lørdag den 17. december 2016

Noget om lørdagslæringer

1) Lørdagshandlende i IKEA er irriterende. Inklusive en selv. Det går galt, så notér venligst punkt 2:

2) Lad være med at tage i Mordor IKEA på en lørdag. Just. Don't. Heller ikke selv om der kun står tre ting på indkøbssedlen.

3) Når du alligevel har ignoreret råd 1) og 2), blodtrykket er steget faretruende, og zen er omkring lige så langt væk som Timbuktu (og du i øvrigt ikke kunne nøjes med de tre ting på indkøbssedlen, fordi den hysteriske duft af kanelbullar gjorde dig helt kåd, købelysten og indebrændt på samme tid), så gå på McDonald's. Også selv om du ikke har lyst. Om ikke andet, så gør det børnene glade.

4) Når du er vel hjemme igen, og blodtrykket har fundet sit normale leje, så lad være med at lege supermand og tro, at du selv gider kan gider samle alt det, du har købt.

5) Og hvis du leger supermand alligevel, så lad i det mindste være med at have en rocker-varm kashmirsweater på imens. Det kan godt være, den er pæn, men rent temperaturmæssigt egner den sig slet slet ikke til at wrestle med låger, hængsler og skruemaskiner. #hejkampsved

5) Overlad skruemaskinen (den, du i øvrigt blev nødt til at hente langt pokker i vold på cykel, fordi den ikke lige var derhjemme) til kæreste/barn/kæledyr, når du har udstødt så mange eder og forbandelser (oven i købet i ældstebarns påhør), at du er ekstra-ekstra glad for den abnorme lydisolering i lejligheden, så naboerne ikke hører, hvor uligevægtig, du lyder.

6) Gå ud med pap, og køl af - og giv din kæreste et kram, når du kommer retur, fordi han har samlet resten af #4%&"73 skabene.

7) Spis masser af slik.

8) Spil Just Dance med afkommet.

9) Husk at sætte begrænsninger på iPad'en til igen, hvis din 5-årige søn har luret koden til App Store. Ellers risikerer du at høre udbrud som "Hov!" og "Jeg skulle bare lige se, hvad der skete", når han har trykket på 'Køb'. Og "Det var bare én pakke, mor. Den kostede i hvert fald ikke mere end 50 kroner. Tror jeg". Begrænsningerne er sat til igen! (Som lille fun fact kan jeg berette, at de hersens bundles åbenbart giver diamanter, der kan bruges i spillet til at købe kort for. Virtuelle kort, altså. Som ingen aner, hvad kan bruges til. Så det føles jo virkelig som penge givet godt ud ...)

"50 kr." Helt klart ... #not

10) Stop samtalen mellem afkom virkelig hurtigt, når den ældste - midt i putningen - giver sig til at fortælle om en venindes bedstefar, der stille sov ind. "Han lagde sig bare til at sove - og så døde han!" Stof til pænt urolige drømme hos yngste nummer.

11) Husk at spise nok aftensmad. Ellers risikerer du bare at ryge i bøtten med Quality Street. #truestory (Omvendt relaterer det selvfølgelig glimrende til punkt 7)

12) Smæk benene op, og nyd roen, når børn endelig sover (jvf. punkt 10). Brug lang tid på at overveje dine uendelige muligheder for hygge og selvforkælelse, fordi din bedre halvdel er til julefrokost.

13) Tag dine gode intentioner med dig ind i sofaen (sammen med dåsen med Quality Street). Find banal julefilm på streamingtjeneste. Enjoy!

torsdag den 15. december 2016

Noget om julestemning i Hamborg

Nu, hvor vi hastigt nærmer os weekenden, tænkte jeg, at det var på sin plads at berette lidt om sidste weekend. Hvor vi angreb horderne af julearrangementer med ... endnu et julearrangement. Som strakte sig fra lørdag morgen til mandag aften og bragte os ud af landet og dermed gjorde os helt og aldeles utilgængelige for brunkagebagning, klippe-klistren og øvrige arrangementer, som december har det med at byde på. Ikke, at de ikke alle sammen er hyggelige og dejlige - der er bare så mange af dem, at det af og til er svært at få sig selv og julestemningen med dér midt i glanspapiret, smørdejen og hyg for helved-heden.

Så vi skred til Hamborg, gjorde vi. Auf wiedersehen, Kopenhagen - bis bald! Egentlig ville vi have været til Berlin, men eftersom vi gerne ville en tur over æ' grenz, som vi sydjyder siger, og dermed skulle have bilen med, syntes vi pludselig, at der blev lidt langt for en weekend. Som oven i købet blev skudt i gang med firma-julefrokost for HDD's vedkommende, så det blev Hamborg i stedet.

Jeg tør næsten ikke at indrømme det, men jeg har faktisk aldrig været i Hamborg før. Hvorfor må guderne vide, for eftersom jeg har henslæbt de første 20 år af mit liv i det jyske - endda det sydjyske - er det jo ikke som om, der har været langt. Men sådan er det altså blevet. Og selv om weekendens besøg var det første, bliver det med garanti ikke det sidste.

Rathausmarkt. Fint så det ud i mørket, men der var så mange mennesker, at vi hurtigt besluttede os for at finde et mindre befolket marked

Vi ankom ved middagstid lørdag, og da vi begav os fra bilen til hotellet, blev vi passet op af et rart udseende tysk par, der sagde en masse ting ret hurtigt efter hinanden, samtidig med at de viftede med en håndfuld billetter. Jeg skammer mig over at indrømme, at mit første instinkt faktisk var at gå videre. Det er bare så indgroet det der med, at folk, der stopper en, absolut må være ude på noget. Heldigvis blev jeg stående og forsøgte at finde hoved og hale i, hvad de sagde (og takkede mine 20 år i det sydjyske og en mor, der var tysklærer), for det viste sig, at de havde billetter til en koncert i domkirken, som lå 1,5 cm fra vores hotel, men da deres venner var blevet forhindrede, ville de droppe det. Så hvis vi ikke havde billetter, kunne vi da få deres? Jeg blev helt forvirret og begyndte straks at forklare, at vi lige var kommet, og at jeg kun havde syv euro i rede penge, men de smilede bare og forsikrede mig om, at de skam ikke skulle have nogen penge, og at billetterne var en gave. Og at billetterne var ganske ægte.

Så sagde de god jul, og gik videre - og jeg stod jeg dér med børn og HDD og en masse bagage - nu fem koncertbilletter rigere. Koncerten begyndte imidlertid kun en halv time efter billetoverrækkelsen, og ingen (ud over mig) syntes, det lød som en god idé at høre Händel og andet godt i kirken i mere end en time. Så fornuften (og hensynet til de andre kirkegængere) sejrede, og vi besluttede os for at gå ud og indsnuse Hamborg i stedet - dog ikke før, jeg havde givet billetterne videre til nogle andre. For jeg måtte nægte at lade sådan en juleagtig god gerning - til en samlet sum på omkring 800 kr. at dømme efter prisen på billetterne - gå til spilde.

Det viste sig imidlertid noget sværere at komme af med billetterne end først antaget. Åbenbart er jeg ikke den eneste, der har som første instinkt at gå videre, når man bliver tiltalt af en fremmed, der vifter med billetter. Goddammit, der var mange, der ikke gad høre på mig. (Medgivet: Jeg så nok også lidt nusset ud efter en del timer i bil, og mit gebrokne pizza-tysk hjalp formentlig heller ikke (derfor gik jeg også over til engelsk til sidst), men alligevel ...) Det lykkedes mig at afsætte to af billetterne til et midaldrende par, der mest af alt så ud som om, de bare tog dem for at få mig til at forsvinde, men de tre sidste - to voksenbilletter og en børnebillet - var nærmest umuligt at komme af med. Derfor blev jeg selvfølgelig stædig og endte med at have det helt sjovt med at passe mennesker op. Bare for at se de krumspring, de gjorde, for at komme væk fra mig.

En amerikansk gruppe på fire ville meget gerne have haft billetterne - åbenbart var koncerten helt udsolgt - men de kunne ikke nøjes med tre billetter, jo. De var til gengæld glade for tilbuddet. Resten, jeg henvendte mig til, opførte sig mest som om, jeg var spedalsk. Bortset fra en meget make-uppet ældre dame, der tilsyneladende havde fået nys om mit foretagende, eftersom hun kom susende hen til mig for at høre til billetterne. På en ret 'must buy crack'-agtig måde, småmumlende på tysk, mens hun lagde an til at hive kontanter frem. Jeg fik gjort hende forståeligt, at hun skam ikke skulle betale (det kunne da lige mangle), og da udtrykket af absolut vantro, morfet til skepsis, gen-morfet til vantro havde lagt sig, lyste hun op i et gigantisk smil og gav mig en kæmpekrammer. Og valsede med sine nyfundne billetter hen til mand og barnebarn og, forestiller jeg mig, en kæmpe oplevelse.

St. Michaelis Kirche, hvor koncerten skulle foregå. Dagen efter, da jeg insisterede på at kigge indenfor

Og således blev weekenden i Hamborg skudt i gang med en sand omgang julestemning. Som fortsatte i Miniatur Wunderland, hvor Yngste gavmildt delte den Lindt-chokolade, der dumpede ud af miniature-chokoladefabrikken, ud til tilfældige besøgende. Som i øvrigt så lige så skeptiske ud som alle dem, jeg forsøgte at afsætte billetter til (og mig selv, for den sags skyld), indtil hans forehavende gik op for dem. Så blev de, naturligt nok, meget glade. (Jeg kan i øvrigt ikke bebrejde dem deres skepsis. Loven siger, at 5-årige, der frivilligt deler slik, MÅ være ude på noget).

Vi havde med vilje ikke lagt nogen planer, så vi gjorde, hvad vi havde lyst til. Og selv om børnene syntes, vi gik lige vel rigeligt (en af dagene rundede vi de 10 km), så tog vi den med ro og havde masser af tid til afslapning på hotellet, besøg på julemarked(er) - i flertal, byen var fyldt med dem - lidt let shopping, karbad, mv. Hamborg er en superhyggelig by, og vi boede centralt, så det var nemt at komme rundt på gåben. Miniatur Wunderland var en kæmpe (pun intended) oplevelse for både store og små, men derudover besøgte vi ikke flere turistattraktioner. Chokolademuseet blev overvejet, men droppet igen, da tanken om, hvad en guidet tur på 90 minutter ville gøre ved den 5-åriges tålmodighed, ikke just appellerede til os. Og eftersom den ældste alligevel ikke kan lide chokolade (I don't get it), virkede det ikke som et specielt stort offer.

Ungerne foran gigantisk juletræ på Weinachtsmarkt i Hafencity

Honningkager, brændte mandler und so weiter ...

I stedet købte vi småting, vi ikke har brug for, spiste alt for meget stivelse, og drak i dén grad for meget kaffe. Stod på skøjter i skumringen til tysk schlagermusik, mens duften af glühwein bredte sig, og gik på opdagelse i hhv. Altstadt og et mørkt og regnvådt Hafencity. Og kamphyggede. Næste gang, vi skal til Hamborg, skal det være på en tid på året, hvor det ikke bliver nær så tidligt mørkt, og hvor vejret er sådan, at en tur i hhv. Planten und Blomen og Grasbrookpark giver mening.

Vi kom hjem igen mandag aften efter førnævnte detour over æ' grenz. Den eneste plan vi havde for dén del af turen var 'slik til jul', hvilket viste sig at være lige løst nok formuleret. Og endte med at koste os en trilliard. Til gengæld kan vi nu brødføde en hel hær med alt godt fra sukkergenren indtil julen 2017. Mindst.

Om blot en uge står den på juleferie, og inden da er antallet af arrangementer støt dalende. Lucia i børnehaven tirsdag og morgenkaffe i skolen onsdag var de sidste skole-/institutionsbastioner, og tilbage er nu 'kun' en julefrokost for HDD lørdag og en venindeaftale for mig i næste uge. Af julerelaterede ting, altså. Derudover kommer selvfølgelig alle besøgene på Bispebjerg, legegrupper og andet spændende, men det er jo hverdagen på godt og ondt - som ikke lader sig bremse af decembers overflod af hyggeligheder.

Men altså. Ferie ret forude. Det bliver godt!

søndag den 4. december 2016

Noget om at lave ingenting

December er over os med al sin pynt, hygge, stearinlys, kanel og andre gode sager, og både børn og voksne hjemme hos os er vilde med det. Så vilde, at vi er liiiidt for gode til at fyre sjove og hyggelige arrangementer i kalenderen, med det resultat, at julemåneden pludselig kommer til at virke lidt maraton-agtig, hvis man af vanvare kommer til at kigge lidt frem i kalenderen.

Derfor meldte vi fra til eftermiddagens julearrangement (weekendens i øvrigt fjerde arrangement), for vi trængte alle sammen til at lave absolut ingenting. Så det har vi gjort. Ikke en døjt har vi bestilt (efter vi altså havde haft gang i den helt store honningkageproduktion i køkkenet med grandfætre og familie i formiddags. Og gjort køkken-alrummet beboeligt igen). Jeg har ligget på en trampolin på ungernes værelse sammen med mit hold i nakken (så gammel er jeg åbenbart blevet) og læst en Jumbobog, mens afkommet har spillet iPad på mig og sniksnakket, vi har hørt julemusik, jeg har blundet lidt og er vist nok også kommet til at spise en halv pose lakrids-chokolade fra Irma. (HDD, spørger I? Han er blevet blitzet på motorvejen på vej efter noget så spændende som et bordtennisbat til sønnike, så lidt har han da lavet - men det er en helt anden historie).

Efter jumbobogslæsning forsøgte jeg at arbejde lidt, men det gad min hjerne ikke, så mens ungerne fortsat havde en fest med et eller andet syngespil på iPad'en, har jeg lavet i n g e n t i n g! Det kan altså anbefales! Og selv om jeg egentlig helst havde set et idyllisk scenarie udspille sig med brætspil og klippen julehjerter i analog samhørighed, så hyggede kræene sig simpelthen så godt, at jeg ville lade dem beholde deres iPad-hygge for sig selv her på den ene dag om ugen, de får lov til at spille.

Kl. 17 så vi julekalender i én stor stak på sofaen, mens formiddagens hulebyggeri truede med at vælte ned over os, og aftensmaden bestod af burgere hjembragt af HDD (han har været omkring, kan I høre). Han stemte for take away, for, som han tørt bemærkede, så havde dagen allerede formentlig kostet ham i omegnen af 1.500 kr. i bøde, så vi kunne lige så godt runde op til 2.000. Galgenhumor i årets i forvejen dyreste måned er så absolut påkrævet.

Jeg er sikker på, at eftermiddagens julearrangement ville have været rigtig hyggeligt, og havde vi haft mere overskud på energikontoen, ville vi meget gerne have været der. Men vores langsomme eftermiddag har været guld værd for alle involverede, så det var helt rigtigt at trække stikket. Ikke mindst fordi den kommende uge bliver (endnu) en travl en af slagsen med møder, fritidsaktiviteter, legeaftaler, julefrokoster og alt muligt andet hverdagsagtigt og julet i én stor pærevælling :-)

Ungerne er i skrivende stund ved at blive puttet, og jeg fortsætter, hvor eftermiddagen slap - med at lave ingenting. På sofaen. Sammen med Netflix og holdet i nakken, der lader til at være et stædigt bekendtskab. Gad vide, om mere chokolade kunne hjælpe ...?!

onsdag den 30. november 2016

Endnu mere siden sidst

Ordene vælter ud af mig for tiden, men de ryger direkte i det sorte hul, der hedder arbejdsopgaver. Og nye projekter, der forhåbentlig en dag finder fodfæste. Derfor er det småt med ordene herinde, men for at jeg ikke går helt i vinterhi, får I lige en omgang siden sidst mere. Og så skal jeg nok prøve at tage mig sammen til at skrive et 'rigtigt' indlæg næste gang.

Nå, men siden sidst:

*Har jeg været i Marokko. I fem dage. På 5-stjernet hotel med sindssygt lækker mad og arrangerede ture. Og det kalder man arbejde! *indsæt selv vanvittig latter*

*Har jeg været i Marokko. I fem dage. På 5-stjernet hotel. Alene! (med hvilket jeg mener 'uden familie'). Det betød, at jeg i den sparsomme fritid kunne tage mig et karbad, nusse rundt, bande præcis lige så højt af det sygt langsomme internet, som jeg havde lyst til, og ... wait for it ... endda nå at kede mig lidt. Jeg gentager: Og det kalder man arbejde!

*Har jeg været i Marokko. I fem dage. Fik jeg nævnt, at jeg boede på et 5-stjernet hotel? Og savnet HDD og børnene vildt meget. Efter noget sludren frem og tilbage med mig selv (det har man nemlig også tid til, når man sådan er af sted alene) blev jeg dog enig om, at det er sundt at savne lidt fra tid til anden. Og det gjorde det jo bare så meget desto mere dejligt at komme hjem igen.

*Har jeg lært at finde vej på Bispebjerg Hospital. Det bliver man nødt til, når nært familiemedlem, der længe har skrantet, er blevet indlagt akut. Der blev opereret for et par dage siden, men vi mangler stadig svar på en masse prøver, og meget tyder på, at det ikke bliver nogle svar, vi har lyst til at høre. Crap, altså!

*Har jeg takket de højere magter mere end én gang for mit fleksible arbejdsliv. Jeg ville ikke ane, hvordan jeg skulle jonglere hospitalsbesøg og gentagne snakke med læger og sygeplejersker oven i arbejdsbunkerne, hvis jeg samtidig havde en chef at stå til regnskab for. Hvis jeg ikke har sagt det tydeligt nok tidligere, bøjer jeg det gerne i neon: Jeg er f*nme heldig.

*Har vi været til intromøde for forældre til kommende 0. klasse-elever på skolen. Fordi Varanen skal i skole til næste år. I skole, blev der sagt. Det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal synes om. Han er jo lige blevet født?

*Har jeg formået at overbevise mig selv om, at det er godt, han skal i skole nu. Dels fordi det bliver sweeeeet kun at skulle aflevere ét sted, dels fordi skolen er fantastisk. Hvilket andre også lader til at mene - 40 ud af 54 nye 0. klasses-elever er nemlig søskendebørn, så det gjorde intromødet til en noget opsummerende affære. Stort set alle vidste nemlig godt, hvordan det foregår, det der indskoling.

*Har vi været til hhv. julebag hos Mårfar og juledekorationshalløj hos Farmor, og jeg har præsteret at spise så mange pebernødder, vanillekranse og brunkager, at jeg troede, jeg var gået i stykker. Julebag er hyggeligt og rart, men når man har glemt stopknappen derhjemme, kan man godt risikere at blive pænt dårlig.

*Har vi været til adventsgudstjeneste og fællesspisning på skolen. Lige dele hyggeligt og kaotisk. Men vi fik hørt Ældstebarnet synge Glorian in excelsis Deo i kirken. Nåååhr.

*Er vi begyndt at pynte en smule til jul derhjemme. Og i går fik jeg ungerne til at lave vores mini-julelandskab. Set i bakspejlet skulle jeg virkelig have ventet, til jeg fik købt noget sukker, vi kunne bruge som sne. I stedet for kækt at sige: "Det gør ikke noget, vi ingen sukker har. Vi bruger bare mel i stedet". #€&%"

*Er der virkelig opstået behov for at få støvsuget!

*Har vi været i IKEA. På en søndag. Det var ikke en god idé.

*Har vi haft lus. I-f*cking-gen. Jeg bliver så træt! Ingen lus i næsten 8 år, og så får pigebarnet dem to gange på to uger. Enten er skole-lusene af særlig kradsbørstig karakter, eller også slog sidste runde kemi dem bare ikke ordentligt ihjel. Denne gang har jeg kæmmet, kæmmet og så lige kæmmet lidt mere. Før jeg gassede dem med en rest Hedrin fra sidst. Og så lige kæmmet lidt mere. Suuuuuk! Fra nu af omdanner jeg mig til Kæmmeren fra Helvede og reder ældstebarnets hår igennem hele tiden og så igen. Bare for en sikkerheds skyld.

*Har jeg haft en dag eller to, hvor jeg har glemt at drikke kaffe. Glemt?! Jeg har klart for travlt. Og sidder derfor på en café lige nu med en stor kaffe i koppen. Man må have prioriteterne i orden.

fredag den 18. november 2016

Siden sidst ...

* Har vi haft lus på matriklen. Som direkte konsekvens heraf har jeg brugt hele formuen på lusepræparater i Matas - og er blevet temmelig overrasket over, hvor dyrt sådan noget egentlig er. Godt, det er første gang i min karriere som mor, at jeg er på dén galej - ellers kunne ungerne roligt begynde at vinke farvel til take away, fredagsslik, julegaver og alt andet sjovt (og dyrt). Lusene blev blev fragtet ind i hytten på ældstebarnets hoved, og de blev opdaget morgenen efter, jeg havde tænkt - tænkt! For sådan noget siger man ikke af fare for at blive ramt med en forhammer af Nemesis - at det da godt nok var dejligt, at vi aldrig havde haft lus, og at vores børn nok bare var sådan nogle, som ikke fik lus. For s*tan altså.

* Er begge børn blevet klippet. Heldigvis først efter lusene blev opdaget og slået ihjel med kemi og benhård kæmning. Ellers kunne jeg vist imødese sur frisør og ditto kunder, hvis de havde arvet bæsterne (lusene. Ikke børnene. #badatjinnng!) Goddammit, hvor er ungerne bare kære med deres nye frisurer. Og nu kan man se Varanens chokoladeknapøjne igen. Måske vi skal have dem til frisøren bare lidt oftere i fremtiden.

* Har Øglen fået smag for helt ny fritidsaktivitet, som hun var med DNP-veninde til i søndags. Siden har hun nærmest ikke talt om andet, så nu kan det være, at vi bliver sådan nogle, der har barn/børn, der sætter sig på mange timer en hel weekend. Suk. Hun prøver igen på søndag, og så må vi se, om interessen stadig er der. Og så kan det være, jeg orker at fortælle mere om det. Måske.

* Har HDD, Varanen og jeg gæstet Bogforum. Og slæbt bøger i hobetal hjem. Varanen holdt i næsten tre timer, hvilket jeg er ret imponeret over. Men da han nærmest faldt i søvn under Onkel Reje-showet, blev vi enige om, at vi havde været der længe nok.

* Har jeg haft hele to spontane aftaler med den samme veninde på to dage. Dét er en god frekvens, hvis man spørger mig. Og det gør man herovre på min blog.

* Har vi været til skole-/hjem-samtale i 1.A, hvor ældstebarnet blev rost så meget, at jeg muligvis tror, mine ører stadig gløder bare en smule. Sjældent har så mange pæne ting været ytret over så kort tid. Og selv om det selvfølgelig er ældsten, der bærer ansvaret for at være så sød og sjov og dygtig og grundig og vellidt og alt det andet, der blev sagt, så er det svært ikke at blive bare en lille smule stolt som forældre også.

* Er jeg blevet sådan en, der står ovre i skolegården (arj, ok - næsten ovre i skolegården. Jeg stoppede, inden jeg kom ind) og taler businezz med kunde, der har været sådan cirka lige så svær at få fat på som ... som ... nogen, der er meget svær at få fat på. Så når han endelig ringede tilbage, skulle opkaldet i dén grad besvares. Også selv om jeg følte mig som lidt af en douche, som jeg stod der og bjæffede om timepriser, smør på brødet, tilgangsvinkler og andet spændende. Det må man tage med, når man kan runde af med ordene "nyt, fast samarbejde" i ørerne. (En meget positiv ting for selvstændige mig, skal jeg lige understrege. Ordet 'fast' er vi jeg, inden for rimelighedens grænser, ret glad for. Så længe det ikke indgår i umiddelbar sammenhæng med ordet 'stilling')

* Har vi skruet så langt ned for legeaftaleblusset, at der ikke har været nogen legeaftaler overhovedet i den forgangne uge. Med mindre den dag, hvor Farmor hentede og hyggede med børnene altså tæller?

* Står jeg med det ene ben ude af døren. Og ikke bare fordi jeg snart skal hente børn og forsøge at sweettalke Varanen til at tage til håndbold. Jeg skal nemlig til de varme lande i morgen. Sgu'. Toute seule, ganz allein, all by myself. Eller, altså - jeg går ud fra, at der er andre med flyveren og på hotellet også (ellers bliver det en smule underligt), men jeg skal ikke af sted sammen med nogen. Det er bare mig, noget sol og et pænt lækkert hotel. Og nåh ja - en stak arbejde, men det tager vi med. Hvor længe? Nårm', såmænd bare fem dage. Som afrejsen nærmer sig bliver jeg mindre og mindre stolt ved at skulle være væk fra HDD og reptilerne så længe, men de har alle forsikret mig om, at de nok skal klare sig. Og selvfølgelig skal de det. Så jeg har taget 'jeg glæder mig'-kasketten på og kan faktisk ikke rigtig vente med at få lidt sol og sommer. 

fredag den 11. november 2016

Noget om fritidsaktiviteter og kalenderjonglering

Der er tryk på for tiden hjemme hos os. Legeaftaler, legeaftaler, fritidsaktiviteter og så lige lidt flere legeaftaler - for ikke at tale om alle de arrangementer, der støt og roligt begynder at tiltuske sig plads i kalenderen her op mod jul. ("Her op mod jul" - tsktsk. Der er jo stadig over en måned til, men på mystisk vis er midt-november nu om dage synonymt med "tæt på jul". Ak ja) Alle aktiviteterne er knaldhyggelige, når man sådan ser på dem isoleret set, men de giver altså en del travlhed i løbet af ugen.

Således runder vi i dag en uge af med dobbelt legeaftale for den ældste mandag (ude), fritidsaktiviteter for både Øgle og Varan tirsdag (HDD og jeg tog en hver, og jeg må med skam indrømme, at jeg pjækkede fra min egen fritidsaktivitet tirsdag aften og i stedet gik en tur med en god veninde i røret), dobbelt legeaftale med middag med forældre onsdag (hos os), ingenting torsdag (phew) og hhv. fritidsaktivitet for Varanen og legegruppe for Øglen (ude) i dag. Indtil videre har vi holdt lørdagen fri, og søndag står den så på heldagslegeaftale for Øglen hos DNP-veninde og Bogforum for Varanen, HDD og jeg. Pyyyyyh, altså!

Det kræver jo timemanagement på Ph.D-niveau at balancere alle de aftaler, og vores afkom går endda 'kun' til hhv. én og to ting hver. At Øglen kun går til én ting, er nærmest uhørt i hendes klasse, hvor børnene rask væk går til både to, tre og fire ting, men jeg må indrømme, at jeg har det glimrende med ikke at skulle stå skoleret et eller andet bestemt sted mere end én gang om ugen. Og indtil Øglen efterspørger mere planlagt aktivitet i hverdagene, så holder vi os bare til det, vi har. For hvornår var det i øvrigt ellers, der skulle blive tid til alle de der legeaftaler?! (Som slet ikke er hyppige nok, hvis det stod til den ældste. Hun har i hvert fald for nylig slynget ønsker til to-tre mere fra klassen ud, som hun gerne vil lege med. "Snart, mor!" Jojo, min skat. Jeg skal bare lige jonglere en fuldstændig proppet kalender først).

Varanen har heldigvis ikke så mange legeaftaler endnu, men han er jo også det yngre, og når dagen i børnehaven er slut, er han træt. Alligevel går han til hele to fritidsaktiviteter, men det skyldes primært, at vi er ved at udfase den ene. Efter ønske fra Varanen, der desværre først ønskede det, umiddelbart efter vi havde betalt for efterårssæsonen, så jeg vi er blevet enige om, at man holder ud indtil jul. Den anden fritidsaktivitet er spritny (for Varanen, altså) og ligger, som nævnt, lige oven i Øglens, hvilket i min bog er mega-win, for så kan vi holde det samlet. Og så begynder den allerede kl. 15, frem for den anden, der først begynder kl. 16. På en fredag. Som nævnt, så er Varanen træt efter en dag i børnehave, så kl. 16 er at stramme den i forhold til at tage imod kollektive beskeder og generelt være i hopla til at være adskilt fra undertegnede.

Og hvad ER denne her nye fritidsaktivitet så, tænker I nu. Jo, altså. Egentlig ville Varanen gerne gå til noget "rock-dans", som jeg har oversat til at være hiphop/breakdance. Det skrev jeg ham op til i foråret, men en nylig forespørgsel har afsløret, at ventelisten stadig er på længde med Dødehavsrullerne, og vores chance for at få en plads svarer til sandsynligheden for at finde den der gyldne billet i Charlie & Chokoladefabrikken. Så mens vi venter i spænding på en plads (der ifølge venteliste-damen "nok heller ikke bliver til januar"), jamen så spiller vi da bare bordtennis i stedet. Ikke fordi det ligner "rock-dans" specielt meget, men fordi det også kunne være sjovt, synes Varanen. Og så skal det da prøves. Første gang gik over al forventning, og nu er jeg bare spændt på næste gang. Især fordi jeg skal betale kontingent lige om lidt, og jeg bliver liiiidt træt, hvis beskeden fra Varanen næste tirsdag så lyder "Arj, jeg tror ikke, jeg har lyst alligevel".

Arbejdet viser sig også fra sin travle side, men fleksibiliteten gør, at der bliver tid til det hele - endda en spontan kop kaffe på Starbucks med nybagt mor-veninde i formiddags. Så det hele er ikke så skidt, at det ikke er godt for noget. Og inden længe trækker jeg oven i købet stikket et par dage og stikker af til sydligere himmelstrøg. Mere om det, når vi kommer lidt tættere på - eller når jeg er hjemme igen.

Og nu er jeg den, der er smuttet. Der er en fritidsaktivitet, der skal fragtes barn hen til, og en pakke på posthuset, der skal hentes. Og SÅ er det weekend - hav en god en!

onsdag den 2. november 2016

Noget om fødselsdage og hverdage. Og Halloween

Ham Den Dejlige fyldte år i går. Et helt år ældre blev han - og nu er vi så jævnaldrende. Hvert år (uden undtagelse i de snart 10 år vi har kendt hinanden) har han forbeholdt sig retten til udøvning af rendyrket aldersfascisme i de fem uger, der er mellem vores fødselsdage, men nu ligger han selv faretruende tæt på de 40, så han skal hermed flette næbbet for i år. Basta.

Vi havde en dejlig - og hverdagspræget - dag, der begyndte v.i.r.k.e.l.i.g tidligt (de unger kan seriøst lugte gaver på kilometers afstand. Og det er helt lige meget, om de er til dem eller ej. Alene spændingen omkring fødselsdag og gavegivning er nok til at drive dem ud af fjerne gudsjammerligt tidligt). HDD fik sine gaver ved morgenbordet, der var overdådigt dækket med ... havregryn, havregrød og yoghurt. Altså den helt almindelige hverdagsmenu. Stakkels HDD. Og så gik turen mod hhv. skole, børnehave og 2 x job. Til gengæld var der lagt i kakkelovnen til storhygning efter fyraften, hvor vi alle fire valfartede til Halloween i Tivoli. For til trods for trick or treating derhjemme selve Halloween, var der et par reptiler, der ikke havde fået græskar (og sukker) nok. Og så er det jo også bare altid hyggeligt at komme på besøg i Den Gamle Have.

RET uhyggeligt, hvis man spurgte reptilerne


Det må være ret sjovt at være dem, der udtænker al dekorationen i Tivoli. Synes, det er så fint og finurligt det hele

Vi var heldige med både vejret og det beskedne opbud af mennesker, så der var frit lejde til at prøve alt det, man gad. Øglen fik turpas med ledsagerarmbånd, men belært af sidste besøg i Tivoli nøjedes vi med billetter til Varanen. Han har ikke lyst til at prøve så meget og hyggede sig meget godt med at tulle rundt. Og han vandt oven i købet en pose lakridskonfekt han vandt på Grand Prix-banen, mens Øglen og HDD susede rundt i en rutsjebane. 

Vi spiste middag hos Brødrene Price, hvor der bestemt ikke var sparet på smørret, og vi trillede - både i bogstavelig og overført betydning - hjem fra en dejlig eftermiddag. Det var, forståeligt nok, svært at få alle mand op og af sted i morges, så jeg takkede nok engang forsynet for mine fleksible arbejdstider, så Varan-afleveringen kunne skubbes en times tid. Vi brugte den ekstra tid på at spille Cluedo (ingen spons overhovedet, bare all-time favourite brætspil, valgt af Varanen. Valget blev en smule vanskeliggjort af, at han ikke kan læse og i øvrigt heller ikke besidder for fem øre taktisk sans endnu, men det var knageme hyggeligt) og sludre lidt om løst og fast. Selv om det er hyggeligt, når vi alle sammen kan følges af sted om morgenen, er de langsomme morgener altså heller ikke sådan at kimse af.

Bearnaisen stod ved siden af ... Mmmm ... (Og det stribede er noget så rædsomt som en gigantisk bananslikkepind, som den ældste fik tiltusket sig)


Fineste Tivoli!

Resten af ugen har vi ikke de store planer på programmet. Heldigvis, kan man fristes til at sige, for et blik på kalenderen fortæller, at den er stopfyldt fra lørdag og en uge frem. Med fødselsdage, legeaftaler, bålhygge med klassen, flere legeaftaler, prøvetræning i bordtennis (sic!), og så lige lidt flere legeaftaler. Ak ja - vi når nok det hele, men lige nu tillader jeg mig at nyde stilheden før stormen ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...