onsdag den 17. december 2014

Dugen og julen


Jeg har købt en dug i dag. Nåja, jeg har også købt løg, mælk og smør (og noget sygt nedsat julepynt), men nu skal vi snakke lidt om dugen. Ikke fordi den er specielt fancy eller noget – det er såmænd bare noget jaquardvævet (hvad ER det?!) gråt halløj med noget diskret stjernemønster, men det er en dug. Min eneste dug, hvis man ikke tæller den temmelig malingplettede vokssag frem, som ligger og hygger sig sammen med ungernes lidt vildere kreaudstyr.

Ja, hej. Jeg er så sådan en, der ikke bruger duge. Nogensinde. Så derfor er denne, min første dug, nu udråbt som noget særligt.

Jeg har ikke købt den, fordi den ’bare var så fin, og jeg slet ikke kunne lade være med at købe den’ (det er nemlig gået ret fint i 36 år IKKE at købe en dug, uanset hvor fin eller ufin den så end har været) – jeg har købt den, fordi den skal på bordet juleaften. Eftersom juleaften skal holdes hjemme hos os selv i år. Og ligesom dugen er dét en første gang.

Som vi alle ved, bliver man jo først sådan rigtig voksen, når man selv har jongleret juletræ, and, ris à la mande (ja, jeg ved godt, at man ifølge dansk retskrivning gerne må skrive ’risalamande’, men jeg nægter!) og gaver. Nogle ville måske mene, at det i en alder af 36 er ved at være på tide – både det med at blive voksen og lære at jonglere med julen. Men det har passet os fint indtil nu at være hos HDDs og min familie på skift. Nu skal det imidlertid være. Børnene er blevet så store, at vi gerne vil til at etablere vores egne juletraditioner, så det gør vi. Og Mårmor og Mårfar, trOldemor og Familien fra Bryggen (uden Linse) kommer og hjælper med at etablere dem. Det skal nok blive rigtig godt – ikke mindst fordi jeg har afværget en potentiel andekatastrofe ved at udlicitere lige netop dén del af madlavningen. (Og ris à la manden også, i øvrigt, såeh …)

Jeg har ikke et billede af dugen, så I får et af Rundetårn i stedet

Undermålerne har skrevet brev til julemanden sammen med Mårmor, og rygtet vil vide, at de begge ønsker sig en Elsa-kjole (det var det, jeg sagde – Frost hitter big time hos os for tiden). Men selv om jeg synes, at alle børn kan lege med alle slags legetøj, tror jeg nu alligevel, at vi nøjes med en Elsa-kjole til Ældstebarnet og så i stedet går efter det Olaf-kostume, som Yngstebarnet også ønsker sig. Så kan han prøve Ældstens Elsa-kjole, og ønsker han sig den stadig brændende, må han få en senere.

Ældstebarnet ønsker sig i øvrigt også et eller andet Torneroseslot fra Lego og en dolk. Og en sav (”En RIGTIG sav, mor!” #detbliveretnejherfra). Og en sminkedukke (!?), så der er lidt at vælge imellem. Ud over Frost-kostumerne ønsker Yngstebarnet sig et Batman-kostume (what’s with the dressing up?), en Olaf-bamse (LILLE. IKKE stor. Som den jeg allerede har købt (men ikke givet) til ham endnu. Bloody typisk) og en kringle. En rigtig kringle, tilsyneladende, og desværre ikke en pretzel, som vel til nøds kunne indgå i legekøkkenet, når den bliver tør nok. Næh nej – ”sådan en med marcipan og kage”, befalede drengen, så det må vi jo se på. Ikke, at man behøver at få alt, hvad man ønsker sig, men jeg synes næsten, det skal honoreres, at han har puttet noget med remonce på ønskesedlen.

Strøget i juletøj 

Som de sidste mange år er det primært børnene, der får gaver juleaften. Vi voksne kan også være bange giver gaver parrene imellem, og så har vi hver trukket et navn på en, vi skal give en gave. Således skal jeg fx give min svigerinde en gave, HDD skal give min mor og så fremdeles. Det giver en dejlig ro i en ellers travl december, at man ’kun’ skal stå for gaver til et par stykker (som alligevel ender med at løbe op i 6 børn og 5 voksne, når man også tæller HDDs familie med), og samtidig passer det den slunkne pengepung aldeles glimrende. Hvis man tror, at gavepolitikken gør, at gavebunkerne under træet bliver lidt smålave, så kan man i øvrigt godt tro om. Om det er fordi alle lader sine uforløste gavegivertendenser gå helt amok, når det gælder gaveindkøbene til børnene, skal jeg lade være usagt, men jeg er ret sikker på, at ingen børn vil blive skuffede, når de ser gaverne under juletræet.

… Og apropos juletræ, så skal vi jo egentlig også have sådan et (og et tæppe til at lægge under det. Og en juletræsfod. Argh!). Det er vi ikke lige nået til endnu. Meningen er, at vi skal ud og fælde det (endnu en first, hvad angår julede ting i mit voksenliv. Ikke i mit børneliv, hvor hele villavejen hvert år var ude og fælde juletræer i vores nabos plantage. Men det er en anden historie), men lad os nu se – og ellers har jeg hørt, at de sælger nogle vældig fine træer ret tæt på, hvor vi bor. Bare nu, hvis det er …

fredag den 12. december 2014

Decemberhygge


Når man har hold i ryggen på anden dag (av for s*tan), har så travlt, at man næsten ikke kan overskue, at der er ferie om en uge – en uge, seriøst: Det er jo lige om lidt! – og det tisøsregner udenfor (og man snart skal hente børn. På cykel), så må man gerne overspringshandle lidt. Man BØR ikke, men man MÅ gerne.

Så hej blog, min kære overspringshandling. Hej indlæg om decemberhygge, mørke morgener, stearinlys og julekalendere (ja, i flertal). Om julesokker, drillenisser og barnetro på julemanden. Bare hej.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker december og julen generelt, og det er kun blevet værre (bedre?), efter jeg fik børn. Hvis der er noget, der kan give en den barnlige glæde over julen tilbage, så er det - sjovt nok - børn. 

Under den Linden

At have ungerne med til Berlin, hvor der i sandhed bliver julet igennem, var intet mindre end magisk, og at få lov til at drille-hygge med nisserier og gaver i julesokken (fra nissen, selvfølgelig) derhjemme er et privilegium, jeg skatter særlig højt i år. Jeg er nemlig alvorligt bange for, at det bliver det sidste år, hvor Øglen tror på det sådan for alvor. Der har allerede sneget sig en anelse skepsis ind i hendes stemme, når talen falder på drillenissen, omend hun elsker at se, hvad han har lavet af ballade om morgenen, når hun står op, og var fuld af ærefrygt, da nissedøren og diverse tilbehør begyndte at dukke op et par dage før 1. december. Varanen er ikke helt så benovet, men han kan klart fornemme på sin søster, at det her er noget helt særligt - og han har (nok netop derfor) da heller ikke forsøgt at splitte nissehulen ad endnu. Og gavekonceptet er han helt nede med. Heldigvis fandt jeg ud af, som I måske har set på Instagram, at appen Santa Spy Cam er umådelig effektiv til at slå enhver nisseskepsis hårdt ned med. Efter jeg har vist den til ungerne, er der ingen tvivl i Øglens sind om, at vores nisse findes. Og er grøn. Og hvis Øglen siger det, tror Varanen på det. Nemt. Så jeg elsker, at barnetroen stadig er nogenlunde i behold.

Juletræ af Ritter Sport-chokolade. Følte mig svært fristet til at tage et par af de lilla nederst, bare for at se, hvad der ville ske ...

Julemarkedet på Potsdamer Platz

Fordi der er så mange gaver, begivenheder, sukkerstads og nisserier i december, havde jeg frygtet en måned, der ville bære præg af en mere-mere-mere-agtig mentalitet fra ungerne. Men selv om vi ikke er i mål endnu, synes jeg, det går forbavsende godt. De får en lille gave i julesokken hver morgen (og er, som nævnt, fast overbeviste om, at det er nissen, der har den med) og har indtil videre være meget glade for det relativt beskedne indhold (klistermærker, mal selv-kopper, glimmertusch, bøger, mv.), som de har leget temmelig meget med. Vi prøver at stå op i ordentlig tid hver morgen, så der er tid til at hygge ved morgenmaden, tænde stearinlys (vi er så nået til 2. december på kalenderlyset. Ahem), kigge på kalendergaverne og høre julemusik – og så læse dagens bog fra Pixi Julekalenderen, som de fik sidste år før vi tager hhv. i børnehave og på arbejde. Bøgerne var med i Berlin, men det var kalenderlyset tydeligvis ikke, så vi må lige oppe os lidt på den front.

Hvad angår julekalendere, så foretrækker begge unger Jullerup Færgeby, om end Varanen finder det NOGET langtrukkent, at ham der fiskergutten synger hele tiden. Og jeg kan ikke rigtig bebrejde ham – forleden blev der sunget 7,5 minutter ud af de 16, afsnittet varer. I streg, vel og mærke. Riiiimelig kedeligt, selv om jeg ikke husker det sådan fra min barndom. Men dengang var der selvfølgelig heller ikke en trilliard forskellige julekalendere at zappe imellem … Øglen er også ret vild med Tidsrejsen (vi kan ikke se TV2, så Pyrus er ikke en mulighed), så vi ser dem begge. Selv om vi napper Tidsrejsen fra iPad’en – kl. 19.30 er lige sent nok, når Varanen (påstår han) også gerne vil se med. Alle sammen siddende i sofaen; gerne med dyner og små øjne lige inden puttetid.

Mariakirche og Fernsehturm 

Jowjow, trods regn, kulde og mørke, så er december skam ganske hyggelig indtil videre, synes jeg. Selv om jeg ikke helt fatter, hvor den er blevet af. Og nu vil jeg tage mit hold i ryggen og begive mig ud i styrtregnen. Og messe "dererkunenkilometerhvervejdererkunenkilometerhvervej" hele vejen over til børnehaven og retur. Neglene er lakeret røde, og i aften kommer Farmor for at babysitte - og jeg skal til julefrokost. Så der er jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget! God weekend!

onsdag den 10. december 2014

Ohøj!

Trods alverdens gode intentioner er der nu gået næsten en måned, siden jeg sidst har skrevet et indlæg her på bloggen. Højst usædvanligt, men jeg har haft brug for pausen - og ikke kun fordi samtlige af mine ord er blevet brugt i arbejdsøjemed.

Jeg savner imidlertid bloggen; at bruge den som ventil for hverdagens mange glæder, sorger, genvordigheder og pudsige episoder - og særligt dens funktion som digital hukommelse - nu, hvor den analoge er hullet som en schweizerost pga. travlhed, afbrudt søvn og ganske almindelig glemsomhed. Og alder, måske?!

I sidste uge havde Ældstebarnet en veninde med hjemme fra børnehaven. Vi bagte peberkager, og jeg freestylede med stempelbogstaverne fra Tiger. Det ser ret fint ud på ubagte kager (som her). På de bagte ... not so much. Men hvad de ikke har i udseende, har de til gengæld i smag. Synes i hvert fald, jeg slap vældig godt fra at putte pænt meget sort peber i ud over de øvrige krydderier ...

Indlæggene jeg kunne have skrevet, er mange. Vi har bl.a. været på bage-knase-weekend hos Mårmor og Mårfar med kusiner, onkel og tante. Hvor alle ungerne legede og hyggede (bortset fra Varanen, der er den mindste - og i øvrigt den eneste dreng - så han måtte ikke være med. Men så solede han sig til gengæld i udelt voksenopmærksomhed). Vi har bagt honningkager og lavet juledekorationer hos Farmor med fætre og onkler og tanter fra HDD's side af familien. Jeg har brunchet den med skønne damer fra min gamle mødregruppe - næsten uden børn. (Uden mine børn. Så jeg fik spist pænt meget). December er kommet - og det er drillenissen og julesokkerne også - med al den hygge og magi, der nu hører sig til. Kalenderlys, julemusik i morgenmørket, hyggelige lege reptilerne imellem, osv. Men for at det hele ikke skulle drukne i idyl og pebernødder (hvis altså jeg havde skrevet ovennævnte indlæg), ville jeg kunne supplere med et indlæg om hjernedød travlhed på jobbet for både HDD og jeg (typisk, at det lige skal falde sammen); hasteopgaver, der helst skal være færdige, dagen før de bliver bestilt, logistikproblemer, lange aftener, psykopatlang transporttid og meget mere. Bare, så der er balance i tingene, forstås ...

Hej december, kalenderlys (Yngstebarnet står bag dekorationen) og Pixi Julekalender. Som stadig er hyggelig i år, på trods af, at den er en genganger fra sidste år. Begge unger glæder sig i hvert fald til den daglige historie, som i december træder i stedet for Morgenmadsbogen.

Nissen er flyttet ind ved siden af havedøren. Ældstebarnet har givet ham en grankogle. Yngsten har tegnet en tegning til ham, og den høflige nisse har hængt den op.

Enkel og sukkersød adventskrans (og bare rolig - vi har fået brændt lidt af to af lysene)

Dørkrans - af den ufriserede, skæve slags ...

Skulle jeg løbe tør for ting at skrive om #fatchance, kunne jeg altid tage fat på den endeløse række af guldkorn og sprogblomster, der kommer fra undermålerne - "Se den halvfirser-bil, mor!" er blot ét ud af mange udtryk, jeg har smilet af på det seneste. Sammen med Varanens seneste påfund med at være stolt af en på de mærkeligste tidspunkter - mest aktuelt, da han forleden proklamerede i børnehaven, at han var så stolt af sin pædagog, fordi hun lavede pandekager over bål til den alle sammen. "Så du skal have en kysser og krammer!", afsluttede han angiveligt. Behøver jeg at sige, at den søde pædagog var smeltet helt og aldeles, da jeg kom og hentede ungerne? Eller at han, efter at have læst nogle m e g e t pædagogiske biblobøger, pludselig konstant henviser til, hvor høflig han er. Selv om vi ikke altid er helt enige om definitionen af høflig. På trods af førnævnte m e g e t pædagogiske biblobøger.

Jeg havde faktisk også planer om - før december begyndte - at skrive et af de hyggelige "I december vil jeg ..."-indlæg, men det virker pludselig lidt omsonst, eftersom første halvdel af måneden næsten er forbi. Så det slipper I også for.

Men HVIS nu jeg havde skrevet et sådant indlæg, ville vores juletur til Berlin have stået bøjet i neon og blinket på lige linje med juleaften. Vi kom hjem i søndags, og fra oprindeligt 'kun' at skulle have været af sted i 4 dage, besluttede vi at skride fra al travlheden og den daglige trummerum en dag tidligere. Det må man godt, når man har haft alt alt for travlt på det sidste og trængte til at være sammen - væk fra bunker af vasketøj, rod og uendelige to do-lister. Og ved I hvad? Det var fanTAStisk! (Også selv om jeg havde computeren med og arbejdede en smule). Men mere om det i et andet indlæg. Som jeg forhåbentlig får taget mig sammen til at skrive på denne side af 2015 ...

søndag den 16. november 2014

Hej weekend. Farvel weekend.

Den seneste uge har været travl. FOR travl. Med alt for lange dage for både børn og voksne. Og det fortsætter en tid endnu, omend vi har tilkaldt Farmor-kavaleriet til et par dage i næste uge, så ungerne ikke behøver at være så længe i institution, som det har været tilfældet i denne uge.

Classy morgenmad på farten. Ingen pæne Liebe-kopper til mig, men McD-koppens indhold gør det nu ganske godt alligevel ...

Jeg ved godt, at den travlhed, vi gennemgår nu, formentlig ikke er stort anderledes end den, de fleste andre familier oplever på nærmeste hold hver dag - uden bagkant - men når man som os i lang tid har levet på en væsentligt roligere måde, så er det altså noget af en rude awakening. Og ingenlunde det vi købte ind på, da vi besluttede os for at lægge livet og hverdagen om efter min barsel nr. 2. Heldigvis er det bare midlertidigt. Og skyldes for min part nye og spændende ting på jobbet, som forhåbentlig kan bringe andre nye og spændende ting med sig. Og den slags er værd at investere i, trods alt. Også selv om tid er en af de mest dyrebare investeringer overhovedet, hvis man spørger mig.

Den smukke smukke skov ved Furesøen. Ren lise for øjnene efter en travl uge

Travlheden i hverdagen har betydet, at weekenden har været af den rolige slags. DisneySjov, Frost (som for alvor er blevet et hit hos reptilerne. Totalt last mover-familie), besøg hos Farmor, gåtur i skoven (begyndte idyllisk nok med legende børn og endte med skrupsur Varan, der hverken ville det ene eller det andet. Så meget for min vision om legende børn i skovbund og de voksne, der lo muntert), kagebagning, middag med gode venner, løbetur og dyp ved og i Furesøen (brrrr!), saven brænde i haven (yessir! Bålfadet skal gløde hen over de kolde måneder, og det skal vores milliarder af (uopskårne) hasselgrene bidrage til), simremad og generel opladen til en ny uge med knald på. (Opstillet på den måde lyder det overhovedet ikke som om, vi har slappet af, men det har vi, og det har været skønt!)

Kold og grå Furesø i morgendisen (som viste sig at være heldagsdis) ...

... men jeg KOM i.

Bøgebladstryk med ungerne 

Jeg har oven købet stået på hovedet i skaber og har gravet min særdeles forsømte symaskine frem og - hold nu fast! - upcyclet en af Øglens kjoler. Fik idéen hos Sysleren for nogen tid siden, men har først taget mig sammen nu. Når det gælder syning, rider jeg i dén grad ikke samme dag, som jeg sejler. Om overhovedet. Nu passer kjolen igen, Øglen er glad, og jeg kan proppe maskinen tilbage i skabet med god samvittighed.
Kjole før, under og efter. Resultatet er lidt skævt (sådan er det, når knappenåle er en by i Rusland herhjemme), men Øglen er glad, og det er det, der tæller

Og nu. Kaffe. Og noget serie-noget. Mens jeg krydser fingre for, at blæsten ikke hugger vores tag. Det går vildt for sig udenfor lige nu, kan jeg høre. Lad os håbe, at vinden lægger sig, før det igen går løs med fire (f i r e) timers transport for mit vedkommende. Og at efterårsvejret ikke er kommet bag på DSB ...

lørdag den 8. november 2014

Give away med særdeles gode vindermuligheder

... vinderne er fundet og har fået besked via e-mail ...

Mens jeg venter på, at tankemylderet finder ro, og jeg når til en eller anden form for klarhed over, hvad der skal ske med bloggen fremadrettet, kan vi lige snakke lidt om fisk. Til de små.

Bornholms (og nej, det er ikke en slåfejl. S'et skal være der) har begået nogle relativt nye tiltag på markedet for fiskepålæg med navnet Fiskehapser, så det appellerer til børnene - lige som udseendet på produktet også gør det. Det er næppe tilfældigt - fisk er som bekendt sundt, men det er ikke lige os alle, der er så nede med kostpyramiden, at vi får det smækket på middagsbordet ugentligt. Og så er gode råd jo dyre.

Heldigvis elsker begge mine unger fisk - særligt makrel i tomat og torskevogn (heller ikke en slåfejl. Det er Varanen, der bytter r'et ud med et v, og det lyder for kært til at rette) - så en del af deres fiskeindtag bliver dækket derigennem. Imidlertid er det aldrig skidt med variation, så da jeg blev tilbudt at prøvesmage Fiskehapserne (eller - ungerne blev tilbudt at smage. Jeg agerede bare ... ehm .. mundskænk ...), slog jeg de til.

Hapshaps - Fiskehaps

Yngste skud på stammen er helt solgt på begge varianter. Han er generelt temmelig glad for mad, så hans dom kom ikke som den helt store overraskelse for mig. Ældstebarnet er til gengæld blevet lidt mere tilbageholdende, når det gælder ny mad, men hun smagte alligevel. Og kan godt lide varianten med torsk og gulerod. Den med laks var hun ikke så vild med, men hun bryder sig ikke om laks generelt, så det er ikke så mærkeligt. Personligt er jeg også mest til torsk/gulerods-varianten, men jeg må nok tilstå, at jeg helst vil have min fisk som ... fisk. Og altså ikke smørbar. Men til de små kan jeg klart anbefale dem - fx på et stykke ristet rugbrød med grøntsagsstænger til.

Hvis I nu tænker, at I herregerne vil smage Fiskehapserne (eller, at jeres børn gerne vil), har I nu chancen. Jeg udlodder nemlig hele 10 pakker Fiskehapser til - surprise! - hele 10 heldige vindere. En Fiskehaps-pakke indeholder en madkasse og i alt 6 net med hapserne - 3 net med laks og 3 net med torsk/gulerod. Hvert net indeholder 6 hapsere, så der er altså 36 gange fiskepålæg i hver pakke. Og så er det vist også slut med færdighedsregningen for denne gang.

Det eneste, I skal gøre for at være med i lodtrækningen af en masse fiskepålæg, er at lægge en kommentar til dette indlæg. Sammen med jeres e-mail-adresse, hvis du ikke har en blog - så er det 100 gange nemmere at kontakte de heldige vindere. Hvis du har en blog, er du hjertens velkommen til at dele konkurrencen på den, men det er ikke noget must. Du må også meget gerne følge bloggen via Bloglovin' (uanset om du har en blog eller ej), men du må også godt lade være - det styrer du selv.

Jeg trækker de heldige vindere mandag 17/11, og vinderne får besked via mail. Hvis jeg kan finde jer, altså. Så igen - hvis du ikke har en blog, så skriv lige din mailadresse i kommentaren også.

tirsdag den 4. november 2014

Weekenden, der gik

Vejen til færdige arbejdsopgaver er, som alle ved, brolagt med overspringshandlinger, og en af dem må være et let forsinket blogindlæg om weekenden. Som var fyldt med Halloween, søde sager i alle afskygninger, HDDs fødselsdag (= flere søde sager - også i fremtiden, eftersom jeg var så sød at give ham en ismaskine. Med kompressor. Som allerede har været i gang tre - 3! - gange, og som laver sorbet, så englene synger), besøg hos gode venner og et drama om tabte arvesmykker (arj. ArvesmykkE. I ental. Men det andet lød bedre), der (spoileralert!) heldigvis endte godt.

Fredag havde reptilerne deres rasle-debut. De raslede sammen med to piger fra børnehaven og havde en fest - også selv om Varanen ikke var så hurtig som pigerne og kun blev yderligere sinket af hans noget uhandy robotkostume. Men alle var glade og købte totalt ind på konceptet Ring På Et Tilfældigt Hus Og Indkassér Slik. Rasleriet foregik, meget belejligt, på nogle af de nærliggende villaveje, og da klokken blev Disney Sjov, gik vi hjem. Easy peasy og ret så hyggeligt. Især fordi det ikke begyndte at regne, før vi kom hjem.

Jeg har fundet ud af, at jeg er næsten lige så begejstret for Halloween, som jeg er for efteråret. Jeg gik amok med kunstige spindelvæv og andet pynt og synes faktisk, at det er så hyggeligt, at jeg ikke engang kunne hidse mig synderligt op over de to ca. 17-årige piger, der leverede verdens mest livstrætte udgave af "slik eller ballade" og faktisk kun manglede en smøg i kæften for at se mere ligeglade ud. I stedet sendte jeg dem af sted med en stor håndfuld slik. Der kan man bare se.

HDDs fødselsdag forløb stille og roligt. Vi holdt et meget lille selskab i år, og det var både hyggeligt og afslappende (hvilket det også er, når hele familien er her, bare for the record, men HDD orkede ikke det store ståhej i år, og det passede mig egentlig helt fint, at jeg ikke behøvede at lave dobbeltportion af kager og brød og det hele).

Frossen jordbær-cheesecake. Som primært havde udseendet kørende for sig

Søndag lagde jeg ud med at køre en tur til nabobyen for at løbe en morgentur i skoven med min svigerinde og to af hendes veninder. De har en lille 'løbeklub', og HDDs søster var så sød at invitere mig med. Normalt er jeg ikke typen, der løber sammen med nogen, men lige i øjeblikket er jeg typen, der ikke løber overhovedet, så jeg gav det chancen. Og det var simpelthen så hyggeligt. Vi løb ikke hurtigt, men jeg endte med at løbe 7 km - en distance jeg ikke har løbet i over et halvt år. Så det er bestemt ikke sidste gang, jeg har løbet med dem. Og hvem ved - næste gang tager jeg måske oven i købet badetøj og håndklæde med, så jeg kan slutte af med et dyp ligesom d'damer. (#brrrrr)

Hej svane. Ren idyl fra morgenstunden 

Resten af søndagen blev brugt på frokost i Anden Forstad hos gode venner med jævnaldrende børn. Varanen var som sædvanligt eneste dreng (lille stakkel), men han klarede sig - og det hjalp med en tur på legepladsen i det milde efterårsvej (seriøst - det er november, og det var 17 grader?!) Alt i alt en dejlig, idyllisk efterårsdag.

Men. Da vi så kom hjem fra Den Anden Forstad, opdagede jeg pludselig, at jeg havde tabt mit armbånd. Eller - Øglens armbånd, faktisk. Et arvestykke fra 40'erne, som hun fik i dåbsgave af Troldemor, men som jeg fik lov at bruge, til hun bliver stor nok (gad vide hvornår dét er, når jeg er 36 og åbenbart ikke stor nok til at bruge det heller). Låsen har været i stykker, så for nylig fik jeg sat en ny lås i. Hvis kvalitet åbenbart lader en del tilbage at ønske, for det var jo så faldet af. #&#(")#&!

Men. Bevæbnet med en Disney-lommelygte (Øglens. Vi er ikke så ekviperede på outdoor-fronten herhjemme) kørte HDD tilbage til Den Anden Forstad og lyste løs på villavejene. Han har senere berettet, at han følte sig pænt suspekt, men hvad gør det (siger jeg), når han fandt armbåndet? På lille sti, krøllet sammen i lille bunke, der glimtede lystigt i Disney-lygtens skær. Hvor heldig har man lov at være? Både med fundet og med at have en bedre halvdel, der gider tage på jagt efter det tabte arvestykke?

Således genforenet med mit Øglens armbånd blev en dejlig weekend rundet af. Før mandag viste sig grå og regnfuld med alle sine hverdagsagtigheder. OG tidlig café-aftensmad fra Joe & The Juice og et meget opløftende møde. Og pæn kaffe og besøg hos Troldemor, nu jeg tænker over det. Så helt hverdagskedelig var mandag ikke. Overhovedet.

Pæn kaffe på Laundromat 

Og i dag er det tirsdag, og vi er allerede meget tættere på næste weekend, end vi var i går ...

torsdag den 30. oktober 2014

Jeg lærer det tilsyneladende aldrig

Når begge unger er hjemme, og der er lidt for god tid til at drikke kaffe, så er der ballade i luften. Med børn på hhv. 5,5 og 3 burde man tro, at jeg havde lært det nu. Men nej, åbenbart.

I går havde begge unger fri. Det var egentlig ikke planen, men der var lidt logistiske udfordringer, da Varanen skulle til børneundersøgelse hos sundhedsplejersken (noget, man åbenbart gør sig i her i kommunen, når børnene er omkring 3 år) på et ikke så børnehavevenligt tidspunkt. Men mens jeg var i færd med at omrokere opgaver for at få en onsdagsfridag passet ind, ringede Farmor og spurgte, om hun ikke måtte låne ungerne til en hyggedag hos hende. Klart!

Så efter sundhedsplejersken (hvor yngste skud på stammen naturligvis var så velopdragen, sød og dygtig, at man skulle tro, det var løgn), snuppede Farmor begge unger med, og jeg fik tid til at arbejde. De kom igen ud på eftermiddagen, efter Varanens frisørtid.

Nåååhr, hvor var han blevet fin med sit korte hår. Han så helt anderledes ud, og nu kan man oven i købet se både hans øjne og hans pande. Han var ret begejstret over frisøren (muligvis fordi han havde fået en slikkepind bagefter), og Øglen havde også hygget sig, mens hun sad og ventede (muligvis fordi hun også havde fået en slikkepind).

Farmor og jeg lavede kaffe, og mens vi drak den og sad og sludrede, legede ungerne forbavsende godt sammen. I forbavsende lang tid. Og det var så her, min mistænksomhed burde være blevet vakt. Men den var åbenbart ude af funktion, for det eneste, jeg tænkte, var, at det var dejligt, at de hyggede sig så godt.

Alarmklokkerne burde have ringet lidt højere, end de gjorde, da Øglen stolt kom med Varanens elskede giraf og fremviste den med et "Se! Vi har klippet Gumle!". Den så da ganske rigtigt også noget korthåret ud, men bortset fra, at orangerødt polyesterhår ikke er mit førstevalg, hvis der skal spredes noget ud over huset, går det jo nok. Gumle har været min bamse for ca. en milliard år siden, og det er et mirakel, at den stadig lever, så en korthårsfrisure er helt ok.

Plysset Gumle - tidligere med lang manke

Men øh. Så var det, at jeg lige gik ind for at besigtige de afklippede giraflokker. Bare så jeg ikke behøvede at støvsuge mere end højst nødvendigt - man er vel praktisk. Og så en hel del hår, der med garanti ikke stammede fra Gumle. Eller nogen andre tøjdyr, for den sags skyld. Og spurgte med henkastet ro, om de mon også var kommet til at klippe Varanen lidt. Dét var de. Men i stedet for "lidt" var de gået efter "temmelig meget". Og om det ikke var blevet flot? Hår vokser ud igen, og alle overlever. Der var heller ingen, der blev sure. Selv om det godt nok er blevet kort*. Men det gør ikke noget, at det er oppe midt på hovedet, så det er ikke det første, man ser.

Jeg klippede selv i mit hår, da jeg var lille, og jeg ved, hvor fascinerende den der swooosh-lyd af saksen kan være. Det har nok heller ikke hjulpet, at vi har læst Villads fra Valby for nylig, hvor Villads klipper al Fridas hår af. Men vi havde lige en snak om, at fremover, så skal man huske at sige det til en voksen, hvis man får lyst til at klippe i hinanden.

... Og jeg skal huske, at stilhed er lig med ballade. Af en eller anden slags.

*Desværre ingen billeder af Varanen. Glemte helt at tage nogen af den nyklippede Varan, og hjemmeklipperierne behøver ikke blive gemt for eftertiden ...

søndag den 26. oktober 2014

Noget om æbleskivepander og onlinetilstedeværelse

Jeg er inde i en blog-tørke i øjeblikket. Ikke bare fordi jeg har psykotravlt med opgaver på jobbet (yay, red.), eller fordi der ikke sker noget (det gør der, red.), men det er bare som om, ordene ikke vil ud.

Som så mange bloggere før mig (og formentlig efter) er jeg i et vadested mht. bloggen. Jeg er kørt lidt fast og rokker mig tilsyneladende hverken frem og tilbage. Det er ikke fordi, reptilerne ikke er godt stof; hell, de kunne levere indhold til fem blogge mere, hvis bare jeg havde tiden og ordene, men fra tid til anden bliver jeg grebet af tanken om, hvorvidt det egentlig er ok, at jeg overhovedet blogger om dem.

Smuk udsigt fra en af mine løbeture (hør mig prale) på Langeland i forrige uge. En ferie, som jeg nok skal få blogget om, som jeg lovede i seneste indlæg. Skal bare liiiiige ...

Dengang jeg var lille, var internettet ikke en del af ligningen. Det var digitale fotos heller ikke. Det forhindrede imidlertid ikke min far i at skyde løs med spejlrefleksen, så jeg har ikke min knipseglæde fra fremmede. Der er altså taget en hel del billeder af mig i tidens løb. Flere af dem har endda været i avisen (oh the joy of being datter af en chefredaktør!), men dels var jeg lille og derfor lidt ligeglad, dels var avisen et forgængeligt medie i den forstand, at de fleste brugte den til at tænde op med eller kyle i stakken til genbrug, når de var færdige med den.

Along came internettet! Jeg har vel været omkring 11-12 år, da 50 kBit-modemmerne knasede sig ind i danskernes telefonnet og efterlod de voksne (og senere mig selv, da jeg først fattede, hvad det gik ud på) sidde uforholdsmæssigt længe foran skærmen i spænding, når resultatet fra AltaVista (jep. AltaVista!) var i gang med at loade. L a n g s o m t. Seriøst - tænk, at man ikke døde af utålmodighed. Men vi vidste selvfølgelig ikke bedre dengang. Og da der så kom ISDN kunne vi jo nærmest ikke få armene ned over, hvor hurtigt det gik #not, og at man kunne - og hold nu fast - TALE I TELEFON! SAMTIDIG med, at man var på nettet. For vildt!



Rude Skov i efterårsklæder. Smukt og roligt

Nå, det var et sidespring. Men altså - internettet kom på banen og blev om ikke almindeligt, så i hvert fald medvirkende til, at det blev en del nemmere at kommunikere på tværs af by- og landegrænser. En dag berettede min far, at han var blevet kontaktet af en eller anden amerikaner i forbindelse med, at sidstnævnte havde købt en æbleskivepande (!) på et loppemarked og havde googlet - nej, undskyld; altavistaet - skidtet. Og stødt på et (meget lidt flatterende) billede af min veninde og jeg, som min far, uvist af hvilken grund (help me out here, Nærfart?!) havde lagt online. Så i den forbindelse ville amerikaneren høre, om min far mon havde en opskrift på de hersens æbleskiver. Det syntes min far jo var meget sjovt (“Tænk, at en mand helt fra the US of A fandt frem til lige netop dét billede!”) - og ja, han havde en opskrift - men da sandhedens gru gik op for min veninde og jeg - at billedet (som vitterligt VAR rigtig grimt; jeg var sq ikke nogen køn unge, altså) var tilgængeligt for a l l e, der måtte finde på at google altavistae en eller anden kombination af æbleskive + pande + billede (og vente 400 år på, at billedet loadede) - kunne vi overHOVEDET ikke se det sjove i det. Som i SLET ikke. Faktisk døde vi lidt af pinlighed, som kun tweens kan gøre det, og håbede og bad til, at det i det mindste ikke kom i avisen (som dengang havde mere magt i lokalsamfundet end nettet. Trods alt). Det gjorde det selvfølgelig, men det er en anden historie.

Og det er så her, jeg er nu med mine tanker. Tilbage ved en gammel æbleskivepande og et - ét - pinligt billede af mig. På nettet, altså. (Og nej, jeg tror ikke, man kan finde billedet på Google, så I behøver ikke at prøve. Jeg har forsøgt. Og nej, Nærfart - du behøver heller ikke at poste det, selv hvis du skulle have en obskur, gammel URL eller lign.). Jeg ved godt, at reptilerne ikke er tweens endnu. Og jeg ved også godt, at det er langt mere normalt at poste billeder af sine børn i dag, end det var engang. Desuden har jeg ingen æbleskivepande. Men stadigvæk, så lægger jeg rask væk billeder op af ungerne - og tilføjer tekst om deres gøren og laden, som jeg synes er sød (ligesom min far formentlig syntes, jeg var sød på det der æbleskivepande-billede). Og det er jo ikke sikkert, at de synes, det er så fedt, når de bliver tweens. Eller endnu ældre, for den sags skyld.


Varanen smed støvlerne og soppede løs i efterårsferien. Vandet var lige koldt nok for min smag, men han har tilsyneladende en lille vinterbader i maven, der gerne ville ud

Jeg ved godt, at det er at tage sorgerne på forskud. Og jeg forsøger selvfølgelig at undgå at poste alt for åbenlyst pinlige billeder og udtalelser af og fra dem. Men er det nok? Beskytter jeg dem nok? Eller burde jeg i virkeligheden bare stoppe, mens legen er nogenlunde god og håbe på, at jeg får taget mig sammen til at lave en offline “barnets bog” (haha, who am I kidding?)?

Ovenstående spørgsmål er retoriske, for selv om I er et dejligt monopol, så er det vist kun nogle, jeg selv kan svare på. Især det om barnets bog. Med tiden. Jeg har ingen umiddelbare planer om at lægge bloggeriet på hylden, men jeg overvejer, om jeg skulle prøve at lægge stilen om. Jeg ved bare ikke til hvad. (Men jeg kan garantere, at det ikke bliver til en samfundsfaglig stil, bare hvis der var nogen, der skulle savne den slags indhold …)

Er jeg den eneste, der gør mig den slags tanker om børnenes (ufrivillige) onlinetilstedeværelse? Og/eller ser jeg bare spøgelser ved højlys dag? (Ikke-retoriske spørgsmål her, btw). Lad mig meget gerne vide, hvad I tænker - det kan være, at input kan være med til at skabe lidt ro i tankemylderet :-)

onsdag den 22. oktober 2014

Vinder af give away!

SÅ skal jeg da ellers lige love for, at hverdagen har ramt hårdt og brutalt. Med masser og atter masser af arbejde, og det vil jeg bestemt ikke brokke mig over, men det betyder desværre, at bloggen lider lidt - inkl. min trækning af en vinder af min give away.

Min søde mor var så venlig at gøre mig opmærksom på, at jeg nu har overskredet dagen for trækningen med hele to dage, så nu må jeg hellere til det. So without further ado - og med hjælp fra vores ven, random.org, giver jeg jer vinderne af hhv. familiekalenderen og iPad-coveret:




Tillykke til vinderne. Jeg sender jer fluks en mail. Tak til alle, der deltog!

Jeg vender frygteligt tilbage med feriespam - har brugt hele efterårsferien i skønt sommerhus på Langeland i dejligt selskab, og det slipper I ikke for at høre side op og side ned om. Jeg skal bare lige arbejde færdigt først ...

søndag den 19. oktober 2014

Ost ost ost ost ost ost ost

Som barn var jeg (også) ret optaget af mad, så da jeg som ca. 8-årig hørte Sebastians Ostesang* på min folkeskole i forbindelse med et eller andet skuespil, så var jeg solgt. På sangen. Ikke så meget på osten - det kom senere - men sangen har siddet godt fast lige siden. Ikke mindst omkvædet, der primært handler om at synge "ost" utrolig mange gange hurtigt efter hinanden. Måske derfor reptilerne er så vilde med den?!

Øglen bryder sig ikke om ost, men Varanen og jeg elsker det (jeg spiser stort set alle oste, undtagen de skimlede. Så voksen er jeg åbenbart ikke blevet endnu), og HDD spiser det også gladeligt. Så da der for nogen tid siden dumpede en køletaske fuld af lækre oste fra Taverna ind hos os, blev den taget imod med kyshånd.

Ostefest!

Der var virkelig meget salatost, grillost og græsk yoghurt i tasken, og selv om jeg anser mig selv for at være en ganske habil ostespiser, er jeg blevet nødt til at give noget af osten væk til hhv. svigerfamilie og naboer. Resten er blevet brugt til bl.a. pizza og lasagne (fungerer ganske udmærket, faktisk), lækre salater og fyldte, bagte tomater. Ikke dårligt overhovedet.

Grillosten er mild og blød i konsistensen, og mens den neutrale udgave ikke smager af så meget, er der lidt mere spark i chilivarianten, som gør sig godt alene eller i en salat. Den græske yoghurt var lækker både til morgenmad med müsli (og honning, mmmm) og aftensmad som dressing med eller uden krydderurter.

Produkterne i indlægget er sponsorerede, men meninger og ord og holdninger und so weiter er helt og holdent mine.

*Omkvæd til ostesang:
Roquefort og emmentaler,
gorgonzola, jeg betaler
hvad som helst for feta!
Brie eller camembert,
hvad der lugter endnu værre,
gammel ost fra Kreta.
Ost, jeg vil ha' ost
jeg må ha' ost!
Ost, jeg vil ha' ost
jeg må ha' ost!
ost, ost, ost, ost, ost
jeg må ha' o-hooost!


mandag den 6. oktober 2014

Test og giveaway - helt to ting på én gang!

For snart længe siden blev jeg kontaktet af Onlinefotoservice.dk for at høre, om jeg ikke ville teste deres fotokalender. Jow-jow, mailede jeg tilbage - og glemte så alt om det. Det blev jo sommer og ferie, og der var jo også lige en masse arbejde, jeg skulle have lavet, og bloggen var inde i en tørkeperiode og sådan - men en dag kom jeg i tanker om den der test, så jeg skyndte mig at maile og undskylde og høre, om tilbuddet stadig stod ved magt. Det gjorde det.

Og så glemte jeg alt om det. Igen. Flot!

Men nu! Ikke blot står tilbuddet stadig ved magt - der er også blevet smidt en ekstra test oven i hatten (hvilket har en hel del at gøre med, at jeg skrev og plagede efter at have set en anmeldelse ovre hos Liv). Hvor det hele begyndte med en test (og en giveaway) af en fotokalender, har jeg nu også fået lov til at teste (og udlodde) et iPad-cover. Ret rart, eftersom vi netop har haft en iPad-rokade hjemme hos os, og nogen (host Øglen host) ikke er helt nede med sit lyseblå cover. Hun vil gerne have et med dyr på, siger hun. Eller - even better - et lyserødt! Jeg havde så godt nok ikke lige hverken et billede af et dyr eller noget lyserødt på min kamerarulle, så det endte med at blive et ret cute (hvis jeg da selv skal sige det) billede af Øglen og Varanen siddende sammen i stedet. Og det blev godkendt af Øglen med det samme.

Bestilling og levering foregik hurtigt og smertefrit. Endda mere smertefrit end tidligere, hvor jeg har gjort brug af Onlinefotoservice, og hvor der var tidspunkter, hvor jeg følte mig svært fristet til at hamre hovedet hårdt ned i tastaturet og råbe r*v! Men dengang handlede det om fotobøger, og det har formentlig også haft noget at sige, at jeg først havde brugt oceaner af tid på at udvælge billeder for derefter at møde utidig software. Hvilket ikke var nogen heldig kombination.

Men nå. Fotokalenderen var supernem at lave. Jeg kunne godt have tænkt mig at have haft flere layoutmuligheder - billederne er lige små nok for min smag (lige bortset fra det på forsiden) - men der skal jo også være plads til kalenderdelen. Og selve processen fungerede fint.

Fin, fin kalender i god, tyk kvalitet

Hvad angik iPad-coveret, så bestilte jeg det via Onlinefotoservice's app (som nemt hentes via Google Play eller App Store alt efter styresystemet på din smartphone), og dét gik hurtigt! Jeg kunne ikke finde ud af at redigere/skalere billedet i appen, men det var ok beskåret i forvejen, så det gjorde ikke det store.

Dét her billede er så ikke så godt beskåret, men fokusér på coveret i stedet. Det er lidt tungt, men det virker godt beskyttende. Jeg kunne ikke finde et cover til en iPad Mini, men da vi også har en 2'er, bestilte jeg et cover til den i stedet.

Der gik et par dage fra bestilling til levering, og produkterne er begge i fin kvalitet og lever helt op til forventningerne. Ungerne synes, det er sjovt at se sig selv på kalenderen, og jeg har et naivt håb om, at vi bliver sådan nogle, der ret faktisk kan finde ud af at bruge en familiekalender - guderne må vide, at vi kunne bruge den struktur i hverdagen, det kunne give (siger moderen, for hvem det kommer bag på HVER mandag, at Øglen skal til gymnastik).

Ooooog ... *trommehvirvel* ... Hvis der nu er nogle af jer derude, der kunne bruge enten en familiekalender eller et personligt iPad-cover, så kan I vinde et her. Det eneste det kræver, er, at I lægger en kommentar inkl. jeres mailadresse (husk det nu!) og skriver, hvilket et af produkterne, I helst vil vinde. Så trækker jeg lod efter efterårsferien - skal vi sige mandag d. 20/10?

tirsdag den 30. september 2014

Adskilt

Mens Varanen stormer derudaf med børnehavestart, farvel til sutterne (som han købte legetøj for i weekenden. Så stor er han nemlig blevet. Tilsyneladende) og en øvelse-gør-mester tilgang til at smide bleen, bliver Øglen lidt ... glemt. Eller. "Glemt" er ikke det rigtige ord, for vi ved jo selvfølgelig godt, at hun er der, og det er jo heller ikke som om, der ikke er tid til hende, men når Varanen for gang nr. 4.598 skriger bloody murder, fordi han ikke må få marengs til morgenmad/lege på Øglens værelse/ikke må beholde sin tunge natble på om morgenen/indsæt selv flere, så er det ham, der render med det meste af opmærksomheden. For Øglen er jo så stor og kan klare det meste selv. Og råber ikke så tit så højt, at det føles som om, ens ører falder af.

Mårmor havde, traditionen tro, bagt brunsvigerkagemand til Varanens fødselsdag. Udgangspunktet var, at det skulle være en bil i år, men efter Varanens hjælpende hænder og gavmilde strøen med pynt (og hjul) blev det vist bare en ... brunsvigerkage med pynt :-) 

Jeg ved godt, at det bare er en fase med Varanen, men når man er 5 år, kan en fase på flere uger altså godt føles temmelig lang, og det kan den sådan set også, hvis man er 36. Det er muligt, jeg tillægger Øglen ting, der ikke er noget hold i, men på det seneste er det som om, hun er blevet mere opfarende og kortluntet i forhold til Varanen (hvilket der ikke er noget at sige til; det er bare ikke så konstruktivt). I fredags fik hun så lige pludselig meget ondt i hoften. Sagde hun. Det er ikke så længe siden, hun slog højre hofte på en løbetur i børnehaven og fik et ordentligt blåt mærke på den, og det har naturligvis gjort ondt et stykke tid. Men i fredags var det den anden hofte, den var gal med. Den uden blå mærker. Det kom lige pludselig, og hun græd og græd og var nærmest helt utrøstelig. Det eneste, der virkede bare en lille smule, var masser af nærvær. Hængen ud på en madras på gulvet med dyner og Disney Sjov (og Versus, som hun elsker) og masser af tid til bare hende (mens Varanen drønede rundt i stuen og råbte og drillede). Det skal vi simpelthen blive bedre til at huske - også uden, at hun behøver at få ondt i hoften for at få vores udelte opmærksomhed.

Varanen indkasserede pænt mange ting til legekøkkenet til familiefødselsdagen i søndags. Hele to røremaskiner og kaffemaskiner blev det til. Men man skal jo aldrig gå ned på udstyr

Skabene blev også fyldt op med kolonialvarer og konserves

Lørdag havde hoften det meget bedre, og en tur alene med HDD i svømmehallen og i Føtex (oh joy!) hjalp endnu mere. Et par gaver til hende søndag - på trods af, at det var Varanens (og min) fødselsdag, der blev fejret sammen med hele familien - hjalp også lidt, og det, der nok helbredte hoften helt og aldeles var, at hun skulle med Mårmor og Mårfar hjem efter festivitassen. Alene. Uden Varan, mor eller far. Rent egoistisk ville jeg enormt gerne have haft noget alenetid med hende, men eftersom der er et arbejde, der skal passes, og en ret morsyg Varan, så var miniferieløsningen perfekt, syntes vi. Og heldigvis havde Mår-forældrene både tid og lyst til at have hende på besøg.

Så der er hun nu, og hun elsker hvert et sekund, er jeg sikker på. Hun har i hvert fald ikke haft tid til at tale med mig siden søndag aften, men Mårmor har sms'et mig opdateringer, og det lyder som om, Øglen har det som blommen i et æg. Noget, hun i den grad har brug for lige nu, tror jeg. For ikke nok med, at Varanen er lidt fremme i skoene derhjemme; pludselig er han jo også i børnehaven, der før var Øglens territorium. Det skal nok blive godt - og er det da også i vid udstrækning allerede - der skal bare lige akklimatiseres lidt. Og HDD og jeg skal blive bedre til at være opmærksomme på Øglen, så hun ikke får ondt i hoften igen foreløbigt ...

Umiddelbart efter Øglens exit til Mårmor og Mårfar ville Varanen på legepladsen. Inklusiv bildyne og dukkevogn, naturligvis!

Cykelmyggen på sin fødselsdagsgave fra HDD og jeg - en fin Kids Schwinn-cykel med 'pendaner'

I mellemtiden hygger Varanen sig med at være alene hjemme og have muligheden for at snige sig ind på storesøsters værelse uden at blive opdaget af Øglen. Han var mildest talt ikke tilfreds med at blive 'efterladt', da Øglen tog af sted, men han er kommet efter det, og har vist allerede nu luret, at der følger visse goder med at være det eneste barn for en stund. Både HDD og jeg synes, huset er meget stille med kun ét barn i det (endda selv om det er det larmende barn, vi har beholdt), og selv om det er rigtig hyggeligt at have noget alenetid med Varanen, savner jeg Øglen enormt. Og glæder mig meget, til vi skal hente hende i morgen!

fredag den 26. september 2014

Så sagde vi, at det var slut med

* at tage Varanen med i Netto ved 17.30-tiden for at akutkøbe ris til aftensmaden. Heller ikke selv om han synes, det kunne være så "hyyyyyyyggeliiiiigt" (det kunne det ikke. Måske lørdag kl. 10. ALDRIG torsdag kl. 17.30. Forstå det nu!)

* at fremmede damer påtager sig selv at opdrage på ovennævnte Varan, fordi det åbenbart alligevel ikke var spor "hyyyyyyyyggeligt" at være med i Netto (og NEJ, dig, der lige mente, at du var blevet ringet op: Din reprimande hjalp ikke. Overhovedet. Og havde jeg ikke haft hænderne så rigeligt fulde med at dysse min meget frustrerede dreng ned OG samtidig sikre, at mini-indkøbsvognen fra helvede ikke kørte ind i andre ben end mine egne, kan jeg afsløre, at du selv havde fået et opdragende råd eller ti med på vejen)

* at hjælpe Varanen helt så meget med at tage tøj på. Han kan jo sagtens selv

* at bruge ble om dagen. På forsøgsbasis, i hvert fald. Varanen sad for første gang evah! på vores eget toilet i går. Og tissede tre gange. Ved ikke, om det var ham eller mig, der var mest stolt

* at spise en hel dåse "A"-lakrids fra Johan Bülow på én dag. Heller ikke selv om de smager fantastisk. No frigging wonder, at mit tøj strammer

* ikke at løbe mere. Hej 3 km løbetur med iPod (ja, iPod) og dertilhørende gammel musik. Prøver at lade være med at tænke på, at jeg for et år siden kunne løbe et maraton. Og i dag synes, det er sådan ret flot, at jeg løber hele 3 km. Christ, altså!

* at rode så meget i bryggerset. Seriøst - det er jo umuligt at komme rundt derude. Og så svært var det heller ikke at bære en hylde og en kasse ud i garagen. Har bare ikke lige gidet. I 2 uger?!? #dovenmuch

* at rode så meget. Punktum

* først at gå i seng omkring midnat. Fordi jeg ser Frasier. Og/eller læser chick-lit. Come nu lige on

* at bruge penge. Sådan generelt

* at være 35. Er nu sådan en, der hastigt nærmer sig betegnelsen "sidst i 30'erne". OG har snart ikke små børn mere. Identitetskrise coming up. Når jeg altså orker

onsdag den 24. september 2014

Groundhog week

3 år og 2 dage er ikke en alder, man sådan skal spøge med. Det kræver mange kræfter at være blevet stor, og når både sut og ble pludselig forsvinder fra den ene dag til den anden (bleen var ikke vores idé, men Varanen er åbenbart lidt af en haj til at gå på toilettet i børnehaven, så vi er blevet enige med pædagogerne om at samarbejde på dén front), så sker der ting og sager inde i en lille knold.

Ingen ble på! Jeg ved godt, at det at tage bleen af ikke er det samme, som at han er blefri, men seriøst - hvor blev min lille dreng af?!

En af de ting, der tilsyneladende sker, er, at han n æ g t e r at sove. Uanset hvor træt han er. Nixbix. Så vi er nogen, der bruger pænt lang tid på at putte for tiden. Og i morges nat mente han i øvrigt, at det var morgen kl. 03.30. Selv om absolut ingen var enig med ham, lykkedes det kun at holde ham hen en lille time, før han surt proklamerede, at "Nu kravler jeg bare UD af sengen, så! Ha-ha-haaaahr!"*Evil laughter* Hvem skriver man til, hvis man gerne vil have Ramasjang til at vågne pænt meget tidligere end kl. 06?! Tænkte godt nok (ganske kort) i mit søvntågede sind, at det var en god lektion, det der med, at Ramasjang-figurerne stadig sov, og håbede naivt, at Varanen så også ville blunde lidt. Men det virkede overhovedet ikke (på ham - det virkede upåklageligt på mig), og jeg vågnede fra min slummer ved, at Varanen var i færd med at stoppe 5 hårnåle ind i næsen på mig og aede mig temmelig hårdhændet i hovedet.

Byg-selv minilagkager fra Varanens fødselsdag forleden. Sådan en kunne jeg godt spise nu. Om ikke andet, så for at holde mig vågen ...

Bygge-bygge

Thank G*d for Netflix og Dora the Explorer! Som Varanen binge-watchede, mens jeg fik lov at blunde (ikke sove - ikke med hårnålene i rummet!) en smule. Gæt, om jeg var frisk til forældrekonsultationen i børnehaven i morges kl. 8.30?! Korrekt. Det var jeg ikke. Og HDD heller ikke. Men det gik alligevel, og overpædagogen lod sig venligt nok ikke mærke med, at vi begge lignede hængte katte. Der blev sagt en masse pænt om Øglen og faktisk også om Varanen, selv om samtalen slet ikke drejede sig om ham (konsultationen drejede sig om skoleparathed. Og fordi DNP ligger i en kommune, der af uransagelige årsager synes, at børnene skal begynde i mini-SFO allerede i januar, holder man konsultationer nu. Også selv om vi ikke vælger at sende Øglen i mini-SFO, eftersom børnehaven har et udmærket før-skole-tilbud. Hvilket åbenbart er totalt faux pas at dømme efter nogle af de reaktioner vi har fået fra andre forældre. Ah well ...).

Arbejdet har heldigvis været godt ved mig i dag. Meget heldigt, for I guder, hvor er jeg træt nu, altså. Og gad godt, at Varanen havde meddelt på forhånd, at det her ville blive Groundhog week på søvnmåden, for så ville jeg ikke have a) slæbt ungerne hele vejen til og fra Kbh i går for at besøge (tr)Oldemor + amerikanske slægtninge, b) booket forældrekonsultation kl. halv-bloody-NI i dag, c) tilbudt at tage en af Øglens veninder med hjem i dag og i øvrigt lovet at hente kl. 14, d) committed mig til skoleintroduktionsmøde i aften. Snork, altså!

Men i morgen er der atter en dag. Er det ikke sådan, man siger? Måske man kunne være så heldig at sove hæderligt i nat? Og så er det oven i købet min fødselsdag i morgen. Som bl.a. bliver markeret ved, at den lokale vandforsyning lukker for vandet mellem kl. 9 og 15, så jeg kender én, der arbejder hjemme, som skal huske at tappe vand på flasker i aften. Ellers er der jo ingen kaffe! Katastrofe!

Nå. De der børn henter jo ikke sig selv. Lige som kaffen ikke drikker sig selv, eller vasketøjet ikke vasker sig selv. (Der er i virkeligheden ikke ret meget, der gør noget af sig selv, nu jeg tænker over det. Det skulle da lige være øjnene, der klapper i af sig selv. Og det har jeg altså ikke tid til. Lige nu, i hvert fald). Adios - vi skrives ved, når jeg er fyldt 536.

mandag den 22. september 2014

3 år, Niller! 3 år!

Varanen fylder 3 i dag. Det har været længe ventet - omend han har benyttet sig af den sidste uge til at sige "Jeg er IKKE 3 år endnu!", når/hvis man har vovet at mene, at han er en stor dreng, som "jo nok må kunne forstå" dette og hint. For så kunne det jo være, at man ikke behøvede at være helt så stor. Eller noget ...

Fødselaren vågnede op i morges, vaklede ud af soveværelset, gned søvndrukkent øjnene og sagde "Tak!", da jeg råbte sagde tillykke. Hvorefter han krævede vingummibamser og gik ud til skuffen og tog to til sig selv og to til Øglen. Ah well - det er vel fødselsdag ...

Morgenen blev brugt på at pakke gaver op (kikkert og glimmertryllestav) - den 'store' gave får han i eftermiddag, når HDD er hjemme og kan være med til at give ham den. (Han får en cykel. Med 'pendaner'. Ssccchh!) Vi skiftede havregrynene ud med chokolademadder og spillede fiskespil og snakkede lidt om fødselsdage. Og Varanen skulle lige været helt sikker på, at det nu også er i dag, han fylder år, så han spurgte helt genert, om det "virkelig er i dag, jeg har fødselsdag mor?" Og kvitterede med et "Yay! Så er jeg TRE ÅR!", da jeg svarede bekræftende.

3 år! 
 
De tre år steg ham en anelse til hovedet på vej til børnehaven, så da han spankulerede ind i garderoben, proklamerede han, at det var ham, der bestemte "ALTING!" Og da to (store) piger mente, at det nok snarere var dem, der bestemte, kiggede han køligt på dem og sagde "Nej. For jeg har nemlig fødselsdag. Så JEG bestemmer i dag!" Så var det ligesom på plads.

Jeg Vi fik gjort frugtkopperne klar (med drinkspinde og flag. Så fint. Glemte bare at tage billeder), og så var jeg af sted. Jeg henter tidligt i dag, og så går hverdagen ellers slag i slag med eftermiddagshygge og Øglen til gymnastik. Og så ellers lige lidt gaveuddeling, minilagkage og "sjusji" til aftensmad. (Efter Varanens ønske. Jeg klager ikke!) Familien kommer og fejrer ham søndag, så fødselsdagen bliver spredt lidt ud. Det er jeg sikker på, han ikke har noget imod.

Men altså. Varanen. 3 år. Jeg ved godt, jeg skriver det jævnligt, men ikke om jeg fatter, hvor tiden bliver af. Hvis nu min gamle computer ikke var dødere end død (faktisk så død, at end ikke CSI, eller hvem det nu er, der har haft den til fancy diagnosticering i endnu mere fancy støvfrit miljø i England, kan få så meget som en lillebitte flig af data ud af den), ville jeg have lavet en billedkavalkade fra de seneste 12 måneder, så jeg (og I) kunne se, hvor meget der er sket. Men nåååååh nej! Jeg har jo stort set ingen billeder fra det seneste år, så det må vi undvære. Og i stedet glæde mig over min egen, knivskarpe hukommelse (Som om! Jeg er glemsom på grænsen til det uhyggelige. Kan jo dårligt huske, hvordan Varanen så ud i går, let alone for 12 måneder siden).

Men stor, dét er han. I torsdags havde jeg ham til 3 års-undersøgelse. Det gik over al forventning - endda selv om begge reptiler var med. Jeg havde forberedt ham i forvejen på turen til lægen, og han var helt cool med det. Selv om det selvfølgelig også hjalp på sagen, at han og Øglen skulle hentes tidligt pga. lægebesøget. At jeg så havde glemt at tage snacks med, er min egen skyld, men resulterede heldigvis kun i en mindre nedsmeltning. Efter lægebesøget. Og blev afhjulpet derhjemme af en juice, en håndfuld nødder og bagning af ét styks æbletærte.

Min date på Joe & the Juice i lørdags. Knaldgodt selskab, siger jeg jer!

Varanen var ret interesseret i lægens legetøj og fandt sig i både at blive vejet, målt, befamlet på lårene (noget med et lille udslæt) og mærket på testiklerne. Men nu taler vi jo altså også om drengen, der af og til råber "Vil du se min diller?" til Øglen, så genert - dét er han i hvert fald ikke! Han vejer 17,4 kg, er 98,2 cm høj og måler 52,2 cm om knolden (no wonder, at han vokser ud af alle hjelme, hatte, kasketter, mv.) og er en "stor, flot dreng med et ordforråd i rivende udvikling" ifølge lægen. (Men det vidste jeg jo godt ...)

Siden 2 års-undersøgelsen er han vokset 10 cm (jeg venter stadig spændt på, at jeg vokser 10 cm) og vejer 2,6 kg mere. Hans sprog er gået amok, men han taler selvfølgelig også hele tiden. Og synger. Sidste weekend overraskede han fx ved at synge Laust Højbyes hedengangne hit "Man er som man er" (godt nok 20 år for sent, men altså ...) helt korrekt, mens jeg gyngede ham på Farfars sansegynge. Heldigvis kan han stadig overtales til at ligge i arm og blive nusset - det håber jeg varer længe, før han vokser fra.

I øvrigt tror jeg nok, at han stoppede med at bruge sut i lørdags. Bare sådan. Jeg havde regnet med, at vi skulle have en kamp uden lige (og havde på ingen måde regnet med, at det var nu, han skulle droppe sutten. For min skyld måtte han gerne have den nogle måneder endnu), men da han lørdag morgen tyggede sin absolut sidste sut i stykker (tredje sut på tre dage), tænkte vi, at det nok var ved at være på tide med et suttestop, hvis vi ikke ville ruinere os selv på at købe nye sutter hele tiden. Han blev lidt gal over, at han ikke kunne få en ny, men vi havde jo vitterligt ingen, og det tror jeg, skinnede kraftigt igennem. Desuden kunne han godt huske, at vi købte de sidste sutter i Sverige, og der kunne vi jo ikke lige køre til i lørdags, så han accepterede faktisk uden de store sværdslag. Og har nu sovet to nætter uden sut. Han har kun kaldt på den et par gange, men uden den store længsel i stemmen, så nu håber jeg, han klarer sig fint i børnehaven uden (de har en til ham derovre. Som de kan give ham, hvis han går helt amok, når han skal sove lur. Men jeg tror faktisk ikke, det bliver nødvendigt. Eller er det at jinxe det?)

De sørgelige sutterester. Som jo nok skal bruges som hård valuta i en legetøjsbutik. Men lad os nu lige se, hvad han scorer i fødselsdagsgave, før vi shopper amok. Kan næsten ikke tro, at han er færdig med at bruge sut nu. Tænk, hvis det skal være så nemt?!  

Så jeg behøver jo i virkeligheden ikke billeder til at fortælle mig, at min dreng er blevet stor. Alle tegn i sol og måne tyder jo på det. MIN store dreng. Som er så fantastisk, sød og sjov, at ord slet ikke rækker (så her ville billeder jo egentlig have været meget rare). Også selv om han råwer.

3 år, mand. Det er vildt!

onsdag den 17. september 2014

Noget om tænder

Det handler en del om tænder hjemme hos os for tiden. Og det har det sådan set gjort siden sommerferiens sidste dag, hvor Øglen midt i Legoland erfarede, at hun havde fået en rokketand. Stor var jubelen og antallet af gange, hvor vi har sunget "Jeg har en rokketand". I ferien klagede hun af og til over, at det gjorde ondt i tænderne, så jeg havde egentlig rustet mig til et tandlægebesøg umiddelbart efter ferien, men da rokketanden meldte sin ankomst, tænkte jeg, at det jo nok bare var den, der havde drillet.

Rokketanden har rokket i en måned nu, og Øglen har virkelig forsøgt at tøjle sin utålmodighed. For man er jo STOR, når man har en rokketand. Og endnu større, når den falder ud. For ikke at tale om tandfeen, der kommer på besøg. (For det gør hun åbenbart. Tiderne er sør'me skiftet, siden jeg var barn. Jeg erindrer ikke det mindste om tandfeen, men husker derimod tydeligt "snor i tand og smæk en dør"-tricket. Som gav lige præcis nul kroner i hånden - og som det vist ikke er comme il faut at lave i dag).

I går var Øglen så indkaldt til det årlige tjek hos skoletandplejen. Vi har været dernede tidligere, både med Øglen og Varanen, så der var ikke så meget pjat. Og hun glæææædede sig. For tænk nu, hvis tandlægen hev rokketanden (som i øvrigt var ved at blive overhalet af en voksentand) ud! Det gjorde hun ikke - hun ville lige give det 14 dage mere - men til gengæld kastede hun lys over, hvorfor Øglen havde ondt i tænderne i sommer: Hun har nemlig så godt som fået alle fire 6-års-tænder. Voksentænder! Og med endnu en voksentand på vej under rokketanden, så var Øglen jo ikke til at skyde igennem. Der var i øvrigt dømt nul huller og generel ros til tandbørstningen, men en lille reprimande til undertegnede om at huske at børste tænder om morgenen fik vi da med på vejen. Vi (jeg) glemmer det konsekvent, og det er jo ikke så godt. (Specielt ikke, fordi Øglen mener, at jeg glemmer alt muligt andet også, med den konsekvens, at hun nu lystigt fortæller alle de voksne i børnehaven, at "min mor er et rigtigt glemme-fjols". Great).

Jeg har ingen billeder af hullet i undermunden (i hvert fald ingen, som Øglen senere hen vil sætte pris på at kunne finde på Wårld Wajd Wæb), og I kan se et billede af tanden omme på Instagram. I stedet får I her et billede af Øglens sildebensfletning. Næsten det samme. Eller noget ...

Nå. Men tænderne. Næsten pladen fuld: 12 i overmunden og 11 i undermunden - fraregnet rokketanden, som oven i købet faldt ud i går aftes efter lidt seriøs rokken fra min side (frivilligt, I might add. Det var Øglen, der bad mig gøre det). Jubelen ville ingen ende tage, og der blev spenderet en del kræfter på at finde en egnet æske (det blev en Läkerol-æske. Så tjekkede er vi) til at opbevare den i under puden. Sammen med en lille seddel med Øglens navn, så tandfeen kunne huske, hvis tand det var. Store, søde, glade pige. Som var endnu sødere og gladere i morges, da hun begejstret kunne konstatere, at tandfeen havde byttet tanden ud med en tyver. (At jeg så kom til at tænke over, hvor mange penge tandfeen ender med at skulle punge ud, før hele gebisset er skiftet, betyder mindre. Lige nu, i hvert fald).

I dag var det så min tur til at tage plads i tandlægestolen. Og det var ikke helt så jubelfremkaldende som gårsdagens besøg. Primært fordi det er som om, tandlæger ikke er helt så søde og forsigtige, når der er tale om voksne. Og fordi jeg fra naturens side er udstyret med virkelig mystiske tænder. Ingen huller, bevares, men så stopper det positive også. Med mindre man virkelig har ja-hatten trukket ned om ørerne, for så kan man også se noget positivt i, at mine mystiske tænder har gjort mig til en jævnlig gæst hos tandlægen allerede fra barns ben og derfor ikke lider det mindste af tandlægeskræk.  (Selv om min nye tandlæge i DNP er lidt uhyggelig, faktisk. Dygtig, men ond).

Mere fletning. Apropos ingenting. Men Øglen synes pludselig, at fletninger er da shit, og så må moderen jo rette ind og flette løs

Dagens besøg lignede alle de andre tandrensninger, med den lille krølle, at jeg også skulle have taget røntgenbilleder (tror hemmeligt, at de lige smider et par røntgenbilleder oven i regningerne, når de står og skal have et nyt køkken eller solceller på taget derhjemme). Og at tandlægen i øvrigt kunne fortælle, at jeg skærer tænder om natten, så mine fortænder er blevet helt slidt. Selv anser jeg det som noget af en bedrift med det overbid, jeg render rundt med, men det er noget 'reflektorisk', åbenbart, så der er ikke så meget andet at gøre ved det end at putte noget plast på. Hvilket jeg så skal have gjort næste gang. Og næste gang igen skal jeg have plast på nogle andre tænder. Er altså nu officielt nået op i en alder, hvor mine tænder begynder at falde fra hinanden. Det er virkelig sørgeligt, altså. For ikke at tale om dyrt. Heldigvis har jeg et halvt år til at spare op. Og til at vænne mig til tanken om, hvor meget kaffe jeg kunne købe for de penge, det koster at proppe plast på to fortænder (sikkert omtrent det samme, som det koster at agere tandfe for hele Øglens gebis ...).

I mellemtiden vil jeg glæde mig over, at nogen i familien er glad for at have en mund i forfald. Og begynde at bruge tandtråd liiiidt mere jævnligt, end det har været tilfældet ind til videre.

tirsdag den 16. september 2014

Om livet i Caps Lock

Varanen er sur for tiden. Ikke bare lidt på tværs, men sådan virkelig sur. Nej. RAHHHsende, faktisk. Der skal ingenting til, så flipper han ud. Og når Varanen flipper ud, så sker det i lydstyrke Crazy Højt.

Generelt er han sådan rimelig højlydt, hvilket er ok, når nu det skal være. Ingen bly viol dér, i hvert fald. Når han gerne vil høres, så råååwer han. Jeg skal have tjekket hans ører, just in case, når nu han skal til 3 års-undersøgelse lige om lidt, men jeg tvivler på, at der er noget, der blokerer. Jeg tror såmænd bare, at det er en skønsom blanding af frisk næsten-3-årig, ivrighed for at trænge igennem med sine meninger om alt og det faktum, at han er vant til at gå i institution, hvor lydniveauet, alt andet lige, er lidt højere end hjemme i parcelhuset.

Nå. Men altså. Generel højlydthed og virkelig surt humør udmønter sig til virkelig højrøstede morgen-, eftermiddag- og aftenseancer hjemme hos os for tiden. Primært fra Varanen, for selv om jeg af og til mister tålmodigheden og råwer tilbage (shoot me), så preller det fuldstændig af på ham og ansporer ham bare til at råwe endnu højere. Så vi girafsproger den en del herhjemme. Med DR Undervisningsprogram-stemmen på og negle-på-tavle-irriterende sætninger som "Jeg kan godt forstå, du er vred, men ..." (Og nej - i virkeligheden forstår jeg ikke, hvorfor han er vred halvdelen af gangene. Jeg er fx slet ikke med på, hvorfor han blev stikhamrende tosset i går morges, da jeg tog hans ble af, og han reagerede med at skrige, som havde jeg skåret ham i småskiver. Og løb væk fra mig og skreg lidt mere. Og blev ved med at skrige, indtil jeg gav ham lov til at beholde hans soveble på. Ja. Det gjorde jeg. Sådan en mor er jeg. Men når ens ører bløder, og man reelt ikke kan - eller har lyst til at - holde sit barn nede for at skifte bleen, så er det dét, der er løsningen. Hvor kortsigtet den end må være).

Et zen-agtigt skovbillede fra weekendens tur til Lolland som modvægt til alt råweriet (som der ikke vare så meget af på Lolland, faktisk)

Jeg kan til nøds forstå, at man bliver ked af det, når man er næsten 3 og lige har bestemt sig for inden i hovedet, at man mægtig gerne vil se 50 afsnit af Dora fra morgenstunden og så får nej til at se så meget som et eneste. At det var fordi jeg havde valgt at lade kræet sove til 8.30 i stedet for at vække ham, og at klokken pludselig var blevet så mange, at vi skulle til at af sted (normalt er morgenelastikken meget lang herhjemme, men vi skal jo altså ud af døren på et eller andet tidspunkt!), betød mindre. Men jeg kan ikke forstå, at man bliver så ked af det, at man skriger og slår på grund af det. Uanset, hvor girafsprogsagtig eller bestemt jeg er.

Jeg ved godt, at det nok er vores egen skyld. At vi et eller andet sted på den snart treårige Varanvej har ladet ham forstå, at man kan få det, som man vil, hvis bare man råber højt og længe nok. Så nu betaler vi prisen. Jeg ved også godt, at man ikke ændrer vaner overnight, og at det kræver et sejt træk at komme igennem, men det ville være virkelig rart - for alle - hvis råweriet blev dæmpet bare en smule. Så der ikke jævnligt fosser blod ud af ørerne på os allesammen.

Det værste af det hele er næsten, at Øglen bliver lidt klemt i alt det her. Hun er så sød og god og fornuftig, at det halve kunne være nok (undtagen når hun altså ikke er), og særligt under putningen bliver der brugt uforholdsmæssigt lang tid på at dysse Varanen ned (fordi han a) vil sove i "mors og fars seng"*, b) vil have, at jeg ligger inde hos ham**, c) vil ind i stuen, d) vil finde et eller andet obskurt tøjdyr, e) vil synge en sang, f) vil læse godnathistorie "igæng", g) find selv på flere). Mens Øglen ligger fint og stille, men (selvfølgelig) ikke kan sove, fordi nogen råååwer. Og når Varanen så ENDELIG holder kjäft, så lyder der som regel et klokkeklart "Ahhh - DÉT var dejligt. NU kan jeg sove" inde fra Øglen. Hvilket egentlig er forståeligt nok (så jeg bider mig selv en del i tungen for tiden for ikke at bede hende ret bestemt om at tie stille. Det er jo heller ikke fair, at hun dårligt nok må gabe i fare for at trykke Play på Varanen), men det sætter desværre bare Varan-pladen i gang igen. Så vi hygger totalt meget om aftenen lige i øjeblikket, kan I nok høre.

På et eller andet tidspunkt bliver det bedre. Det ved jeg. Og det vil jeg så glæde mig til. Lige nu har jeg det bare som om, nogen har trykket livets Caps Lock-tast ned, og det føles temmelig højt. Endda højere end dengang min mor var Ny Med Sms'er og konsekvent sendte beskeder som: HEJ! HVORDAN GÅR DET? KOMMER DU HJEM I WEEKENDEN?" og "VI HAR LIGE VÆRET HJEMME I (Hjemby, red.). JEG SKULLE HILSE FRA KIRSTEN!" Når man åbnede sådan en, var man jo lige ved at blive blæst bagover af råbe-versalerne, og havde man haft en telefon, der kunne læse beskederne op, ville de formentlig være blevet leveret som en Skråler. (Hun har i øvrigt forlængst lært at sms'e med minuskler (eller gemener, som jeg lige har set, det også kan hedde. Er vild med det! "Gemene bogstaver" lyder så dejligt ... ondt ... Gnæggnæg), så det er længe siden, jeg sidst har modtaget en råbe-sms. Heldigvis)***.

Men altså. Hvis nogen ser mig et sted ude i Den Virkelige Verden og råber hej, og jeg ikke svarer, så er det ikke fordi, jeg er uforskammet. Jeg er bare midlertidigt døv****.

---

* + ** Før nogen stempler mig som ond og ufølsom mor, så handler det der med at ligge i "mors og fars seng" og/eller at jeg ligger hos ham udelukkende om at få sin vilje. Det er ikke fordi, han er utryg på sit eget værelse - når han bliver puttet enten sidder eller ligger jeg lige uden for hans dør, indtil han sover, og er altså max. en meter væk. Døren er i øvrigt åben, så han kan se mig, og hvis han ellers ville, kunne vi holde hinanden i hånden.

*** Undskyld, mor!

**** Bevares, han er ikke sur hele tiden. Heldigvis da. Og når han er glad, er han virkelig glad og drilsk og sød og kærlig. Så det er ikke jammer det hele. Det er bare lige det, der fylder lige nu.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...