fredag den 27. december 2013

En (form for) samtale

Location: Bilen

Varanen (bydende): 'Kopter!

HDD: skal vi tale om kopteren? (Seneste craze. Helikoptere er the shit)

Varan (klapper): Jaaaah!

HDD: Ok. Der var engang en stor helikopter. Hvad farve er kopteren, Varan?

Varanen: BLÅ!

HDD: der var engang en stor blå helikopter, som fløj højt oppe på himlen. Hvem styrer kopteren, Varan?

Varanen: BIL!

HDD (en anelse perpleks): Der var engang en stor blå helikopter, der blev styret af en bil. Bilen var ...

Varan: HVID!

HDD: ok. Den hvide bil styrer helikopteren. Men hvem styrer så bilen?

Varan: GRØN SOL!

HDD: Øh ... Altså ... Øh ... Så helikopteren bliver styret af en bil, der bliver styret af en grøn sol?

Varan (syngende): Et barn er født i Beeeeth-leee-heeeeem!

HDD: ...


- Postet fra min AjFåun

torsdag den 26. december 2013

På den anden side. Næsten.

Så er vi på den anden side af en fantastisk juleaften og nogle dejlige, afslappende juledage.

Selve juleaften blev tilbragt hos HDDs søster og svoger, og for at dagen ikke skulle føles unødigt lang for reptilerne, havde vi aftalt med farmor, at vi kom på besøg hos hende først. Så sidst på formiddagen drog HDD og reptilerne mod Farmor, mens jeg fik bevilliget to alenetimer derhjemme. Tiltrængt, eftersom jeg havde været oppe siden kl 6 (tak, børn) og stadig futtede rundt i hjemmetøjet. Men et par timer gjorde en del ved det - jeg nåede ovenikøbet at få neglelak på OG grave mine fineste stilletter frem fra skabets dyb. Må jo tilstå, at de ikke kommer på så tit - hælder oftest mere til praktisk end til pæn i disse dage (OGSÅ i disse dage).

Sidst på eftermiddagen drog Øglen, Farmor og jeg i kirke. Vores søde værtinde skulle have været med, men hun havde desværre lagt sig med influenza og endte med at ligge i sengen hele aftenen. Stakkel.

Gudstjenesten var så fin, og Øglen hyggede sig - hun syntes dog, at det var en kende underligt, at lyset var tændt under hele 'forestillingen'. Det er hun ikke vant til fra teateret ... ;)



Vi var i alt 15 til juleaften, herunder både Farmor og hendes mand, og Farfar og hans kone, så reptilerne kunne i hvert fald ikke klage over mangel på bedsteforældre. Maden var som altid virkelig lækker - og forsinket, så arrangementet gik først sådan rigtigt i gang omkring klokken 19. Men reptilerne, der var klart de yngste i flokken, var så tålmodige, at man skulle tro, det var løgn. Øglen spurgte et par gange efter julemanden og var også henne og se efter hans kane ude i haven, men ellers var der ingen utålmodighed at spore. Heller ikke hos Varanen, der blev holdt oppe langt efter hans sengetid.

Julemanden kom på besøg umiddelbart efter hovedretten. Med en gave til hvert af reptilerne og tid til en lille sludder. Sjældent har man set mine børn så glade, spændte og ærefrygtige som da julemanden kom ind af døren. De svarede på alle spørgsmål og gav endda julemanden et lille kys. Gaven var et sæt motorikringe fra bObles, som vakte vild lykke (nej, indlægget er ikke sponsoreret, men gid det var. Den der hvalros og/eller myresluger måtte nemlig gerne komme herhjem og bo), og som holdt ungerne kørende indtil ris a la manden.

Farfar havde været så forudseende at købe en mandelgave til alle fire tilstedeværende børn, og jubelen fra især reptilerne ville ingen ende tage, da de fik først mandlen, siden en M&M's dispenser. MED indhold. Speltmor var blevet hjemme, så de fik lov at give den gas med chokoladeknapperne. Ren chokoglæde.

Gavebjerget under træet var højt - til trods for, at vi voksne, som de sidste mange år, kører en gavepolitik, der hedder én gave pr. voksen. De resterende var så til ungerne. Mange mange pakker. Flotte pakker. Og flere end i hvert fald Varanen kunne overskue. Han kunne faktisk have nøjedes med én gave, tror jeg, men med gavmilde bedsteforældre (og forældre) er det jo ikke så ligetil :)

Omkring klokken 23 var Varanen helt brugt op. Og eftersom han hverken er typen, der går kold i sofaen eller i en fremmed seng, pakkede vi reptiler og gaver sammen, sagde tak for en dejlig aften og drog hjem. Øglen var for overgearet til at falde i søvn lige med det samme, men omkring midnat sov hun - og snart efter gjorde vi det samme. En mindeværdig juleaften var forbi - fra næste år bliver den helt anderledes, for da skal vi selv til at holde den.

I går lavede vi aldeles ingenting. En gåtur (under vilde protester fra Øglen) i skoven med indbygget naturlegeplads, et par timers byggen LEGO Friends og så ellers bare hyggen, legen med julegaver og slappen af. Ligesom en 1. juledag skal være, hvis man spørger mig.









Nu er vi landet hos Mårmor og Mårfar, hvor vi skal tilbringe et par dage sammen med min bror og svigerinde samt de små reptil-kusiner. Der er gaver, der skal pakkes op, og konfekt, der skal spises, og der går rygter om, at Mårfar har lokaliseret en nissehule under et væltet træ. Det må vi se nærmere på i morgen.

Rigtig glædelig jul endnu engang!

(Julebilleder kommer i et andet indlæg. Har for engangs skyld taget billeder med et rigtigt kamera fremfor telefonen...)

- Postet fra min AjFåun

mandag den 23. december 2013

Når julen synges ind

Dagen før dagen før dagen I ved. En dag fyldt med legeaftaler, ekskursion i Helvedes Forgård efter mere fløde (sådan er det, når man er dem, der står for ris à la manden), gløgg og æbleskiver med gode venner og deres børn og en nært forestående ekskursion til nærmeste Netto efter mandler, fordi hovedet var placeret solidt under armen i formiddags, da jeg var på føromtalte flødemission.

Jeg har en eller anden fornemmelse af at have glemt noget (ud over mandler), men jeg har tænkt og omtænkt og gennemtænkt og tjekket, og jeg kan ikke komme på, hvad det er. Så i virkeligheden er fornemmelsen måske bare den underlige, ukendte følelse af, at der er styr på det?!



Ikke, at der er så meget at holde styr på. Juleaften bliver tilbragt hos HDD's søster, og vi skal bare komme med ris à la manden. Så der har været blus under den store gryde på komfuret her til eftermiddag, og aftenen planlægger jeg at bruge sammen med HDD, Dexter og en stor skål mandler, der skal smuttes. Når de er blevet købt, altså.

Julestemningen er ikke 100% til stede - det er lidt svært med det grå oktobervejr, vi holder os - men jeg har hørt min del af julesange, og forventningens glæde er langsomt, men sikkert, ved at indfinde sig. Og så fik julestemningen sig i øvrigt et gevaldigt pift, da jeg under putningen af Øglen kunne høre det pusle udenfor, og ved nærmere eftersyn kunne konstatere, at det var yndlingsnaboerne inkl. en søster og en veninde, iført nissehuer (børnene) og lanterner (de smukke damer), der sang julen ind. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at damerne havde stemmer som engle, da de sang en trestemmig version af Away In A Manger og en sang, jeg allerede har glemt, fordi det var så smukt. Jeg hentede Øglen, fordi hun ikke sov, og fordi hun ikke måtte gå glip af det, og efterfølgende betroede hun mig, at "jeg troede, det var engle, der kom, mor. Jeg vidste ikke, hvad det var".

Og jeg måtte tørre en rørstrømsk tåre væk og fortælle hende, at det var gode mennesker, der sang julen ind, og at det i sandhed også lød som engle. Har jeg nævnt, at vi er meget heldige med vores naboer?


Dagen i morgen bliver - forhåbentlig - stille og rolig. Og sikkert virkelig virkelig lang, hvis man er hhv. 2 og 4 år gammel. Men så kunne det jo være, at der kunne stilles en enkelt gave til rådighed inden om aftenen ...

Rigtig glædelig jul til jer alle - vi ses på den anden side!

fredag den 20. december 2013

Øglemor vs. Villavej

... eller Hvordan Man Klemmer 25 Mennesker Sammen Til Æbleskiver Og Gløgg I Et Ret Lille Hus.

I går oprandt dagen så. Den dag, der var blevet gjort til bagkant for alle vores små og store projekter i huset - Æbleskivedagen. For hele vejen. Selv om "hele vejen" i virkeligheden ikke er så vildt, som det lyder - vi er nemlig kun 10 huse, hvorfor det, trods alt, virkede nogenlunde overskueligt at invitere hele flokken (minus et enkelt hus, hvor ejeren er flyttet, og husets skæbne er uvist). Vi havde så godt nok ikke regnet med, at alle ville takke ja, men det skal man jo ikke klage over. Vi fik kun et enkelt afbud fra en ældre dame, men alle andre meldte tilbage, at de kom X antal personer, og "tak for det gode initiativ" og så videre.

Så i går troppede der så - heldigvis ikke på én og samme tid - i alt 25 personer op til gløgg og æbleskiver i vores lilleputhus. Og selv om det er begrænset, hvor meget man når omkring som vært, så havde jeg helt klart indtryk af, at folk hyggede sig. Alle talte sammen på kryds og tværs, og jeg tror nu, at jeg har mere eller mindre styr på, hvem der bor i alle husene. Så fremover behøver vi forhåbentlig ikke længere præsentere os med husnummer, men kan nøjes med vores almindelige navn ...

Billede af Varanen, som ikke har noget med noget at gøre. Jeg fik bare ikke taget nogle billeder til æbleskivearrangementet i går, så i stedet kan I kigge på min søde søn. I sin nye flyverdragt, der er str. 3 år. Mega-dreng. 

Jeg ved godt, at det virker som ren Wisteria Lane at invitere naboerne til julehygge, men netop fordi vi bor på så lille en vej, burde det være muligt at om ikke kende hinanden, så i hvert fald have en idé om, hvem hinanden er. Jeg synes nemlig ikke, det er en selvfølge at forskanse sig bag ligusterhækken, bare fordi man har bosat sig på Villavej I Provinsby. Jeg synes til gengæld, at det er tankevækkende, at folk, der har boet på vejen i hhv. 10 og 17 år, i går, ligesom alle os andre 'nye', blev nødt til at præsentere sig med husnummer over for hinanden. Er det bare mig, eller er det lidt vildt, at man overhovedet ikke har talt sammen i så mange år?

Et af husene på vejen er ved at blive sat i stand, og de nye ejere flytter først ind til foråret, men de troppede op i går alligevel. Med børn, der er stort set jævnaldrende med reptilerne. Så i alt var der 7 børn i alderen 2-5. Det bliver den perfekte legevej til sommer.

Reptilerne klarede det store rykind til UG. Varanen var lidt betuttet og blev ked, når han ikke kunne finde mig i menneskehavet, men som udgangspunkt klarede han det rigtig flot. Og Øglen lod allernådigst de andre børn komme ind på sit værelse. Plus vores nye nabo, som rigtig blev charmet.

Da alle gæsterne var gået, fandt jeg min indre fullblown forstadsfrue frem, pakkede en lille kurv med en liter gløgg, en pose gløggmix, et syltetøjsglas med hjemmebag, en håndfuld mandariner, nogle valnødder og en enkelt julestjerne; og begav mig hen til den næsten-nabo, der havde meldt afbud. Hun havde ikke begrundet sit afbud (hvilket hun naturligvis heller ikke behøvede), men jeg havde på fornemmelsen, at det måske kunne handle lidt om overskud - eller mangel på samme. Hun er en ældre dame midt i firserne, så hvis hun ikke lige orkede et væld af nye ansigter, kunne jeg sådan set ikke bebrejde hende. Men hun skulle ikke snydes for lidt julelækkerier, så af sted med mig (mens jeg krydsede fingre for, at min fornemmelse var korrekt).

Kurv til næsten-nabo

Næsten-naboen var hjemme. Og havde ganske rigtigt ikke haft overskuddet til at tage med til arrangement. Dels på grund af gigtplagede hofter, dels på grund af et nyligt indbrud, forfløjne tagsten (tak, Bodil!) og et oliefyr, der var sat ud. Så sociale arrangementer stod ikke øverst på listen over ting at tage fat på. Men hun blev virkelig glad for kurven, lod det til, og vi blev enige om at drikke en kop kaffe en anden dag.

Efter dagens gode gerning trissede jeg hjem til pizza sammen med vores medværter in crime, Yndlingsnaboerne, og sladrede spiste pizza. Og jeg blev enig med mig selv om, at jeg kan grine nok så meget af provinslivet, men jeg kan sq godt li' det, altså ... (det betyder imidlertid ikke, at jeg ønsker mig Crocs i julegave. Bare for the record)

tirsdag den 17. december 2013

Mere mikle

Kan I huske, at jeg for en måneds tid siden skrev noget om, at Varanen og HDD går til mikle hver tirsdag? I dag er det jo tirsdag, så de er netop draget af sted til mikle, mens Øglen og jeg stener i tusmørket og venter på, at klokken bliver mange nok til, at vi begiver os til dagens danselektion.

Brokken over ukulelen, de bare tæer og 'Klovnen Nick' (huh?) er aftaget betragteligt i takt med, at tiden er gået, og Varanen (selvFØLGELIG, siger moderen!) synes, det er langt sjovere end første gang, han var der, hvor han primært var betuttet og/eller uimponeret. Og fordi Varanen elsker det, vil jeg gå så vidt til at sige, at HDD også er begyndt at ... synes nogenlunde godt om det. Han hader det i hvert fald ikke længere. Lad mig sige det sådan.

Derfor er det jo også så ærgerligt, at det er sidste gang til mikle i dag. Synes moderen. Og Varanen, er jeg vis på. Så jeg har skubbet lidt til HDD for at finde noget andet at gå til efter nytår. Han synes dog ikke så godt om rytmik endnu, at han selv kommer til at agere primus motor på at finde et nyt hold, men så er det jo heldigt, at Universet intervenerede via posten i dag, hvor HDD og jeg begge var hjemme til frokost (tirsdag er HDD's hjemmearbejdsdag på grund af ovennævnte mikle, som han ikke kan nå til, hvis han først skal slå eftermiddagstrafikken hjem fra wørks):

Mig: Nåååh, HDD - der er kommet et LOF-katalog ind ad døren. Så hvad skal vi melde os til? IT for seniorer? Finere madlavning? Græsk? Eller ... RytMIK?

HDD (læsende i et blad): N-hmmmm?

Mig (ivrigt): Jojo, der skal nok være et eller andet, du og Varanen kan gå til. Skal jeg kigge?

HDD (hører overhovedet ikke efter): Hmmmm?

Mig: *bladrebladre* Jo, se. Her! Rytmik for 2-5 årige. Kunne I ikke gå til det? Det er i Lille Idyllisk By Tæt På.

HDD: Altså, hvad?

Mig: Jo. Rytmik. For 2-5 årige. For det for 1-3 årige bliver for fesent, ikke? Varanen er for stor, tror du ikke?

HDD: Øhhh. Hvad? Øhhhh. Jo, han er næsten for stor til det, vi går til nu.

Mig: Ok. Jamen, synes du så ikke, at jeg skal melde jer til det andet?

HDD (let forvirret): Øhm, altså. Hvornår er det?

Mig: Om mandagen. 16.30. Det er perfekt - så kan du nå på arbejde og alt muligt. Frem for at arbejde hjemme hver gang, der er rytmik. Er det ikke meget smart?

HDD: Jowh, det er det faktisk. 16.30, siger du?

Mig: Ja, men vi kan også sige 17.20?

HDD: Nej, det er for sent. 16.30 er godt.

Mig: Fiiiint. Så melder jeg jer bare til. Skal jeg også melde Øglen til - hun er halv pris?

HDD: Nej, det synes jeg ikke. Hun går til noget om tirsdagen. Og skal have noget for sig selv. Det skal Varanen også.

Mig: Ok. Så nøjes vi med ét barn.

HDD (eftertænksomt): Mandag 16.30. Det er faktisk ret perfekt. Så kan jeg nå det hele. Og Varanen kommer til at elske det. Hvor mange gange er det egentlig?

Mig (forsigtigt): 12 gange.

HDD: Okay. Helt fint.

Mig: ???


... Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at han var begyndt at synes, at det var ret så hyggeligt at rytmikke med Varanen ...

lørdag den 14. december 2013

Gode og dårlige ting ved dagen i dag

De dårlige:

*Varanen besluttede, at det var morgen kl. 04.58.

*Kl. 04.59 besluttede jeg, at det ikke var morgen, og slæbte Varanen med ind i dobbeltsengen (der nu er ganske Øgle-fri, bare til info). Hvor han faldt nogenlunde til ro - så længe han altså lå på min hals ... (!)

*Lyngby Storcenter! (Altid dårligt på en lørdag. Endnu dårligere på en lørdag i december. Og storslemt på en lørdag i december, hvor undertegnede havde glemt at spise morgenmad, inden jeg begav mig ind i Søstrene Grenes. Jayyyysus, altså!)

*Jeg har stadig ikke købt en eneste julegave ud over den til Varanen. Og der er "KUN 10 DAGE TIL JUL, MOR!", som Øglen meddelte mig glædesstrålende i morges. Hvor jeg i øvrigt følte mig halvdød efter at have været vågen i 100 år OG have fået min hals moslet på.


De gode:

*Vi fik de ting, vi skulle bruge i Lyngby Storcenter. Rimelig hurtigt endda.

*Reptilerne - Varanen i særdeleshed - var lykkelige for at se Storcenter-julemanden. (Øglen var ikke sådan at narre. "Jeg ved godt, at det bare var en, der havde klædt sig ud, mor og far!")

*Varanen sov en middagslur på 3,5 timer, og jeg nåede at lave pebernøddedej med Øglen, spille fiskespil med Øglen og generelt bare hygge med Øglen. Jeg nåede også at drikke (varm) kaffe, rydde op i køkkenet og herse lidt med HDD, der har været i gang med Dødehavsrullerne Listen Over De Ting, Der Skal Være Færdige Før Torsdag. Hvilket i dag altsammen indebar brug af boremaskine - en del af det på vores fine, nye badeværelsesklinker. Så det skulle jeg ikke nyde noget af.

*... Vi (ok så. HDD!) er faktisk kommet ret så langt på Dødehavsrullerne Listen Over De Ting, Der Skal Være Færdige Før Torsdag. Så meget, at vi måske rent faktisk bliver færdige i morgen ... #tørmantropådet

*Naboen ringede og inviterede til trylledejslavning, og jeg svarede igen med efterfølgende at invitere til return the favour-aftensmad. I dag var det nemlig nabo-manden, der skulle til julefrokost. Så nabo-damen takkede ja, og reptilerne og nabobørnene har derfor leget hinanden så trætte så trætte. Og de voksne har haft tid til at snakke og hygge (og damage controlle).


... Alt i alt kan jeg altså konstatere, at de gode ting opvejer de dårlige på en efterårsagtig decemberlørdag. Og det er jo lige præcis sådan, vi godt kan li' det ...

fredag den 13. december 2013

Det er da ingen sag ...

Som selvstændig i en enkeltmandsvirksomhed er det der med julefrokosterne lige til at overskue. Selv om jeg selv synes, jeg er gevaldig sjov, så betakker jeg mig alligevel ved en Julefrokost Med Det Hele - Bortset Fra Deltagere. Mine veninder og jeg har aldrig rigtig fået sat det der med julefrokoster i system, så (også) i år er min december dejlig julefrokostløs.

Jeg har ikke det mindste ondt af mig selv. Dagene, hvor jeg syntes, en fyldt kalender - særligt i december - var tegn på, hvor vigtig eller uvigtig jeg var, er gudsketakoglov overstået for længst. Jeg behøver ikke en julefrokost for at hygge mig og skatter hurtige kopper kaffe, en legeaftale og/eller en hyggeaften med veninder mindst lige så højt. Muligvis fordi det der med alkohol siger mig nul og niks længere. Jeg ved godt, det lyder helligt. Det er det såmænd ikke. Jeg elsker en god øl eller et godt glas vin i ny og næ (og derfor gav Universet os så naboer, der er rundhåndede med smagsprøverne fra deres egen vinimport), men jeg tror faktisk, at jeg helt uden at lyve kan sige, at jeg ikke har drukket mig selv i hegnet siden før, jeg blev gravid med Øglen.

Det giver sig selv, hvorfor jeg ikke røg i hegnet, da jeg var gravid. Så meget har man da trods alt lyttet til Sundhedsstyrelsen. I et halvt års tid efter graviditeten ammede jeg, så det var også en no-brainer. Og derefter glemte jeg det lissom. Måske fordi antallet af weekend-aftener på egen hånd kunne tælles på en enkelt hånd. Og fordi alkohol lige pludselig var blevet så pokkers upraktisk. Det blev i hvert fald kold kalkule: Var en brandert virkelig de tømmermænd, der unægteligt ville dukke op dagen efter, værd? Og hvad var sandsynligheden for, at Øglen (sidenhen Varanen) ville sove længe? Nej/Lig nul, lød svaret altid, så jeg er bare aldrig rigtig kommet i gang med festbranderterne igen.

Ikke, at man partout skal drikke sig ned til en julefrokost. Men traditionen foreskriver jo som regel et vist kvantum sprut fra i hvert fald en del af selskabet. Og da jeg har været til min del af julefrokoster ganske og aldeles ædru (vi siger tak til graviditet og amning), ved jeg, at en julefrokost sædvanligvis ikke bliver sjovere af afholdenhed. Tværtimod, tør jeg faktisk godt sige. Så nej - jeg er ikke ked af, at jeg ikke har nogle julefrokoster på programmet i år. Heller.

Hvad skal man med julefrokoster, når man kan spise morgenmad med selveste julemanden?!

HDD vælter sig heller ikke i julefrokoster, men han har tre årligt tilbagevendende. To med venner, en med arbejdet. Og to af disse er faldet sammen i denne uge. Hvilket betyder, at jeg har taget mig en del af børnene på egen hånd. Ikke, at det bør udløse en medalje (eller jo, faktisk. Nu jeg tænker over det), men jeg vil alligevel gerne have lov at sige, at det kan være lidt af en sejtrækker. Særligt, når undertegnede i et øjebliks klarsyn beslutter sig for at holde begge reptiler hjemme fra institution tirsdag (hvor den ene julefrokost fandt sted). Thank g*d, Husmoder og Skrubben kom og stod for formiddags-underholdningen. Og når Varanen beslutter sig for at sove som en klaphat natten mellem onsdag og torsdag, skrante torsdag, så han blev nødt til at blive hjemme, og fredag - i dag - så er dagen med næste HDD-julefrokost, aj så må jeg godt synes, jeg er lidt træt. Bare lidt.

Slattenfrans får i fridagens anledning lov til at spise 'pastamad' på køkkenbordet

Heldigvis var begge unger friske til at tage i institution i dag, så de har været af sted hele dagen. Mens jeg havde mere end almindeligt svært ved at tage mig sammen til noget klogt, så det meste af tiden blev brugt på at samle den uendelige strøm af IKEA-møbler, der står over alt i huset, samt klistre noget wallsticker op på Øglens værelse (€#&"/"!!).

Wallstickers from hell. Men Øglen blev glad. Og tror, at det er nissen, der har sat dem op. Jeg retter hende ikke, for så har vi nogen at skyde skylden på, når Øglen kommer i tanker om, at det da vist ser lidt skævt ud ...

Jeg må tilstå, at jeg ikke spåede vores fredag aften til at blive specielt hyggelig, da Øglens reaktion på min tilsynekomst i børnehaven i dag var et surt fjæs og et gjaldende "DUMME MOR!" Og da hverken Øgle eller Varan overhovedet gad høre tale om at blive til Luciaoptog i vuggestuen (hvor ingen af dem i parantes skulle gå med), var det eneste, jeg sådan for alvor ønskede mig, et smart ur, der kunne spole tiden hurtigt frem til sengetid.

Men. Det gjorde underværker at komme hjem. Og komme i skumbad og få nattøj på klokken 16 (!?) At få besøg af sød nabo og sød nabodatter. Og blive inviteret ind til selvsamme naboer og få aftensmad, for "så behøver I ikke stå og bøvle med det selv!". Derfor har jeg ikke svinget en eneste kødgryde til aften og har i stedet ladet mig (og reptilerne) traktere med lækker laks og røræg. Og udsøgt hvidvin til de voksne.

Skumbad i verdens mindste badekar. Sammen, selvfølgelig. Næsten uden at slås. 

Efter Disney Sjov (er jeg den eneste, der elsker, at det kun varer en halv time nu pga. julekalender? Det eneste, der er godt ved programmet, er jo de gamle tegnefilm, som tilsammen udgør ca. 10 minutter af den time, det plejer at vare) ville Varanen gerne hjem og putte, mens Øglen gerne ville se en tegnefilm hos naboen. Ingen problem, sagde naboerne, så nu er jeg hjemme hos snorksovende Varan, mens Øglen hænger ud hos naboerne. Der kommer ind med hende, når filmen er færdig/når det er ved at være puttetid for deres børn. Indtil videre har hun været derinde en time, og jeg har nået at rydde op, blogge og overveje at begynde på et afsnit af Grey's.

Så på den måde er det jo ingen sag at være julefrokostgræsenke. Overhovedet, faktisk. Måske man skulle foreslå, at Øglen bare sover derovre ...?!

torsdag den 12. december 2013

I samme rille, og så alligevel ikke

... Ja, altså, man skulle næsten tro, at det her var en boligblog efterhånden. Ikke så meget på grund af vores helt unikke og fantaztizke indretning (hvorNÅR bliver ikke-matchende psykopat-rod trendy? HvorNÅR, spørger jeg bare!), men fordi oprydning, opbygning og indretning er det, der fylder hjernen til randen for tiden. (Og nåja - de børneorm, jeg netop har opdaget i Varanens ble fylder også lidt i hjernen, men nogen har fortalt, at de er relativt nemme at slippe af med. Så det siger vi, at de er. Så kan jeg nemlig bruge krudtet på at få huset til at ligne noget, vi kan være bekendt, når villavejshorderne vælter ind om en uge).

Ikke at vi har nået det store siden mit sidste indlæg. Ud over altså at kyle stakkels HDD en tur mere i IKEA og at planlægge endnu en tur - denne gang til outlaw Tåstrup, fordi nogen har bestemt, at IKEA'en derude skal være den hellige gral, når det gælder saml-selv produkter med halsbrækkende navne. Vi har hængt et skrivebord op på Varanens værelse, og der følger snart en hylde efter. Og Øglen har nogle sindrigt udseende wallstickers med blomster (lifelike. IKKE tegnede. Det bruger vi (åbenbart) ikke mere) liggende klar til, at jeg orker at klatre rundt i hendes seng og bande og svovle, mens jeg arbejder med gigant-klistermærker. Men det er vist også dét.

Så hvorfor dette indlæg, tænker I nu? Og jo - nu skal I høre: I dag har vi haft en elektriker på besøg. Han fiksede den kontakt, der i hele vandskade-opbygningsmisèren blev fanget på den forkerte side af en ny væg. Udover, at kontakten er noget løs i det (underdrivelse fremmer forståelsen - den hænger kun med nød og næppe fast i mørnede ledninger og var kun et sekund fra at udspy gnister. Måske), så var den blevet placeret på Øglens værelse. Relativt uhensigtsmæssigt, da det er den kontakt, der styrer lyset i entréen, som vi så ikke liiiiige har fået sluttet til endnu, OG det lys, der er foran hoveddøren. Men nu sidder den rigtigt igen og er oven i købet blevet opdateret fra tresser-kontakt til noget lidt mere nutidigt.

No biggie, kunne man mene. Hvis altså ikke det var fordi, elektrikerens kommen og gåen markerede den endelige afslutning på hele Projekt Udbedr Vandskade. En vandskade, der har varet siden midten af juli (og ja, jeg ved godt, at indlægget, jeg linker til, er fra august. Men på det tidspunkt havde vi altså været i gang et par uger). Som jeg nævnte i sidste indlæg, er vi ikke helt i mål endnu. Men det er småting, der langt overskygges af, at vi har et (fungerende) badeværelse og en gang, der ikke er hul i.

Jeg er faktisk ikke helt sikker på, at jeg forstår, at det er slut med den linde strøm af håndværkere. At der ikke længere permanent behøver ligge en nøgle gemt et hemmeligt sted udenfor til når vi ikke er hjemme (knap så hemmeligt længere, eftersom cirka 4.000 forskellige håndværkere kender stedet, men you get the point), og at den hærskare af håndværkerbiler, der til stadighed kører i fast rutefart på villavejen, ikke er til os.

Det overstiger også lidt min fatteevne, at vi snart er i mål med rigtig mange af vores projekter. Javist, vi mangler stadig lidt finish i køkkenet, et drivhus, der stadig ikke er færdigt (#piiinligt), og en garage, der næsten fortjener et indlæg for sig selv (og nogle prøveglas fra biologisk institut til at sikre de helt sikkert meget sjældne typer mug, der boltrer sig derude), men det er alt sammen ting, der kan vente. Til vi gider have flere projekter. Det må så blive omkring år 2020 ...

Nu burde det altså være slut med boligindlæg herfra. Bortset fra, at det er det ikke. For når børneværelserne er helt færdige - hvilket sker, efter HDD har fået smølet sig selv til Tåstrup - og før Store Æbleskivedag For Villavejen - så kommer der boligspam. En masse. Så er I advaret ...

mandag den 9. december 2013

Produktivität, IKEA og fødselsdag

Nåmn, kan I huske, at jeg for nylig skrev, at vi havde rimelig mange ting, der skulle være klar før den 19. december?! Nu er det så gået op for os, hvor kort tid, der er, til det er den 19., så gæt, hvad vi har lavet i weekenden ...?

Det begyndte i lørdags. Hvor vi var inviteret til fødselsdag hos min ældste niece. (7 år, mand. Store pige!) Vi kunne godt regne ud, at en fødselsdag i København nok ikke ville give os så meget på projektkontoen (så kloge er vi nemlig!), så vi kompromisede den og sendte mig og reptilerne til fødselsdag, mens HDD blev hjemme og gik igang med at hamre og banke, og hvad vi nu ellers skulle nå. Men ikke før vi havde været i IKEA, altså. Alle fire. Fordi HDD ikke gad rende rundt derude alene og finde dims og dut. Heller ikke selv om jeg argumenterede ihærdigt for, at det var langt det smarteste at gøre det selv. Så vi tonsede rundt i helvedes forgård og fandt de forskellige ting, vi skulle bruge - og så tog jeg lige en ekstra lynrunde, fordi jeg glemte det søde sengetøj til Øglens nye værelse, som jeg havde forelsket mig i på nettet. Blot for at få et skeptisk "Hvad er det?" fra Øglen, da jeg kom tilbage med det. Og et "Det vil jeg ikke have. Det er for små babyer", da hun hørte, at det var til hende. Mit spage "Jamen, der er små ræve på" blev skudt ned med et "Jeg kan godt lide ræve, mor. Hvis det er rigtige ræve og ikke sådan nogle tegnede nogle", så min lynrunde var forgæves, og vi efterlod sengetøjet på lageret (rundstykke, IKEA-mennesker. Men jeg magtede simpelthen ikke at tonse hele vejen rundt én gang til).

Efter raidet i IKEA. Trætte børn. Og mange varer på den vogn, Øglen holder fast i

Reptilerne opførte sig faktisk upåklageligt i IKEA i de to timer (ja. To timer. Næsten, i hvert fald) vi var der. De blev tanket op med juice, rugbrødsstænger og frugt (tak, IKEA, fordi I nu tilbyder alternativer til sodavand ad libitum, kanelsnegle og franske hotdogs), og så var de klar til fødselsdag.

Det var en dejlig fødselsdag. Som var så spændende for Varanen, at han kun tog en halv times lur. Men ikke tale om, at han ville gå glip af hverken Mårmor, Mårfar eller Troldemor - eller onkel, tante eller kusiner, for den sags skyld. Øglen legede med kusinerne, og havde jeg haft nogen som helst betænkninger ved at tage alene af sted med reptilerne til fødselsdag og uanede mængder kage, blev de gjort eftertrykkeligt til skamme. Jeg så nemlig nærmest ikke noget til mit afkom, så jeg nåede at drikke temmelig meget kaffe, snakke endnu mere og blive inspireret til, hvad Varanen skal have i julegave. (Øglen er det straks en anden sag med. Hun ønsker sig ikke rigtig noget. Ud over altså skiundertøj (!?), som jeg jo personligt synes er en lidt kedelig gave. Og en diamanthalskæde, men hvem ønsker sig ikke sådan en ...).

Der pyntes kagemand

HDD kom og fik aftensmad, og så gik turen ellers hjemad med to trætte reptiler. Der dog ikke var trættere, end at vi lige kunne stoppe ind omkring 'Den gule handlebutik' (Netto) og købe et sengesæt med et rensdyr (et foto af et rensdyr. Ikke et tegnet rensdyr. Meget vigtig detalje!) til Øglens nye seng.

Søndag skulle Øglen over til en veninde og lege; Noget begge piger har set frem til i lang tid. "For mig og I er nemlig forelskede, mor!" Det betød, at HDD og jeg kunne få samlet meget af høsten fra vores IKEA-raid (og Varanen kunne hjælpe til) og komme et godt stykke videre med Projekt Øgleværelse. Faktisk formåede vi at blive så færdige i går, at vi nu godt tør sige, at vi kun mangler detaljer derinde. Låger til garderobeskabet, fx. Billeder på væggene, et par hylder op og en skammel til skrivebordet.

Ud med den 'lille' seng. Ind med kæmpemadrassen. Bemærk venligst fraværet af det store hul i entrégulvet

Øglen blev intet mindre end lykkelig, da hun så værelset. Hendes seng er hun særligt vild med - den er hævet over gulvet (uden at være en køjeseng), og så er den stor. 90x200, så der er masser af plads at boltre sig på. Når vi er helt færdige, skal jeg nok vise billeder.

Farmor kiggede forbi ud på eftermiddagen, hvor Øglen var kommet hjem igen, men Øglen var ikke så social; Hun havde nemlig travlt med at indrette sig på sit nye værelse. Det betyder, at vi nu har fået fjernet fire flyttekasser med legetøj fra vores stue. Ligesom Øglens tøjskab jo også er kommet væk fra stuen. Vi voksne har svært ved at få armene ned.

Der blev indrettet så meget, at vi helt glemte tiden, så Jul på Slottet kom og gik, uden nogen opdagede noget. Til gengæld fik vi købepizza, som begge unger høvlede temmelig meget ned af, så der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Og Øglen blev puttet i sin nye seng i sit nye værelse. Stor og stolt pige. Der sov sødt i løbet af nul komma fem. Og så taler vi ikke om, hvor mange gange hun vågnede i nat, og hvor hun endte med at sove størstedelen af natten. Hovedsagen er, at hun faldt i søvn i sin egen seng. Derfra er det kun et spørgsmål om tilvænning, før hun sover der hele natten ...

tirsdag den 3. december 2013

Dans dans dans

Jeg er stadig i julestemning. Så meget, at jeg næsten - næsten! - ikke kan finde på noget halvspydigt, evt. kiropraktor- og/eller alkoholrelateret, at sige til det faktum, at en af isbjørnene i den center-kvartet, jeg nævnte i sidste indlæg, men ikke kan linke til på AjFåååun, har et uhyggeligt vrid i nakken og stirrer determineret ind i Centerpubben. Men det er selvfølgelig, trods alt, en forbedring fra i sidste uge, hvor den slet ikke havde noget hoved ...

Nu sidder jeg så i (julepyntet) Forstads-foyer og hører julemusik og små klaskende barnefødder på den anden side af den til lejligheden opsatte spejlvæg. Øglen er til dans (og Varanen er til 'mikle'. Med HDD. Gnæg), og jeg sidder og stener. Burde helt klart arbejde, men jeg har 'glemt' computeren, og desuden skal jeg til møde lige efter dans, hvor jeg skal være klog og vigtig. Lad os sige, at det vejer op på en arbejdsdag, hvor min primære indsats har ligget i at male loftet i badeværelset ...

HDD har fået sat filt på væggene på Øglens værelse, så nu skal der bare males, før der kan blive indrettet, og Øglen kan få sit værelse tilbage. Vi har givet os selv en skarp bagkant, der hedder den 19. december - ikke bare for Øglens værelse, men for alle de resterende småting (male loft i entré, indrette entré, sætte lister omkring vinduer, mv.) i huset. Vi har nemlig inviteret hele vejen (hvilket på ingen måde er lige så mange huse, som det lyder til) til - ja, I gættede rigtigt - julearrangement den dag. Og så nytter det jo ikke noget, at det ligner en byggeplads.

Men jeg er sikker på, at det bare lige kræver et par timers reptilfri i ny og næ plus en god omgang julemusik - så er hytten fin og præsentabel. Og i det mindste er der jo et toilet indenfor nu, så helt galt kan det ikke gå.

... Og nu klasker barnefødderne så HELT amok ved siden af. Og julemusikken er erstattet af MGP. De hygger sig (og jeg bliver døv). 20 minutter to go ...

- Postet fra mini-Padden

mandag den 2. december 2013

Så' det juuuul

... Altså, sådan da. Under alle omstændigheder er det blevet december - også i Den Nordlige Provinsby. Til stor glæde for især Øglen og, må jeg indrømme, undertegnede. Jeg elsker julelys og den stemning, der indfinder sig i julemåneden - og efter jeg har fået børn, er det jo decideret magisk.

Den 'spæde' nissedørsstart 


Nu med alt udstyr 

I sidste uge var Øglen og jeg på vores sædvanlige rosinbolle-raid i det lokale center (man kan nemlig ikke danse i tre kvarter, hvis man ikke har fået en rosinbolle først. Har Øglen bestemt), og der var pyntet op til jul efter alle kunstens regler. Øglen var helt vild - det er også flot! - og det lykkedes mig faktisk næsten at se det med hendes øjne og lade mig begejstre lige så meget. Af samme årsag flyttede vores drillenisse ind kort efter - før den første december. Jeg kunne nemlig ikke vente mere. Good call, hvis man skal dømme efter den unge Øgles reaktion - der bliver gået op i det med liv og sjæl, og den langsommelige indflytning er blevet fulgt med skarp opmærksomhed. Og da nissen så endelig rykkede ind, sådan for alvor - med støvler foran sin miniaturedør og julesokker på reptilernes værelsesdøre (hos os er det nemlig drillenissen, der egenhændigt står for julesokkerne. Og Mårmor, der står for det fyld, der skal i dem) - ville begejstringen nærmest ingen ende tage. Varanen er noget mere cool omkring det, men det skyldes måske, at jeg har placeret nissedøren lidt væk fra gulvet (læs: ovenpå brændeovnen), så han ikke kan smadre både udstyr og illusion i ét hug.

To reptiler, der kigger på isbjørneorkesteret i det lokale center. Varanen er bestemt heller ikke upåvirket af al flitterstadsen. (Og ja. Vi er nu officielt sådan nogle, der lader vores børn underholde i centeret ...)

Mårmor Nissen fordeler, blandt andre ting, Pixi julekalenderen i reptilernes julesokker i år - 24 bøger givet skiftevis til ungerne. Den, der ikke får en bog, får en dims (nissehue, lille dukke, bold eller lignende), og allerede nu - blot to dage inde i konceptet - kan jeg afsløre, at vi nok får 12 relativt bøvlede morgener. Øglen synes nemlig ikke, at det er helt lige så sjovt at få en Pixibog, som jeg havde troet inde i hovedet #hvadhavdejegregnetmed?. Og trods alle forsøg på at forklare begrebet "taknemmelighed", så en fireårig er helt og aldeles enig, tror jeg stadig, at vi må ruste os til lidt mukkeri de dage, hvor det er Varanen, der modtager den, ifølge Øglen, 'rigtige' gave.

Indtil videre er Varanen godt nok temmelig ligeglad med, hvad der er i hans julesok - bare der er et eller andet. Og han elsker jo bøger, så al ny lekture bliver modtaget med glæde - og et råb om "JULEMAND!", hvis der er bare skyggen af en nisse at spore. Dermed dog ikke være sagt, at han ender med at modtage de resterende 22 Pixibøger ...

Julemåneden blev i øvrigt skudt godt i gang for HDD og jeg med en weekend, der bød på et velfortjent spaophold på Kurhotel Skodsborg. Og helt uden at have aktier i foretagendet eller modtage noget som helst for at sige det, vil jeg på det varmeste anbefale deres Spa Adventure. Det var fantastisk, og at der var afsat et par timer bagefter til brunch, før vi igen skulle ud i den virkelige verden, gjorde jo bare besøget helt perfekt. Ikke mindst pga. de rå mængder kaffe og de nystrøgne aviser. Varigheden var også god - vi kunne nemlig lige nå en familiefødselsdag bagefter, før vi gik helt omkuld.

Klædelige bliver de nok aldrig, de der badekåber, men praktiske - det er de


#nomnom

Søndag bagte vi honningkager, klaskede juledekorationer sammen og foldede julestjerner det meste af dagen hjemme hos Farmor til den årlige HDD'ske klippe-klistre-dag. Øglen scorede et nissekostume fra en af sine store fætre (som hun har leget så godt med hele weekenden på trods af aldersforskellen på syv år, at mit moderhjerte (og tantehjerte) er lige ved at briste på den gode måde), så hun er ikke til at skyde igennem. Særligt ikke fordi hun brændende har ønsket sig et, siden Fætter BR begyndte at hænge dem op udenfor butikken, så man ikke kan undgå at se dem. Tak for det, Fætter BR (!)

Dyb koncentration over honningkagerne

Nissebanden

Øglens juledekoration

Der er pyntet til jul i både børnehave og vuggestue, og børnehaven har tilsyneladende direkte kontakt med julemanden. Han sender dem nemlig dagligt et brev, der dikterer, hvad dagen skal bringe. Gad vide, om vi kan få Øglen til at gå i seng uden brok, hvis bare vi bilder hende ind, at det er julemanden, der har forlangt det? Det er måske værd at prøve ...

Som I kan høre, juler vi den helt ud i år. Det har kun været december i to dage, og jeg stresser nærmest allerede over, at det snart er slut. Der er så mange ting, vi skal nå at klippe, folde, spise og pakke ind. Så mange historier, vi skal nå at læse, og så meget julekalender, vi skal nå at se. (Det bliver dog næppe Jul på Slottet, som jeg ellers havde satset på. Ungerne kan ikke holde interessen fanget. Hvad ser I andre med børn på reptilernes alder?) Så hvis jeg ikke blogger så meget, er det bare fordi, jeg har megatravlt. Med at jule.

tirsdag den 26. november 2013

Noget om jul, mad, weekend og spons, eller Den weekend, jeg blev voksen

I weekenden var vi hjemme hos Mårmor og Mårfar. Igen-igen. Men denne gang var HDD også med, OG min bror og hans lille familie var der. Anledningen var, udover selvfølgelig, at vi 'bare' skulle hygge os, den årlige bage-/knase-weekend.

Ikke, at jeg fik hverken bagt eller knaset særlig meget. Ud over altså de par stænger brunkagedej med pistacienødder og lakrids, som Øglen og jeg fik æltet sammen i torsdags, da den slatne Varan tog sig en maratonlur. (4,5 timer. Crazy!) Marcipanen nåede vi aldrig rigtig til, og Luciabrødene blev bagt søndag, efter vi var draget af sted for at få fragtet Øglen af sted til et andet bage-/knasearrangement.

Skæreskære brunkager - og forsøge at holde små, interesserede reptilfingre fra den. Dejen var næsten bedre end kagerne, syntes de

Mårfars hjemmebagte "æbleskiber", som Varanen kaldte dem

Til gengæld fik vi klippeklistret lidt - engle, flere engle og små nisser blev det til fra min og Øglens hånd. Ikke ligefrem et overvældende udkomme af en hel weekend, men vi skulle jo nå så meget andet. At spise, for eksempel (#vigtigt).

Tyl-engel à la Filihunkat, hånd-, fod- og mundengle og nisser à la Filihunkats søster, som tilfældigvis er min svigerinde

Det kræver sit køleskab at bespise 10 sultne personer, hvorfor jeg havde taget forsyninger med, så Mårmor og Mårfar ikke behøvede at stå for det altsammen (som de plejer). Ikke mindst fordi jeg jo var så heldig at modtage hele to lækre spons-kasser i sidste uge - en fra Kohberg* og en fra Kokkens Favorit. Så vi kom godt omkring hele madpyramiden, og det skulle familien selvfølgelig nyde godt af.

Kød-kassen

Brød-kassen

Således havde jeg medbragt rugbrød med hhv. græskar og majs (førstnævnte var desværre muggent, men det er jo det, der sker med rugbrød fra tid til anden. Det andet var lækkert), æblecider-marmelade fra Kivik Mosteri, Urtekrams sandwich spread med basilikum, grøn tomatrelish, Kåsaberg sild (som jeg spiste sammen med Mårmors killer-æble-karrysalat. Mums!), leverpostej og sylte**. Personligt bryder jeg mig ikke om sylte, men de øvrige i selskabet spiste den med velbehag. Den anden (der var nemlig hele to i kassen) blev doneret til naboernes julefrokost sammen med et rugbrød og faldt i god jord.

Derudover var der en masse lækre sager fra Mårforældrenes køleskab, så weekendens frokoster har været ganske overdådige. Og det skal man jo ikke klage over. Overhovedet.

Reptilerne var ellevilde over endnu engang at være på besøg hos Mårmor og Mårfar, og at kusinerne også var der, var bare en bonus. I hvert fald for Øglen, der legede amok med dem begge to. Kusinerne er hhv. 2 år ældre og 1 år yngre end Øglen, så det er lidt forskelligt, hvem der leger bedst med hvem. Men denne gang var det ret ligeligt fordelt, omend Øglen og den yngste kusine i særdeleshed havde en fest. Blandt andet med at synge temmelig meget (og temmelig højt) for hunden. Før jeg fik børn, var barnesang (på den falske, skingre måde) noget af det værste, jeg kunne komme i tanker om. Nu er det - for det meste - SÅ hyggeligt ...

To Dracula-kusiner

Varanen er også vild med sine kusiner, men han er allermest vild med sin Mårmor. Så der var ikke nogen tvivl hos ham om, hvem han helst ville hænge ud med. Særligt ikke fordi han var temmelig snottet og hostende og ikke helt gearet til trioens vilde lege. (Selv om han nu virkede RET frisk på mig de 2,5 timer, han var vågen natten mellem fredag og lørdag. Hvor han ville "OPPPP!", "SE SARSYN!", "LE-JØ LE-GO, MO-AR!", "LÆ-SØ BÅW, MOAR" og snakke med Mårfar, da det omkring klokken 05 lykkedes ham at råbe Mårfar vågen. Så slattenheden gemte han til om dagen, og så kunne han og undertegnede jo passende være slatne sammen, selv om min slattenhed 'kun' skyldtes uendelig træthed ...)

Yndlings-Mårmor

Yndlings-Mårfar

Men hvis vi havde troet, at weekenden udelukkende skulle handle om at bage, knase, klippe-klistre og spise, så kunne vi godt tro om igen. Mårmor og Mårfar er gået i gang med det helt store rydde-op-og-rydde-ud-frenzy, og nu var turen nået til de seks bedrollers, der var fyldt med Lego. De kan jo have en pointe i, at det er lige i overkanten i forhold til, hvad deres børnebørn når at lege med, når de er på besøg (særligt fordi tre af bedrollerne er placeret på loftet og derfor aldrig ser dagens lys), men sådan har det været en menneskealder nu, så vi havde alle accepteret tingenes tilstand. Indtil nu, altså.

Bittelille togbane (i forhold til, hvor mange skinner, der er)

Mårfar havde imidlertid besluttet, at det resterende Lego også skulle om ikke sorteres, så deles. Mellem min bror og jeg. Så midt mellem alle julerierne og spiserierne, gennemgik vi kasse efter kasse. I guder, hvor har vi haft meget Lego som børn. Det er jo faktisk næsten helt pinligt. Men dengang havde vi naturligvis også en hel kælder til rådighed, som vi kunne bygge i - og lade kreationerne stå i, ikke mindst. Det er så ikke helt tilfældet nu. Alligevel er jeg nu den glade indehaver af tre bedrollers fyldt med Lego - primært tog med et uendeligt antal skinner, skiftespor, lysledninger og transformatorer (arj, ok - der er kun en enkelt transformator). Og skidtet virker! Brormand og HDD byggede en lille bane "bare for at prøve" (yeah, right - bare indrøm, at I blev 12 år igen for en stund), og togene futtede lystigt derudad. (Nåja - og så alt mit Fabuland, som jeg nolede med hjem for nogle måneder siden).

Et par af Lego-bedrollerne
 
Varanen bliver en lykkelig dreng, når han om et par år bliver stor nok til at lade være med at smadre togene (han nåede at skille tre ad på de få timer, togkassen var åben. Lømmel!). Og når vi har vundet i Lotto og enten fået et større hus med integreret legerum, eller fået bygget til vores eksisterende hytte. Så kan vi nemlig bygge togbaner, der vil blive kendt vidt og bredt i kvarteret.

Brormand scorede en lufthavn med et hav af shuttlebusser, -minitog, lastbiler, kontroltårn, mv. Og så var der jo selvfølgelig alle de 'ukurante' klodser, som vi delte sådan nogenlunde fifty-fifty. Bortset fra den halve bedroller med klodser, der fik lov at stå, til når der er småfolk på besøg.

Så nu er vi sådan nogle med ustyrligt meget Lego. Godt nok næppe så meget som Konen, men jeg tør godt vove det ene øje og sige, at vi har flere tog (ellers bliver jeg bange). Og jeg er for alvor blevet voksen. Hidtil har jeg ikke helt vidst, hvad definitionen på at blive voksen egentlig var. Og havde man spurgt mig før, ville jeg nok have sagt noget i retning af, at "Man er voksen, når man har fået et barn" eller "Man er voksen, når man er flyttet i hus" eller sådan noget. Nu siger jeg imidlertid "Man er voksen, når ens forældre rydder loftet for ens gamle legetøj, og man får det med hjem. Til sine egne børn".

-----

*Egentlig var rugbrødet en del af en 'madpakke-kasse', men da begge reptiler har madordning i institutionerne, smører jeg ikke så ofte madpakker længere. Det ændrer imidlertid ikke på, at jeg synes, det er enormt vigtigt at smøre lækre, alsidige madpakker, når behovet opstår, og derfor er jeg da også utroligt glad for den inspirationsbog, der fulgte med (Madpakkebogen af Louisa Lorang) samt en superpraktisk madkasse fra Sistema. Madkassen havde jeg i øvrigt hele to af i forvejen, da det var den, jeg sværgede til, da Øglen havde madpakke med dagligt. Jeg har faktisk ikke lovord nok i mit vokabularium om den - den er VIRKELIG god!

**Der er stadig lækre, koldpressede olier samt masser af pølser tilovers fra kødkassen. De skal nydes på grillen til vores næste Spis & Skrid-arrangement med gode venner.

fredag den 22. november 2013

Jeg skovler ind ...

Jeg har været en heldig kartoffel på det seneste. I sidste måned vandt jeg en lækker forkælelseskasse ovre hos Camilla. Der var tyggegummi i lange baner og fire stk. Alt for Damerne. (Eller - der var faktisk kun tre blade i kassen, men det sidste blev eftersendt. Hvor god service er dét lige?!). Og et stort V6-badelagen, som måske nok ikke er så kønt, men til gengæld er jävla-praktisk til ungerne, når vi er i svømmehallen, fx. Jeg er generelt for dårlig til at tage en time out på sofaen med et blad (damn you, smartphone!), men når bladene ligefrem bliver fragtet til en, så er der ingen vej udenom. Og selv om jeg ikke har en krone til at købe de lækre sager, der vises, så er det nu alligevel slet ikke så tosset at ligge og bladre i et blad (eller fire).

Se lige en lækker pakke!

Derudover var jeg så heldig at vinde en fotobog på Karinas fine blog. Fantastisk, eftersom Varan er blevet meget opmærksom på, at det kun er Øglen, der har en fotobog fra sommerferien, og at han ikke må røre den med en ildtang. Så han skulle også have en, syntes moderen. Det syntes bankkontoen bare ikke - men så var det jo heldigt, at jeg vandt en. Når barnet er så vild med at se billeder, er det jo oplagt.

Varanens billedbog. I sygeligt gult lys - beklager billedkvaliteten

Jeg vil ikke gå i detaljer med, hvor bøvlet det var at bestille fotobogen. En god blanding af sløj service og akut 'jeg fatter ingenting' hos mig selv gjorde, at det blev mere bøvlet, end det var strengt nødvendigt. Det gjorde også, at det første udkast, jeg møjsommeligt (det tager ret lang tid at lave sådan en bog, faktisk) havde lavet, blev arkiveret lodret af softwaresystemet grundet en eller anden uforudset fejl. Det udfordrede mig lidt på min ikke-eksisterende tålmodighed og gjorde, at det endelige resultat blev lidt sjusket. Men det er jo min egen skyld. Sådan da. Varanen lader dog til at være pænt ligeglad, og det er det, der tæller ...

Mmmmmm - mit hår kommer til at takke mig (og Anette!) så snart, jeg tager godterne i brug

Og så skulle man jo tro, at det var gjort med dét. Men nej! For sør'me om jeg ikke også var så heldig at vinde lækre John Masters-sager til håret ovre hos den skønne Anette. De kom forleden og dufter himmelsk, så jeg kan slet ikke vente, til badeværelset er færdigt (any day now!), så de kan komme derind og pynte. (Ikke tale om, at de skal besudles af bad- og toiletvognen).

To bodyer med hhv. lange og korte ærmer, et par leggings/lange underbukser og en hjelm. Lige, hvad en snottet Varan behøver

Sidst, men ikke mindst, landede der (i bogstaveligste forstand. Den blev fragtet af en tømrer - en af de mange håndværkere, det vrimler med i hytten i øjeblikket - gennem den vidtåbne dør og lige i armene på mig) en lækker, blød pakke. Det var så godt nok ikke noget, jeg havde vundet, men i stedet noget, jeg havde fået - et sæt af Bilkas nye uldtøj til småbørn; Små Rollinger. Jeg må med skam indrømme, at jeg ikke har så meget uldtøj til ungerne, men det her kom som kaldet. Varanen er frisk igen (det hjalp at ignorere sygdommen i går på bloggen, tror jeg), men stadig lidt snøvset, så han er blevet iklædt en fin - og blød! - uldbody i dag under sin tynde striktrøje. Og den passede perfekt, selv om jeg syntes, at den så gigantisk ud, da den lå på bordet. Men Varanen hører jo heller ikke til de mindste, såeh ...

Og SÅ var der ikke mere held i posen i denne omgang. Det kan jo heller ikke bare fortsætte ud i det uendelige - selv om det da selvfølgelig er meget sympatisk af Universet at forsøge at retfærdiggøre, at vi har måttet leve med bad- og toiletvognen i tre. måneder. Men der skal mere til, før jeg lader dén lille detalje fare, Univers. Bare så du ved det!

torsdag den 21. november 2013

Mig og Kristian Thulesen Dahl

Jeg var på besøg hos (Tr)oldemor i går. (Og spiste frokost med Husmoder, købte gave i Thereses biks (den bragte i øvrigt lykke, Therese) og var til middag med verdens sjoveste veninder. Så jeg nåede da lidt). En fantastisk hyggelig dag (som godt nok blev afsluttet med at ligge i ske med opkastende Varan, men det springer vi lige let og elegant henover i dette indlæg) med lutter gode ting. Bortset lige fra en lille detalje hos Troldemor. Hvor jeg kun lige var nået inden for døren og var i færd med at smide overtøjet:

Troldemor: Må jeg lige SE dit hår? Hvornår er du blevet klippet så kort?

Mig: For en uges tid siden.

Troldemor: Du ligner ... Hvad er det nu, han hedder ...

Mig: Han?! Du behøver ikke sige mere nu.

Troldemor: Hvad ER det nu, han hedder? Jeg har lige set ham i tv. Han er sådan en flot mand. Bare ærgerligt, at alt, hvad han siger, er sådan noget forbandet sludder. Men det er jo nok fordi, han er fra Dansk Folkeparti.

Mig: Kristian Thulesen Dahl????

Troldemor: LIGE præcis!

Mig: Tak. Eller noget.

Så nu er jeg åbenbart blevet sådan en, der ligner ikke bare en fra Dansk Folkeparti, men oven i købet en MAND fra Dansk Folkeparti. Bekymrende. (Og det hjalp i øvrigt ikke, at hun senere ændrede holdning til, at det var Karen Blixen, jeg angiveligt ligner. Den første indskydelse er altid den rigtige. Er det ikke sådan man siger?). Resten af eftermiddagen foregik dog sådan nogenlunde uden fornærmelser, og vi hyggede os som sædvanligt rigtig meget. Så jeg overlever nok. Korthårsfrisure eller ej. Det eneste, der ærgrer mig, er, at jeg ikke fik sagt, at hun, hvis hun anlagde sig overskæg, ville ligne Hercule Poirot lidt. Men det siger jeg bare næste gang. Gnæggnæg.

mandag den 18. november 2013

Det beskidte barn - og noget om en forlænget weekend

Øglen, Varanen og jeg har holdt lang weekend. Hos Mårmor og Mårfar, der har taget sig godt af os fra onsdag aften til søndag middag. Jeg havde forsøgt at arbejde så meget 'forud', som det nu kunne lade sig gøre, og derfor var der ikke specielt mange opgaver, der skulle passes. Derfor havde jeg regnet med rigelige mængder tid til at blogge og fjolle rundt på computeren, men jeg havde tilsyneladende lige overset det lille faktum, at jeg jo var a l e n e af sted med reptilerne (HDD var blevet overladt til sig selv for at arbejde og lægge tag på garagen). Og selv om Mårmor og Mårfar aflastede det bedste, de havde lært - og reptilerne i øvrigt opførte sig upåklageligt - så er der alligevel en hel del at se til med sådan to småkravl.

Både Øglen og Varanen syntes vist, at det var den bedste idé, jeg havde fået længe, at vi sådan tog på forlænget weekend i det vestsjællandske. Uendelige mængder opmærksomhed, tålmodighed og god mad. En hund, der finder sig i at blive klappet, aet og løbet efter, og en kæmpehave, der er perfekt til at lege gemmeleg i. Eller at løbe om kap i. Som var tilfældet lørdag, da Øglen bestemte, at hende, Mårmor og Mårfar skulle løbe. På den organiserede måde med medaljer, pokal og piedestal, naturligvis. Og dommere. Mindre kunne simpelthen ikke gøre det. I må selv gætte, hvem der vandt, men jeg kan afsløre så meget, at det ikke var Mårmor. Eller Mårfar.

Vinderen med medalje og pokal

Efter løbet. Varanen, som ikke deltog, var heldig at måtte låne tredjepladsens medalje

Det er ret fantastisk, at begge reptiler nu har en alder, hvor jeg ikke længere får akut stress ved tanken om at tage dem begge to med på overnatning(er) som den eneste forælder. Man kan tydeligt mærke på især Varanen (sådan har Øglen haft det længe), at han får rigtig meget ud af at være med på besøg nu, og mundtøjet står jo ikke stille på ham. Han ELSKER sin Mårmor og Mårfar, og hvis han kunne, ville han vist gerne flytte ind i Mårmors lomme. Og "LÆ-sø båw, Mårmor!" Hele tiden. Men de hygger sig, gør de, og det er skønt at være vidne til.

Den smukkeste udsigt, og de sødeste reptiler

Øglen har brugt timevis på at arbejde med Mårfar i 'skoven', der ligger nedenfor huset. De har slæbt grene, trampet dem på plads i "twaileren" og kørt på lossepladsen med hele molevitten. Og så har hun været den trofaste hundelufter-makker. Der har været kage på bordet dagligt, og generelt har de bare haft det som blommen i et æg. Og det har jeg egentlig også. Ikke mindst fordi jeg fik lov til at sove til klokken 9 - KLOKKEN NI! - en af dagene. Fordi Varanen lige valgte at sove psykolænge. Han vågnede op i højt humør, hvilket jeg også gjorde - kan man andet, når klokken er 9, og baggrundsstøjen er ivrig pludren og sommerfugle-sangen fra vuggestuen?! Øglen trumfede i øvrigt med at sove til klokken 10, så det var en af de formiddage, der går over i historien. Og bliver trukket frem som "Du kan jo godt, Varan!"-eksempel, næste gang han finder på, at det er morgen ved 05-tiden.

"MIN bar-ne-wåuwn!" (som manglede overdelen, der var blevet ret så våd)

Mens vi var i det vestsjællandske, var reptilerne i bad. Det burde der jo egentlig ikke være noget odiøst i, og det er der da sådan set heller ikke. For Øglens vedkommende, i hvert fald. Med Varanen er det en lidt anden sag.

Tingen er (som jeg sagde frygtelig meget i slut-halvfemserne. Undskyld, danske sprog!), at vi jo ikke længere har et badekar. Det har vandskaden (og en hærskare af håndværkere) sørget for. Nu har vi i stedet en bad- og toiletvogn med et brusebad, som I ved. Øglen holder meget af brusebadet - Varanen hader det som pesten. Og i virkeligheden hader han også badekar. Det er kommet gradvist. Til at begynde med elskede han vores blå badekar højt, men det ophørte pludseligt, og i den sidste tid, vi havde karret, foregik badet med skrig og skrål.

Brusebad i en underlig, linoleumsbeklædt vogn blev ikke modtaget med mere varme end de sidste ture i badekarret. Tværtimod. Og da jeg et par gange havde forsøgt mig, kun med skrigeri af den hysteriske "hun slår mig ihjel"-slags bare for at sikre os, at HELE vejen kunne høre det, må jeg tilstå, at jeg gav op.

Vi er ikke udprægede svømmehalsmennesker (og i øvrigt hadede Varanen hvert sekund af det kvarter han nåede at opholde sig i en svømmehal i sommer), så vi har ikke brugt dén mulighed til at give ham et bad. Og pludselig var der bare gået rigtig lang tid, uden han har været i bad (skrigeri-brusebadene, der har varet omkring et nanosekund, tæller ikke rigtigt). Ifølge Instagram (og kalenderen) er det nu 11 uger siden, vi fik bad- og toiletvognen. Altså er det 11 uger siden, han har fået et rigtigt bad. Og det er jo HELT. VILDT. PINLIGT. Tænk, at jeg er blevet sådan en mor, der ikke lige har fået badet sit barn i fusking tre måneder! Og ja, jeg ved godt, at debatten kører mht. hvor tit man bader sin baby. Men som jeg har forstået det, bliver der talt i dage i dén debat. Ikke i måneder.

Altså, det er jo ikke fordi, han ikke er blevet vasket. Ud over at få en god rengøring i de nedre regioner hver gang, han bliver skiftet, bliver han jævnligt vasket i ansigtet, bag ørerne, under armene, på fødder og ben og sådan. Og af og til får han så gjort håret vådt og får det redt ud. Så han er fin og ren, og det er hans tøj naturligvis også. Han lugter, som en to-årig nu engang lugter - sådan en god blanding af baby og fims - og så vidt jeg ved, er der ingen, der har indberettet mig for vanrøgt. Endnu. Men altså, alligevel. Tre måneder er lang tid. Så jeg besluttede, at han skulle skrubbes hos Mårmor og Mårfar.

I guder, hvor var det svært at lokke ham op i badekarret. Og det lykkedes da også kun ved fælles indsats fra Øglen (som sad i karret), virkelig meget sæbeskum, mig, Mårmor, Mårfar og en mærkelig and, som Mårmor af uransagelige årsager havde i køkkenskuffen. Og som Varanen gik med til skulle vaskes. Af ham. Nede i karret. *indsæt fanfare*

Der blev badet. Og plasket og pjasket og hujet og grinet. Anden blev vasket, og Varanen blev skrubbet - og blev renere end aldrig før. Og dagen efter kom han i "skumbadddd" igen. Frivilligt, i øvrigt. Fordi vi nu arbejder på at slå fast med syvtommersøm, at det er DEJLIGT at være i bad.

I næste weekend skal vi hjem til Mårmor og Mårfar igen. Hvor der er endnu et bad i vente. Mindst. Og så håber jeg, at vores eget badeværelse er ved at være klar. Godt nok uden badekar, men så må vi jo anskaffe os en sej Varan-balje. For en ting er sikkert - der skal ikke gå tre måneder igen ...

onsdag den 13. november 2013

Mikle, mullarp og pik-on

Ja. Altså. Det her indlæg skal handle om rytmik. Som hedder 'Mikle' herhjemme, hvis man spørger Varanen. De to andre ord i overskriften har egentlig ikke noget med noget at gøre. Bortset fra, at jeg synes, de er sjove. 'Mullarp' er en muldvarp. Og efter jeg er gået i gang med at læse Pixi-alfabetet (i noget u-kronologisk rækkefølge) som marenmadsbåw, er det et ord, der bliver brugt en del herhjemme lige i øjeblikket, hvor vi er nået til - og tilsyneladende sidder fast ved - bogstavet M. 'Pik-on' er blot Varanens måde at sige bacon på. Og jeg burde muligvis rette det, men lige i øjeblikket griner jeg lidt af det i stedet. Fordi jeg er 12 år indeni. *Fniiiis*

Nå, men det var rytmikken, vi kom fra. Nogen kan måske huske, at jeg gik til 'lumikki' med Øglen back in the days på Østerbro. Hun og jeg gik også til rytmik, da hun var spæd, men med Varanen er det aldrig rigtig blevet til noget. Han var ganske vist med en enkelt gang til noget rytmik i kirken, da han var baby, men det lå på et virkelig dårligt tidspunkt i forhold til hans lure, så det blev droppet igen. Og lige pludselig blev han 2 år uden at have gået til noget som helst. #dårligmordotdk

Jeg er sikker på, at han har haft en glimrende tid indtil nu uden at gå til noget, og jeg er også overbevist om, at han ikke ville blive traumatiseret, hvis han ikke kom til at gå til rytmik nogensinde. Men ikke desto mindre er han nu begyndt på et hold. Sammen med HDD. I en anden nordlig provinsby, fordi alt børnerelateret i vores nordlige provinsby enten er ikke-eksisterende eller koster en pose diamanter og ens førstefødte. Han går til det sammen med HDD.

Tilmeldingen kommer sig egentlig mest af, at Varanen frygtelig gerne vil med, når Øglen skal til dans. Og det kan jeg egentlig ikke fortænke ham i - det lyder også meget sjovt, når hun fortæller om det, og han elsker at danse. Desværre er der bare ikke lige nogle dansehold for 2-årige, så vi tyede til det næstbedste og meldte ham til rytmik. På samme tid, som jeg er til dans med Øglen. Så det måtte altså blive HDD, der tog sig af Varanen og rytmikken.

...

Fik jeg nævnt, at det er HDD, der tager Varanen med til rytmik? Jeg skal bare lige være sikker, for det er nemlig ret store sager i vores lille familie. Hvor HDD hidtil hellere har villet gnave begge arme af end at deltage i kollektivt vanvid featuring babyer og bongotrommer. Men jeg må have bearbejdet ham rigtigt, for ikke nok med, at jeg fik ham til at sige ja til at deltage - han har også været af sted to gange nu. Ud af to. Også selv om første gang ikke umiddelbart var nogen succes (sætningen "Hun havde en UKULELE!" føg sammenbidt gennem rummet som det første, da Øglen og jeg vendte retur fra dans, hvor min rolle i parantes bemærket bare er at sidde og hygge mig i mit eget (og de 50 andre forældres) selskab), og Varanen havde stået og råbt "hjeeeeem" henne ved døren det meste af timen. Så jeg havde ikke regnet med, at han ville tage af sted i går.

Men de kom af sted, og det havde været en marginalt større succes denne gang. Ifølge HDD skal der dog noget mere til at imponere Varanen, end at hans far buldrer rundt og leger farlig løve blandt "7 nordsjællandske mødre, A. Jeg siger det bare!", men han havde da i det mindste ikke forsøgt at rømme stedet i går. Spørger man Varanen til hans 'mikle', er der smil over hele linjen, og munden står ikke stille på ham. Der bliver fortalt om en klovn, der napper, bolde, der blæser, farlige løver (så det har altså gjort indtryk) og meget andet. Så som jeg stædigt holdt på efter første gang, og som HDD efterhånden er ved at give mig ret i, så handler Varanens opførsel on site formentlig mest om, at det er en uvant situation, og at han endnu ikke er helt tryg ved det. Det skal nok komme. På et eller andet tidspunkt før de syv gange, vi har betalt for (og ikke de fem, som jeg kom til at fortælle HDD, det var), er overstået.

Jeg tvivler på, at HDD vil insistere på, at jeg melder ham og Varanen til forårs-mikle-holdet også. Men jeg tror ikke, at der er helt lukket land for, at de kunne melde sig til noget andet. HDD sagde nemlig i går, at han godt kunne forestille sig, bare sådan rent hypotetisk, at Varanen ville synes, at noget med musik og sang var sjovt. Det kunne jeg også forestille mig. Så måske vi kunne finde noget af det efter jul. Tirsdag eftermiddag ...

tirsdag den 12. november 2013

Er det bare mig ... (noget om vinterbeklædning og spons i lange baner)

... Eller er det ved at blive sådan rigtig koldt udenfor? Jeg ved godt, at lave temperaturer typisk føles ekstra lave, når man vralter direkte fra de varme dyner og direkte udenfor ved 6-tiden om morgenen, men hjemme hos os er det altså nødvendigt, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at komme i bad eller på toilettet. Vores badeværelse er nemlig ikke færdigt endnu, selv om vi nærmer os, og jeg er ellevild. Tror så rent faktisk, at Øglen kommer til at savne bad- og toiletvognen, men sådan må det være. Selv om den har tjent os godt, kommer jeg ikke til at begræde dens fravær. Overhovedet.

Reptilerne har for længst fået termotøjet med i institution, og det er de færreste dage, de ikke har haft det i brug. Der er også begyndt at snige sig et par flyverdragter ind i institutionernes garderobe, kan jeg se, og så sent som i sidste uge har jeg støvet Varanens gamle Reima-dragt af og givet ham den med. Det er ikke hver dag, han har den på, når jeg kommer og henter, men jeg lider af et eller andet Pakke Mine Børn Overdrevet Ind-syndrom, og således henslæbte Øglen sine to første år med en hue på mere eller mindre konstant. Har været noget lidt mere laissez-faire med Varanen, men det skal jo nødigt hedde sig, så nu sender jeg ham af sted med et nyt par handsker, og huer i en lind strøm, nærmest dagligt. (Tak til Louise for at sælge Flødebollernes lækre - og virkelig store - udvalg af vinter-accessories til Varanen, så han altid er klædt fint på).

Øglen ville allerhelst springe rundt i shorts og korte ærmer, hvis hun ellers fik lov. Men så var det jo, at jeg gjorde hende opmærksom på den fine flyverdragt, hun valgte mellem alt muligt tøj fra LEGO. Den ligger fint ude i bryggerset og venter på, at det bliver koldt nok til at tage den i brug, og pludselig kunne hun godt se idéen med at klæde sig varmt på. Faktisk valgte hun at tage den på på en af de luneste efterårseftermiddage, vi havde, og gøglede rundt i den i haven. Men så vænner hun sig da til den.

Gynger i Flyverdragt

Pasformen er rigtig fin, og størrelsen (vi valgte 110) er perfekt. Jeg havde overvejet at tage den i str. 104, da Øglen ret beset 'kun' er 104-105 cm høj, men jeg er glad for, at jeg valgte den anden størrelse. For selv om jeg havde læst, at Legos flyverdragter er noget store i størrelsen, gælder det altså ikke lige netop denne model - som helt sikkert vil være for lille, når vi når efteråret 2014. Men så er jeg overbevist om, at en anden lille pige, der har lilla som yndlingsfarve, vil blive glad for den. Sammenholdt med de (lilla) vinterstøvler, jeg endte med at købe til hende (tak for input, allesammen), bliver hun lilla varm fra top til tå.

Hvad Varanen angår, så har det der vinterstøvle-cirkus vist sig at være sværere end som så. Jeg fandt aldrig Dille-støvlerne fra Føtex, som mange anbefalede, så i stedet vaklede jeg lidt mellem Rugged Gear og Kamik. Og besluttede, at de virkede for tunge til en lille dreng. Så jeg endte med ikke at købe nogen, og derfor render han stadig rundt i gummistøvler. Med foer, godt nok, men alligevel.

Men så var det, at lykken tilsmilede os her i vores vandskaderamte og deraf efterhånden noget økonomisk trængte husholdning (ja, okay - alt er relativt. Vi mangler ikke noget, men har heller ikke lige uanede midler til vinterbeklædning). ByKier spurgte nemlig, om vi ikke kunne tænke os at teste og anmelde et par støvler. Efter eget valg. Og da deres vinterstøvler ser rigtig dejlige og Varan-passende ud, slog jeg til, hurtigere end man kan nå at sige "vinterstøvle-nedsmeltning".

Lækre, varme Terkel-støvler 

Øglen har tidligere haft et par ByKier-støvler, som vi var rigtig glade for. Husker dog, at de var noget store i størrelsen, så jeg brugte deres fodmåler-teknik (som dog ikke blev taget ligeså udførligt som den ellers meget brugbare video viser. Rundstykke, men så længe kan jeg man altså ikke få en 2-årig til at stå stille) for at være på den helt sikre side. Og endte med et par Terkel-støvler i størrelse 24. Iflg. målene passede det med 2 cm voksetillæg, men da støvlerne kom - lynhurtigt, i øvrigt - var de desværre for små. Jeg tror, det er det tykke, vamsede foer, der snyder og optager mere plads, end jeg lige troede. Så støvlerne måtte retur, og nu har vi lige fået et par str. 25 ind ad døren. Som passer perfekt. Støvlerne er både bløde og lækre og ser rigtig varme ud. Vinteren vil formentlig vise os, hvor varme. Under alle omstændigheder er de helt sikkert varmere end gummistøvler (foer eller ej), så allerede dér er vi kommet et godt stykke vej. Og så er det jo bare bonus, at Varanen er meget glad for sine "Døuvler".

Så mangler vi bare vinterbeklædningen til mig. HDD fik en ny vinterfrakke sidste år, så pyt med ham. Vinterstøvlerne har jeg - planlægger at bo i mine yndlings-Pajar-støvler - men min frakke er blevet lidt træt. Nu har det lokale renseri givet den kunstigt åndedræt, så jeg håber, den kan bære mig gennem vinteren. Og ellers hidkalder jeg jer, oh frakkefirmaer! Jeg er totalt til fals for varm påklædning og betaler i pæne ord! (Hvis altså I giver noget pænt. Er det grimt, er der kontant afregning med grimme ord. Så ved I dét ... ;-))

mandag den 11. november 2013

På tur

Weekenden, der netop er forbi, var vores sidste 'fri-weekend' inden jul. Bliver helt stresset af bare at skrive det - også selv om det udelukkende er hyggelige ting som julehygge, mere julehygge, spa-brunch, fødselsdag, og. så. videre, vi skal til. Men sådan er julemåneden (og måneden før, åbenbart) nok bare. Og hvad gør man så, når man har en fri-weekend? Man lægger flere planer. Således har vi været vidt omkring i weekenden. Eller, altså - alt er relativt, og det længste vi har været væk, er Roskilde, men altså ...

I Roskilde er der søde søde venner, som vi ser alt for lidt. Ligesom os har de små børn og et byggeprojekt (og deres får, i parantes bemærket, vores til at ligne det rene vand. Også selv om de ikke har nogen bad- og toiletvogn), så de kender alt til det der med, at tiden flyver, og at der pludselig lige er gået et par måneder, mellem vi ser hinanden. Men vi har aftalt, at sådan er det bare, og så må vi nyde det, når vi ses. Og holde fast i tanken om, at en dag er ungerne større, og så bliver det lidt nemmere at stikke hovederne sammen, end når bleer, middagslur og amning skal gå op i en højere enhed.

Det er hårdt - eller afslappende - at køre i bil

Men i lørdags skulle vi ses. Vi kom om formiddagen og blev til sidst på eftermiddagen, hvor Varanen ikke kunne mere. Han havde kun fået 15 minutters middagslur (han faldt i søvn i bilen på vejen og var så slet ikke til at slå ned senere), og da den energi, han havde fået af nyt, spændende legetøj, pølsemadder og gammeldaws æwlekage, var brugt, begyndte han at blive halvpirrelig. Så af sted med os. Inden da havde vi dog haft masser af tid til at snakke, spise og ikke mindst grine. Ungerne - 4 i alt - legede forbløffende godt sammen, taget i betragtning, at sidst ungerne sås, var i januar. Hvilket Øglen var den eneste af dem, der kunne huske, eftersom de andre børn på nuværende tidspunkt kun er hhv. 2 år og 11 måneder.

Søndag traskede Øglen og jeg af sted i silende regn ved 8.30-tiden. Udstyret med hver vores paraply satte vi kursen mod bussen, for vi skulle på tur til storbyen. På vejen til bussen talte vi om kommunalpolitik. Øglen ville jo vide, hvad alle de der mennesker laver oppe i lygtepælene. Min forklaring lød meget ligesom Sandras - at dem, der hænger der, gerne vil være borgmester, og når man er borgmester, så kan man bestemme, hvad der skal ske i byen. Læste så Liberal Alliances "Færre forbud - mere frihed"-payoff højt for hende, og da jeg havde forklaret, hvad dét betød, sagde hun, at det da lød meget godt. At man sådan kunne få lov til en masse ting. Det kunne jeg jo kun være enig i, men måtte jo så indskyde, at det desværre ikke var altid, at politikerne holdt, hvad de lovede. Hvortil hun knastørt opsummerede: "Altså... Så det der kommunalpolitik er sådan lidt ... øhm ... sådan lidt blablabla?" Præcis, min pige. Præcis! ;-)

Alt ånder fred og ro ved tegnebordet 

Nå, men vi kom med bussen, og efter en lille time stod vi inde på dejlige, velkendte Østerbro. Vi havde en legeaftale med bedstevennen N, som vi ikke har set i flere måneder, men det blev gensynsglæden ikke mindre af. Og i de timer, vi var der, var der ikke optræk til så meget som én eneste konflikt. De nåede både at se lidt tv, tegne, være på skattejagt (tror jeg nok - de voksne måtte ikke kigge) og være superhelte. Nåja - og lege med togbane en halv times tid bag lukket dør. Meget meget stille, fredeligt og hyggeligt. Og en fornøjelse at se, at de bare leger, som om de stadig ses hver eneste dag.


Øglen og N forsvandt på et tidspunkt og efterlod os alene med Batman og Spiderman

På vej til toget efterfølgende gik Øglen og jeg forbi vores gamle lejlighed. Øglen kunne ikke huske, hvor den ligger, men "jeg kan huske, der var mange trapper, mor". Og så ville hun høre, om vi ikke kunne flytte tilbage til Østerbro, "for her er så dejligt, mor. Den Nordlige Provinsby er også dejlig, men her er mere dejligt!" Nåhr, lille pus, da. Jeg ved jo godt, at det ikke stikker dybere end som så, men det kan nu ikke undgå at give et bette prik i hjertet. Selv om jeg er overbevist om, at beslutningen om at rykke ud af byen var den rigtige for vores lille familie.

Vi kørte med toget nordpå, blev hentet af HDD på stationen og fragtet hjem til Farmor, hvor HDD og Varanen havde tilbragt formiddagen. Og så blev vi ellers hængende - primært med en kop kaffe og avisen foran pejsen - indtil efter aftensmaden. Reptilerne havde en fest - opmærksomhed i lange baner, og vi forældre slappede af. Skønt og tiltrængt (er det ikke altid tiltrængt at slappe af?!).

Smuk solnedgang over særdeles regnvåd søndag 

I dag er hverdagen så begyndt igen. Med et møde, der, hvis den anden partner i biksen er frisk, godt kunne give rætti meget business (kryds venligst fingre), forberedelser til et andet møde (Langt Pokker I Vold) i morgen og en frisøraftale (kææææft, jeg er blevet korthåret). En mandag, der er til at holde til. Trods alt. Ikke mindst fordi mureren nynner på badeværelset, mens han sætter fliser op, og maleren har været her hele formiddagen og proppet filt på væggene. Det begynder at ligne noget ...!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...