onsdag den 4. oktober 2017

Noget om (in)aktivitet

[Sponsoreret indhold]

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke var et sporty barn. Som i overhovedet. Bevares, jeg deltog da i idræt på lige fod med alle de andre (og blev sjovt nok altid valgt til sidst, når vi skulle spille fodbold), og jeg gik til håndbold i rundt regnet to minutter, men det var også dét. Sådan på det organiserede plan, i hvert fald. Jeg cyklede selv til skole og stod på rulleskøjter sammen med mine venner, men sport-sport - det var der sq ikke så meget af.

Sidenhen er jeg kommet efter det og både løber og sejler i kajak i dag, men stadig ikke på organiseret basis. Det har jeg ikke rigtig haft med mig hjemmefra, og det er mig lidt af en gåde - en glædelig en af slagsen - hvordan jeg kan have fostret børn, der er så glade for at bevæge sig, som tilfældet er. De løber og danser og kravler og hopper ved enhver given lejlighed, og det er en sand fornøjelse at se på. De siger ikke nej til at blive fragtet til skole i ladcyklen, men de cykler som regel selv, så alt i alt får de bevæget sig virkelig meget i løbet af en dag.

video


Derfor er det særligt frustrerende for både dem og os, at begge unger er nede i en grad, så de ikke kan bevæge sig i samme grad, som de plejer. Ældstebarnet har beskadiget noget ledbånd i den ene fod og humper nu på anden uge rundt med sportstape, ispose og andet godt - og giver dagligt udtryk for, hvor frustrerende det er ikke at kunne deltage i de vilde lege i skolen og, vigtigst, ikke at kunne komme til fodbold! For en, der spiller fodbold min. to gange om ugen og gerne mere, hvis der er kamp, er det en pine at skulle sidde stille.

Yngste cyklede direkte ind i en læsserampe på en lastbil lige før weekenden med en kæmpe flænge og observation for hjernerystelse til følge. Heldigvis var der 'bare' gået hul på ham - i en grad, så det skulle syes - men det har stadig gjort, at de voldsomme tumleaktiviteter har været sat noget på hold. Igen med frustration til følge.


Summa summarum: Børnene bevæger sig pænt meget herhjemme. Hvilket er meget heldigt, nu hvor Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anbefaler, at alle børn og unge dyrker mindst en times fysisk aktivitet dagligt. Der er vi rimelig home safe, men det er ikke nogen selvfølge. Ifølge rapporten ”The Danish Report Card on Physical Activity for Children and Youth” vurderes det, at flere end 60 pct. af danske børn og unge i skolealderen ikke når målet om 60 minutters fysisk aktivitet hver dag.

60 pct. Det er altså en del. Det behøver selvfølgelig ikke være et problem, at man ikke bevæger sig det angivne antal minutter, men hvis man ikke lærer glæden ved bevægelse som barn, er der risiko for at tage det med sig ind i voksenalderen, og det kan på sigt udgøre en risikofaktor for børnenes sundhed. Personligt har jeg skullet tage mange tilløb til at blive sådan en, der bevæger sig, og det er jeg ret overbevist om skyldes, at sport og motion ikke er noget, jeg har haft med mig fra min barndom.

Som nævnt er vi ikke ramt af børn, der hellere vil sidde stille end at bevæge sig, men der er da tidspunkter, hvor det kan virke mere tillokkende at sidde med iPad'en end at drøne rundt. Men så er et raskt, lille konkurrenceelement jo ikke af vejen.

Reima har udviklet den internationale #millionhoursofjoy challenge, som "skal være med til at bekæmpe børns stillesiddende adfærd og hjælpe forældre med at holde sine børn aktive". Udfordringen går ud på, at børn fra 15 forskellige lande tilsammen bevæger sig mindst en million timer mere, end de gør i forvejen. Timerne med udført fysisk aktivitet opdateres løbende på kampagnens hjemmeside, og familier kan, på tværs af lande, udfordre hinanden til sjove ’landskampe’.

Læs mere om kampagnen på www.reima.com/kidventure, og meld jer til, hvis I har aktive børn - eller børn, der gerne måtte bevæge sig lidt mere. Det er supernemt at deltage, og hovedpræmien er en rejse til Ruka, Finland i marts 2018 og deltagelse i Kidventure-eventet med masser af sej, actionpræget vintersport. Det gad jeg personligt riiiiigtig godt at vinde. Om ungerne er med på kulden, må tiden jo vise - men nu skal vi selvfølgelig også lige vinde først ...

mandag den 25. september 2017

Noget om at fylde år

For et par dage siden havde yngste skud på stammen fødselsdag.

For 6 år siden kom han til verden og vendte op og ned på alt det, jeg på det tidspunkt vidste om børn og søvn og mangel på samme.

For 6 år siden så jeg for første gang i et par store, chokoladebrune øjne, der stadig kan få mit hjerte til at smelte hurtigere end is på en varm sommerdag.

For 6 år siden blev jeg smaskforelsket i en lille fyr, der ikke er min mand, og der er heldigvis plads til dem begge i både hjem og hjerte.

Tillykke med fødselsdagen, min søde, sjove, smukke og helt særlige Varan. Må du altid være helt din egen - og også lidt vores 

Weekenden kommer til at stå i fejringens tegn, så i dag har jeg købt pænt mange flødeboller. Too much? No such thing!

Fødselaren havde bestilt hjemmelavet sushi, så det fik han. I rigelige mængder ...

I dag er det så min tur til at fylde år. Dagen kommer til at foregå med væsentligt mindre pomp og fanfarer end yngstebarnets, men vi har fået fejret med manér i weekenden. Som det hører sig til, når man bliver hele 6 år stor. Og det har jeg jo også nydt godt af :-)

onsdag den 20. september 2017

Noget om stadig at savne

Høj sol, bare tæer og noget, der minder om indian summer. Det kan vi godt lide i dag for. Men uanset sine fine klæder kan dagen ikke foregive at være andet, end den er - årsdagen for min mors død. To år er der gået, siden hun trakt vejret for sidste gang. To år, hvor hver detalje fra dagen står knivskarpt i erindringen. To år, hvor jeg ikke har kunnet ringe 'bare fordi'.

Jeg har travlt i september. For travlt. Men det er der helt sikkert en grund til. Det er nemlig lettere at drøne derudaf end at stoppe op og give sig selv lov til at savne sådan for alvor. For det gør ondt. Jeg tror, det gælder om at finde balancen. At savne og mindes, uden at det tager hverken over- eller underhånd. I dag gør jeg det for fuld skrue.

Og selv om der er noget paradoksalt ved, at en så trist begivenhed skal akkompagneres af så smukt vejr, som dagen i dag udviser, gør solens stråler i en lækrog ved stranden alligevel dagen bare lidt lettere at komme igennem ...

mandag den 11. september 2017

Noget om arbejde og hospitaler

Jeg kan skrive en masse om, hvad jeg render og laver, men det er faktisk ikke særlig spændende, så det vil jeg skåne jer for. I stedet får I et afkog i punktform. Ikke, at det gør det mere spændende, men så er det i det mindste kort. Selv tak.

Siden sidst har jeg:

- Arbejdet

- Arbejdet lidt mere

- Drønet Hovedstadsområdet tyndt til møder (fordi arbejde)

- Arbejdet

- Spist uanede mængder slik (fordi arbejde)

- Stiftet bekendtskab med alle smerters moder. Nyresten er noget, Fanden har skabt. For saddan, det gjorde nas

- Forsikret Yngste om, at der ikke er noget dramatisk ved, at mor trisser krumbøjet ud til taxa midt om natten, fordi 'der lige er en læge, der skal tjekke, hvorfor maven gør lidt ondt. Så bare gå i seng igen, lille skat' (han købte den. Ældste sov. Er ikke sikker på, hun ville have været helt så overbevist)

- Stiftet bekendtskab med morfin (fordi nyresten). Don't do drugs - med mindre I har nyresten. Then do morfin. Pronto!

- Været indlagt på Bispebjerg Hospital (fordi nyresten)

- Bøjet mig i næsegrus beundring over dem, der arbejder på hospitalet. Det kan godt være, systemet ikke altid fungerer som smurt i olie, men i mit tilfælde gjorde det. Tak for det

- Været sur over nyrestens størrelse. Man føler sig en smule skabet over at have  ondt pga. noget, der måler i omegnen af 3 mm

- Været en smule fornærmet over, at nyresten bliver betragtet som 'almindeligt'. FYI var der intet almindeligt over, hvor ondt det gjorde (hrmpf!)

- Følt mig som en 100-årig, der er blevet kørt over af et godstog (øjner vi titlen på en opfølger til "Den 100-årige, der kravlede ud af vinduet og forsvandt" her?)

- Hygget med og om ungerne

- Ladet op. Og ladet ungerne få alt for frie tøjler med iPad'en. Det vender igen. På et tidspunkt

- Arbejdet

Og sør'me om den kommende uge ikke også byder på masser af arbejde. September er skør indtil videre og lægger sig pænt meget i selen for, at jeg skal blive sur på den sådan helt generelt. Men det kommer næppe til at ske. Slet ikke, når vejret pludselig bliver så fint, som det var i går. Med solvarme - tenderende til brankede - kinder kan man klare det meste. Også nyresten, der er overstået ...

lørdag den 2. september 2017

Noget om september

Så skal vi til det igen. Efteråret. Oven på en sommer, der dårligt nok er nået ud over rampen, føles det lidt vel tidligt med bid i luften og mørknende aftener, men fordi det lige netop er september, der indleder efteråret, kan jeg tilgive meget.

Jeg har blogget i mange år efterhånden, og jeg siger det samme hver september, så det er ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker september. Og selv om september pludselig har fået et noget vemodigt anstrøg de sidste to år - seriøst. To år?! - holder jeg stadig meget af både måneden og årstiden.

September er blevet skudt i gang med arbejde en masse og en weekend som en form for kompensation. Med Pæreskuden fra Fejø i Nyhavn, cykelture med (ny gammel) ladcykel og sol i kinderne. Og i morgen er der kajak og legeaftaler og forhåbentlig endnu mere sol i kinderne på programmet.

Med to skolebørn er travlheden tilsyneladende kommet for at blive - også i september - men lige netop nu er jeg mere opmærksom end ellers på ikke at være for travl. Også at give mig selv åndehuller uden at lave andet end bare at være. For det er fristende at fylde lige netop september med alt for mange ting og belejligt glemme at fordybe mig i den sorg og det savn, jeg stadig bærer rundt på. Fordi det er nemmere. Men ingen sagde jo, at det skulle være nemt at miste sit faste holdepunkt og én gang for alle blive tvunget til at være voksen sådan for alvor.

Hvordan der kan være gået næsten to år, siden hun lukkede sine øjne for sidste gang, går over min forstand. Hun mangler stadig, min mor. Hver dag - ikke kun i september.

onsdag den 30. august 2017

Noget om en sommeraften

I går var det angiveligt den sidste sommerdag for i år. Jeg vil her afstå fra at komme med dårlige jokes om, at det muligvis også var den første sommerdag i år og i stedet glæde mig over, at slut-august kunne mønstre ikke bare sprødt lys og lækker lune, men også en dejlig ferie-feel - og så endda på en helt almindelig tirsdag.

Hvor HDD, ungerne og jeg nærmest boede udendørs sidste sommer og nedsvælgede den ene drink efter den anden på interimistisk strandbar tæt på (som nu er blevet nedlagt pga. giga-byggeri. Ak ak), så har vejret jo ingenlunde været til andet end tæpper og stearinlys denne sommer. Og mein Gott, hvor har vi savnet at slippe os selv løs i de lyse, lune aftener og glemme alt lidt om sengetider og madpakker.

Men i går, eggå! Så var der jo en (én!) lys, lun aften. Og så kunne man enten blive helt kulret over at skulle beslutte, hvad den skulle bruges på, eller man kunne vælge at springe til, da en sød skole-far fra ældstes klasse foreslog i klassens Facebook-gruppe, om man ikke skulle teame op med ungerne på nærliggende legeplads og spise et eller andet, man selv tog med. Så det gjorde man. Sprang til. Sammen med 4-5 andre klasse-familier, der også kunne få det til at gå op med arbejde, fritidsaktiviteter og almindelig hverdags-logistik.

Og så sad vi dér på legepladsen, mens børnene - inklusive søskende - havde en fest. Og havde vores egen fest. Nogen havde været så forudseende at medbringe rosé, så den delte vi, mens snakken gik, og ungerne gik på rov i den medbragte mad og forsvandt i længere perioder. På den anden side af hækken svedte andre til DHL, men vi nød den sidste sommeraften, vred den allersidste solstråle ud af tirsdagen og cyklede således hjemad alt for sent. Med forkert aftensmad i maven, Farmor ved siden af - for hun dukkede også op til den hjemmestrikkede picnic - og smil på læben.

I dag har været våd og træt. Men det går nok, for sådan en (sommer)aften som i går kan man leve længe på ...

mandag den 21. august 2017

Noget om nye sko

Vi er ved at finde os til rette i vores nye hverdag. Sådan da. På samme måde, som man er ved at finde sig til rette i de flotte sko, der stod i vinduet og lokkede med sit 'Kom og tag os på - vi er smadderflotte og passer til det meste'. Og det er de da, og det gør de da, så vi køber dem. Og tager dem på. Og synes stadig, de er flotte (og passer til det hele), men de klemmer måske også en smule. Og hey - er den der syning ved tåen ikke lidt kluntet udført, når man sådan ser den heeeeelt tæt på? Måske det er den, der gnaver? Nå pyt, tænker vi - de skal nok bare gås til. Så det bliver de. Også selv om det koster et par vabler undervejs.

Lige nu trasker vi rundt på gnave-stadiet. Vi har ikke helt fået vabler endnu, men de lurer lige under overfladen. Pt. har vi 'bare' lidt ondt - der er noget, der gnaver, men det skal nok blive bedre. Blev der sagt. Tæerne er ømmest om morgenen. Når nogen vågner og på ingen måde har lyst til at komme i skole. 'Skal jeg virkelig i skole i dag', lyder det forpint fra et sted under dynen. 'Igen?!' Med et par lynende øjne til følge, når svaret er 'Ja, det skal du, lille skat' (med et tilbageholdt '... og de næste 10 år').

At skolen er hver dag, er noget, man lige skal forstå, når man er fem år. Altså sådan rigtigt forstå. For én ting er at sige og vide, at man skal i skole hver dag - en ganske anden, har det vist sig, er rent faktisk at skulle ud af døren hver dag. Til tiden. Som er alt for tidligt, når man er fem år og træt som et alderdomshjem over alle de spændende, nye ting, der sker. Over læringskurven, der er stejl som en skaterbane, og de forvirringer (og på sigt forhåbentlig kæmpestore fordele) den udskudte klassedannelse giver på den sociale bane.

Men det er også en stor omvæltning. Prisen for at have haft langsomme, fleksible morgener de sidste mange år skal nu betales. Eller - for at blive i fodtøjsterminologien - vi skal acceptere det bratte skift fra et par Birkenstock-sandaler til et par sylespidse stilletter.

Heldigvis har det værste gnaveri lagt sig, når vi rammer skolegården. Når børnene stiller op på række, og forældrene vinker farvel i flok. Og skoen trykker tilsyneladende slet ikke i selve skoletiden, hvor der formes venskaber og laves legeaftaler, og hvor de egne ben at stå på bliver stærkere (og måske faktisk også lidt længere?) for hver dag.

Men når dagen lakker mod enden, blusser gnavsårene lidt op igen. De gnavsår, man glemte, da man var i fuld gang med at lege og lære og afkode og indtage. Og når man kommer hjem og smækker benene op, generer de. Ikke så meget, at man overvejer at stille skoene bagest i skabet. Men nok til, at man har brug for at ømme sig og for tid for sig selv. Sammen.

Tæerne bliver strukket ud om eftermiddagen, aftenen, natten, mens de nye sko står i entréen. Og i morgen tidlig tager vi dem på igen. De er nemlig stadig flotte og passer til det meste. De skal bare lige gås rigtigt til.

Weekenden? Der skifter vi sq til sandaler :-)

Weekend. Sandaler. Sol. Vand. Ahhhh.

fredag den 11. august 2017

Noget om Store Dage

Der er nogle dage i ens liv, man aldrig glemmer. Fordi de gør så stort et indtryk. Jeg glemmer f.eks. aldrig den dag, hvor Ældsten kom til verden. Hvordan en solstråle banede sig vej gennem vinterskyerne og skinnede ind på vores lille, nyslåede familie på Rigshospitalet. Eller dagen, hvor Yngsten meldte sin ankomst. Hvor vi blev sluppet løs fra hospitalet efter blot tre timer og nærmest andægtigt listede ud af Rigshospitalet med det nyeste familiemedlem i armene. Helt forbavsede over, at vi bare fik lov til at gå. Med et barn, jo!

Jeg glemmer heller aldrig den dag, jeg blev gift. Den dag jeg mistede min mor. Eller den dag hun blev begravet. Min første date med HDD. Eller den perlerække af andre Store Dage, der på godt og ondt har gjort indtryk og sat spor.

Og selv om det efterhånden er ved at være 33 år siden, kan jeg stadig huske min første skoledag. Dagen, hvor jeg skulle give slip på min mors hånd og gå med de andre børn (som jeg oven i købet kendte tre af i forvejen) ind i børnehaveklassen, som det hed dengang. Men hvor jeg hverken kunne eller ville give slip, så min mor - som en af de eneste voksne - måtte gå med ind i klassen. Dagen, hvor søde lærer Bente tegnede på tavlen, og jeg af uransagelige årsager havnede deroppe ved Bente og tegningen og skulle pusle bogstaverne LSO på plads til noget læseligt. Og til trods for den noget ledende kridttegning af en sol absolut ikke kunne komme i tanker om andet end ordet LOS. Dagen, der både sneglede sig af sted og fløj forbi, og hvor den vigtigste (livs)lektie var, at skolen var et godt og trygt sted at være barn.

På vej til allerførste skoledag <3

Stor og Lille lytter til skolelederens velkomsttale

Velkommen-snacks i nulte

I går var Yngstens første skoledag. Dagen, han formentlig - forhåbentlig - stadig kan huske om 30, 40, 50 år. Hvor det viltre hår var fint friseret (i to minutter), hvor de skrabede sommerben var stukket i et par fine shorts, og det rent faktisk var lykkedes at få ham i en skjorte. Hvor de større elever - inkl. storesøster - stod i en slags æresport og flagede de nye elever ind i salen. Hvor det hele var højtideligt og lidt anderledes end en almindelig dag, og hvor 2. og 3. klasse sang en fin sang for de nye nulter. Hvor alle de nye elever skulle trykke hånd med skolelederen og ringe sig ind i skolen på den til formålet ophængte klokke. Hvor mor og far måtte gå med ind i klassen for lige at se, hvor de mange timer om dagen skal tilbringes (og for at tage billeder), og hvor det så var tid til at vinke farvel.

Dagen, hvor man efter to timer blev sluppet ud af klassen. Og hvor Yngsten kom mig løbende i møde. Med et stort smil og 2 cm - mindst - ekstra i højden.

Jeg kan ikke bestemme, hvad andre skal huske. Men jeg er ret sikker på, minderne fra Yngstens første skoledag bliver i den lyse ende. Det gør mine i hvert fald. Lige som de er det fra Ældstens første skoledag for to år siden. For selv om første skoledag formentlig huskes bedst af den nyslåede skoleelev, er jeg sikker på, den også går hen og bliver til en Stor Dag for denne forælder ...

tirsdag den 8. august 2017

Noget om milepæle

Sommerferien er slut, og mens HDD er i fuld gang på jobbet igen, starter jeg anderledes blidt op. Der er nemlig noget med, at yngste skud på stammen er blevet så stor, at han er begyndt i SFO. Skolen begynder 'først' om et par dage, men fra 1. august har de nye 0. klasser fået muligheden for at stifte bekendtskab med skolen og dens faciliteter i ro og mag. Det er et tilbud, ikke et krav, men vi var glade for muligheden, da den ældste begyndte i skole for to år siden, så mon ikke vi også bliver glade for det med den yngste? Jeg synes i hvert fald, det er rart at kunne starte stille ud med lige så lange (korte!) dage, som der er energi til. Også selv om det koster lidt på arbejdsfronten. Igen engang vil jeg hylde fleksibiliteten i mit arbejde, der gør, at jeg kan lægge de timer, jeg misser i løbet af dagen, om aftenen og weekenden i stedet.

Børn på græs sand den ene sommerdag, vi har haft i DK i år

Hvor Ældstebarnet var fyr og flamme ved udsigten til at begynde i skole i sin tid, har Yngstebarnet været anderledes uimponeret. På ydersiden, om ikke andet. Indadtil er jeg ret sikker på, at der har flakset en hel hær af sommerfugle rundt, og han har været temmelig pirrelig op til SFO-starten. Men der sker virkelig også meget for det lille væsen, så jeg kan ikke bebrejde ham det. Sommerferien har varet fem lange, skønne uger - en evighed for en femårig, der sagde farvel til børnehaven umiddelbart inden ferien og derfor har befundet sig i en form for limbo hele sommeren, når det gælder ståsteder. For han gik jo ikke i børnehave mere, men var heller ikke begyndt i skole. Så hvad så? 

Men nu er der kommet en form for forløsning, og selv om 'det store show' (Yngstens egne ord til at beskrive næste uge, hvor den rigtige skolegang begynder, og han skal være i skolen i seks timer) først er i næste uge, synes jeg, vi har lagt godt fra land. Humøret er i hvert fald højt om morgenen (men ok - vi skal også først være der kl. 9.30, så jeg melder lige tilbage med en status på den front, når vi har prøvet at skulle være i skole kl. 8 dagligt gennem længere tid), og der er ikke ét eneste muk fra ham over at skulle cykle de 2,5 km både til og fra skolen. Faktisk har han flere gange takket nej til at sidde i ladcyklen - han vil hellere cykle. Men det hænger muligvis sammen med vores genistreg (i al beskedenhed!) om at købe en ny (brugt) mountainbike i en større størrelse end før, som stod og ventede på ham, da vi kom hjem fra Sveriges-ferie forrige weekend. En sej cykel - med syv gear - gør åbenbart underværker for cykelglæden - og faktisk også evnen til at koncentrere sig og cykle uden at slingre, har det vist sig. Mor er stolt! Og temmelig overrasket over, hvordan vi gik fra slingrende tumling til fornuftig cykelfyr udelukkende ved at skifte cyklen ud.

Cyklen, man kan cykle både langt, hurtigt og fornuftigt på, når man er en stor dreng, der lige er begyndt i SFO

Selv om skolen ikke sådan rigtigt er i gang endnu, er det stadig en milepæl, at hverdagen nu foregår på skolen for begge ungers vedkommende, og at der ikke længere skal afleveres én i skole, én i børnehave. Ud over at jeg med et føler mig oldgammel, oplever jeg SFO-starten som en skønsom blanding af eufori over kun at skulle aflevere ét sted og galopperende melankoli over, at jeg nu ikke længere har små børn. Og en dyb taknemmelighed over, hvor godt tilpas Yngsten allerede virker til at være. Han er tryg i sine omgivelser og med de voksne, og selv om de ikke leger så meget sammen, kender han allerede til en lille flok nye nulter. Der er hele seks søskendebørn fra Ældstes klasse, der begynder i skole i år, og så er der oven i købet et par stykker fra børnehaven - den rene luksus i forhold til for to år siden, da Ældsten ikke kendte et øje.

Læsebog fra Lidl. Hej sprogfejl, mine børn ikke behøver at lære. Det må være en ommer, Lidl og Læsesæl


Og som om SFO-milepælen ikke var nok, så er der også noget, der tyder på, at det der med at bruge hele og halve timer på at ligge inde ved børnene, når de skal puttes, er ved at være forbi. #jinx Rom blev selvfølgelig ikke bygget på én dag, men siden vi kom hjem fra Sverige for et par uger siden, har det faktisk kunnet lade sig gøre for børnene (og med 'børnene' mener jeg 'Yngste') selv at falde i søvn på deleværelset. Ikke helt uden sværdslag - og bestemt ikke uden at de har fået lov til at læse, hygge og sludre sig i søvn (så det kan godt gå hen og blive pænt sent), men det er stadig en landevinding af rang hjemme hos os.

Så alt er godt. Også selv om moderen ikke heeeeelt kan følge med i alle de ting, der sker. Kan vi måske stoppe tiden - bare et par uger eller 50?

fredag den 21. juli 2017

Noget om teori og praksis

En uge uden børn - i teorien:

*Arbejde sygt meget
*Rydde op og omrokere på børneværelset
*Bygge et bord til børneværelset
*Løbe lange ture
*Rydde op i bombekrater kælderrum
*Gå lange ture om aftenen
*Nul fjernsyn (der er ikke tid, jo)
*Lave lækker mad
*Kysse noget mere på manden

En uge uden børn - i praksis:

*Arbejde moderat meget (ingen bagkant, jo)
*Rydde op og omrokere på børneværelset
*Bygge et bord til børneværelset (jaok - det var så nok mest HDD, der gjorde det. Men jeg var med i Silvan!)
*Købe ny gammel cykel til Yngsten, der vist voksede fra sin gamle cykel for et stykke tid siden
*Løbe korte ture
*Lidt for mange frokoster ude - både med veninde og HDD (ingen bagkant, jo)
*Drinks i solen efter (sen) fyraften med HDD (ingen bagkant, jo)
*Købe lækker mad
*Yoga (sgu!)
*En hel del fjernsyn
*Nul gåture om aftenen (fordi drinks. Og løbeture. Det må være bevægelse nok) 
*Kysse noget mere på manden
*Middag på Pluto (oplevelsesbryllupsgaver holder)

Summasummarum: Teori og praksis endte heldigvis med at adskille sig en del fra hinanden (sådan går det vist for øvrigt ofte), og det gjorde nok i virkeligheden ugen meget sjovere. Men knap så effektiv. Til gengæld har der været tid i lange baner (ingen bagkant, jo), og vi har storhygget. Og at dømme efter de billeder, vi har fået tilsendt fra sommerlandet i Sverige, så har ungerne gjort det samme <3

fredag den 14. juli 2017

Noget om staycation

Som så mange andre holder vi ferie i reptil-familien. Eller - jeg og ungerne gør. HDD holdt ferie i sidste og forrige uge, hvor vi som tidligere nævnt var på ferie i hhv. Holland, Frankrig og Tyskland, og vi holder alle sammen ferie igen i uge 30. Der skal pusles lidt rundt på brikkerne for at få det hele til at hænge sammen i en lang sommerferie, men det ender som regel heldigvis altid med at gå op.

I denne uge er jeg hjemme med ungerne. Og selv om jeg burde lænke mig selv til skrivebordet og få bugt med alle de arbejdsopgaver, der - i øvrigt meget meget atypisk for sommerferien - har hobet sig op, insisterer jeg på at hygge mig med ungerne de fleste af dagtimerne. Hvilket er lykkedes det meste af ugen, bortset fra én dag, hvor jeg havde et uopsætteligt møde. I Køge af alle steder. Har I været der? Der er jo mega-hyggeligt! Jeg havde aldrig været der før og blev virkelig overrasket over, hvor stemningsfuldt der var. Og hygger os; det gør vi. I den sammenhæng er jeg virkelig taknemmelig for at bo, hvor vi gør. Der er så mange muligheder for udflugter lige uden for gadedøren - og det er muligt at skalere dem, så det den ene dag kan være fullblown forlystelser og den næste 'bare' at spille bold i parken.

Selv om den ældste pludselig er blevet om ikke for stor, så i hvert fald ret stor, når det gælder en tur på legepladsen, har vi været af sted på nogle forskellige af slagsen i ugens løb, og både Stor og (Knap så) Lille har genopdaget Trafiklegepladsen, hvor vi efterhånden er blevet fast inventar. Vi har også udforsket Nordhavnen indgående og fundet op til flere steder, hvor det er sjovt at lege. Store har haft en tiltrængt legeaftale, der endte med at strække sig over 7 timer frem for de aftalte 3 - Lille var med HDD på arbejde, så det var hip som hap for mig, om legeaftalen varede i kort eller lang tid. Ungerne hyggede sig så meget, at jeg kunne have beholdt kammeraten hele natten, hvis det skulle være.

Boldspil i Fælledparken

Fuld fart på Trafiklegepladsen

Vi har været på stranden, besøgt Legeskibet, spist tonsvis af is (HDD er gået amok med at lave is, så vi har fem forskellige slags i fryseren. No wonder, at jeg ikke kan slippe af med mine ekstra, genstridige kilo), spist jordbær til den store guldmedalje, grillet, lave sushi, købt skoletaske til Knap Så Lille (ikke om jeg fatter, han begynder i skole lige som lidt!) begyndt på at få ryddet seriøst op på børneværelset (og ja, selv om det lignede - ligner - ragnarok, så har det været vildt hyggeligt. Vi har fået sorteret kraftigt i al legetøjet og sendt en stor del til genbrug, men vi har også genfundet en masse legetøj, der var blevet helt glemt, så det har ungerne fået timevis til at gå med), spillet spil, læst Anders And-blade (seriøst - det er jo ren narko. Store kan læse i Anders And-blade hele dagen (uden overdrivelse), hvis hun ellers fik lov. Til stor frustration for Knap Så Lille, der nok har lært at læse, men som endnu ikke er så habil, at han kan læse sig igennem en hel tegneserie), set fjernsyn, været i Tivoli, set Grusomme Mig 3 i biografen, cyklet ture, og og og ... Listen er lang, men jeg tænker, at I forstår min pointe: Vi har hygget os!

Hindbær, jordbær og kaffe/chokolade ...


Besøg på KU.BE Frederiksberg i dag. Så fint et sted med mulighed for masser af leg. Og turen derud med både tog og metro var et lille eventyr i sig selv - også selv om man er 8 og næsten 6


Projekt Oprydning på værelset. Der skal laves lidt om derinde i den kommende uge, og derfor skal der ryddes op og ud. En eller anden dag bliver vi vel færdige ...

Og nu er vores halvanden uge staycation ved at nå sin ende. I weekenden kommer Farmor og bortfører ungerne til det svenske. I en hel uge! Eller ... fem dage, men næsten en hel uge! Det kan jeg ikke lige overskue. For mens jeg ser virkelig meget frem til alle de (urealistisk) mange ting, HDD og jeg skal nå, mens ungerne er væk - f.eks. førnævnte arbejde. D'oh! - så skal jeg jo li'som undvære ungerne i fem dage. Jovist, det bliver rart ikke at skulle skille dem ad i tide og utide (for selv om ferie og meget tid sammen giver et fantastisk sammenhold sådan to søskende imellem, så slår det også gnister fra tid til anden), men det bliver ikke så rart at skulle undvære en lille, is-fedtet hånd i min, en insisterende stemme, der beordrer mig til at læse flere Anders And-historier højt, listende fødder om morgenen, når ungerne tror, de er lydløse og vil snige sig til at se lidt fjernsyn, konspiratorisk fnisen og opslugt leg.

Men. Fem dage overlever jeg nok. Særligt fordi jeg ved, hvor dejligt de får det i Sverige. I kendte omgivelser med Farmor og Bedstefar. Tal om at være blommerne i et æg! Så i stedet for at fokusere på alt det, jeg kommer til at savne, vil jeg glæde mig til at se dem igen - og nyde, at jeg får tid til at fordybe mig i både arbejde, projekter derhjemme og, ikke mindst, HDD. Det er slet ikke så dårligt!

onsdag den 5. juli 2017

Noget om offlining

Der kan skrives mange, lange bøger om fortræffelighederne ved at trække stikket og være offline i en periode - gerne i ferien - og det er der da også ind til flere forfattere, der har gjort. Og de har da bestemt en pointe. For lige at pudse glorien lidt, kigger jeg selv jævnligt mit online-forbrug efter i sømmene, og faktisk synes jeg, det går helt ok med at være nærværende, når der er brug for det. Men bevares; der er vel altid plads til forbedring.

Det synes den tyv, der bemægtigede sig min telefon for en uge siden på en våd campingplads tæt på Amsterdam vist også. I hvert fald sørgede han godt og grundigt for, at mit onlineforbrug på ferien ikke bare blev justeret - det blev helt og aldeles nulstillet. Jeg kunne v.i.r.k.e.l.i.g godt have været foruden at få stjålet telefon, to gange iPads, en masse kontanter og en oplader til min Macbook. Og jeg kunne især godt have undværet, at det skete fra vores telt tidligt om morgenen, mens vi sov - bogstavelig talt fra lige ved siden af os. Den del skal jeg ikke tænke for meget over uden at blive lidt hys.

Campingpladsen. Som egentlig var hyggelig nok, hvis man ser bort fra tyvagtigt element. Så det prøver man at gøre ;-)

Men det var heldigvis kun ting, der forsvandt. Ting, som man relativt nemt kan generhverve sig. Og som ikke bidrog til turen som sådan. (Havde pas og betalingskort været mellem de stjålne ting, ville det først for alvor være besværligt). Og fordi Apple er en fin blanding af verdensherredømme-uhyggelige og gigasmarte, kunne vi (og her mener jeg HDD) logge ind på enhederne fra HDD's telefon og sætte dem til at blive helt og aldeles ubrugelige, hvis tyven formaster sig til at koble dem på nettet på et tidspunkt. God fornøjelse med dine nye dørstoppere, tyve-spade.

Når man er helt uden en telefon opdager man, hvor afhængig af den, man i grunden er. Og her mener jeg ikke i forhold til sociale medier, tjekning af mails, mv. (som det i parantes bemærket gik fortrinligt med at undvære). Jeg mener godt gammeldags vant til, at man altid kan finde ud af, hvor hinanden er - helt uden at anstrenge sig. Disneyland Paris (for ja - ferien fortsatte jo ufortrødent; med eller uden telefon) viste sig f.eks. at være lidt af en logistisk udfordring, når kun den ene part har en telefon, og ungerne vil prøve noget forskelligt. Så bliver aftalen nødt til at være lidt mere præcis end "Vi ses sådan cirka heromkring bagefter". Men - og hold nu fast! - det gik sør'me alligevel! Ingen blev væk, og vi overlever alle sammen på trods af alle de mange hundrede billeder, jeg ikke fik taget. Så at jeg klarede mig uden mobiltelefon, helt indtil jeg fyldte 20 (eller 21, vist), beroede åbenbart snarere på evnen til at planlægge lidt længere frem i tiden end 10 minutter, end ren tilfældighed. Hvem skulle nu have troet det?! *ironi kan forekomme*

De kan noget med fine døre og grønne planter i Amsterdam. Sådan her gad jeg f.eks. godt, at min gadedør så ud ...

Ungerne tog i øvrigt tyveriet af deres iPads med ophøjet ro. Da de først havde forvisset sig om, at vi ikke bare lavede fis (vi havde nemlig berettet, at det ikke var meningen, at ferien skulle bruges ved en skærm, så de syntes indledningsvist, at det lød lidt for belejligt, at deres iPads pludselig var væk), syntes de nærmest, at tyveriet var helt spændende. Og tak og lov for det; ingen grund til, at der er flere end os voksne, der tænker over det ubehagelige i, at der har været nogen inde og vade rundt i ens snorksovende privatsfære.

Men i børnehøjde kan jeg godt se, at det kan virke lidt spændende. Stjålne ting, generel forvirring og bandende voksne. Og et besøg på en hollandsk politistation. Så har man da prøvet det med; at afgive forklaring til hollandsk politi. Oven i købet til en meget meget venlig - og helt utrolig grundig - betjent. Hvilket afstedkom verdens mest udførlige forklaring - på hollandsk - til vores forsikringsselskab. Som i sidste ende - dog ikke uden et par krumspring - ender med at dække dele af de stjålne ting.

Fineste Amsterdam med sine fine kanaler <3

Så intet er i virkeligheden så skidt, at det ikke er godt for noget. Jovist, vores kontanter er væk, og det er der også en stak aluminium med æble-logo på, der er. Men ingen af os er kommet noget til, forsikringen dækker noget af tabet, og vi har haft en dejlig ferie, hvoraf en hel uge foregik ganz offline - fyldt med leg og badning og spillen bold og hygge. Og det er da slet ikke så ringe endda.

I dag har jeg købt mig en ny telefon, og pga. Apples uhyggelighed genialitet kunne den indstilles til at være en tro kopi af den gamle. Så ud over, at den nu er nyere, hurtigere og væsentlig mere lyserød end før, er det fuldstændig som at have den gamle tilbage. Med den lille forskel, at ejerinden nu vil tænke endnu mere over, hvornår jeg bruger den - og hvorfor. Og vide, at verden ikke stopper med at rotere, fordi telefonen ikke er lige ved hånden altid. (Serviceinfo: Hvis nogen synes, et offline-eksperiment a la mit lyder interessant, vil jeg blot meddele, at det kan lade sig gøre helt uden at involvere hollandske tyveknægte. Den version ville jeg helt klart selv have foretrukket).

iPads venter vi lidt med at genanskaffe. Det går lige så godt uden ...

mandag den 12. juni 2017

Noget om at vide, hvornår man skal tie stille

Hørt/sagt over aftensmaden:

Ældste: Må jeg godt få noget smør på min bolle?

Mig: Yes. Men det er en selvhenter.

Ældste: Okidoki, så henter jeg smør til min lille ven, bollen. Den hedder Bolsen.

Mig: Huh?

Ældste: Ja, bollen Bolsen. Den er min ven.

Mig: Nååhhh! En lille bolleven!

HDD: ...!

Mig: Eller, altså ...

Ældste og Yngste: Hvad?

HDD og mig: Ikke noget!

FFS, altså. Nogle gange ville det ikke gøre noget, hvis jeg tænkte, før jeg talte. Bare lidt.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...