. Er der nogen, der har gode gaveforslag til en madglad 4-årig, så byder I bare ind. Indtil videre har vi blender, fjernstyret bil og en fodbold på listen. Og hele forrige års julekatalog fra Lirumlarumleg.dk, som han af uransagelige årsager har gemt og af og til insisterer på at høre som godnathistorie ...

onsdag den 2. september 2015

Mandags-onsdag (selv om jeg godt ved, det er torsdag i dag)

Når man vågner om morgenen, opdager ens næsering er faldet ud og derpå erfarer, at man ikke er hærdet piercing-indehaver nok til selv at kunne finde ud af at sætte den i igen (efter den blev fundet, helt fnulret, i en vindheks under sengen), så burde man overveje, hvilken type dag Universet har i vente for en.

Om ikke andet burde ens skepsis blive vakt bare en anelse, når man - umiddelbart efter opdagelsen af den tabte næsering - hører begejstret hvin fra børnene (hvoraf mindst et er stået alt for tidligt op - til gengæld har han sovet på sit eget værelse hele. natten). Især når man erfarer, at hvinet skyldes en über-klam nøddesnudebille-larve (som mest ligner en kornfed maddike), der laver piruetter på spisebordet blandt alle de nødder, der blev samlet i går og skulle med ned i børnehaven.







Og er man for distraheret til at tage sig af det, så burde man SÅ meget gå i seng igen, når en dræbersnegl glor tilbage på en i spejlet i entréen. Entréen, blev der sagt! Uden at have efterladt sig så meget som et eneste slimet sneglespor. Hvor kommer den fra?!! Og er der flere?!? Jeg forlanger svar!

Jeg gik ikke i seng igen, men væltede til gengæld en americano ned i min Mac, da jeg forsøgte at arbejde bare en smule i går formiddags. Og fandt mig selv i haven i går eftermiddag med firehundrede meter køkkenrulle, i færd med at tørre op i haven. Efter noget jeg ikke orker at komme nærmere ind på, men lad mig bare sige det sådan, at hvis der snart vokser en særlig frodig græstot op lige dér, midt i det hele, så ved jeg da i det mindste hvorfor.

I går var, kort og godt, en rigtig mandags-onsdag. Men heldigvis for dagen, har solen skinnet, og kalenderen siger yndlingsseptember. Skolebarnet trives i skolen og har sine første to legeaftaler lige på trapperne. Børnehavebarnet har en fest i børnehaven med høstuge, og vi har kun halvanden måned tilbage af rakker-tilværelsen.

Så det er rigtig nok, hvad de kloge siger - der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.(Måske lige bortset fra kaffen i computeren. Her arbejder jeg stadig lidt med at få ja-hatten til at passe) ...

fredag den 28. august 2015

Keep on trucking

Hverdagen trucker derudad, og jeg trucker med. På en eller anden måde er der gået en uge, siden jeg sidst tjekkede ind her på bloggen, og det betyder, at der er en uge mindre i pendlerland. Jeg begynder så småt at forstå al den snak, der er om Kystbanen og dens utidige kørsel - det er ikke sjældent, jeg har oplevet forsinkede, forkortede og endda helt aflyste tog. Nu er jeg jo heldigvis i den situation, at mine ærinder ikke haster mere, end de jawer (som vi ville sige hjemme i Jylland), men har man en chef, man skal stå til regnskab for, kan jeg dæleme godt se det ekstrabelastende i tog, der ikke kommer. Særligt ham, der var mere end tre kvarter forsinket på sin første arbejdsdag på en ny arbejdsplads, på trods af at han var taget af sted i ekstra god tid (ja, jeg kom så til at lytte lidt til hans telefonopkald - det er svært at lade være, når man står som sild i en tønde i kupéerne), kunne man godt få lidt ondt af.

Det kan godt være, at Kystbanen er utidig, men den kører pænt, om man så må sige

Nå. Men det går. Og jeg forsøger at få arbejdet så meget, som tiden tillader det. Og blogget. Ahem. Og rakker-tilværelsen med en computer under armen og en greenie i tasken (ja, jeg er begyndt at drikke min frokost. Hver dag. Undtagen når jeg ikke lige kan overskue det - så snupper jeg som regel en proteinshake i stedet. Det er ikke spændende, men det er dæleme nemt, og Bibliotekspolitiet har ikke brokket sig over min shaker endnu. Og så har det haft den dejlige sideeffekt, at jeg pludselig kan passe meget af mit tøj igen efter et par år, der har været mere end almindelig meget laissez-faire på mad-måden) bliver alt andet lige lidt mere spændende, når søde mennesker tilbyder husly og hyggeligt hjemmekontor den ene dag, og man skal mødes med en af verdens tre sjoveste mennesker til frokost en anden dag. Og i øvrigt har andre, fine aftaler på spring i den kommende uge.

På vej til gårsdagens hjemmearbejds-aftale. I silende sommerregn. Slet ikke dårligt

Desværre betyder rakker-tilværelsen også, at det er nemt at overspringshandle pænt meget. For det er jo synd for mig, at jeg sådan rakker rundt, eggå, og desuden er Bibliotekspolitiet ikke helt så large, hvad angår telefoninterviews, som de er med proteinshakes. Så arbejdsopgaverne bliver af og til trumfet af lidt seriøs webshopping, der rækker noget ud over den daglige kop kaffe fra 7-Eleven, som jeg fanger i det sekund, jeg stiger af toget. Shoppingen har indtil videre resulteret i en bog (arbejdsrelateret, så den er ok. Faktisk), en hel del nyt tøj til den ældste - hej skolegarderobe! - og, hov!, også en sjat til mig. Kan vi ikke også kalde dén for skolegarderobe? Jeg henter jo i skolen hver dag, såeh ... Nej? Nå. Derudover er der også blevet indkøbt gear til husstandens kommende 4 års-fødselsdag, hvor hovedpersonen har insisteret på at få hele børnehavestuen hjem. Til minions-fest. Intet mindre. Ved ikke lige, hvordan jeg skal greje menuen (for jeg tænker, at det ikke er i orden udelukkende at servere bananer? Eller ting, der smager af banan?), men jeg finder forhåbentlig på noget. Snart.

Madpakke. Version #25. Sådan cirka. Og ja - jeg synes stadig, det er hyggeligt at lave dem 

Så dagene går. Med en blanding af arbejde, shopping, kaffe og transport. Og alle er stadig trætte, når vi kommer hjem - selv Varanen, der i virkeligheden er den, der bliver mindst påvirket af hele den nye logistik. Han kan stadig sove længe, blive afleveret omkring kl. 9 og hentet igen til sædvanlig tid omkring kl. 15. Men alle er til gengæld også glade og kører på en slags Nyhedens Interesse-energi både mht. transport og skole. Glad er godt, og apropos glæde, så kommer iPad'en hjem fra 1,5 måneders ferie i dag. Og kommer til at lave en ugentlig gæsteoptræden i ungernes tilværelse fremover. Så i dag bliver mediemekka for de yngste - iPad'en kommer hjem, der er Disney Sjov, og så - *fanfare* - er Versus jo begyndt igen. Til stor begejstring for den 6,5-årige. Jeg forudser firkantede øjne (og sukkerchok) i aften. Men hey - det er weekend, og så kan man klare det meste!

God weekend, allihop - håber, den bliver fyldt med godhed. Det er i hvert fald, hvad jeg har planlagt at fylde i min.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...