torsdag den 23. februar 2017

Noget om skiferie og brede malerpensler

Hejhej. Jeg er her stadig. Er bare ramt af hverdagen, der maler med alle farverne på paletten og den helt brede pensel. Således kombineres en meget snart forestående 8-års fødselsdag (yay!) med en to do-liste på længde med den kinesiske mur (mindst), alvorlig sygdom i den nærmeste familie og - bare for at toppe den - en begravelse. Nåja, og fastelavn i skolen, som jeg er med til at arrangere, samt en sand kavalkade af fejringer for den snart nyslåede 8-årige.

Jeg priser mig derfor lykkelig for det frirum, vi lige (for det er jo faktisk 'lige', selv om det midt i alle skærmydslerne virker temmelig langt væk) har haft i sidste uge. Skiferien var en kæmpesucces, og til trods for, at jeg er et notorisk brokkehoved, kan jeg faktisk ikke komme i tanker om noget som helst, jeg kunne have ønsket mig anderledes. Selskabet, maden, vejret og gåpåmodet var i top, og selv om halvdelen af forsamlingen aldrig før har haft ski under fødderne, havde vi en fest alle sammen.

Smuk, diset morgen


Ægte fjeldstemning i vaffel-hytten

Alle børn var i skiskole fem kvarter dagligt og lærte lynhurtigt - ikke mindst reptilerne, der stadig havde sidste års lektioner på rygraden. Øglen var på fortsætterholdet, mens Varanen nuppede en sæson mere på begynderholdet - perfekt til begge temperamenter. Hvor Varanen er den lidt mere forsigtige type, er Øglen helt og aldeles frygtløs og kastede sig ud i diverse stejle eventyr med et skuldertræk og et "Det må jo komme an på en prøve, om jeg kan komme ned". Og mens pessimistiske Øglemor tænkte "Ned kan man altid komme - men hvor meget brækker man undervejs?", lagde ældstebarnet bare armene på ryggen og susede nedad, mens hun pizza'ede i fin stil. Bortset altså fra, når der var dømt - kontrolleret, påstod hun - styrtløb. Det er ikke for sarte mødre, det shit, men alle kom heldigvis hele hjem. 

Min bror fyldte 41 på ferien, og det skulle naturligvis fejres. I mangel på kagemand fik han en kanelbulla med temmelig mange lys

En kold øl i sneen på toppen - lige til at klare

Stor snedynge lige uden for hyttens dør. Som ungerne i løbet af ferien fik fuldstændig udhulet og brugte som snehytte
  
Søskende, der hjælpes ad på ski <3

Solskin - ja tak!

Helt fantastisk snelandskab!

I forhold til sundheden, så har den været en anelse udfordret i vinterland, men jeg holdt stand mod chokolade og løsgodis i halvdelen af ugen, så helt galt gik det ikke. Det hjalp i øvrigt betragteligt, at jeg havde slæbt mit proteinpulver med (hej, Kedeligfrans!), så jeg kunne lægge en nogenlunde lødig bund, når jeg blev sulten. Og det blev jeg tit efter at knokle rundt i skiterrænet både med og uden børn. 

Det er ikke udelukkende kedeligt at være sundt. Og bollen med pålle er endda helt autoriseret ift. min træningsplan ...


Vel hjemme igen er jeg kravlet op på sundhedshesten igen, og min krop takker mig i høj grad. Jeg bilder mig ind, at det at passe mine måltider i den grad, det nu kan lade sig gøre i løbet af dagen, og fylde mig med masser af sund mad, giver mig mere energi til at klare alle de ting, hverdagen byder på lige nu. Det er mere end tiltrængt ...

Vi ses på den anden side af al crazy-heden. Pludselig med en 8-årig!

mandag den 6. februar 2017

Noget om nye vaner

Den faste læser vil vide, at jeg er meget glad for mad. U-TRO-ligt glad for mad, faktisk. Gerne med masser af sukker og mel og andre gode sager.

Det er bare som om, det har taget overhånd, det med de søde sager. December måned gik helt amok med brunkager, marcipan og hele slik-stashet fra vores tur over grænsen, og størstedelen af januar har også været sukkersød.

Men nu, eggå. Nu holder vi lige pause med alt det sukker.

Som jeg vist også nævnte i et nyligt blogindlæg, så har jeg lavet en intervention mod mig selv og meldt mig på et 12 ugers kost- og træningsprogram. Pt. har jeg været i gang i to uger, og sjældent har jeg haft det bedre. Nu har jeg ikke lige haft målebåndet fremme, men min mave, som helt klart er mit ømme (og meget bløde) punkt er klart blevet mindre (jaja, væske. Jeg ved det godt. Men det tæller stadig). Og jeg kan mærke muskler i kroppen, som jeg ikke anede, jeg havde. Det er skønt. Jeg ville ikke brokke mig over at tabe et par kilo på det her forløb (særligt ikke efter Yngstebarnet har fået en virkelig kedelig vane med at tage fat i en af mine mavedeller og hive mig med i dén, hvis der er noget, jeg lige skal se. Og det er der tit. Men hvis nu mavedellen forsvinder, bliver han jo nødt til at hive fat i noget andet. Min hånd, f.eks. Bare et forslag), men det ville bare være added bonus. Jeg er nemlig ikke begyndt på det her program for at tabe mig som sådan - jeg vil bare gerne få nogle bedre vaner og komme in the zone, når det drejer sig om at føle sig frisk og stærk. Og ved I hvad - jeg føler allerede, jeg er godt på vej, her efter kun 2 uger. Måske fordi jeg spiser mere mad i løbet af dagen, end jeg nogensinde har spist før? For realz - jeg spiser konstant. Men god mad, jo. Protein og trailerfulde af grøntsager. Madbudgettet aner ikke, hvad der har ramt det, men jeg giver det en chance de her 12 uger, og viser det sig at være vejen frem, så må madbudgettet jo lægges om.

Jeg postede det her billede på Instagram for nogle dage siden - nye vaner kræver også nye kosttilskud. Masser af dem. De bærer noget af skylden for det ændrede madbudget ... Imedeen er imidlertid ikke et must; Jeg er bare så heldig, at jeg blev udtrukket som en af testerne ovre hos Anette

Efter det meste af mit liv at have været på den ene, den anden eller den tredje hokus-pokus kur - og i øvrigt fundet ud af, at jeg på trods af mit livs løbeform for år tilbage stadig ikke følte mig stærk overhovedet - er det lidt af en aha-oplevelse at finde en metode, der giver pote så hurtigt. Især fordi den indeholder så meget mad, at jeg bliver nødt til at give op på min. ét måltid om dagen. Folk, der kender mig, ved, at jeg ikke giver op på mad. Som i nogensinde. Men her bliver jeg nødt til det.

Og det bedste er, at mine vilde sukkercravings om aftenen er pist forsvundet. Med fare for at lyde som en ægte douche, så kan en kop te med stevia for det meste gøre det. Og set i dét lys, er der jo ikke noget at sige til, at jeg er skrumpet en smule om livet. To håndfulde Quality Street til teen skrumper jo ikke ligefrem noget som helst. Ud over altså Quality Street-beholdningen. Såeh ... Der er nye vaner in the house, og det føles helt ok.

De stakkels børn, tænker I? De mærker ikke noget til noget. De var jo alligevel ikke en del af aftensnackeriet (Quality Street'en er min. MINE ALONE, I TELL YOU!), og aftensmaden, der var ok sund i forvejen, er den samme. Jeg spiser bare væsentligt flere grøntsager.

I næste uge står den på ferie, og jeg er da spændt på, hvordan det harmonerer med kostplanen. Særligt fordi vi gæster landet, der flyder med kanelbullar, og alle ved jo, at man skal skik følge eller land fly. Så det kan være, at næste indlæg kommer til at handle om, hvordan man kommer tilbage på sporet. Nu må vi se. Indtil da vil jeg nyde de nye vaner og glæde mig over, at det rent faktisk er lykkedes mig at holde dem i to uger. Det er ret stort for sådan en som mig.

onsdag den 1. februar 2017

Noget om at tage det med ro

Efter en december måned, hvor arrangementer stod i nakken på hinanden, så vi kunne tage det danske 'hoo-gah'-begreb og vride det til dets absolut yderste (i en grad, så man nærmest helt glemte at hygge, fordi man havde travlt med at lave lister inde i hovedet over næste hyggelige arrangement), glimrede januar i dén grad ved sit rolige (og grå, jovist) tempo. Ganske selvvalgt, i øvrigt.

Gåtur i noget sne for et par uger siden. Ahhh.


For ikke at stå på næsen i endnu en måned fyldt med 'jeg skal liger', undlod vi, mere eller mindre bevidst, helt at arrangere noget. Overhovedet (næsten). Med mindre en spontan aftale med en veninde i biffen (gå ind og se Paterson nu. Meget apropos ro) og middag bagefter tæller som arrangement. Vi har også sorteret ud i selvdøde fritidsaktiviteter - efter der er blevet meldt afbud lige mange gange nok fra reptilerne på et par aktiviteter, har vi i samråd besluttet, at så går man ikke til dét mere. Med det resultat, at det nu kun er Varanen, der går til noget. Én gang om ugen. Det er lige til at holde til.

Dermed ikke være sagt, at vi ikke har set nogen mennesker. Vi har bare taget det på gefühl og på dagsformen. Med det resultat, at vi har slappet noget så gevaldigt af. F.eks. var det ældste barn ikke uden for en dør fra fredag eftermiddag til mandag morgen. Fordi hun simpelthen ikke orkede, som hun udtrykte det, og i øvrigt havde det  glimrende med bare at daske rundt derhjemme. Og når den brunch, der trods alt var blevet planlagt, oven i købet foregik hjemme hos os søndag, var der jo ingen yderligere grund til at gå ud, syntes hun at mene. Yngstebarnet var ude. Med skrald. Og så ind igen. Han gad heller ingenting. Og det var fint, for vi havde ingen planer (ud over brunchen. Hos os, som sagt. The bliss).

Udsnit af et brunchbord. Mmmm.

Jeg selv bliver alt for rastløs, hvis jeg slet ikke kommer ud, så jeg stak hovedet udenfor et par gange i weekenden og klarede hhv. indkøb og telefonopringninger. En dejlig måde at klare hovedet på - i et meget roligt tempo. (HDD forvildede sig i IKEA efter nogle rammer, så han fik ikke klaret hovedet på nogen måde. Forståeligt nok)

Lige så meget, som jeg elsker at have dejlige arrangementer at se frem til, elsker jeg at have dage, uger, weekender, hvor vi ikke er booket sønder og sammen. Det giver energi til tidspunkter, hvor kalenderen er mere presset. Som i denne uge, hvor jeg på forunderlig vis har to gange venindehygge på programmet. Og jeg føler mig nu ladet helt op til en februar, der forhåbentlig bliver helt fabelagtig. De to gange venindehygge på kort tid lover f.eks. godt. Lige som vinterferien også gør det. Og efter februar kommer foråret. Agtigt. Det bliver godt - jeg kan mærke det!

fredag den 27. januar 2017

Noget om selvpineri

Sidste år omkring den her tid, havde jeg virkelig ondt i tænderne. Det resulterede i, at jeg helt frivilligt gik til tandlægen, som ikke kunne bidrage med så meget andet, end at jeg måtte være relativt aggressivt anlagt på skære tænder-måden, eftersom der intet var at se på de smertende bisser.

Nå. Men nu har jeg altså ondt i tænderne igen. Og selv om en psykolog sikkert ville have en fest med at finde ud af, hvorfor hulen jeg får så ondt i tænderne i januar (mit gæt er, at det skyldes, at det netop er januar. Måneden, der i dén grad er til at få ondt i tænderne af!), har jeg ikke bestilt tid hos sådan en, men i stedet hos tandlægen. Som måske nok synes, jeg er aggressiv, men som til gengæld også mener (eller i hvert fald siger!), at jeg er ung. Og det kan vi jo godt lide.

Så det er altså det, jeg skal bruge min mandag morgen på. Boltet til tandlægestolen. Frivilligt, oven i købet. Det kommer til at gøre SÅ nas, og det ved jeg, fordi jeg er temmelig erfaren udi tandlægebesøg. Og selv om der ikke er et hul (hvilket jeg har slemt på fornemmelsen, at der er), så skal hun nok finde på noget andet at torturere mig med. De plastfyldninger, hun truede med sidst, fx. Og ja - I læste rigtigt. Plastfyldninger. Fordi jeg nu er blevet så gammel, at mine tænder imiterer det mest pindede skab fra IKEA, der er blevet skilt ad alt for mange gange. Kort sagt: De egner sig mest til bare at se på.

Hvilket på ingen måde harmonerer med det kost- og træningsprogram, jeg (også) frivilligt har meldt mig under fanerne til, og som dikterer rå grøntsager i ... ja, rå mængder. Lige nu føles det som om, at jeg, hvis jeg tygger i noget, der er meget hårdere end en klump blødt smør (hvilket i øvrigt er no-go i forhold til kostplanen), så falder alle tænderne ud. Agtigt. Så det skal nok blive spændende - både hen over weekenden og på mandag.

Så frivilligt tandlægebesøg og frivilligt kost- og træningsprogram. Hvor sidstnævnte ikke kun varer mandag morgen. Jeg må have en hang til selvpineri, men jeg satser på at komme storspændstig ud på den anden side med en sand perlerække af kridhvide, kryptonitstærke tænder. Mindst.

Men klynk er der nok af. Så med ja-hatten godt placeret på hovedet, vil jeg bare lige gøre opmærksom på, at jeg i morges opdagede, at det jo er blevet meget lysere udenfor. Jeg kan således droppe at tænde cykellygterne, når jeg har afleveret skolebarnet kl. 8 - hvor fedt er det? Foråret er lige om hjørnet. Kan I mærke det? (Et tu, DMI?)

tirsdag den 24. januar 2017

Noget om at fejre

Det kan godt være, jeg ikke har købt ret meget kaffe i januar (i skrivende stund kun tre kopper kaffe på café til tre forskellige møder - en indtil videre all time-low på en måned. Det er lige før, jeg brugte flere penge på købekaffe i DNP, og det siger ikke så lidt), men så har jeg til gengæld brugt penge på så meget andet.

For det var som om, der gik lidt sport i det der sparemåned. Selv om det kan lyde paradoksalt, eftersom jeg lige har skrevet, at jeg har brugt penge. Men hør mig nu ud, som de virkelig unge og svært irriterende ville sige:

Al spareriet (som med rette indtil videre kun har bestået af at lægge købekaffen på hylden og i stedet medbringe min egen termokande med latte til hhv. bordtennis, håndbold og legepladsbesøg, fuldstændigt pølsehorns-embargo for ungerne, som kunne æde 50 af 7-Elevens pølsehorn om dagen, hvis de fik lov (og jeg vandt i Lotto) og knap så hovedøse indkøb i Netto ("Nejjjj, se! En underlig dims, som jeg slet ikke har brug for. Men den er fin. Og koster kun 20 kroner! Sammen med den her pakke rugbrød. For jeg kan ikke huske, om vi har noget derhjemme". Og så videre, indtil der er forsvundet flere hundrede kroner på noget, vi reelt set ikke har behov for) har gjort, at jeg har taget tyren ved hornene og kigget min økonomi lidt efter i sømmene. (Snork, det var kedeligt. Men det udløste chokolade bagefter. Fra mig til mig, fordi jeg havde været så flittig) Og der så jeg jo, at mit studielån stod og gjorde sig til. Det har det sådan set gjort længe (hvilket jeg trods alt godt vidste), og det eneste gode, der er at sige om dét, er, at det da trods alt bliver mindre og mindre.

Efter denne måneds indbetaling til SU-gribbene viste det sig imidlertid, at jeg ikke længere skyldte så meget væk, at det virkede uoverskueligt at udbetale det. Lige det modsatte, faktisk. Så det har jeg gjort. Vredet min opsparing til den sidste krone og udbetalt lånet. FarVEL månedlige indbetaling i bundløst hul.

Ergo er jeg altså gældfri nu. Hvad angår SU-styrelse, i hvert fald. Og selv om min opsparing nu er tom som den skål, hvor der burde være slik i derhjemme, er det altså en rar fornemmelse. Næsten så rar, at jeg fortjener en kop købekaffe ... #justkidding

Udsigten fra 12. etage

Mmmm ...

Jeg har haft SU-lånet med på sidelinjen i mere end 10 år, og selv om jeg ikke fortryder, at jeg optog det i sin tid - en nødvendighed i forhold til den bolig, jeg havde på det tidspunkt - er det alligevel helt utrolig rart at slippe af med det. Og selv om det ikke giver mening at bruge endnu flere penge, når man lige har brugt en masse, kom jeg til at invitere familien på sushi i går. Mandage trænger nemlig generelt til at blive peppet lidt op, så vi tog på Tivoli Hotel og mæskede os i sushi og lækker udsigt. Det er vigtigt at spare, men det er også vigtigt at fejre. Synes jeg.

onsdag den 18. januar 2017

Noget om en bus

Selv om det er sjovt med sådan en gætteleg (jo, det er!), kan jeg jo nok ikke trække den for evigt. Så i dette indlæg løfter jeg endelig sløret for det, vi også har gang i på den private front lige for tiden.

Der var ikke mange tårer forbundet med at flytte fra DNP (da først beslutningen var taget, altså), men alligevel var det med et vist vemod, at vi sagde farvel til haven. Muligheden for bare at åbne døren og lukke ungerne ud (også selv om de sjældent gad) er helt fantastisk, og hvis ellers Lotto-millionerne gad dumpe ned i min hånd, ville vi da også frygtelig gerne have en bolig med en lille have her i København. Det kommer så ikke til at ske, og vi er da også mere end tilfredse med den bolig, vi har fået. Alligevel har vi længe kredset om emnet sommerhus. Et lille fristed, helst ikke for langt væk fra Kbh, som er helt vores eget, og som vi vil kunne bruge i tide og utide. Det bedste af to verdener.

Vi er imidlertid efterhånden blevet klar over, at vi har tendens til at handle, før vi tænker os sådan rigtigt om ("Kom, vi køber et hus i forstaden", er et af de mere grelle eksempler), så vi ville prøve noget nyt denne gang: Ikke at handle på sommerhus-idéen overhovedet, før vi havde boet i byen i mindst et år. Så kunne vi dels afprøve, hvor meget vi ville benytte et sommerhus i løbet af samtlige sæsoner - med de sommerhuse vi nu engang har adgang til i familien allerede - dels få et ordentligt overblik over økonomien, som alligevel ændrer sig en hel del, når man sådan ændrer ret dramatisk på ens boligsituation.

Nu har vi boet i København i næsten halvandet år i denne ombæring, og vi er nået frem til, at det der med sommerhus - det ville være dejligt, men ud over at det er umuligt at købe noget i den ønskede radius i bare nogenlunde stand for de penge, vi har til det, så kan vi også se, at vores behov sagtens kan dækkes af de muligheder, vi allerede har adgang til. Den ødegård, mange af jer nævner i kommentarerne, f.eks. Mulighed 1 er altså også ude.

Ødegården <3

Både HDD og Ældstebarnet er  hooked på at få en lillebitte hund, og jeg kan sagtens se det nuttede og livsbekræftende i sådan en størrelse. Jeg er desværre bare ikke blevet mindre allergisk over for ting med pels siden sidst, og min læge kiggede bare træt på mig, da jeg spurgte til det fornuftige i at anskaffe sig noget levende pels. Der er jo ingen grund til ligefrem at opsøge astma, som hun sagde. Altså er mulighed 7 også ude.

Den årvågne læser vil derfor kunne konstatere, at der nu kun er én mulighed tilbage, nemlig mulighed 6 - den med autocamperen. Som et par af jer også gættede på :-)

Vi har simpelthen købt en autocamper. Men, som jeg også skrev i det indledende gætte-indlæg, jo altså ikke en hvilken som helst af slagsen. Snarere et motoriseret kæledyr (når nu vi ikke kan få et med pels), der lyder navnet VW T2. Et vaskeægte folkevognsrugbrød, der er født i 1976 og således et par årgange ældre end både HDD og jeg. Vi har talt om at anskaffe os en autocamper længe, men nok mest for sjov. Fordi sådan en kan man jo ikke bare købe. Vel?

Men så var vi på sommerferie. Hvor vi havde gooooood tid. Og slappede af. Og havde mere god tid. Talte mere og mere om det. Drømmen om et sød, lille autocamper, som man kan køre i, hvorhen man vil. Skæbnen ville, at der var et par folkevognsrugbrød til salg i om ikke nærområdet, så da i hvert fald i Italien. Og faktisk var vi lige ved at falde for fristelsen til at ombooke hjemrejsebilletter og i stedet 'bare lige' trille hjem i en autocamper og få den indregistreret i Danmark.

Fornuften indhentede os heldigvis (vi er tilbage ved det der med at handle, før vi tænker os sådan rigtigt om), og vi holdt fast i vores flybilletter hjem (hvilket var meget heldigt, for vi har sidenhen erfaret, at der intet 'bare lige' er over at købe og importere sådan en fætter). Hvor jagten på den helt rigtige bus, som samtidig kunne betales for menneskepenge, satte ind. Det var faktisk ikke spor nemt, for god stand er oftest synonymt med endog rigtig dyre busser. Men endelig var den der. Bussen, der både var i fornuftig stand og havde en pris, der ikke gjorde, at vi ville blive nødt til at spise vandgrød resten af livet. Den kom fra Canada, men var i transit i Holland, og et par mails frem og tilbage med sælger senere (og, trods den "rimelige" pris, en overførsel på et for os eksorbitant beløb til fremmed mand, hvilket afstedkom et nedbidt neglebånd eller to), blev bussen proppet på en lastvogn og fragtet til København.

Bussen. På en af sine sjældne trilleture (på prøveplader). Nu er de rigtige plader imidlertid e n d e l i g i hus, så nu bliver der forhåbentlig intet sjældent over trilleturene ...

Og her har den så været siden sensommeren. Den fornuftige stand viste sig at være et ret diffust begreb, der skiftevis har givet HDD grå hår i (på?) hovedet og ekstremt oliefedtede hænder, men han er ret handy, når det gælder, ham HDD, så med den sparsomme tid han har til rådighed, har han simpelthen fået den så fin. Jeg har skrubbet og skuret i det omfang, det kan lade sig gøre, når bilen ikke må køre (ingen nummerplader, y'know), vaske 40 år gammelt sædebetræk og fjernet ting, jeg helst ikke vil vide, hvad er (eller var). Der er altid mere, man kan gøre, men det er en gammel bus, så helt spritny bliver den jo aldrig. Og det er ok. Faktisk er det en hel del af charmen.

Nu er vi så ved at være der, hvor den er helt køreklar. Den har bestået syn, myndighederne er blevet færdige med at kværulere og stille dumme irriterende spørgsmål, som hver har taget ca. to år uger at besvare, og nummerpladerne er just kommet hjem. Jeg kan næsten heller ikke vente mere! Og ja - årstiden er muligvis den mest nederen overhovedet at have en bus, der er ca. lige så isoleret som en dåsecola, i, men foråret er på vej (agtigt), og jeg kan love jer for, at hver en solbeskinnet, lun dag, skal få glæde af reptilfamilien på tur. Om det så bare er i skole eller af sted efter is. Life is sweet!

Alle vi kender, synes, projektet er sjovt, men at vi er sindssyge, så hvis I synes det samme, er det helt ok. I er ikke alene. Tak fordi I gad gætte med - det var hyggeligt!

mandag den 16. januar 2017

Noget om at være hjemmegående

Det kan godt være, at I er ved at være trætte af at gætte, men jeg synes stadig, det er sjovt - og aldrig har frekvensen af indlæg på min blog været mere jævn - så vi trækker lige pinen lidt længere. Men fedt, at I er med på spøgen :-)

Dengang jeg var på barsel med Varanen, havde jeg virkelig svært ved at se, hvordan vi skulle få hverdagen til at hænge sammen, hvis jeg skulle fortsætte med at arbejde fuld tid efter endt barsel. Derfor talte HDD og jeg meget frem og tilbage omkring, hvordan det ville være, hvis jeg blev hjemmegående. Enden på den snak blev imidlertid, at vi dels ikke havde råd, dels at jeg ikke havde lyst.

Og nu ... er status præcis den samme. Vi har stadig ikke råd til, at jeg bare dropper at have en indtægt, og jeg har stadig ikke lyst til at gå hjemme hele tiden. Jeg sætter stor pris på de stille dage, der er i biksen og nyder godt af min fleksibilitet, men jeg tror, jeg ville gå ud af mit gode skind, hvis ikke jeg havde noget at rive i. Så skulle jeg i hvert fald finde en seriøs hobby, jeg kunne bruge al min tid på, og det ser jeg ikke umiddelbart ske lige med det første. Men det er heller ikke aktuelt - jeg er, bare for at gentage mig selv, utrolig glad for min arbejdssituation. Så mulighed 5 i gættelegen er altså også ude, og der var da vist heller ingen, der gættede på lige netop dén mulighed.

Det at være glad for arbejdssituationen (plus en masse andet praktisk) er også en af grundene til, at vi ikke bare lige river teltpælene op og rejser rundt i flere måneder. Heller ikke selv om mange af jer gættede på lige netop dén mulighed. Dels har vi heller ikke råd til dét, dels har HDD på ingen måde den form for udlængsel (€&%"#). Desuden er Øglen så glad for både sin skole og sin klasse, at vi ikke har lyst til at tage hende ud i længere tid ad gangen. Mulighed 8 er altså heller ikke aktuel - selv om min indre globetrotter ville elske det. Kom nu, Lotto-millioner. Hvor bliver I af?!

Tilbage er nu mulighed 1 (sommerhus), mulighed 6 (autocamper) og mulighed 7 (hund). Spændingen bliver afsløret i næste blogindlæg ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...