Noget om store børn og lange ben

Øglen og Varanen er hhv. 7 år og 4,5 år (og én dag. For sådan noget tæller, når man i dén grad glæder sig til at blive 5). I virkeligheden. Inde i mit hoved er de meget mindre, og jeg kigger stadig langt efter smørbløde hyggebukser i str. 98 og endnu blødere nusse-/puttedyr, der gør sig til i vinduerne hos det væld af børnetøjsforretninger, der residerer på Østerbro.

Men selv om begge børn heldigvis stadig godt kan lide både blødt tøj og ditto sovedyr, så kan jeg godt pakke sammen med noget, der så meget som har et anstrøg af 'lille barn'. Selvfølgelig, kunne man fristes til at sige, for jeg v e d jo godt, at de ikke er (så) små længere. For eksempel har jeg lige købt seje stordrenge-bukser til Varanen forleden (mens Øglen var til parkour på Bispebjerg Station af alle steder. Dels fordi skolen, hvor de plejer at træne, var lukket, dels fordi der er megasejt at lave parkour. Åbenbart). I str. 116. Jeg tænkte, at de da var aaaalt for lange (så meget for lange de nu kunne være, eftersom dem, han har i str. 110/116 er begyndt at stumpe), men da han prøvede dem i dag, passede de på millimeteren. En smule for store i livet, men længden - den var fin. Og det fatter man (jeg) jo ikke, for når jeg holder dem op foran mig, ser de jo psykopatlange ud. Dog ikke længere end de bukser, jeg i samme åndedrag købte til Øglen. I str. 128. Fordi dem hun har i str. 122/128 er begyndt at stumpe (aner vi et mønster her?).

Det ser da også sejt og parkour-agtigt ud, det der Bispebjerg, ikke?

Såeh. Var jeg i tvivl om, at jeg efterhånden har store børn, skal jeg bare kigge på deres bukser. Eller ben, for den sags skyld. Alternativt kan jeg skele til deres fritidsinteresser (parkour og håndbold! Det havde doven-mor ikke lige set komme), eller deres evne til at formulere sig (adspurgt om, hvorvidt Varanen og HDD havde hygget sig med at vaske bil (!) og være i IKEA (!!!), mens Øglen var til parkour (og jeg shoppede), var det livstrætte svar fra den 4,5-årige på bagsædet: "Øh. NEJ! Det var lige så kedeligt som at se på en snegl. I to dage!"). Eller jeg kan tænke tilbage på forleden, hvor jeg var med Øglen til frisør, og hun fik et helt særligt, begejstret teenage-agtigt udtryk i øjnene, da frisøren glattede hendes ellers halv-krøllede hår med et glattejern, så det lå glat og blankt hen over hendes skuldre i en meget voksen frisure. Hvis der havde ligget fem kg makeup og en pakke smøger ved siden af hende, kunne man foranlediges til at tro, at hun var 16 i stedet for 7. Nuvel - en lidt lavstammet 16-årig, men alligevel ...

Prikken over i'et er dog, at Øglen med sine 7 år (ikke om jeg fatter det!) nu er for stor til at måtte komme med HDD ind i omklædningsrummet i svømmehallen længere. Og da det er de to, der er svømmepartnere in crime, er det jo lidt af en bet. I dag skulle de i Valby Vandkulturhus, mens Varanen og jeg fordrev tiden med at fodre fjerkræ ved Søerne (og at blive bidt af en svane i et uopmærksomt øjeblik. Ahem), og så var gode råd jo dyre. Heldigvis stillede svømmehallen en medarbejder til rådighed, der kunne gå med hende ind i damernes omklædningsrum, forklarede, hvordan de elektroniske skabe fungerer, og sendte hende i fin stil ind i svømmehallen, helt vasket og i badetøj und alles. Og den modsatte vej? Jamen, da kunne hun selvfølgelig selv. Jeg sværger, at hun var omkring 5 cm højere, da jeg så hende efterfølgende, end hun var, da de tog af sted. "Og da jeg ikke kunne få skabet til at virke, mor, så spurgte jeg bare en dame, om hun ville hjælpe. Ikke en livredder eller noget - bare en almindelig dame, der også havde været inde og svømme". Store pige!

Fuglebetvingeren ...

Den nyklippede svanehvisker FB (Før Biddet. Som i øvrigt ikke var slemt, men som forskrækkede den unge mand en del. Forståeligt nok)

Dagens slendrian kommer sig af, at hele familien holder ferie og har gjort det de sidste par dage (eller - jeg har forsøgt at holde ferie. Arbejdet er i hvert fald holdt på et minimum), og fra og med i morgen står den på full-on afslapning (for det er nemlig ræddi hårdt at fodre ænder ...). Vi har ikke de store påskeplaner, da de forskellige bedsteforældre er ude og rejse, men vi har masser af hyggelige aftaler på tapetet, bl.a. besøg hos Troldemor, legeaftale inklusive bondegårdsbesøg, fødselsdag og andre blandede bolsjer. Påskeharen var desuden forbi i sidste weekend, da reptilernes kusiner overnattede (heldigt, at det lige faldt sammen, hva'?!), så med den ægtrilning, der er inkluderet i påskedags fødselsdag, ender vi vist med at være ret godt dækket ind, hvad angår påskerierne ...

Der blev tegnet tegninger til påskeharen i forhåbningen om, at han kom på besøg. Den lille runde sag i midten, er et lillebitte saltkar med honningmelon. Det var børnene overbevist om, at påskeharen godt kunne lide. Og guess what - det kunne den godt!

Rigtig god påske til jer alle. Skal I mon lave noget spændende?

Om at tage tingene bogstaveligt

Varanen: Hvorfooooor skal vi i IKEA?

HDD: Vi skal bare lige ind og købe noget til altanen. Det går hurtigt. Og bagefter er jeg sikker på, at der er en fransk hotdog med dit navn på.

Varanen: Ok.

[Handle-handle]

Bagefter, i 'cafeteriet':

HDD: Sådan, Varan. Her er en fransk hotdog.

Varanen: ... (studerer hotdoggen indgående)

HDD: Hvad er der?

Varanen: Jeg kan ikke finde mit navn på den, far! Hvordan ved de så, at det er min?

---

Nu er der påskeferie. I hvert fald for dem i familien, der ikke er selvstændige. Men mon ikke jeg også får tid til at påskehygge lidt? Det er i hvert fald min klare intention ...

Noget om 'hångbold'

Da jeg var lille, gik jeg til håndbold. Det eneste, jeg kan huske fra de få gange, jeg var der, var, at vi skulle orme os rundt på et koldt gymnastikgulv og - angiveligt - lege, at vi var krokodiller. Jeg erindrer ingen bolde overhovedet, men de har nok været der et sted. Eller også blev de introduceret på et senere tidspunkt. Efter usandsynlig kort tid på håndboldholdet fik jeg desværre mononukleose og var syg i månedsvis, så da jeg endelig blev rask, var sæsonen (eller i hvert fald holdet) stoppet, og orme-/krokodillelegen havde ikke været sjov nok til, at jeg plagede enormt om at begynde forfra på håndbolden. Vi ved derfor ikke, om verden er blevet berøvet et gudsbenådet talent for boldspil (jeg tillader mig at tvivle), men hvorom alting er, har jeg nu skabt balance i regnskabet - eller i hvert fald tilført håndboldverdenen en smule af min DNA igen - ved at kaste mit yngste afkom i håndboldpuljen.

Som jeg skrev i mit seneste indlæg, så har vi haft lidt ... udfordringer ... i forhold til at finde ud af, hvad børnene skulle gå til. Og om de skulle gå til noget overhovedet. Varanen har været vidt omkring i forhold til interesseområder og er flakket fra fodbold til dans til spejder og tilbage til fodbold. Alle de fodboldhold, jeg har kontaktet, har imidlertid glimret ved overhovedet ikke at svare på mine henvendelser, og som tidligere nævnt bliver jeg en anelse træt, når det føles nemmere mere opnåeligt med en audiens hos dronningen (ikke, at jeg har prøvet dét, men I ved ...) end at få en træner på et børnehold i tale. Jeg ved, at de har travlt, og at der er mange om buddet - jeg bliver bare ... ja. Træt.

Dans er stadig på tapetet (og her svarede træneren prompte), men der er ingen pladser på holdene lige nu, så planen er at skrive Varanen op til et hold, hvor han kan begynde, når han fylder fem. Så får han også en chance for at gå til noget, der kan bringe ham op på X-factor-scenen. Som han betroede mig forleden, at han gerne vil. Jeg tænker, at vi lige tjekker hans koordination, inden vi begynder at pace i den retning - hvis han ligner sin mor bare en smule i den afdeling, så bliver en eventuel placering på en hvilken som helst scene ikke pga. dansetalenterne. Men man kan jo blive overrasket, og han elsker at bevæge sig, så dans it is.

Men der er jo et stykke tid, til Varanen fylder 5. Så vi lagde hovedet i blød mht. fritidsaktiviteter endnu engang, og da Varanen fandt et kapitel om håndbold (?) i hans eksemplar af "Den farlige bog for drenge", var jeg hurtig og spurgte, om det mon kunne være sjovt at prøve. Det ville han gerne, og sør'me om det ikke viste sig, at der var plads på det relevante hold - og at træneren var af den slags, der svarer med det samme.

Så i fredags var Varanen til håndbold for første gang. Det var muligvis noget af det kæreste, jeg længe har set - en stor klump af 4-6-årige, der spænede rundt efter bittesmå håndbolde, løb rundt i cirkler og gav high-fives og fik alt for store veste på, så holdene kunne skelnes fra hinanden. Efter de første 5-10 minutter blev forældrene gennet ud af hallen, og Varanen løftede end ikke et øjenbryn - vinkede bare helt cool og råbte hej-hejjjj! Og således kunne jeg slentre ud i cafeteriet og smalltalke med andre håndbold-forældre og -bedsteforældre, indtil træningen var overstået, og Varanen kom drønende - ildrød i hovedet og superglad. På trods af, at han på vej til træning havde proklameret, at "jeg er altså lidt nervøs mor. For jeg kender jo ikke reglerne".

Så nu er han sådan en, der går til håndbold. Og jer er sådan en, der er mor til en, der går til håndbold. Det har jeg ikke prøvet før, men det skal nok blive godt. Jeg krydser fingre for, at entusiasmen holder ved og måske endda udvikler sig til full-on hobby. Næste gang kan det oven i købet være, jeg husker skiftetøj og en drikkedunk ...

Om at være forældre til et skolebarn

Generelt er jeg sådan rimelig tjekket. Ikke på den cool måde, men på den strukturerede måde. Jeg har (næsten) altid (nogenlunde) styr på, hvornår der skal madpakke med (altid, så den er nem nok), er forholdsvis klar over, om det er turdag i børnehaven (selv om jeg ikke aner, hvor de skal hen) og holder sådan semi-styr på, hvornår der er sommerfest (til sommer. Nemt nok) og deslige.

Så begyndte Øglen i skole. Og så skal jeg da ellers lige love for, at tjekket-heden er blevet sat på en alvorlig prøve. For én ting er at holde styr på arrangementerne i en og samme børnehave, en anden er at gøre det i en børnehave og en skole. Særligt, når det er en privatskole, der er vild med forældreinvolvering. Misforstå mig ikke - jeg er også vild med forældreinvolvering - men der er altså kun 24 timer i døgnet, og det er ikke dem alle, jeg bruger på at tjekke forældreintra og SFO'ens intra (for selvfølgelig er der to systemer. Bare for at bidrage lidt til forvirringen). Slet ikke, efter at begge systemer kollektivt har besluttet sig for at spasse helt ud - det ene virker ikke på min telefon, og det andet virker ikke på min computer. Virkelig smart (!)

Derfor er det da også flere gange kommet bag på mig, at ungerne skal dette og hint - og senest har jeg glemt både forældrekaffe (halvanden time om morgenen i ny og næ) og legetøjsdag i skolen. Det vinder man ingen medaljer for, skulle jeg hilse og sige, for selv om forældrekaffen er frivillig, er børnene jo ikke blinde og kan udmærket se, om man er der eller ej. Det manglende legetøj blev heldigvis mødt med stoisk ro og et "så legede jeg bare med S's iPad i stedet". Phew. Længe leve andre børns gadgets. (Og så dog. For efterfølgende har jeg måttet høre en hel del på "HVorfor må jeg ikke tage min iPad med til legetøjsdag, når S må? Hva', hva', hva', hva'?!")

HDD havde også glemt alt om forældrekaffen (og legetøjsdagen, for den sags skyld), hvilket var særligt tydeligt, da det var ham, der afleverede den dag. Han havde et møde på arbejde, som han død og pine skulle til (sådan er det gerne med det der arbejde), så han forsøgte febrilsk at ringe til mig - som for en gangs skyld efter verdens længste og hårdeste januar havde haft en rolig morgen med Varanen og var ved at aflevere med telefonen på lydløs. Så altså; ingen forældrekaffe til os. Men de næste måneders forældrekaffe (for det er selvfølgelig et månedligt tilbagevendende arrangement) er nu tampet ind i kalenderen med alverdens alarmer, der bimler og bamler i god tid i forvejen. Så der burde være en chance for, at bare en af os husker det næste gang ...

Skoleforældretjansen indebærer også begrebet legegrupper, og selv om første runde af dem skal være afholdt ved udgangen af april, hvor der bliver dannet nye grupper, må jeg med skam indrømme, at jeg ikke lige er nået til det endnu (det er der så heller ingen andre i Øglens legegruppe, der er, men alligevel ...) Til sammenligning har en af mødrene i klassen nået at have samtlige børn hjemme og lege, før vi ramte juleferien. Jowjow. (Det MÅ være fordi, hun er erfaren skolemor med en dreng i et andet klassetrin. Bilder jeg mig ind).

Og så er der det der med fritidsaktiviteter. Som jeg måske ikke decideret glemmer, men bare er generelt utjekket med. Fordi jeg synes, det er noget fis, at man skal skrive sig op 2-3 år i for vejen (for realz), hvis man vil sikre sine børn plads på et svømmehold, der ligger efter kl. 15. Og det vil man, når ens 0. klasse-barn går i skole til kl. ca. 14, og svømmehallen sandsynligvis ligger helt ad h til i forhold til både skole og bopæl. Og det gælder i øvrigt ikke kun for svømning, hvilket har resulteret i, at ingen af ungerne rigtig har gået til noget. Før altså i sidste uge, hvor vi jo så e n d e l i g fik en plads på parkour-holdet.

Så mangler jeg bare at tjekke op på fodbold eller dans til den yngste, og spejder til den ældste. Suk. For til den nyligt overståede skole-/hjem-samtale (som i øvrigt gik så godt, at både HDD og jeg blev helt røde om ørerne) kunne læreren berette, at Øglen taler enormt meget om at gå til noget. "Så hun er helt klar!" Godt så. Jeg krydser dog fingre for, at parkour-holdet pacificerer hendes lyst til at gå til mere i et lille stykke tid. Særligt fordi jeg som udgangspunkt ikke synes, hun skal gå til ret meget mere end én ting, hvis der også skal være tid og overskud til legeaftaler, svømmehalsture med os forældre og helt almindelig, gemen afslapning. Jeg er sikker på, at hun ikke tager skade af at kede sig en lille smule heller. Og så har det desuden også den ikke så lille fordel for undertegnede, at jeg ikke skal huske mere - det har jeg tilsyneladende rigeligt svært ved i forvejen ...

Om store skuespillere og små teenagere

Der er eventyruge i Varanens børnehave i denne uge. En hel uge, hvor de har eventyr-tema - de læser eventyr, ser eventyr, taler om eventyr og øver eventyr. Og ugen kulminerer i, at hver stue viser et eventyr-stykke for hinanden. Jeg ville give min højre arm for at se med, men det er kun forbeholdt børn og pædagoger - og det er måske meget smart, hvis det ikke skal gå op i hat og briller.

Varanens stue skal spille Hans og Grethe, og der bliver øvet og produceret kulisser til den store guldmedalje. Rollerne til teaterstykket blev fordelt i begyndelsen af ugen, og da jeg på fordelingsdagen kom for at hente Varanen, hørte jeg ham stolt proklamere "Jeg skal være far!" til hans små hang-arounds. Det kan man jo mene er lige lovlig tidligt, men det går nok endda.

Dagen efter kunne han stolt meddele, at han havde fået en "Oscars" under generalprøven, fordi han var så dygtig til at sige sin replik - og i øvrigt var holdt op med at kravle ned under bordet af generthed, hver gang han skulle åbne munden. Det var han svært stolt af, og derfor har vi gjort en del ud af at øve den famøse replik herhjemme, så kvaliteten forbliver høj til premieren.

Således har man i det lille hjem kunnet høre omkring 100 forskellige variationer af sætningen "Åh nej - det kan I da ikke gøre!" de sidste par dage. Forbavsende, HVOR mange forskellige måder man kan sige det på, men sådan er det jo nok at være skuespiller. Hvis man spørger Varanen, i hvert fald.

Øglen er ikke videre imponeret af Varanens skuespil - eller hans replik, for den sags skyld - så hun øver sig på sine egne. Ikke, at hun skal medvirke i noget skuespil (i hvert fald ikke, hvad jeg ved af), men jeg har hende mistænkt for at planlægge sin helt egen forestilling, der formentlig kommer til at vare nogle år. Titlen? Jeg gætter på "Sådan er man, når man er teenager". Eller noget i den boldgade.

Forleden begyndte hun til parkour (det fortjener sit helt eget indlæg, så jeg skal gøre det kort her), og første træningsgang var både kold og mørk. Derfor blev hun udstyret med træningstøj, en løs hættetrøje og den eneste hue, jeg kunne finde, som ikke havde øjne og knurhår og lignede en ulv - nemlig en af mine beanier. I det outfit kom hun til at ligne en lille miniature-forbryder, men hun syntes, det var herre-sejt, og siden har huen ikke veget fra hendes side. Hun havde den endda på i går, da jeg hentede hende i skolen, og hun sad og holdt hof med tre af drengene fra klassen.

Selv om hun havde bedt mig hente tidligt, var det helt tydeligt meget belastende for hende, at jeg kom, så jeg blev mødt med et øjenrul og et "Arrjjsjgj - skal jeg hjem NU?!" Efter jeg havde snakket lidt med alle ungerne (og krammet dem med et meget vådt halstørklæde, gnæg), meddelte jeg, at vi skulle hjem. Hvortil Øglen kiggede på mig og li'så tørt sagde "Alt, hvad jeg hører dig sige er blablabla - nørdenørdenørde!" Bum. Ganske vist er det et citat fra en film (tak til Det regner med frikadeller, som vi så i vinterferien), men det er da noget af det mest teenage-agtige, jeg længe har hørt. Hun bliver en fest, når hun bliver rigtig teenager.

Næh. Må jeg be' om "Åh nej - det kan I da ikke gøre!" til hver en tid?!

Noget om andres øjne - og lidt om Andie MacDowell

På trods af flytning (eller måske snarere på grund af flytning) og hektisk efterår og alt det der, har jeg stadig en plads på kontoret. Jeg er der på ingen måde lige så meget, som jeg havde regnet med (og i perioder slet ikke - har været der pinligt lidt, siden jeg skrev under på lejekontrakten for snart to år siden), men alene visheden om, at jeg har en plads dernede, og at der er kollega-agtige mennesker at sparre med og sludre og drikke kaffe med, er hele huslejen værd, for det gør mig glad helt ned i maven. Så pyt med, at pladsen er lidt vel dyr pr. gang i forhold til, hvis jeg n*ssede mig derned et par gange eller tre om ugen. Glæde kan ikke gøres op i penge, er det ikke sådan, man siger?

Anywhoodles, så er jeg faktisk begyndt at bruge kontoret lidt mere. Det er mit marts-forsæt, at det bliver endnu mere - nu har jeg lavet et par tiltag på arbejdsfronten, der gør, at det rent arbejdsopgavemæssigt bliver nemmere at komme af sted - men også før marts kom jeg af sted et par gange. Faktisk. Og bedst som jeg i januar sad dér helt begravet i kaffe, computer og opgaver, kom et af de nyeste medlemmer af fællesskabet (der er rimelig stor udskiftning, men sådan er det jo) ind fra kulden, hilste rundt og fik øje på mig - og udbrød: "Dig kender jeg!" Heldigvis (gen)kendte jeg også hende, og vi kunne så nogenlunde huske, hvad hinanden hed. Vi læste sammen (og var oven i købet i en rimelig kick ass-læsegruppe sammen) i tidernes morgen på det studium jeg kun var på i ét år, og det er 15(!) år siden, vi så hinanden sidst. Tal om blast from the past!

Den næste halve time sludrede vi løs og opdaterede hinanden om alting og ingenting. Hun holdt ud på studiet gennem hele bacheloren, mens jeg, som nævnt, kun holdt et år. Hun bor (sjovt nok) ikke længere i den lille lejlighed, hun boede i dengang, og hun havde nærmest glemt, at hun nogensinde havde boet der. Mens jeg nærmest havde glemt, at jeg nogensinde havde boet i det bofællesskab (eller kollektiv, som hun refererede til det), som jeg boede i dengang. Og blev helt forvirret, da talen faldt på vores børn, og hun spurgte, om jeg havde dem sammen med ham, jeg var kærester med i 'kollektivet'. "HVEM?!", nåede jeg lige at tænke, før jeg kom i tanker om, hvem hun talte om. Og tænkte, at det føltes som markant mere end 15 år siden, jeg levede dét liv.

Vi fik hinandens færden gennem de seneste 15 år i overskrifter, og samtidig blev vi begge halet en tur gennem Memory Lane. Og fik et glimt af os selv - i hvert fald dem vi var - gennem den andens øjne. Dengang på studiet tænkte jeg, at hun var sådan en, der havde styr på det hele. Lidt bohème-agtig, sød, sjov og smuk med egen lejlighed. Meget voksen! Mens jeg selv følte, at jeg rodede rundt og vidste meget lidt om det meste - og københavnerlivet i særdeleshed. (Det forkerte studium kan få ens selvtillid helt og aldeles ned med nakken).

Sådan havde min tidligere læsemakker imidlertid slet ikke opfattet mig, viste det sig. Tværtimod havde hun været vildt benovet over mit liv - tænk at flytte til København, finde et kollektiv (det VAR altså bare et bofællesskab), og så oven i købet blive kærester med en af dem, der boede der! (Man kan kalde det sejt. Man kan også kalde det praktisk, tænker jeg ;-)) Og i stedet for at anse det for værende temmelig uovervejet og et udslag af ren og skær desperation (hvilket jeg i mit stille sind stadig gør af og til) at droppe ud efter et år, syntes hun, det var utrolig modigt og stærkt - og påstod, at hun ville ønske, at hun selv havde hørt efter, når alt i hende skreg, at hun var havnet det forkerte sted.

Jeg blev sådan cirka lige så overrasket over hendes udmelding, som hun blev over, at jeg havde betragtet hende som moden og tilnærmelsesvis voksen. Men er det ikke sådan, det ofte er - vores syn på os selv er ofte meget mindre nådigt og positivt end andres syn på os? Det tror jeg, jeg vil prøve at huske på lidt oftere. Ikke mindst efter, min nabo forleden fortalte mig, at hun længe havde tænkt over, hvem det var, jeg lignede, og hun var nået frem til, at det var en lys udgave af Andie MacDowell. Endda på en dag, hvor jeg var dødtræt, og mit hår klaskede. Og det kan man jo ikke blive gal over - heller ikke, selv om man selvfølgelig kan spekulere lidt i, at Andie MacDowell er 57, og jeg ikke er fyldt 40 endnu, men jeg satser på, at naboen mente det pænt).

Og så sent som i går fik jeg en besked fra hende her om, at hun havde set mig i Lorry. Jeg erindrer imidlertid intet om, at jeg har medvirket i tv, og eftersom indslaget handlede om en, der fik nyt hår, ved jeg med sikkerhed, at det ikke var mig, for mit hår er virkelig sløjt for tiden. Måske var det Andie MacDowell? Vi har ikke tv (eller jo, det har vi, men vi har ingen kanaler på det), og jeg kan ikke finde indslaget på nettet, men det kunne da være spændende at se, hvordan jeg ser ud i Cilles øjne. Med mindre velkommende i indslaget altså ligner Jabba The Hut (i mine øjne, altså) - så er jeg helst fri ...

7 år, Niller!

Som nævnt forleden, fyldte Øglen 7 år i går. Nu er hun definitivt sprunget ud af boksen med mærkaten "små børn" og er i fuld sving med at finde sin egen identitet, og mutti her skal til at fatte, at ting som at blive hjemme med mor, lægge puslespil og forsøg på at bilde hende noget ind på ingen måde længere har samme appel som tidligere. Snøft.

Fødselaren blev vækket med sang og flag, og selv om der sædvanligvis er lidende lyde og gnavne ansigtsudtryk, når hun bliver vækket, var der i går verdens største, allermest forventningsfulde smil. Et af den slags, der går direkte i morhjertet og med det samme bliver omdannet til et kerneminde af den slags fra Inderst Inde. Awwww.

Fra smilet blev tændt til kroppen fulgte trop og kastede sig ud af køjesengen og galopperede ind i spisestuen, gik der vel rundt regnet et nanosekund. Heldigvis gav ballonerne, stearinlysene og alle gaverne ikke anledning til, at smilet falmede, og både Lego Ninjago, Star Wars-figurer og Zhu-Zhu pets blev modtaget med stor begejstring.Vi spiste morgenmad, lavede madpakker og hyggede i al almindelighed, men kl. 7.40 blev festlighederne sat på pause, for nogen skulle jo i skole. Sammen med en hel pose flødeboller (som moderen vel og mærke måtte haste ud efter tirsdag aften kl. 21, fordi jeg ikke lige havde tænkt over, at den 7-årige gerne ville dele noget ud i klassen. Jeg havde bare tænkt, at det måtte være fint, nu hvor pigerne skulle med hjem til fest, men det får drengene jo selvfølgelig ikke noget ud af, vel mor?, som Øglen spurgte kl. 20.45, da hun helt spændt lå og roterede i sin seng som en grillkylling. Ak ja - som skolebarnsforælder lærer man hele tiden. Forhåbentlig husker jeg det til næste gang ...)

Morgenopstillingen - naturligvis med det fødselsdagstog, som Øglen fik af sin onkel og tante, da hun var helt og aldeles nyfødt. Og som hun nu er vokset ud af i den forstand, at der kun er tal op til 6. Heldigvis var der syv dyr, så dem fik hun. Uden tal.

Formiddagen blev brugt på at jonglere hhv. arbejde, oppyntning og fremstilling af muffins og boller, og kl. 13 drog Verdens Bedste Nabo og jeg af sted mod skolen, mens HDD nys hjemkommet efter halv arbejdsdag snittede frugt og grøntsager til den store guldmedalje. En time senere kom vi retur med 12 styks unge damer i alderen 6-7 år, der alle havde opført sig ganske upåklageligt i gårækken. Øglen førte an med bedsteveninden i hånden, VBN gik lige bagved med en af pigerne, og jeg dannede bagtrop med en ked lille pige, der savnede sin mor. Det lykkedes os at få alle børnene med ind i S-toget og de samme børn med af igen, så det var en udmærket start på fødselsdagsfesten. I hvert fald bedre, end hvis en enkelt ville undslippe, så jeg skulle forklare et sæt forældre, hvorfor deres datter sad på endestationen i Farum i stedet for at spise kage hjemme hos os.

Vel hjemme igen gik pigerne i gang med at lege og fordele sig over hele lejligheden (inklusive brusekabinen i et af badeværelserne, der blev udstyret med tæpper og bamser). De første tre kvarter blev der leget løs, afbrudt af boller med syltetøj og gaveudpakning (efter vældig demokratisk afstemning i klassen er forældrene i 0.A blevet enige om, at klassens fødselarer får én gave fra hele klassen til en værdi af 200-250 kr. i stedet for en zilliard mindre ting. Det betyder, at hende, der havde fødselsdag i tirsdags, sørgede for at købe gave til Øglen, som så igen (med temmelig stor hjælp fra vores side) sørgede for at købe til ham, der har fødselsdag i dag. Og ja - de ligger tæt lige nu, de fødselsdage. Men som hyggelig lille sidehistorie kan jeg da lige nævne, at ham, der har fødselsdag i dag, ham mødte vi på barselsgangen for 7 år siden. Hans forældre og vi har fælles bekendte, så de slog lige to fluer med ét smæk, da vi sådan lå der og barslede den). 

Øglen fik en malebog med klokkeblomst, fem pakker Champions League-fodboldkort og - la pièce de résistance: et badehåndklæde med F.C. Barcelona. Nogle gange spekulerer jeg lidt på, om hun ER mit barn ... Pigen, der havde sørget for gaven, så helt opgivende ud og udbrød noget i stil med "Jeg forstår det ikke helt. Men hun havde jo ønsket sig det?". Og sådan har jeg det også lidt. Selv om det var mig selv, der havde overleveret ønskerne i sin tid. Børn er mærkelige.

 

Fødselsdagsbordet, inden mad-rykindet. Der har dog været gang i farverne allerede

Vi havde ikke planlagt så mange lege, men i stedet havde vi beklædt bordet med papirdug og været gavmilde med farvekridtene. Det gjorde vi til mine egne børnefødselsdage i fordums tid, og det var altid et hit. Det er det også i 2016, kan jeg afsløre. Derudover lavede vi fiskedam med slikposer - og enkelte snydeposer med løg, peberfrugt eller gulerødder i. De uheldige, der fiskede en snydepose, skulle stille sig op bag i køen og håbe på bedre held næste gang. Det var knald eller fald i forhold til, om det blev modtaget med skrig og skrål, men de kunne heldigvis godt klare mosten og syntes, det var SÅ sjovt at fiske snydeposerne op. Phew.

Her kunne det have været tjekket, hvis jeg havde haft et billede af fiskedammen in action, men jeg havde for travlt med at agere fisker til overhovedet at huske at tage billeder. Så I må nøjes med et billede af dugen, som den så ud, efter horderne havde forladt bordet 

16.30 var alle mand trætte, men en omgang ansigtsmaling kan gøre underværker (og skabe mildt kaos). Så da forældrene rykkede ind for at hente deres poder, fandt de glade, ivrige børn, der dels blev malet af mig, dels af hinanden, og de fleste erkendte, at det ville være en tabt sag at tvinge børnene med, så de blev til en kop kaffe.

Vi har ikke gjort os så meget i forældrearrangementer i klassen endnu, så det var enormt hyggeligt, at folk blev hængende, så vi lige kunne sludre. De fleste var også temmelig nysgerrige efter at se lejligheden - det er vist meget typisk, når det er helt nyt byggeri i en helt ny bydel. Kl. 18 var alle mand ude af døren igen, og bortset fra en major Øgle-nedsmeltning over noget med Varanen og en iPad, der resulterede i en metalkande kastet fra en meters højde (don't ask) kombineret med et raserianfald, der får ham den lille røde med ild i håret fra Inderst Inde til at virke blid til sammenligning, gik alt omtrent 400 gange bedre end forventet. Og jeg havde endda været positivt indstillet på forhånd, så jeg er en virkelig happy camper. (Selv da Øglen råbte "Arrrrgghgghhgghghg, dumme lortemor. Jeg HADRER dig!" under førnævnte raserianfald, kunne jeg tage den med ro). Roen blev heldigvis hurtigt reetableret, og resten af aftenen frem til puttetid blev brugt i sofaen med købepizza på tallerkenen og Masterchef Junior i fjerneren. En helt i orden fødselsdag, syntes hende den 7-årige. Og hendes forældre.

Etape to af fødselsdagen køres af stabelen på søndag, hvor det er familiens tur til at fejre Øglen. Stay tuned for at finde ud af, om hun får den Messi-plakat, hun ønsker sig, om der kommer mere Ninjago til samlingen, eller om det stikker helt af, og nogen formaster sig til at komme med noget lyserødt ...