søndag den 13. marts 2016

Noget om 'hångbold'

Da jeg var lille, gik jeg til håndbold. Det eneste, jeg kan huske fra de få gange, jeg var der, var, at vi skulle orme os rundt på et koldt gymnastikgulv og - angiveligt - lege, at vi var krokodiller. Jeg erindrer ingen bolde overhovedet, men de har nok været der et sted. Eller også blev de introduceret på et senere tidspunkt. Efter usandsynlig kort tid på håndboldholdet fik jeg desværre mononukleose og var syg i månedsvis, så da jeg endelig blev rask, var sæsonen (eller i hvert fald holdet) stoppet, og orme-/krokodillelegen havde ikke været sjov nok til, at jeg plagede enormt om at begynde forfra på håndbolden. Vi ved derfor ikke, om verden er blevet berøvet et gudsbenådet talent for boldspil (jeg tillader mig at tvivle), men hvorom alting er, har jeg nu skabt balance i regnskabet - eller i hvert fald tilført håndboldverdenen en smule af min DNA igen - ved at kaste mit yngste afkom i håndboldpuljen.

Som jeg skrev i mit seneste indlæg, så har vi haft lidt ... udfordringer ... i forhold til at finde ud af, hvad børnene skulle gå til. Og om de skulle gå til noget overhovedet. Varanen har været vidt omkring i forhold til interesseområder og er flakket fra fodbold til dans til spejder og tilbage til fodbold. Alle de fodboldhold, jeg har kontaktet, har imidlertid glimret ved overhovedet ikke at svare på mine henvendelser, og som tidligere nævnt bliver jeg en anelse træt, når det føles nemmere mere opnåeligt med en audiens hos dronningen (ikke, at jeg har prøvet dét, men I ved ...) end at få en træner på et børnehold i tale. Jeg ved, at de har travlt, og at der er mange om buddet - jeg bliver bare ... ja. Træt.

Dans er stadig på tapetet (og her svarede træneren prompte), men der er ingen pladser på holdene lige nu, så planen er at skrive Varanen op til et hold, hvor han kan begynde, når han fylder fem. Så får han også en chance for at gå til noget, der kan bringe ham op på X-factor-scenen. Som han betroede mig forleden, at han gerne vil. Jeg tænker, at vi lige tjekker hans koordination, inden vi begynder at pace i den retning - hvis han ligner sin mor bare en smule i den afdeling, så bliver en eventuel placering på en hvilken som helst scene ikke pga. dansetalenterne. Men man kan jo blive overrasket, og han elsker at bevæge sig, så dans it is.

Men der er jo et stykke tid, til Varanen fylder 5. Så vi lagde hovedet i blød mht. fritidsaktiviteter endnu engang, og da Varanen fandt et kapitel om håndbold (?) i hans eksemplar af "Den farlige bog for drenge", var jeg hurtig og spurgte, om det mon kunne være sjovt at prøve. Det ville han gerne, og sør'me om det ikke viste sig, at der var plads på det relevante hold - og at træneren var af den slags, der svarer med det samme.

Så i fredags var Varanen til håndbold for første gang. Det var muligvis noget af det kæreste, jeg længe har set - en stor klump af 4-6-årige, der spænede rundt efter bittesmå håndbolde, løb rundt i cirkler og gav high-fives og fik alt for store veste på, så holdene kunne skelnes fra hinanden. Efter de første 5-10 minutter blev forældrene gennet ud af hallen, og Varanen løftede end ikke et øjenbryn - vinkede bare helt cool og råbte hej-hejjjj! Og således kunne jeg slentre ud i cafeteriet og smalltalke med andre håndbold-forældre og -bedsteforældre, indtil træningen var overstået, og Varanen kom drønende - ildrød i hovedet og superglad. På trods af, at han på vej til træning havde proklameret, at "jeg er altså lidt nervøs mor. For jeg kender jo ikke reglerne".

Så nu er han sådan en, der går til håndbold. Og jer er sådan en, der er mor til en, der går til håndbold. Det har jeg ikke prøvet før, men det skal nok blive godt. Jeg krydser fingre for, at entusiasmen holder ved og måske endda udvikler sig til full-on hobby. Næste gang kan det oven i købet være, jeg husker skiftetøj og en drikkedunk ...

mandag den 7. marts 2016

Om at være forældre til et skolebarn

Generelt er jeg sådan rimelig tjekket. Ikke på den cool måde, men på den strukturerede måde. Jeg har (næsten) altid (nogenlunde) styr på, hvornår der skal madpakke med (altid, så den er nem nok), er forholdsvis klar over, om det er turdag i børnehaven (selv om jeg ikke aner, hvor de skal hen) og holder sådan semi-styr på, hvornår der er sommerfest (til sommer. Nemt nok) og deslige.

Så begyndte Øglen i skole. Og så skal jeg da ellers lige love for, at tjekket-heden er blevet sat på en alvorlig prøve. For én ting er at holde styr på arrangementerne i en og samme børnehave, en anden er at gøre det i en børnehave og en skole. Særligt, når det er en privatskole, der er vild med forældreinvolvering. Misforstå mig ikke - jeg er også vild med forældreinvolvering - men der er altså kun 24 timer i døgnet, og det er ikke dem alle, jeg bruger på at tjekke forældreintra og SFO'ens intra (for selvfølgelig er der to systemer. Bare for at bidrage lidt til forvirringen). Slet ikke, efter at begge systemer kollektivt har besluttet sig for at spasse helt ud - det ene virker ikke på min telefon, og det andet virker ikke på min computer. Virkelig smart (!)

Derfor er det da også flere gange kommet bag på mig, at ungerne skal dette og hint - og senest har jeg glemt både forældrekaffe (halvanden time om morgenen i ny og næ) og legetøjsdag i skolen. Det vinder man ingen medaljer for, skulle jeg hilse og sige, for selv om forældrekaffen er frivillig, er børnene jo ikke blinde og kan udmærket se, om man er der eller ej. Det manglende legetøj blev heldigvis mødt med stoisk ro og et "så legede jeg bare med S's iPad i stedet". Phew. Længe leve andre børns gadgets. (Og så dog. For efterfølgende har jeg måttet høre en hel del på "HVorfor må jeg ikke tage min iPad med til legetøjsdag, når S må? Hva', hva', hva', hva'?!")

HDD havde også glemt alt om forældrekaffen (og legetøjsdagen, for den sags skyld), hvilket var særligt tydeligt, da det var ham, der afleverede den dag. Han havde et møde på arbejde, som han død og pine skulle til (sådan er det gerne med det der arbejde), så han forsøgte febrilsk at ringe til mig - som for en gangs skyld efter verdens længste og hårdeste januar havde haft en rolig morgen med Varanen og var ved at aflevere med telefonen på lydløs. Så altså; ingen forældrekaffe til os. Men de næste måneders forældrekaffe (for det er selvfølgelig et månedligt tilbagevendende arrangement) er nu tampet ind i kalenderen med alverdens alarmer, der bimler og bamler i god tid i forvejen. Så der burde være en chance for, at bare en af os husker det næste gang ...

Skoleforældretjansen indebærer også begrebet legegrupper, og selv om første runde af dem skal være afholdt ved udgangen af april, hvor der bliver dannet nye grupper, må jeg med skam indrømme, at jeg ikke lige er nået til det endnu (det er der så heller ingen andre i Øglens legegruppe, der er, men alligevel ...) Til sammenligning har en af mødrene i klassen nået at have samtlige børn hjemme og lege, før vi ramte juleferien. Jowjow. (Det MÅ være fordi, hun er erfaren skolemor med en dreng i et andet klassetrin. Bilder jeg mig ind).

Og så er der det der med fritidsaktiviteter. Som jeg måske ikke decideret glemmer, men bare er generelt utjekket med. Fordi jeg synes, det er noget fis, at man skal skrive sig op 2-3 år i for vejen (for realz), hvis man vil sikre sine børn plads på et svømmehold, der ligger efter kl. 15. Og det vil man, når ens 0. klasse-barn går i skole til kl. ca. 14, og svømmehallen sandsynligvis ligger helt ad h til i forhold til både skole og bopæl. Og det gælder i øvrigt ikke kun for svømning, hvilket har resulteret i, at ingen af ungerne rigtig har gået til noget. Før altså i sidste uge, hvor vi jo så e n d e l i g fik en plads på parkour-holdet.

Så mangler jeg bare at tjekke op på fodbold eller dans til den yngste, og spejder til den ældste. Suk. For til den nyligt overståede skole-/hjem-samtale (som i øvrigt gik så godt, at både HDD og jeg blev helt røde om ørerne) kunne læreren berette, at Øglen taler enormt meget om at gå til noget. "Så hun er helt klar!" Godt så. Jeg krydser dog fingre for, at parkour-holdet pacificerer hendes lyst til at gå til mere i et lille stykke tid. Særligt fordi jeg som udgangspunkt ikke synes, hun skal gå til ret meget mere end én ting, hvis der også skal være tid og overskud til legeaftaler, svømmehalsture med os forældre og helt almindelig, gemen afslapning. Jeg er sikker på, at hun ikke tager skade af at kede sig en lille smule heller. Og så har det desuden også den ikke så lille fordel for undertegnede, at jeg ikke skal huske mere - det har jeg tilsyneladende rigeligt svært ved i forvejen ...

fredag den 4. marts 2016

Om store skuespillere og små teenagere

Der er eventyruge i Varanens børnehave i denne uge. En hel uge, hvor de har eventyr-tema - de læser eventyr, ser eventyr, taler om eventyr og øver eventyr. Og ugen kulminerer i, at hver stue viser et eventyr-stykke for hinanden. Jeg ville give min højre arm for at se med, men det er kun forbeholdt børn og pædagoger - og det er måske meget smart, hvis det ikke skal gå op i hat og briller.

Varanens stue skal spille Hans og Grethe, og der bliver øvet og produceret kulisser til den store guldmedalje. Rollerne til teaterstykket blev fordelt i begyndelsen af ugen, og da jeg på fordelingsdagen kom for at hente Varanen, hørte jeg ham stolt proklamere "Jeg skal være far!" til hans små hang-arounds. Det kan man jo mene er lige lovlig tidligt, men det går nok endda.

Dagen efter kunne han stolt meddele, at han havde fået en "Oscars" under generalprøven, fordi han var så dygtig til at sige sin replik - og i øvrigt var holdt op med at kravle ned under bordet af generthed, hver gang han skulle åbne munden. Det var han svært stolt af, og derfor har vi gjort en del ud af at øve den famøse replik herhjemme, så kvaliteten forbliver høj til premieren.

Således har man i det lille hjem kunnet høre omkring 100 forskellige variationer af sætningen "Åh nej - det kan I da ikke gøre!" de sidste par dage. Forbavsende, HVOR mange forskellige måder man kan sige det på, men sådan er det jo nok at være skuespiller. Hvis man spørger Varanen, i hvert fald.

Øglen er ikke videre imponeret af Varanens skuespil - eller hans replik, for den sags skyld - så hun øver sig på sine egne. Ikke, at hun skal medvirke i noget skuespil (i hvert fald ikke, hvad jeg ved af), men jeg har hende mistænkt for at planlægge sin helt egen forestilling, der formentlig kommer til at vare nogle år. Titlen? Jeg gætter på "Sådan er man, når man er teenager". Eller noget i den boldgade.

Forleden begyndte hun til parkour (det fortjener sit helt eget indlæg, så jeg skal gøre det kort her), og første træningsgang var både kold og mørk. Derfor blev hun udstyret med træningstøj, en løs hættetrøje og den eneste hue, jeg kunne finde, som ikke havde øjne og knurhår og lignede en ulv - nemlig en af mine beanier. I det outfit kom hun til at ligne en lille miniature-forbryder, men hun syntes, det var herre-sejt, og siden har huen ikke veget fra hendes side. Hun havde den endda på i går, da jeg hentede hende i skolen, og hun sad og holdt hof med tre af drengene fra klassen.

Selv om hun havde bedt mig hente tidligt, var det helt tydeligt meget belastende for hende, at jeg kom, så jeg blev mødt med et øjenrul og et "Arrjjsjgj - skal jeg hjem NU?!" Efter jeg havde snakket lidt med alle ungerne (og krammet dem med et meget vådt halstørklæde, gnæg), meddelte jeg, at vi skulle hjem. Hvortil Øglen kiggede på mig og li'så tørt sagde "Alt, hvad jeg hører dig sige er blablabla - nørdenørdenørde!" Bum. Ganske vist er det et citat fra en film (tak til Det regner med frikadeller, som vi så i vinterferien), men det er da noget af det mest teenage-agtige, jeg længe har hørt. Hun bliver en fest, når hun bliver rigtig teenager.

Næh. Må jeg be' om "Åh nej - det kan I da ikke gøre!" til hver en tid?!

torsdag den 3. marts 2016

Noget om andres øjne - og lidt om Andie MacDowell

På trods af flytning (eller måske snarere på grund af flytning) og hektisk efterår og alt det der, har jeg stadig en plads på kontoret. Jeg er der på ingen måde lige så meget, som jeg havde regnet med (og i perioder slet ikke - har været der pinligt lidt, siden jeg skrev under på lejekontrakten for snart to år siden), men alene visheden om, at jeg har en plads dernede, og at der er kollega-agtige mennesker at sparre med og sludre og drikke kaffe med, er hele huslejen værd, for det gør mig glad helt ned i maven. Så pyt med, at pladsen er lidt vel dyr pr. gang i forhold til, hvis jeg n*ssede mig derned et par gange eller tre om ugen. Glæde kan ikke gøres op i penge, er det ikke sådan, man siger?

Anywhoodles, så er jeg faktisk begyndt at bruge kontoret lidt mere. Det er mit marts-forsæt, at det bliver endnu mere - nu har jeg lavet et par tiltag på arbejdsfronten, der gør, at det rent arbejdsopgavemæssigt bliver nemmere at komme af sted - men også før marts kom jeg af sted et par gange. Faktisk. Og bedst som jeg i januar sad dér helt begravet i kaffe, computer og opgaver, kom et af de nyeste medlemmer af fællesskabet (der er rimelig stor udskiftning, men sådan er det jo) ind fra kulden, hilste rundt og fik øje på mig - og udbrød: "Dig kender jeg!" Heldigvis (gen)kendte jeg også hende, og vi kunne så nogenlunde huske, hvad hinanden hed. Vi læste sammen (og var oven i købet i en rimelig kick ass-læsegruppe sammen) i tidernes morgen på det studium jeg kun var på i ét år, og det er 15(!) år siden, vi så hinanden sidst. Tal om blast from the past!

Den næste halve time sludrede vi løs og opdaterede hinanden om alting og ingenting. Hun holdt ud på studiet gennem hele bacheloren, mens jeg, som nævnt, kun holdt et år. Hun bor (sjovt nok) ikke længere i den lille lejlighed, hun boede i dengang, og hun havde nærmest glemt, at hun nogensinde havde boet der. Mens jeg nærmest havde glemt, at jeg nogensinde havde boet i det bofællesskab (eller kollektiv, som hun refererede til det), som jeg boede i dengang. Og blev helt forvirret, da talen faldt på vores børn, og hun spurgte, om jeg havde dem sammen med ham, jeg var kærester med i 'kollektivet'. "HVEM?!", nåede jeg lige at tænke, før jeg kom i tanker om, hvem hun talte om. Og tænkte, at det føltes som markant mere end 15 år siden, jeg levede dét liv.

Vi fik hinandens færden gennem de seneste 15 år i overskrifter, og samtidig blev vi begge halet en tur gennem Memory Lane. Og fik et glimt af os selv - i hvert fald dem vi var - gennem den andens øjne. Dengang på studiet tænkte jeg, at hun var sådan en, der havde styr på det hele. Lidt bohème-agtig, sød, sjov og smuk med egen lejlighed. Meget voksen! Mens jeg selv følte, at jeg rodede rundt og vidste meget lidt om det meste - og københavnerlivet i særdeleshed. (Det forkerte studium kan få ens selvtillid helt og aldeles ned med nakken).

Sådan havde min tidligere læsemakker imidlertid slet ikke opfattet mig, viste det sig. Tværtimod havde hun været vildt benovet over mit liv - tænk at flytte til København, finde et kollektiv (det VAR altså bare et bofællesskab), og så oven i købet blive kærester med en af dem, der boede der! (Man kan kalde det sejt. Man kan også kalde det praktisk, tænker jeg ;-)) Og i stedet for at anse det for værende temmelig uovervejet og et udslag af ren og skær desperation (hvilket jeg i mit stille sind stadig gør af og til) at droppe ud efter et år, syntes hun, det var utrolig modigt og stærkt - og påstod, at hun ville ønske, at hun selv havde hørt efter, når alt i hende skreg, at hun var havnet det forkerte sted.

Jeg blev sådan cirka lige så overrasket over hendes udmelding, som hun blev over, at jeg havde betragtet hende som moden og tilnærmelsesvis voksen. Men er det ikke sådan, det ofte er - vores syn på os selv er ofte meget mindre nådigt og positivt end andres syn på os? Det tror jeg, jeg vil prøve at huske på lidt oftere. Ikke mindst efter, min nabo forleden fortalte mig, at hun længe havde tænkt over, hvem det var, jeg lignede, og hun var nået frem til, at det var en lys udgave af Andie MacDowell. Endda på en dag, hvor jeg var dødtræt, og mit hår klaskede. Og det kan man jo ikke blive gal over - heller ikke, selv om man selvfølgelig kan spekulere lidt i, at Andie MacDowell er 57, og jeg ikke er fyldt 40 endnu, men jeg satser på, at naboen mente det pænt).

Og så sent som i går fik jeg en besked fra hende her om, at hun havde set mig i Lorry. Jeg erindrer imidlertid intet om, at jeg har medvirket i tv, og eftersom indslaget handlede om en, der fik nyt hår, ved jeg med sikkerhed, at det ikke var mig, for mit hår er virkelig sløjt for tiden. Måske var det Andie MacDowell? Vi har ikke tv (eller jo, det har vi, men vi har ingen kanaler på det), og jeg kan ikke finde indslaget på nettet, men det kunne da være spændende at se, hvordan jeg ser ud i Cilles øjne. Med mindre velkommende i indslaget altså ligner Jabba The Hut (i mine øjne, altså) - så er jeg helst fri ...

torsdag den 25. februar 2016

7 år, Niller!

Som nævnt forleden, fyldte Øglen 7 år i går. Nu er hun definitivt sprunget ud af boksen med mærkaten "små børn" og er i fuld sving med at finde sin egen identitet, og mutti her skal til at fatte, at ting som at blive hjemme med mor, lægge puslespil og forsøg på at bilde hende noget ind på ingen måde længere har samme appel som tidligere. Snøft.

Fødselaren blev vækket med sang og flag, og selv om der sædvanligvis er lidende lyde og gnavne ansigtsudtryk, når hun bliver vækket, var der i går verdens største, allermest forventningsfulde smil. Et af den slags, der går direkte i morhjertet og med det samme bliver omdannet til et kerneminde af den slags fra Inderst Inde. Awwww.

Fra smilet blev tændt til kroppen fulgte trop og kastede sig ud af køjesengen og galopperede ind i spisestuen, gik der vel rundt regnet et nanosekund. Heldigvis gav ballonerne, stearinlysene og alle gaverne ikke anledning til, at smilet falmede, og både Lego Ninjago, Star Wars-figurer og Zhu-Zhu pets blev modtaget med stor begejstring.Vi spiste morgenmad, lavede madpakker og hyggede i al almindelighed, men kl. 7.40 blev festlighederne sat på pause, for nogen skulle jo i skole. Sammen med en hel pose flødeboller (som moderen vel og mærke måtte haste ud efter tirsdag aften kl. 21, fordi jeg ikke lige havde tænkt over, at den 7-årige gerne ville dele noget ud i klassen. Jeg havde bare tænkt, at det måtte være fint, nu hvor pigerne skulle med hjem til fest, men det får drengene jo selvfølgelig ikke noget ud af, vel mor?, som Øglen spurgte kl. 20.45, da hun helt spændt lå og roterede i sin seng som en grillkylling. Ak ja - som skolebarnsforælder lærer man hele tiden. Forhåbentlig husker jeg det til næste gang ...)

Morgenopstillingen - naturligvis med det fødselsdagstog, som Øglen fik af sin onkel og tante, da hun var helt og aldeles nyfødt. Og som hun nu er vokset ud af i den forstand, at der kun er tal op til 6. Heldigvis var der syv dyr, så dem fik hun. Uden tal.

Formiddagen blev brugt på at jonglere hhv. arbejde, oppyntning og fremstilling af muffins og boller, og kl. 13 drog Verdens Bedste Nabo og jeg af sted mod skolen, mens HDD nys hjemkommet efter halv arbejdsdag snittede frugt og grøntsager til den store guldmedalje. En time senere kom vi retur med 12 styks unge damer i alderen 6-7 år, der alle havde opført sig ganske upåklageligt i gårækken. Øglen førte an med bedsteveninden i hånden, VBN gik lige bagved med en af pigerne, og jeg dannede bagtrop med en ked lille pige, der savnede sin mor. Det lykkedes os at få alle børnene med ind i S-toget og de samme børn med af igen, så det var en udmærket start på fødselsdagsfesten. I hvert fald bedre, end hvis en enkelt ville undslippe, så jeg skulle forklare et sæt forældre, hvorfor deres datter sad på endestationen i Farum i stedet for at spise kage hjemme hos os.

Vel hjemme igen gik pigerne i gang med at lege og fordele sig over hele lejligheden (inklusive brusekabinen i et af badeværelserne, der blev udstyret med tæpper og bamser). De første tre kvarter blev der leget løs, afbrudt af boller med syltetøj og gaveudpakning (efter vældig demokratisk afstemning i klassen er forældrene i 0.A blevet enige om, at klassens fødselarer får én gave fra hele klassen til en værdi af 200-250 kr. i stedet for en zilliard mindre ting. Det betyder, at hende, der havde fødselsdag i tirsdags, sørgede for at købe gave til Øglen, som så igen (med temmelig stor hjælp fra vores side) sørgede for at købe til ham, der har fødselsdag i dag. Og ja - de ligger tæt lige nu, de fødselsdage. Men som hyggelig lille sidehistorie kan jeg da lige nævne, at ham, der har fødselsdag i dag, ham mødte vi på barselsgangen for 7 år siden. Hans forældre og vi har fælles bekendte, så de slog lige to fluer med ét smæk, da vi sådan lå der og barslede den). 

Øglen fik en malebog med klokkeblomst, fem pakker Champions League-fodboldkort og - la pièce de résistance: et badehåndklæde med F.C. Barcelona. Nogle gange spekulerer jeg lidt på, om hun ER mit barn ... Pigen, der havde sørget for gaven, så helt opgivende ud og udbrød noget i stil med "Jeg forstår det ikke helt. Men hun havde jo ønsket sig det?". Og sådan har jeg det også lidt. Selv om det var mig selv, der havde overleveret ønskerne i sin tid. Børn er mærkelige.

Fødselsdagsbordet, inden mad-rykindet. Der har dog været gang i farverne allerede

Vi havde ikke planlagt så mange lege, men i stedet havde vi beklædt bordet med papirdug og været gavmilde med farvekridtene. Det gjorde vi til mine egne børnefødselsdage i fordums tid, og det var altid et hit. Det er det også i 2016, kan jeg afsløre. Derudover lavede vi fiskedam med slikposer - og enkelte snydeposer med løg, peberfrugt eller gulerødder i. De uheldige, der fiskede en snydepose, skulle stille sig op bag i køen og håbe på bedre held næste gang. Det var knald eller fald i forhold til, om det blev modtaget med skrig og skrål, men de kunne heldigvis godt klare mosten og syntes, det var SÅ sjovt at fiske snydeposerne op. Phew.

Her kunne det have været tjekket, hvis jeg havde haft et billede af fiskedammen in action, men jeg havde for travlt med at agere fisker til overhovedet at huske at tage billeder. Så I må nøjes med et billede af dugen, som den så ud, efter horderne havde forladt bordet 

16.30 var alle mand trætte, men en omgang ansigtsmaling kan gøre underværker (og skabe mildt kaos). Så da forældrene rykkede ind for at hente deres poder, fandt de glade, ivrige børn, der dels blev malet af mig, dels af hinanden, og de fleste erkendte, at det ville være en tabt sag at tvinge børnene med, så de blev til en kop kaffe.

Vi har ikke gjort os så meget i forældrearrangementer i klassen endnu, så det var enormt hyggeligt, at folk blev hængende, så vi lige kunne sludre. De fleste var også temmelig nysgerrige efter at se lejligheden - det er vist meget typisk, når det er helt nyt byggeri i en helt ny bydel. Kl. 18 var alle mand ude af døren igen, og bortset fra en major Øgle-nedsmeltning over noget med Varanen og en iPad, der resulterede i en metalkande kastet fra en meters højde (don't ask) kombineret med et raserianfald, der får ham den lille røde med ild i håret fra Inderst Inde til at virke blid til sammenligning, gik alt omtrent 400 gange bedre end forventet. Og jeg havde endda været positivt indstillet på forhånd, så jeg er en virkelig happy camper. (Selv da Øglen råbte "Arrrrgghgghhgghghg, dumme lortemor. Jeg HADRER dig!" under førnævnte raserianfald, kunne jeg tage den med ro). Roen blev heldigvis hurtigt reetableret, og resten af aftenen frem til puttetid blev brugt i sofaen med købepizza på tallerkenen og Masterchef Junior i fjerneren. En helt i orden fødselsdag, syntes hende den 7-årige. Og hendes forældre.

Etape to af fødselsdagen køres af stabelen på søndag, hvor det er familiens tur til at fejre Øglen. Stay tuned for at finde ud af, om hun får den Messi-plakat, hun ønsker sig, om der kommer mere Ninjago til samlingen, eller om det stikker helt af, og nogen formaster sig til at komme med noget lyserødt ...

tirsdag den 23. februar 2016

Noget om at holde ferie

Som selvstændig er det der med at holde fri noget underligt noget. For selv om der er en vis grad af frihed i hverdagen, når der ikke lige er deadline på en opgave, så ligger arbejdet altid og lurer i baghovedet - hvornår er det lige, der er deadline, får man mon den opgave, man gav tilbud på forleden, burde man have sagt ja tak til den seneste opgave, kan man nå det hele til tiden, og og og.

På grund af et alt for begivenhedsrigt efterår, er det oven i købet længe siden, vi har holdt ferie-ferie (jojo, vi holdt da fri i julen, men var jo 'bare' hjemme), så da jeg for små 5 uger siden blev bidt af en gal ski, var der ikke langt fra tanke til handling, og i et anfald af Vi Skal På Ferie NU!, bookede vi en uge på ski i uge 7.

Det fineste winter wonderland - med -20 grader om natten. Brrrr.

Nu skriver vi som bekendt uge 8, og vi er netop kommet hjem fra ... I gætter det aldrig ... En uge på ski. Hvor min telefon kun har kunnet få forbindelse til det der internet, når vi sad i varmestuen med en skoldhed kop kaffe - og i øvrigt havde travlt med at høre på alt det, afkommet havde oplevet i dagens skiskole. Så gæt selv, hvor meget dén netforbindelse blev brugt. (Og jaja - jeg ved godt, at man kan roame. Det gjorde jeg ca. to gange, før jävla-dyre TDC meddelte, at min mobilkonto nu var i minus, og om jeg ville være god at tanke op. Hvilket jeg med glæde ville have gjort, hvis ikke jeg havde glemt min adgangskode derhjemme). Så: Stort set internetfri ferie til mig.

Dét burde man knageme gøre noget oftere. Det frigav nemlig tid til at (ud over at stå på ski, naturligvis) spille Uno, junglespil og vendespil i lange baner, læse 2,5 bøger (sgu'!), løse et hav af krydsord, spise åndssvagt meget slik og gå tidligt i seng. Slet ikke tosset.

Den daglige frokost. Grillede hottere, som vi selv grillede ude i sneen efter en masse skiløb. Koldt og meeeega-hyggeligt!

Det er længe siden, jeg har været sådan rigtigt på ski, når man fraregner et par dage hist og pist. Helt præcist er det 8 år siden - i HDD's og mit forholds spæde begyndelse, hvor jeg med skam må meddele, at jeg blev så hidsig på en bakke, der ikke ville, som jeg ville, at jeg endte med en forvredet fod og ingen ski i halvdelen af ferien. 1-0 til bakken. Siden da er der sket meget (desværre ikke med mine evner til at stå på ski, selv om jeg trods alt ikke væltede denne gang. Muligvis på grund af større respekt for højderne nu?) - der er bl.a. kommet to børn til - og jeg er blevet langt mildere. Ahem.

Skeptisk type umiddelbart før tre timers skikursus. Idéen føltes pludselig ikke nær så god, som den gjorde, da jeg sad hjemme i sofaen og brægede op om, at jeg da "blev nødt til at lære lidt teknik". Suk.

Vi var spændte på, hvad ungerne sagde til en hel uge på ski, men det klarede de - selvfølgelig - i fin stil. Vi havde booket fem kvarters skiskole hver morgen (længe nok til at lære dem det grundlæggende - ikke længe nok til at gøre dem trætte af det), og mens de var af sted, tog HDD og jeg nogle skiture sammen. Efter skiskolen blev det hurtigt fast tradition med en kop kaffe og en ficka (ja, vi var i Sverige), og bagefter stod vi alle sammen lidt på ski.

HDD er den absolut mest habile skiløbet af os fire, snart skarpt efterfulgt af Øglen, der i dén grad har taget både sporten og teknikken til sig og helt frygtløst kastede sig ud i den ene bakke efter den anden. Jeg kan holde balancen og en nogenlunde hæderlig stil på de nemme bakker, men jeg mangler erfaring, så den arbejdede jeg på at få lidt af i år - bl.a. bha. et 3-timers skikursus. Det hjalp lidt og satte fokus på teknikken, men det kompenserede (desværre) ikke for en hel barndoms manglende skiferier, som HDD fører med.

Øglen i Troldeskoven

Varanen tålte skiskolen, men manglede Øglens udelte begejstring. Alligevel blev han dygtig til at holde balancen og fik sig nogle gode ture og succesoplevelser både i skisele og hånd i hånd med HDD.

Fordi vi havde booket sent, var der ikke flere ledige hytter i selve skiterrænet, så vi havde lejet en lille, hyggelig hytte ca. 1,5 km derfra. Der brugte vi de sene eftermiddag og aftener på at spille vendespil og Uno, og på at se et par i forvejen downloadede film, spille iPads og læse bøger. Når vi altså ikke kørte til nærmeste større by og satte os i blød i deres svømmebassin. Særligt det udendørs varmtvandsbassin fik en stor stjerne hos mig - ikke mindst den sidste gang, vi var der, hvor der var snestorm om ørerne på os. Ahhhh.

Hytten med en fin hat af sne. Ren fjeldidyl 

Uanset hvad, man kunne mene, er jeg sikker på, at det ikke er bassinets skyld, at jeg er kommet hjem med en gigantisk forkølelse, som jeg desperat prøver at slå ned. I hvert fald bare til i overmorgen. For i morgen er der en Øgle, der fylder syv. 7 hele år siden, verden ændrede sig for evigt, og jeg blev nogens mor. Og holdt en laaaang pause fra at stå på ski. Det er vildt. Og det er også lidt vildt, at jeg skal gelejde 13 piger fra skolen og hjem. Via et S-tog. Heldigvis er HDD der til at hjælpe. Og verdens bedste nabo (tænk at man kan få verdens bedste nabo TO gange. Dét må da siges at være heldigt!) tilbød så sent som i dag også at hjælpe med at få kræene hjem. Så det har jeg takket ja til. Tre voksne til 13 børn lyder ikke umiddelbart af for mange, tænker jeg.

Nå. Der skal bages. Og pyntes. Og pakkes gaver ind. Ninjago og Starwars. Nogen har for alvor lagt den lyserøde prinsesseverden bag sig og ønsker sig 'seje' ting. Og en kanin. Som vi desværre ikke kan give hende - når man er allergisk, duer det ikke. Måske de par Zhu-Zhu pets hun også får kan kompensere lidt ...

søndag den 7. februar 2016

Om produktive morgener

Med fare for at jinxe noget, så er det længe siden, weekenderne er begyndt alt for tidligt. Småbørns-tidligt, altså. For selv om Varanens søvn har ladet en del tilbage at ønske i hans helt unge dage, så er det blevet mærkbart bedre, og selv om jeg stadig vil vægre mig mod at kalde ham en syvsover (modsat hans søster), så sover han aldeles hæderligt og har gjort det længe. Jeg vil ikke gå så vidt som til at sige, at jeg helt har glemt, hvordan det var at blive hevet ud af sengen på alle tidspunkter af døgnet, men noget af erindringen var blevet lidt tåget.

Indtil i dag, hvor jeg blev ført lige lukt tilbage i favnen på alt for tidligere morgener. Klokken fem-tidlige morgener. Hvor barnet dog trods alt nu er så stort, at man sådan noooogenlunde kan ræsonnere med ham og købe sig til en halv (urolig) time mere. Men så heller ikke længere. Altså var jeg i dag oppe før kl. 6 og i fuldt vigør, og inden klokken var 8 havde jeg drukket en halv kop te (resten nåede at blive kold), en halv kop kaffe (resten nåede at blive kold), læse et par kapitler i min bog, spille Rasmus Klump-pandekagespil, lave havregrød, dryppe stearin(!), observere to styks drengebørn lege fredeligt og være i bad. Ikke dårligt.

At der er hele to drengebørn på matriklen i dag, er resultatet af en periode, hvor Varanen følte sig lidt overset på legeaftale-fronten (primært fordi der har været travlt på arbejde, og der har været travlt med arrangementer og legeaftaler i skole-regi, sekundært fordi jeg naivt havde tænkt, at man ikke havde det helt vilde behov for legeaftaler, når man er 4), og vi havde en snak en tidlig morgen, hvor han grådkvalt ytrede, at det var "mega-unfair, at Øglen altid havde legeaftaler, når han aldrig havde nogen at lege med" (dramatiker kan man jo altid være - han har mange at lege med i børnehaven. Legeaftalerne er bare ikke lige så hyppige - heller ikke blandt de andre børn, har jeg indtryk af - som i skolen). Så det tænkte jeg, at jeg måtte gøre noget ved. Derfor er der blevet gjort plads i kalenderen til to legeaftaler på det sidste; En med F efter børnehave en dag, og en med B, der varede fra i går til i dag; Kulminationen på en aftale, de to indgik få uger efter, Varanen begyndte i børnehaven, nemlig at de skulle sove sammen! (Ok, aftalen lød oprindeligt på, at de var 6 børn, der skulle sove sammen, men vi begynder lige i det små, ikke ...).

Kig fra køkkenet ned til stuen, hvor drengene og Øglen gør sig klar til at spille <3

Altså inviterede vi B til overnatning fra i går til i dag. Den første sleepover for dem begge. B er 5 år og helt utrolig sød, så jeg var ikke i tvivl om, at det nok skulle gå godt. Men alligevel var jeg spændt på, hvordan de to ville komme ud af det med hinanden, og om B ville ende med ikke at 'turde' sove hos os, når det blev puttetid, og og og.

Igen kan man være bekymret for at jinxe noget - B bliver først hentet om et par timer - men indtil videre er det gået helt efter bogen. Eller bedre, faktisk. For selv om nogen vågnede aaaalt for tidligt efter min smag, så bad B selv om at komme i seng i går ved 19.15-tiden(?!), og efter to minutter - I kid you not - sov han. Varanen var lidt mere stædig, men endte med at sove på (for ham) rekordtid, så det endte med, at vi havde en lang lørdag aften til at hygge om og med Øglen, se Danmarksindsamlingen og spise småkager. Piece of cake, so to speak.

Og jaja, der har da været lidt små-hik hist og pist. Lige nu sidder de f.eks. og skændes venskabeligt om 'videospillet' (Disney Infinity), B brændte sin finger, da vi dryppede stearin (der står formentlig i en eller anden moderne mor-manual, at det nu er forbudt at dryppe stearin, fordi man netop kan brænde sig, men jeg elskede det som barn, og mine unger elsker det, så vi fortsætter ufortrødent. Også selv om B helt vantro spurgte, om vi skulle 'lege med ild'), og de er ikke helt enige om, hvorvidt der skal leges med LEGO eller kuglebane, men træerne vokser jo ikke ind i himlen, og i forhold til, hvor meget ballade, der potentielt kunne have været, har det været en perfekt første venne-overnatning.

Så på trods af urolig nat (for mig - jeg har sovet i Varanens køje sammen med ham for at forhindre ham i at vade ind til os i soveværelset. Synes ikke, jeg ville snyde ham for at vågne op sammen med sin kammerat) og en meget tidlig morgen, så har det været en succes. Trætheden er ikke noget, en spandfuld kaffe ikke kan kurere, og under alle omstændigheder er det en pris, jeg gerne betaler for at give Varanen den oplevelse, det er at vågne op sammen med sin gode ven og ligge og hviske-drille i mørket.

B bliver snart hentet, og senere i dag står den på fastelavn hos Oldemor. Mon ikke, der også er kaffe der?!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...