Noget om at fejre

Det kan godt være, jeg ikke har købt ret meget kaffe i januar (i skrivende stund kun tre kopper kaffe på café til tre forskellige møder - en indtil videre all time-low på en måned. Det er lige før, jeg brugte flere penge på købekaffe i DNP, og det siger ikke så lidt), men så har jeg til gengæld brugt penge på så meget andet.

For det var som om, der gik lidt sport i det der sparemåned. Selv om det kan lyde paradoksalt, eftersom jeg lige har skrevet, at jeg har brugt penge. Men hør mig nu ud, som de virkelig unge og svært irriterende ville sige:

Al spareriet (som med rette indtil videre kun har bestået af at lægge købekaffen på hylden og i stedet medbringe min egen termokande med latte til hhv. bordtennis, håndbold og legepladsbesøg, fuldstændigt pølsehorns-embargo for ungerne, som kunne æde 50 af 7-Elevens pølsehorn om dagen, hvis de fik lov (og jeg vandt i Lotto) og knap så hovedøse indkøb i Netto ("Nejjjj, se! En underlig dims, som jeg slet ikke har brug for. Men den er fin. Og koster kun 20 kroner! Sammen med den her pakke rugbrød. For jeg kan ikke huske, om vi har noget derhjemme". Og så videre, indtil der er forsvundet flere hundrede kroner på noget, vi reelt set ikke har behov for) har gjort, at jeg har taget tyren ved hornene og kigget min økonomi lidt efter i sømmene. (Snork, det var kedeligt. Men det udløste chokolade bagefter. Fra mig til mig, fordi jeg havde været så flittig) Og der så jeg jo, at mit studielån stod og gjorde sig til. Det har det sådan set gjort længe (hvilket jeg trods alt godt vidste), og det eneste gode, der er at sige om dét, er, at det da trods alt bliver mindre og mindre.

Efter denne måneds indbetaling til SU-gribbene viste det sig imidlertid, at jeg ikke længere skyldte så meget væk, at det virkede uoverskueligt at udbetale det. Lige det modsatte, faktisk. Så det har jeg gjort. Vredet min opsparing til den sidste krone og udbetalt lånet. FarVEL månedlige indbetaling i bundløst hul.

Ergo er jeg altså gældfri nu. Hvad angår SU-styrelse, i hvert fald. Og selv om min opsparing nu er tom som den skål, hvor der burde være slik i derhjemme, er det altså en rar fornemmelse. Næsten så rar, at jeg fortjener en kop købekaffe ... #justkidding

Udsigten fra 12. etage

Mmmm ...

Jeg har haft SU-lånet med på sidelinjen i mere end 10 år, og selv om jeg ikke fortryder, at jeg optog det i sin tid - en nødvendighed i forhold til den bolig, jeg havde på det tidspunkt - er det alligevel helt utrolig rart at slippe af med det. Og selv om det ikke giver mening at bruge endnu flere penge, når man lige har brugt en masse, kom jeg til at invitere familien på sushi i går. Mandage trænger nemlig generelt til at blive peppet lidt op, så vi tog på Tivoli Hotel og mæskede os i sushi og lækker udsigt. Det er vigtigt at spare, men det er også vigtigt at fejre. Synes jeg.

Noget om en bus

Selv om det er sjovt med sådan en gætteleg (jo, det er!), kan jeg jo nok ikke trække den for evigt. Så i dette indlæg løfter jeg endelig sløret for det, vi også har gang i på den private front lige for tiden.

Der var ikke mange tårer forbundet med at flytte fra DNP (da først beslutningen var taget, altså), men alligevel var det med et vist vemod, at vi sagde farvel til haven. Muligheden for bare at åbne døren og lukke ungerne ud (også selv om de sjældent gad) er helt fantastisk, og hvis ellers Lotto-millionerne gad dumpe ned i min hånd, ville vi da også frygtelig gerne have en bolig med en lille have her i København. Det kommer så ikke til at ske, og vi er da også mere end tilfredse med den bolig, vi har fået. Alligevel har vi længe kredset om emnet sommerhus. Et lille fristed, helst ikke for langt væk fra Kbh, som er helt vores eget, og som vi vil kunne bruge i tide og utide. Det bedste af to verdener.

Vi er imidlertid efterhånden blevet klar over, at vi har tendens til at handle, før vi tænker os sådan rigtigt om ("Kom, vi køber et hus i forstaden", er et af de mere grelle eksempler), så vi ville prøve noget nyt denne gang: Ikke at handle på sommerhus-idéen overhovedet, før vi havde boet i byen i mindst et år. Så kunne vi dels afprøve, hvor meget vi ville benytte et sommerhus i løbet af samtlige sæsoner - med de sommerhuse vi nu engang har adgang til i familien allerede - dels få et ordentligt overblik over økonomien, som alligevel ændrer sig en hel del, når man sådan ændrer ret dramatisk på ens boligsituation.

Nu har vi boet i København i næsten halvandet år i denne ombæring, og vi er nået frem til, at det der med sommerhus - det ville være dejligt, men ud over at det er umuligt at købe noget i den ønskede radius i bare nogenlunde stand for de penge, vi har til det, så kan vi også se, at vores behov sagtens kan dækkes af de muligheder, vi allerede har adgang til. Den ødegård, mange af jer nævner i kommentarerne, f.eks. Mulighed 1 er altså også ude.

Ødegården <3

Både HDD og Ældstebarnet er så hooked på at få en lillebitte hund, og jeg kan sagtens se det nuttede og livsbekræftende i sådan en størrelse. Jeg er desværre bare ikke blevet mindre allergisk over for ting med pels siden sidst, og min læge kiggede bare træt på mig, da jeg spurgte til det fornuftige i at anskaffe sig noget levende pels. Der er jo ingen grund til ligefrem at opsøge astma, som hun sagde. Altså er mulighed 7 også ude.

Den årvågne læser vil derfor kunne konstatere, at der nu kun er én mulighed tilbage, nemlig mulighed 6 - den med autocamperen. Som et par af jer også gættede på :-)

Vi har simpelthen købt en autocamper. Men, som jeg også skrev i det indledende gætte-indlæg, jo altså ikke en hvilken som helst af slagsen. Snarere et motoriseret kæledyr (når nu vi ikke kan få et med pels), der lyder navnet VW T2. Et vaskeægte folkevognsrugbrød, der er født i 1976 og således et par årgange ældre end både HDD og jeg. Vi har talt om at anskaffe os en autocamper længe, men nok mest for sjov. Fordi sådan en kan man jo ikke bare købe. Vel?

Men så var vi på sommerferie. Hvor vi havde gooooood tid. Og slappede af. Og havde mere god tid. Talte mere og mere om det. Drømmen om et sød, lille autocamper, som man kan køre i, hvorhen man vil. Skæbnen ville, at der var et par folkevognsrugbrød til salg i om ikke nærområdet, så da i hvert fald i Italien. Og faktisk var vi lige ved at falde for fristelsen til at ombooke hjemrejsebilletter og i stedet 'bare lige' trille hjem i en autocamper og få den indregistreret i Danmark.

Fornuften indhentede os heldigvis (vi er tilbage ved det der med at handle, før vi tænker os sådan rigtigt om), og vi holdt fast i vores flybilletter hjem (hvilket var meget heldigt, for vi har sidenhen erfaret, at der intet 'bare lige' er over at købe og importere sådan en fætter). Hvor jagten på den helt rigtige bus, som samtidig kunne betales for menneskepenge, satte ind. Det var faktisk ikke spor nemt, for god stand er oftest synonymt med endog rigtig dyre busser. Men endelig var den der. Bussen, der både var i fornuftig stand og havde en pris, der ikke gjorde, at vi ville blive nødt til at spise vandgrød resten af livet. Den kom fra Canada, men var i transit i Holland, og et par mails frem og tilbage med sælger senere (og, trods den "rimelige" pris, en overførsel på et for os eksorbitant beløb til fremmed mand, hvilket afstedkom et nedbidt neglebånd eller to), blev bussen proppet på en lastvogn og fragtet til København.

Bussen. På en af sine sjældne trilleture (på prøveplader). Nu er de rigtige plader imidlertid e n d e l i g i hus, så nu bliver der forhåbentlig intet sjældent over trilleturene ...

Og her har den så været siden sensommeren. Den fornuftige stand viste sig at være et ret diffust begreb, der skiftevis har givet HDD grå hår i (på?) hovedet og ekstremt oliefedtede hænder, men han er ret handy, når det gælder, ham HDD, så med den sparsomme tid han har til rådighed, har han simpelthen fået den så fin. Jeg har skrubbet og skuret i det omfang, det kan lade sig gøre, når bilen ikke må køre (ingen nummerplader, y'know), vaske 40 år gammelt sædebetræk og fjernet ting, jeg helst ikke vil vide, hvad er (eller var). Der er altid mere, man kan gøre, men det er en gammel bus, så helt spritny bliver den jo aldrig. Og det er ok. Faktisk er det en hel del af charmen.

Nu er vi så ved at være der, hvor den er helt køreklar. Den har bestået syn, myndighederne er blevet færdige med at kværulere og stille dumme irriterende spørgsmål, som hver har taget ca. to år uger at besvare, og nummerpladerne er just kommet hjem. Jeg kan næsten heller ikke vente mere! Og ja - årstiden er muligvis den mest nederen overhovedet at have en bus, der er ca. lige så isoleret som en dåsecola, i, men foråret er på vej (agtigt), og jeg kan love jer for, at hver en solbeskinnet, lun dag, skal få glæde af reptilfamilien på tur. Om det så bare er i skole eller af sted efter is. Life is sweet!

Alle vi kender, synes, projektet er sjovt, men at vi er sindssyge, så hvis I synes det samme, er det helt ok. I er ikke alene. Tak fordi I gad gætte med - det var hyggeligt!

Noget om at være hjemmegående

Det kan godt være, at I er ved at være trætte af at gætte, men jeg synes stadig, det er sjovt - og aldrig har frekvensen af indlæg på min blog været mere jævn - så vi trækker lige pinen lidt længere. Men fedt, at I er med på spøgen :-)

Dengang jeg var på barsel med Varanen, havde jeg virkelig svært ved at se, hvordan vi skulle få hverdagen til at hænge sammen, hvis jeg skulle fortsætte med at arbejde fuld tid efter endt barsel. Derfor talte HDD og jeg meget frem og tilbage omkring, hvordan det ville være, hvis jeg blev hjemmegående. Enden på den snak blev imidlertid, at vi dels ikke havde råd, dels at jeg ikke havde lyst.

Og nu ... er status præcis den samme. Vi har stadig ikke råd til, at jeg bare dropper at have en indtægt, og jeg har stadig ikke lyst til at gå hjemme hele tiden. Jeg sætter stor pris på de stille dage, der er i biksen og nyder godt af min fleksibilitet, men jeg tror, jeg ville gå ud af mit gode skind, hvis ikke jeg havde noget at rive i. Så skulle jeg i hvert fald finde en seriøs hobby, jeg kunne bruge al min tid på, og det ser jeg ikke umiddelbart ske lige med det første. Men det er heller ikke aktuelt - jeg er, bare for at gentage mig selv, utrolig glad for min arbejdssituation. Så mulighed 5 i gættelegen er altså også ude, og der var da vist heller ingen, der gættede på lige netop dén mulighed.

Det at være glad for arbejdssituationen (plus en masse andet praktisk) er også en af grundene til, at vi ikke bare lige river teltpælene op og rejser rundt i flere måneder. Heller ikke selv om mange af jer gættede på lige netop dén mulighed. Dels har vi heller ikke råd til dét, dels har HDD på ingen måde den form for udlængsel (€&%"#). Desuden er Øglen så glad for både sin skole og sin klasse, at vi ikke har lyst til at tage hende ud i længere tid ad gangen. Mulighed 8 er altså heller ikke aktuel - selv om min indre globetrotter ville elske det. Kom nu, Lotto-millioner. Hvor bliver I af?!

Tilbage er nu mulighed 1 (sommerhus), mulighed 6 (autocamper) og mulighed 7 (hund). Spændingen bliver afsløret i næste blogindlæg ...

Noget om at blive flere i familien

Ha. I er vilde med at gætte! Det er fedt, at I gider - tak for det!

Lad mig slå det fast med det samme - mulighed 2 er ikke det rigtige svar i gættelegen. Der er ingen Leguan i ovnen og kommer det heller ikke; HDD og jeg satte os ned i sommerferien og fik talt om muligheden for og lysten til et par nummer tre, og konklusionen blev, at vi er glade for vores familie, som den er. Ungerne er hhv. 5 og 7 år og er sjovere og nemmere end nogensinde før. Fritidsaktiviteterne er til at overskue (men at dømme efter andre med ældre børn kan det være en stakket frist, så vi forsøger at ruste os, til det for alvor går løs med stævner, lejrture, træf og andet fritidsaktivitets-relateret), og vi føler ikke længere, at vi er totalt på bagkant med alting. Både tid og økonomi hænger også sådan nogenlunde sammen, så selv om jeg i teorien godt kunne tænke mig både at være gravid og have en bittelille baby igen, så bliver det ikke aktuelt.

Jeg vil også skynde mig at slå et søm i mulighed 3 - bare inden nogen af jer overvejer at melde os til de sociale myndigheder, fordi I tror, vi rakker rundt i tilværelsen med vores børn. Øko-landsby var ganske ganske kort oppe og vende, da vi besluttede os for at rykke fra DNP, men vi nåede frem til, at det ikke var noget for os - heller ikke selv om det lyder besnærende med det nære, og fællesskabet og det økologiske og alt det der. Hvis der er noget, vi ikke er, så er det stressede af bylivet. Jeg elsker at bo der, hvor vi bor nu, og står det til mig, flytter vi aldrig. Med mindre nogen er så venlige at tilbyde os en større lejlighed til en billigere penge, men det kommer vist aldrig til at ske.

Mulighed 4 kvæler jeg også i sin vorden. Intet fuldtidsjob til mig - og tak og lov for det. Ikke, at jeg er arbejdssky - tværtimod - men jeg er på ingen måde parat til at opgive den fleksibilitet, det selvstændige liv giver mig. Jeg er ved at nå til den konklusion, at det vist kun er, hvis alle mine kunder forsvinder, og jeg ikke længere har nogen penge at leve for, at jeg må ty til en fast stilling et sted - men jeg krydser i dén grad fingre for, at det ikke sker inden for den nærmeste fremtid.

Mulighed 2, 3 og 4 er altså ude af loopet. Tilbage er mulighed 1 (sommerhus), 5 (hjemmegående), 6 (autocamper), 7 (hund) og 8 (lang rejse) ...

Så skal der gættes!

Stærkt inspireret af - for ikke at sige direkte tyvstjålet fra - et indlæg, jeg så et sted på nettet andetsteds sidste år (men som ikke længere er linkbart), vil jeg lave en lille gætteleg. Lige siden sommerferien har jeg nemlig gemt på en stor nyhed (stor for mig og min familie, om ikke andet). Det er noget, HDD og jeg har talt om længe - frem og tilbage og frem igen. I flere år, faktisk. Og nu er det altså endelig blevet en realitet - selv om det ikke lige stod i kortene. Fantastisk. Intet mindre!

Nedenfor har jeg listet 8 valgmuligheder. Gæt løs, hvis du har lyst. (Og sccchhh, hvis du ved, hvad det er. Det er sjovere at trække spændingen lidt ...)

1. Vi har købt et sommerhus! En lille knaldhytte på en fantastisk placering tæt ved både skov og strand. Grunden er vild og kæmpestor, og ungerne har allerede indviet den ved at lege cowboys og indianere, mens de på bedste Pacman-vis har ædt sig igennem de bugnende bærbuske. Der er en del, der skal sættes i stand i huset, men vi er stadig i træning fra huset i DNP, så det går nok. Og vi har ikke travlt - huset fungerer, som det er nu. Istandsættelsen er bare 'nice to have'.

2. Jeg er gravid. Jeg venter simpelthen endnu et lille reptil - en leguan - og vi kan slet ikke få armene ned. Egentlig havde vi besluttet, at det var slut med småkryb hjemme hos os, men vi kunne alligevel ikke vænne os til tanken om, at babyæraen var slut. Jeg er 38, når Leguanen melder sin ankomst til april, og min mor var 38, da hun fik mig. En lille hommage til den Mårmor, som Leguanen desværre ikke kommer til at kende.

3. Vi flytter. Igen, kan man fristes til at sige. Vi er rodløse sjæle, lader det til, og hvor DNP på ingen måde gjorde det for os, er det også som om, vores københavnertid har udlevet sig selv. Bevares, vi er glade for både Østerbro og Øglens skole, men bylivet stresser, og vi længes efter de store vidder og pladsen til at indstille blikket på uendelig. Så lejelejligheden bliver skiftet ud med en øko-landsby mod nord, og vi glæder os til at blive en del af fællesskabet og den ro, der hersker der.

4. Jeg har fået fuldtidsjob. Kastet håndklædet i ringen mht. det selvstændige og fået en stilling, der kræver min tilstedeværelse 37 timer om ugen. Plus det løse. Lønnen er god, jobbet ligger tæt på, hvor vi bor, og jeg får kolleger! Det bliver vildt! Tænk pludselig at have en undskyldning for at tage tøj på om morgenen ...

5. Jeg er blevet full on-hjemmegående. Droppet kommunikationsbiksen og helliget mig børnene og hverdagens logistik. Jeg havde forsvoret, at jeg kunne få tiden til at gå, men nu er der gået et par måneder, og tiden er forsvundet mellem fingrene på mig. Endda helt uden, jeg har set tv imens. Det er utroligt, så tidskrævende det er at holde hjemmet rent, vaske tøj, købe ind og planlægge og tilberede aftensmad. Jeg er helt færdig, når ungerne er kommet i seng, men det er det hele værd at hente børnene senest kl. 14 og have masser af tid til dem i løbet af eftermiddagen. Og lejligheden har aldrig været så præsentabel før!

6. Vi har købt en autocamper! Men ikke en hvilken som helst en af slagsen - en VW Campmobile fra 1976. Eller en hippiebus, om man vil. Den er en ældre herre med hele 40 år på bagen og temmelig meget personlighed, men den er i ok stand (nu. Damn, der var meget, der skulle fikses!) og er forhåbentlig snart klar til at tage os på masser af eventyr i både ind- og udland.

7. Vi har fået en hund! En lille lodden chokoladebrun labrador. Som lyder (eller ... ikke endnu, men det kommer forhåbentlig, det der med at adlyde) navnet Mokka. Ungerne er ellevilde og gider godt gå tur med ham (nyhedens interesse, tænker jeg ...), og jeg er vild med at have selskab, når jeg arbejder hjemme. Han er ikke så glad for at være alene hjemme endnu, så når jeg er på kontoret, har jeg ham som regel med. SÅ hyggeligt at drøne rundt i København med en chokoladefarvet labs i kassecyklen!

8. Vi har hævet opsparingen, og HDD har taget orlov fra sit job. Og vi har fået lov til at hjemmeundervise Øglen indtil 2. klasse. Vi har nemlig besluttet os for at rejse frem til august 2017. For at finde helt ind til kernen i vores familie og bruge så meget tid sammen som overhovedet muligt, før vi pludselig har to skolebørn til næste år, og vi bliver lagt endnu mere i rammer, end vi er nu. Vi har ikke lagt andre planer, end at vi skal bruge tre måneder i USA og Canada - så tager vi resten derfra. Afrejse om to uger. Uisj, det bliver spændende!

Kun et af ovenstående udsagn er sande (desværre - jeg gad godt, at flere af dem var). Gæt løs, hvis I lyster - det rigtige svar bliver afsløret om et par dage ...

Noget om pladsmangel

Dette indlæg handler ikke, som overskriften måske kunne indikere, om kvadratmeter. Selv om nogle ekstra af dem ville være velkomne (man kan vel altid bruge et rum mere til at rode i), så skal det i dag handle om plads på computeren. Som jeg er ved at løbe tør for, hvis man skal tro på de sure meddelelser, den sender mig i tide og utide (og det skal man jo nok).

Seneste sure meddelelse kom i går, da jeg naivt forsøgte at overføre mine alt for mange billeder fra min telefon. Så jeg kunne få lidt mere plads på den (den er nemlig også begyndt at brokke sig. Det gjorde den faktisk allerede, da jeg var i Marokko, men jeg vandt lidt tid på at slette en masse apps, som jeg ikke aner, hvor er kommet fra. I blame the kids). Ikke tale om, min computer gad være med til dét. "Du mangler mindst 2,6 GB, før biblioteket kan overføres", vrængede den.

Og så var gode råd jo pludselig dyre. For selv om det ville være rart med en ny computer (på en eller anden måde lykkes det altid for Apple at lave nogle opgraderinger af deres hardware, som gør, at den computer, man egentlig syntes, var lille og fiks, før de nye modeller kom på markedet, pludselig ligner et stort skrummel), er det alligevel lidt vel flot at investere i en bare for at få mere plads til billeder. Især når man også har en ekstern harddisk, men desværre har så lidt styr på billedorganiseringen, at man ikke aner, hvad der er gemt hvor. Og endnu mere især, fordi man har erklæret januar for spare-måned (Note: Jeg sparede to go-kaffen både tirsdag og i dag og agerede i stedet termokande-tøs. Det er som om den hjemmebryggede latte lige får et ekstra pift smag, når den er næsten gratis ...)

Nå. Ingen ny computer til mig, altså. Det gjorde mig kortvarigt helt opgivende, at jeg ikke skulle have sådan en, for hvad skulle jeg så gøre i forhold til at frigøre plads på computeren?

Og da skete det, at mit øje blev draget mod venstre hjørne af skrivebordet, hvor to mapper flagrede rundt og hed hhv. "Gammelt skrivebord" og "Gammel backup". Nogle mapper, jeg i desperation hev ud af vores gamle TimeMachine (også noget harddisk-noget), da min gamle computer gik til de evige hardware-marker. Men som jeg vist aldrig liiiiige kom i gang med at sortere, sådan for realz, fordi det virkede en kende uoverskueligt. Og måske også rimelig kedeligt.

"Ha HA!", tænkte jeg så i går. "Så sletter jeg da bare lidt dér, og vupti - så er der styr på dét!" - og så åbnede jeg mapperne. På samme tid, som jeg åbnede "den rigtige" billedmappe på skrivebordet.

...

. . .

... !

På plussiden bliver det ikke svært at finde 2,6 GB til billeder fra mobilen.

På minussiden kommer det til at være et detektivarbejde uden sidestykke at finde ud af, hvad der ligger hvor (for ikke at tale om hvorFOR!), og hvad det er, der mangler i den mappe, der yderst beskrivende hedder "Billeder fra spejlrefleks", når der "kun" er 7 GB billeder i den ene, men 6,2 GB i den anden. Bare for at komme med ét eksempel.

Jeg er gået i gang i det små. Og prøver at slå mig til tåls med, at jeg næppe bliver færdig i dette årtusinde. Jeg har imidlertid allerede kunnet skille med af med over 10 GB billeder alene i dubletter, og jeg er slet slet SLET! ikke færdig endnu. (Og nej. Jeg har ikke overført billederne fra mobilen endnu. Jeg synes ikke, der er grund til at forvirre begreberne yderligere).

Så inden længe har jeg masser af plads til flere billeder. Hvilket er meget rart, eftersom jeg har planer om enten at genoplive mit gamle spejlreflekskamera (i givet fald skal jeg nok døbe mapperne noget mere beskrivende fremover end "Billeder fra spejlrefleks") eller investere i et nyt, kompakt kamera med udskiftelige objektiver. Når januar er slut, forstås. Med alt det, jeg sparer i kaffe, har jeg formentlig råd til et nyt lige om lidt ...

Er jeg den eneste, der roder helt uhyrligt i min organisering af billeder? Og er der en smart måde at sætte dem op på, så man ikke føler, man farer vild i mapper og beskrivelser hele tiden? Pt. organiserer jeg på über-oldschool vis med særskilte mapper for hver måned (helt tilbage til 2009), men det er altså ved at gribe lidt om sig, sådan rent omfangsmæssigt. Er Apples 'Fotos' smart, og/eller f*cker den hele ens eksisterende opsætning op. Eller, eller, eller ... Gode råd modtages meget gerne!

Kærlig hilsen Øglemor, der elsker at fotografere, men i dén grad har behov for assistance på den digitale oprydningsfront.

Hej 2017

Så sluttede juleferien, og jeg sidder nu her ved computeren - alene - for første gang i noget, der ligner 14 dage. Jeg har et arbejdsbjerg på højde med Himmelbjerget, og alligevel bruger jeg tid på at drikke te og stene lidt over min nye, fine kalender, der ligger helt ubeskrevet ved siden af mig (ja, den er analog - kan man andet?!).

Ved indgangen til et nyt år bliver jeg altid overmandet af de blanke sider i kalenderen. Det helt rene og ubrugte, der er over et flunkende nyt år - og bevidstheden om, at året i vid udstrækning bliver fyldt med de ting, vi selv vælger at fylde det med. Derfor tager det mig også altid 100 år at komme i gang med min kalender, for det skal jo gøres rigtigt, ikke?

Små pilfingre ved prøvesmagningen af nytårskaffen. Som var god. Mmmm - kaffe ...

Nytårsforsætter er jeg holdt op med for længe siden - jeg overholder dem alligevel ikke - men jeg er ikke for fin til at have både håb og drømme for 2017. Som på mange fronter tegner til at blive et spændende år, både personligt og arbejdsmæssigt. Jeg har nogle nye tiltag i ærmet, hvad angår forretningen, og selv om den nok aldrig bliver børsnoteret, må den gerne fortsætte de gode takter, den har udvist i 2016. Det betyder nemlig endnu et år med den efterhånden uundværlige fleksibilitet - noget, der viste sig nyttigt så sent som i går, eftersom vi ret sent blev klar over, at Ældstebarnet først skulle begynde i skole i dag. (Så kan vi se, hvor godt vi læser de der orienteringsbreve fra skolens rektor, hva'?! Dejligt, at der er vågne forældre i klassen, der lige skriver en reminder til alle om, at man måske lige bør arrangere noget pasning d. 2/1 også. At dømme efter reaktionerne, var vi ikke de eneste, der havde misset dét memo ...) Rent privat kommer der også til at ske ting og sager, men der er jo ingen grund til at løfte sløret for alt på én gang, vel - så er der jo ikke stof til flere indlæg før om 100 år.

Ældstebarnet og en grøn ballon på 'bakkerne' i Nordhavnen

Der er ikke noget som store vandpytter og en frostklar dag til at sikre underholdningen. Nogle fordele er der ved at have en byggeplads som næsten-nabo

En nogenlunde uventet feriedag må man imidlertid aldrig kimse af, så den blev - for mit og ungernes vedkommende - brugt på at sove til klokken 9.30 (yes, I læste rigtigt. 9.30, mine damer og herrer. Jeg erklærer nu Varanens søvnfornægtelse for endegyldigt afsluttet), være på legepladsen, cyklet i store vandpytter og være i svømmehallen. En ret god start på året, hvor jeg har stablet nærhed og kærlighed helt op på toppen af værdipiedestalen. Som næsten bukkede under af klichéerne, men altså ... nærhed og kærlighed er værdier, man umuligt kan være sur på - uanset hvor mange andre, der så end har de samme.

Vi kom i øvrigt godt igennem nytåret (thanks for asking). Aftenen (og den efterfølgende morgen) blev brugt sammen med en gruppe ret så sjove mennesker og deres børn. Hvoraf vi kendte en brøkdel i forvejen. Men med 10 voksne og 10 børn kan det ikke gå helt galt, og efter nytårsbrunchen kl. 10 nytårsdag og, for fædrenes vedkommende, et par timer på legepladsen med ungerne (mens damerne ryddede op og skvadrede), var vi hinandens nye bedste venner. Slet ikke noget dårligt koncept. Resten af 1. januar blev brugt i biffen med en stor balje popcorn og Syng, og så var alle også temmelig grydeklare (deraf soveriet frem til 9.30 i går).

Vi skåler med manér - bobler og øl i en og samme hånd. Aldrig gå ned på drikkevarer ...

Og nu er der så dømt hverdag igen. Og den har jo også sin charme trods gråvejr og noget, der ligner slud. Vi lægger i hvert fald godt ud med, at fire måneders genhusning af Yngstens børnehave endelig er slut, så i dag kunne vi aflevere i de velkendte rammer. Entusiasmen var til at føle på hos alle, inklusive mig selv. For selv om genhusningsbørnehaven ikke ligger mere end 2,5 km hjemmefra er det altså bare nemmere at aflevere 700 meter væk. I den hyggeligste villa med god plads og en legeplads, der ikke skal deles med andre institutioner. Så glimmer på, og op på kaminhylden med dét, som Hella Joof ville sige. Jeg er fan! (Både af Hella og af institutioner, der er hjemme igen)

Om lidt drager jeg af sted efter Yngsten i de nye rammer og fragter ham til bordtennis, mens Farmor henter Ældsten og får sig en hyggestund der. Og jeg vil forsøge at leve op til endnu et ikke-nytårsforsæt ved ikke at købe mig en kop kaffe. Hvis jeg er sej, tager jeg en med hjemmefra. Som en lille udfordring til mig selv, skal jeg nemlig prøve at købe færre ting (herunder kaffe) - i januar til at begynde med, og, med mindre jeg kradser af i forsøget på at undgå alle de kaffefristelser, min bydel er brolagt med, flere måneder med. Jeg køber generelt ikke så mange ting, mencafé-besøgene stak helt af i de sidste måneder af 2016. Det må jeg kunne gøre bedre. Ikke mindst fordi der jo er andre ting, jeg gerne vil have råd til. At rejse, f.eks. Hvilket er endnu et ikke-nytårsforsæt for 2017.

Og før jeg skriver mig ind i, at jeg pludselig er blevet fan af nytårsforsæt, slutter jeg her. Godt nytår, alle sammen! Må det blive lige, som I kunne tænke jer!