torsdag den 29. december 2011

Jule-pip

- jeg er her stadig. Ligger bare og suger de sidste dråber julefreds-marinade i mig. Efter juleaften med svigerfamilien og efterfølgende juleferie hos Mårmor og Mårfar, er jeg temmelig meget nede i gear. Så meget, at jeg har været for magelig til at finde min computer frem for at skrive blogindlæg. Har faktisk kun været online for at tæve nogen i Wordfeud (I ved, hvem I er) og gå lidt amokka på Pomp Deluxe's webshop, der havde seriøst billigt tøj. Øglen vil derfor fremover kunne kendes på at være iført PDL-tøj fra top til tå altid... Nåh jo - og så kom jeg også til at købe 3 par bukser online (damn you, udsalg!) og bestille et startnummer til B.T.'s halvmarathon. Må være julemaden, der havde steget mig til hovedet...

Udover at skeje ud online er julen blevet brugt på at konsumere and og flæskesteg i pinlige mængder og at toppe op med kage og/eller chokolade i alle afskygninger. Og at hygge! Bigtime!

Øglen klarede juleaften til ug og opførte sig så pænt, at vi flere gange lige måtte tjekke, at det var det rigtige barn, vi havde fået med. Hun spiste masser af and, viste sine store fætre en ting eller to på "sin" iPad (selv om de nu nok hellere ville have tjekket noget fodbold-agtigt ud end at lære, hvordan man pynter en kage) og sagde pænt tak til julemanden, da han (hun!) kom med en gave inden aftensmaden. Den 'rigtige' gaveuddeling begyndte først omkring kl. 21, men trods træthed var Øglen totalt i hopla. Ligesom Varanen, der først lod sig slå ud omkring 21.30, men der var heldigvis nok af hænder, der gerne ville holde, ae og dikkedikke.

 
JUUUUULEMAND!!!

Vi havde bestemt, at vi ikke skulle give gaver til alle de voksne - kun til én hver. Der var blevet trukket lod blandt alle de voksne, og jeg skulle fx finde en gave til min svigermor. Og så fik ungerne ellers gaver nok til at ekvipere en hel Fætter BR (kompesation much?!). HDD og jeg gav Øglen et løbehjul, og som en lille ekstra ting, som hun kunne lege med uden at skulle udenfor og finde en stribe fortov, fik hun den fine gevinst, jeg var så heldig at vinde ovre hos Flo for et par uger siden. Eftersom Øglen havde talt om ugler og Thomas Tog hele dagen, regnede jeg ikke just med, at køkkenredskaber ville bringe lykke, men jeg skal da lige love for, at det var et hit. Fra hun pakkede gaven op, til vi tog hjem et par timer senere, rendte hun rundt med forklæde og kokkehue på og smed alt muligt ned i sin skål, som hun kunne røre rundt i. Og den dyne, hun fik af Farmor, blev brugt til at bygge hule med og pølse sig ind i. Så således blev de gaver, som de glade givere havde tænkt som mere nyttige end glædesfrembringende, nogle af aftenens største hits...

Røre røre. Liiiidt træt, men ikke desto mindre meget dedikeret, juleaften.

Hos Mårmor og Mårfar blev der holdt juleaften #2 for Øglen, Varanen og deres to kusiner. Med tilhørende julemand. Øglen var ellevild og tilsyneladende helt upåvirket af, at det er den fjerde julemand, hun møder denne december. Uniformens magt? Eller måske bare pakkerne...

Julemand aka vindueskigger aka Mårfar 

Vi kom hjem fra nogle hyggelige juledage i går. Har fået pakket lidt ud, handlet de mest nødvendige ting og ellers slappet af. Øglen, sovende Varan og jeg var i dag på meget kold og temmelig tom legeplads med N og hans mor. I næsten 2 timer. Øglen ville gerne være blevet længere, men mine fødder var ved at fryse af, så jeg måtte agere Onde Mor og slæbe dybt ulykkelig Øgle hjem. Hvor hun faldt i dyb søvn og nappede en 2,5 timers middagslur. Det er ret meget for en, der faktisk helt er holdt op med at sove om dagen, men julens selskabelighed kan vel også blive for meget af det gode - selv for en lille Øgle.

Nu er HDD ved at putte hende i hendes nye 'Storpige-seng'. Hapsede en brugt halvhøj seng på DBA lige før jul, og den blev hentet i dag. HDD slæbte den op og skruede den sammen, og Øglen er pavestolt over at have så fin en seng. Hun overlod dermed frivilligt sin tremmeseng til Varanen, og den er nu installeret i soveværelset som erstatning for den lift, han vokser ud af lige om lidt. Shit, hvor går det altså bare stærkt...

Varanen prøveligger tremmesengen inden puder, bamser og andet hyggenyg kommer i. Og er svært begejstret for musikuro-monstrummet, som han havde ønsket sig - og fået - i julegave...

Øglen og Varanen hygger i hulen under den halvhøje storpigeseng. Med Hello Kitty-lamper (iiddrk!) fra nissen...

Man er da bare en stor pige nu, så man kan sagtens komme både op og ned af sengen. (Og Varanen bliver der, hvor han bliver lagt. Stakkels immobile barn)

Nu vil jeg smide mig i sofaen og læse lidt i den knaldroman, jeg kom til at låne på biblioteket i går, da Øglen havde fået os overtalt til at gå på "'teket". For "Jeg ellllsker 'teket, far og mor!". Med mindre jeg altså falder i søvn. For selv om jeg har fået gode julegaver - en af dem ovenikøbet i form af yderst artige børn - så lå der desværre ikke en pakke med god nattesøvn til mig og Varanen under træet. Tværtimod, faktisk. Gaaaab. Men det kan være, at ibrugtagelsen af tremmesengen varsler nye og bedre sovetider?

Håber, I alle har haft en skøn jul!

fredag den 23. december 2011

Glædelig juuuul!

Man ved, at julen for alvor er skudt i gang, når man ved afhentning af Øglen bliver hilst med et entusiatisk "Hej mor! Der er lort på mine sutsko!" (Og på hendes undertrøje, trøje, strømpebukser og nederdel, skulle det vise sig, men det lå heldigvis altsammen pakket fint ind i meget ildelugtende pose i garderoben). Og efter et høfligt "Nåda?" fra min side, begynder at forklare, suffleret af yndlingspædagogen, hvordan hun selv tog sin - meget fyldte - af. Og fik smurt sig selv så grundigt ind i bleens indhold, at hun kom i bad. Hun lød helt stolt, da hun sagde det. Men sådan har vi jo heldigvis hver vores spidskompetencer...


Et stk. juleøgle

Nu har alle på matriklen juleferie, og jeg kender en på ca. 95 cm, der glæder sig psykomeget til at skulle danse om juletræ i morgen. Og få pakker. Og i kirke! "Vil du i kirke sammen med mig, mor?" Hvordan kan man sige nej til det?

Rigtig glædelig jul til jer alle!

torsdag den 22. december 2011

KrudtØglen, dag mange

Øglen har været børnehavebarn i 22 dage nu. Og hun er smaddergod til det. Af og til græder hun, når hun bliver afleveret, men de søde pædagoger forsikrer Bekymrede Mor om, at det går over, så snart jeg er ude af døren. Hendes sprog udvikler sig med rekordfart, og sætningens bliver længere, mere sammenhængende og stort set fejlfri. Og københavnske. Hun taler helt vildt københavnsk, mand. Og jaja, jeg ved jo godt, vi bor i København, men alligevel... Jeg er jo jyde, så det skurrer lidt i ørerne. (Må hellere lære hende at sige "træls", "det kommer sig ikke så nøje" og "jowjow" her i juleferien).

Det lader til, at hun så småt er begyndt at lege med andre børn end N - der indgår i hvert fald flere og flere navne i hendes sniksnak om dagen i børnehaven. Men der er ingen tvivl om, at ingen når N til sokkeholderne. I går fik han en kæmpekrammer, inden Øglen ville ud af døren, hvilket gjorde mig endnu blødere om hjertet end normalt. Personalet siger pæne ting om Øglen (og tilføjer så et "hun er godt nok en bestemt dame, hva'?!"), og generelt virker det bare som om, hun er faldet rigtig godt til derovre.

Men intet er jo så godt, at det ikke er skidt for noget. (Eller hvad det nu er, man siger). For der er da også ting ved det nye børnehaveliv, der ikke er så nemme, når man bare er en lille Øgle. Fx at man ikke længere er den ældste, men i stedet den absolut yngste. Og er så stædig / fuld af gåpåmod / dumdristig, at man vil kunne det samme som de store. Med dertilhørende frustrationer. At man fra den ene dag til den anden droppede sin middagslur. At man nogle gange er så udmattet over tempoet i børnehaven, at ord ikke helt rækker til at udtrykke sig, og man derfor tyer til at daske til mor og/eller far, når man får nej til en is til morgenmad eller andre ting, der ikke lige passer en. At der ikke er så mange voksne pr barn i børnehaven, så en lidt tryghedssøgende Øgle bliver ked af det, når hun ikke lige kan få øje på en af dem på legepladsen.

Så det er ikke bare sjov og ballade det hele. Og selv om Øglen har et godt sprog, har hun jo ikke abstraktionsniveau nok til at vide, at hun reagerer, som hun gør, fordi hun er udmattet / frustreret / utryg over alt det nye. Og det er så her, at HDD og jeg kommer ind i billedet. Og skal huske hinanden på, at hun ikke (kun) er fræk, men at det også er en reaktion på alt det nye. Og der er da også blevet slækket en del på nogle principper hjemme os reptil-familien. Sutten har fx fået en renæssance. Nu må man godt få den lilla sut, når man kommer hjem fra børner og ikke har lyst til andet end at se lidt Nissebanden eller Vinden i Piletræerne (som er det nye hit? But why? Det er jo meeeegakedeligt!) og sidde i arm med sin konstant ammende mor. Hvis man da ikke helst vil sidde alene i sofaen, og mor får besked på at gå ud igen. "Men IKKE lukke døren! Gå UD i køkkenet, mor! NU! Så sidder jeg lige her og ser Muldvarper."

Et andet princip, der også er blevet slækket på, er tv-kigningen. Tidligere var der ingen tv efter aftensmaden, og kun et enkelt afsnit et eller andet før. Men nu må jeg tilstå, at der om ikke er fri tv-kigning, så er der i hvert fald mere tv-kigning. For Øglen orker simpelthen ikke andet end bare at sidde og stene, når hun kommer hjem. Og Optimistiske Mor her kan godt pakke sammen med sine "Kommer du ikke ud og hjælper mor med maden?", "I DAG skal vi lave nisser af piberensere og karton!" (godt hun sagde blankt nej til dét, for det ved jeg faktisk ikke, hvordan man gør), "Kom, vi går ind og leger på dit værelse" og forskellige varianter af "Nu finder vi puslespillene frem, og SÅ skal vi hygge".

Hun vil allerhelst være lidt i fred, og det skal hun jo så have lov til. Jeg satser (håber) på, at det bare er en fase (som med alt muligt andet), og at hun, når alt det nye ikke længere er så nyt, får lidt mere energi om eftermiddagen. Men indtil det sker, skal hun have det frirum, hun behøver. Indenfor rimelighedens grænser, altså. For de mængder tv, hun kan rumme, er ikke i småtingsafdelingen. Ligesom hun ikke ville være til at komme i kontakt med, hvis hun fik ubegrænset adgang til iPad'en. Den kommer derfor kun frem ved særlige lejligheder. Og i weekenden, hvis man spørger Øglen. For da yndlingspædagogen til Samling i fredags havde spurgt alle børnene efter tur, hvad de skulle lave i weekenden, havde Øglen glædesstrålende sagt "Lege med min iPad". Ved ikke lige, hvor dét kom fra, eftersom vi jo ikke render rundt hele ugen og siger "I WEEKENDEN må du lege med iPad'en" (der i parentes bemærket er MIN iPad og ikke Øglens, som hun synes at tro). Men så fik hun da lige signaleret til børnehaven, at HDD og jeg er sådan nogen, der parkerer vores unger foran en gadget og aldrig tager dem med ud og opleve noget. Og at vi i øvrigt er sådan nogen, der køber psychodyre gadgets TIL vores unger, for netop at kunne parkere dem. Charming.

... Nå ja, og så er Varanen 3 måneder i dag. Som tiden dog flyver...

Sådan! En velplaceret hånd - mangler bare en dåseøl og en netundertrøje, så er Onslow-looket hjemme...

tirsdag den 20. december 2011

Stik, sagde det

Så blev Varanen næsten 3 måneder. Og det blev fejret med en aftale hos lægen (som jeg næsten glemte, så gæt, hvem der kom hurtigt ud af døren). Han skulle stikkes i de marcipanbløde lårbasser, og fordi jeg havde glemt, at vi skulle af sted, nåede jeg slet ikke at blive ked af det på hans vegne.

Da Øglen skulle have sin 3 mdrs vaccine i sin tid, var jeg jo så pylret på hendes vegne, at jeg nægtede at gå med ind til sygeplejersken, så dén tjans måtte HDD tage. Men denne gang var der ingen HDD med, og desuden havde jeg det slet ikke lige så svært med det som sidst. Måske man bliver lidt mere hård i filten, når man har prøvet det før?

Nu ved jeg jo lizzom, at babyen ikke undergår dramatisk forvandling til det værre af at blive stukket et par gange, og derfor fik jeg heller ikke ondt i hjertet denne gang. Kun en lille smule, da han ved andet stik begyndte at græde helt vildt på sådan en betuttet "hvorfor er damen ond ved mig, mor?"-måde. Han var ikke specielt nem at trøste, og selv lokkemidlet over dem alle - mad! - var svær at få ham til at synes om. Men efter en sand hylekoncert i venteværelset og en del indkasserede bebrejdede blikke fra de øvrige patienter, lykkedes det at få lidt mad i ham. Og efter en sidste gråd-krampetrækning, da han skulle have overtøj på, faldt han i søvn. Lige indtil jeg havde købt en kop kaffe på Ricco's og sat mig med en avis. Så vågnede han. Med et humør, der på ingen måde signalerede "næh, hvor kunne det være hyggeligt lige at tage ham med ind på Ricco's, mens jeg drikker min kaffe færdig", men snarere skreg til himlen, at jeg nok gjorde klogest i at tylle min kaffe (Av. Varm.) og komme ud og trille videre i en allerh**v***s fart. Det gjorde jeg så. Trillede. Rundt og rundt og rundt.

Var ude på de vilde vover i Aldi, hvor jeg konfererede lidt med mig selv om, hvorvidt garn til filtning duer til et halstørklæde, hvis nu man ikke gider at have det filtede look? Og endte med at lægge garnet tilbage og købe en pakke bleer og to poser slik i stedet. Så kom ikke og sige at det ikke er spændende at være på barsel.

Vel hjemme igen vågnede Varanen - stadig i et temmelig dystert humør, der indebar noget med noget skrig og skrål, så jeg pakkede alle mine leg-med-din-baby-intentioner væk og lagde mig i stedet med ham og forsøgte at få ham til at slappe nok af til, at han kunne spise. (I må forstå, at hvis Varanen er så ophidset, at han ikke kan spise, så er den gal. Den baby lever for at spise. Han har ikke lag-delte lår for ingenting, jo...) Det lykkedes efter megen skrig og skrål. Efter en snack faldt han i søvn, og da han vågnede op, var humøret næsten normalt. Nu sover han. Og jeg Wordfeuder og blogger og overvejer at rejse mig op og hente de poser slik, jeg købte i Aldi. Og krydser fingre for, at pylreriet umiddelbart efter lægebesøget var den eneste bivirkning ved vaccinen. Orker nemlig ikke rigtigt en nat med mindre nattesøvn, end jeg plejer at få (hvilket VIRkelig ikke er meget lige for tiden...)

søndag den 18. december 2011

Early birds

Nåh ja - jeg var nede og få vejet Varanen i torsdags. På hans 12-ugers fødselsdag. 7.080 gram, sagde digitalvægten, så det er en vægtøgning på nøjagtigt 2 kg og 828 gram siden han kom ud. Såeh; stramt tungebånd eller ej - han lader til at få temmelig meget mad indenbords.

Det skulle han oså gerne, når nu man tager i betragtning, at han spiser ret præcist hver halvanden time. Det er altså tit. Til gengæld spiser han så også rimelig længe, når han spiser, så gæt lige, om jeg har god tid til at spille Wordfeud?! (Jer, jeg spiller med: I ved, hvem I er, og I får klask! Gnæggnæg) Og knap så god tid til at lave noget som helst andet.

Men ok - ret skal være ret; når han sover, vågner han ikke efter halvanden time for at spise. Jeg er begyndt at se konturerne af en rytme, der hedder lang lur om formiddagen (hvilket indebærer lange, hvileløse traveture og cafébesøg med iPad efter Øglen er blevet afleveret, eftersom jeg har fået mig en Varan, der nægternægternægter at sove indendørs i dagtimerne), pletsoven på mig i løbet af eftermiddagen og så putning ved 18-19-tiden alt efter (hans) humør. Det tager så lige en times tid at amme ham så langt ned, at han dejser om (læs; er for dopet til at brokke sig), når han bliver hældt ned i sin seng, men pyt. For det betyder, at HDD og jeg har børnefri aftener. Ikke, at vi bruger dem på noget spændende. Sidder gerne med hver sin computer. Spiller Wordfeud (også mod hinanden. Trods alt). Sludrer lidt. Stirrer tomt ud i luften. Laver halssmykker af gamle t-shirts (arj, ok - det er kun mig, der gør det). Ser dårligt tv. Rydder op. Rydder lidt mere op. Spiser slik. Sludrer lidt mere. Osv. Get the picture?! Det kan godt være, at det ikke er så actionpacked, men det er sq meget hyggeligt. Og så er det jo virkelig luksus at have et par timer til/for sig selv, før man gerne alt for sent tørner ind.

Se lige de brune chokoladeknapøjne! (Gad vide om psycho-Wordfeud-ordbog godtager dét ord?!) Når de kigger på en, så er det altså svært at være rigtig irriteret. Også selv om det er på et gudsjammerligt tidspunkt

Og det der med at tørne ind, iggå? Det bliver ikke sent i aften for mit vedkommende, skulle jeg lige hilse og sige. For efter Varanens sædvanlige (første) natsnack ved 3-tiden (tror jeg - det er lidt sløret), insisterede Øglen temmelig højlydt på at blive hentet ind i vores seng (hun er stadig spærret inde i tremmesengen efter Sovecirkusset). Jeg var jo alligevel vågen, så jeg hentede hende, hvorefter hun (også højlydt) proklamerede, at hun gerne ville op og have "hårnflex". Øh... nej! Ikke kl. 04, lille Øgle. Derefter lå hun og plaprede - stadig højlydt - om at stå op og nisser og gaver og hårnflex, og til sidst vågnede den mælkedopede Varan. Og ville have mere mad. Og holde fest bagefter. Øglen ville også holde fest. Og HDD?! Han sov den velkendte mandesøvn, hvor selv en atomkrig ikke ville vække ham. Til sidst tog jeg Varanen under armen og fortrak til stuen, mens Øglen lå og plaprede videre inde i soveværelset. Og godt en time senere (kl. 05.51, thank you very much!) faldt han endelig i søvn. Jeg nåede trods alt lige at slumre en times tid, før vækkeuret ringede, og så var det ellers tid til at stå op og gøre klar til brunchgæster. (Gaaaaab!) Varanen sov ufortrødent videre, og den vedholdende plapren fra soveværelset var også stilnet af. Men det er som om, de små kræ først kan sove rigtig godt, når de har vækket deres mor så godt og grundigt, at det er svært at lægge sig til at sove igen.

Håber bare, at det er en fase. Som er MEGET hurtigt overstået. For jeg kan helt klart konstatere, at jeg ikke er bygget til at vågne/stå op kl. 4. Jeg ved godt, at man ikke må brokke sig, når man har en baby, der i mange tilfælde sover fra kl. 19-20 stykker til kl. 03, før den første nattetår. Men jeg siger det bare...

fredag den 16. december 2011

Zzzzzz

Dengang jeg var lille, skete det ofte fra tid til anden, at min mor døsede hen midt i, at hun var ved at læse en historie for mig. Husker bl.a. tydeligt engang, hvor hun læste Ægget der voksede (zzzzzzz) for os børn på bagsædet på en længere køretur. Pludselig blev ordene snøvlende og usammenhængende, og hun begyndte at lyde som en båndoptager, der mangler batteri.

Nå. Men dengang forstod jeg det ikke. Det oversteg i dén grad min godt nok beskedne, men alligevel... fatteevne, at man kunne falde i søvn, når man var i gang med noget så vigtigt som at hygge med sine børn. Ovenikøbet med spændende (der var vist lidt kludder i min definition af "spændende" dengang) lekture. Så fortørnelsen var naturligvis stor, når det skete, og det udløste ret hurtigt enten et håndkantsslag bestemt prik eller et bebrejdende "Mo-aaaar! Du skal ikke sove!".

Well. Jeg er blevet klogere siden dengang og har fået bedre smag i bøger. Og nu forstår jeg meget bedre, hvordan man kan falde i søvn, mens man tilbringer tid med ens børn. Mine øjne bliver fx ganske tunge, når jeg ser Nissebanden umiddelbart efter helvedesafhentning i børneren. Eller læser Barbapapa-bogen for 700. gang. Gerne samtidig med, at jeg ammer.

I går var jeg også virkelig virkelig træt. Varanen havde sovet snotdårligt om natten, og afhentningen i børnehaven trak tænder ud (tænk skrigende Varan, Øgle der ville vaske sine ben (wtf?) med strømpebukser på, Øgle der kylede sine jeans gennem garderoben indtil flere gange, Varan der skreg endnu vildere, Øgle der kastede sig teatralsk på gulvet, osv.). Så da muggen Øgle endelig var placeret hjemme i sofaen med sut (ja, den har sneget sig tilbage om dagen, eftersom Øglens i øjeblikket ultrakorte lunte bliver en anelse længere, når hun må sidde lidt med sutten efter lang dag i børneren), gigantisk Barbapapa og et tæppe, og Varanen var fodret af og lå glad, mæt og pludrende på legetæppet, så var det som om, der kom lidt grus i mine øjne. Og da Øglen ovenikøbet gav mig lov til at ligge ved siden af hende og ae hende på ryggen, kom jeg muligvis til at falde en lillebitte smule i søvn. I omkring et nanosekund, indtil det gik op for Øglen, hvad der foregik (måske fordi jeg ikke straks kunne svare på hendes Nissebande-relaterede spørgsmål). Og så blev jeg ellers prikket på i én uendelighed og fik et temmelig forarget "MOAARRRRH! Du skal ikke sove!" lige i krydderen.

Det er som om, jeg har oplevet det før. Nu er det bare mig, der bliver prikket på og råbt af. Måske det ligger i generne? Eller også har børn bare en universel aversion mod sovende forældre...

Anywhooo - undskyld for alle prikkene og vækningsråbene, mor. Er nu helt og aldeles med på, hvorfor du kunne få lyst til at falde bare lidt i søvn engang imellem. (Og i øvrigt... "Ægget der voksede"?!! But why?)

...


I øvrigt går det der med nattesøvnen sådan nogenlunde. Så det er ikke (kun) derfor, jeg ikke kunne holde mig vågen til Nissebanden. Og Øglen falder pt. i søvn på max 10 minutter. HDD når derfor nærmest ikke at sætte sig i gyngestolen, før der snorkes lystigt inde fra tremmesengen. (Og ja, der er stadig tremmer på - ingen grund til at ødelægge noget, der virker...)

tirsdag den 13. december 2011

Fisk?

Der var engang, hvor fisk var noget, jeg drak. På de lokale diskoteker. I et bette shot-glas. Det smagte ikke særlig godt, og resulterede gerne i slemme tømmermænd dagen derpå, men jeg havde det som regel sjovt på selve fisk-aftenen.

Nutildags er fisk noget, jeg hækler. Halsfisk. I tykt uldgarn, om aftenen i de få uendeligt dyrebare timer, hvor reptilerne sover, og HDD og jeg har tid til at holde i hånd, se tv, Wordfeude eller hækle (bare lige for the record, så hækler HDD altså ikke...), før vi også går til køjs. Indtagelse af shot-fisk er i reglen garant for noget højere grin end halsfisk (det er yderst sjældent - for ikke at sige aldrig - at jeg skraldgriner, mens jeg hækler). Til gengæld får man på ingen måde tømmermænd af halsfiskene. Men derimod en dejlig, lun hals, så man kan holde snuen fra døren.

...

'Kæft, jeg er blevet gammel!

Et stks gul (GUL? Passer overhovedet ikke til min skummetmælksfarvede hud) halsfisk. Og har ovenikøbet freestylet opskriften. Rock on. Eller noget...



søndag den 11. december 2011

Det skal fejres, #2

Mine jeans er tilbage. Ret præcist 9 måneder efter, jeg pakkede dem væk, fordi jeg var blevet for tyk til at krybe i dem. Jeg er stadig tyk med mere muffintop end nogle af kagerne hos Agnes kan præstere, men jeg kan passe et par af mine jeans. Og trække vejret, mens jeg har dem på. (Og så takker jeg bare de højere magter for, at der er blevet opfundet ammetoppe, der er lange nok til at skjule fødepøllen).

Så nu kan jeg så småt begynde at pakke lidt mere af mit før-graviditetstøj ud. Bliver altså meget rart at have lidt mere end to par bukser, jeg kan være i. Ikke mindst, når man jo lissom er på dagpenge og ikke har råd til at købe en hel masse nyt tøj...

Og hvis I nu vil have mig undskyldt, vil jeg gå ud i køkkenet og spise resterne fra dagens julearrangement. Som gik fortrinligt, mærkeligt nok. Alligevel tror jeg, det er meget godt, at Varanen og jeg bare skal have en stille dag herhjemme i morgen - han har vist fået action nok i denne weekend for de næste mange dage...

lørdag den 10. december 2011

Bare lige til en anden gang

... så har jeg i dag fundet ud af, at
  • når hhv. 2,9-årig og 0,2-årig virker trætte, så er de nok trætte, og så er det ikke verdens bedste idé at tage til julearrangement. Heller ikke selv om undertegnede og HDD havde glædet os til det, fordi det er længe siden, vi har været sammen med de samlede værker af HDD's familie
  • når man trodser alle faresignaler og alligevel tager af sted, så er der overhængende fare for, at julearrangementet på ingen måde bliver nær så hyggeligt, som man havde regnet med
  • når Øglen går helt i baglås på skiftevis teenage-surmule-måden og småkravl-flipper-skråt-måden - og også lader det gå ud over Farmor - så er det på tide at tage hjem (når nu man har været så dum at tage af sted i første omgang)
  • når Varanen skriger bloody murder grundet en glad blanding af ondt i maven, for meget stimuli og fremmed hus (jeg gætter bare, men det er de ting, der virker mest plausible), så svinder hyggen også i ret høj grad, og det er på tide at tage hjem (når nu man var så dum ikke at tage af sted, straks Øglen begyndte at optræde med ovenstående varianter af træls opførsel)
  • når Øglen som et lyn fra en klar himmel beslutter sig for at lægge den temmelig øretæveindbydende opførsel på hylden, for derefter at lege sødt i fred og fordragelighed med sin granfætter - tilsat lidt nuttet børnesang og "jeg elsker dig'er" - så er det stadig en god idé at tage hjem. Også selv om Varanen lige tager en powernap på min arm (hvor han i øvrigt har ligget i samtlige 3 helvedestimer, vi var af sted. Hvem kan stave til kiropraktor?!) og "da sikkert godt lige kan vente, til Øglen har spist sin risengrød"
  • når Varanen efter gigantisk skrigetur e n d e l i g snupper sig en lur, så er det en superdårlig idé at forsøge at lægge ham i liften. For han vågner. Ligesom han plejer at gøre, når man forsøger at lulle ham i søvn mod hans vilje
  • når man har vugget Varanen i hhv. lift, autostol og arme til et helt julearrangement, så har man rimelig ondt i ryggen ved dagens afslutning
  • når begge reptiler endelig sover, så er de så søde og nemme, at man helt glemmer, at man i løbet af dagen har haft lyst til at sætte dem i Den Blå Avis. Mere end én gang. Under bortgives
  • når man er helt sikker på, at begge småkravl sover sødt - i deres senge - så må man gerne spise en halv ørn i rede. Med fritter. Og ekstra mayo. Og se dårligt tv (er der andet end dårligt tv i fjerneren om lørdagen?!) Alternativt kollapse i sofaen og stirre ud i luften
Well. I morgen er der atter en dag. Med endnu et julearrangement - hos os denne gang. Oh joy (!)

torsdag den 8. december 2011

Sov nu for s****, vol. 2

Det går bedre med at putte Øglen. Væsentligt bedre. Men gyngestolen er stadig en fast del af ritualet, selv om den nu 'kun' skal siddes i i en halv til en hel time.

Man kunne forestille sig, at børnehaven kan tage lidt af æren. Et nyt sted med væsentlig flere børn, et helt andet aktivitetsniveau og ingen middagslur, gør i dén grad en lille Øgle træt. Og så har tiden nok også arbejdet for os, ligesom de påsatte tremmer i sengen gør sit til at holde hende indenbords. Middagsluren er vist i øvrigt helt droppet nu - børnehaven har nemlig ingen 'organiseret' putteordning, så hvis ungerne skal sove, skal det ske på frivillig basis. Pt. er det kun N og Øglen, der sover middagslur, og chancerne for, at de to hyperaktive kræ, der i dén grad kan gejle hinanden op, lægger sig til at sove side om side, ser jeg bare ikke lige ske. Yndlingspædagogen så da også helt lettet ud i dag, da jeg sagde til ham, at jeg ikke syntes, han skulle bruge tid på at få Øglen til at sove...

Varanen er stadig rimelig ringe til at sove indenfor om dagen (hvilket jeg fik at mærke i går, hvor jeg af forskellige årsager ikke kunne komme ud og gå en tur. Så Varanen sov stort set ikke. Før kl. 21.30, hvor jeg havde brugt lige knap 3 timer på at amme ham ned/nusse ham i søvn/gynge ham/svøbe/synge/tude/you name it. Til gengæld spiste han hvert 5. kvarter hele dagen. Yipeee!), men kommer han i vognen, er det stensikkert, at han tager sig en god lur. Således er jeg ved at forsøge at etablere en morgenrutine, der går ud på at aflevere Øglen sammen med Varan i klapvogn og så gå en god tur (og ende på café med kaffe og Wordfeud en avis) indtil Varanen vågner. Typisk efter et par timer. Det bliver selvfølgelig lidt dyrt i længden, men det er knageme hyggeligt.


Vi døjer altså stadig med søvnen i et vist omfang herhjemme, og derfor var det da også meget apropos, at min gamle kollega, som jeg mødtes med til kaffe i dag, havde købt bogen "Go the f**k to sleep" til mig. Den vil jeg glæde mig til at læse højt i mine allermest indebrændte øjeblikke.

Kaffeslabberadsen var præget af snak om babyer, barsel og job (kollega er også på barsel) - og så lige af Varanen, der påkaldte sig min fulde opmærksomhed ved at gylpe hele sit just indtagede måltid ned ad ryggen på mig for derefter at fylde sin ble - OG sit tøj - med ellers meget moderigtig sennepsfarvet goo. Altid dejligt at skulle håndtere sådan noget på café uden puslebord, men det gik da. Og herefter kunne snakken genoptages, indtil Varanen mente, at nu kunne det være nok med det cafébesøg. For derefter at falde i dyb søvn i vognen og nappe en time mere. Ah well, så fik jeg da klaret nogle ærinder. Og købt en træstamme i Lagkagehuset til i aften...


tirsdag den 6. december 2011

Bønder, tømrere, jy-yske-e knejte

- nu skal vi sejre i grevens fejde. Eller. Måske bare i ordenes fejde.

Jeg er faldet i Wordfeud-gryden, og jeg kan ikke komme op. Så hvis her er lidt ordknapt, er det bare fordi, jeg
  • har en sovende/spisende/skrålende Varan ovenpå mig
  • jerner rundt efter Øglen
  • er blevet overmandet af de nu efterhånden mandshøje nullermænd og vasketøjsbunker i lejligheden
  • overspringshandler Wordfeud i tide og utide
Såeh... hvis der er nogen, der trænger til en omgang verbale tæv, så kom an! Mit brugernavn er - meget opfindsomt - Øglemor. Og jeg har ikke tabt et spil endnu kun tabt ét spil (mod HDD, mens han sad ude i gyngestolen, grrrr). Og så gider vi ikke snakke om, hvor tæt Gravidgrahvad var på at vinde, sidst vi spillede. Just saying. Gnæg gnæg. (Og nu VED vi bare, at Nemesis læser med, så jeg bliver jordet totalt lige om lidt...)

mandag den 5. december 2011

KrudtØglen, dag 3

Det der børnehave-noget, iggå?! Det kører (bank under bordet, salt over skulderen, 7-9-13 og alt det der)!

I dag skulle Øglen være i børneren uden mig for første gang, og det var da med en vis pessimisme, jeg i går forberedte hende på, at jeg jo altså ikke ville være der i dag, fordi jeg "skulle ud og gå en tur og give Varanen mad" (synes, det lød tilpas kedeligt til, at hun ikke ville føle sig fristet til at komme med. Ingen grund til at fortælle om gåtur med efterfølgende barselskaffe på café, mens Varanen snorkboblede i vognen). Men jeg havde ikke behøvet at være hverken betænkelig eller pessimistisk, for Øglen startede dagen med at råbe "jubiiii!", da jeg sagde, at hun skulle i børnehave. Og fortsatte med et "mor skal ikke med. Hun skal gå en tur og give Varanen mad. Så bliver jeg lidt ked af det, men så siger jeg det til en voksen!" Godt så - så fik vi da i hvert fald på det rene, at det, vi talte om i går, var trængt ind. Mere eller mindre ordret.

Ovre i børneren havde hun dårligt nok tid til at tage sin flyverdragt af, fordi hun fik øje på bedstevennen, og før jeg kunne nå at blive sentimental, var hun videre. Jeg fik lige et hurtigt kram og et glimt af en grinende Øgle i vinke-vinduet, men det var dét.

Man ved selvfølgelig ikke, om glæden varer ved, eller om hun 'bare' er på et seriøst trip Nyhedens Interesse (det tror jeg hun er, hvad madpakker angår, for det er ikke normalt at være SÅ begejstret over rugbrødsmadder, frosne majs, agurkeskiver og lidt rosiner/tranebær/grovkiks). Men for nu lader det til, at hun trives. Hun var glad - og meget mudret - da jeg kom og hentede hende, havde leget med N hele dagen, ikke grædt en eneste gang, og hun havde stukket en hånd i sin ret fyldte ble under frokosten og stillet 1000 kroners-spørgsmålet "Hva' deeeeet?!", da hun hev hånden op igen. Så om ikke andet, kan vi da vist godt konstatere, at hun føler sig hjemme...

lørdag den 3. december 2011

Tror du på julemanden?

Det gør Øglen. Og indtil for nylig var hun decideret rædselsslagen for tanken om ham. (Kan muuuligvis hænge sammen med, at julemandens entré sidste jueaften var noget med noget pludselig opdukken på sneklædt terrasse, kombineret med banken på ruden og dans omkring udendørs juletræ. Noget, vi voksne syntes var ret underholdende, men som nok har virket en anelse skræmmende, når man er knap to år gammel). Men nu er hun vendt på en tallerken og synes, at julemanden er fantastisk. Det er nemlig gået op for hende, at han kommer med gaver, og hvis der er noget, Øglen godt kan lide - ud over kage - så er det gaver.

Den lille nissepige før afgang. Nissehuen blev indkøbt efter første dag i børneren, hvor nissehuer tilsyneladende giver en del streetcred. Vi begik så den fejl at købe den første, den bedste nissehue i Tiger. Den var fyldt med sølvglimmer. Og det ligger nu spredt i HELE lejligheden. Tak, Tiger (!) Bemærk venligst hjemmelavet halskæde, som er kreeret af dagens gave i julesokken. Kl. &#/#€ i morges.

Derfor ville jublen da heller ingen ende tage, da hun stødte ind i hele to julemænd i dag. Først til børnehavens julefest i kirken, og bagefter til jule-halløj på HDD's arbejde. At bedstevennen N også dukkede op til børnehavens arrangement, gjorde det kun bedre - de to gøglede rundt og hyggede helt vildt. Og den fromme Øgle proklamerede da også med høj, spæd barnerøst "Jeg ELSKER at være i kirke. Det er DEJLIGT at være i kirke sammen med N, mor!" Tror dog, hun havde misforstået konceptet lidt, for hver gang præsten sagde noget, ville Øglen vide, om "menneskerne snart skulle spille mere musik?!" Til den efterfølgende dans om juletræet havde hende og N iflg. HDD gjort deres bedste for at sabotere det ved at kaste sig ned på gulvet og trille rundt af grin, så jeg antager, at de hyggede sig. Jeg ammede; derfor andenhånds-betragtningen.

In between jule-arrangementer gik (løb - det var jo VIRKElig sløjt vejr!) vi på den nyåbnede Riccos på Strandboulevarden, hvor Øglen så sit snit til at fortære en hel cupcake (med et bjerg af lyserød frosting) og en kop varm "bokao". Og HDD og jeg så vores snit til at smide benene op og nyde, at Øglen nød at være på café - og et par enkelte træk i vores nye passion Wordfeud blev det endda også til.

Derefter gik turen til HDD's arbejde, hvor det viste sig, at F fra vuggeren pludselig var. Og havde vi troet, at Øglen måske var lidt træt efter ét julearrangement, så måtte vi tro om, da hende og F efter et par æbleskiver (ja, vi har virkelig fyldt hende med nærende sager i dag, kan I nok høre) jernede rundt og gemte sig og spillede med en ballon og generelt bare hyggede max. Der blev danset om juletræ (hvor jeg ikke måtte være med, sagde Øglen - "det er mig og far, der danser!"), og så var der gaveuddeling. Og Øglen nedlod sig endda til at få taget et billede sammen med julemanden.

♫ Øglen har den gren så kær, hvorpå trommen hænger... ♫

Lidt skeptisk, men et billede er et billede

Så det er vist ikke helt forkert, hvis jeg konstaterer, at julen for alvor er skudt i gang i reptil-familien. I en sådan grad, at Øglen ikke havde det store imod at komme i seng klokken 18. For "jeg er så træt, mor og far!" Jamen, så lad gå da. Så får du lov til at komme i seng (men tro nu endelig ikke, at Sovecirkusset er overstået af den grund).

Varanen? Jo, han sov gennem stort set hele dagen. Vågnede lige op og skulle have mad på præcis de tidspunkter, der skulle danses om juletræ (thatta boy!), og skulle også lige have en ren ble, men ellers sov han. Endda også inde på caféen. Så han kan jo godt sove i dagtimerne. Han gider bare ikke i hverdagene, lader det til. Eller også synes han bare, at julen allerede har taget overhånd...

torsdag den 1. december 2011

KrudtØglen

Øglen er blevet en stor pige nu. Hun er færdig med vuggeren (og nej - jeg brød ikke sammen i en pøl af tårer og nægtede at forlade matriklen, mens pædagogerne forsøgte at slæbe mig ud i Indre Bys trafik. Jeg klarede mig faktisk helt ok og eftersom jeg havde grædt af derhjemme nøjedes med at snøfte lidt på vej hjem på ladcyklen) og er begyndt i børnehaven. Og jeg skal huske at lade være med at spørge, om hun glæder sig til at komme op til 'Bitterne, for nu er hun en Krudtugle (KrudtØgle - get it?! Høhø) og går i børnehave, som hun ikke tøver med at gøre os opmærksomme på, hvis vi kommer til at sige noget forkert.

Første dag gik godt. Over al forventning, faktisk. Vi var der godt nok også kun i to timer, og jeg var anstandsdame hele tiden, men alligevel. Og så viste det sig, at Øglens bedste ven fra vuggeren ikke alene går i samme børnehave, men på samme stue. Jamen, hvor heldig kan man være?! Og alle bekymringer om, hvorvidt N kunne huske Øglen, blev gjort til skamme, for da han så mig, udbrød han "ØGLE!", og han smilede som en flækket træsko, da han umiddelbart efter fik øje på Øglen. Phew. Andet ville næsten heller ikke have været til at bære, for vi har virkelig solgt hele denne her børnehave-ting ind på, at N var der. De legede sammen hele tiden, mens vi var der, og N's forældre havde endda været så søde at skrive et velkommen-kort til os i garderoben, hvor de fortalte lidt om børneren og i øvrigt adviserede om, at N holdt fri i dag. Så kunne jeg forberede Øglen på dét, og måske derfor er dagen i dag forløbet fint. Jeg har holdt mig væk det meste af de 4 timer, vi var der, men selv om det ikke passede den lille dame at skulle skilles fra mig (for nu at sige det mildt), så var især den ene pædagog på stuen god til at distrahere hende og sætte hende i gang med noget leg. Hans dom ved dagens afslutning var, at hun klarer sig glimrende, og at vi kan begynde "almindelige, men korte dage" fra på mandag.

Uhh... Altså, jeg er selvfølgelig rigtig glad for, at det går godt, og at Øglen klør på med krum hals. Men jeg skal godt nok lige kæmpe med min indre løvemor ved tanken om, hvor mange børn, der er til så relativt få voksne. Og hvor store børnene er. Øglen er den yngste, og den ældste er 5,5. De er jo KÆMPE, dem der er så gamle, mand. De kan bukke begge ender sammen på Øglen og smide hende i skralderen, hvis de får lyst (men det virker de nu ikke som nogen, der får).

Og så skal jeg lige komme mig over, at alle børnene pludselig er meget verbale, modsat vuggeren, hvor kræene jo ikke taler helt vildt. I dag blev jeg fx nærmest forhørt af indtil flere børn om, hvem jeg var kommet for at hente, og hvorfor jeg var der så tidligt, mens de med små misundelige stemmer fastslog, at de altså også blev hentet. At jeg vidste det. Snart, iggå?! Nåååhhr. Følte mig nærmest som om, jeg var med i Æblemostreglementet og var kommet for at adoptere et barn, og et svagt øjeblik havde jeg lyst til at tage dem allesammen med hjem. Men nok meget godt, at jeg ikke gjorde det, for en eftermiddag alene med über-træt Øgle og opmærksomhedshungrende Varan var egentlig arbejde nok i sig selv.

Nu er der så dømt weekend. Øglen gik i brædderne kl. 18.45, Varanen sover på mig, og HDD har lige været i kiosken efter guf. Øglen har klaret børnehave-ilddåben, og jeg er fortrøstningsfuld. Så det er jo slet ikke så tosset...

onsdag den 30. november 2011

Den allersidste dans

... eller leg. Eller noget. Har lige sendt Øglen ud af døren til hendes allersidste dag i vuggeren.

Sammen med denne her flok:

Sidste-dags-kager pyntet kl. %&!#€ i morges...

Hun var ellevild og kan slet slet ikke vente med at komme i børnehave (i morgen! Det er snart!) Jeg sidder derimod og er totalt rørstrømsk, og jeg har en snigende mistanke om, at det kun bliver værre, når jeg skal hente hende senere i dag og skal tømme hendes garderobe og kurv og alt muligt. Gider bare ikke være hende moren, der bryder sammen i stødhulken og falder pædagogerne som i øvrigt ikke er specielt kram-bare om halsen, når vi siger farvel og tak. Så jeg skal prøve at tage mig sammen.

Men jeg synes nu, at det er noget vemodigt. 2 år er det blevet til i vuggeren, og selv om vi har haft et par kritikpunkter i ny og næ, og vuggestuen mildest talt ikke ligger tæt på, hvor vi bor, så har Øglen været lykkelig for at gå der. Og vi har været trygge ved at overlade vores lille Øgle i pædagogernes varetægt. Fra og med i morgen er det et nyt sted, nye børn, nye voksne og nye regler. Og det skal nok blive godt. Hun er parat til forandring og flere udfordringer. Men hvordan blev hun pludselig så stor? Hvornår blev hun så stor? Lige om lidt får hun en kæreste, der kører på knallert og har et fesent dun-overskæg, og så flytter hun hjemmefra og giver kun lyd, når køleskabet er tomt.

... Excuse me, mens jeg lige kysser lidt på Varanen og forsøger at få ham til at love, at han ikke bliver stor ligeså hurtigt som Øglen er blevet...

mandag den 28. november 2011

Noget om måger

Når nu man er velsignet med en baby, der spiser Helt. Utrolig. Meget (og tit), så sidder man rimelig meget ned. Og eftersom man allerede har set så mange afsnit af "Bargain Hunt" og "Antiques Roadshow", at man er ude for allerede at have set dagens afsnit, og i øvrigt har været så kløgtig at nedgradere til Grundpakken lige inden barslen, så må man jo lave noget andet, mens man ammer.

Være på nettet, fx. Følge lidt med i Blogland, selv blogge lidt, læse nyheder og shoppe lidt (selv om det aldrig må blive ligeså slemt som i forrige barsel, hvor jeg seriøst købte alt, jeg så). Prøve at finde ud af, hvad reptilerne skal have i julegave (nogen forslag? HDD mener, at Varanen bare skal have mælk, men det er lige fesent nok, synes jeg), spekulere over, hvad Øglen skal have med på madpakken i børnehaven (hun begynder på torsdag, mand!) og stresse over, at de der strygemærkater med navn til Øglens tøj, jeg har investeret i, ikke stryger sig selv...

Ok, han spiser ikke hele tiden. Nogle gange sover han også. Og når nu mutti er sløj (og mangler noget af ansigtet), kan man da lige nappe en lur på sofaen sammen...

Og så kan man jo også tænke over de virkelig vigtige ting her i tilværelsen. Som hvor irriterende det er, at ens 'porcelæn' fra IKEA er ved at begå kollektivt selvmord og smider om sig med skår og revner. Og om, hvorvidt man i en alder af 33 burde være sådan en, der havde samlet sig et helt stel. Eller i det mindste bare én stel-agtig tallerken. Og så lige tænke lidt mere over de der tallerken-mandagsmodeller fra IKEA (livet er begivenhedsrigt på barsel, kan I nok høre). Og når man så har tænkt længe nok over de skårede tallerkener, så kan man begynde at overveje alternativer. Skal man køre i IKEA og skifte hele l*rtet ud? Skal man begynde at samle på et eller andet crazy dyrt stel og så håbe, at man har et komplet sæt tallerkener omkring år 2049? (Og hvad gør man så i mellemtiden?) Eller skal man beslutte sig for at gå på dba.dk og se, hvad de kan på tallerkenfronten?

Måwe-tallerkener

Blandet måwe-halløj i den ene kasse

Det blev sidstnævnte mulighed, der vandt. Og igen - når man har en baby, der spiser konstant, har man god tid til at afsøge tallerkenmarkedet. Og resultatet af den afsøgning kom i dag (hvor HDD og jeg i øvrigt begge har været nede pga. ondsindet omgangssyge. Der er ikke noget så værdigt som at være i gang med at skifte Varanen og så blive nødt til at holde pause for at kaste op i Øglens potte. Men så bliver den da i det mindste brugt til ét eller andet - Øglen gider den jo overhovedet ikke). Flinker fyr kom anstigende med intet mindre end to proppede flyttekasser med mågestel, så nu har vi porcelæn nok til at lege det muntre køkken. Egentlig ville jeg bare have tallerkenerne, men når der er et godt tilbud, må man jo slå til, og derfor har vi nu også både askebægre, terriner, fade og kander. Føler nærmest akut behov for at lave gammeldags oksesteg og brun sovs...

HDD mener, at der er lige lovlig meget sommerhus over det, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Men nu prøver vi at se, om vi monstro kunne være sådan nogen, der har et stel med måger på. Og hvis vi ikke er, jamen så sælger vi det bare igen. Så ved jeg også, hvad jeg skal lave under amning #54.679...

søndag den 27. november 2011

Jeg er her stadig

- der var bare lige noget med noget hverdag, der ramte mig lige i fjæset. Dagene har taget hinanden med mødregruppe, kage, dikkedikken, lanternefest i vuggeren (fårk, det var hyggeligt - kommer til at savne den Steiner-vugger megameget, altså), gnaven Varan, amning, amning, kage, lidt mere amning (måske vi her har årsagen til, hvorfor Varanen er så stor, som han er...), hækling (er ved at udvikle teknik, så jeg også kan hækle lidt, når jeg alligevel bare sidder og ammer. For han spiser seriøst meget, ham Varanos) og så lige en weekend hos Mårmor og Mårfar med julehygge til at runde det hele af. Så altså ikke meget tid (eller arme) til at blogge, men NU er jeg her! Dog lidt ordfattig, så det bliver en omgang "don't tell it - show it" i denne omgang... (og I skal nok slippe for billeder af amning, bare rolig).

 
Står med Lanterne - glimrende indianernavn, hvis man spørger mig

Stilleben med kage, ugle (tak, Rie-pigen!) og Varan

Tæppe til ladcyklen - varmt, uldent og temmelig meget mere lyserødt end egentlig planlagt

Hæklet halsedisse til mig og min nye vinterfrakke. Ahhhh...

Jeg ved godt, at det her bliver verdens længste indlæg, fordi jeg smider en milliard billeder op, men jeg er desværre ikke så fancy, at jeg kan finde ud af at lave fine billedcollager. Kan heller ikke finde ud af at sætte billederne smart op i Blogger. Og jeg ejer ikke evnen til at begrænse mig heller, så jeg kan ikke bare lade være med at uploade nogle billeder. Sowwy.

Koncentreret Øgle til juleknas-weekend. Der kom ikke så meget krymmel på marcipanen, men der røg rimelig meget lige ned i løgneren. Og på gulvet. 

En af Øglens marcipankreationer. Som overlevede i sådan ca. et nanosekund, før Øglen lagde hovedet på skrå og spurgte med sin lillebitte stemme "Mågodtspisedenmor?!". Og derpå kværnede den hurtigere, end jeg kunne nå at sige "jeps"

70'er-agtigt billede på 70'er-agtigt badeværelse. Øglen + kusiner hos Mårmor og Mårfar. Fodbad i vasken, så bliver det ikke hyggeligere, syntes de

Skæv Waldorf-stjerne, som jeg skal have lavet nogle flere af. De er så fine (og nemme at lave. Det kan vi godt lide...)

Hæklet elg. Som mangler øjne. Inspiration herovrefra. Desværre blev geviret alt for tungt af at få garn på, så det er en ommer

Hæklet halsedisse til Øglen. Som hun end ikke gider prøve på. Utaknemmelige skarn!

SÅ fine julestjerner af smukt papir. HDD og Mårmor står bag - jeg ejer hverken tålmodighed eller evner til at lave sådan nogle

Og så har jeg vist også været krea nok for resten af året. Men det smitter, når man er sammen med sin kreative svigerinde og ditto fru moder, og så var det jo også julepynts-/bage-knase-weekend, så man må oppe sig. Lavede i øvrigt også en kalenderlys-dekoration i dag, men den har jeg ikke taget billeder af. Bare tænk "gran" + "hun fik nok RIMElig dårlige karakterer i formning" - så ved I nogenlunde, hvordan den ser ud...

Vi kom hjem fra jule-weekend, inden vejret gik helt amok (og heldigvis inden et kæmpetræ besluttede sig for at lægge sig i mine forældres indkørsel), og så var Øglen og jeg på loftet for at hente kassen med julepynt. Den er heldigvis ikke så stor, så tanken om at pynte op er ikke så skræmmende. Og Øglen har lovet at pynte det juletræ, HDD har lovet hende. Som på en eller anden måde er endt med at skulle stå på hendes værelse, synes hun. Ah well - det har hun forhåbentlig glemt, når vi engang får det købt.

tirsdag den 22. november 2011

Varanen, 2 måneder

Vroummmmm. Så forsvandt der lige to måneder. Med gråd, bleskift, dikkedikken, amning, frustrationer, amning, uendelig kærlighed, et overskud jeg ikke aner hvor kommer fra, amning, søvnløshed, jesus-sange, amning, gråd - og ikke mindst glæde over vores lille, nyeste familiemedlem.

Det er to måneder og nogle timer siden, jeg fødte Varanen efter alt alt for mange timer med veer og truslen om ve-drop hængende over hovedet. (Ikke tale om, at jeg skulle have noget som helst, der kunne forstærke mine veer, så UD med sig, Varan!) Og det forbavser mig, at jeg helt uden at lyve kan sige, at jeg har glemt, hvor ondt det gjorde at føde ham. Hvor r*v-frustrerende det var at have veer i et døgn, før der rigtigt kom gang i sagerne, og hvor lidt sjove de sidste 4 timer af fødslen så var. Selv om alting gik lige efter bogen, og indtil flere af jordemødrene fortalte mig, hvor nemt det var gået. (Skylder vist i øvrigt en fødselsberetning...)

Eller, ok... Ret skal være ret - jeg kan godt huske, at det ikke var sjovt. Jeg ved også, at jeg blev både bange, irriteret og direkte sur undervejs i forløbet. Men jeg har fuldstændig glemt (fortrængt?) selve smerten, og måske derfor er jeg ikke fuldstændig afvisende over for at skulle have et tredje barn en dag. Om lang tid. Fx når jeg har vundet i Lotto (gerne mere end de 37 kr. jeg vandt i onsdags) og ikke behøver bekymre mig om, hvordan de sultne munde skal mættes, når jeg jo selvfølgelig går derhjemme med alle tre børn, dyrker vores egne grøntsager (på tagterrassen, måske?), laver perleplader og kreerer dukkehuse af alle de papkasser, jeg får ved at shoppe på nettet (jeg vandt jo i Lotto i denne her dagdrøm, mkay?!)

Betragter skeptisk bøjlen med havdyr

Nå. Varanen. 2 måneder! Jeg ved godt, at I formentlig er ganske ligeglade, men jeg har alligevel tænkt mig at fortælle, at han har fundet sine hænder. Og synes, at de er noget federe end sutten (hvilket ikke siger så lidt). Det får ham til at lugte ret meget af sur karklud, eftersom savl, mælkerester og knyttede babynæver er god grobund for bakterier, men det er ikke noget, en klud eller fyrre ikke kan klare.

Jeg kan huske fra han blev født, at han har en hals, men jeg har ikke set den længe. Enten skal jeg spørge Sunderen, om det er normalt, at halse forsvinder fra tid til anden, eller også skulle jeg prøve at bladre lidt i hans hager og kinder for at se, om den bare gemmer sig et sted inde bag alle babydellerne.

Han er en stor dreng - lige knap 6,3 kg og 63 cm for en lille uge siden. Det gør, at han er ved at vokse ud af str. 62, hvilket er lidt ærgerligt - dels fordi jeg har temmelig meget tøj i dén størrelse, dels fordi jeg kun har en enkelt dragt eller to i str. 68. Måske man kan være foregangs-Varan for noget med noget trendy baby-nøgenhed? (Eller utroligt dybe udskæringer i bodyerne - så kan jeg fortsætte med str. 62 længe endnu...)

Han smiler, snakker og lytter. Slår smut med chokoladeknap-øjnene (de bliver SÅ brune, de øjne!) og er vild med sin søster. Kigger intenst på hende, når hun er i nærheden og brokker sig næsten ikke, når hun i ren og skær begejstring 'aer' ham i hovedet med sine fødder eller lægger al sin vægt på hans lille mave, når hun forsøger at give ham sin Yndlings Soveklud i Hele Verden.

En af de dage, jeg huskede at lægge ham på maven. Begejstringen ville ingen ende tage. Eller...

Legetæppet for sig selv er ikke et yndet opholdssted. Skråstolen kan til nøds accepteres, men favoritstedet er helt klart i armene på undertegnede - gerne med et bryst i munden (Varanen, ikke mig). Så det passer ham glimrende at spise stort set hele aftenen non-stop. Knaldhyggeligt (og det giver sikkert også plads til en træstamme ekstra på kaloriekontoen), men ret hæmmende i forhold til putning af Øglen - og ikke mindst i forhold til hjemmet, der i den grad trænger til at blive ryddet op, gjort rent og få vasket tøj. Håber, det bare er et appetitspring, og at vi snart kan begynde at indføre en putterutine, der indebærer putning af Varanen i soveværelset i stedet for i liften i stuen. Og hvis der er nogen, der har en god idé til, hvad Varanen kan sove i, når han nu snart bliver for stor til sin lift, men som ikke er en tremmeseng (den er der ikke plads til i soveværelset), så tager jeg imod dem med kyshånd.

Jeg finder det nemmere og væsentligt mere afslappende at blive mor anden gang i forhold til første gang. Også på trods af markant mindre søvn denne gang. Alligevel kan jeg ikke sige mig fri for at bekymre mig, om jeg nu gør dit og dat rigtigt/nok, men jeg tænker, at det er en del af den store mor-pakke?! Som følges ad, hånd i hånd, med den dårlige samvittighed. Dagene flyver, og det er ikke alle dage, jeg husker at lægge ham på maven eller give ham hans d-dråber. Og nogle gange får jeg en fornemmelse af, at han ikke laver meget andet end at spise og at ligge i sin lift på vej ind efter Øglen eller på vej til at tage en lur. Men jeg håber, han klarer den alligevel, for selv om han måske ikke får vitaminer hver dag, så får han en seriøs dosis kærlighed, og det må da også betyde lidt.

Langt indlæg, uden speciel megen sammenhæng. Sådan er det efter (endnu) en nat uden meget søvn. Men under alle omstændigheder, så tillykke til Varanen. Tak fordi du valgte lige netop os som familie. Det føler jeg mig faktisk mere heldig over, end hvis jeg havde vundet alle de der millioner i Lotto i onsdags. Selv om det nu også ville have været rart...

mandag den 21. november 2011

Dét skal fejres!

Har lige været ved lægen til det der 8-ugers tjek. Alt så fint ud, og det er selvfølgelig dejligt, men det er ikke det, der er det vigtige. Det er det, jeg havde (og stadig har) hos lægen, der er det vigtige, for det var (er) nemlig et par før-graviditetsbukser! Jeg siger det bare! Og i går havde jeg en før-graviditetsnederdel på. Bukserne er ikke skinny jeans, og nederdelen ikke af den allermest smygende slags (baggy er vist en mere korrekt betegnelse), men alligevel - det går da den rigtige vej!

Så det skal selvfølgelig fejres, og hvordan gør man det bedre end at sætte kursen direkte mod Lagkagehuset efter en træstamme? Og impulsshoppe en cardigan på vejen. Længe leve barsel. Og dagpenge...

Tøj og mad! (Og det er den lille pose, der er træstamme i. Den store pose gemmer på rugbrød)

Lægen kiggede i øvrigt Varanen i munden og mente ikke, at der var grund til at klippe tungebåndet (endnu?) Det er jo godt, at de sundhedsfaglige personer er enige. Eller nåwet...

lørdag den 19. november 2011

All you need is love

Ok, jeg indrømmer det - Sure Mor var liiiige ved at flytte ind på matriklen igen her i eftermiddags. Som kulminationen på lettere irritabilitet, der begyndte at røre på sig omkring afhentningstid i går, hvor jeg brugte 3 kvarter (I kid you not) på overhovedet at få Øglen med ud fra vuggeren, og som så småt slog rod, da jeg med dobbeltklapperen, aka kampvognen, måtte forcere vejarbejdet - og fodgængerne - fra helvede på vej mod Nørreport med en semi-brokkende Varan i Voksien og en Øgle, der kørte "Jeg vil ikke hjem, jeg vil på 'teket (biblioteket, hendes nye yndlingssted), mor!" på repeat. Stress-sved much?!

Irritationen (og sveden) forduftede heldigvis, da vi kom hjem, men den kom så småt snigende igen i dag, da Øglen a) nægtede at få skiftet ble og forsvandt dansende ud i køkkenet, mens hun gjaldede "Jeg har lort i bleen!", b) kastede med (godt nok tørre, men alligevel) nudler ud over hele køkkenet - også selv om det ikke var med vilje, c) hapsede en hel æske frugtstænger i skuffen og skreg som en stukket gris, da jeg tog dem fra hende, d) havde sagt "Jeg vil have fleeeere pandekager!" sådan cirka 18.000 gange efter Ras Krums (Rasmus Klump) fødselsdag på biblo sammen med samtlige andre børnefamilier på Østerbro, e) gik amok over, at HDD formastede sig til at give hende lidt "flodeskum" fra sin varme kakao på en gaffel (det skulle åbenbart have været en ske) og senere over, at hun spildte varm lunken kakao ud over sin flyverdragt, da hun selv forsøgte sig med flodeskummet, f) osv.

På mirakuløs vis formåede jeg at holde Sure Mor fra døren stort set hele dagen, lige bortset fra ble-episoden, hvor hun stak sit - ret sure - fjæs frem. Og det kunne Øglen vist godt mærke, for da hun endelig blev wrestlet om på puslebordet, og Sure Mor gik i gang med vaskeklud og ren ble, aede Øglen mig på armen og sagde "Jeg elsker dig mor!"

*Smelte*

"Og jeg elsker far, Varanen, Faster Fest (ja, det kalder vi hende) og fætter Mads!" (havde besøg af sidstnævnte på pågældende tidspunkt), fortsatte hun

*Smeltesmeltesmelte*

Jeg ved godt, at hun er for lille til at være så'n rigtig udspekuleret. Men hun ved altså, hvad der skal til for at få Sure Mor til at forsvinde og gøre Øglemor blød i knæene. Selv HDD måtte smelte lidt, da han puttede hende (det tager 'kun' en times tid nu... (!)) til aften og havde fortalt, at mor og far elsker hende, og hun med lille stemme tilføjede "... og Varanen er for lille til at sige noget, men han elsker også Øglen!"

Meget kan man sige, men hun er f**** sød, altså. Så hun er svær at være sur på ret længe ad gangen...

torsdag den 17. november 2011

Indlæg nr. 300

... Ja, det fatter man jo ikke. 300 indlæg på bloggen. Om alting og ingenting (mest ingenting, tænker jeg). Og hvordan skal det så markeres, tænker I nu? Hvilke spændende ting har hende Øglemor i ærmet til os?! Jo, ser I - indlæg nr. 300 kommer til at handle om Varanens 8 ugers dag (i dag), som tilfældigvis også var dagen, hvor han blev målt og vejet til Åbent Hus hos Sunderne på Østerbro. Jeg løfter sløret for hans vægt, hans længde og hans spisevaner. Og så bliver der også meget noget om for korte tungebånd. Stay tuned - det er hæsblæsende action, det her!

Når man er flergangsmor i Københavns Kommune (og muligvis også andre kommuner), har man ikke brug for at følge sit barns højde- og vægtkurve. Eller spørge ind til dets velbefindende. Åbenbart. I hvert fald er antallet af sundhedsplejerske-besøg blevet reduceret kraftigt i forhold til første barn. Det handler jo nok - som så meget andet - om at spare, og det er da også helt ok. Personligt har jeg på ingen måde lige så meget at spørge Sunderen om, som jeg havde i Øglens første måneder, så det er fint nok med mig, at besøgene hos en flergangs-mor er "efter behov". Men hvis Sunderen i løbet af sine første besøg (1 uge og 3 uger) vurderer, at man ikke har behov for ekstra besøg (og hvornår har man så behov? Kvalificerer nysgerrighed om barnets trivsel som 'behov', eller skal man være reelt bekymret over noget?!), så kommer hun først igen, når barnet er 8 måneder. Og det spring synes jeg måske er liiiiidt langt. I hvert fald, når man gerne vil vide, hvor stor den 'lille' guldklump er blevet. Om det er noget, man bilder sig ind, eller om ungen virkelig er blevet tungere siden 5-ugers undersøgelsen, og om det kan passe, at str. 62-dragterne er begyndt at stumpe lidt.

Men så er det jo dejligt, at der er Åbent Hus hos Sunderne hver torsdag. Varanen blev derfor proppet i sin klapper i morges og skrumlet over for at blive afklædt og målt og vejet. Til 5-ugers undersøgelsen for 2,5 uger siden, vejede han 5.820 g og var 60 cm lang. I dag vejer han 6.280 g og er 63 cm lang, så vi kan vist godt konkludere, at han vokser. Han spiser altså også temmelig tit - fx kom vi lidt for sent til Åbent Hus-aftale med gammel mødregruppe-veninde, fordi han blev akut sulten i det sekund, jeg havde lagt ham i liften. Og han skulle have lidt mere at spise efter strabadserne med at få tøjet af og på igen. Det kan også være appetitfremkaldende næsten at tisse på Sundhedsplejersken og blive talt så meget om, tænker jeg. Alligevel mente Sunderen, at det kunne være, at han ikke fik helt mad nok. Forstået på den måde, at han kan være sulten, når jeg oplever, at han ikke gider ligge selv i løbet af dagen. At grunden til den pletsovning han praktiserer i løbet af formiddagen kan være, at han vil have mere mad.

En kvinde af få ord, hende Sunderen

Min egen Sunder, som jeg sidst så for snart mange uger siden, mente derimod, at jeg skulle prøve at trække ham lidt mellem måltiderne. Så han spiste med 3-timers interval i stedet for 1-2-timers interval. Hun mente nemlig ikke, han skulle spise så tit, fordi han tager flot på. Varanen er imidlertid indrettet sådan, at man da selvfølgelig godt kan forsøge at trække hans måltider lidt, men så skal man forvente at få en høreskade pga. skrigeriet, så jeg giver ham altså bare mad, når han virker sulten. Det har virket fint nok indtil videre, selv om jeg føler, at jeg snyder lidt, når nu jeg ikke gør, som jeg har fået besked på. Og nu er der så en ny Sunder, der siger, at jeg bør give ham endnu mere mad?

Jeg er forvirret på et højere plan.

Forvirringen bliver heller ikke mindre af, at dagens Sunder registrerede, at Varanens tunge er lidt 'kløftet'. (Jeg nåede lige at tænke "Harry Potter", "Slangehvisker" og "Sejt nok", inden jeg fattede, at det ikke var den slags kløft, vi talte om) Har egentlig tænkt på, at hans tunge bøjer sig så sjovt sammen, når han græder, men har ikke lagt mere i det - synes bare, det så sødt ud. Og hvad ved jeg om børn og deres tunger?! Nu kan jeg så forstå, at det kan tyde på For Kort Tungebånd. Aha. En hurtig googling kan afsløre, at nogle af kendetegnene ved sådan noget halløj er dårlig vægtøgning og sår på brystvorterne. Og at det siger 'klikkelyde', når Barnet Med Det For Korte Tungebånd dier. Klikkelyde - tjek. Dårlig vægtøgning og sår på brystvorterne - ikke tjek.

Dagens Sunder (som jeg trods alt konsulterede inden Google) mente så i øvrigt ikke, at for kort tungebånd havde noget som helst med hans evne til at spise at gøre. Men var mere bekymret for, om han ville få svært ved at rense sine tænder med tungen senere hen. Wtf? Det var ikke lige, det første jeg tænkte på, men jeg kan da godt se, at det er en rar evne at have.

Så jeg må jo nok hellere få lægen til at kigge på det der tungebånd. Og eventuelt få det klippet (AV!), hvis det vitterligt er for kort. For ellers kan det være, at Varanen ender op som totalt underernæret skravl, der lugter dårligt ud af munden, fordi han ikke kan rense sine tænder med tungen (og alle tandbørster i verden er gået op i røg). Og bliver kendt ude i byen, som Ham Med Det Korte Tungebånd, Der Kysser Herredårligt. Og det kan vi jo ikke ha', som Øglen ville have sagt.

Nogen af jer, der har erfaringer med for korte tungebånd? Og hvad man i givet fald kan/skal gøre ved sådan nogle?

Nu vil jeg runde indlæg 300 af, fordi Varanen Med Det Måske For Korte Tungebånd øffer i liften. Han har lige nappet en lur på 3 timer, så enten er der noget om det der, Dagens Sunder sagde om mere mad vs. søvn, eller også tager han forskud på eftermiddagens sædvanligvis meget lange lur. Og så bliver det da den rene fest at have ham med i ladcyklen ind for at hente Øglen lige om lidt...

tirsdag den 15. november 2011

Her går det (faktisk) godt

  •  I 7 uger og 5 dage har jeg ikke fået mere end 3 timers sammenhængende søvn pga. amning og andet babygøgl
  • Øglens Sovecirkus kører på overtid herjemme
  • Vasketøjet hober sig op, og nullermændene er efterhånden på størrelse med Øglen, fordi Varanen ikke lige er typen, man lægger fra sig mere end et nanosekund ad gangen. Mm. man altså går en tur med barnevognen. Eller får tinnitus. (Måske man skulle låne lidt af overboens rengøringsvanvid - der bliver støvsuget minimum én gang om dagen deroppe. Mon vores nullermænd er blevet så store, at de borer sig op gennem hendes gulv?
  • Varanen har ondt i maven og falder umiddelbart bedst til ro ved at få sunget lejrbåls- og Jesus-sange lige ned i krydderen (jep; har været en del på lejr i mine unge dage, og meget kan man sige, men de sætter sig godt fast, de sange). Igen og igen og igen
  • Familieslæden er blevet slæbt væk af noget vejhjælp til en "akut-plads" på et værksted (synes måske "akut-plads" er at gøre biler vigtigere end de i virkeligheden er, men hvad ved jeg?!), og noget kunne tyde på, at vi i dén grad har købt den berømte kat i den ligeså berømte sæk
  • Min bpa-fri og øko-agtige drikkedunk er blevet væk i Operation Tøm-bilen-før-tyven-gør-det-den-bliver-bugseret-væk, Og jeg er tørstig! (Og kunne måske bare gå hen til vandhanen med et glas, eftersom jeg er hjemme nu, men det er ikke dét, der er pointen!)
  • Jeg har glemt at købe brød og ost, og vi fik leveret varer i går. Og dobbeltklapperen rimer desværre ikke på indkøbsture
  • Jeg kan stadig ikke passe mine jeans fra før jeg blev gravid med Varanen
Alt dét - og sikkert mere, som har fortabt sig i søvnmanglens tåger - og alligevel synes jeg, at det her Familie på Fire-halløj holder. (Hormoner?)

For selv om Varanen helst vil ligge på armen eller hænge i slyngen (eller brysterne), så er han god og mild og finder sig i det meste. Han smiler meget efterhånden (hvilket gerne udløser endnu en Jesus-sang, så dén har han luret), og han sover fint om aftenen efter maraton-amning. Om natten vågner han godt nok en del, men det er kun for at spise - vi har endnu ikke været ude for at skulle stå op med ham og gå rundt eller lignende; mad og så tilbage i seng. (Skrid, Nemesis!)

Når man er så sød, gør det ikke helt så meget, at man gerne vil være på armen hele tiden...

Og selv om min drikkedunk godt nok er forsvundet, så resulterede Operation Tøm-bilen i fundet af en billedramme fra Øglens værelse (?), en Barbapapa-badebold (punkteret), to Waldorf-dukker, en håndfuld pixibøger og en Schleich-gris. Plus alt det løse som trøjer, startkabler og Øglens lille Fjällræv. Som jeg ikke engang havde opdaget var væk. (Og ja - bilen var temmelig rodet...)

Det kan godt være, at jeg ikke kan passe mit før-graviditetstøj endnu, men til gengæld kan jeg hygge totalt igennem med kaffe og kage. Hvilket jeg i øvrigt skal lidt senere i dag med hende her.

Vasketøjet løber desværre ingen vegne, og det der rengøring når vi sikkert på et eller andet tidspunkt. I stedet kan jeg sætte mig ned på gulvet til Øglen med Varanen klistret op af mit ben eller åndende mig i nakken fra sin skråstol og gå Shane Brox i bedene med usandsynlig interimistisk dukkehus til Øglen. Som uden sammenligning er mit bedste publikum, for tilblivelsen af huset blev iagttaget med åben mund og polypper og et blandet udvalg af "Hvad laver du, mor?" (gad jeg egentlig også godt at vide), "Nejjj, hvor er det FINT!" (løgn, men tak alligevel) og "Må godt lege med det nu, mor?" (but of course - så har jeg ro til aftensmaden). Så her er beskidt og rodet (og vi render snart allesammen rundt i beskidt tøj, hvis der ikke sker noget med det der vasketøj inden længe), men vi hygger os.

Pas på du ikke bliver overhalet indenom, Shane... 

Og Sure Mor har i øvrigt ikke været forbi , siden hun blev kylet ud forleden. Måske fordi Øglemor er blevet lidt bedre til at lade tingene flyde lidt?! Så faktisk er der i øjeblikket ikke rigtig noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget...

lørdag den 12. november 2011

Sure Mor vs. Øglemor

Sig hej til Sure Mor. Hun har det med at dukke op, når jeg ikke heeelt har sovet nok. (Og det har jeg faktisk ikke rigtig gjort siden 21. september). Og når jeg er presset. Hvilket typisk er i S-toget med dobbeltklapper, skrigende Varan og genstridig Øgle, eller de eftermiddage, hvor HDD arbejder sent/har en aftale uden for matriklen. Sure Mor vrisser meget og forsøger sig måske nok med en anerkendende tilgang til tingene, men det er oftest en halvhjertet indsats, der fejler eklatant, hvilket resulterer i endnu mere balstyrisk Øgle og rætti sur Sure Mor.

Øglemor er bare... Øglemor. Som tager tingene lidt, som de kommer. Som godt kan blive lidt skrap, men ikke vrissende på samme måde, som Sure Mor bliver. Der som regel godt kan se tingene fra Øglens side også, og som godt er klar over, at når man kun er 2 år og 9 måneder, så er man ikke stor nok til at provokere / genere bevidst.

Hverken Sure Mor eller Øglemor kan forstå, at Øglen ikke bare gør, som der bliver sagt. Men hvor Øglemor gerne vil nå ind til Øglen og virkelig få hende til at respektere og acceptere, at Det Er Mor, Der Bestemmer (jaja, der var jo ingen, der sagde, at Øglemor ikke var naiv, vel?!), gider Sure Mor ikke bruge sin i forvejen sparsomme tid på noget så abstrakt som at nå ind til noget som helst. Og tyer i stedet til kommandoer, vrissen og anden ikke-speciel-konstruktiv-adfærd.

Sure Mor er kommet på visit fra tid til anden i de seneste 2,9 år, men aldrig har hendes tilstedeværelse føltes så permanent, som den har de sidste 7 uger. Eller de sidste 3, i hvert fald, hvor HDD har været tilbage på arbejde. Jeg har endnu ikke fundet en kuffert i lejligheden, et navneskilt på døren eller andre ting, der tyder på, at hun er kommet for at blive, men det føles som om, at hun er på mere end bare en hurtig gennemrejse, så jeg har forsøgt at forliges med hende. Det er bare ikke gået særlig godt. For Øglemor og Sure Mor kan virkelig ikke lide hinanden. Eller... Øglemor kan ikke lide Sure Mor. Sure Mor er ret ligeglad med, om man kan lide hende eller ej.

Øglen prøvekørte den spritnye tårnlegeplads i Fælledparken i går. Stort stort hit!

Øglemor ved godt, at man ikke kan få børn og forvente, at de bare vokser op og bliver fantastiske mennesker med respekt for alt det, man nu engang helst skal have respekt for, uden at der bliver arbejdet på sagen. Børn - og reptiler i særdeleshed - skal have sat grænser og tager ikke skade af at få et nej fra tid til anden. Og der er ingen (håber jeg), der endnu er omkommet af at græde lidt over, at iPad'en ikke er til rådighed hele tiden og så igen. Eller at de bliver forment adgang til skuffen med Rasmus Klump-kiks.

Sure Mor ved også ovenstående, men når Sure Mor tænker "børn skal have sat grænser", mener hun i virkeligheden, at "børn skal adlyde Sure Mors mindste vink - også selv om beskeden måske ikke bliver afleveret i det mest rimelige tonefald. Eller er den mest vigtige i mands minde". Så Sure Mor udstøder ordrer og kommandoer så hurtigt, at hun kunne blive ansat som maskingevær et eller andet sted, der bruger sådan nogle. Og Øglen lytter selvfølgelig ikke. Derimod kan hun godt finde på at grine Sure Mor lige op i hovedet, mens hun danser sin nye, ret søde, stepdans, der vist er en kombination af "jeg ved godt, at det, jeg laver lige nu, ikke er helt i orden" og "du kan ik-ke fan-ge mig". Og hvis der er noget, der kan gøre Sure Mor endnu surere, så er det sådan noget.

Problemet (eller "udfordringen", som det hed på mit gamle arbejde) er bare, at Sure Mor på ingen måde har nogen magt over Øglen. Og i øvrigt er hun så sur (Sure Mor, altså - ikke Øglen), at det er temmelig trættende at have hende på besøg. Så i går besluttede jeg mig for at smide hende ud. Hun er velkommen til at komme forbi til kaffe i ny og næ, men jeg gider ikke det der 'jeg crasher lige på ubestemt tid'-trip, jeg kunne fornemme, hun havde gang i.

Sovecirkusset™ er stadig i fuld gang, og Sure Mor har flere gange haft mange sure idéer til, hvordan vi kunne vende soveskuden. Hun har også en enkelt gang eller to forsøgt at effektuere dem, men er blevet så sur, at det sjovt nok overhovedet ikke virkede. Øglemor har også forsøgt sig, men mest in absentia, via HDD, da sugemalle-Varanen har en ret stor appetit lige omkring puttetid (bless him!)

Sure Mor har truet, skældt, smældt og hevet Øglen tilbage i seng, når hun for gang nr. 4.699 er hoppet ud af sengen og stepdansende har konstateret "jeg vil ik-ke soooo-ve" og grineskrigende løbet i fast rutefart mellem værelse og køkken. Øglemor har hovedrystende set til fra ammepositionen i stuen, men har ikke haft nogen gode bud på en løsning. Det har hun sådan set heller ikke nu, men hun var bare blevet for træt af Sure Mor.

Så i går aftes røg Sure Mor altså ud, og Øglemor bestemte, at Øglen skulle have tremmerne på sin seng igen. Her 8 måneder efter, de røg af. For hvis Øglen ikke kan forstå, at hun skal blive i sengen af sig selv, må hun jo holdes fysisk i den. Sure Mor var enig, men hun mente, at de skulle på som led i en "hvis du ikke lægger dig ned og sover NU, så kommer tremmerne på"-strategi. Det mente Øglemor ikke, ergo kom tremmerne på i løbet af i går. Så'n lidt henkastet; "far smutter lige ind og ordner noget ved din seng". Og ved I hvad?! Hun synes, det er vildt hyggeligt. I går gik der ti minutter, før hun sov. 10 minutter. T.i. minutter.

Ehm... Det kan bero på tilfældigheder. Eller ikke helt ubetydelige ting som, at Øglen ikke fik sovet middagslur og i øvrigt havde jernet rundt på den nye leger i Fælledparken (tag straks derover, hvis I ikke allerede har været der - den er fantastisk!) hele dagen. Men faktum er, at det tog 10 minutter at få hende til at sove. Uden skrig og skrål og rusken i tremmer overhovedet. (I aften har så været noget anderledes. Der tog det 5 kvarter. Med en hel del gåen totalt amok. Men Rom blev jo ikke bygget på én dag...)

Nu er jeg bare spændt på, om Sure Mor har forstået, at hun ikke er velkommen så tit herhjemme, når hverdagen sætter ind igen med hente-/bringe-logistik, mødetider på arbejde og almindelig trummerum i morgen. At Øglemor formår at genne hende ud af døren, før hun forpester den gode stemning, som har været her hele weekenden. Og at der generelt bliver lidt højere til loftet i form af tid til LEGO-byggeri ved spisebordet, smøleri med flyverdragten og vandpjaskeri i badeværelset. Det har man brug for, når man bare er en lille Øgle, der lige er blevet storesøster. Og også når man er hendes mor...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...