lørdag den 31. december 2016

Noget om jul

December er næsten forsvundet i en duft af kanel, gran og julepynt (jo, julepynt dufter også. I mit barndomshjem havde kufferterne og kasserne med julestadset en helt særlig duft, og selv om det nok primært hang sammen med, at det blev opbevaret på et koldt og ikke-så-isoleret loft, kan jeg stadig mærke duften i næsen, når jeg pakker min egen beholdning af jule- og flitterstads ud og ned). Kun denne dag med, og så skal vi til at vænne os til at skrive 2017.

Vi holder - og har holdt - juleferie i stor stil og har nedskaleret antallet af julekomsammener meget i forhold til forgangne år. Og hvor jeg tidligere i mit voksenliv har været vant til at flintre land og rige rundt både 1. og 2. juledag, har vi de seneste år trukket stikket helt og aldeles i hvert fald 1. juledag og insisteret på at holde den hjemme. For 1. juledag er som skabt til at dappe rundt i nattøj, spise rester med fedtet hår og lege med alle de julegaver, ungerne man fik. I år var ingen undtagelse, og eftersom vi selv var værter for årets juleaften, var det ekstra nemt at blive hjemme.

Brormand og hans familie overnattede, og selv om de havde en anderledes hektisk 1. juledag end os - noget med en tur på tværs af landet til familien derovre - nåede vi at have nogle svært hyggelige timer sammen om morgenen. Også selv om alle først vågnede 9.30. Varanen inklusive! Noget godt kommer der altså af at erklære juleaften for en aften, hvor man selv bestemmer, hvornår man går i seng (Varanen klarede den til 01.30, hvor han og jeg puttede os i soveværelset. De to største holdt helt til 02.30. Ikke noget at sige til, at de trængte til at sove!)

Jule med måger

Juletræet med nogle af gaverne under ...

Juleaften forløb som var den skabelonen til Peters Jul. Agtigt. Brormand og familie kom omkring frokosttid - medbringende hele hovedretten, som bare skulle færdigmonteres - og så legede børnene ellers til de store guldmedalje, lige til vi skulle spise. Kun afbrudt af de omkring 5.000 gange, de spurgte, hvornår de skulle have gaver. Troldemor blev hentet ved 17-tiden og fragtet hjem igen (efter eget ønske) fire timer senere, så hun nåede at have nogle hyggelige timer med både børne- og oldebørn. Og ikke nok timer til, at hendes ører faldt af over det lydniveau, der opstod, da gaveuddelingen for alvor kom i gang.

Traditionen tro var der flest gaver til børnene. Mange spil og sjovt legetøj, og begejstringen var høj hos dem alle. Men Varanen tog nok prisen, hvad angår begejstring, da han pakkede gaven fra os op: Et skateboard. Seriøst - jeg tror aldrig, jeg har set nogen blive så glad for noget. Han fløj op med armene i vejret, og råbte "YEARRHHHHHHHHH!", og så blev der ellers danset sejrsdans i hele stuen - både med og uden skateboard. Og da det var blevet pakket ordentligt ud, fik det lige en dansetur mere - denne gang akkompagneret af et rungende "HA-LLE-LUJAH!" Der ramte vi vist plet ...

Udsigt fra Røsnæs

Silhuetter - også på Røsnæs

Juledagene er blevet brugt både med og uden familie, med og uden reflektion. Vi har været på legepladsen, indviet den ældstes nye løbetøj med en mor-/datter-løbetur (pyhh, det var hårdt oven på al julemaden) og været på legepladsen. Byttet et par gaver (og givet fortabt over for horderne af gavebyttere i Magasin og derfor gået hjem og bestilt det hele på nettet i stedet). Set film, spist bjerge af slik og leget med julegaver. Kort sagt: En blandet landhandel, hvor både samvær og nærvær har ligget helt i front.

Mine ønsker for det nye år er mange - og det kommer der nok et indlæg om på et tidspunkt, når jeg får taget mig sammen til at skrive sådan et - men hvis samvær og nærvær kommer til at spille hovedrollerne, tænker jeg, at det ikke kan gå helt galt.

Rigtig godt nytår, alle sammen. Må I få en dejlig aften med lige præcis de mængder champagne, blonder, glimmer og fest, som I foretrækker. Vi skrives ved på den anden side!

lørdag den 17. december 2016

Noget om lørdagslæringer

1) Lørdagshandlende i IKEA er irriterende. Inklusive en selv. Det går galt, så notér venligst punkt 2:

2) Lad være med at tage i Mordor IKEA på en lørdag. Just. Don't. Heller ikke selv om der kun står tre ting på indkøbssedlen.

3) Når du alligevel har ignoreret råd 1) og 2), blodtrykket er steget faretruende, og zen er omkring lige så langt væk som Timbuktu (og du i øvrigt ikke kunne nøjes med de tre ting på indkøbssedlen, fordi den hysteriske duft af kanelbullar gjorde dig helt kåd, købelysten og indebrændt på samme tid), så gå på McDonald's. Også selv om du ikke har lyst. Om ikke andet, så gør det børnene glade.

4) Når du er vel hjemme igen, og blodtrykket har fundet sit normale leje, så lad være med at lege supermand og tro, at du selv gider kan gider samle alt det, du har købt.

5) Og hvis du leger supermand alligevel, så lad i det mindste være med at have en rocker-varm kashmirsweater på imens. Det kan godt være, den er pæn, men rent temperaturmæssigt egner den sig slet slet ikke til at wrestle med låger, hængsler og skruemaskiner. #hejkampsved

5) Overlad skruemaskinen (den, du i øvrigt blev nødt til at hente langt pokker i vold på cykel, fordi den ikke lige var derhjemme) til kæreste/barn/kæledyr, når du har udstødt så mange eder og forbandelser (oven i købet i ældstebarns påhør), at du er ekstra-ekstra glad for den abnorme lydisolering i lejligheden, så naboerne ikke hører, hvor uligevægtig, du lyder.

6) Gå ud med pap, og køl af - og giv din kæreste et kram, når du kommer retur, fordi han har samlet resten af #4%&"73 skabene.

7) Spis masser af slik.

8) Spil Just Dance med afkommet.

9) Husk at sætte begrænsninger på iPad'en til igen, hvis din 5-årige søn har luret koden til App Store. Ellers risikerer du at høre udbrud som "Hov!" og "Jeg skulle bare lige se, hvad der skete", når han har trykket på 'Køb'. Og "Det var bare én pakke, mor. Den kostede i hvert fald ikke mere end 50 kroner. Tror jeg". Begrænsningerne er sat til igen! (Som lille fun fact kan jeg berette, at de hersens bundles åbenbart giver diamanter, der kan bruges i spillet til at købe kort for. Virtuelle kort, altså. Som ingen aner, hvad kan bruges til. Så det føles jo virkelig som penge givet godt ud ...)

"50 kr." Helt klart ... #not

10) Stop samtalen mellem afkom virkelig hurtigt, når den ældste - midt i putningen - giver sig til at fortælle om en venindes bedstefar, der stille sov ind. "Han lagde sig bare til at sove - og så døde han!" Stof til pænt urolige drømme hos yngste nummer.

11) Husk at spise nok aftensmad. Ellers risikerer du bare at ryge i bøtten med Quality Street. #truestory (Omvendt relaterer det selvfølgelig glimrende til punkt 7)

12) Smæk benene op, og nyd roen, når børn endelig sover (jvf. punkt 10). Brug lang tid på at overveje dine uendelige muligheder for hygge og selvforkælelse, fordi din bedre halvdel er til julefrokost.

13) Tag dine gode intentioner med dig ind i sofaen (sammen med dåsen med Quality Street). Find banal julefilm på streamingtjeneste. Enjoy!

torsdag den 15. december 2016

Noget om julestemning i Hamborg

Nu, hvor vi hastigt nærmer os weekenden, tænkte jeg, at det var på sin plads at berette lidt om sidste weekend. Hvor vi angreb horderne af julearrangementer med ... endnu et julearrangement. Som strakte sig fra lørdag morgen til mandag aften og bragte os ud af landet og dermed gjorde os helt og aldeles utilgængelige for brunkagebagning, klippe-klistren og øvrige arrangementer, som december har det med at byde på. Ikke, at de ikke alle sammen er hyggelige og dejlige - der er bare så mange af dem, at det af og til er svært at få sig selv og julestemningen med dér midt i glanspapiret, smørdejen og hyg for helved-heden.

Så vi skred til Hamborg, gjorde vi. Auf wiedersehen, Kopenhagen - bis bald! Egentlig ville vi have været til Berlin, men eftersom vi gerne ville en tur over æ' grenz, som vi sydjyder siger, og dermed skulle have bilen med, syntes vi pludselig, at der blev lidt langt for en weekend. Som oven i købet blev skudt i gang med firma-julefrokost for HDD's vedkommende, så det blev Hamborg i stedet.

Jeg tør næsten ikke at indrømme det, men jeg har faktisk aldrig været i Hamborg før. Hvorfor må guderne vide, for eftersom jeg har henslæbt de første 20 år af mit liv i det jyske - endda det sydjyske - er det jo ikke som om, der har været langt. Men sådan er det altså blevet. Og selv om weekendens besøg var det første, bliver det med garanti ikke det sidste.

Rathausmarkt. Fint så det ud i mørket, men der var så mange mennesker, at vi hurtigt besluttede os for at finde et mindre befolket marked

Vi ankom ved middagstid lørdag, og da vi begav os fra bilen til hotellet, blev vi passet op af et rart udseende tysk par, der sagde en masse ting ret hurtigt efter hinanden, samtidig med at de viftede med en håndfuld billetter. Jeg skammer mig over at indrømme, at mit første instinkt faktisk var at gå videre. Det er bare så indgroet det der med, at folk, der stopper en, absolut må være ude på noget. Heldigvis blev jeg stående og forsøgte at finde hoved og hale i, hvad de sagde (og takkede mine 20 år i det sydjyske og en mor, der var tysklærer), for det viste sig, at de havde billetter til en koncert i domkirken, som lå 1,5 cm fra vores hotel, men da deres venner var blevet forhindrede, ville de droppe det. Så hvis vi ikke havde billetter, kunne vi da få deres? Jeg blev helt forvirret og begyndte straks at forklare, at vi lige var kommet, og at jeg kun havde syv euro i rede penge, men de smilede bare og forsikrede mig om, at de skam ikke skulle have nogen penge, og at billetterne var en gave. Og at billetterne var ganske ægte.

Så sagde de god jul, og gik videre - og jeg stod jeg dér med børn og HDD og en masse bagage - nu fem koncertbilletter rigere. Koncerten begyndte imidlertid kun en halv time efter billetoverrækkelsen, og ingen (ud over mig) syntes, det lød som en god idé at høre Händel og andet godt i kirken i mere end en time. Så fornuften (og hensynet til de andre kirkegængere) sejrede, og vi besluttede os for at gå ud og indsnuse Hamborg i stedet - dog ikke før, jeg havde givet billetterne videre til nogle andre. For jeg måtte nægte at lade sådan en juleagtig god gerning - til en samlet sum på omkring 800 kr. at dømme efter prisen på billetterne - gå til spilde.

Det viste sig imidlertid noget sværere at komme af med billetterne end først antaget. Åbenbart er jeg ikke den eneste, der har som første instinkt at gå videre, når man bliver tiltalt af en fremmed, der vifter med billetter. Goddammit, der var mange, der ikke gad høre på mig. (Medgivet: Jeg så nok også lidt nusset ud efter en del timer i bil, og mit gebrokne pizza-tysk hjalp formentlig heller ikke (derfor gik jeg også over til engelsk til sidst), men alligevel ...) Det lykkedes mig at afsætte to af billetterne til et midaldrende par, der mest af alt så ud som om, de bare tog dem for at få mig til at forsvinde, men de tre sidste - to voksenbilletter og en børnebillet - var nærmest umuligt at komme af med. Derfor blev jeg selvfølgelig stædig og endte med at have det helt sjovt med at passe mennesker op. Bare for at se de krumspring, de gjorde, for at komme væk fra mig.

En amerikansk gruppe på fire ville meget gerne have haft billetterne - åbenbart var koncerten helt udsolgt - men de kunne ikke nøjes med tre billetter, jo. De var til gengæld glade for tilbuddet. Resten, jeg henvendte mig til, opførte sig mest som om, jeg var spedalsk. Bortset fra en meget make-uppet ældre dame, der tilsyneladende havde fået nys om mit foretagende, eftersom hun kom susende hen til mig for at høre til billetterne. På en ret 'must buy crack'-agtig måde, småmumlende på tysk, mens hun lagde an til at hive kontanter frem. Jeg fik gjort hende forståeligt, at hun skam ikke skulle betale (det kunne da lige mangle), og da udtrykket af absolut vantro, morfet til skepsis, gen-morfet til vantro havde lagt sig, lyste hun op i et gigantisk smil og gav mig en kæmpekrammer. Og valsede med sine nyfundne billetter hen til mand og barnebarn og, forestiller jeg mig, en kæmpe oplevelse.

St. Michaelis Kirche, hvor koncerten skulle foregå. Dagen efter, da jeg insisterede på at kigge indenfor

Og således blev weekenden i Hamborg skudt i gang med en sand omgang julestemning. Som fortsatte i Miniatur Wunderland, hvor Yngste gavmildt delte den Lindt-chokolade, der dumpede ud af miniature-chokoladefabrikken, ud til tilfældige besøgende. Som i øvrigt så lige så skeptiske ud som alle dem, jeg forsøgte at afsætte billetter til (og mig selv, for den sags skyld), indtil hans forehavende gik op for dem. Så blev de, naturligt nok, meget glade. (Jeg kan i øvrigt ikke bebrejde dem deres skepsis. Loven siger, at 5-årige, der frivilligt deler slik, MÅ være ude på noget).

Vi havde med vilje ikke lagt nogen planer, så vi gjorde, hvad vi havde lyst til. Og selv om børnene syntes, vi gik lige vel rigeligt (en af dagene rundede vi de 10 km), så tog vi den med ro og havde masser af tid til afslapning på hotellet, besøg på julemarked(er) - i flertal, byen var fyldt med dem - lidt let shopping, karbad, mv. Hamborg er en superhyggelig by, og vi boede centralt, så det var nemt at komme rundt på gåben. Miniatur Wunderland var en kæmpe (pun intended) oplevelse for både store og små, men derudover besøgte vi ikke flere turistattraktioner. Chokolademuseet blev overvejet, men droppet igen, da tanken om, hvad en guidet tur på 90 minutter ville gøre ved den 5-åriges tålmodighed, ikke just appellerede til os. Og eftersom den ældste alligevel ikke kan lide chokolade (I don't get it), virkede det ikke som et specielt stort offer.

Ungerne foran gigantisk juletræ på Weinachtsmarkt i Hafencity

Honningkager, brændte mandler und so weiter ...

I stedet købte vi småting, vi ikke har brug for, spiste alt for meget stivelse, og drak i dén grad for meget kaffe. Stod på skøjter i skumringen til tysk schlagermusik, mens duften af glühwein bredte sig, og gik på opdagelse i hhv. Altstadt og et mørkt og regnvådt Hafencity. Og kamphyggede. Næste gang, vi skal til Hamborg, skal det være på en tid på året, hvor det ikke bliver nær så tidligt mørkt, og hvor vejret er sådan, at en tur i hhv. Planten und Blomen og Grasbrookpark giver mening.

Vi kom hjem igen mandag aften efter førnævnte detour over æ' grenz. Den eneste plan vi havde for dén del af turen var 'slik til jul', hvilket viste sig at være lige løst nok formuleret. Og endte med at koste os en trilliard. Til gengæld kan vi nu brødføde en hel hær med alt godt fra sukkergenren indtil julen 2017. Mindst.

Om blot en uge står den på juleferie, og inden da er antallet af arrangementer støt dalende. Lucia i børnehaven tirsdag og morgenkaffe i skolen onsdag var de sidste skole-/institutionsbastioner, og tilbage er nu 'kun' en julefrokost for HDD lørdag og en venindeaftale for mig i næste uge. Af julerelaterede ting, altså. Derudover kommer selvfølgelig alle besøgene på Bispebjerg, legegrupper og andet spændende, men det er jo hverdagen på godt og ondt - som ikke lader sig bremse af decembers overflod af hyggeligheder.

Men altså. Ferie ret forude. Det bliver godt!

søndag den 4. december 2016

Noget om at lave ingenting

December er over os med al sin pynt, hygge, stearinlys, kanel og andre gode sager, og både børn og voksne hjemme hos os er vilde med det. Så vilde, at vi er liiiidt for gode til at fyre sjove og hyggelige arrangementer i kalenderen, med det resultat, at julemåneden pludselig kommer til at virke lidt maraton-agtig, hvis man af vanvare kommer til at kigge lidt frem i kalenderen.

Derfor meldte vi fra til eftermiddagens julearrangement (weekendens i øvrigt fjerde arrangement), for vi trængte alle sammen til at lave absolut ingenting. Så det har vi gjort. Ikke en døjt har vi bestilt (efter vi altså havde haft gang i den helt store honningkageproduktion i køkkenet med grandfætre og familie i formiddags. Og gjort køkken-alrummet beboeligt igen). Jeg har ligget på en trampolin på ungernes værelse sammen med mit hold i nakken (så gammel er jeg åbenbart blevet) og læst en Jumbobog, mens afkommet har spillet iPad på mig og sniksnakket, vi har hørt julemusik, jeg har blundet lidt og er vist nok også kommet til at spise en halv pose lakrids-chokolade fra Irma. (HDD, spørger I? Han er blevet blitzet på motorvejen på vej efter noget så spændende som et bordtennisbat til sønnike, så lidt har han da lavet - men det er en helt anden historie).

Efter jumbobogslæsning forsøgte jeg at arbejde lidt, men det gad min hjerne ikke, så mens ungerne fortsat havde en fest med et eller andet syngespil på iPad'en, har jeg lavet i n g e n t i n g! Det kan altså anbefales! Og selv om jeg egentlig helst havde set et idyllisk scenarie udspille sig med brætspil og klippen julehjerter i analog samhørighed, så hyggede kræene sig simpelthen så godt, at jeg ville lade dem beholde deres iPad-hygge for sig selv her på den ene dag om ugen, de får lov til at spille.

Kl. 17 så vi julekalender i én stor stak på sofaen, mens formiddagens hulebyggeri truede med at vælte ned over os, og aftensmaden bestod af burgere hjembragt af HDD (han har været omkring, kan I høre). Han stemte for take away, for, som han tørt bemærkede, så havde dagen allerede formentlig kostet ham i omegnen af 1.500 kr. i bøde, så vi kunne lige så godt runde op til 2.000. Galgenhumor i årets i forvejen dyreste måned er så absolut påkrævet.

Jeg er sikker på, at eftermiddagens julearrangement ville have været rigtig hyggeligt, og havde vi haft mere overskud på energikontoen, ville vi meget gerne have været der. Men vores langsomme eftermiddag har været guld værd for alle involverede, så det var helt rigtigt at trække stikket. Ikke mindst fordi den kommende uge bliver (endnu) en travl en af slagsen med møder, fritidsaktiviteter, legeaftaler, julefrokoster og alt muligt andet hverdagsagtigt og julet i én stor pærevælling :-)

Ungerne er i skrivende stund ved at blive puttet, og jeg fortsætter, hvor eftermiddagen slap - med at lave ingenting. På sofaen. Sammen med Netflix og holdet i nakken, der lader til at være et stædigt bekendtskab. Gad vide, om mere chokolade kunne hjælpe ...?!

onsdag den 30. november 2016

Endnu mere siden sidst

Ordene vælter ud af mig for tiden, men de ryger direkte i det sorte hul, der hedder arbejdsopgaver. Og nye projekter, der forhåbentlig en dag finder fodfæste. Derfor er det småt med ordene herinde, men for at jeg ikke går helt i vinterhi, får I lige en omgang siden sidst mere. Og så skal jeg nok prøve at tage mig sammen til at skrive et 'rigtigt' indlæg næste gang.

Nå, men siden sidst:

*Har jeg været i Marokko. I fem dage. På 5-stjernet hotel med sindssygt lækker mad og arrangerede ture. Og det kalder man arbejde! *indsæt selv vanvittig latter*

*Har jeg været i Marokko. I fem dage. På 5-stjernet hotel. Alene! (med hvilket jeg mener 'uden familie'). Det betød, at jeg i den sparsomme fritid kunne tage mig et karbad, nusse rundt, bande præcis lige så højt af det sygt langsomme internet, som jeg havde lyst til, og ... wait for it ... endda nå at kede mig lidt. Jeg gentager: Og det kalder man arbejde!

*Har jeg været i Marokko. I fem dage. Fik jeg nævnt, at jeg boede på et 5-stjernet hotel? Og savnet HDD og børnene vildt meget. Efter noget sludren frem og tilbage med mig selv (det har man nemlig også tid til, når man sådan er af sted alene) blev jeg dog enig om, at det er sundt at savne lidt fra tid til anden. Og det gjorde det jo bare så meget desto mere dejligt at komme hjem igen.

*Har jeg lært at finde vej på Bispebjerg Hospital. Det bliver man nødt til, når nært familiemedlem, der længe har skrantet, er blevet indlagt akut. Der blev opereret for et par dage siden, men vi mangler stadig svar på en masse prøver, og meget tyder på, at det ikke bliver nogle svar, vi har lyst til at høre. Crap, altså!

*Har jeg takket de højere magter mere end én gang for mit fleksible arbejdsliv. Jeg ville ikke ane, hvordan jeg skulle jonglere hospitalsbesøg og gentagne snakke med læger og sygeplejersker oven i arbejdsbunkerne, hvis jeg samtidig havde en chef at stå til regnskab for. Hvis jeg ikke har sagt det tydeligt nok tidligere, bøjer jeg det gerne i neon: Jeg er f*nme heldig.

*Har vi været til intromøde for forældre til kommende 0. klasse-elever på skolen. Fordi Varanen skal i skole til næste år. I skole, blev der sagt. Det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal synes om. Han er jo lige blevet født?

*Har jeg formået at overbevise mig selv om, at det er godt, han skal i skole nu. Dels fordi det bliver sweeeeet kun at skulle aflevere ét sted, dels fordi skolen er fantastisk. Hvilket andre også lader til at mene - 40 ud af 54 nye 0. klasses-elever er nemlig søskendebørn, så det gjorde intromødet til en noget opsummerende affære. Stort set alle vidste nemlig godt, hvordan det foregår, det der indskoling.

*Har vi været til hhv. julebag hos Mårfar og juledekorationshalløj hos Farmor, og jeg har præsteret at spise så mange pebernødder, vanillekranse og brunkager, at jeg troede, jeg var gået i stykker. Julebag er hyggeligt og rart, men når man har glemt stopknappen derhjemme, kan man godt risikere at blive pænt dårlig.

*Har vi været til adventsgudstjeneste og fællesspisning på skolen. Lige dele hyggeligt og kaotisk. Men vi fik hørt Ældstebarnet synge Glorian in excelsis Deo i kirken. Nåååhr.

*Er vi begyndt at pynte en smule til jul derhjemme. Og i går fik jeg ungerne til at lave vores mini-julelandskab. Set i bakspejlet skulle jeg virkelig have ventet, til jeg fik købt noget sukker, vi kunne bruge som sne. I stedet for kækt at sige: "Det gør ikke noget, vi ingen sukker har. Vi bruger bare mel i stedet". #€&%"

*Er der virkelig opstået behov for at få støvsuget!

*Har vi været i IKEA. På en søndag. Det var ikke en god idé.

*Har vi haft lus. I-f*cking-gen. Jeg bliver så træt! Ingen lus i næsten 8 år, og så får pigebarnet dem to gange på to uger. Enten er skole-lusene af særlig kradsbørstig karakter, eller også slog sidste runde kemi dem bare ikke ordentligt ihjel. Denne gang har jeg kæmmet, kæmmet og så lige kæmmet lidt mere. Før jeg gassede dem med en rest Hedrin fra sidst. Og så lige kæmmet lidt mere. Suuuuuk! Fra nu af omdanner jeg mig til Kæmmeren fra Helvede og reder ældstebarnets hår igennem hele tiden og så igen. Bare for en sikkerheds skyld.

*Har jeg haft en dag eller to, hvor jeg har glemt at drikke kaffe. Glemt?! Jeg har klart for travlt. Og sidder derfor på en café lige nu med en stor kaffe i koppen. Man må have prioriteterne i orden.

fredag den 18. november 2016

Siden sidst ...

* Har vi haft lus på matriklen. Som direkte konsekvens heraf har jeg brugt hele formuen på lusepræparater i Matas - og er blevet temmelig overrasket over, hvor dyrt sådan noget egentlig er. Godt, det er første gang i min karriere som mor, at jeg er på dén galej - ellers kunne ungerne roligt begynde at vinke farvel til take away, fredagsslik, julegaver og alt andet sjovt (og dyrt). Lusene blev blev fragtet ind i hytten på ældstebarnets hoved, og de blev opdaget morgenen efter, jeg havde tænkt - tænkt! For sådan noget siger man ikke af fare for at blive ramt med en forhammer af Nemesis - at det da godt nok var dejligt, at vi aldrig havde haft lus, og at vores børn nok bare var sådan nogle, som ikke fik lus. For s*tan altså.

* Er begge børn blevet klippet. Heldigvis først efter lusene blev opdaget og slået ihjel med kemi og benhård kæmning. Ellers kunne jeg vist imødese sur frisør og ditto kunder, hvis de havde arvet bæsterne (lusene. Ikke børnene. #badatjinnng!) Goddammit, hvor er ungerne bare kære med deres nye frisurer. Og nu kan man se Varanens chokoladeknapøjne igen. Måske vi skal have dem til frisøren bare lidt oftere i fremtiden.

* Har Øglen fået smag for helt ny fritidsaktivitet, som hun var med DNP-veninde til i søndags. Siden har hun nærmest ikke talt om andet, så nu kan det være, at vi bliver sådan nogle, der har barn/børn, der sætter sig på mange timer en hel weekend. Suk. Hun prøver igen på søndag, og så må vi se, om interessen stadig er der. Og så kan det være, jeg orker at fortælle mere om det. Måske.

* Har HDD, Varanen og jeg gæstet Bogforum. Og slæbt bøger i hobetal hjem. Varanen holdt i næsten tre timer, hvilket jeg er ret imponeret over. Men da han nærmest faldt i søvn under Onkel Reje-showet, blev vi enige om, at vi havde været der længe nok.

* Har jeg haft hele to spontane aftaler med den samme veninde på to dage. Dét er en god frekvens, hvis man spørger mig. Og det gør man herovre på min blog.

* Har vi været til skole-/hjem-samtale i 1.A, hvor ældstebarnet blev rost så meget, at jeg muligvis tror, mine ører stadig gløder bare en smule. Sjældent har så mange pæne ting været ytret over så kort tid. Og selv om det selvfølgelig er ældsten, der bærer ansvaret for at være så sød og sjov og dygtig og grundig og vellidt og alt det andet, der blev sagt, så er det svært ikke at blive bare en lille smule stolt som forældre også.

* Er jeg blevet sådan en, der står ovre i skolegården (arj, ok - næsten ovre i skolegården. Jeg stoppede, inden jeg kom ind) og taler businezz med kunde, der har været sådan cirka lige så svær at få fat på som ... som ... nogen, der er meget svær at få fat på. Så når han endelig ringede tilbage, skulle opkaldet i dén grad besvares. Også selv om jeg følte mig som lidt af en douche, som jeg stod der og bjæffede om timepriser, smør på brødet, tilgangsvinkler og andet spændende. Det må man tage med, når man kan runde af med ordene "nyt, fast samarbejde" i ørerne. (En meget positiv ting for selvstændige mig, skal jeg lige understrege. Ordet 'fast' er vi jeg, inden for rimelighedens grænser, ret glad for. Så længe det ikke indgår i umiddelbar sammenhæng med ordet 'stilling')

* Har vi skruet så langt ned for legeaftaleblusset, at der ikke har været nogen legeaftaler overhovedet i den forgangne uge. Med mindre den dag, hvor Farmor hentede og hyggede med børnene altså tæller?

* Står jeg med det ene ben ude af døren. Og ikke bare fordi jeg snart skal hente børn og forsøge at sweettalke Varanen til at tage til håndbold. Jeg skal nemlig til de varme lande i morgen. Sgu'. Toute seule, ganz allein, all by myself. Eller, altså - jeg går ud fra, at der er andre med flyveren og på hotellet også (ellers bliver det en smule underligt), men jeg skal ikke af sted sammen med nogen. Det er bare mig, noget sol og et pænt lækkert hotel. Og nåh ja - en stak arbejde, men det tager vi med. Hvor længe? Nårm', såmænd bare fem dage. Som afrejsen nærmer sig bliver jeg mindre og mindre stolt ved at skulle være væk fra HDD og reptilerne så længe, men de har alle forsikret mig om, at de nok skal klare sig. Og selvfølgelig skal de det. Så jeg har taget 'jeg glæder mig'-kasketten på og kan faktisk ikke rigtig vente med at få lidt sol og sommer. 

fredag den 11. november 2016

Noget om fritidsaktiviteter og kalenderjonglering

Der er tryk på for tiden hjemme hos os. Legeaftaler, legeaftaler, fritidsaktiviteter og så lige lidt flere legeaftaler - for ikke at tale om alle de arrangementer, der støt og roligt begynder at tiltuske sig plads i kalenderen her op mod jul. ("Her op mod jul" - tsktsk. Der er jo stadig over en måned til, men på mystisk vis er midt-november nu om dage synonymt med "tæt på jul". Ak ja) Alle aktiviteterne er knaldhyggelige, når man sådan ser på dem isoleret set, men de giver altså en del travlhed i løbet af ugen.

Således runder vi i dag en uge af med dobbelt legeaftale for den ældste mandag (ude), fritidsaktiviteter for både Øgle og Varan tirsdag (HDD og jeg tog en hver, og jeg må med skam indrømme, at jeg pjækkede fra min egen fritidsaktivitet tirsdag aften og i stedet gik en tur med en god veninde i røret), dobbelt legeaftale med middag med forældre onsdag (hos os), ingenting torsdag (phew) og hhv. fritidsaktivitet for Varanen og legegruppe for Øglen (ude) i dag. Indtil videre har vi holdt lørdagen fri, og søndag står den så på heldagslegeaftale for Øglen hos DNP-veninde og Bogforum for Varanen, HDD og jeg. Pyyyyyh, altså!

Det kræver jo timemanagement på Ph.D-niveau at balancere alle de aftaler, og vores afkom går endda 'kun' til hhv. én og to ting hver. At Øglen kun går til én ting, er nærmest uhørt i hendes klasse, hvor børnene rask væk går til både to, tre og fire ting, men jeg må indrømme, at jeg har det glimrende med ikke at skulle stå skoleret et eller andet bestemt sted mere end én gang om ugen. Og indtil Øglen efterspørger mere planlagt aktivitet i hverdagene, så holder vi os bare til det, vi har. For hvornår var det i øvrigt ellers, der skulle blive tid til alle de der legeaftaler?! (Som slet ikke er hyppige nok, hvis det stod til den ældste. Hun har i hvert fald for nylig slynget ønsker til to-tre mere fra klassen ud, som hun gerne vil lege med. "Snart, mor!" Jojo, min skat. Jeg skal bare lige jonglere en fuldstændig proppet kalender først).

Varanen har heldigvis ikke så mange legeaftaler endnu, men han er jo også det yngre, og når dagen i børnehaven er slut, er han træt. Alligevel går han til hele to fritidsaktiviteter, men det skyldes primært, at vi er ved at udfase den ene. Efter ønske fra Varanen, der desværre først ønskede det, umiddelbart efter vi havde betalt for efterårssæsonen, så jeg vi er blevet enige om, at man holder ud indtil jul. Den anden fritidsaktivitet er spritny (for Varanen, altså) og ligger, som nævnt, lige oven i Øglens, hvilket i min bog er mega-win, for så kan vi holde det samlet. Og så begynder den allerede kl. 15, frem for den anden, der først begynder kl. 16. På en fredag. Som nævnt, så er Varanen træt efter en dag i børnehave, så kl. 16 er at stramme den i forhold til at tage imod kollektive beskeder og generelt være i hopla til at være adskilt fra undertegnede.

Og hvad ER denne her nye fritidsaktivitet så, tænker I nu. Jo, altså. Egentlig ville Varanen gerne gå til noget "rock-dans", som jeg har oversat til at være hiphop/breakdance. Det skrev jeg ham op til i foråret, men en nylig forespørgsel har afsløret, at ventelisten stadig er på længde med Dødehavsrullerne, og vores chance for at få en plads svarer til sandsynligheden for at finde den der gyldne billet i Charlie & Chokoladefabrikken. Så mens vi venter i spænding på en plads (der ifølge venteliste-damen "nok heller ikke bliver til januar"), jamen så spiller vi da bare bordtennis i stedet. Ikke fordi det ligner "rock-dans" specielt meget, men fordi det også kunne være sjovt, synes Varanen. Og så skal det da prøves. Første gang gik over al forventning, og nu er jeg bare spændt på næste gang. Især fordi jeg skal betale kontingent lige om lidt, og jeg bliver liiiidt træt, hvis beskeden fra Varanen næste tirsdag så lyder "Arj, jeg tror ikke, jeg har lyst alligevel".

Arbejdet viser sig også fra sin travle side, men fleksibiliteten gør, at der bliver tid til det hele - endda en spontan kop kaffe på Starbucks med nybagt mor-veninde i formiddags. Så det hele er ikke så skidt, at det ikke er godt for noget. Og inden længe trækker jeg oven i købet stikket et par dage og stikker af til sydligere himmelstrøg. Mere om det, når vi kommer lidt tættere på - eller når jeg er hjemme igen.

Og nu er jeg den, der er smuttet. Der er en fritidsaktivitet, der skal fragtes barn hen til, og en pakke på posthuset, der skal hentes. Og SÅ er det weekend - hav en god en!

onsdag den 2. november 2016

Noget om fødselsdage og hverdage. Og Halloween

Ham Den Dejlige fyldte år i går. Et helt år ældre blev han - og nu er vi så jævnaldrende. Hvert år (uden undtagelse i de snart 10 år vi har kendt hinanden) har han forbeholdt sig retten til udøvning af rendyrket aldersfascisme i de fem uger, der er mellem vores fødselsdage, men nu ligger han selv faretruende tæt på de 40, så han skal hermed flette næbbet for i år. Basta.

Vi havde en dejlig - og hverdagspræget - dag, der begyndte v.i.r.k.e.l.i.g tidligt (de unger kan seriøst lugte gaver på kilometers afstand. Og det er helt lige meget, om de er til dem eller ej. Alene spændingen omkring fødselsdag og gavegivning er nok til at drive dem ud af fjerne gudsjammerligt tidligt). HDD fik sine gaver ved morgenbordet, der var overdådigt dækket med ... havregryn, havregrød og yoghurt. Altså den helt almindelige hverdagsmenu. Stakkels HDD. Og så gik turen mod hhv. skole, børnehave og 2 x job. Til gengæld var der lagt i kakkelovnen til storhygning efter fyraften, hvor vi alle fire valfartede til Halloween i Tivoli. For til trods for trick or treating derhjemme selve Halloween, var der et par reptiler, der ikke havde fået græskar (og sukker) nok. Og så er det jo også bare altid hyggeligt at komme på besøg i Den Gamle Have.

RET uhyggeligt, hvis man spurgte reptilerne


Det må være ret sjovt at være dem, der udtænker al dekorationen i Tivoli. Synes, det er så fint og finurligt det hele

Vi var heldige med både vejret og det beskedne opbud af mennesker, så der var frit lejde til at prøve alt det, man gad. Øglen fik turpas med ledsagerarmbånd, men belært af sidste besøg i Tivoli nøjedes vi med billetter til Varanen. Han har ikke lyst til at prøve så meget og hyggede sig meget godt med at tulle rundt. Og han vandt oven i købet en pose lakridskonfekt han vandt på Grand Prix-banen, mens Øglen og HDD susede rundt i en rutsjebane. 

Vi spiste middag hos Brødrene Price, hvor der bestemt ikke var sparet på smørret, og vi trillede - både i bogstavelig og overført betydning - hjem fra en dejlig eftermiddag. Det var, forståeligt nok, svært at få alle mand op og af sted i morges, så jeg takkede nok engang forsynet for mine fleksible arbejdstider, så Varan-afleveringen kunne skubbes en times tid. Vi brugte den ekstra tid på at spille Cluedo (ingen spons overhovedet, bare all-time favourite brætspil, valgt af Varanen. Valget blev en smule vanskeliggjort af, at han ikke kan læse og i øvrigt heller ikke besidder for fem øre taktisk sans endnu, men det var knageme hyggeligt) og sludre lidt om løst og fast. Selv om det er hyggeligt, når vi alle sammen kan følges af sted om morgenen, er de langsomme morgener altså heller ikke sådan at kimse af.

Bearnaisen stod ved siden af ... Mmmm ... (Og det stribede er noget så rædsomt som en gigantisk bananslikkepind, som den ældste fik tiltusket sig)


Fineste Tivoli!

Resten af ugen har vi ikke de store planer på programmet. Heldigvis, kan man fristes til at sige, for et blik på kalenderen fortæller, at den er stopfyldt fra lørdag og en uge frem. Med fødselsdage, legeaftaler, bålhygge med klassen, flere legeaftaler, prøvetræning i bordtennis (sic!), og så lige lidt flere legeaftaler. Ak ja - vi når nok det hele, men lige nu tillader jeg mig at nyde stilheden før stormen ...

onsdag den 26. oktober 2016

Udpluk fra ulvetimen

Varanen: Moaaaarrrr!

Mig: Ja, skat?

Varanen: Skal vi lege?

Mig: Ja, det kan vi godt. I fem minutter. Så skal jeg liiiiige lave mad/rydde op/gøre værelset klar til putning/fylde badekarret/vælg selv.

Varanen: Så kom da!

Mig: Hvor skal vi hen?

Varanen: Ind i hulen! (Gigantisk papkasse, red.) Vi er søpapegøjer, jo!

Mig: Nåååååh ja! (what?) Hvad farve er vi?

Varanen: Selvfølgelig samme farver som almindelige søpapegøjer. Som lunder, du ved!

Mig: Nååååh ja. Klart. (WHAT?) Hvad hedder vi?

Varanen: Jeg hedder Baba. Og du er min storesøster.

Mig: Hvad hedder jeg så?

Varanen: ULLA, selvfølgelig!

Mig: Hahahaha - hedder jeg Ulla? Sejt! Hvorfor gør jeg det?

Varanen: Det gør du bare!

Derefter gik legen sin virkelig mærkelige gang, dels i hulen, hvor der blev leveret usynlig post, dels på lunde-klippen (lænestolen, red.), hvor det "så var okay", at Ulla læste en bog for Barba.

Senere kunne Øglen berette, at jeg i virkeligheden burde have hedder Oona. Og at legen tilsyneladende sådan nogenlunde fulgte manuskriptet fra Puffin Rock, som de har set på flimmeren engang. Så blev jeg så klog midt i en helt almindelig ulvetime.

mandag den 17. oktober 2016

Efterårsferie light

Hjemme hos os holder vi desværre ikke efterårsferie i år. Det har jeg pænt svært ved at acceptere, så efter at have brugt weekenden i ødegården (oven i købet med Farmor denne gang. Ren luksus!), gav jeg ungerne en hjemmedag i dag. Med alt for meget tv, eftermiddagsslik og nattøj det meste af dagen. Og Rullinge-produktion (nu med løg!), tedrikning og andre hyggeligheder. (At jeg som straf så måtte klemme et Skype-møde ind kl. 20, er en lille pris at betale). Så det lugter bare en lille smule af ferie.

Det bliver ikke meget bedre end det her. Et bette hus midt ude i skoven - nu omkranset af efterårsfalmede blade i samtlige nuancer af rødt og gult. Lønne-træer ftw!


Efterår, jeg er vild med dig!

Ældstebarnet vil gerne i SFO i morgen (hvilket måske/måske ikke er verdens største vink med en vognstang i forhold til, hvad hun mente om hjemmedagen i dag), og Yngstebarnet skal med HDD på arbejde, så et par timer på arbejdskontoen bliver det i det mindste til i morgen.

Jeg glemte at tage billeder af ungernes Rullinger, før vi pakkede dem ned og sendte dem, men så får I bare noget mere Sverige i stedet. Her udsigten fra udendørsbruseren (som naturligvis var i brug). Det var trods alt hele 5 grader i løbet af dagen ...

Sparke til blade - legen, man aldrig bliver for gammel til at synes er sjov!

Resten af ugen tager vi på gefühl. Arbejdskalenderen nægter mig flere fridage, men man er vel sin egen chef, så måske jeg ignorerer den. Eller i hvert fald nøjes med at give ungerne korte dage i hhv. SFO og børnehave. Allerhelst ville jeg sidde foran pejsen i det smålandske, men det tillader hverken HDD's eller min kalender desværre ikke. Lige som det daglige svømmekursus, vi i et anfald af genialitet meldte den ældste til engang i sommerferien (I ved - dengang, hvor efterårsferien syntes lysår ude i fremtiden) også vanskeliggør det en del. 

Det her billede vil slet ikke blive placeret, der, hvor jeg vil. Men det skal med - også selv om jeg allerede har vist det på Insta. Vi var på svampejagt (desværre uden held - i stedet var der stadig blåbær og masser af tyttebær), og ved samme lejlighed fandt jeg lav til at putte mellem forsatsvinduerne. Både praktisk og dekorativt. Og i de fineste farver.

onsdag den 5. oktober 2016

Noget om cykler

Nu havde jeg jo, som nævnt i et tidligere indlæg, fødselsdag for et par uger siden. Man kan imidlertid ikke altid regne med, at man får de fødselsdagsgaver, man ønsker sig, så derfor havde jeg sikret mig, at jeg med garanti fik noget, jeg har villet have, siden vi slog vores folder i Italien i sommerferien: En minicykel! Sådan en fiks lille retrosag, der er mere skør end køn. Jopo-cyklens grimme, gamle fætter, kan man vist godt kalde den. (Hvad jeg vil bruge den til? Cykle på, selvfølgelig. Min helt egen cykel, der desværre ikke har barnesæde på, unger ...(!))

Jeg har fulgt ivrigt med på dba.dk og erfaret, at der er nok af dem i Danmark, men at de flestes ejermænd tilsyneladende lider af den vildfarelse, at de (cyklerne, ikke dem selv) er belagt med guld. I hvert fald, hvis man skal dømme efter prisen. Så da HDD for et par uger siden tvært meddelte, at hans telefon gik helt amok med at foreslå ham minicykler, fordi jeg måske/måske ikke er kommet til at bruge den til at søge efter minicykler på, og at der lige var kommet nogle fine, nye på dba, var jeg ikke sen til at slå til. Slet ikke, fordi ejermanden forlangte det samme for hele TO cykler, som de fleste kjøwenhavnere forlanger for en halv. Haps, sagde jeg så. Og måtte i samme ombæring melde, at vi altså først kunne komme efter dem en uge senere, fordi de befandt sig et godt stykke fra Hovedstaden. Men vi kom alligevel næsten lige forbi (arj, det gjorde vi faktisk overhovedet ikke. Men omvejen blev ikke helt så lang), da vi var på vej hjem fra Jylland. På min fødselsdag. Så tillykke med mig. Nu 38 og med to skramlede cykler, der er så grimme, at de er fine! (I øvrigt fik jeg rigtig fine og gode gaver fra andre. Endda også nogle, jeg ønskede mig. Dog ingen cykler).

Jeg er i fuld gang med at gøre den ene cykel køreklar. (Den anden? Den sælger jeg sq nok) Og før nogen tænker, at det lyder vældig sejt og cykelsmeds-agtigt, så skal jeg skynde mig at sige, at bestræbelserne indtil videre har bestået i at vaske, skrabe spraymaling af (i stuen. Jeg var ikke populær hos HDD!), flå lås og lygter af og sådan noget andet shine op-noget. Fordi den i virkeligheden kører ganske udmærket, som den er. Den kunne bare godt trænge til en lille ansigtsløftning. Jeg er ikke nået til montering af nye skærme og sadel og alt det jazz endnu, og gør det formentlig heller ikke. Jeg ser det nemlig som min fornemste opgave at holde vores lokale cykelsmed kørende. Hvilket ladcyklen i dén grad har bidraget til på det seneste.

Jeg tror ikke, det er helt galt, hvis jeg siger, at tror, vi har lagt over 3.000 kr. i reparationer på den hos ham, siden vi flyttede tilbage til byen. For et år siden. Fordi den bliver ved med at gå i stykker. Nok fordi jeg bruger den h e l e tiden. Men den er også uundværlig i en grad, så jeg uden at blinke ville bede eventuelle køretøjsrøvere om at tage bilen til hver en tid, hvis jeg fik valget mellem at udlevere enten bil eller kassecykel. Den ER jo vores bil her i byen, for fa'n. Og det eneste køretøj, der holder på matriklen. Det er nemlig gratis at parkere cykler, der, hvor vi bor. Mens det koster tænderskærende 1.300 kr. om måneden for at parkere en bil. Sin egen bil. Den tager vi lige igen. 1.300 kr. Om MÅNEDEN. For BEBOERE. Og selv om Morten Kabell tilsyneladende er af en anden holdning, så er det ikke alle, der har valgt at bo i Nordhavnen, der har råd til at betale så meget om måneden for parkering. (Her kunne jeg så vælge at indsætte lange tirader omkring det faktum, at alle andre bosiddende rundt omkring på Østerbro kan få en parkeringslicens, der koster noget i omegnen af 800 kr. Om året, altså. Men ikke lige der, hvor vi bor. For der har vi jo råd til at betale horrible parkeringspriser (!) Men jeg orker ikke diskussionen, og med en konklusion, der hedder "sådan er det bare", er der ikke så meget at komme efter ...)

Ladcyklen. Og HDD. Begge helt uundværlige!

Og apropos ladcyklen, så er den i skrivende stund på langvarigt besøg hos nævnte cykelhandler. Faktisk har den været der i mere end en uge nu, og jeg føler mig totalt amputeret. Jovist, Øglen cykler selv til og fra skole, og Varanen kan sidde bagpå min almindelige cykel, og brænder det helt sammen, kan jeg tage toget med ungerne. Så vi kan jo godt klare os uden den. Men alt er bare nemmere og mere fleksibelt med kassecyklen - også at handle. Jeg plejer at cykle mellem 10 og 15 kilometer på den om dagen, og nu har jeg ikke haft den i noget, der føles som 1.000 år. Sidste melding fra cykelsmeden er imidlertid, at de langt om længe har fundet den obskure reservedel, der tilsyneladende ikke produceres mere - på Bornholm, af alle steder. Så den er på vej til storbyen, hvor den så skal monteres. Og herefter burde det være muligt at cykle på ladcyklen, uden at forbremserne blokerer hele tiden. Noget, jeg i dén grad vil sætte pris på. To unger er tunge nok at cykle med i sig selv - jeg behøver ikke yderligere modstand i form af defekte bremser ...

Jeg har fået en foreløbig pris på omkring 650 kroner, og taget i betragtning, at vi forleden regnede med en regning på noget, der ligner 4.000 kroner for to nye hjul og et helt nyt bremsesystem (og vi derfor var ude i overvejelser om at købe en helt ny brugt ladcykel), synes jeg jo ligefrem, det er billigt. Samtidig er der dog en lillebitte flig af mig, der ærgrer mig lidt over, at vi så ikke får en ny brugt cykel. Der er lidt nyere og lækrere. Omvendt er det nu meget fedt at få den gamle kending hjem. Den er jo vores, med de skavanker, den nu engang har. Og sin meget genkendelige lyserøde farve. En ny brugt cykel ville jo ikke være så customized, som vores er. Og den ville ikke være brugt til alle de ture, det lyserøde lyn er. Så når alt kommer til alt, er det nok meget godt, at vi får kassecyklen hjem. Den har været savnet!

tirsdag den 4. oktober 2016

Noget om en masse

Hvordan sommeren kunne være uendelig, da man var barn, og tiden fra skolestart mod efterårsferien kunne føles som en evighed, det er mig en gåde den dag i dag, hvor tiden spurter af sted, som var den betalt for det. Jeg har ikke længere en nyslået 5-årig, men en yngste på 5 år og to uger. Lige som jeg ikke længere selv er en nyslået 38-årig, men også har fået to uger mere på bagen.

De sidste par uger har således stået på fødselsdagsfejring og indtagelse af uendelige mængder kage de sidste par uger. Varanen rider på den sidste, stædige fødselsdagsbølge og afventer pt. gaveleverance fra Mårfar via Post Danmark. Gaveleverance nummer to, oven i købet, fordi det er lykkedes de blå postbude at smide første leverance væk. Men når dén gave er modtaget, er det vist heller ikke muligt at vride mere ud af en 5 års fødselsdag.

Min egen fødselsdag, der ligger tre dage efter Varanens, er ikke blevet fejret helt så meget. Og så vidt vides er der heller ingen gaver til mig, der er gået tabt med posten. Men jeg er blevet så rigeligt begavet, og jeg har det mere end fint med at gå et trin ned på fødselsdagspiedestalen og sætte sønnike øverst. Desuden vågnede jeg på intet mindre end et gods i Jylland på min fødselsdag og med hele min lille familie og det meste af svigerfamilien omkring mig, så det var slet ikke så dårligt. Ikke, at godset havde noget som helst med min fødselsdag at gøre - det var bare der, vi holdt familieweekend - men det gjorde ikke noget.

Panoramafoto af udsigten. Som på ingen måde yder den retfærdighed.


It's wine o'clock ...

Familieweekenden - som vi også var på sidste år - var som ventet utrolig hyggelig. Og dejlig lang. Vi holdt fredagen fri og brugte den i Legoland (vi havde jo overrasket børnene med et par billetter til Legoland dagen forinden), og da de ikke orkede mere, satte vi kursen mod familie-halløjet. Med 36 mennesker i aldersspændet 3 måneder til 93 år var der godt gang i den, og der blev drukket spandevis af både kaffe og vin, spist god mad og talt med alle dem, vi ikke ser så tit pga. geografi. Vi nåede endda en tur på Himmelbjerget.

Farmor kysser Varanen, Varanen 'kysser' mig. Ved Himmelbjerget. 

Verdens dårligste billede af reptilerne, før vi skulle i Legoland. De var for spændte til at stå stille længe nok til, at billedet kunne tages om. Men se lige deres jakker. Det er nogle smarte nogen fra Reima - med sådan en #reimago-sensor i. Knageme smart. (Og ja, vi har fået jakkerne af Reima, men uden strings attached. Jeg er bare begejstret. Det er nogle fine jakker, og ungerne elsker konceptet med bevægelsessensoren og den tilhørende app)

Vaske vaske guld! Og heldet var med os - der var lige præcis guld nok til to guldmedaljer!

Søndag, på min fødselsdag, gik det meste af dagen med transport hjem fra Jylland. Og splatten ud, da vi kom hjem fra Jylland. Jeg befalede sushi som aftensmad, og ungerne befalede film, så vi spiste sushi ved sofabordet med Cars 2 på flimmeren. Det er slet ikke så dum en måde at fylde år på! Der var desuden også masser af gaver, så jeg er helt klar på at have fødselsdag igen næste år ...

Fødsesdagssushi!

En af mine fødselsdagsgaver - Thomas Dybdahls oktober-trilogi på vinyl. Signeret! Best. Present. Ever!

Den netop forgangne weekend har ungerne og HDD været i Knuthenborg, mens jeg spiste brunch med en veninde i det skønneste solskinsvejr (og forberedte fødselsdagsfejring), og vi haft stort familierykind. Til Varanens 'forældrefødselsdag', som han kaldte det. Hele familien + bedstevennen, der går i nulte nu, men som ikke desto mindre stadig er en stor del af Varanens liv. Heldigvis. På en eller anden facon lykkedes det os at spise os gennem et helt kilo smør forklædt som hhv. mazarinkage og chokolademuffins, og det er ikke længere for sjov, at jeg taler om, at jeg skal i gang med at træne. Jeg er to minutter fra, at mine arme får smilehuller, og det matcher ikke just med den tatovering, jeg endelig har besluttet mig for, at jeg skal have lavet. På skulderen, godt nok, hvor smilehullerne ikke er - endnu - men alligevel ...

Glemte fuldstændig - som i f u l d s t æ n d i g at tage billeder, så hverken mazarintærterne med bærskum og friske bær eller chokolademuffins'ne eller familien (for den sags skyld) er blevet forevigede. Desværre. Men både kager og mennesker var fine, og vi havde en dejlig dag!

Summasumarum: Tiden går stærkt, vi spiser meget smør, og alle er glade. Her går det godt.

torsdag den 22. september 2016

Noget om at blive fem år

Selv om følelserne sidder lidt uden på tøjet denne september, så er måneden - ud over at være bragende smuk i sol og efterårsklæder - også fyldt med forventning og fejring. Yngste nummer i Reptil-familien fylder nemlig fem i dag, og det en dag, der er blevet imødeset med lige dele begejstring, utålmodighed og spænding. Lige siden vi kom hjem fra sommerferie (midt i juli!), har der ligget en grøn afkrydsningsliste i køkkenet og rodet. Der er blevet sat i omegnen af 69 krydser, og der har været tidspunkter, hvor den vordende fødselar var ved at give op, men endelig oprandt dagen, og Varanen er nu fem år!

Pæn, ikke? Havde jeg tænkt mig om, ville jeg have vidst, at afkrydsningslisten jo uundgåeligt ville komme til at ligge fremme. Og så ville jeg nok have gjort lidt mere ud af designet ...


Sædvanen tro vågnede han op til et dækket fødselsdagsbord inkl. flag og fødselsdagstog. Han fik Frozen-morgenmad (når nu jeg havde været så tarvelig at sige nej til både slik og is. Nice try, though), og vi sang naturligvis også fødselsdagssang. Det ville vi have gjort under alle omstændigheder, men vi sang lige lidt ekstra til, da han forleden lige så sødt havde spurgt, om "det ikke var sådan, at når han vågnede på sin fødselsdag, så sang vi en sang for ham". Der var en god portion gaver til ham, både fra os forældre, fra Øgle + forældre og fra Øglen helt alene. Hun havde begået en pompom og en virkelig fin pyntedims i SFO'en og var noget så spændt på at give ham sine kreationer.

Fødselsdagsbordet. I gustent lys, fordi det nu er begyndt at blive mørkt, når man står op om morgenen. Suk!


HDD og jeg endte med at købe en R2D2-robot og en storm trooper-maske med stemmeforvrænger (ja, han er vild med Star Wars) til ham - og så har Øglen og jeg i fællesskab lavet en postkasse ud af en havregrynsæske og en hulens masse rød maling, så han kan lege posthus. Han elsker at stemple og 'skrive' breve, og postkassen sammen med indholdet af det relativt smadrede Børnenes Postkontor, jeg fandt på dba.dk, udgør det perfekte postmester-sæt.

OTA Solgryn - nu som postkasse ...


Jeg forstår simpelthen ikke, at han allerede er fem år. Fem år, 22,3 kg og 116 cm, ifølge lægens 5 års-undersøgelse. Kun 1,1 kg mere end til 4 års-undersøgelsen, men til gengæld 7 cm højere. Så tror da pokker, at jeg synes, han er blevet så tynd. Og at han vokser ud af alt sit tøj.

Lange hyl!


Han er den sødeste og sjoveste dreng, jeg kender. Fyldt af et temperament, jeg ikke altid helt ved, hvad jeg skal stille op med, men lige så vred han kan blive, lige så kærlig, følsom og tænksom er han. Han er en tryghedsnarkoman, der har det allerbedst, når jeg er helt tæt på ham - vi ligger som regel i arm om natten, og han danser stadig af glæde, når jeg kommer og henter ham i børnehaven (må det aldrig stoppe! Hold nu op, hvor er det kært!), men alligevel udfordrer han sine egne grænser ved at klatre lidt højere op i legestativerne og hoppe fra stadigt højere trappetrin fra dag til dag. Han taler og taler og ræsonnerer og argumenterer. Og taler lidt mere. Han elsker at regne og lege med bogstaver, og han har en sød og underfundig humor. Han er vild med at få læst højt og spille spil og i det hele taget at lave ting sammen. (Således ønsker han sig en shoppetur med os alle sammen i fødselsdagsgave, og han er ikke helt vild med tanken om, at han skal alene med enten mig eller HDD på før-skolestart-tur til foråret, ligesom Øglen og jeg var i Paris. "Jeg synes, vi skal tage et sted hen, hvor vi alle sammen kan komme med", siger han, det lille, sociale væsen ...)

Og så kan man godt helt droppe at løbe om hjørner med ham, for man bliver gennemskuet på et splitsekund. Hukommelsen er nærmest uhyggeligt god, og han kan tæske mig i vendespil og Robot Face Race til hver en tid. Min mor ville have kaldt ham et rigtigt livsstykke, og jeg kunne ikke være mere enig. Et lille, stort femårigt livsstykke. Som dumpede ned i lige præcis vores familie. Så bliver man ikke mere heldig!

Jeg brugte i går på at bage pølsehorn, stege frikadeller og lave risengrød til risalamanden, så energien var ikke til også at bage en kagemand. Det fik bageren lov til. Brunsviger, naturligvis. God - men end ikke i nærheden af, hvordan Mårmor lavede den ...


Vi har haft børnehaven på besøg og hygget på nærliggende legeplads, og lige nu stener alle med hver sin ting, inden Farmor kigger forbi og siger hej. Menuen i aften kommer efter fødselarens ønske til at stå på "mad fra kyllingemanden" (lokal take away-biks) og risalamande. Med kirsebærsyltetøj, eftersom det åbenbart ikke helt er sæson for kirsebærsovs endnu. Måske det er på tide at udtænke en mandelgave. Billetter til Legoland, f.eks... Mette har jo været så sød at sende mig to styks børnebilletter helt kvit og frit. Jeg gætter på, at de bliver taget imod med stor begejstring. Og mon ikke han får lov til at spise foran tv'et, som er totalt win i Varanens øjne. Kombinationen af hans to yndlingsaktiviteter, mad og skærm - så bliver det nærmest ikke bedre ;-)

Tillykke med dig, min søde, skønne Varan. Jeg elsker dig.

tirsdag den 20. september 2016

Noget om lige at ringe og sige hej

I dag er det et år siden, min mor døde. Siden jeg sad ved hendes side på hospitalet, holdt hendes hånd og hørte hende tage sit sidste åndedræt, og en lille del af mig forsvandt for evigt. Jeg savner hende hver eneste dag. Både for den, hun var, og den, hun fik mig til at føle, jeg var.

Jeg savner at vide, at hun er der. At hun sidder og drikker en kop te, nusser i haven, læser avisen. Eller tager en lur på sofaen. Jeg savner at se hende. At mine børn har deres Mårmor. Og jeg savner lige at ringe og sige hej. At have en i den anden ende, der lytter og interesserer sig. Også selv om jeg måske ikke har noget særlig interessant at sige ...

tirsdag den 13. september 2016

Noget mere om efterår

Smukke september er hård i år. Det vil den nok blive ved med at være. Men jeg må sige, at måneden gør, hvad den kan for at kompensere med både varme og smukhed. Og selv om al varme og smukhed i hele verden ikke bringer min mor tilbage, må jeg anerkende indsatsen.

Jeg kan mærke, at solen og varmen gør mig godt. Sommer-tilstandene trænger dybt ind under huden og giver energi. Energi til at klare bare lidt mere end det allerhøjst nødvendige. Energi til at træne (sgu'!), planlægge legeaftaler og fritidsinteresser (endda en enkelt for mig selv - mere om det i et andet indlæg på et andet tidspunkt), organisere håndværkere (endnu et indlæg i støbeskeen) og oven i købet til at tage livtag med de af min mors ting, som endnu ikke er blevet sorteret. Min far og jeg sorterede sammen en dag i sidste uge. I det smukkeste solskin. Og selv om det var hårdt, var det en god dag.

Jeg fik lidt tøj med mig hjem - og et par smykker, som nu er blevet fast inventar på hhv. finger og håndled. Lige som de var det hos min mor. Hver gang jeg kigger på smykkerne bliver jeg glad. Og så rigtig ked af det. Og så glad igen. Selv om det bare er ting, er det ting med uendeligt mange minder i. Og det får mig til at føle, at hun er endnu tættere på.

Det er snart et år siden, hun gik bort. På mange måder føles det som meget kortere tid, mens det på andre føles som meget længere tid siden. På bare et år har jeg skullet lære, hvordan man eksisterer uden sin mor. Læringskurven har været stejl, og vi er ikke ved vejs ende endnu. Overhovedet. Selv om savnet på mange måder er blevet lettere at bære, rammer det med fuld styrke fra tid til anden - og særligt her i september.

Om lidt har Varanen fødselsdag, og det er så kært, hvor meget han glæder sig. Allerede i juli lavede vi en afkrydsningsliste, så han kunne følge med i, hvor mange dage der er tilbage, og nu, hvor der kun er 9 dage endnu, kan han næsten ikke være i sin lille krop af bare begejstring. Jeg glæder mig med ham og for ham, men samtidig er hans fødselsdag så uendelig bittersød. Fordi jeg stod lige midt i orkanen sidste år på samme tid, og en del af mig skulle forsøge at koordinere fejring og gaveindkøb, mens en anden del af mig skulle deale med bedemænd og begravelsesforberedelser. Noget meget mere modsætningsfyldt end det skal man lede længe efter. Men livet går jo, som jeg har sagt utrolig mange gange det sidste år, som bekendt videre, og Varanen skal have et brag af en fødselsdag. Med stuen fra børnehaven, Paw Patrol-tema, gaveregn og all the works. Endda en tur til Legoland i forbindelse med en snart forestående tur til Jylle. Og så nogle af de gaver vi ved hjælp af mere eller mindre vellykkede forhørsteknikker har vristet ud af ham, at han ønsker sig.

Det skal nok blive en god fødselsdag. Der mangler bare en ...

torsdag den 1. september 2016

Noget om efterår

Jeg kan ikke sige det ofte nok - jeg elsker efteråret. Og det er det jo nu, siger kalenderen. Sensommeren er dejlig, men efteråret, særligt septemper, er fantastisk. Hver sommer glæder jeg mig hemmeligt en lille smule, til jeg kan stikke i et par lækre støvler og smyge mig i strik, og selv om jeg naturligvis er vild med, at jeg ikke behøver-behøver have sokker på i skoene endnu pga. de sommerlige temperaturer, ville det ikke genere mig, hvis det blev bare lidt køligere. Så længe solen altså bliver her, forstås. For når jeg siger, jeg elsker efteråret, er det jo de kølige, solbeskinnede dage, jeg mener. De dage, hvor man for alvor kan nyde de gyldne toner i trækronerne, og hvor både krop og sind kan blive blæst godt igennem. Uden at man får lungebetændelse og stivfrosne fingre af det.

Dette efterår, og denne september i særdeleshed, imødegår jeg dog med en noget blandet følelse. Ikke at måneden har gjort noget som sådan - faktisk har den blandt andet dannet rammen om både min egen og Varanens ankomst til verden for hhv. snart 38 og 5 år siden - men den har også været kulisse for min mors død. Det er snart et år siden, hun gik bort. Og endnu snarere et år siden, vi fik den triste besked om, at der ikke var mere at gøre. Det år har på en gang varet for evigt og et splitsekund.

Jeg forstår ikke, hvordan det har været muligt at eksistere så længe uden hende, men det har jo ladet sig gøre på et eller andet plan. Fordi det skal det. Og nok også fordi hun er her endnu. I mit hjerte og, som Øglen så fint formulerede det, som vinden omkring huset, som en stjerne om natten og som en fugl om dagen. Det trøster en smule, selv om jeg klart ville foretrække, at hun bare var her som min mor.

mandag den 29. august 2016

Noget om koloni-livet

Vi har været på skolekoloni i weekenden. Med Ældstebarnets klasse. Alle 4. Bum.

Hvis nogen havde fortalt mig for et år siden, at jeg skulle blive sådan en, der drak lunken koloni-Baileys med de andre forældre rundt om bålet, efter ungerne var blevet puttet på en skolekoloni, så ville jeg havde troet, at de var bindegale. Og havde de i skyndingen også nævnt, at vores familie i øvrigt havde meldt sig frivilligt til at sove i telt pga. flere tilmeldte, end der var værelser, så ville latteren ingen ende tage.

Men ikke desto mindre, var det (bl.a.) noget af det, der skete på skolekolonien for 1.A. 24 timer med storhygge med både børn og forældre fra klassen - børn, der væltede rundt mellen hinanden og spillede bold, legede med til lejligheden indkøbt legetøj, var på skattejagt og generelt bare hyggede så meget, at det halve ville have været rigeligt. Og voksne, der samarbejdede i stor stil både om alt det praktiske som aftensmad og rengøring og det lidt mere nære som børnene og koordinering af forskellige lege. Og altså fik drukket en hel del både koloni-øl og koloni-Baileys, efter børnene var blevet lagt kl. 20.30. Og spist koloni-chips og koloni-slik, ikke at forglemme.

Aftensmad udendørs. Den rene luksus at være af sted i så godt vejr


Teltsovningen (og opslagningen) gik, trods vores ustyrligt ringe erfaringer med den slags, upåklageligt, og selv om man kan have en holdning eller to til, at vi sov i telt den nat, hvor det både lynede, tordnede og styrtregnede til den store guldmedalje, så holdt vi tæerne tørre og havde det ret så hyggeligt. Og er ikke helt afvisende over for, at det der telt kommer til at ske igen. (Dog ikke på næste års koloni, der allerede er i støbeskeen og bliver et sted, hvor der er rigeligt med sovepladser til alle). Nu kan jeg imidlertid ikke finde ud af, om det er en fordel eller en ulempe, at de andre forældre har fået en idé om, at vi er 'sådan nogle outdoorsy typer' (til trods for vores ihærdige forsøg på at mane rygtet til jorden) - når intet kunne være fjernere fra sandheden.

Ad sti af sted mod stranden

Vi er alle lidt matte og/eller forkølede efter weekenden, og ingen var helt med på idéen om mandag i dag. Men af sted kom vi, og forsynet ville, at Varanen og jeg rendte ind i en af yndlingspædagogerne på vej til børnehaven, så der var en yndlingsfavn at blive afleveret til. Entusiasmen var dog ikke noget at skrive hjem om hos Varanen, og selv lovningen på en tur med storegruppen til Den Blå Planet kunne muntre ham op. Eneste trøst var dog, at jeg sporede et lille smil hos ham, da han vinkede med førnævnte yndlingspædagog. Han får en god dag, det ved jeg, men som skrevet i seneste indlæg, ville jeg virkelig ønske, at afleveringerne ikke var så svære.

Jeg har lovet at hente tidligt igen i dag, og så skal vi i Kongens Have. Fordi der angiveligt huserer en sjælden Pokémon, som ungerne gerne vil have nallerne i. Så det skal vi da. Især, hvis det gider lade være med at regne snart. Og hvis cykelhandleren kunne være så god at lave kassecyklen, hvis bremser pludselig synes, det er sjovt at blokere. Det gør den jævnt besværlig at cykle på, skulle jeg hilse at sige. "Regn med mindst 450 kr.", sagde den rare cykelmand i morges. "Og væsentligt mere, hvis det er hele tromlen, der er røget". Jamen, det gør jeg da bare, så. Og prøver at lade være med at lægge det sammen med de 600 kr., selvsamme cykel kostede mig i sidste uge. Måske man skulle blive cykelsmed?!

God mandag til jer alle. Må den blive billigere end min ser ud til at blive ...

fredag den 26. august 2016

Noget om de der afleveringer

Jeg havde egentlig et indlæg i støbeskeen om, hvordan vores afleveringer af Varanen er blevet om ikke armene i vejret-gode, så markant bedre. Det meste af denne her uge har faktisk været, hvad jeg vil kalde helt hæderlig, og ved hjælp af lettere manisk falset-stemme og stoooore, påklistrede smil har det kunnet lade sig gøre at manifestere en lille bitte grad af entusiasme over at skulle i børnehave hos Yngsten. Primært fordi vi har haft et 'program' at holde os til, fordi der har været emneuge om krop og bevægelse - i de aldersopdelte grupper.

Men.

Så var det jo, at emneugen sluttede i går. Og i dag var 'bare' helt almindelig børnehave med helt almindelige lege og fredags-rock. Og så var det som om, det ikke var helt så fedt alligevel.

Det gik egentlig ok på vej over til børnehaven. Varanen og jeg hyggede med en bog og et spil derhjemme over morgenmaden, efter Ældsten og HDD var cyklet af sted, og jeg hypede sæsonopstarten til håndbold i eftermiddag Helt. Vildt., og så gik den vilde Pokémon-jagt ellers i kassecyklen på vej til børnehave. Angiveligt var der to seje Pokémons, der kæmpede i det Poké-gym, vi kørte forbi (Varanen vidste, hvad de hed, men jeg kan på ingen måde huske, hvad de hed. Jeg ved bare, at det ikke var Pikachu, for den kan vi ikke finde. Grrr), og det var fedt. Åbenbart. Så alt var godt - lige indtil jeg skulle gå. Åhr, hvor blev han ked af det, mand. Begyndte at græde og gå efter mig ned ad trappen. Græde, at jeg var den eneste, der kunne gøre ham glad, og at han bare slet ikke havde lyst til at være i børnehaven. Og jeg havde SÅ meget lyst til at tage ham under armen og med hjem igen. Yndlings-voksenen kom og vinkede med ham, hvilket hjalp en smule, og på vej ud til cyklen mødte jeg nogle af hans gode venner, der skulle afleveres, så det skal nok gå, jo. Det er bare  nederen en måde at begynde dagen på - både for ham og for mig.

Jeg ved jo godt, at han har det fint nu. At han formentlig - lige som de øvrige dage - synes, at jeg henter ham alt for tidligt, når jeg kommer i eftermiddag. Men det ændrer bare ikke på, at alt i mig stritter, når jeg har sådan en aflevering. Jeg håber i dén grad, at det bliver bedre, for ellers er der dæleme lang tid til sommer, hvor han skal i skole.

Men nu er det heldigvis snart weekend! Uden børnehave og kede børn (forhåbentlig). Skemaet står på koloni med den ældstes klasse, og ud over alt det, der skal planlægges i forvejen, tegner det til at blive aldeles afslappende. Og måske endda i noget, der minder om sommervejr!

tirsdag den 23. august 2016

Sverige revisited

Kantareller. Blåbær. Og alt alt for meget sukker. Det er nøgleordene for weekenden, der endnu engang har stået i svenskens tegn. Turen gik atter til ødegården - denne gang med gode venner inkl. afkom. Det var knageme hyggeligt.

Børnene - hele fem af slagsen, når de er slået sammen - klikker ret så godt, så der blev hujet og leget og hujet lidt mere. Og plukket kantareller og blåbær til den helt store guldmedalje. Blåbærrene forsvandt som dug for solen, og kun Varanens blålilla mund vidnede om, hvor de forsvandt hen, mens kantarellerne blev parret med pizza og indgik i rimelig nice aftensmåltid.

Guld fra skovbunden

Vi fik tændt bål og lavet både popcorn, s'mores (fuxk, de smager godt!) og en form for snobrød - hvor det meste af dejen godt nok endte alle andre steder end i bålet - og vi nåede endda forbi badesøen og "Kaninland" (som siden sidst er begyndt at tage entré for lillebitte legeplads og en samling halvsløje kaniner, så det visit blev kort). Så på trods af begrænset tid til rådighed, nåede vi alligevel alt det bedste, som huset i skoven har at byde på.

Mmmmm ... S'mores ...


Ikke tale om, Ældstebarnet gad have gummistøvler på ved søen. Der skulle soppes, skulle der!

Børn og vand. Altid en god kombi. Varanen er her i gang med at tage en slurk af søen - det skulle naturligvis prøves, nu vi fortalte, at vandet er så rent som drikkevand

Der blev oven i købet tid til at hækle lidt - og drikke temmelig meget kaffe. Spille bold og brætspil. Og generelt bare få slappet rigtig meget af. 

Det der Sverige er slet ikke så dårligt - heller ikke selv om det er fjerde eller femte? gang i år, vi er der. Forhåbentlig når vi derop endnu en gang eller to, alt efter hvad efteråret byder på af forskellige begivenheder.

torsdag den 18. august 2016

Noget om at blive ældre

Selv om min tandlæge (som i parantes bemærket maks. er 12 år gammel) er rigtig sød til at kalde mig 'meget meget ung', så er der ingen vej uden om, at jeg fylder 38 inden længe. Methusalem vil formentlig argumentere for, at 38 ganske rigtigt er meget meget ungt, men set i forhold til den 16-årige (cirka) guldsmed, der skulle kigge på nogle smykker for mig forleden, er jeg nærmest en oldsag.

Min alder generer mig i øvrigt ikke, skal jeg lige skynde mig at sige. Jeg elsker at være i 30'erne, og den eneste krise, jeg formentlig får, når jeg engang overgår til 40'erne, er, om nogen så forventer, at jeg skal opføre mig voksent til forældremøderne i hhv. skole og børnehave. For det kommer næppe til at ske.

Men. Alders-zen til trods, så må jeg erkende, at der er nogle downfalls. Ud over de helt åbenlyse - slappere i kødet, rynker i panden (vi siger tak til purung tjener på restauranten i går, der ikke kunne lade være med at grine af mit vantro udtryk, da hun kom med en dessert før desserten - en såkaldt 'præ-dessert'. Et koncept jeg i øvrigt bifalder til fulde sådan rent generelt, men som var lidt voldsomt til middagen, fordi der også havde været en 'overraskelsesret' før hovedretten (og efter forretten), så jeg var pænt mæt. Og fik åbenbart så mange mæthedsrynker i panden, at vårharen følte trang til at kommentere det) og større behov for en eftermiddagslur, så er der også de rent interne ting. Lidt ligesom man har større tendens til at acceptere, at en kommode på snart 40 år er lidt leddeløs, end at en spritny IKEA-model er det, så har jeg for nylig måttet sande, at det samme gør sig gældende for mennesker. Mig, om ikke andet.

Det lugtede lidt af sommer i morges, hvor jeg snød mig til en stund i solen efter aflevering og før tandlægebesøg

Således befandt jeg mig i går til åben konsultation på mit lægehus (fordi min læge er så travl, at det går hurtigere at sidde i kø med 4.000 andre leddeløse typer end at få sin egen tid), fordi jeg siden sommerferien har haft et ben, der gør tjotalt naller, når jeg rejser mig op fra sofaen. Og en lænd, der skaber sig så meget, at det nu også har sat sig på halebenet. Min skjulte dagorden var at få en henvisning til en fys hos lægen, men af uransagelige årsager var det eneste, jeg kom derfra med, et par forslag til øvelser, jeg kan gå hjem og lave for at blive strukket ud. Og en formodning (fra lægen) om, at jeg er hypermobil. "Så derfor er det meget nemmere for dig at få den slags muskelskader end andre". Suk.

I dag var jeg så til tandlæge. Ikke så meget fordi, jeg er ved at blive ældre, som at de tænder jo skal kigges efter bare en gang imellem. Og før jeg fik set mig om, blev det "stille og rolige eftersyn" transmogriffet om til "plast på tre tænder". Som så endte med at blive fire, "for nu var jeg jo lige i gang". Og en trussel lovning på, at næste gang vi ses, så er der tre tænder mere, der skal kigges efter i sømmene. Farvel penge!

Så nu sidder jeg med mine nye plastictænder og drikker en velfortjent kop kaffe. Og spiser blåbær. Og en halv pakke af de chokoladekiks, vi skal have med til Sverige. Jeg mangler bare at sætte Barnaby på fjerneren og gribe strikketøjet (som egentlig er hækle-tøj, men det er der vist ikke noget, der hedder), men dén går ikke, for gammel-mutti skal hente ungerne. Med eller uden ondt i benet. Først skal jeg dog lige ud og tjekke, om jeg er blevet gråhåret i løbet af min kaffepause. Med alle de skavanker, jeg drøner rundt med for tiden, skulle det ikke undre mig det mindste ...

onsdag den 17. august 2016

Noget om låne-teenagere

Hverdags-loopet fortsætter herhjemme med tidligt op, smøre madpakker, komme i tøjet, aflevere børn, arbejde, hente børn, hygge med børn, lave aftensmad, bade børn og putte børn. Og det er faktisk slet ikke så dårligt. Særligt ikke, fordi - med fare for at jinxe det, naturligvis - at det er blevet lidt mindre svært at være Varanen ved aflevering i børnehaven. Bevares, det er ikke fordi, armene er helt i vejret, når han bliver afleveret (hverken hos mor eller barn), og fik han muligheden, ville han helt hundrede helst blive hjemme, men det er ikke længere helt så kniv-gennem-hjertet hårdt at aflevere ham. Han har fundet ud af, at han kan vinke to steder; først gennem ruden i døren, når jeg går ned ad trapperne, siden gennem vinduet (hvis jeg placerer mig korrekt på den anden side af vejen og husker ikke at stå under gigant-træet), og det synes han åbenbart er lidt nemmere at leve med. Så jeg krydser fingre for, at det kun kommer til at gå fremad herfra.

De moderat succesfulde afleveringer gør imidlertid, at jeg stadig henter tidligt i det omfang, det er muligt. Og selv om det er knaldhyggeligt at have ungerne hjemme en hel eftermiddag, så trænger de altså nogle gange til andre input, end dem jeg kan give dem (ikke mindst fordi deres iPad er blevet inddraget i hverdagene). Men så er det jo heldigt, at vi de sidste par dage har lånt en teenager (som vi kender, altså. Lang historie, men de bor ikke længere ved siden af os, men i stedet temmelig langt væk. Men teenageren går stadig i skole i København).

På papiret skal han egentlig bare hænge ud hos os et par eftermiddage om ugen, indtil hans mor får fri fra arbejde, og han kan følges med hende hjem, men i praksis er han simpelthen så sød til at lege med ungerne - og lader til at hygge sig med det. Nuvel; De spiller noget mere Pokemon Go, end en Østerbro-mor bryder sig om, men så længe de hygger sig og kan samles om det, så lader jeg det helt og aldeles fare.

Indtil videre har vi lånt teenageren mandag og tirsdag i denne uge. Måske låner vi ham også i morgen, og i næste uge kommer han igen. Det er altså et koncept, der holder. Hvis jeg var sådan en, der kunne lave seje apps, ville jeg klart lave en, der hed Lån En Teenager. Det er jeg sikker på, der er et marked for ...

Øglen? Hun er i fuld gang med skolen, og selv om jeg egentlig havde et indlæg i pipeline om første skoledag i første klasse, så er hun så dejligt uimponeret, at jeg sikkert aldrig får skrevet det færdigt. 0.A er nu blevet til 1.A og har fået et nyt klasselokale, der var fint pyntet til første skoledag. Øglen fandt sin plads (og den mappe og det æble, der var lagt frem til hvert barn), forældrene fotograferede febrilsk poderne, og så var det ellers ud af klappen. Så mens børnene lærte deres nye lærere at kende, defilerede forældrene på arbejde (og nogle af os nappede lige en kaffe på Baresso på vejen) - de fleste af os med et formanende "Du skal ikke hente mig før tidligst klokken 15" i ørerne.

Siden er det gået slag i slag, og Øglen har allerede fuld gang i legeaftalerne og har stiftet bekendtskab med de nye fag - religion, matematik, IT og sikkert også en masse andet, jeg ikke har opdaget, de har endnu. Jeg har derimod opdaget, at hun er glad - og så er jeg det også.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...