torsdag den 20. april 2017

Noget om overgange

Advarsel: Sponsoreret indhold forude

Jeg skylder jer et mere udførligt indlæg om brylluppet i begyndelsen af måneden, og selv om man godt ud fra titlen på indlægget her kunne foranlediges til at tro, at dette var sådan et - overgang fra kærester til ægtefolk og alt det der - så er det altså ikke tilfældet.

I stedet for skal vi tale lidt om overgangen fra vinter til forår. Og den påklædning det kræver. Spændende, n'est-pas? Jeg siger formentlig det samme hvert år, når vinteren burde have sluppet taget i os og rykket en balde til fordel for foråret, men hold. nu. kæft, altså, vinter! FLYT dig nu!

Vi havde f a n t a s t i s k vejr til vores bryllup! Vi taler bare arme og bare tæer i skoene-kind of vejr. Solskin over hele linjen, usuperviserede børn uden sko udenfor og bryllupsgæster, der var lige meget ude og inde. (Se lige hvor snedigt jeg alligevel fik sneget lidt om brylluppet med). Men nu?! Nattefrost, SNE sgu', og vind så kold som en kummefryser.

Vi vågnede i Sverige til minus 7 graders frost og sne i søndags (skylder også et indlæg om påskeferien), og selv om solen fik så tilpas meget magt i løbet af dagen, at vi kunne nå et smut på stranden, da vi kom hjem til DK, var der stadig godt bid i vinden med blåfrosne fingre (og tæer, i ungernes tilfælde. Nogen smed nemlig både sokker og sko) til følge. Deres vinterjakker var for varme, når de tonsede rundt og spillede frisbee, så de røg af, og så kom de på igen, når der blev leget med sand. Af. På. Af. På. På. Påååå! Tagdennupå!

Pga. det mildest talt ustadige vejr forestiller jeg mig, at jeg ikke er den eneste, der har svært ved at finde ud af, hvad jeg skal iklæde afkommet af overtøj - eller mig selv, for den sags skyld. For mens vanter, uldent halstørklæde og vinterjakke virker fuldt ud fornuftigt om morgenen, er tyndere jakker meget mere på sin plads om eftermiddagen.

Enter termotøj! Punkt 1 i det store, usynlige fælles-manifest: "Du skal iklæde dit barn quiltet termotøj, hver gang temperaturen er en del højere end frost og en del lavere end sommer". Vi har gennem årene haft en pæn portion termotøj fra varierende mærker på trods af småkolde børn ("Du skal lige have en tyk trøje indenunder også. Eller to!") og hyppigt opståede huller på knæ og albuer med frit udsyn til temmeligt ikke-isolerende pladevat. Alligevel er det troligt blevet indkøbt år efter år (det gør man jo?), men efter otte år i mor-branchen er det nu slut.

Det er på tide at søge nye termomarker, og så er det jo så heldigt, at vi (og med "vi", mener jeg børnene) er blevet tilbudt at teste overgangsjakker og -sko. Derfor består dette års overgangstøj af overtræksbukser fra sidste år (som ingen børn gider have på, så jeg tænker, det ene par, vi har, er rigeligt), fine jakker og - som noget nyt på matriklen - overgangssko. Alt sammen fra Reima.

Ældsten i sin Barley-jakke

Yngsten i sin Fleet-jakke med aflynelige ærmer

Yngstens Wetter Wash-sko, som kan komme i vaskemaskinen. 
Ældstens er helt magen til, bare i en anden farve.  

Tøjet ankom med posten forleden (oven i købet bragt af et postbud, der ønskede mig en velsignet dag. Det er ikke ofte, nogen ønsker mig det. I hvert fald ikke højt) og blev pakket ud under skarp bevågenhed fra ungerne. De havde selv været med til at vælge model og farve på både sko og jakker, og de syntes heldigvis, at produkterne var lige så fine live, som de var på computeren. Yngstebarnet mente faktisk, at det hele var så fint, at han forlangte at få skoene på med det samme, selv om vi havde det ene ben ude af døren på vej til Leg og bevægelse, og alle på holdet skulle selvfølgelig se nyanskaffelsen. Det viste sig, at skoene var meget hurtigere, end hans eksisterende sko, så dér var vi heldige ... :-) Og så er de nemme at tage på - et stort plus i min bog, når man han en 5-årig, der ellers godt kan synes, at det kan være liiiiidt hårdt selv at komme i (fod)tøjet.

Jakkerne virker til at holde begge unger godt varme, på trods af den kolde vind, så det satser vi på fortsætter. Helt indtil denne overgang til foråret er gennemført gnidningsfrit, og det igen bliver tid til bare arme.

Produkterne er modtaget til test, men alle ord og meninger - og billeder - er som altid mine egne.

torsdag den 6. april 2017

Når alt er love

HDD og jeg har været kærester i lang tid efterhånden. Hele 10 år og to måneder, faktisk. En dejlig tid fyldt med gode oplevelser, latter og masser af kærlighed, og sådan havde jeg egentlig forestillet mig, det skulle fortsætte længe endnu. Resten af livet, faktisk.

Men i lørdags stoppede HDD og jeg med at være kærester - vi blev nemlig gift!

Så nu er jeg altså en kone. Eller en hustru. Eller en kran, som HDD foreslog i går. (Nej. Bare nej). Oven i købet en glad en af slagsen, der stadig er glad i låget over den bedste dag og weekend overhovedet.

Solen skinner, foråret er kommet, og alt er love 

Den smukkeste buket til den vordende brud - hjembragt af HDD

Ungernes kridt-skriblerier udendørs i søndagens dejlige vejr. Der må have været kærligheds-vibes i luften ;-)

fredag den 31. marts 2017

Noget mere om nye vaner

Nåmen, de der nye vaner, jeg sprang på i slutningen af januar, og som jeg ævlede lidt om her, eggå … Måske jeg skulle ævle lidt mere om dem? Ikke, at det formentlig er spændende for ret mange flere end mig selv, men altså – det er nu meget rart lige at holde mig selv op på dem. Vanerne, altså. Som jeg stadig efterlever, for jeg dribler stadig derudad på ny livsstilskaravanen (karaVANE – fik I den?! #tøhø). Utroligt nok, for jeg er ellers ret god til at hoppe på en sundhedshest og så springe ned igen to minutter senere. Men denne gang bliver jeg på!

Jeg købte mig jo ind i et 12 ugers program, der både beskæftiger sig med kost og (styrke)træning, og jeg kan med stolthed sige, at nu, hvor der er 2 uger tilbage (heraf kun 1 uge med egentlig træning), har jeg ikke misset en eneste gang. Jeg slynger troligt rundt med mine kettlebells og sveder som en lille gris, men jeg elsker det – og det gør min krop sjovt nok også. I hvert fald har den belønnet mig med at blive 2 cm mindre i taljen, og selv om det ikke er alverden, betyder det pænt meget for, hvor behageligt det er at have jeans på – og velværet i det hele taget. Det let mindskede taljemål kan selvfølgelig også hænge sammen med, at jeg har tillagt mig nogle pænt sunde kostvaner efterhånden – selv om jeg spiser mere på en dag, end jeg nogensinde har gjort før.

Hvor jeg tidligere sagtens kunne hoppe både morgenmad og frokost over, forsøger jeg nu at holde måltiderne. Her et udpluk af forskellige retter - og selv om jeg spiser meget, spiser jeg trods alt ikke alt det, der er vist på billederne, på én dag :-) Her broccoli-/blomkålsbrød med parmaskinke og ost. Grøntsagsstænger som tilbehør

Fiskefrikadeller med kartofler, grønt og hytteost

Paneret fiskefilet med spinatsalat og feta

Jeg er stadig ikke fanatisk, og jeg strejfer også lidt fra den slagne vej i ny og næ, men i det store hele synes jeg faktisk, at det går rigtig godt. Og paradoksalt nok kan jeg mærke, at de dage, hvor jeg holder mig til planen og spiser al den mad, jeg skal have, har jeg det bedre i kroppen, end de dage, hvor jeg grundet travlhed eller manglende planlægning ikke får nok at spise. 


Fiskefrikadeller med grønt (og remoulade)

Torsk paneret i solsikkefrø med grøn salat og dressing

Spejlæg med skinke og grønne bønner

Og aftensmaden fra forleden: Pulled salmon med nachos og masser af grønt. Dét var knageme godt. Og - bortset fra de der nachos - lige efter bogen

Modsat mange af de kure og livsstilsændringer, jeg før har kastet mig ud i, glimrer denne her ved, at der ikke er noget, der er forbudt-forbudt – det skal bare times rigtigt. Det vil sige, at jeg er velkommen til at spise flødeboller (og det gør jeg så – i stor stil!) lige, når jeg har trænet. Så det er ikke usandsynligt, at man kan finde mig kl. 9 om morgenen, sveddryppende og med tre flødeboller foran mig (hurra for hjemmekontor!). Helt uden at have dårlig samvittighed, for de hurtige kulhydrater ryger åbenbart lige i musklerne. Eller i hvert fald andre steder hen end i taljen. Og jeg får stillet min sukkertrang. Jeg spiser markant mindre stivelse nu end tidligere, men sandwichbrød med pålægschokolade er stadig en del af min kostpyramide, de dage jeg træner. Og det bedste af det hele er, at jeg næsten har fået udraderet min vane med at snacke. Nu spiser jeg mig nemlig så mæt til mine daglige fire (4!) hovedmåltider, at der slet ikke er plads til ekstra mad. Og hvis der er, så sørger jeg for, at der er gode alternativer til slik – mørk chokolade, god ost eller en bøtte grønsagsstænger (selv om jeg sjældent gider spise flere grøntsager efter det kilo grønt, jeg sætter til livs i forbindelse med måltiderne). Jeg er sikker på, at mine manglende aftensnacks i sofaen også har noget at sige i forhold til det let formindskede taljemål.

Pommes frites er også en del af en varieret kost ;-) Fra i søndags, hvor Læsefidusen fra Ældstebarnets klasse var med hjemme på weekend.

Jeg er stadig noget blød i kanten og ville ikke tage skade af at smide et par kilo eller fem, men jeg skal nok nå det – jeg har ikke travlt og vil langt hellere køre et langt, sejt træk, hvor jeg kan holde resultaterne, end jeg vil køre en eller anden vild kur, hvor jeg taber mig på rekordtid, men hvor jeg tager på, så snart jeg afviger det mindste fra et ondt nulkalorie-regime. 

Weekenden er lige rundt om hjørnet, og jeg vil med god samvittighed dykke ned i al den festivitas og gode mad, den kommer til at stå på. Det skal der nemlig også være plads til. Nye vaner eller ej ...

mandag den 27. marts 2017

Noget om forårsfornemmelser

Hvis den forgangne weekend er noget at dømme efter, sådan rent vejrmæssigt, så går vi en fantastisk tid i møde. Jeg kan slet ikke få armene ned over al solen og lyset - og tilnærmelsesvis også varmen, som man kunne mærke på armene og næsetippen i en solplet.

Men det var heldigvis ikke kun vejret, der viste sig fra sin gode side her i weekenden. Rent indholdsmæssigt var den også ret god. Og begyndte tidligt med en tur til Krogerup (denne gang uden bil, der brød sammen) med Yngstebarnet, mens Ældsten var på legeaftale. Vi var inviteret til Landkøkken (og nej, det var ikke sponsoreret) og blev derfor trakteret med lækker mad. Yngstebarnet var ikke heeeelt overbevist om arrangementets underholdningsværdi, men en omgang fangeleg på halmballerne ændrede på dén opfattelse, og vi havde en rigtig hyggelig aften, som fortsatte med afhentning af den ældste og Disney Sjov og X-factor i flimmeren.

Grønt - og smørmørt oksespidsbryst - på tallerkenen hos Aarstiderne

Lørdag var der dømt legeaftale i Fælledparken med Ældstens fodboldhold. Så børnene - og forældrene - kunne komme hinanden lidt ved. Ældsten er begyndt til fodbold med en klassekammerat, som også kom, så de to kom hinanden en hel del ved, mens deres lillebrødre gjorde det samme. Og vi forældre fik tid til kaffe og sludren i solen.

Resten af lørdagen blev brugt på ... ingenting. Ungerne passede sig selv, og det gjorde vi voksne også. Der blev øst kryds og tværser, ryddet op, læst og smækket benene op, og da det blev aften, tog vi hjem til førnævnte klassekammerat til middag, hvor en tredje klassekammerat + familie også kom. Pigerne leger ikke specielt meget sammen i skolen, men de hygger sig rigtig meget, når vi ses alle sammen, og vi forældre kommer utrolig godt ud af det med hinanden. Så det er en rigtig hyggelig konstellation. Ikke mindst fordi der også er tre småbrødre, som har en fest med hinanden. Efter en god aften insisterede Yngstebarnet på at løbe hjem. Pænt meget energi dér - som også var helt brugt, da vi kom hjem. Og løberen sov til 9.30 (dog sommertid, men alligevel) dagen efter.

Eftersom vi allerede var godt i gang med at fylde weekenden med skolerelaterede aktiviteter, fortsatte jeg søndag med at tage til mødrebrunch med 14 andre mødre fra klassen. Fædrene holdt julefrokost i januar, og nu var det blevet vores tur. Dét var knageme hyggeligt og endte med at vare 4 timer. Og da selskabet brød op og jeg lige tjekkede min telefon, kunne jeg se, at HDD og ungerne havde mødt en af de andre fædre med børn, og nu var de hjemme hos dem og spise frokost. Altså fortsatte selskabelighederne der med glade unger, der havde været til åben byggeplads-dag og kigget ned i Metro-hullet, og var blevet stopfodret med popcorn og is. Ingen smalle steder.

Kaffen smager bare bedre, når den er serveret med denne udsigt <3

Bare for at sætte trumf på de sociale begivenheder, stak jeg hovederne sammen med en veninde udenfor i solen, da vi kom hjem ud på eftermiddagen, og så var der ellers også udsolgt for mit vedkommende resten af aftenen. Og i morges kunne jeg slet ikke vågne. €#&+&% sommertid! Ungerne var heller ikke til at få ud af fjerene, og faktisk var den Yngste så træt, at han endte med at få en hjemmedag. Med fodboldspil i solen, hygge med det vordende skolebarns opgavebøger og lidt for meget skærm til min smag, men sådan må det være, når mutti skal have noget arbejde fra hånden. Og det er jo om at nyde de hjemmedage, jeg har mulighed for at give ham, før de barske skolerealiteter banker på fra august! Så er det for alvor slut med at have små børn. Det bliver lige noget, jeg skal vænne mig til, kan jeg mærke - også selv om jeg ikke har haft 'små børn' i et stykke tid efterhånden ...

tirsdag den 21. marts 2017

Noget om en weekend uden børn

Pga. den seneste tids nedetid har jeg helt glemt at berette, at HDD og jeg har haft et helt døgn uden børn i forrige weekend. Et helt døgn! Det kan jeg ikke huske, hvornår vi sidst har haft, men det må have været imens, min mor stadig levede, og før hun sådan for alvor blev syg, så det er i hvert fald to år siden. Hvis ikke mere.

Midlertidigt lammede af alle de muligheder, der pludselig lå foran os, vaklede vi mellem koncert, øl i byen, biografen og en masse andre gode sager - men vi endte med en god, gedigen hjemmeaften med mad foran flimmeren (sund mad, naturligvis - vi er stadig rimelig standhaftige med de sunde tiltag, og slikskålen blev byttet ud med en kæmpe portion jordbær #douchebag) efter en dag fyldt med ro, gåture og masser af nærvær.

Dagen, efter børnene var blevet afleveret til Onkel, som skulle fragte dem og sit eget afkom vestover til kreaweekend hos Mårfar, blev til gengæld brugt på en køretur nordpå. Vi gik en tur i vores gamle hood, og selv om den første, spæde forårssol og vuggende bølger hilste os velkommen tilbage, var det en sand befrielse at kunne vende næsen mod København og sige "kom, nu tager vi hjem".

Vi gik også en tur i vores nye gamle hood - og endnu en tur i vores nye, nye hood. Det er fascinerende at følge med i tilblivelsen af en helt ny bydel, og der skyder nye detaljer op på nærmest daglig basis. Efter en god blanding af praktiske og hyggelige indkøb, gik vi hjem og slappede heeeeelt af - og søndag kunne vi sove længe (vi takker børnene for at have ændret vores indre ur i en grad, så klokken otte føles som 'længe'). Muligvis på grund af al afslapningen lørdag, muligvis på grund af den insisterende forårssol, havde vi energi nok til at få gjort rent i hele hytten. I dén grad tiltrængt, og jeg fik endda klaret de fleste af vinduerne, mens HDD kørte vestover for at hente afkom igen. De kom hjem glade og sprængfyldte af oplevelser og fortællinger (natløb med nedgravet skattekiste, akvarelmaling, isbar og snobrød over bål var bare noget af det), så det lod til, at alle havde haft noget ud af adskillelsen. Også selv om Yngsten i første omgang ikke var alt for vild med konceptet - han var sikker på, at han ville komme til at savne mig for meget. Men sør'me om det ikke gik alt sammen.

De her billeder har ikke noget med noget at gøre, men se lige her! Før var der en rå gipsvæg ... Som har været grå og kedelig lige siden efteråret ...

... Og nu er der en fin, hvid væg! Maleren blev færdig med at spartle og strimle og filte og male, og hvad man nu ellers gør, i sidste uge, og det er bare blevet så PÆNT, altså!

Weekenden, der netop er gået, var på ingen måde børnefri, men selv om det er en lille luksus engang imellem at have lidt forlænget voksentid, kan jeg i virkeligheden allerbedst lide, når vi alle sammen er sammen. Lørdag havde Yngstebarnet en fødselsdag på tapetet hos børnehavekolleger, og Ældstebarnet og vi voksne havde tre-hygge i kalenderen. Den blev brugt på Experimentariet og hos Sportmaster, som var leveringsdygtige i et par fodboldstøvler (alt er - desværre - helt og aldeles usponsoreret). Ældsten er nemlig, efter et par måneders fritidsaktivitets-pause, begyndt at spille fodbold, og udendørstræningen står for døren. Nu er den nederste del af udstyret på plads, og støvlerne fik sin debut i øsende regnvejr i går. Der var ingen melding om, hvorvidt de var vandtætte, men at dømme efter fodboldspillerens - og HDD's - druknede mus-look, da de kom hjem, var det vist ikke tilfældet.

Fodboldstøvlerne!


Søndag var planlagt en tur til Krogerup, men turen blev konverteret til frokost på Joe 'n the Juice. Knap så jord til bord-agtigt, men vi tager revanche en anden gang. Og glæder os over, at bilen gik i stykker temmelig tæt på en togstation, så vi kunne parkere den og hoppe på Kystbanen hjem. Nu skal den så 'bare' bugseres hjem. Ak ja.

Og nu er det så tirsdag. Som begyndte så lunt og solbeskinnet, men på en eller anden facon netop har transmogriffet sig om til styrtregnende og grå. Lad os satse på, at det bare er en kort overgang - nu havde jeg nemlig lige sat næsen op efter forår!

torsdag den 16. marts 2017

Nedetid

Jeg har været længe væk fra bloggen. Ordene og kræfterne bliver lagt i det virkelige liv, der, siden vi kom hjem fra skiferie, har vist tænder. Sygdom i familien, koordinering, samtaler og, naturligvis, bekymring, sætter sine spor og fjerner fokus fra så meget andet. De seneste par dage har jeg dog besluttet mig for at trække mig lidt tilbage. Give mig selv lidt nedetid. I stedet for at indtage den fremtrædende rolle i koordineringsindsatsen, jeg dels er blevet tildelt, dels selv har påtaget mig, har jeg bestemt mig for, at andre må tage over for en stund. For ud over, at arbejdet lider under daglige bekymringer, telefonopkald, samtaler med overlæger og sygeplejersker og besøg på hhv. sygehus og hjemme hos patienten, så har kroppen og sindet også svært ved at følge med. Følelsen af aldrig at have helt fri har sat sig godt og grundigt fast, og det har kunnet mærkes på både energi og humør.

Mandagmorgen-pause. Med pæn bog, dekorativ lågkrukke og god kaffe

Det er selvfølgelig lidt forkælet at tale om at 'holde fri', når det gælder alvorlig sygdom. For det kan patienten jo ikke bare gøre. Som pårørende tror jeg dog, det er nødvendigt, hvor det er muligt, at deles lidt om indsatsen, så selv om jeg har været go to-guy den seneste tid, puster jeg lige lidt ud. Inden jeg kommer stærkt igen. Arbejdet og min egen lille familie skal jo også passes.

Hele reptil-familien er heldigvis i god behold. Lidt snot og hosten hist og pist, men ikke noget ud over det sædvanlige. Med mindre vi tæller metaltrætheden over børnehaven hos den yngste med. Han er så klar til skole, at det er helt synd, at 'vores' skole ikke bruger det dersens mini-SFO, så han skal vente helt til august, før der kommer skoleboller på suppen. Ny yndlingsbeskæftigelse (nu, hvor både HDD og jeg er sådan nogle skærm-facister) er at regne på telefonens lommeregner. (Muligvis, muligvis ikke fordi det trods alt lugter lidt af skærmtid). Og han er skrap til det, ham Varanen. Han plusser, minusser, ganger og dividerer. Så længe vi holder os til enkle regnestykker og sætter "stykker slik" bag samtlige tal. Jeg forestiller mig, han ser bunkerne af slik inde i hovedet. Særligt minus er han blevet god til - måske fordi han levende kan forestille sig skrækscenariet, hvor han har 18 stykker slik, og hvor undertegnede kommer og spiser de 16 af dem ... #ohthehorror

Varanen fik en hjemmedag tirsdag, som dels blev brugt, ja ... hjemme, dels på Konditaget Lüders, hvor man kan komme endog særdeles højt til vejrs

Vejret viser sig heldigvis fra sin pæne side, og jeg nyder det så meget, jeg nu kan, i løbet af dagen. Også selv om de milde temperaturer sætter fut under pollen-antallet, så mine øjne klør som besat (øjendråber NU!), og jeg, med yndlingspædagogens ord forleden "ser virkelig træt ud". Super.

Og hvorfor er det i øvrigt, at man bliver en lille bitte smule pigefornærmet over at få at vide, at man ser træt ud, når man a) udmærket godt ved, at man ser træt ud (og var man i tvivl, skal man bare kaste et enkelt blik på den video af mig, som Varanen tog på vej i børnehave forleden, da vi legede hhv. hekseleg, trolddomsleg og kig på metrobyggeriet-leg (?!?)), b) er virkelig træt. Pædagogen sagde det jo bare, som det er. Ingen grund til at blive nipset over dét. 

Ugen har budt på to daglige besøg fra maler, der har spartlet, slebet, filtet og malet den væg, vi fik sat op i efteråret. Endelig har vi en fin, hvid flade at kigge på i stedet for de kedelige, grå gipsplader. Det er blevet SÅ pænt!


Nå. Jeg vil drikke min kaffe færdig og begynde at kigge på dagens to do-liste. Som pt. ser således ud:

Øjendråber!!!!! 
Hyggeligheder
Hyggeligheder #1
Hyggeligheder, der lige kræver liiiidt mere end de to ovenstående hyggeligheder
Gøre rent
Hænge tøj til tørre
Drikke kaffe
Blogge
Handle
Følge op på kontorsituation
Få kaffeaftale i hus
Sende vigtig mail
Købe gave

... Nå ja, og arbejde, selvfølgelig.

Hyggeligheder og hyggeligheder #1 skubber jeg til i morgen. Ikke, som man måske kunne tro, fordi man lige så godt kan gøre senere, hvad man kan gøre nu, men fordi jeg har fået lokket Øglen med på rundtur efter skole i morgen. Og jeg glæder mig sådan barnligt meget. Mere om, hvad vi skal, i et senere indlæg. Totalt blogger-tease, jeg ved det, og jeg beklager, men sådan må det lige være nu. Jeg kan dog sige så meget, at det ikke er noget sponsoreret, og der ikke er noget Royal Copenhagen involveret. Det er bare hyggeligheder af den helt personlige slags.

Vasketøjet tager fem (arj, ok - ti) minutter, og jeg kan høre Mads & Monopolet imens, så den er også nærmest vinget af på forhånd. Og lige om lidt er der også flueben ved blogge-tjansen. Arhmen altså - snart er hele listen done. Agtigt. På trods af nedetid. Måske der endda bliver tid til en lur? Man har da lov at håbe ...

mandag den 27. februar 2017

Noget om mandage

Ovre på Instagram skorter (er der andre end mig, der bruger det ord endnu, egentlig? Som altså er under 80?) det om mandagen ikke på billeder med bon mots a la "OMG - it's Monday", "Keep calm and pretend it's not Monday" og "Today will be one of those days where even my coffee needs a coffee". Ud over, at jeg afskyr bon mots, er jeg langt hen ad vejen helt med på mandags-galejen. Den der følelse af, at weekenden gerne måtte have varet bare liiiidt længere, og at mandagen godt kunne vente en dag eller to.

Men lige præcis denne mandag, eggå? Den bliver hilst med kindkys og happy dance hos mig. Der har nemlig været så meget tryk på i weekenden, at jeg nærmest ikke kan huske, hvad jeg selv hedder, og så er det jo en sand velsignelse at 'holde fri' på arbejdet - i sit helt eget selskab med sine helt egne arbejdsopgaver. Og sin helt egen - kæmpestore - kop kaffe.

Ældstebarnet fyldte otte i fredags (OTTE! Jeg flipper ud! Tiden går alt for hurtigt!), og derfor var der, ud over flødebolleuddeling i klassen, som jeg gudskelov havde husket at handle til (i modsætning til sidste år, hvor den del af begivenheden blev vinget af omkring kl. 22 aftenen i forvejen) naturligvis dømt vaskeægte morgenfødselsdagshygge derhjemme. Øglen havde frabedt sig at blive flaget og sunget op - angiveligt fordi det var 'lidt urart' - men at dømme efter hendes smil, da vi jeg alligevel tillod os mig at flage hende op med meeeeeget afdæmpet fødselsdagssang og små bitte fødselsdagsflag, stak det vist ikke så dybt. Hun var så spændt, så spændt, og selv om hun godt nok ikke fik den pakke Mega-EX Pokémonkort, hun (også) havde ønsket sig, blev hun lykkelig for gaverne på morgenbordet: Hendes helt egen, lyserøde værktøjskasse med rigtigt værktøj fra lillebror, og et Vivofit-ur med skridttæller samt nogle meget ombejlede Faber Castell-tuscher fra forældrene. Ønskesedlen havde budt på lidt af hvert med en kanin (vetoet pga. mors pelsdyrsallergi), en telefon (vetoet, fordi de onde forældre synes, det er for tidligt) og altså uret med skridttælleren som de helt store højdespringere. Jeg ved ikke helt, hvad en otteårig vil bruge et ur med skridttæller til, men jeg er jo også 1.000 år gammel og notorisk ikke-med på beatet, så den lader jeg ligge. Og ser i stedet på, hvor begejstret hun er for uret (og hvor hurtigt, det har fået hende til at lære klokken). #derersåmegetdevoksneikkeforstår

Fødselaren

Øglen blev hentet tidligt og fik en detour omkring et par butikker på vej efter Varanen Mike Wazowski (ja, der var fastelavn i børnehaven) - de sidste ting til lørdagen, hvor den helt store klassefødselsdag skulle løbe af stabelen, skulle jo også i hus. Eftermiddagen blev brugt på at hygge, høre om dagen i skolen (gaven fra klassen var, til stor begejstring for fødselaren, hele fire pakker Pokémonkort), og slappe af. Indtil vi skulle af sted mod Farmor for at fejre Øglens og Farmors fødselsdag sammen med den ene del af familien. Og derefter hjem for at bage en zilliard muffins og pølsehorn.

Lørdag var der så klassefødselsdag. For hele klassen, bliver jeg lige nødt til at understrege. Selv om det er kutyme kun at invitere hhv. alle pigerne eller alle drengene, var det lidt svært at argumentere for kun at invitere pigerne, eftersom afkommet primært leger med drengene. Så dem alle it was. Vi er imidlertid ikke flyttet i et palads siden sidst, så der var ingen chance for, at vi kunne proppe 20-25 unger ind i lejligheden. Ergo havde vi booket Statens Museum for Kunst, hvor der både var plads til store armbevægelser og at udfolde sig kreativt. Skæbnen ville imidlertid, at jeg skulle til en begravelse på præcis det tidspunkt, fødselsdagen blev afholdt, så jeg gik desværre glip af det. Men jeg har fået en minutiøs beretning, og det lød som en stor succes. Fødselaren var i hvert fald intet mindre end lykkelig om aftenen, hvor jeg var hjemme igen - og hvor vi alle tog på burgerrestaurant for at fejre. For derefter at se Hotel Transylvanien 2 hjemme i sofaen. "Den bedste fødselsdag i hele verden", proklamerede den lille skønne.

Vi viderefører hårdnakket Mårmors tradition og bager brunsviger til fødselsdagene i familien. 
Jeg får næppe points for udførelsen, men smagen var god - noget, jeg glæder mig ekstra meget over, da jeg var et nanosekund fra at købe mig fra den, fordi jeg ikke orkede at bage. Men det tog jo slet ikke så lang tid, når det kom til stykket ...


Søndag var der så klassefastelavn på skolen (ja, vi får kommet hinanden en del ved i den klasse). Som jeg oven i købet var med til at arrangere (min timing har altid været helt fantastisk). Jeg kom udklædt som fortravlet mor til to, som i øvrigt skulle holde fødselsdag, vol. 3, senere på dagen, og alle var enige om, at udklædningen var meget vellykket. Faktisk så vellykket, at jeg blev fritaget for oprydningstjansen og kunne smutte hjem efter fastelavnstøndetævning, så vi kunne gøre klar til næste rykind. Til flere gaver og mere kage. (Sundheden, spørger I? Den holdt ikke stand til den nybagte brunsvigerkage, men gjorde, at jeg holdt mig fra både fastelavnsboller og sodavand. Der er plads til forbedring, men altså - man fylder vel kun 8 én gang? Selv om det har føltes som flere ...Ingen havde taget en kanin med (min allergi takker dem), men Øglen var lykkelig alligevel og scorede alt lige fra nyt tøj til sjove spil, flere tuscher og nogle seje Pokémonkort. Der var endda også en lille gave til Varanen - en pung med lidt penge og et par Pokémonkort. Betænksomt og meget værdsat af både forældre og afkom.

Da gæsterne var gået, og ungerne leget med og puttet, var det så tid til at handle. Selv om det foregik online, og der forhåbentlig kommer en eller anden stærk type med mine varer inden længe, føltes det som en nærmest uoverstigelig opgave. Men den blev klaret, og jeg kunne smide mig i sofaen og stirre tomt på et par serieafsnit i flimmeren. Før jeg gik ud som et lys. Og nu er det som sagt mandag. Uden andre planer end arbejde og - lige om lidt - fyraften. Egentlig skulle vi have været på familievisit i eftermiddag, men det er blevet rykket. Så inden længe er jeg helt planløs. Indtil i morgen. Det føles nærmest som weekend ...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...