mandag den 31. december 2012

2012 i punktform


  • Så det gjorde vi - og den blev solgt på MEGET kort tid
  • ... og dagen før vi skulle til Berlin (og løbe marathon - det praler jeg gerne stadig af, selv om jeg nærmest ikke har løbet siden), skrev vi under på en slutseddel på Det Nye Hus
  • 1. november flyttede vi ind i Det Nye Hus, og nu er vi sådan nogen, der bor i Forstaden. Med fortov, der skal skovles frit for sne, egen kælkebakke i haven, garage og grønt almuekøkken, der så småt er ved at lade livet til fordel for noget mere hvidt og moderne
  • 20. december havde reptilerne sidste dag i hhv. Verdens Bedste Vuggestue og Verdens Bedste Børnehave, og mutti her havde et mindre sammenbrud over at pille sit afkom ud af institutioner, vi har været så glade for

Nu banker 2013 så på, og når året er blot to dage gammelt, skal reptilerne fragtes ned til Den Nye (Og I Øvrigt Integrerede) Institution, der forhåbentlig også viser sig at være Verdens Bedste.

2012 har været et dejligt år. Lige travlt nok til tider, men nu er der lidt ro på. Der er i hvert fald ingen planer om at flytte nogen steder hen lige foreløbig. For tre forskellige boliger på ét år ER bare overvurderet - særligt, når der er to små børn at tage hensyn til.

Reptilerne har klaret al travlheden i stiv arm, og til trods for lidt sovebøvl, har der ikke været de store udsving. De er faldet rigtig godt til i Det Nye Hus, og nu glæder vi os bare til at kunne give dem en 'rigtig' hverdag i Forstaden, så de slipper for at blive fragtet i bil i timevis hver dag.

Så 2013 - vi er klar. Bring it on! Hav et dejligt nytår alle mand! Vi skrives ved på den anden side!

- Postet fra mini-Padden

lørdag den 29. december 2012

Noget om Nemesis

Nåmn, man skal åbenbart ikke skrive noget om, at man er gået ram forbi med det der sygdom, for så sker der følgende:

- En vågner op med øjenbetændelse (mig). Hurra for receptskrivende vagtlæge, selv om jeg var nr. 50 (!) i køen, da jeg ringede i morges kl. 8.15. Dét er en tjans, jeg er glad for, jeg ikke har.

- En græder hjertenskærende i morges pga. ondt i det ene øre (Øglen), hvilket heldigvis går over, da øret popper lidt senere

- En går kold kl. 17 efter at være blevet mistænkelig varm og slatten i løbet af eftermiddagen (også Øglen) og ligger nu og klynker i søvne inde på det ny-pimpede værelse

- En sover latterlig kort middagslur, er sur med sur på resten af dagen og slutter af med at få smasket en elkedel (som gudskelov ikke lige havde været i brug) lige i sylten, da den nye opper tipper (Varanen). Og nåh ja - han hoster stadig og er en kende varm.

Og så mangler jeg endda at beskrive vores nat, der har været så hovedrystende dårlig, at jeg næsten ikke kan beskrive det. Noget med en Øgle, der kom ind i dobbeltsengen og VIRkelig mange gange omkring kl. 3-4 stykker proklamerede, at nu ville hun op, og at vi skulle med (øh. Nej!) Og en Varan, der har fået et flip med kun at ville sove, hvis han bliver holdt i hånden. Og i øvrigt vågner i det splitsekund, man begynder at overveje at slippe. Det kan let tage en 3-4 timer alt i alt. Fantastisk (!)

Så her går det glimrende, og vi er totalt i hopla til nytår. Eller noget. Kryds lige fingre for, at Øglens slattenhed ikke udvikler sig yderligere. Og at mit klisterøje gider skride pronto. Så er I søde. Og pæne. Tak.

- Postet fra mini-Padden

torsdag den 27. december 2012

Noget om jul, IKEA og alt muligt andet

Så er julen efterhånden ved at være forbi, og selv om pynten får lov at blive lidt endnu, er jeg i dén grad færdig med julemad for denne gang.
Jeg vil ikke vedkende mig, HVOR store mængder kalkun, jeg har spist i juledagene, men jeg kan afsløre, at det er en del. Og hvad angår den brune sovs, så er det godt, at det ikke er socialt acceptabelt at drikke det direkte fra kanden, for det kunne jeg godt have haft utrolig stor lyst til. Julegodterne venter jeg lidt med at dømme ude - det er jo slik, vi taler om! - men mængderne skal nok justeres lidt.
Vores jul har været rigtig dejlig. Noget præget af sygdom, godt nok, men jeg synes, det lykkedes at få en rigtig hyggelig aften alligevel. Varanen gik imidlertid glip af al juleriet selve juleaften, da han - fuldstændig balstyrisk af træthed, hoste og feber - blev puttet umiddelbart før julemiddagen. Han blev så taget med ned til juletræet, da han vågnede senere pga. hosteanfald, men det var ikke just nogen succes. Så han fik gaverne dagen efter i stedet, hvor overskuddet var større, og hvor juleselskabet i øvrigt endte med at bryde op. Én dag før tid, men det var vist rarest for alle. Vores lille familie var den, der - 7, 9, 13 - var mildest ramt med kun ét underdrejet medlem (Varanen), men vi håber alligevel, at vi slipper for mere sygdom i denne ombæring. Ikke, at Varanen er ovre det endnu, den lille stakkel, men vi andre kunne godt undvære.




Juledagene bliver brugt i Det Nye Hus, og det mintgrønne almuekøkken har fået temmelig mange ben at gå på. Farvel til overskabe, ubrugeligt stykke køkkenbord, klamme højskabe og ditto køleskab og goddag til bare vægge, nye elementer (hvide, ahhhh!) og verdens største køleskab. Der er lang vej igen, før vi kan kalde køkkenet for færdigt (det mintgrønne lever fx stadig i halvdelen af køkkenet), men vi er i gang, og det er det, der tæller. I dag var vi i IKEA sammen med hele Storkøbenhavn, men grundet HDD's planlægger-gen gik det hele som smurt, og vi havde endda overskud til at hygge os. Begge reptiler faldt i søvn på vejen hjem, så vi nåede både at tømme trailer (for så meget købte vi!) og slappe lidt af, før bagsædet vågnede op til dåd.








***Før og efter. Og ja - væggen skal være hvid, fliserne skal ned og bordpladen skal skiftes***
I morgen står den på saml-selv af et utal af IKEA-ting, besøg fra storbyen og en make-over af Øglens værelse. Det er aldrig blevet færdigt (eller særlig hyggeligt), så nu er tiden kommet. Og så får vi en ny ovn. Yay. (Næsten lige så voksent at glæde sig over en ovn som en vaskemaskine, men det bliver bare så naaaaajs at udskifte den, der muligvis var top-of-the-line i 1995, men som bestemt ikke er det mere). Nå ja - og så holde et særdeles vågent øje med Varanen, der falder ned fra ALT i øjeblikket. Han lagde hårdt ud med at lave hovedspring hen over mig inde i sengen i morges og landede i en stor stak billeder (indrammede). Fortsatte med at vælte ned fra. hhv. tegnebord og sofa og sluttede af i fin stil med at have besteget sin Fischer Price-garage og tiltede i forsøget på at udradere alt legetøj på de høje hylder. Ved nærmere eftertanke var det måske ikke sååå smart at fjerne bøjlen fra hans Trip Trap-stol i dag ...




***IKEA-raid i dag. Øglen med sin nye bedste ven - vampyrnissehuen - som hun (og de andre tilstedeværende børn) vandt i mandelgave***
Nu vil jeg forsøge at samle lidt IKEA-gøgl til Øglen uden at larme, forsøge at navigere i vores MEGET rodede stue (når alle skabe i køkkenet er væk, er der temmelig meget knald, der pludselig er blevet hjemløst), og så vil jeg ellers hænge ud med Ken Follett (eller i hvert fald Verdens Vinter) og en kop kaffe. Fordi jeg er blevet sådan en, der læser. Igen. Efter i al for lang tid at have været sådan en, der ikke gjorde. For dårligt, egentlig.
- Postet fra mini-Padden

mandag den 24. december 2012

Det' sør'me, det' sandt, det' jul

Helt kort: Rigtig glædelig jul. Håber, julefreden er ved at sænke sig hos jer alle.


Her syder verdens største kalkun i ovnen, og Øglen og hendes store kusine pynter juletræ. Vi hygger trods sygdom hos 6 ud af 10 - hoste og feber burde være forbudt ved juletid. Men patienterne (hvoraf en af dem er Varanen) klarer sig igennem på en cocktail af masser af julegodter og Panodil. Så julestemningen indfinder sig stille og roligt, og vi tager aftenen og gaveudpakningen, som den kommer.


Rigtig god juleaften til jer alle - vi skrives ved på den anden side!

- Postet fra mini-Padden

torsdag den 20. december 2012

Slut, prut, fonale (som Øglen ville sige)

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at Store Farvel-dag i hhv. vuggestue og børnehave gik over al forventning. At jeg fik taget afsked med alle på en god måde, og at mine øjenkroge var tørre som Tollundmanden.

Det var så ikke lige tilfældet.

Prøv i stedet med, at jeg havde våde øjne i vuggestuen (dét er ok, det kan jeg leve med), men til gengæld tårer, der silede ned ad kinderne (no shit) i børnehaven. I en grad, så jeg simpelthen bad søde pædagog-T om at hilse de andre, fordi jeg ikke kunne magte at begynde at tude endnu mere. Så jeg fik ikke sagt farvel til yndlingspædagogen. Vinkede til ham fra et stykke væk, da jeg havde forladt matriklen og grådkvalt ringede til HDD (lang historie - noget med, at HDD skulle have været med ovre og hente, men Øglen var efter eget udsagn flad og ville gerne med mig efter flødebolleuddeling), men fik ikke trykket hånd, set i øjnene eller sagt ordentligt tak. Trøster mig med, at han formentlig alligevel ikke ville have kunnet forstå et ord af, hvad jeg havde sagt, hvis jeg havde stået over for ham, og at jeg heldigvis havde skrevet et sødt kort som supplement til den store pose godter, jeg havde med, men alligevel...

Kort til vuggeren og børneren. Helt skæve og hjemmegjorte. Kreablogger bliver jeg sq nok aldrig

T kunne godt se, at den var galt fat, så hun har forhåbentlig både hilst og forklaret situationen, men det ændrer ikke på, at jeg gerne ville have sagt ordentligt farvel. Uden Lalandia ned ad kinderne samtidig. Men sådan er jeg åbenbart indrettet - enten er der ingen tårer, eller også er der syndflod.

Den flade Øgle og jeg hankede op i al vores habengut (inkl. børnehavegave bestående af hjemmemalet pude og mappe fyldt med tegninger, billeder og søde ord fra pædagogerne (gjorde så ikke syndfloden mindre) - overrakt af bedstevennen med højtidelig mine) og Øglens cykel, og så begav vi os mod lågen. Med bedstevennen traskende bagefter, så'n lidt mut, og med lille stemme spørgende, om han ikke nok måtte komme med hen til lågen og vinke. Og hvorfor vi i øvrigt skulle så tidligt hjem, og om Øglen ikke ville blive og lege lidt med ham. #tuuuud

Øglen var ganske og aldeles uimponeret. Ud over at være 'flad' og derfor en kende morsyg, var hun bare helt hej-hej-agtig og virkede ikke særlig påvirket af, at alle ungerne behandlede hende som en rockstjerne (måske primært fordi, hun havde haft flødeboller med). Men de er jo også vant til, at børn begynder og slutter ovre i børneren, og jeg bilder mig ind, at hun ikke oplever samme følelse af tab, som HDD og jeg gør. Heldigvis så jeg ud af de våde øjenkroge (før bundproppen røg ud), at Øglen fik en gigantisk krammer af yndlingspædagogen, som snakkede lidt med hende om, at hun skulle passe på sig selv ovre i Den Nye Børnehave. Så fik en af os da sagt farvel ...

Mens Øglen og jeg ventede på HDD og Varanen, nåede vi en varm kakao på Riccos og en halv times leg på legepladsen i Århusgade. Et udmærket farvel til en skøn bydel. (Som jeg godt ved ikke forsvinder, bare fordi vi gør det, men det er stadig en underlig følelse pludselig ikke længere at have en 'gyldig grund' til at tage ind til Kbh hver dag). Fantastisk alenetid, hvor vi fik snakket, grinet, hygget og leget. Og tudet. For moderens vedkommende.

Den flade Øgle på Riccos. Hun vågnede dog temmelig meget op til dåd og nåede både at lege mus, kravle(!) rundt i hele caféen og jo så altså også lege på 'Sørøverlegepladsen'

På vejen hjem til Den Nye By skreg Varanen mere eller mindre hele turen, mens Øglen gentagne gange råbte, at hun bare gerne ville hjem, og at hun 'er så træt af at køre i bil hele tiden', hvilket på fineste vis cementerer, at vi gør det rigtige ved at flytte dem til institutioner tættere på. Det føles bare ikke sådan lige nu.




- Postet fra mini-Padden

onsdag den 19. december 2012

Når Øglen har ret (og mor ikke har)

Øglen er forkølet. Ikke, at det er nogen nyhed - vi går alle og småsnøfter derhjemme og fortsætter formentlig frem til maj. Men i går var Øglen efterhånden ved at være godt træt af snøfteriet, og særligt ved puttetid brokkede hun sig lidt ekstra (alt for at undgå at lukke øjnene).

Øglen: Jeg gider ikke sove, når jeg er forkølet!

Mig: Det kan jeg godt forstå, skat, men det hjælper faktisk på forkølelsen at sove. #måskeikkeheltkorrektmenessensenergodnok

Øglen: Huh?

Mig: Jo, altså - når jeg er forkølet, vil jeg faktisk allerhelst sove. For hvis man sover hele natten, er forkølelsen tit væk, når man vågner. #efternogledagemånederihvertfald

Øglen *grublende*: Men... Jeg var også forkølet i går. Og sov hele natten. Og jeg er stadigvæk forkølet.

Mig: Joh, men... #shithvadsigerjegnu

Øglen: Så det HJÆLPER OVERHOVEDET IKKE AT SOVE!

Mig: Det gør det altså, skat, for ...

Øglen *afbrydende*: Det var bare min mening! Godnat!

Desværre viste det sig, at Øglen stadig var forkølet i morges (så hun havde ret), men efter hun havde fået lov til at "sove fire minutter længere, så hvis du lige gider slukke lyset, mor!" gik det meget bedre. Så af sted med os i børnehave til sidste 'rigtige' dag.

I morgen er der dømt afslutning og flødeboller i børneren og kage og afslutning i vuggeren. Hvis der er nogen, der har nogle fifs til ikke at bryde ud i krampegråd og hage sig om halsen på yndlingspædagogen, fordi man ikke vil have, at ens afkom skal videre ud i Den Store Farlige Verden Den Nye Institution, så modtages de gerne. Vil jo helst ikke være Pinlige Mor. Slet ikke fordi Øglen er virkelig uimponeret af hele afslutningstanken. Hun vil bare gerne stoppe nu og videre i teksten. "Arj mor - jeg gider ikke (det siger hun meget) over i Den Gamle Børnehave mere. Jeg vil bare over i Den Nye. Nu!".

Den tilgang kunne jeg vist godt lære lidt af ...

mandag den 17. december 2012

Hvem stjal tiden?

Og fik den til at fise af sted hurtigere end man kan nå at følge med? Gider nogen stoppe den bare et øjeblik?

Nej, det her er ikke et indlæg, der handler om manglende indkøb af julegaver (men det kunne det godt have været), og det er faktisk heller ikke et indlæg om, at Varanen bliver så stor så stor (selv om det gør han). Det er i stedet et indlæg om min lille store Øgle. Som er så skøn og - selv om det ikke burde være muligt - bliver skønnere og skønnere hver dag. Men det føles bare ikke som særlig lang tid siden, at hun var lillebitte og umælende, og nu vader hun jo rundt og snakker så meget, at man skulle tro, hun var det uægte barn af Lotte Heise og Søren Gericke.

Hendes sprog har efterhånden så mange nuancer, at jeg ofte glemmer, at hun kun er tre, og så er hun begyndt at ræsonnere ret meget. De to ting i kombination giver anledning til nogle alenlange diskussioner fra tid til anden (hvor man måske godt kunne ønske sig, at sproget var knap så godt), men det er jo helt vildt at opleve, at ens tumling med sjove tale"fejl" efterhånden minder mest om en lav udgave af en tween, der skiftevis surmuler, skrupgriner og stiller sig udfordrende op med hænderne i siden og råber, at hun vil have en ny mor, fordi "Du siger altid nej til mig, mor. Nej nej nej. Og så bliver jeg sur og gal. Og går min vej ud fra det her hus!"

Køn er hun også(!) Vil det da ingen ende tage?!?!

Heldigvis er det ikke drama det hele, og heldigvis er der stadig lidt baby over nogle af de ting, hun siger. Og jeg er i hvert fald ikke den, der retter dem. Hånden op, dem der ikke synes, at "Bellevyf" lyder sødere end "Bellevue". Og hvorfor er det nu, jeg skal rette hende, når hun kalder en croissant for en restaurant? Restaurant er jo meget sjovere. Fordi hun bliver mobbet senere hen, siger I? Neeeeej da. Jeg nærmest også opfordrer til, at hun fortsætter med at kalde Den Nye By for Pørsenholm (fordi det lyder meget sødere - og noget anderledes - end det byen rent faktisk hedder). Men når nu hun er holdt op med at sige "samsyn" og insisterer på, at "det hedder altså fjernsyn, mor!", så bliver jeg jo nødt til at holde fast i noget andet babynoget.

Og så er der jo hukommelsen. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg faktisk tro, at hun var halvt elefant, hende Øglen. Hun husker det meste, og har der været kage mad involveret i en begivenhed, har hun nærmest fotografisk hukommelse. ("Der har jeg været med Farmor inde og hente kage" (for tusind år siden), da vi drønede forbi Skodsborg Badehotel). Det der med at tro, at man kan love hende noget og så satse på, at hun ikke husker det dagen efter, det er long gone. Her til aften kom hun fx i tanker om, at jeg havde sagt "mhmmmdetgørviimorgen", da hun ved puttetid i går pludselig ville have tegnet et rensdyr. Det havde jeg da glemt alt om. Men ikke Øglen. Dammit. Jeg kan jo ikke tegne. Så vi tegnede et rensdyr. Og fremover passer jeg lidt mere på med, hvad jeg mumlelover.

Selv om hun altid har været glad for at synge, er det gået helt amok med hendes sangfugletendenser på det sidste. Hun behøver kun at høre en melodi et par gange, før den sidder fast, og hvis hun ikke lige gider synge teksten (som hun næsten kan huske udenad - det var den der hukommelse, ikke?!), finder hun selv på noget. Nogle gange har vi deciderede syngesamtaler på "Solen er så rød mor" à la ♫Moar, vil du komme og finde noget tøj? --- Ja, det kan du tro skat, jeg kommer li' om lidt ---
Nej, for du skal komme nu, jeg fryser megavildt --- jeg vil ik' have kjole på - jeg synes, den er grim♫

Og så videre. Ovenstående var så i øvrigt den idylliske variant af påklædningsseancen, der ofte består af sure miner, sit down-strike og drønen gennem huset for at slippe væk fra de formastelige "drengebukser", jeg har været så modbydelig at finde frem.

Men nå. Jeg kunne fortsætte hele aftenen med at skamrose eget afkom. Det vil skåne jer for og gøre offline i stedet. Samtidig med, at jeg ser noget Matador. Eller - uh! - den der Julestjerner-julekalender, som jeg er faldet pladask for. Jamen, er den ikke bare hyggelig? (Eller er det min indre provinsbo, der taler nu?)


- Postet fra mini-Padden

lørdag den 15. december 2012

Lørdag

Så kan der sættes flueben ved alltime favourite decemberbeskæftigelse (i hvert fald, hvis man er sådan nogen med børn), nemlig juletivoli. Det var jo meningen, at vi skulle have været derinde i sidste weekend, men det satte sneen en stopper for. I dag ville regnen muligvis have sat en stopper for det, hvis ikke det var fordi, man ikke lover Øglen at komme i Tivoli to gange i streg uden at holde det mindst en af gangene, så vi trodsede sjappen og begav os mod byen.

Bortset fra, at al følelse i mine fødder forsvandt et sted mellem karrusellerne og de kinesiske både, så var Tivolituren et stort hit. Øglen og veninden R var glade, og Varanen og hans babybuddy J var yderst medgørlige og tog sig endda begge en lur midt i al julevirakken. Og de voksne hyggede sig og blev en lille smule lykkelige af at sætte tænderne i rimelig nice flæskestegssandwich efter at have trasket Tivoli rundt op til flere gange (sådan føltes det i hvert fald).

Øglen højt til hest på en af Tivolis mange karruseller

Og nu er det så lørdag aften. Reptilerne er blevet puttet, og jeg har mest lyst til også selv at gå i seng. En hel dag udendørs giver halvtunge øjenlåg, men jeg må vist bare i gang med kaffen, for vi har et køkken, der skal ryddes kraftigt op. HDD kom nemlig til at rive noget af køkkenet ned i arrigskab over åndssvag opvaskemaskine, der havde afstødt afløbsslangen. Eller, altså - kom til og kom til; det har hele tiden været meningen, at køkkenet skal rives ned, det var bare ikke lige meningen, at vi skulle i gang i aften. Men det kom vi så, og det er måske i virkeligheden meget godt. Så kan vi nemlig også se, om der er flere edderkopper-reder, der skal støvsuges væk (brrrr!). Mårmor fjernede i øvrigt støvsugerposen forleden, så nu tør jeg godt støvsuge (og åbne skabet) igen.

Mårmor og Varanen arbejder med støvsugeren i det rodede bryggers

Mårmor-besøg var (ud over nyttigt pga. edderkoppe-assistance) meget hyggeligt og afstedkom en fridag til reptilerne. Som kvitterede ved at sove til kl. 07.30?! Og så blev der ellers hygget og drukket kakao i centeret (giv mig et halvt år, så er jeg totalt centerrotte, mand!) og lavet sneengle og drukket kaffe, og og og - og lige pludselig var dagen gået, og Mårmor måtte bytte sin Mormor-kasket ud med Farmor-hatten og drage mod de skønne niecer på Bryggen.

Centerrotter in spe

Sne-Øgle

I går fik reptilerne så yderligere en fridag, for Farmor ville gerne have dem på besøg, så de kunne lave småkager og julehygge. Jamen, by all means! Så jeg fik helt uventet en hjemmearbejdsdag, hvor jeg både kunne nå at være produktiv OG se huset i dagslys. Og i øvrigt bare lige gå ind og tage en ekstra trøje på, hvis det var for koldt. En luksus, der ikke just hænger på træerne på Hovedbiblo, hvor jeg plejer at husere i dagtimerne.

Reptilerne blev oven i købet bragt lige til døren, og Farmor gav et nap med putningen (HDD var til julefrokost), så jeg må sige, at jeg synes, konceptet bedsteforældre holder max.

Og apropos fridage til reptilerne, så er der snart ikke flere dage i år til at holde fri af. For ud over, at det snart er juleferie, så har de begge sidste dag i deres institutioner på torsdag. Sidste dag, mand! Har totalt krise på forhånd. Ikke på grund af mine seje reptiler, som nok skal klare det, men på grund af mig. Som ikke er spor sej og derfor i høj fare for at blive tudevorn og pinlig, når jeg skal sige farvel. Det ser jeg ikke frem til, men mon ikke vi alle overlever trods alt?! Det håber jeg.

- Postet fra mini-Padden

onsdag den 12. december 2012

12/12-2012

Ja, man bør vel næsten skrive et indlæg alene af den grund, at det er den tolvte i tolvte totusindogtolv. Eller hvad? Ikke, at jeg har tid, men jeg er skam ikke for fin til at overspringshandle. Det er nemlig som om, det går lidt trægt med den kæmpestak arbejde, jeg har liggende, hvilket muuuligvis kan hænge sammen med, at nogen holdt fest i nat. På pludre-måden. Det kunne have været værre - fx, hvis festen havde været en skrige-en af slagsen - men er man vågen, er man vågen, og ergo mangler man (jeg!) de tre timers søvn, nogen stjal. (Ja, Varan - jeg taler til dig).

Når nu det skulle være, så var det nu meget hyggeligt at have en tumling væltende rundt i sengen (mutti havde kapituleret og slæbt krybdyret ind i dobbeltsengen. Det blev for koldt i længden at stå inde på hans værelse og forsøge at få ham til at falde i søvn igen), mens han skiftevis pludrede "dadaDIdaDAAAAH!", lagde sit hårfagre hoved forskellige steder på mig og i øvrigt insisterede på at holde mig i hånden. Charmen gik lidt af, da han begyndte at hidse sig op over, at han ikke måtte sætte billedet over sengen i svingninger, og når han først er sur, ham Varanen, så skal der en del til at dysse ham ned. HDD's kommandoer (da han altså vågnede fra mandesøvnen) varierende over temaet "Sov nu, Varan!" hjalp i hvert fald ikke.

Efter næsten to timers moslen rundt kapitulerede jeg (igen) og gik ud for at lave en vældig fortyndet flaske. (Jep, Varanen får stadig en godnatbajer. En tynd en, godt nok, men en godnatbajer none-the-less). For måske det evigt spisende barn var tørstigt? Totalt skråplan at lave natflaske midt i det hele, men efter flere timer uden søvn og et vækkeur, der ubønhørligt tikker hen imod det gudsjammerlige stå op-tidspunkt 05.30, ville jeg såmænd have givet ham en pose stødt melis, hvis han havde bedt om det (og jeg havde troet, det virkede). Men det var skønne spildte kræfter med den flaske, for inden den var færdig, var HDD vågnet så meget fra mandesøvnen, at han havde taget Varanen ind på hans eget værelse. Hvor det lykkedes ham at få ham til at falde til ro - og i søvn. Uden flasken. Hvor længe det tog, ved jeg ikke, for jeg faldt nemlig også i søvn. Sammen med Øglen, der i mellemtiden var kommet dappende og forlangte svar på spørgsmålet "Hvorfor det græder Varanen?"

Det var ganske hårdt at komme op, da vækkeuret ringede (jeg gentager; kl. 05.30!). Men det lykkedes, og reptilerne var kun lidt sure, da vi skulle med Familieslæden ind til byen (underdrivelse fremmer forståelsen). Hver især blev afleveret i sine respektive institutioner, og SÅ kunne jeg sætte mig med en stor kop kaffe og arbejdsbjerget. Og en kæmpepose Draculabolcher. Fordi det må man gerne, når man næsten ikke har sovet.

I eftermiddag kommer Mårmor og bliver til i morgen. Hun skal se Det Nye Hus for første gang, og Øglen glæder sig vildt til at vise hende det hele. Ungerne og jeg napper en fridag, og pludselig er der faktisk kun en uge til, at reptilerne har sidste dag i hhv. vugger og børner. Hvilket betyder, at der kun er en uge tilbage med helvedsturene fra Den Nye By Nordpå til Kbh og retur. Det bliver dejligt på så mange plan! Men derfor kommer jeg til at stortude alligevel, når vi skal sige farvel til pædagogerne. Jeg VED det bare! Forslag til en lille erkendtlighed til institutionerne/stuerne modtages gerne!

søndag den 9. december 2012

Endnu en dejlig decemberweekend

Der er nogen, der har taget min lille pige. Og erstattet hende med en selvsikker stor en af slagsen, der iklædt det yndigste englekostume skred op ad kirkegulvet i går formiddag med højtidelig mine storsyngende en afart af Et barn er født i Bethlehem. Det var børnerens årlige krybbespil, det var Mellemgruppen, der skulle optræde, og min lille Øgle kommende Drage skulle (naturligvis ... ?!) være engel.

Nåååhhhr, hvor var hun sød, altså. Og glad for at være med, selv om hun stadig insisterer på, at de bare øvede. Man skal ikke prøve på at sige, at de jo rent faktisk optrådte, for så bliver der ballade. Øglen bliver nemlig MEGET GENERT (efter eget udsagn), når det kommer til regulær optræden, så til at begynde med ville hun overhovedet ikke være med til krybbespillet. Kun fordi vi sagde til hende, at de jo bare skulle øve i går (liar, liar, pants on fire), og at alle forældrene fra børnehaven så tilfældigvis lige skulle komme forbi og kigge, gik hun med til det. Og syntes, at det var en fest. Ikke mindst på grund af de flotte englevinger og 'sølvkrans' til håret, som fulgte med kostumet.

Er hun ikke sød? Skal i øvrigt nok fjerne billedet, hvis nogle af de andre søde krybbespiltypers forældre gerne vil have poderne fjernet fra internettet

Efter endt krybbespil var der dans om juletræ og gaveuddeling af selveste julemanden. Og pebernødder i en lind strøm. Rent kaos, men enormt hyggeligt - lige indtil klokken nærmede sig middagslur, og Varanen ikke længere orkede 60 børnehavebørn + familier (can't blame him). Så er der pludselig langt til Den Nye By.

Lørdag aften stod på gode venner til middag, langtidsbraiseret oksebov, masser af rødvin og Bezzerwisser. Reptilerne opførte sig eksemplarisk og sov hele aftenen. Bortset fra da Øglen vågnede omkring 01.30, gik i julesokken og kom galopperende ind i stuen med gevinsten. Helt træt og missende med øjnene, og alligevel strålende af glæde over, at nissen allerede havde været der. Og naturligvis sødere end nogensinde, syntes moar. (Så fik jeg også en undskyldning for at gå i seng. Gamle Mor kan jo ikke holde til at være vågen så længe, mand!)

I morges kunne vi konstatere, at der var noget med noget snestorm, der vanskeliggjorde vores planer om at tage i jule-Tivoli. Rådførte os med vores venner i Kbh, som vi skulle følges med, og de rapporterede, at det (også) sneede og blæste heftigt derinde. Så vi blev enige om at aflyse, hvilket Øglen syntes var en seriøst dårlig idé. Det hjalp dog lidt på det, at vi kunne lokke med besøg fra vennerne (med jævnaldrende børn) i Forstaden i stedet. "Det er jo meget hyggeligere, at de kommer herud, ikke Øgle?! Vi gider jo ikke gå rundt inde i Tivoli og blive totalt sneet og blæst på, vel? Så kan dig og R lege herhjemme i stedet". Så gæt lige, hvem der blev skuffet, da det senere viste sig, at vennerne blev nødt til at opgive turen herud på grund af sneen.

Utæt tagrende much? Men pænt ser det ud

Øglen og den lavstammede snemand

Menmen. Så byggede vi en snemand i stedet. Kørte på kælk i haven. Og trak ét stk. skuffet Øgle på kælk (og en betuttet Varan i klapvogn - snekæder, anyone?) gennem snemasserne i Den Nye By til et center med lille nisselandskab og en café med is og varm kakao. Og et Ønsketræ, hvor vi købte gaver fra hvert af reptilerne til to smållinger. Øglen gik højt op i at være med til at vælge de helt rigtige ting fra en legetøjsbutik til de to gavemodtagere, og vi fik en god snak om, hvorfor det nu lige var, at vi skulle købe gaver, som ikke var til Øglen eller Varanen, og hvorfor de skulle afleveres til en dame i centeret. Så trods Tivoli- og venindeskuffelser endte det jo med at blive en rigtig rigtig hyggelig søndag alligevel.

HDD og Øglen på vej hjem fra center-kakao 

Jeg er ret vild med alt det her sne, altså. Jaja, det er koldt, men det er jo bare så pænt. Og hyggeligt. Så det skal jeg lige minde mig selv om i morgen tidlig, hvor vi skal forsøge at kæmpe os gennem snedriverne ind til Kbh med to stk. reptiler, der hellere vil være alle mulige andre steder, i bilen. Men efter dejlig weekend kan man jeg klare det meste. Håber jeg. Og ellers satser vi på, at vores nisse, der netop har holdt flyttedag fra brevsprækken til garderoben, kan give lidt ekstra styrke ...

Her, ved siden af støvler og tasker i garderoben, er vores nisse flyttet ind. Tak til Louise for inspiration til, hvor dælen man køber sådan noget julesmåtteri og til Ann-Christine for nissedørs-inspiration generelt

torsdag den 6. december 2012

Moaaaarrr!

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, der bliver kaldt på mig i løbet af en dag. Spørgende, insisterende, kommanderende, indsmigrende, kærligt, osv. Og Varanen kan ikke sige mor endnu, så jeg gætter på, at frekvensen ryger op, når det sker. Ikke, at det gør noget overhovedet. Jeg synes faktisk, at det for det meste er ret så hyggeligt at blive kaldt på.

Men forleden kom jeg så til at tænke på, hvornår mon det stopper, det der med at kalde på sin mor. Ville det fx være ok, hvis - og her slynger jeg bare et tilfældigt eksempel (not!) ud i luften - jeg kaldte temmelig højt og insisterende på min mor nu? Eller i morgen? Eller bare på et eller andet tidspunkt før jeg skal bruge støvsugeren igen?

Sagen er nemlig den, at jeg ikke er så glad for edderkopper. For nu at sige det pænt. Det har jeg, så vidt vides, aldrig været, og dengang jeg boede under samme tag som mine forældre, har jeg kaldt på dem mere end én gang for at få dem til at fjerne et krablende bæst fra mit værelse og/eller mit åsyn.

Det er blevet bedre med årene, dog, og fordi jeg er ret forhippet på ikke at videregive-hyshed til først Øglen, siden Varanen, har jeg virkelig forsøgt at tage mig sammen, når der en sjælden gang imellem kom en edderkop forbi inde i Kbh. (Uden succes, åbenbart, for Øglen er psykobange for edderkopper, uanset størrelse).

De der latterlige små nogen med viiiildt lange, tynde ben (som nogen kalder stankelben, men er stankelben ikke sådan nogle knitrende s*taner, der flyver og flakker?) er jeg ikke bange for. Dem kan jeg til nøds tage fat i og sætte på porten. De bittesmå sorte edderkopper har jeg heller ingen problemer med. Vil ikke strække mig så langt som til at sige, at de er søde, men de virker temmelig harmløse. Korsedderkopper er virkelig klamme, men de er som regel udenfor, og der kan jeg enten bilde mig selv ind, at jeg kan løbe fra dem, eller jeg kan skovle dem over i noget buskads, så jeg slipper for at have noget med dem at gøre.

Men. Så er der husedderkopperne. Som bor i ... tadaaaah! HUSE! Ogøh - hvad er det nu lige, vi er flyttet ind i?! Ahhh ja. Det er jo et /#)")!§= HUS! Kan I fornemme, hvor jeg vil hen med det her?!

Det her er gudskelov bare en plasticedderkop. Som jeg stadig synes er megaklam. Det synes Øglen heldigvis også, så måske den snart forsvinder ...
 
Det er startet fint ud. Der har været nogle stankelfætre og en enkelt mellemstor velnæret husedderkop, som blev fragtet ud i en kop. (Og nej, HDD er heller ikke særlig begejstret for edderkopper. Så han er ikke til megen nytte, når det kommer til edderkopper. Vi er et kønt par). Menøh... Så var det jo lige, at vi skulle have ny opvaskemaskine. Fordi den eksisterende lignede noget fra Teknisk Museum, selv om den 'kun' var fra 1995. Den eksisterende var blevet indbygget, da vores virkelig besynderlige grønne Provence-agtige køkken blev snedkereret back in the days, og der har den så stået fint og indbygget i 17 lange år.

HDD havde sit hyr med at få den ud af køkkenkonstruktionen, men det lykkedes under megen banden og svovlen. Jeg sad andetsteds i hytten og overhørte meningsudvekslingerne mellem HDD og opperen, mens jeg underholdt reptilerne, og jeg forsøgte at bevare roen, da jeg hørte et "ARGH! F*CK! ARJ, HVOR KLAMT!" Og så stilhed. Indtil der kom et "A-aaaa? Kom lige? Du skal lige se noget?" Det havde jeg sjovt nok ikke meget lyst til, så jeg nægtede under påskud af, at vi ikke skulle skræmme Øglen. HDD følte så trang til at komme ind og underholde - på engelsk, fordi vi jo ikke skulle skræmme Øglen (!?) om "the huge, massive spider-NEST sitting behind the dishwasher", hvilket sjovt nok gav mig endnu mindre lyst til at komme og kigge. Finder's keepers og alt det der, ikke?!

Jeg kom med mange forslag til, hvordan han kunne slippe af med denne her edderkoppe-rede, og det endte med, at han valgte støvsugermodellen. Hvilket også ville have været fint nok, hvis han havde været hurtig som en ninja og skiftet. støvsugerposen. bagefter. Det skete ikke. Så nu har vi et skab ude i bryggerset, hvori vores støvsuger bor. Med noget edderkoppeagtigt i, der angiveligt var så tung, at det sagde FLOM, da HDD støvsugede det op. Og som i øvrigt bevægede sig.


Adddddddr!

Skabet! Med edderkoppestøvsugeren indeni

Det, der så sker nu, er, at ingen af os har særlig meget lyst til at åbne det dersens skab. Hvilket er lidt irriterende, eftersom der står meget andet end støvsugeren derinde. Forleden åbnede jeg det lynhurtigt, kastede noget vaskepulver derind og smækkede lågen (som i øvrigt overhovedet ikke slutter tæt) i. Og følte mig vældig modig. Men det holder jo ikke i længden, vel? Vores hus er jo ikke så stort, at vi bare kan sløjfe et dobbeltskab, fordi der måske/måske ikke er en edderkoppehær derinde, som er ved at mobilisere sig. Godt nok er vores støvsuger ikke noget at råbe hurra for, så man kunne også bare købe en ny. Men det er også så drastisk endda. Og hvordan skal vi i øvrigt komme af med den gamle? Og så videre. Og det er så her, min mor kommer ind i billedet. For ville det være ok at kalde på hende nu? Og spørge hende, om hun ikke lige er sød at endevende det dersens skab på et tidspunkt, hvor jeg ikke er i nærheden? Plus skifte støvsugerposen? Det kunne jeg nemlig godt have lyst til, skal jeg betro jer.

Hm.

Jeg kan jo selvfølgelig også håbe, at hun læser det her og fatter et vink med en vognstang. Der er jo noget med, at du kommer på besøg på onsdag, ikke mutti? Så fejer vi bare gulvet indtil da. Det fungerer også helt fint ...

mandag den 3. december 2012

Hej december

Så skal jeg da lige love for, at julemåneden er skudt i gang. Med sne, æbleskiver, julemand, kalendergaver og med intravenøst sukker-drop fra morgen til aften. Hej december - så kender vi dig igen!

Men nuij, hvor er det hyggeligt, altså. Alle I, der har børn, og vågnede hhv. lørdag og søndag morgen til sneklædt verden ved selv, hvor begejstrede sådan nogen størrelser bliver over sne. Hell, jeg blev begejstret over sne. Og sne, når man har en have, ing' - det holder da bare m a x! Især når ens have er så'n lidt gøglet og bugter sig i bakkedal og alt det der. Vips, så har man sin egen private kælkebakke, og det er slet ikke så dårligt, hvis man spørger reptilerne.

Øglen lørdag, hvor snevejret jo bare holdt en lidt fesen generalprøve ...

... forud for søndag, hvor det var virkelig hvidt herude i Forstaden (og det er det så i øvrigt stadig)

Ud over leg i sne både lørdag og søndag stod den også på julearrangement på HDD's arbejde med pakker til ungerne leveret af selveste julemanden, æbleskiver i læssevis (Varanen åd seks. Efter at have onduleret en halv skål pebernødder. Jeg ved ikke, hvor meget Øglen konsumerede, for jeg var for fascineret af Varanens gigantiske appetit på julens glæder til at holde øje med meget andet) og dans om juletræ. Vi blev desværre nødt til at forlade etablissementet, før de enormt julede(!?) guest stars Svampebob Firkant og Dora the Explorer kom på banen. Noget med en Øgle, der overhovedet ikke gad mere (nu havde hun jo fået sin gave) og en Varan, der valgte at levere størstedelen af de seks æbleskiver i bleen. Uden et puslebord i sigte. Enter stresssved, da jeg forsøgte at få über-moslende - surt! - reptil til at ligge stille på gulvet på et handicaptoilet. Uden at få alt for meget fordøjet æbleskive på mig. Derefter videre til andet julearrangement - denne gang i familiens skød. Den skønne niece havde fået det bedre og lagde sammen med sine forældre og lillesøster hus til den årligt tilbagevendende bage-/knase-dag.

Varanen med sin pakke fra Julemanden (som vi desværre ikke fik noget billede af)

Hvad? Jeg sidder faktisk lige og spiser her, if you don't mind!

Mårmor og Mårfar var også på besøg, og selv om det var yderst begrænset, hvor meget reptilfamilien nåede at bage (prøv med: ingenting. Til gengæld fik jeg spist pænt meget af den marcipan, de andre havde lavet), var det hyggeligt lige at komme og sige hej. Det blev kun til et par timer, for Varanen var forståeligt nok julet helt ud. Så hjem med os, så han - og Øglen, for den sags skyld - kunne komme i seng og knalde brikker.

Vi sov alle til den lyse morgen, hvor sneen jo så var kommet for alvor. Øglen sov inde hos os og kunne højlydt konstatere, at det "bare har sneet helt. vildt. meget! i nat!" Og i bedste parcelhus-stil var jeg ude og skovle sne. Efter jeg havde bagt boller i julemuffinsforme, for det insisterede Øglen på. Det der sneskovleri er da i grunden ret hyggeligt, hva'? Det kan godt være, jeg ikke mener det samme, hvis jeg skal skovle hver dag i to måneder, men på en smuk, hvid søndag, hvor tiden på ingen måde er knap, holder det meget godt. Endda så meget, at Øglen og jeg da lige nappede genboens fortov også (skulle måske lige have overvejet, at hun bor på en hjørnegrund, inden jeg begav mig ud på dén opgave). Ikke, at vi har mødt hende, men vi har ladet os fortælle, at hun er en ældre dame - noget, rollatoren foran hoveddøren godt kunne vidne om. Forsøgte at lade hende vide, at vi lige ville stjæle hendes sne, inden vi gik i gang, men der var ikke nogen, der lukkede op. Ah well - hvis hun vil have det tilbage, har vi en del i haven, hun godt må få. Nåja, og så har jeg pyntet til jul og lavet en juledekoration, som Øglen har affærdiget som værende 'grim'. Slet og ret.

Sne-reptiler

Søndag var der bage-/knasedag i HDD's familie, så sukkermængderne var ikke ligefrem for nedadgående. Varanen fik løs på de honningkager, vi fik bagt, og Øglen pyntede kagehus til den store guldmedalje. Farmor havde købt saml-selv kagehuse til alle børnene, og der var blevet indkøbt alt, hvad hjertet kunne begære af glasur, krymmel (drøssel, som Øglen kalder det) og what-not. Reptil-mutti var så hende, der stod for at klistre mesterværket sammen med napalm smeltet sukker og det lykkedes sådan nooogenlunde. Og jeg fik kun én brandvabel. Sindssyge sukker!

Temmelig pyntet hus - Sneglehuset i Thyborøn kan godt gå hjem og lægge sig

Det færdige - skæve - resultat. Med enkelte sætningsskader og en håndfuld K3'ere. Men det står endnu

Varanen blev sjovt nok også helt udjulet til bage-/knasedag, take #2, hvilket jeg ikke kan bebrejde ham. Vi andre var sq også trætte, altså, og det er jeg for så vidt stadig i dag. Og nok også i morgen. Men så er det jo heldigt, at jeg først er sådan en, der skal danse logistikvals igen på onsdag. I dag har begge reptiler været hjemme med HDD, mens jeg har prøvekørt Den Nye Bys bibliotek (arbejd' arbejd') og lavpris-latte fra SuperBrugsen. #nomnom. Og i morgen bliver hoste-Varanen og jeg hjemme og snakker med hhv. skorstensfejer og vvs-typer, der skal komme og give et tilbud på et nyt fyr. Og hygger os.

Indtil videre klarer december det nu meget godt, synes jeg. Keep up the good work. Er det ikke sådan man siger, når man bor i provinsen?

torsdag den 29. november 2012

Lanterne lanterne - sol og måne og stjerne

... synger højt mit lys, synger højt mit lys, synger højt min lille lanterne ...

Invitation til Lanternefest

Vi har været til lanternefest ovre i vuggeren i dag. Fuldstændig og aldeles samme koncept som de to forrige gange, vi har været med til det; Denne gang var det bare Varanen, der var lanternemakulatorbærer i stedet for Øglen. (Som de faktisk havde lavet en lanterne til, de søde, betænksomme mennesker).

Mutti og Varanos med lanterne (før han begyndte at stikke hænderne ned i lanternen og gøre ansats til at smage på fyrfadslyset) - Nu i redigeret udgave. Jeg har et ansigt i virkeligheden

Det, at konceptet ikke har ændret sig, betyder i øvrigt ikke, at det var mindre hyggeligt denne gang. Tværtimod, for nu kender alle pædagogerne både os og begge reptiler, så det er ren hygge at være derovre. Også selv om Varanen var aldeles uimponeret af selve lanternekonceptet og nærmest vred sig af led på min arm, da han spottede, at Morten Vægter og konen havde kager i deres kurv. Ikke om jeg fatter, at det allerede er et år siden, at Øglen havde sin sidste lanternefest i vuggeren og var lige ved at rykke over i børneren. Og Varanen bare var et lille skrog, som i øvrigt heller ikke dengang gad lade sig bære rundt. Trods sin unge alder ville han op og opleve noget!

Her opdager Varanen, at der er noget spændende (fyrfadslys?!) nede i lanternen

Lanterne-Øgle. Som jo umiskendeligt ligner billedet fra sidste år

På mandag rykker Varanen fra Troldestuen op til Feerne, hvor børnene er lidt større. Måske det kan give ham det sidste skub til at turde at gå. Han går langs alting efterhånden og også hellere end gerne, når han holder nogen i hånden. Men det der med at give slip er han ikke meget for. Måske han lærer der hos Feerne og hvis ikke, ja så lærer han det nok på et andet tidspunkt ...

Fik jeg i øvrigt sagt, at begge reptiler er blevet meldt ud af deres respektive institutioner nu?! Pr. i går - grådlabile jeg fik HDD til at gøre det online, for jeg kunne simpelthen ikke bære det. Heller ikke selv om jeg helt rationelt ved, at det dels ikke kan være anderledes, dels at det er for det bedre. Det er bare hårdt at vælge steder, man er så glad for og tryg ved, fra, når man kun har en lille idé om, hvad det er, man vælger til.

Og apropos ingenting, så er arbejdsdagen i dag foregået på Islands Brygge, hvor min ældste niece ligger syg med dobbeltsidet lungebetændelse på fjerdedagen. Det kan hurtigt gå ud over chefens goodwill (og højden på ens arbejdsbjerg) at blive ved med at have barn syg, men så er det jo kun dejligt, at jeg kan være behjælpelig. Patienten var noget mat, men dog ikke værre end at jeg fik klø i både Kalaha og Homo (som min yngste niece har døbt Uno).

I fuld gang med at tabe i Homo

Der gik Den Lille Kemiker i den, og vi gik i gang med at lave nogle vældig sindrige krystaller. Ud fra en meget tysk brugsanvisning. Projektet blev ikke heeeeelt færdigt (og jeg er i øvrigt ikke sikker på, at vi gjorde det rigtigt - tysk og jeg er ikke bedste venner), men vi hyggede os

I morgen er der igen dømt fasterpasning, og så skal jeg lære hende, hvem der er Kalaha-meister. Men på den anden side kræver det vist, at jeg øver mig, og det orker jeg ærligt talt ikke efter lang dag, der sluttede af i IKEA med to trætte børn og et pludseligt klarsyn, der hed "nåh nej, vi kan jo ikke en sk*d have de bænke, vi troede, vi skulle have, fordi vi både har klapvogn OG to børn i bilen". Hvilket i grunden var meget heldigt, eftersom det var udsolgt. Så vi kom ud af IKEA med sølle to ruller gavepapir, en lille reol og en lidt grim lampe. Og cafeteriamad i maven.

Nu kaffe! Og så burde jeg vel egentlig arbejde, men jeg tror, jeg napper en date med Netflix i stället (nej, se nu der! Er jo blevet helt svensk af at grovæde smage reptilernes kjötbullar med mos og tyttebær)...

- Postet fra mini-Padden

mandag den 26. november 2012

Luksusproblemer

Hvorfor er det altid sådan, at når man lige har bestemt sig for noget, så kommer der noget uventet ind fra højre?!

I dag var jo dagen, hvor jeg (og Varanen) skulle over og se reptilernes potentielle nye institution. Varanen var i hopla efter at have øvet nye syvsovertendenser til kl. 7.30, og besøget var en succes. Alle pædagogerne vidste tilsyneladende, hvem vi var - "Det er dig, der har en pige og en dreng, der skal starte til januar, ikke?" - og de virkede søde og imødekommende. Ikke, at jeg havde regnet med andet, men det var rart at konstatere ved selvsyn, at de ikke er en samling gale øksemordere. Stedet var rart - lille og hyggeligt med to vuggestuegrupper og to børnehavegrupper, og så var der en dejlig, stor legeplads. Lederen var fantastisk, og de pædagoger jeg mødte, virkede kompetente og ikke mindst venlige. Derudover er der madordning - noget førsteprioriteten på den kommunale venteliste ikke kunne prale af. Heller ikke i vuggestuedelen og de har deres egen lille bus, de tit tager på tur i. I det hele taget virkede stedet ganske overskudsagtigt, og de børn, jeg så, forekom glade, så jeg gik derfra med en god fornemmelse (og nogle tilmeldingspapirer. De havde nemlig to pladser til reptilerne til januar, hvis vi ville have dem). Talte med HDD i telefonen, og vi blev enige om, at han lige skulle læse papirerne igennem og få den fulde beretning, når han kom hjem fra arbejde, og så kunne vi bestemme os.

Men så var det, at Pladsanvisningen i Den Nye By ringede. Og med trommehvirvler, fanfarer og bordbomber kunne annoncere, at de havde en plads til reptilerne i vores førsteprioritet - pr. 1. januar. Og hvis jeg lige var så venlig at svare ja eller nej med det samme, så ville de sørge for at melde os til. Altså. Øhm. Joeh. Jamen ... Argh!

Træt Varan på vej hen med tilmeldingspapirer

Totalt forvirret fik jeg bedt om et kvarters betænkningstid (hvilket jeg allernådigst fik bevilget), og så ringede jeg ellers til HDD i en allerhævløds fart og fik forelagt vores temmelig akutte luksusproblem. Snakkesnakke frem og tilbage. Veje for og imod. Og til sidst ende med at bestemme os for den nye, private institution. Som måske nok var ny i ligningen (og i øvrigt noget dyrere), men som ikke desto mindre bare virkede rigtig god. Synes jeg. HDD har jo ikke set den.

Så jeg ringede til Nye, Private Institution og dobbelttjekkede, at de nu også havde en plads til os pr. 1. januar, og derefter ringede jeg til Pladsanvisningen, hvor jeg beklagende måtte takke nej til den tilbudte plads. Blev mødt af stor forundring, men det er der vel egentlig heller ikke noget at sige til, taget i betragtning, at jeg nærmest har ringet til dem dagligt i en periode. Og havde de bare ringet i sidste uge, ville der da heller ikke have været tvivl om, at jeg ville have takket ja. Men det gjorde de bare ikke. Og nu har vi jeg så bare fundet noget, der - måske - er bedre. Eller ligeså godt. Eller værre? Hvem ved. Men nu prøver vi, og det skal nok blive godt. Blev der sagt.

Jeg har allerede været forbi Nye, Private Institution med tilmedingsblanketterne, og nu ved jeg, at reptilerne er sådan nogle, der kommer på hhv. Giraf- og Drage-stuen, når de starter. I må selv gætte, hvem af mine børn, der bliver/er en drage ... *fniiiis*

Uh, det bliver spændende!

søndag den 25. november 2012

Det går fremad

- det der med at pakke ud og komme på plads i Det Nye Hus, hvor vi i øvrigt næsten har boet i fire uger. Vildt nok.

Før, der gik arbejdsweekend i den, var Øglen og jeg et smut i Candy Megastore for at tanke op til Disney Sjov. Stor oplevelse for Øglen, der knap nok troede sine egne øjne, da hun så så meget slik samlet på et sted. Og god oplevelse for mutti, da sød, ung ekspedient ganske umotiveret sagde "Du har en virkelig smuk datter". Nårh

Disney Sjov. Varanen har rosiner i sin pose. Selv om jeg er mere lempelig med en del ting i forhold til barn nr. 2, får han altså ikke slik. Endnu

I denne weekend har vi givet den en skalle, og ud over at have fyldt 11 affaldssække med visne blade (hej sisyfosarbejde!), slæbt en trilliard grene og fældet et træ, er der blevet samlet det meste af et Pax-skab, installeret ny vaskemaskine (efter den gamle døde i torsdags) og ny opvaskemaskine (gæt, hvem der har vasket op i hånden indtil nu - igen: hej sisyfosarbejde!), vasket os mig igennem et foruroligende stort bjerg af vasketøj, sat knager og hylde op på badeværelset og - det måske bedste af det hele - tømt de sidste mange flyttekasser. Af de tre kasser, der er tilbage, skal indholdet af to af dem til genbrug, og den sidste fungerer som værktøjskasse. Så nu tør jeg godt sige, at vi er færdige med at pakke ud.

Se lige det der bjerg af grene. Det er fjernet nu. Plus et bjerg mere, der var lige så stort. (Og så ikke et ord om, at grenene bare ligger et andet sted på grunden. De er væk fra græsmosplænen, mkay, og det er det, der tæller)


Hej nye vaskemaskine. Vi to skal nok blive rigtig fine venner

Det betyder imidlertid ikke, at vi er færdige i huset overhovedet. Tværtimod. Der er fx stadig et køkken, der skal laves, og en hævløds masse andre ting, der skal styr på (jeg nævner i flæng; nyt tag på garage, udgravning af stenbed (wtf?), deportering af virkelig mærkelig flis-belægning (og nej, der mangler ikke et e) i 'forhaven', ophængning af billeder og lamper, anskaffelse af ordentligt spisebord, hylder op på reptilernes værelse, og. så. videre.), men nu vælter vi i det mindste ikke rundt i flyttekasser imens.

Reptilerne er gået til hånde, Varanen har velsignet os med nogle lange middagslure (3 timer i dag, ja tak!), hvilket faldt sammen med, at Farmor kidnappede Øglen til noget Folk og røvere i Kardemommeby i nogle timer, og så var vi ellers effektive. Egentlig skulle enten HDD eller jeg have været med Øglen og hendes grandfætter inde og se forestillingen, og jeg havde rent faktisk glædet mig ret meget, men vi vurderede, at timerne var bedre brugt herhjemme på at få helt nogenlunde styr på rodet, så Farmor trådte til. Forinden havde Øglen haft besøg af bedstevennen fra børneren, så hun var træt her til aften, og begge reptiler var gået kolde kl. 19. Det er ikke hverdagskost, skulle jeg lige hilse og sige, men hvorfor ikke bare fortsætte i utraditionel stil, efter en morgen, hvor alle sov til kl. 07.50, hvor jeg vågnede som den første. Og blev nødt til at stå op, fordi Øglen jo havde en playdate. Sqda også typisk, at Varanen skal sove længe på den dag, hvor det var HDD, der havde morgentjansen. Hvor var sovehjertet i går, da der blev råbt "DEEET? DEEEEET? BRRRRR! DADADADADEEEET?" inde fra Varan-værelset kl. 06.30, spørger jeg bare?!

Fællestisning og ditto -håndvask på playdate

Efter sin monsterlur i dag forsvandt Varanen ind på sit værelse, og så var der ellers ikke en lyd. Det kalder jo på bekymring, så jeg listede hen for at se, hvad han lavede. Og så sad han bare dér, det fromme barn. Lige midt på gulvet og byggede med klodser. Nårh! #aldrigsketfør

Nå, men nu er vi trætte. Og har tilladt os en aften, hvor vi har lavet mere eller mindre ingenting. Siddet i sofaen (har stadig optur over rent faktisk at have en sofa. Den har været savnet i de måneder, vi boede i Tændstikæsken), set tv, spist Bastogne-kagerkiks og drukket kaffe. Læst magasiner, stenet på nettet og forsøgt at få et overblik over, hvem vi skal have ringet til i den næste uge (skorstensfejer. Storskraldstyper. Skodsborg Badehotel - noget med et gavekort. Til os. Ahhh. Og sikkert en hel masse flere). Men allerførst, så skal vi lige over i morgen formiddag. Hvor jeg skal ned og se den der integrerede institution, som reptilerne måske eventuelt kan få en plads i. Pr. januar. Kryyyyds!

lørdag den 24. november 2012

Oggggg - vi har en vinder!

Den der give away, jeg har haft her på bloggen, 'ing?! Den sluttede i dag, så vi skal jo have fundet en vinder. Der var 49, der godt kunne tænke sig at vinde en/et Wake Up Light fra Philips, og HDD mente, at den/det skulle gå til kommentar nr. 37. Så det gør den: Tillykke Katrine - du har vundet en lampe/et vækkeur!

Smid mig en mail med din postadresse, så skal jeg sørge for, at den kommer af sted til dig!

Til jer andre, der ikke vandt, er der jo kun tilbage at sige, at der ikke er mere end ... hm ... 4-5 måneder tilbage, før det begynder at være lyst, når man vågner om morgenen.

... Suk.


fredag den 23. november 2012

To pladser, tak

Nå. Vi har stadig ikke fået daginstitutionsplads til nogen af reptilerne i Den Nye By Nordpå. Og november går jo så småt på hæld, så chancen for at få plads til dem til januar i den institution, hvor de står som hhv. nr. 1 og 2 på ventelisten, bliver mindre og mindre. Så kan det naturligvis være, at de kan få en plads til februar, men jeg må nok sige, at udsigten til at skulle køre frem og tilbage til København endnu en måned ikke er specielt tillokkende.

Det er jo ikke for dét - det fungerer egentlig ok med pendlerlivet. Ungerne er i de institutioner, som de (og vi) kender og elsker, HDD arbejder et kvarters tid for lidt hver dag, og det gør jeg også. Dagen starter kl. 05.30 for de voksnes vedkommende og lidt senere for ungerne, og bilen skal startes kl. senest 06.50 for ikke at karambolere med alle de andre nordboere, der begiver sig ind mod byen hver morgen.

Når nu det ikke kan være anderledes med det der pendleri, så er sådan en udsigt her altså helt ok, når man kører ind mod byen ad Strandvejen. Selv om den klart ville være pænere, hvis lydakkompagnementet ikke bestod af skrig og skrål

Vi er hjemme omkring 16.15 hver dag, og det i sig selv er naturligvis privilegeret. Desværre er hjemturen (og udturen, for den sags skyld) meget ofte forbundet med skrig og skrål fra Varanen, der bare ikke er verdenshistoriens bedste bilpassager. Og det er sq synd, altså. For både Varanen, os og Øglen, som egentlig hygger sig meget godt og bare gerne vil sidde og dimse, synge og snakke lidt om sin dag.

Den slår næsten aldrig fejl - når Øglen er blevet afleveret passer det med, at Varanen har brokket sig i omkring 35 minutter. Og når vi når til Øster Farimagsgade, falder han i søvn. Det giver ham rundt regnet 15 minutters søvn, inden vi når til vuggeren. Kunne godt unde ham, at det var omvendt - 15 minutters brok og 35 minutters søvn

Derudover er der ikke plads til nogen slinger i valsen i forhold til programmet. Da Varanen fx blev ringet hjem fra vuggeren med dårlig mave (som han heldigvis efterlod sig i vuggeren) i fredags, var gode råd dyre. Skulle både HDD og jeg så tage hjem med begge børn? Skulle jeg tage alene hjem med Varanen? Skulle jeg tage Øglen med, eller skulle HDD tage hende med? Og når HDD oven i købet havde glemt at sætte Varanens klapvogn af i vuggestuen, fordi det var ham, der ekstraordinært skulle hente, hvordan skulle jeg i givet fald så komme hjem?! (2,5 km fra togstationen til Det Nye Hus med 12 kg Varan på armen virkede ikke tillokkende) Løsningen (som jeg ved, I virkelig er interesserede i at høre) blev, at HDD kom til Vesterport med klapvognen, hvor jeg så overtog den. Drønede til Nørreport, hentede Varanen og tog toget til Nordhavn. Hvor vi hentede en forvirret, men glad, Øgle før frokost, tog S-toget til Hellerup og hoppede på Kystbanen. Hvorefter jeg traskede hjem med to - nu utålmodige, forståeligt nok - reptiler og én klapvogn. 50 minutter, mulle - op ad bakke. Ladesiggørligt, men ikke nødvendigvis noget, man behøver at gentage alt for mange gange.

Så det jeg bare siger, er, at det ville være meget rart med en plads til dem. Til januar, s'il-vous-plaît. Er jo lissom godt klar over, at december-toget er kørt, og det er også ok (nogen ville blive fælt skuffede, hvis de ikke kom til at medvirke i noget krybbespil og noget Lucia-optog). Men så heller ikke senere, tak.

Jeg har haft fat på pladsanvisningen i Den Nye By op til flere gange, og selv om de er så søde så søde, så er de desværre ikke tryllekunstnere. Og jeg udleder da også af den rungende tavshed, min telefon udsender, at de ikke lige har fundet de vises sten, selv om de i onsdags lovede at "undersøge, hvad vi kan gøre og ringe tilbage".

På trods af, at Varanen skal vækkes fra sin bil-slummer, fejler humøret sjældent noget, når vi kommer til vuggestuen. Hvor det er the shizzle selv at fragte sig op til første sal 

Men så var det, at jeg holdt hjemmedag med reptilerne i går. Fordi der igen var slinger i logistikvalsen (vinterfutter på bilen = senere afgang = for sen aflevering af reptiler + for kort arbejdsdag til HDD). Vi gik ned i den lokale "handlebutik" (som i parantes bemærket være den dyreste SuperBest i landet - eller også er deres varer bare lavet af guld og platin. Synes i hvert fald ikke, de har grund til at skilte alt for meget med deres "3 løse appelsiner til 25 kroner". Og forstår måske godt, at det var lidt svært at finde prisskiltet på den (fine, bevares) plante, der viste sig at koste 1.200 kr ...), og efter at have købt Hello Kitty-plaster og lidt andre løsdele, der kostede under en milliard, satte vi kursen hjemad. Og - nu er pointen tæt på! - var nær ved at kollidere med bekendt, som også var ude at trille med barnevogn. "Heeeej". "Nej heeeeej!" "Tillykke med den lille/huset". "Hvordan går det?" Og så det vigtige i denne sammenhæng: "Hvor er det, E går i institution?" Snakkesnakke institution, som viste sig at være en privat - integreret - en af slagsen, der oven i købet har et rigtig godt ry. "Dén skal I da have reptilerne i - ring lige til lederen og hils fra E's mor. Så kan det jo være, at I kan finde ud af noget".

Som påbudt, så gjort, og der var ikke gået mange sekunder fra vi vinkede farvel til bekendten, til jeg hev telefonen op ad lommen og ringede til Den Private Institution. Hvor jeg fik fat i lederen, hilste fra E's mor og med det samme fik at vide, at "Jo, ved du hvad - vi har faktisk to ledige pladser til januar. Godt nok er de begge to i vuggestuedelen, men vi kan nok sagtens finde ud af det, så det bliver én vuggestueplads og én børnehaveplads. Kunne du være interesseret i det?" Om?! Så nu skal jeg ned og tale med dem på mandag og se, om det er et sted, jeg kunne forestille mig, reptilerne kunne blive glade for at gå. Krydser fingre big time. Og det må I også gerne gøre.

Hvis og såfremt og alt det der, så må vi tage Øglens reaktion, som den kommer. Hun har nemlig sat sig i hovedet, at hun skal gå i den institution, hun er opskrevet i. Hvilket muuuuligvis kan have noget at gøre med, at vi har fortalt hende, at det er hendes Nye Børnehave, når vi er gået forbi. Virkelig idiotisk pædagogisk af os. Så der bliver nok lige noget med noget positivt spin, der skal brygges lidt på. Men nu må vi se. Tør ikke glæde mig for tidligt. Håber bare ...

torsdag den 22. november 2012

Det blå badeværelse

Flere har efterhånden efterspurgt mere info om vores meget blå badeværelse end blot en bisætning i ny og næ.

Så hermed et badeværelsesindlæg. Inden det stopper med at være helt så blåt, som det er i dag - det blå toilet er nemlig ved at opgive ævred.



Badeværelset i Det Nye Hus er det oprindelige fra 1964. Dengang besluttede man sig af uransagelige årsager for at installere blå sanitet; vask, toilet og badekar - alt er blåt - og derudover krydre med blå klinker. Godt nok meget mørkeblå, men ikke desto mindre blå. Gulvet har man dog været så venlig at holde i flødefarvede mosaikfliser, så der er lidt til at bløde al blåheden op.



Før vi overtog huset, havde vi besluttet os for at fjerne både vask og toilet og erstatte det med noget nyere (og hvidere). Jeg faldt imidlertid pladask for alt det blå, da vi flyttede ind, og det lykkedes mig rent faktisk at overbevise HDD om, at vi skulle beholde saniteten, sålænge vi kunne fyre sådan et vandbesparelsesaggregat på toilettet. Som sagt så gjort, og alt var godt. I en uge. Hvorefter toilettet begyndte at lække.

Nu er hverken HDD eller jeg særligt Vvs-kyndige, så vi kunne ikke vurdere, om vandet kom fra afløbet eller cisternen, men eftersom Varanen ynder at opholde sig på badeværelset (og stadig kun kravler), syntes vi ikke, at vi ville lade tvivlen komme ham til skade, så der blev ringet efter en vvs'er. Der kastede ét blik på toilettet og sagde tørt "ja. Det er blåt". Og derefter lod os vide, at det var cisternen, der lækkede (altid noget, at det ikke var afløbsvand, når nu det skulle være), og at han godt kunne prøve at reparere det, men at det formentlig ville få kummen til at revne. Såeh...

Vi afventer nu vvs'ers tilbud på at skifte toilettet (og fyret, bare lige for at trumfe den), og indtil da lever vi med det lækkende, blå toilet. Men det er på lånt tid - efter 48 år kunne den blå stakkel ikke mere.

Nu arbejder jeg så på at få lov til at beholde den blå vask. Vi kan jo alligevel ikke skifte badekarret, så jeg går efter så meget blå sanitet som muligt. HDD er ikke helt enig, men det kan være, at det får ham på andre tanker, at vaskemaskinen (som dog var yngre end toilettet) døde i dag, så der skal punges ud til en ny. Der er tilsyneladende intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget ...


- Postet fra mini-Padden

mandag den 19. november 2012

Hej mandag

Ok. Det kan godt være, at Varanen vågnede midt i nat og græd og græd og skulle have Panodil og en flaske, før han kunne sove videre. Det kan også godt være, at vi (måske derfor) kom alt for sent op og havnede i hade-myldretids-kø ind til Kbh. Og at det i øvrigt er psykokoldt, og at jeg har glemt både hue og handsker i ud ad døren-stressen.

Men til gengæld fik jeg en halv time i nat, hvor Varanen sov trygt med hovedet på mit bryst, mens jeg sad i gyngestolen (sådan noget putte-noget gider han ellers aldrig!), vi havde en hyggelig og tilnærmelsesvis sjov morgen, hvor vi på magisk vis formåede at holde sove over sig-stressen i en så tilpas let tone, at reptilerne (læs: Øglen) ikke gjorde sig ud til bens, og bilturen foregik i nogenlunde ro og orden med en stenet Varan og en Øgle, der skrålede "Du skal klappe, hvis du er i godt humør - CLAP YOUR HANDS" hele vejen og var voldsomt begejstret for, at himlen var "helt lyserød og hudfarvet". Det stakkels barn er jo vant til, at det er buldermørkt, når vi kører.

Og det kan godt være, at det er koldt her til morgen, men det bliver da nærmest ikke smukkere med høj sol, og når man så oven i købet har forkælet sig selv med en kaffe fra Kaféknallerten og er på vej i toget mod højgravid veninde, man ikke har set i 100 år og gerne vil nå at klappe på maven, inden hun bliver til to, ja så er det slet ikke så tosset endda.



Slet ikke, når man også tænker på, at man undgår ulvetime-cirkus i dag, fordi man har en aftale med nogle andre veninder, man i øvrigt også ser alt for sjældent.



Så det kan godt være, at vi er nogen, der har sovet alt for lidt i nat, men vi er også nogen, der går en smuk dag i møde. På alle måder! Rigtig god dag til jer også.

- Postet fra mini-Padden

lørdag den 17. november 2012

Hellååuw world!

Så er vi sådan nogle, der har fået internet ude i den der forstad. Halleluja, siger jeg bare - nu behøver vi nemlig ikke længere at stå på et ben i den ene side af huset for at få et hæderligt 3G-signal, men kan derimod surfe rundt på wifi ligeså tosset vi vil. Vi kan også lige pludselig se Netflix og DR NU og alt det der, og det er egentlig ret rart - særligt taget i betragtning, at den antennemand, der var hos os forleden, kunne berette, at den antenne, vi har, er totalt kaput (læs; 1000 år gammel), og at det vil koste os en halv arm at få en ny antenne og et fornuftigt signal. Såeh - net-tv it is.

Nåmn, i forbindelse med, at vi har fået bredbånd, har vi så også fået fastnet. Fordi det skal man åbenbart have for at få ADSL (hvad ved jeg - har altid haft kabel-tv og ditto bredbånd). Så nu er vi fastnetkunder OG har et abonnement, der hedder noget så fint som Home Duo. Mere mormor bliver det vel nærmest ikke, så nu har vi taget skridtet fuldt ud og købt os en fin, sennepsfarvet telefon i den lokale genner. Formedelst 25 kroner. Og jeg måtte love at komme med den, hvis den ikke virkede, for så ville jeg få pengene igen. Tak, Røde Kors, men for 25 kr ville jeg føle mig som jordens mindste menneske, hvis jeg gik tilbage og klagede. Det blev da heller ikke aktuelt, for telefonen virkede fint, kunne jeg konstatere, da jeg på det nærmeste havde spulet den med sprit for at få årtiers ørevoks samt hånd- og hårfedt af den. Yuk.

Telefonbordet (inkl. ledningsrod). Glæder mig allerede til at sidde og sno min finger ind i telefonledningen og doodle i den dertil indrettede notesbog. I teorien, i hvert fald... 

Nå, men med både bredbånd og fastnettelefon og det hele burde jeg jo i dén grad være connected. Og det er jeg da også i de ca. 10 sekunder om dagen, der er tid til det. Men jeg må nok bare konstatere, at en arbejdspukkel, trætte ulvetime-reptiler, 20 uudpakkede flyttekasser, hvis indholds skæbne ingen endnu kender, kaffegæster, en tretimers tur i IKEA i dag (virkelig dumt på en lørdag!) og nu 45 kasser (I kid you not) spredt rundt i huset, som forhåbentlig engang bliver til et klædeskab, ikke er befordrende for blogskrivningen.

Reptilerne i IKEA. Før de begyndte at kede sig

Træt Varan på McD. Hvor han livede noget op, selv om det ikke kan ses ud fra hans relativt uimponerede ansigtsudtryk. Han var i hvert fald pænt glad for Svampebob-skrammeletlegetøjet i hans Happy Meal. Og knap så begejstret for burgeren, som mutti her så spiste. Sammen med ret mange af pomserne. Hov.

Men jeg kommer snart igen. Skal bare lige have fjernet al pap - det være sig i form af flyttekasser eller IKEA-crap - fra mit åsyn først. Og indtil da kan I leve i tryg forvisning om, at vi har det godt, at reptilerne trives (selv om Øglen tidligere i dag mente, at hun noget hellere ville have en gård end en have), at VI trives, og at jeg i dag har hængt det første - hjemmelavede, selvfølgelig, man er vel ikke krea-wannabe for ingenting - julepynt op. På et par grene, jeg helt selv har spraymalet. Ude i haven. Jeg forudser mange spraymalingsaktiviteter derude for fremtiden. Og i morgen skal jeg grave nogle VIRkelig døde planter op af forhaven, samle et skab (eller nok primært holde reptilerne væk fra skabssamlingsseancen - så kan HDD nøjes med en nedsmeltning), have gæster og vaske noget tøj. Men SÅ skal der tures rundt i Blogland. Med mindre jeg falder i søvn...

HDD og Varanen besigtiger haven, mens jeg forsøger at arbejde

Vi har fået hængt et billede på væggen! Det er stort. Ikke mindst fordi de betyder, at spisekrogen næsten er færdig. Mangler bare lige det nye brugte bord, vi har fået lov at få af svigermutti. Bemærk i øvrigt stolene. Dem kom der seks af i sidste weekend. Mmmmmy precious...


- Postet fra mini-Padden

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...