torsdag den 25. februar 2016

7 år, Niller!

Som nævnt forleden, fyldte Øglen 7 år i går. Nu er hun definitivt sprunget ud af boksen med mærkaten "små børn" og er i fuld sving med at finde sin egen identitet, og mutti her skal til at fatte, at ting som at blive hjemme med mor, lægge puslespil og forsøg på at bilde hende noget ind på ingen måde længere har samme appel som tidligere. Snøft.

Fødselaren blev vækket med sang og flag, og selv om der sædvanligvis er lidende lyde og gnavne ansigtsudtryk, når hun bliver vækket, var der i går verdens største, allermest forventningsfulde smil. Et af den slags, der går direkte i morhjertet og med det samme bliver omdannet til et kerneminde af den slags fra Inderst Inde. Awwww.

Fra smilet blev tændt til kroppen fulgte trop og kastede sig ud af køjesengen og galopperede ind i spisestuen, gik der vel rundt regnet et nanosekund. Heldigvis gav ballonerne, stearinlysene og alle gaverne ikke anledning til, at smilet falmede, og både Lego Ninjago, Star Wars-figurer og Zhu-Zhu pets blev modtaget med stor begejstring.Vi spiste morgenmad, lavede madpakker og hyggede i al almindelighed, men kl. 7.40 blev festlighederne sat på pause, for nogen skulle jo i skole. Sammen med en hel pose flødeboller (som moderen vel og mærke måtte haste ud efter tirsdag aften kl. 21, fordi jeg ikke lige havde tænkt over, at den 7-årige gerne ville dele noget ud i klassen. Jeg havde bare tænkt, at det måtte være fint, nu hvor pigerne skulle med hjem til fest, men det får drengene jo selvfølgelig ikke noget ud af, vel mor?, som Øglen spurgte kl. 20.45, da hun helt spændt lå og roterede i sin seng som en grillkylling. Ak ja - som skolebarnsforælder lærer man hele tiden. Forhåbentlig husker jeg det til næste gang ...)

Morgenopstillingen - naturligvis med det fødselsdagstog, som Øglen fik af sin onkel og tante, da hun var helt og aldeles nyfødt. Og som hun nu er vokset ud af i den forstand, at der kun er tal op til 6. Heldigvis var der syv dyr, så dem fik hun. Uden tal.

Formiddagen blev brugt på at jonglere hhv. arbejde, oppyntning og fremstilling af muffins og boller, og kl. 13 drog Verdens Bedste Nabo og jeg af sted mod skolen, mens HDD nys hjemkommet efter halv arbejdsdag snittede frugt og grøntsager til den store guldmedalje. En time senere kom vi retur med 12 styks unge damer i alderen 6-7 år, der alle havde opført sig ganske upåklageligt i gårækken. Øglen førte an med bedsteveninden i hånden, VBN gik lige bagved med en af pigerne, og jeg dannede bagtrop med en ked lille pige, der savnede sin mor. Det lykkedes os at få alle børnene med ind i S-toget og de samme børn med af igen, så det var en udmærket start på fødselsdagsfesten. I hvert fald bedre, end hvis en enkelt ville undslippe, så jeg skulle forklare et sæt forældre, hvorfor deres datter sad på endestationen i Farum i stedet for at spise kage hjemme hos os.

Vel hjemme igen gik pigerne i gang med at lege og fordele sig over hele lejligheden (inklusive brusekabinen i et af badeværelserne, der blev udstyret med tæpper og bamser). De første tre kvarter blev der leget løs, afbrudt af boller med syltetøj og gaveudpakning (efter vældig demokratisk afstemning i klassen er forældrene i 0.A blevet enige om, at klassens fødselarer får én gave fra hele klassen til en værdi af 200-250 kr. i stedet for en zilliard mindre ting. Det betyder, at hende, der havde fødselsdag i tirsdags, sørgede for at købe gave til Øglen, som så igen (med temmelig stor hjælp fra vores side) sørgede for at købe til ham, der har fødselsdag i dag. Og ja - de ligger tæt lige nu, de fødselsdage. Men som hyggelig lille sidehistorie kan jeg da lige nævne, at ham, der har fødselsdag i dag, ham mødte vi på barselsgangen for 7 år siden. Hans forældre og vi har fælles bekendte, så de slog lige to fluer med ét smæk, da vi sådan lå der og barslede den). 

Øglen fik en malebog med klokkeblomst, fem pakker Champions League-fodboldkort og - la pièce de résistance: et badehåndklæde med F.C. Barcelona. Nogle gange spekulerer jeg lidt på, om hun ER mit barn ... Pigen, der havde sørget for gaven, så helt opgivende ud og udbrød noget i stil med "Jeg forstår det ikke helt. Men hun havde jo ønsket sig det?". Og sådan har jeg det også lidt. Selv om det var mig selv, der havde overleveret ønskerne i sin tid. Børn er mærkelige.

Fødselsdagsbordet, inden mad-rykindet. Der har dog været gang i farverne allerede

Vi havde ikke planlagt så mange lege, men i stedet havde vi beklædt bordet med papirdug og været gavmilde med farvekridtene. Det gjorde vi til mine egne børnefødselsdage i fordums tid, og det var altid et hit. Det er det også i 2016, kan jeg afsløre. Derudover lavede vi fiskedam med slikposer - og enkelte snydeposer med løg, peberfrugt eller gulerødder i. De uheldige, der fiskede en snydepose, skulle stille sig op bag i køen og håbe på bedre held næste gang. Det var knald eller fald i forhold til, om det blev modtaget med skrig og skrål, men de kunne heldigvis godt klare mosten og syntes, det var SÅ sjovt at fiske snydeposerne op. Phew.

Her kunne det have været tjekket, hvis jeg havde haft et billede af fiskedammen in action, men jeg havde for travlt med at agere fisker til overhovedet at huske at tage billeder. Så I må nøjes med et billede af dugen, som den så ud, efter horderne havde forladt bordet 

16.30 var alle mand trætte, men en omgang ansigtsmaling kan gøre underværker (og skabe mildt kaos). Så da forældrene rykkede ind for at hente deres poder, fandt de glade, ivrige børn, der dels blev malet af mig, dels af hinanden, og de fleste erkendte, at det ville være en tabt sag at tvinge børnene med, så de blev til en kop kaffe.

Vi har ikke gjort os så meget i forældrearrangementer i klassen endnu, så det var enormt hyggeligt, at folk blev hængende, så vi lige kunne sludre. De fleste var også temmelig nysgerrige efter at se lejligheden - det er vist meget typisk, når det er helt nyt byggeri i en helt ny bydel. Kl. 18 var alle mand ude af døren igen, og bortset fra en major Øgle-nedsmeltning over noget med Varanen og en iPad, der resulterede i en metalkande kastet fra en meters højde (don't ask) kombineret med et raserianfald, der får ham den lille røde med ild i håret fra Inderst Inde til at virke blid til sammenligning, gik alt omtrent 400 gange bedre end forventet. Og jeg havde endda været positivt indstillet på forhånd, så jeg er en virkelig happy camper. (Selv da Øglen råbte "Arrrrgghgghhgghghg, dumme lortemor. Jeg HADRER dig!" under førnævnte raserianfald, kunne jeg tage den med ro). Roen blev heldigvis hurtigt reetableret, og resten af aftenen frem til puttetid blev brugt i sofaen med købepizza på tallerkenen og Masterchef Junior i fjerneren. En helt i orden fødselsdag, syntes hende den 7-årige. Og hendes forældre.

Etape to af fødselsdagen køres af stabelen på søndag, hvor det er familiens tur til at fejre Øglen. Stay tuned for at finde ud af, om hun får den Messi-plakat, hun ønsker sig, om der kommer mere Ninjago til samlingen, eller om det stikker helt af, og nogen formaster sig til at komme med noget lyserødt ...

tirsdag den 23. februar 2016

Noget om at holde ferie

Som selvstændig er det der med at holde fri noget underligt noget. For selv om der er en vis grad af frihed i hverdagen, når der ikke lige er deadline på en opgave, så ligger arbejdet altid og lurer i baghovedet - hvornår er det lige, der er deadline, får man mon den opgave, man gav tilbud på forleden, burde man have sagt ja tak til den seneste opgave, kan man nå det hele til tiden, og og og.

På grund af et alt for begivenhedsrigt efterår, er det oven i købet længe siden, vi har holdt ferie-ferie (jojo, vi holdt da fri i julen, men var jo 'bare' hjemme), så da jeg for små 5 uger siden blev bidt af en gal ski, var der ikke langt fra tanke til handling, og i et anfald af Vi Skal På Ferie NU!, bookede vi en uge på ski i uge 7.

Det fineste winter wonderland - med -20 grader om natten. Brrrr.

Nu skriver vi som bekendt uge 8, og vi er netop kommet hjem fra ... I gætter det aldrig ... En uge på ski. Hvor min telefon kun har kunnet få forbindelse til det der internet, når vi sad i varmestuen med en skoldhed kop kaffe - og i øvrigt havde travlt med at høre på alt det, afkommet havde oplevet i dagens skiskole. Så gæt selv, hvor meget dén netforbindelse blev brugt. (Og jaja - jeg ved godt, at man kan roame. Det gjorde jeg ca. to gange, før jävla-dyre TDC meddelte, at min mobilkonto nu var i minus, og om jeg ville være god at tanke op. Hvilket jeg med glæde ville have gjort, hvis ikke jeg havde glemt min adgangskode derhjemme). Så: Stort set internetfri ferie til mig.

Dét burde man knageme gøre noget oftere. Det frigav nemlig tid til at (ud over at stå på ski, naturligvis) spille Uno, junglespil og vendespil i lange baner, læse 2,5 bøger (sgu'!), løse et hav af krydsord, spise åndssvagt meget slik og gå tidligt i seng. Slet ikke tosset.

Den daglige frokost. Grillede hottere, som vi selv grillede ude i sneen efter en masse skiløb. Koldt og meeeega-hyggeligt!

Det er længe siden, jeg har været sådan rigtigt på ski, når man fraregner et par dage hist og pist. Helt præcist er det 8 år siden - i HDD's og mit forholds spæde begyndelse, hvor jeg med skam må meddele, at jeg blev så hidsig på en bakke, der ikke ville, som jeg ville, at jeg endte med en forvredet fod og ingen ski i halvdelen af ferien. 1-0 til bakken. Siden da er der sket meget (desværre ikke med mine evner til at stå på ski, selv om jeg trods alt ikke væltede denne gang. Muligvis på grund af større respekt for højderne nu?) - der er bl.a. kommet to børn til - og jeg er blevet langt mildere. Ahem.

Skeptisk type umiddelbart før tre timers skikursus. Idéen føltes pludselig ikke nær så god, som den gjorde, da jeg sad hjemme i sofaen og brægede op om, at jeg da "blev nødt til at lære lidt teknik". Suk.

Vi var spændte på, hvad ungerne sagde til en hel uge på ski, men det klarede de - selvfølgelig - i fin stil. Vi havde booket fem kvarters skiskole hver morgen (længe nok til at lære dem det grundlæggende - ikke længe nok til at gøre dem trætte af det), og mens de var af sted, tog HDD og jeg nogle skiture sammen. Efter skiskolen blev det hurtigt fast tradition med en kop kaffe og en ficka (ja, vi var i Sverige), og bagefter stod vi alle sammen lidt på ski.

HDD er den absolut mest habile skiløbet af os fire, snart skarpt efterfulgt af Øglen, der i dén grad har taget både sporten og teknikken til sig og helt frygtløst kastede sig ud i den ene bakke efter den anden. Jeg kan holde balancen og en nogenlunde hæderlig stil på de nemme bakker, men jeg mangler erfaring, så den arbejdede jeg på at få lidt af i år - bl.a. bha. et 3-timers skikursus. Det hjalp lidt og satte fokus på teknikken, men det kompenserede (desværre) ikke for en hel barndoms manglende skiferier, som HDD fører med.

Øglen i Troldeskoven

Varanen tålte skiskolen, men manglede Øglens udelte begejstring. Alligevel blev han dygtig til at holde balancen og fik sig nogle gode ture og succesoplevelser både i skisele og hånd i hånd med HDD.

Fordi vi havde booket sent, var der ikke flere ledige hytter i selve skiterrænet, så vi havde lejet en lille, hyggelig hytte ca. 1,5 km derfra. Der brugte vi de sene eftermiddag og aftener på at spille vendespil og Uno, og på at se et par i forvejen downloadede film, spille iPads og læse bøger. Når vi altså ikke kørte til nærmeste større by og satte os i blød i deres svømmebassin. Særligt det udendørs varmtvandsbassin fik en stor stjerne hos mig - ikke mindst den sidste gang, vi var der, hvor der var snestorm om ørerne på os. Ahhhh.

Hytten med en fin hat af sne. Ren fjeldidyl 

Uanset hvad, man kunne mene, er jeg sikker på, at det ikke er bassinets skyld, at jeg er kommet hjem med en gigantisk forkølelse, som jeg desperat prøver at slå ned. I hvert fald bare til i overmorgen. For i morgen er der en Øgle, der fylder syv. 7 hele år siden, verden ændrede sig for evigt, og jeg blev nogens mor. Og holdt en laaaang pause fra at stå på ski. Det er vildt. Og det er også lidt vildt, at jeg skal gelejde 13 piger fra skolen og hjem. Via et S-tog. Heldigvis er HDD der til at hjælpe. Og verdens bedste nabo (tænk at man kan få verdens bedste nabo TO gange. Dét må da siges at være heldigt!) tilbød så sent som i dag også at hjælpe med at få kræene hjem. Så det har jeg takket ja til. Tre voksne til 13 børn lyder ikke umiddelbart af for mange, tænker jeg.

Nå. Der skal bages. Og pyntes. Og pakkes gaver ind. Ninjago og Starwars. Nogen har for alvor lagt den lyserøde prinsesseverden bag sig og ønsker sig 'seje' ting. Og en kanin. Som vi desværre ikke kan give hende - når man er allergisk, duer det ikke. Måske de par Zhu-Zhu pets hun også får kan kompensere lidt ...

søndag den 7. februar 2016

Om produktive morgener

Med fare for at jinxe noget, så er det længe siden, weekenderne er begyndt alt for tidligt. Småbørns-tidligt, altså. For selv om Varanens søvn har ladet en del tilbage at ønske i hans helt unge dage, så er det blevet mærkbart bedre, og selv om jeg stadig vil vægre mig mod at kalde ham en syvsover (modsat hans søster), så sover han aldeles hæderligt og har gjort det længe. Jeg vil ikke gå så vidt som til at sige, at jeg helt har glemt, hvordan det var at blive hevet ud af sengen på alle tidspunkter af døgnet, men noget af erindringen var blevet lidt tåget.

Indtil i dag, hvor jeg blev ført lige lukt tilbage i favnen på alt for tidligere morgener. Klokken fem-tidlige morgener. Hvor barnet dog trods alt nu er så stort, at man sådan noooogenlunde kan ræsonnere med ham og købe sig til en halv (urolig) time mere. Men så heller ikke længere. Altså var jeg i dag oppe før kl. 6 og i fuldt vigør, og inden klokken var 8 havde jeg drukket en halv kop te (resten nåede at blive kold), en halv kop kaffe (resten nåede at blive kold), læse et par kapitler i min bog, spille Rasmus Klump-pandekagespil, lave havregrød, dryppe stearin(!), observere to styks drengebørn lege fredeligt og være i bad. Ikke dårligt.

At der er hele to drengebørn på matriklen i dag, er resultatet af en periode, hvor Varanen følte sig lidt overset på legeaftale-fronten (primært fordi der har været travlt på arbejde, og der har været travlt med arrangementer og legeaftaler i skole-regi, sekundært fordi jeg naivt havde tænkt, at man ikke havde det helt vilde behov for legeaftaler, når man er 4), og vi havde en snak en tidlig morgen, hvor han grådkvalt ytrede, at det var "mega-unfair, at Øglen altid havde legeaftaler, når han aldrig havde nogen at lege med" (dramatiker kan man jo altid være - han har mange at lege med i børnehaven. Legeaftalerne er bare ikke lige så hyppige - heller ikke blandt de andre børn, har jeg indtryk af - som i skolen). Så det tænkte jeg, at jeg måtte gøre noget ved. Derfor er der blevet gjort plads i kalenderen til to legeaftaler på det sidste; En med F efter børnehave en dag, og en med B, der varede fra i går til i dag; Kulminationen på en aftale, de to indgik få uger efter, Varanen begyndte i børnehaven, nemlig at de skulle sove sammen! (Ok, aftalen lød oprindeligt på, at de var 6 børn, der skulle sove sammen, men vi begynder lige i det små, ikke ...).

Kig fra køkkenet ned til stuen, hvor drengene og Øglen gør sig klar til at spille <3

Altså inviterede vi B til overnatning fra i går til i dag. Den første sleepover for dem begge. B er 5 år og helt utrolig sød, så jeg var ikke i tvivl om, at det nok skulle gå godt. Men alligevel var jeg spændt på, hvordan de to ville komme ud af det med hinanden, og om B ville ende med ikke at 'turde' sove hos os, når det blev puttetid, og og og.

Igen kan man være bekymret for at jinxe noget - B bliver først hentet om et par timer - men indtil videre er det gået helt efter bogen. Eller bedre, faktisk. For selv om nogen vågnede aaaalt for tidligt efter min smag, så bad B selv om at komme i seng i går ved 19.15-tiden(?!), og efter to minutter - I kid you not - sov han. Varanen var lidt mere stædig, men endte med at sove på (for ham) rekordtid, så det endte med, at vi havde en lang lørdag aften til at hygge om og med Øglen, se Danmarksindsamlingen og spise småkager. Piece of cake, so to speak.

Og jaja, der har da været lidt små-hik hist og pist. Lige nu sidder de f.eks. og skændes venskabeligt om 'videospillet' (Disney Infinity), B brændte sin finger, da vi dryppede stearin (der står formentlig i en eller anden moderne mor-manual, at det nu er forbudt at dryppe stearin, fordi man netop kan brænde sig, men jeg elskede det som barn, og mine unger elsker det, så vi fortsætter ufortrødent. Også selv om B helt vantro spurgte, om vi skulle 'lege med ild'), og de er ikke helt enige om, hvorvidt der skal leges med LEGO eller kuglebane, men træerne vokser jo ikke ind i himlen, og i forhold til, hvor meget ballade, der potentielt kunne have været, har det været en perfekt første venne-overnatning.

Så på trods af urolig nat (for mig - jeg har sovet i Varanens køje sammen med ham for at forhindre ham i at vade ind til os i soveværelset. Synes ikke, jeg ville snyde ham for at vågne op sammen med sin kammerat) og en meget tidlig morgen, så har det været en succes. Trætheden er ikke noget, en spandfuld kaffe ikke kan kurere, og under alle omstændigheder er det en pris, jeg gerne betaler for at give Varanen den oplevelse, det er at vågne op sammen med sin gode ven og ligge og hviske-drille i mørket.

B bliver snart hentet, og senere i dag står den på fastelavn hos Oldemor. Mon ikke, der også er kaffe der?!

søndag den 31. januar 2016

Om hverdag og is og to do-lister

For dælen, livet går stærkt lige nu. Aldrig så snart er man kommet hjem fra Berlin, før der er gået en uge - og endnu en weekend - og hverdagen står brysk på dørtærsklen og minder om, at i morgen, altså lige om lidt, begynder endnu en s i n d s s y g arbejdsuge, så det ville nok være en god idé at gå i seng. Klokken 20.02.

Og ja, det ville da sikkert være en strålende idé at gå i seng kl. 20.02. Ikke mindst fordi jeg er træt som en gammel mand - muligvis fordi jeg har været ude at løbe 6 km #semigpudseglorien - men ikke desto mindre vælger jeg at overhøre al fornuft og fintuner i stedet min hørelse på det spage råb fra mine venner, Ben og Jerry, der ligger ude i fryseren og kalder. Også selv om mine løbebukser føltes noget strammere, end de plejer, da jeg tog dem på. Må være fordi, de er krøbet. Det gør sådan noget syntetisk crap jo tit, ikke? Det kan umuligt være fordi, jeg sover for lidt og spiser forkert. Nå. Blogging først, Ben og Jerry bagefter! Stramme løbebukser til trods.

Det ville blive verdens længste blogindlæg, hvis jeg skulle beskrive de forgangne to uger i detaljer (ikke fordi, der er sket noget helt vildt - to uger i detaljer bliver bare pr. definition langt). Men jeg kan da lige komme lidt nærmere ind på Berlin-turen i sidste weekend, der var resultatet af min brors og min julegave til Mårfar. Mårfar holder nemlig meget af at rejse, og det har han og Mårmor gjort meget sammen. Nu er Mårmor her jo desværre ikke mere til at rejse sammen med ham, men det er jo ikke ensbetydende med, at han ikke kan rejse. Så min bror og jeg tænkte, at Berlin var et godt sted at starte - sammen med os. Så Mårfar, min bror og jeg drog tre dage til Berlin i sidste weekend og havde en dejlig tur. Vi tre har ikke været alene ude at rejse, siden jeg gik i syvende klasse, og vi var på Gran Canaria i en ferie, hvor min mor blev nødt til at arbejde, så det var en ny oplevelse. Men det var også en god oplevelse, og vi havde det rigtig hyggeligt med god mad, vin og afslapning. Mårfar havde i øvrigt ikke været i Berlin siden 1967, så der var i sagens natur sket en del i byen, og vi var rundt alle mulige og umulige steder for at se os omkring. Vi endte med at gå omkring 50 km i løbet af de tre dage, så der er ikke noget at sige til, at fødderne var ømme til sidst.

Den forgangne uge er gået med arbejde, arbejde og atter arbejde, men jeg har næsten kunnet holde denne weekend fri, og det har både været dejligt og tiltrængt. I går havde vi ingen planer overhovedet, hvilket endte med oprydning og rengøring i lejligheden (VIRkelig tiltrængt!), spontant besøg af Farmor og cafébesøg - og take away i sofaen med Mr. Peabody & Sherman på fjerneren. I dag havde hende den store en legeaftale med bedsteveninden i DNP, og efter hun var afleveret, stod den på indkøb af fastelavnskostumer med den yngste (hvordan kan det komme bag på mig HVERT år, at det er fastelavn i begyndelsen af februar? Hvert år, umiddelbart efter fastelavn, lægger jeg vilde planer for de fastelavnskostumer, jeg s e l v vil lave det kommende år, for derefter at glemme alt om det. Indtil jeg finder ud af, at det er fastelavn lige om lidt, og så er der ikke tid, og ungerne vil være alt muligt underligt, og og og). I år (også i år) blev det så Toys 'R Us, der kom til at stå for udklædningen, og vi gik derfra en Mike fra Monsters Inc. og en ninjapige rigere. Kostumerne ingen kan leve uden. Eller noget. Men så er der sat kryds ved dét, og jeg behøver nu kun bryde min hjerne med, hvordan jeg laver seje kastestjerner, inden vi når til fredag. Jeg har vist fundet ud af det allerede, så nu skal jeg bare gøre det. (Efter jeg har spist is, altså. Eller i morgen. Eller på tirsdag ...)

Ét kryds på to do-listen er store sager på en søndag, men faktisk fik vi sat endnu et ved at få styr på, hvilket skitøj, der skal indkøbes til den forestående ferie (ahhhh. Ferie!), OG har fået det bestilt. Så er det bare at vente på postbuddet. Og nåh ja - så har jeg fået arrangeret den længe ventede og efterspurgte overnatning med en af Varanens børnehavekammerater. It's going down i næste weekend, og det bliver bare SÅ hyggeligt. Varanen har haft en periode, hvor han synes, at det er noget så uretfærdigt, at det er storesøster, der har alle legeaftalerne, men nu får han en, der også involverer overnatning, så dét må da sætte bare en smule trumf på. Både han og kammeraten glæder sig som små vilde. Så altså. Tre krydser på listen er tjekket af - det er da egentlig meget godt, hvis jeg selv skal sige det. Og hvis jeg var den grådige type, ville jeg nappe et ekstra, fordi jeg også fik handlet. En bedrift i sig selv.

Så skal vi ikke bare sige, at jeg har fortjent den is, der fortsat ligger og kalder? Og faktisk har formået at overdøve den forestående hverdag? Jeg tænker jo ...

onsdag den 20. januar 2016

Noget om at have valgt rigtigt

Jeg har stadig ondt i tænderne. Dog ikke så meget, at jeg føler akut behov for at tage til tandlægen lige som i sidste uge. Heller ikke selv om hun synes, at jeg ung. (Det ville hun næppe sige, hvis hun så mig i dag. Var så træt, da jeg stod op, at jeg lignede en gammel mand).

Og selv om jeg havde behov for enten tandlæge, bideskinne eller noget helt tredje tandrelateret, ville jeg alligevel ikke have tid til at gøre noget ved det, for der er travlt i biksen lige for tiden. Så travlt, at det i dén grad ville klæde mig ikke at pjæk-skrive blogindlæg, men ... ja, altså ... vi har jo alle vores overspringshandlinger, ikke?! Her ville det være virkelig dejligt, hvis jeg havde mig en noget mindre ordrig hobby, men sådan skulle det ikke være ...

Forleden var jeg til møde hinsidan, og bedst som jeg sad der oppe over skyerne (hvor himlen vitterligt altid er blå), havde jeg tid til at fundere lidt. Primært fordi jeg havde glemt at tage noget med at læse i, og fordi det er begrænset, hvor meget tid man kan få til at gå med at læse i tax free-brochuren.

Smukt, ikke? Og lige til at fundere over 

Jeg har været selvstændig i snart fire år nu. Det fatter jeg personligt intet af, men den er god nok. I snart fire år har jeg selv kunnet bestemme over arbejdstid og -indsats, og selv kunnet bestemme, hvornår jeg gik hjem (og på) arbejde. Jeg har så desværre ikke selv kunnet bestemme min indtjening, men man kan jo ikke få det hele ...

Jeg er vild med den frihed og fleksibilitet, jeg har i livet som selvstændig, og jeg er vild med variationen i opgaver. Ikke én dag er ens, og det er fantastisk motiverende at skifte mellem rutineopgaver, hvor hjernen kan slås mere eller mindre fra, til de større, mere strategiske opgaver, hvor øjnene skal blive på bolden konstant for ikke at lave rod i den. Der er i det hele taget ret meget ved selvstændighedsformen, jeg er vild med, og ikke så meget, jeg ikke er vild med. Det skulle da lige være det der med, at man ikke aner, hvor pengene skal komme fra næste måned. At én måned kan være vældig indbringende, mens den næste er helt død. Det giver en usikkerhed, som er svær at vænne sig til - også selv om vi har budgetteret med den. Usikkerheden udmønter sig i, at jeg har mere end almindeligt svært ved at sige nej, når en arbejdsopgave byder sig. For hvis nu jeg siger nej (også selv om jeg reelt ikke har tid), hvem ved så, hvornår der kommer en ny opgave?

Smukke Nordhavn

Meget lader sig heldigvis planlægge vha. en kalender og en kuglepen, og mine kunder er i reglen så godt opdraget, at de godt kan vente bare lidt med at få deres opgaver. Men engang imellem, eggå - så gad jeg godt, at nogen ville lære mig, hvordan man siger nej (tak). For selv om folk er søde til at vente på deres ting, så bliver jeg pænt presset over, at der er firs milliarder opgaver i pipeline, og at ingen af dem er helt klar til at blive sendt af sted. Sådan en periode har jeg lige nu. Opgave på opgave på opgave - nærmest uanset hvor jeg kigger hen. Udadtil tror jeg egentlig ikke, der er noget problem - jeg har varslet lidt længere leveringstider, og det er fint med alle - men indadtil ... Der trænger jeg SÅ meget til ferie. Eller bare til en dag, hvor der er lidt mindre tryk på.

Et tryk, som jeg helt klart selv er skyld i, fordi det som nævnt er et indre pres. På ikke blot at få opgaverne færdige til tiden, men samtidig også hente ungerne tidligt fra hhv. skole og børnehave. Fordi både de og jeg er blevet vant til det. Og jeg vil så gerne have mere tid til dem i hverdagen. Jeg elsker Varanens og mine langsomme morgener, og vores eftermiddage med god tid, te og Uno. Også selv om det bare er en time eller to, før ulvetime og træthed sætter ind. Og jeg er på ingen måde vild med først selv at komme halsende ind ad døren, to minutter før aftensmaden skal stå på bordet, eller tage af sted om morgenen, før alle mand er vågne, fordi logistik-puslespillet ellers ikke kan gå op - HDD går jo også på arbejde.

 
Ok - så er det heller ikke hårdere. Der blev da tid til at kælke i weekenden. I høj sol og blændende hvid sne. Fantastisk!

Heldigvis er det bare en periode. To uger mere, og så er jeg i mål med denne omgang uhyrlig travlhed. Så håber jeg, der går lang tid, før jeg igen får så travlt, som jeg har lige nu. Travlt er ok, men for travlt er ikke godt. Ikke i for lang tid, i hvert fald. Slet ikke fordi det jo ikke ligefrem var psyko-travlhed, der var meningen med hele selvstændighedstanken. Det var primært fleksibilitet, og den oplever jeg dæleme ikke meget af lige nu. Men alt godt kommer til den, der venter (og arbejder), så den kommer nok igen, fleksibiliteten. Det håber jeg i hvert fald. For den er noget af det, der gør det sjovt at arbejde og får hverdagen til at være helt human.

Men trods brok er det faktisk meget rart at have den her slags perioder nu og da. For det er jo både spændende og hyggeligt at være ude og omkring i stedet for at sidde på hjemmekontoret. Møde søde mennesker, se nye steder og få en fornemmelse af, hvordan rigtig rigtig mange mennesker klarer sig gennem hverdagen. Og så er det med til at bekræfte mig i, at valget om at blive selvstændig i sin tid var det helt helt rigtige for mig - noget det slet ikke er så tosset at blive mindet om bare en gang imellem, når man synes, det hele er lidt hårdt.

mandag den 11. januar 2016

Ung og aggressiv

Tandlægen: Der er ikke noget at se overhovedet. Hverken, når jeg kigger efter, eller på billederne. Men du har ondt, siger du?

Mig: Meget. Især i venstre side. Det føles som et hul.

Tandlægen: Har du haft den type smerter før?

Mig: Ja. Sidste år ved den her tid, faktisk. Dengang fik jeg at vide, at det var spændinger, og at jeg formentlig er sådan en, der skærer tænder om natten.

Tandlægen: Det kan meget vel være rigtigt. Er du aggressivt anlagt?

Mig: Jeg er en af de mindst aggressive personer, jeg kender. Men det har været et hårdt efterår, hvor jeg har været pænt presset på visse tidspunkter.

Tandlægen: Stress kan selvfølgelig også være årsagen. 

[Pause i samtalen, fordi min mund er blevet fyldt med spejle og andet godt]

Tandlægen: Du er hård ved dit tandkød, ved du godt det? Det skal man være forsigtig med - der er ingen grund til at børste så hårdt. Det skader mere end det gavner.

Mig: Jeg ved det godt - jeg får det ret tit at vide, men jeg fatter det åbenbart ikke.

Tandlægen: Det går nok; Det er ingen katastrofe. Endnu. Du skal bare lade være med at være så aggressiv, når du børster.

Mig: Jeg er ikke aggressiv.

Tandlægen: Når du børster tænder, er du. Det kan jeg se.

Mig: Der kan man bare se. Det vidste jeg slet ikke.

Tandlægen: Måske du kan begynde at gå til boksning i stedet for. Få aggressionerne ud dén vej.

Mig: Jeg er ikke aggressiv!

Tandlægen: Når man er så ung, som du er, er det er alt for tidligt at få skader på tænderne. Her er en blød tandbørste, du kan prøve. Den er ikke så hård ved tænderne. Men det hjælper selvfølgelig ikke på spændingerne. Tænk over det med boksningen, så du kan komme af med aggressionerne.

Mig: Jeg er ikke aggressiv. Ikke mens jeg er vågen, i hvert fald. Men ung ... Dér kan jeg være med ...

Jeg er allerede vild med min nye tandlæge, som blev valgt i et akut anfald af Hold Kæft, Hvor Har Jeg Ondt I Tænderne, Og Jeg Har Tilfældigvis Tid Til At Gøre Noget Ved Det I Dag! Det har varet i over en uge nu, og eftersom min bror ringede forleden og fortalte, at han havde ignoreret smerter i tænderne for længe og pludselig stod over for en rodbehandling, tænkte jeg, at jeg hellere måtte blive kigget efter i sømmene. Min sædvanlige tandlæge residerer i DNP, men mit arbejdsskema i januar efterlader nul plads til den slags afstikkere ud i det blå, så jeg (og tandpinen) besluttede os for at være utro med en tandlæge i Kbh. Og hun er totalt en keeper.

Jeg er godt klar over, at den gratis tandbørste, de mange gode råd og røntgenbilleder on the house er totalt pusher-metode, og at de bare gerne vil have mig til at komme igen - særligt fordi jeg er en potentiel aftager af psykodyr bideskinne #charming - men jeg er ligeglad. Jeg er solgt. Mest fordi tandlægen (som faktisk selv var ret ung. Yngre end mig, i hvert fald) syntes, jeg var ung. Smiger åbner alle døre ;)

tirsdag den 5. januar 2016

Hej 2016

Ninja-december stak helt af. Overrumplede mig totalt med både jul og nytår for så at skride i en sky af julepyntsefterladenskaber og gavepapir. Nu skriver vi 2015 2016 (kommer til at skrive forkert mange gange, manner), og erfaringen fortæller, at der ikke er meget ninja over januar. Tværtimod plejer januar at være måneden, der s n e g l e r sig af sted indhyllet i moderigtigt mørkt og koldt, men holder måneden stilen fra i går med høj sol (eller i dag med sne. Yay!), hører I ikke mig klage. Heller ikke selv om mine kinder faldt af på vej på kontoret i morges.

Nogen glædede sig pænt meget til juleaften

Jeg kan skrive meget om juleferien, men jeg gider egentlig ikke. Primært fordi jeg har brugt de fleste af mine ord på snak gennem de sidste par uger, og fordi dem, jeg har tilbage, skal bruges på arbejde. Meget atypisk for januar byder måneden nemlig på psykopache-mange opgaver. Men jeg kan da sige så meget, at vi har hygget os. Og om ikke nået zen-lignende tilstande, så slappet af og nydt at have tid til at sove længe, spise aftensmad i sofaen med diverse animationsfilm som underholdning, tænderklaprende kolde ture på legepladsen, caféture, familiehygge og meget andet godt. Når vi altså ikke har været i IKEA. Det har vi nemlig været ret meget her i ferien. Fordi det der planlægning tilsyneladende ikke er noget, vi gør os i. Ikke om jeg fatter, hvordan HDD og jeg til sammen kan skrabe to projektleder-certifikationer sammen, når vi ikke engang kan skrive en udførlig indkøbsliste til IKEA.

Fra tredje - og sidste - tur til IKEA i juledagene. Ældstebarnet var på besøg hos en veninde, så hun slap

Ret skal dog være ret - mængden af IKEA-besøg skyldes ikke udelukkende dårlige planlægningsevner, de var også udslag af hhv. spontane indfald og vredesudbrud over vanvittigt rod i lejligheden. Som ikke kun bestod af julegaver. Når man flytter fra hus med virkelig rummelig garage OG bryggers, man bare kunne lukke døren ud til, når rodet blev for meget, så er det virkelig en prøvelse på skrammelfronten at flytte til splinternyt byggeri, der end ikke har en bagtrappe. Arkitekterne må have tænkt "Nøjjj, det bliver pænt, det her" snarere end "HER skal de stille alt deres l*rt", da de slog deres fine streger på tegnestuen. Eller også har de bare ikke kalkuleret med, at vi er nogle, der tilsyneladende stadig ikke har fattet konceptet 'less is more'. Hvad jeg ikke har af gamle dagbøger, nostalgi-ting og -tøj, "DET her skal vi bruge, når/hvis vi engang får et sommerhus"-ting og andre memorabilia, er ikke værd at have (og det er så dét, der fylder hele vores lillebitte kælderrum). Heller ikke selv om vi har smidt virkelig meget ud og givet mindst lige så meget væk. Men så er det jo godt, at IKEA er leveringsdygtig i fine opbevaringsløsninger. Både første, anden og tredje gang man besøger etablissementet på 12 dage ...

Et meget lille udsnit af uendeligt meget rod. Deraf behovet for de mange IKEA-ture 

Juleaften både kom og gik og glimrede ved sit høje hyggeniveau. Personligt var det ikke selve juleaften, jeg havde frygtet i forhold til at mangle min mor - det var mere december som helhed, jeg vidste ville blive hård. Det blev den også, men heldigvis på en måde, så det har været til at være i. Til trods for andre menneskers høje forventninger til mig har jeg stjålet mig tid til bare at være og at dvæle ved tanker og minder. Og lovet mig selv, at jeg her i 2016 skal være bedre til at tage mig af mig selv. Ikke fordi jeg nødvendigvis vil svælge i mit savn, men fordi efteråret (ud over dødsfald, flytning, læssevis af arbejde og falden til i et nyt, gammelt område) er gået med at prøve at være en masse for andre (som ikke er mine børn). Hvilket har været nødvendigt, men nu er det så også nødvendigt, at jeg passer på mig selv.

Selv om vi ikke holdt jul derhjemme, fik vi et lille juletræ. Rødgran leveret til døren af Farmor og hendes mand - direkte fra ødegården i Sverige, hvor de selv har plantet det for år tilbage

Børnene fik en masse dejlige gaver til jul, og de er alle blevet brugt meget - måske lige med undtagelse af den gave, de begge ønskede sig allermest: rullesko! Særligt den ældste havde vist ikke kalkuleret med, at det at ønske sig - og få! - de eftertragtede rullesko ikke var ensbetydende med også at få en fiks og færdig balance og yndefuldhed på de 2 (4) hjul. Det har betydet skrabede knæ og frustrerede miner. Og en holdning fra den ældste om, at jeg var den mest nederen i hele verden, fordi jeg heppede optimistisk og citerede Pippi Langstrømpe (måske en oktav eller to for højt. Og et par gange for meget) med hendes "Det her har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg garanteret godt finde ud af". Yngstebarnet tager heldigvis ikke rulleriet (eller mangel på samme) så højtideligt. Han er fint tilfreds med, at skoene, som i øvrigt både lyser og blinker (men til hans store skuffelse - og til forældrenes usigelige lettelse - ikke også synger), fint kan bruges uden hjul under også. Vi skal vist ud og øve væsentligt mere, når vejret bliver lidt mildere ...

LEGO-gaver var der også en del af under træet, og det var som altid et hit. Traditionen tro er det HDD, som har haft samletjansen med ungerne på skift, og jeg ved snart ikke, hvem der hygger sig mest. Projekt Saml Ungernes Milliard Sæt LEGO Igen Fordi Det Er Gået Fra Hinanden Under Flytningen har HDD også klaret - med en smule brok bare for syns skyld, men jeg har luret ham; han syntes, det var megahyggeligt. LEGO rawks!

Også den fineste brandbil, som ungerne fik Lillejuleaften af den temmelig gavmilde nisse (i dette tilfælde Jollyroom.dk, der havde sponsoreret i forbindelse med en giveaway på Instagram) viste sig populær. Også selv om de vel strengt taget er en smule for gamle til den - der er blevet leget brandmand mere en 10 gange efterhånden, tror jeg. Og spurgt efter de plasticbrandhjelme, de aldrig tidligere har brugt, ca. samme antal gange. Jeg har endnu ikke fortalt dem, at de altså røg ud i forbindelse med flytningen ...

Brandbilen i al sin pænhed 

Og se nu! Jeg har allerede skrevet meget mere, end det var meningen. Jeg ville jo spare på ordene. Men på den anden side så er det også bare så hyggeligt at være tilbage igen. Der er alt for langt mellem indlæggene herinde for tiden. Måske jeg skulle arbejde på at få frekvensen op i 2016?

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...